Jeg har hørt, at i dagene mellem jul og Helligtrekonger er englene på jorden, hvor de går lønligt i blandt os…
Karen Kjærsgaard tegnede massevis af engle gennem årene, og englene fik mange forskellige udtryk. Mest kendt er nok hendes engle i denne stil:
Men Karen Kjærsgaard mestrede mange forskellige stilarter og fra de sidste årtier af hendes karriere findes der nogle helt andre engle, som er inspireret af malerkunsten i den italienske renæssance (slutningen af 1400-tallet til omkring 1600).
Det er fra renæssancen, at de små tykke englebasser, kaldet putti, kommer ind i kunsten. De mest kendte er nok dem her af Rafael fra “Den sixtinske Madonna“, 1512-13.
Putti er små tykke barneengle med bare numser og små vinger, som myldrer rundt i renæssancens – og også barokkens – kirkekunst.
To små putti’er af Karen Kjærsgaard kan man se på hendes julepanorama til Familiejournalen i 1997. Her er vi meget langt fra tegnestilen og nisselandskaberne på hendes julepanoramaer fra 1970’erne og 80’erne – og Karen Kjærsgaard var også forlængst holdt op med at signere sine værker med Karen K.
Udsnit af julepanaroma af Karen Kjærsgaard, 1997
Til sammenligning ses her et par putti fra renæssancen.
Udsnit af Gaudenzio Ferraris maleri: “Madonna degli aranci”, 1529-1530
Renæssancekunsten havde dog også helt andre engle end puttierne.
Store alvorlige engle, der kommer som budbringere til menneskene eller musicerer omkring Jesu’ fødsel. Englene begynder også at få mere kvindelige træk, end de havde i middelalderkunsten. Det kan man se i Karen Kjærsgaards renæssanceengle, som står ude i siderne på julepanoramaet fra 1997:
Jeg synes godt, at man kan se inspirationen fra den italienske renæssance. F.eks. fra disse engle af Melozzo da Forli, ca. 1480:
Karen Kjærsgaards renæssanceengle fløj også over Atlanten, hvor papirfirmaet Caspari udgav dem som et eksklusivt gavepapir:
Og Karen Kjærsgaards renæssanceengle blev også til amerikanske julekort:
Amerikansk julekort fra firmaet Caspari. Noderne bag ved englen er til julesalmen “Silent Night” (Glade jul).
Engle kan som bekendt have mange former, og også i Karen Kjærsgaard værk kan der altså gemme sig lønlige engle, som man slet ikke ville tro var tegnet af hende, hvis ikke man undersøgte sagen nærmere. Så hold altid øje med englene – i alle deres afskygninger.
En lille nisse kan hurtigt blive til to, og to kan hurtigt blive til tre. Jo, det kan godt tage overhånd med de nisser, når man ikke kan lade være med at købe alle dem, man ser.
Men Karen K.’s nisser hygger sig bedst i store flokke, og som de siger: Hvad er en juletræsfest uden mange nissegæster.
Her er lidt billeder fra nissernes juletræsfest i år. Det er selvfølgelig Karen K., der har pyntet juletræet:
Grisene var også med i dansen om juletræet. Det må være en ganske særlig oplevelse at ride på ryggen af en gris rundt om træet.
Ja, måske er det fjollet med alle de nisser, vi sætter frem til julen. Måske er det i det hele taget fjollet at pynte huset op en måneds tid om året. Og at fælde et træ i skoven og sætte det ind i stuen og hænge alverdens mærkeligt glitterværk og stearinlys på det, er vel nok det mærkeligste af alt mærkeligt i julen.
Men jeg tror, der er en grund til det hele, og hvorfor Karen K. og alle hendes kolleger tegnede hundredevis af nisser og engle, som almindelige mennesker gjorde til en del af deres jul. Jeg har lige fundet de helt rigtige ord, der forklarer dette. Den danske gruppe Songs for Iris har skrevet en helt ny julesang, som er rigtig fin og klog. Du skulle tage og høre sangen “The Nook”lige her.
That´s the reason why we love all those silly tunes and decorations elves and angels everywhere, I know what it really means serving as a sweet and kind reminder why we are here. To love, Love the tree the lights and tinsel Love how everyone is cheerful Love the hymnes we sing so playful ´bout the baby in a cradle
(Songs for Iris “The Nook”)
Nisserne, englene og alt det andet julestads og -halløj skal minde os om, hvorfor vi er her. Skal minde os om det gode, vi kan have sammen og bør stræbe efter. Det er altid vigtigt at blive mindet om.
I år er der kommet en pæn bunke julekort. Nå ja, ikke et eneste af dem er adresseret til mig og kommet med posten. Derimod er det julekort tegnet af Karen K., som har jeg fundet på loppemarkeder og internetauktioner i årets løb. Derfor strækker årets høst af julekort sig også over fire årtier fra 1958 til 1981. Og ud over at nyde Karen K.’s flotte kort får man på den måde også lejlighed til at læse andres post. Julehilsner sendt fra og til mennesker, der formentlig for størstepartens vedkommende forlængst har forladt denne verden.
Det ældste af årets julekort er sendt i 1958 og har motiv med Maria med det lille Jesusbarn, der får besøg af en engel. På kortet har postvæsnet stemplet: Skrivtydelig og fuldstændigadresse. En venlig henstilling til kunderne om at anvende hele adressen, hvilket i hvert fald i de små by var noget nyt på dette tidspunkt. Tidligere kunne man man skrive f.eks. “Til hr. Vestergård, Tommerup Mark pr. Tommerup” og overlade resten til det stedkendte postbud. Julekortet her er dog sendt til Victor Nordun i Hvidovre, og her har fulde adresser med gadenavnene og husnumre sikret været fuldt integreret på dette tidspunkt. (Jeg har dog sløret adressen på billedet)
Med dette kort kommer vi i berøring med datidens kunstner- og musikermiljø i København. Afsenderne Annie og Ole sendte julekortet på bagkant til Viktor Nordun. Det vil sige, de havde modtaget et julekort fra Victor uden selv at have sendt et og har så i al hast sendt et kort med “tak for de smukke ord og dine gode ønsker” d. 25. december. Som et PS. står der: “Det var et interessant hovede, du har skåret. Kig op på Nitivej 9, III.” Hvad mon det handler om?
Viktor Nordun var møbelarkitekt og snedkermester, så han har formentlig skåret en træskulptur, som Annie og Ole har set. Men hvad mon der foregår på Nitivej 9, 3. sal? Det er ikke her Annie og Ole bor (og det ville jo i så fald heller ikke være nødvendigt at skrive adressen til Hr. Nordun – han må jo kende deres adresse, eftersom han lige har sendt et julekort dertil). I følge den gamle telefonbog fra 1958 boede der to enlige damer i lejlighederne på Nitivej 9, 3. sal. Så det er vel næppe der , Ole vil sætte Viktor i stævne? Til gengæld bor der på 4. sal en musiker – en vis “Hr. J. Hansen” – og mon ikke det er hér, herrerne skal mødes? Noget kunne i hvert fald tyde på, at Viktor Nordun også er musikinteresseret. Hans snedkerværksted har nemlig i 1950’erne tilknytet et øvelokale for jazzmusikere. Det skriver jazz-trompetisten Jørgen Møller om i sine erinderinger fra 1950’erne københavnske Jazzmiljø: “Dusty Road Muggers og den traditionelle bølge, som jeg opfattede den“:
“Efter endt skolegang var vi nu mere frie mennesker end før, men stod desværre også uden øvelokale. Til al held kendte Knud (Rasmussen) den voksne søn af Snedkermester Victor Nordun i Hvidovregade. Olav Nordun (1929-2018) var ivrig jazzinteresseret og spillede selv trompet; i tilslutning til snedkeriet fandtes et anneks til kunstneriske udfoldelser, og der blev da også både spillet og festet dér.” (Jørgen Møller)
Hele teksten kan du læse på Holden Foghs hjemmeside om københavnsk jazz, hvorfra jeg også har lånt dette billede. Sjovt hvordan sådan et gammelt julekort kan åbne et vindue til en svunden tid.
Det næste kort er sendt i 1959. Det er ikke signeret, men skulle efter sigende være tegnet af Karen K.
Her ser man et eksempel på, hvordan man stadig skrev adresser på landet på den tid. Man gik ud fra, at postbudet vidste hvor i Ulkind Sven Vindbjerg boede.
Selv om kortet blot er underskrevet Betty og Ras P. og navnet på deres gård, tog det ikke mange minutter på internettet at finde billeder af de to fra ca. den tid, hvor kortet blev sendt.
Det er tankevækkende her i vores egen tid, hvor mange bekymrer sig om, hvilke personlige data, der florerer rundt omkring i cyberspace. Noget som Betty og Ras P. ikke skænkede en tanke.
I 1963 modtog familien Jespersen i Hellerup dette kort med en engel på bare ben i sneen fra Elna og John.
I 1963 var det de Københavnske postdistrikter K.V.N.Ø.F.S o.s.v., som etaten mindede borgerne om at huske i et håb om at få bedre styr på forsendelserne.
De her to kort med motiv fra Grønland samt to dansenisser er aldrig blevet sendt, men de er formentlig også fra 1960’erne, og de er da rigtig fine:
Musen på det nederste kort minder lidt om musen på dette gamle julehjerte.
Alligevel er jeg ikke helt overbevist om, at det også er Karen K., der har tegnet julehjertet. Men måske er hun blevet inspireret af det?
Det var ikke kun i Danmark, at Karen K.’s julekort blev sendt. Over tre år (1969, 1971 og 1972) modtog familien Palmkvist i Garphyttan i Sverige disse tre kort fra den samme familie. Tændstikæsken er sat ind som målestok:
Som man kan se, er kortene meget små, kun ca. 10×7 cm. Dengang kunne man i Sverige sende små kort for en billigere porto end kort i almindelig størrelse. Til gengæld måtte kortet heller ikke indeholde andet end den fortrykte hilsen og afsenderens navn – ellers kom der strafporto.
Kortene er underskrevet Hardy (?), Katarina, Cecilie og Robert.
Sjovt nok modtog familien Palmkvist det Karen K.-kort, som de havde fået fra Hardy & co. i 1969, igen to år senere. Men denne gang i fuld postkortstørrelse og sendt fra Margareta. Mange år senere købte jeg alle kortene hos en svensk antikvar.
Selv om motiverne gik igen på de julekort af Karen K., som blev solgt i de forskellige nordiske lande, så havde de alligevel lidt variation. Her ses det samme kort, men fra henholdsvis Danmark og Sverige. Kortet til venstre, som er udgivet af George Moldow i Danmark, har hvid ramme, mens det svenske kort til højre – udgivet af Axel Eliasson – ikke har nogen ramme.
Og så fandt jeg lige på nettet dette billede af det samme kort, men udgivet i Finland af Paperitaide. Finnerne foretrak bølgekant:
Et finsk julekort er der også mellem mine “egne” julekort i år. Selvfølgelig også med bølgekant. Her ses det sammen med sin danske pedant – selvfølgelig med hvid ramme.
De yngste julekort i årets julepost er fra 1980 og 1981. Kortet fra 1980 er et “rigtigt” julekort på karton, mens det andet er af tyndt blankt papir og klippet ud af Karen K.’s julepanorama (fra 1980!) fra Familiejournalen.
Her ses det store panorama, som julekortet er klippet ud af:
I 1980’erne er der fuld adresse med gadenavn og husnummer på julekortene, som der skal være.
Sjovt nok er teksten på kortene næsten ens bygget op. Først den obligatoriske jule- og nytårhilsen, så en sygehistorie fra det forgangne år (henholdsvis en uspecificeret hospitalsindlæggelse, urinsyregigt og blindtarmsbetændelse). Til slut en overvejelse om, hvor bedstefar skal holde jul i år. Igen to gode eksempler på julekort som en litterær genrer, hvor man skal sige alting og ingen tid på én gang!
Lad os slutte af med – som Vita på kortet fra 1981 – at håbe, at vi alle vil forblive “raske og friske. Det er vi, bank tre gange.”
P.S. Samtlige danske julekort i årets bunke fra 1958 til 1981 havde julemærker på.
To ruller gavepapir fra 2018 og én, som måske er fra 1970’erne.
Så er det blevet tid til at pakke julegaverne ind. Og er der noget bedre end flot gavepapir? Selv om det nu var som om, gavepapiret var flottere i gamle dage… Som barn var jeg fascineret af papirenes mønstre – eller endnu bedre: nisselandskaber – som gentog sig selv i en uendelig og sommetider uigennemskuelig takt, så man hverken kunne finde begyndelsen eller enden.
Det er let at få “hjælp” til indpakningen, når der er gavebånd og snor på bordet:
Gavepapir desginet af Karen K. Billedet er gengivet med tilladelse fra instagramprofilen retrougglan
Karen K. har tegnet masser af julegavepapir, men det meste er for længst væk. Kun små stumper fra fortiden er bevaret af glemsomme, tossede eller sentimentale mennesker. Som nu denne rulle, som jeg fandt i maj måned!
Her er det Karen K. nisser med de karaktertisiske “cocktailpølse”-huer, som adstadigt tøffer af sted i veteranbiler i et – sandt af sige temmelig overtrafikeret – vinterlandskab. Dette stykke ældgamle papir kan jeg selvfølgelig ikke nænne at bruge til årets julegaver, men et lille strejf af Karen K. skal gaverne alligevel have.
Derfor er gavemærkaterne lavet af gamle Karen K.’s julehjerter fra Familiejournalen, som er limet på kraftigt papir. En glad lille piberensernisser holder mærkatet på plads, og sørger for, at julen også i 2018 er nostalgisk.
Og mangler du en gave i sidste øjeblik, er det på tide at være kreativ. Som nu denne hjemmelavede servietholder, jeg fandt i en genbrugsbutik tidligere på ugen:
Den er lavet af tyndt træ pyntet med Karen K. kræmmerhuse fra et klippeark, som blev bragt i Familiejournalen i 1996. (Selve fuglemotiverne er dog endnu ældre. De fandtes som julekort allerede i 1984). Her ser du det oprindelige ark med kræmmerhusene:
Jeg er sikker på, at Karen Kjærsgaard ville have syntes om idéen. Hun opfordrede altid folk til at være kreative med sit julepynt og at finde på egne anvendelses-muligheder. En fiks detalje ved denne servietholder er de små hjerter fra klippearket, som er blevet brugt til fødder.
Så er det bare lige et finde ud af hvem, der skal have denne helt særlige gave til jul…
Og når du pakker gaver ind de næste par dage, så send en tanke til designeren, som har skabt motivet på papiret. Der står et levende menneske bag alt, hvad vi omgiver os med.
På aviskioskens hylder kan man i denne uge (uge 51 2018) se et velkendt ansigt. På forsiden af Familiejournalens sidste nummer inden juleaften ses nemlig en næsten 50 år gammel Karen K. engel.
Engelen – som faktisk er en luciabrud (læs mere om hende her) – var også forsidestof på Familiejournalen d. 9. december i 1969.
Nu er baggrunden på Karen K.’s kollage blevet fotoshoppet lidt større og en stjerne er tilføjet, så billedet passer til bladets nuværende format. Her ses bladet fra 1969 til venstre og denne uges blad til højre. Som man kan se, er bladet skrumpet en hel del i størrelse siden 1969! Til gengæld er det blevet tykkere.
På bagsiden af denne uges blad er der tre fine nisser og en kat, som man kan klippe ud og samle til julepynt. Det samme klippeark sad inde i bladet i 1969.
Øverst denne uges blad, og nederst bladet fra 1969 slået op på side 38-39.
Nisserne var oprindelig del af en større juleuro ved navn Nissernes julestue, som jeg lavede for nogle år siden. Over fire uger i november-december 1969 var der klippeark i bladet, og det færdige resultat var en meget stor uro. Her var både julemanden, rensdyret Rudolf, Bamse og Dukkelise, kat og en flok fugle på besøg hos nisserne Men de tre fine nisser her kan nu sagtens stå på egne ben – eller hænge i egen snor, kan man sige.
Karen K.’s samlevejledning til den næsten færdige uro – julemanden og juletræet mangler stadig.
Jeg har også uroen fra 1969 oppe at hænge i år, men den er blevet lidt skæv af en sommer i skunken, så jeg tror jeg vil skille den ad og bruge figurerne på juletræet næste år i stedet for.
Nisserne drejer rundt i deres julestue.
Og hvad så med katten på klippearket? Oprindeligt var han tænkt til at sidde øverst på uroens store hjul. Men hvis du køber Familiejournalen i denne uge, kan han jo bruges som en lille kravlenissekat eller få en snor i og blive hængt op i selskab med nisserne. Fin er han i hvert fald.
Den stribede kat hyggede sig for 49 år siden øverst på uroen.
Nu er det andet år i træk, at Familiejournalen har haft et Karen K. billede af ældre dato på forsiden op til jul – mon en ny juletradition er begyndt? Her er et par forslag til inspiration for chefredaktøren til næste år:
P.S. Tak til Peter og Lene for tippet om denne uges Familiejournal.
Sidste år ved denne tid skrev jeg om juleremser her på bloggen. Som de fleste af jer sikkert huske, lovede jeg, at jeg ville vise jer nisserremserne, der var Familiejournalens julepynt i 1983, og da jeg går ind for, at man skal forsøge at holde de løfter, som andre kan huske, at man har afgivet, skal I nu se nisserne fra 1983 her.
Denne julepynt klippede og samlede jeg for første gang for ca. 30 år siden, men da de nisser for længst er gået til, måtte jeg påny i gang med saks og lim.
Her er resultatet anno 2018:
Nisserne på remserne er sprunget direkte ned fra motiverne Karen K.’s klassiske julehjertekurve. Her er nisserne også igang med at fælde juletræ, skovle sne, hugge og slæbe brænde samt at hænge vasketøj op under en mørkeblå nattehimmel.
På remserne er nisserne næsten blevet 3D. I hvert fald har de også bagsider, som blev limet sammen med forsiderne, så remserne var pæne både forfra og bagfra.
Jeg fik den idé at tilføje en tørresnor af køkkensnor, og synes det ser ret fikst ud. Karen K. kunne også lide at blande materialer, så jeg tror, hun ville have syntes om idéen.
I skal også lige et par mere af de gamle juleremser fra 1960’erne. De blev købt i færdig og udstanset form og havde også både for og bagside uden at der skulle hverken klippes eller klistres.
Den passer rigtig fint sammen med den nisseremse, som I så sidste år. De vinker endda til hinanden.
Fra 1960’erne findes der også engleremser. Her er et par engle steget ned på jorden og taler med et rådyr i skoven:
De passer også rigtig fint sammen med engleremsen, som I så sidste år.
De fire juleremser fra 1960’erne er – for én gang skyld, fristes man til at sige, ikke produceret i Sverige. Tværtimod står der “Printed in Denmark” på dem. De er formentlig jævngamle alle sammen. De har i hvert fald varenumre 235A, 235B, 236A og 236B. Derimod ved jeg ikke, hvilket firma, der står bag produktionen. Det kan måske være Levison jr. eller Georg Moldow – begge to var firmaer, som Karen K. tegnede bl.a. julekort for.
Hvis du kender mere til disse gamle juleremser, vil jeg gerne høre fra dig.
De sidste to år har jeg her på bloggen skrevet om svenske julebilleder – eller såkaldte “julbonader”, som Karen K. har tegnet. Du kan bliver klogere på fænomenet og Karen K.’s bidrag til genren her og her.
Sidste år skrev jeg om dette billede (som ikke er magnetisk, som der står, men er trykt på tyndt plast, som klæber til glatte overflader), og jeg gættede på, at det nok var fra omkring 1960.
Årstallet var ikke helt ved siden af. Jeg har lige fundet dette billede i Familiejounalens julehæfte fra 1967.
Fotografiet er fra Karen Kjærsgaard hjem, og man kan se, at det originale nissebillede var sat på en masonitplade og hang på hendes yngste søn, Lars’ værelse. Her fungerede det som pakkekalender.
Sidenhen blev kalenderkollagen fyldt op med legetøj, affotograferet og printet på gennemsigtigt plastik, så man rundt omkring i de svenske hjem kunne hænge nissebilledet på køleskabet eller skabslåger. Sjovt at tænke på, at Lars’ julekalender kom i handelen på den måde.
Men nu lidt mere om andre julbonader, som jeg har fundet i årets løb.
Her er anden fin nissemand, som ikke er signeret, men der er ingen tvivl om, at Karen K. er kvinden bag.
Ligesom Lars’ julekalender er der tale om en kollage, hvor flere materialer er blandet. Nissen har ægte halm i træskoene og krammer et juletræ, som vist egentlig er en enebærgren. En af stjernerne på himlen bliver topstjerne på juletræet – det er en fin detalje!
Denne julbonad er lige som alle andre jeg har set fra Karen K. udgivet af det svenske kunstforlag Axel Eliasson, og denne har varenummer 7193. Jeg gætter på at det måske betyder, at den er fra 1971.
Fra samme forlag, men med et meget lavere varenummer – og sikkert også noget ældre end de foregående – er det sidste tre ting, jeg vil vise. De to første her, kan man nok ikke kalde “bonader”, men snarere friser, fordi de er lange og smalle. Det er bare så sjovt at sige “bonad” og udtale det med rigtig skånsk accent…
Denne lille frise har nummer 41, og selv om en mus eller et barn har gnavet i hjørnet af den, er den stadig charmerende.
Det er er rigigt kludeklip med en kirke i filt og englekjoler i stofrester. Der er ingen signatur på frisen, men ansigterne siger helt tydeligt Karen K.
Og selv om tenikken er en helt anden på disse signede Karen K.-julekort, som måske også er lidt yngre end julefrisen, så minder de ret meget om julefrisen by-silhuet og trompettruttende engle.
Postkortene er for øvrigt også udgivet af Axel Eliassons Konstförlag.
Den næste julefrise har nummer 51 fra Axel Elisasson og er uden signatur. Dens ophav har skabt debat her på Karen K.-forskningscentret. Er det en ægte Karen K., eller er det ikke? Forskningscenterleder er sikker på, at det er en Karen K. , mens (den nu ulønnede) forskningsassistent er af en anden mening.
Her ser du frisen. Hvad tror du?
Forskningsassistensen argumenterer med, at stråfigurer ikke er udbredte hos Karen K. Faktisk kan vi ikke finde ét eneste andet eksempel på f.eks. julebukke hos Karen K. Og Forskningslederen må modvilligt anerkende dette argument.
Og hvad er denne her stråmand egentlig for en underlig himstregims?:
Forskningscenterlederen påpeger dog, at der ikke kan være tvivl om, at Karen Kjærsgaard er ophavet til de to engle, som er på julefrisen.
Ansigterne, vingerne, de spidse ballerinasko og kjolerne af stofrester ligner i hvert fald rigtig meget englene på frise nr. 41, som vi lige har set. Men nr. 41 er jo heller ikke signeret, argumenter forskningsassistenten…. Og sådan begyndte en spændende debataften på Karen K.-forskningscentret, der endte med, at forskningslederen gav sig selv ret.
Mon ikke også kreative Karen Kjærsgaard selv har bundet julebukkene, som er på frisen? Hvad er egentlig historien bag julebukkene, som vi her i Skandinavien sætter op som julesymbol? Julebukken er en meget gammel tradition, måske endda helt tilbage fra vikingetiden. Senere blev bukken lidt dæmonisk og kunne dukke op ved juletid i form af en mand forklædt som buk med et skind over ryggen og horn i panden. Selv om julebukken kunne komme med gaver til børnene, som en slags forløber for julemanden, så ville han hellere skræmme og drille dem. I 17- og 1800-tallets “julestuer” kunne man få besøg af julebukken. “Julestuer” var den gang ret løsslupne arrangementer for voksne, hvor karle og pige under påskud af selskabslege kunne komme i nær fysisk kontakt. Der kunne julebukken stå bag grovkornede løjer. I dag er julebukken mest af halm og til ren pynt, og den er hverken særlig skræmmende eller fræk.
Og hvad så med den underlig havrestråmand?
Jeg har haft svært ved at finde ud præcis, hvad han er for én, men tror han er et levn fra gamle svenske (måske også danske) bondetraditioner. I nogle dele af Sverige lavede man en halmdukke i forbindelse med høsten, som man gemte til julen. Andre steder blev dukken lavet i juledagene af den julehalm, som man spredte ud på gulvet for at gøre stuen flot og højtidspyntet. Dukken brugte man til at tage varsler af i forbindelse med en juleleg.
Her ses sådan en gammel svensk juledukke, som ikke er helt ulig Karen K.’s stråmand.
Halmdukke fra Jämtland. Copytright Nordiska Museet.
Man satte dukken på gulvet, og en af husets beboere skulle lægge sig på ryggen med hovedet mod dukken. Så bøjede han sig sammen, slog benene op over hovedet og greb dukken med sine fødder. Så blev dukken kastet væk med fødderne, og alt afhængigt af hvordan dukken landede, tog man varsler for det nye år. Jeg tror, det er sådan en gammel halmdukke, vi ser på frisen, selv om den nok også har mistet sin oprindelige betydning og nu mest er til pynt ligesom julebukken.
Med den sidste “julbonad”, jeg vil vise jer, bliver vi både i almuestilen og i 1960’erne. (Ja ok, det er heller ikke en julbonad, men derimod en juleløber i papir til at pynte på julebordet med).
Jeg synes tydeligt, man genkender Karen Kjærsgaard almuestil fra 1960’erne, men heldigvis er løberen også signeret, så man ikke behøver bruge en aften på at diskutere dens ægthed.
Løberen er et smukt eksempel på, hvordan Karen K. sammensmelter en 1800-tals landlige kunstform med løberens (og Karen K.’s) egen nutid, nemlig tresserne farveglade flowerpower-stil.
På den måde er løberen på mere end én måde et nostalgisk ekko fra en svunden tid. Og i julen må man jo gerne være lidt nostalgisk…..
I mange årtier var et fast indslag i Familiejournalen de farvestrålende klippe-ud-og-samle-ark, som læserne kunne sætte sammen til alt muligt: tog, ridderborge, stationer, damptog, biler, julekrybber, nisselandskaber og meget mere. I starten af 1900-tallet var det ikke kun til jul, at den slags ark kunne forekomme i bladet. Efter 1940’erne ebbede traditionen dog ud. Og det var først i 1968 med en julekrybbe tegnet af Karen K., at traditionen blev taget op igen. Nu som et rent julefænomen.
Det næste mange år var det Karen K., der stod bag julens samleark i Familejournalen. I 1969 kom uroen Nissernes julestue. I 1970 et tablau med Snehvide og de syv små dværge og i 1971 et dukketeater bygget over eventyret om Den lille pige med svovlstikkerne. I 1972 var det så blevet tid til uroen Juleskibet, som jeres blogger i år har sat sig for at samle.
Klar til at gå i gang
Udstyrret fra seks klippeark fra fire gamle numre af Familiejournalen, blomsterpinde, saks, lim og snor gik jeg i gang med et større projekt, som skulle vise sig at tage en hel del timer. I følge teksten i bladet havde Familiejournalens læsere udtrykkeligt bedt om ,at det endelig ikke måtte være alt for let at samle klippearkene. Og det krav, synes jeg, at Karen K. har levet helt op til med sit juleskib!
En lille del af den meget lange vejledning
Vejledningen er adskillige sider lang, og inden man kan gå i gang med selve skibet, skal man binde en stor stjerne af pinde, som skibet skal hænges op i. Karen K. foreslår peddigrør – et ord jeg ikke har hørt i mange år! Faktisk ved jeg ikke helt, hvad det er, udover at man i 1970’erne kunne tage aftenskolekursus i fletning med peddigrør. Selv, siger Karen K., har hun dog brugt pindene fra en kinesisk dækkeserviet. Jeg valgte blomsterpinde og gik så i gang med projektet.
Heldigvis fik jeg god hjælp af en nysgerrig Cille:
Godt at jeg har været spejder engang og bygget broer, tårne og bålborde i granrafter og selvbindergarn i en grad, så der stadig sad en lille smule hukommelse om dobbelte halvstik og krydsbesnøringer fast et sted i min hjerne. Og selv om jeg nok ikke vinder mange duelighedstegn for disse besnøringer, så kom der dog en helt hæderlig stjerne ud af det til sidst.
Så er det tid at gå i gang med selve skibet, men inden vi når så vidt, er det på sin plads lige at overveje, hvad det lidt gammeldags udtryk “juleskib” egentlig dækker over. Et juleskib er vel i bund og grund betegnelsen for et hvilket som helst skib, som har mål mod en destination op til jul – om det så er et fragtskib eller et passagerskib – og uanset om destinationen er London, København eller Julerup Færgeby. Idéen med et juleskib, der bringer ens kære hjem til jul ,er jo helt ideelt til julefortællinger: Når skibet sikkert frem og inden juleaften, hvad bringer skibet med, og er den elskede ventede med på skibet, som man håbede? Tænk bare på DR’s Jul i Gammelby, hvor man i hele 24 afsnit ventede på det gode skib Haabet. Og her ser du forfatteren Kaj Brusens fortælling med titlen “Juleskibet” fra hæftet Julesne fra 1952.
Motivet kan også bruges på juleplatter som denne fra Bing & Grøndahl fra 1917:
Eller hvad med denne reklame for Brugsens appelsiner fra 1970? :
Som det ses, kan et juleskib være mange forskellige ting, men her på vores breddegrader har man dog især brugt udtrykket juleskib, om de store skibe, som sejlede fra Amerika til Skandinavien, og på hvilke udvandrede danskere, nordmænd og svenskere vendte tilbage på julebesøg i deres gamle fædrelande.
Præcis sådan et juleskib beskriver Henrik Cavling (Danmarks første rigtige journalist, ham med Cavlingprisen) i sin bog “Fra Amerika” fra 1897. (Her på den juleglade blog skal Cavling have sin egen lille pris for at være idé manden bag det store juletræ på Rådhuspladsen i København, som blev sat op for første gang i 1914.) Men nu et par citater fra Cavlings kapitel om juleskibet:
Det er et broget Selskab, som nogle uger før jul samles om Thingvalla-Damperen, det såkaldte Juleskib, der er i Færd med at gå til Norden. Bitterligt koldt er det i New York. Blå-sorte haglskyer hænger over de høje huse. Sneen fyger gennem gaderne, og det blæser Kulde. Skibet, som de pelsklædte farmere stavrer hen imod, ville også være ganske tilsneet, dersom ikke røgen fra de store skorstene uophørligt væltede ud over den dryppende takkelage. Der er bevægelse for og agter. Skruen grumser op i vandet, og kommando-ordene skærer tværs igennem de rejsendes forvirrede snakken. Både indenbords og udenbords er der febrilsk travlhed med at ordne ting, som absolut skal ordnes i det sidste øjeblik, og hen over travlheden slår en duft af biksemad, timian og sul.
Karen Kjærsgaards juleskib er ganske vist ikke nogen damper, men et sejlskib. Der er ingen fotografier af det færdige skib i bladet, kun denne lille skitsetegning, så det er ekstra spændende at samle skibet og se hvordan, det kommer til at se ud.
Langsomt begynder skibet at tage form
I mellemtiden kan vi høre lidt mere om rejsen over Atlanterhavet med juleskibet i 1897. Nu er damperen Thingvalla nået ud på det åbne hav:
“December måned er måske den værste af alle vintermåneder for en Atlanterhavsrejse. Haglstorme raser over New Foundlands banker. Bølgerne brøler hult og mætter deres raseri mod skibets sider, og ingen fod tør mere betræde dækket, der ustandseligt overskylles af de skummende vandbjerge.
Og dog er der ret hyggeligt om bord på Juleskibet. En førtrøstningsfuld helligdags-stemning råder mellem passagererne, og de daglige besværligheder glemmes ved tanken om glæderne, der vinker i det fjerne. De fleste af disse rejsende har i mange og lange år længtes efter fødelandet, de aldrig kunne glemme. I onde og gode dage tænkte de på denne rejse, og disse tanker var det måske, der holdt dem oppe, når de bøjede hovedet og var ved at bukke under i den hårde kamp. Solskin og magsvejr har de sjælden haft i de forløbne år, og uvejret her på havet synes dem egenlig naturligt som endnu noget, de bør gennemgå, før de genser Danmark.”
Karen K.’s juleskib sejler ikke med hjemves-ramte emigranter, men med en munter besætning af skibsnisser med stribe sømandstrøjer og støvler med høje hæle:
En af skibsnisserne fik endda lov at pryde en af december månedsforsider i fuld figur:
Cavling fortsætter sin beretning: “Men så, når de i lange nætter har ligget og hørt på stormens tuden og maskinens stønnende lyde, når de i fem seks døgn har sejlet gennem storm og mørke, så vågner de en morgen og finder, at det er sommer. Havet ligger blikstille og dampende. Juleskibet sejler i den varme Golfstrøm.
Nu bliver dækket fejet i en fart. Der er forår i luften og lysblink i vanddråberne, som drypper fra de lange istapper. Alle rejsende strømmer op på Skansen. Ordene løsnes på de stumme læber. Man hører latter og harmonikamusik, og aftenen ender med en dans.
I dette dejlige vejr sejler juleskibet en uge. Det er, som vuggede det gennem en stille solbeskinnet dal ude mellem Atlanterhavets bølger, og om aftenen, når de hjemaddragende står og stirrer ud over de slumrende vande, er det, som hørte de juleklokken kime i den lyse luftning.”
Måske er det lige præcis også i den lune Golfstrøm, at Karen K.’s juleskib sejler. Havet ser blå-grønt og venligt ud og legesyge delfiner springer rundt om skibet.
De samme springende delfiner kan man for øvrigt se i Karen K.’s billedelotteri fra midt i 1960’erne.
Ombord på juleskibet er der lystighed og leg, og fra øverste dæk lyder harmonikamusik:
Selve skibets navn giver også associationer til varme himmelstrøg, nærmere bestemt den lille caribiske østat Saint Lucia. Og samtidigt klinger det jo lidt i danske ører af julestemning med tanken på Lucia-optog i skoler og børnehaver. Ganske smart detalje af Karen Kjærsgaard.
Juleskibet – bare Karen K.’s uro og Cavlings fortælling – er nu ved at være i havn. Han fortsætter:
“… Nordens Stjernehimmel, som de rejsende nu ikke har set i mange år, funkler ned til dem som et lysende budskab i den mørke vinternat. Så kommer rejsens sidste dage, da længslen og utålmodigheden vokser, og da alle tanker og ønsker iler forud for det trætte skib.(…)
Endelig en aften efter femten dages sørejse rygtes det på skibet, at man kan se et fyr, og hurtigt strømmer alt levende, unge og gamle, mænd og kvinder, op på skansen.(…)indtil der pludselig høres en mumlen langs med rælingen: Dér! Dér! Det er et lysglimt, ganske svagt, omtrent som gløden af en tændstik. Det forsvinder og viser sig, det bliver større, det blinker og det vinker, og en sælsom fortryllelse står der ud af disse matte lysstråler, der er hjemmets første julehilsen til de rejsende.”
Karen K.’s juleskib får også sin egen nordiske stjernehimmel og får desuden følgeskab af juleengle det sidste stykke på rejsen.
Og så er hele uroen endelig færdig:
Den er virkelig blevet fin og hyggelig med mange fine detaljer:
Arbejdet med juleskibet har måske sat sig lidt på min hjerne. Jeg synes pludseligt, at juletræet i toppen af masten på Karen K.’s juleskib ligner toppen af dette flydende sømærke, som jeg så på land ved Ærøskøbing Havn for nylig.
Og den her ganske unikke træsko-skibs-lampe, som jeg faldt over hos en marskandiser i weekenden, ligner også Karen K.’s juleskib med det røde sejl ganske godt, synes jeg:
Søfart har ikke været fremmed for Karen Kjærsgaard, og det synes jeg, man kan fornemme i juleskibets udformning. Hendes far, J. Chr. Aschengreen arbejdede for ØK, og da Karen mødte sin kommende mand, var han i lære som styrmand. På Vejle Stadsarkiv findes der billeder fra 1969, hvor drengene fra skoleskibet Georg Stage besøger Karen Kjærsgaard og hendes mand i deres hus uden for Vejle. Bl.a. viser Karen ejendommes heste frem for drengene. Desværre kan jeg ikke vise jer billederne pga. copyright rettigheder, så dem må vi tænke os til.
Men nu skal vi have juleskibet fra Amerika helt i havn. På http://www.filmcentralen.dk, som er en hjemmeside med gratis historiske film om Danmark, er der en fin lille film fra 1947 om juleskibets ankomst til København. Du kan se filmen her.
Juleskibet ankommer til København
Og Karen K.’s juleskib vugger roligt videre på bølgerne med kurs direkte mod juleaften.
P.S. Hvis du har fået lyst til at læse hele Henrik Cavlings fortælling om rejsen med juleskibet, finder du den her på litteratur-projektsiden http://www.runeberg.org sammen med resten af hans bog “Fra Amerika“.
Efter at jeg i mit seneste blogindlæg helt uventet lagde mærke til Karen K. julepynt på et af vores familiebilleder fra 1977, har jeg været hjemme hos min far og kigge en ekstra gang på de øvrige gamle lysbilleder fra julen 1977. For at se, om min mor mon havde hængt mere Karen K. julepynt på træet det år. Og minsandten. Her leger min bror og jeg forsat med biler på gulvtæppet, og i baggrunden ses et Karen K. kræmmerhus med en syngende engel:
Her ses kræmmerhuset:
Videre i kassetten med lysbilleder fandt jeg dette billede, hvor jeres blogger laver gymnastiske øvelser foran juletræet, og ser man godt efter, er der Karen K. pynt rundt omkring på træet, der hvor jeg har sat pile:
Læg mærke til, at min elskede pottestol – med rat og båthorn – og har fået plads ved træet.
Der er i hvert fald to kræmmerhuse og en hjerteformet kurv på træet. Præcis hvilken hjertekurv det er, kan være svært at se, men det kunne være denne her:
Kræmmerhusene og hjertet har siddet på en side i Familiejournalen i 1974, men jeg tror ikke, at min mor nogensinde har købt et nummer af Famliejournalen, så måske har hun købt Karen K.-arkene i fri handel i Brugsen eller Schou-Epa, eller hvor hun nu handlede i 1970’erne. Lige præcis de her kurve og kræmmerhuse kunne man nemlig også købe som løsark udgivet af forlaget JCO.
Billederne fra min barndom, hvor der pludselig dukkede Karen K. julepynt op, fik mig til at tænke på, hvor mange danske hjem Karen Kjærsgaard var med til at skabe julestemning i. Hvis man bare som et tankeeksperiment regner på, at Familiejournalen udkom i et oplag på ca. 200.000 i de år, hvor Karen K. tegnede julepynt til læserne, og hvis blot 1% procent af læserne lavede og brugte julepynten, så svarer det til, at 2000 danske hjem havde Karen K.’s julepynt hængende hvert år. Og derudover kommer julepynten, som man kunne købe i boghandlere og supermarkeder: figurerne, uroerne, julekortene, gavepapiret og julekalenderne. Man kan vist roligt sige, at Karen K. i høj grad har været med til at skabe danskernes julestemning. Jeg fik lyst til at se, om jeg kunne finde spor af Karen K. i andre danske hjem, men da jeg kun har min egne families lysbilleder til rådighed, tænkte jeg, at et godt sted at lede var i de gamle Familiejournaler, som jeg har en god stak af.
I Familiejournalens julenumre var der altid artikler, hvor journalisten tog på besøg hos kendte og ukendte danskere for at høre, hvordan netop den familie fejrede jul – ikke så overraskende blev julen fejret ret ens fra familie til familie, men det er jo netop en del af charmen ved julen! Og sørme om ikke også Karen K.’s julepynt var at finde i flere danske hjem gennem årene.
Første eksempel på Karen K.-julerier fandt jeg i blade fra 1967. Her var en af årets helt store stjerner i fokus, nemlig barnestjernen Pusle Helmuth, som var blevet danmarksberømt i de meget populære film “Min søsters børn”. De to første film kom i 1966 og 1967.
Under overskriften “Hvad pusler Pusle med” havde Familiejournalen fundet på at lave Pusles jul om til – ja et puslespil. Som man nok kan se på billedet, mangler der nogle brikker.
Brikkerne kunne børnene i løbet af de næste uger klippe ud af bladet. Og når man var færdig, var der en overskydende brik, som skulle sendes ind, hvis man ville deltage i konkurrencen om – ja et puslespil! Men mere interessant end konkurrencen er det nu, at der gemmer sig lidt Karen K.-tegninger på det færdige billede.
Selv om musene har spist lidt af mine puslespilsbrikker, kan man godt få en ide af det færdige billede:
Øverst på billedet lige over Pusle hænger der et Karen K. kræmmerhus.
Og man ser det endnu tydeligere på et andet foto i bladet:
Kræmmerhuset var et af dem, som Karen K. tegnede i folkloristisk stil til Familiejournalen i 1966 forestillende en bondepige med smal talje og brede skørter:
Nede i højre hjørne på Pusle-puslespillet ligger hunden Bjørn sammen med gavepapiret fra den dukke med vugge, som Pusle netop har pakket ud. Og gavepapiret – det er selvfølgelig kreeret af Karen K.
I julehæftet fra 1967 var Familiejournalen på besøg hos Hans Hansen. Og hvem er så det? tænker de fleste nok, men hvis du nogensinde har set en af de klassiske forsider fra Familiejournalens julenumre i 60’erne, 70’erne og 80’erne, så er de malet af Hans Hansen. Som f.eks. denne fra 1974:
I vores søgning efter spor af Karen K. i de danske hjem er det dog først og fremmest dette billede af Hans Hansens datter, Ina, som er interessant. Hun er nemlig i færd med at pakke en legetøjstraktor ind i Karen K. julepapir.
I 1970 besøgte Familiejournalen en usædvanlig husholdning, nemlig Evas pensionat i Skovlunde. Det var skrappe sager af drive pensionat, kan man forstå. Eva har været udsat for vold, tyveri, knivkast og bedrageri af sine pensionærer. Alligevel – og det er artiklens pointe – sætter Eva alt ind på at hjælpe, dem som har det svært i samfundet. Omkring 1970 var det bl.a. gæstearbejderne, som kom til Danmark i stort tal fra lande som Tyrkiet, Jugoslavien og Pakistan.
Her er pensionærer fra Grønland, Pakistan og Ægypten i gang med at klippe julepynt med Eva i midten.
Angiveligt hedder pensionærerne Susanne, Kelim, Alibaba og Mosadek…hmmm…
I kassen under sofabordet ser man nogle store dekorationsnisser af Karen K.
I 1971 havde Familiejournalen en lille notits under rubrikken Fra Thule til Gedser om fru Dehn i Vrold, som havde tapetseret sin entre med forsider fra Familiejournalen.
De fleste forsider er tegnet af Kurt Ard, men to collager af Karen K. er også kommet med.
Ideen til en ny dekorering af entréen er hermed givet videre.
I 1974 besøgte bladet Rødbygård – en institution for mentalt handicappede børn, og her var der også Karen K.-nisser på væggen:
Selv om det ser hyggeligt ud på billedet, hvor venneforeningen kommer med julegaver til børnene, er det faktisk på en ret barsk baggrund. Disse “glemte børn” lever nemlig på institution uden nogen kontakt til deres forældre. Sådan gjorde man i Danmark til langt op i 1970’erne.
Lidt mere hyggeligt var det i 1976, hvor Familiejournalen under mottoet “Al ære og respekt for det gamle julestads – lav noget nyt!” reklamerede for en juepose fyldt med klippe-klistre-juepynt i gør det selv form for børn og voksne. Juleposen var produceret af firmaet G. Moldow (eller GeMo), som Karen Kjærsgaard i 1960’erne og 70’erne tegnede bl.a. julekort for.
Jeg tror, at det meget vel kan være Karen K., der står bag den julekrybbe, der var i juleposen i 1976, og som ses på billedet her. I hvert fald ligner stalden, æslet, den væghængte krybbe og de kegleformede figurer andre julekrybber af Karen K. rigtig meget:
Hvis du kender mere til ulekrybben fra G. Moldows julepose vil jeg gerne høre fra dig.
Og apropos julekrybbe så er 3. klasse fra Holberg-skolen i København i 1976 ved at øve sig til årets krybbespil. Men kig på opslagstavlen bag ved englene, der hænger Karen K. julekort med piger i folkedragter.
Helt præcist er det disse to julekort:
Denne lille og helt uvidenskabelige undersøgelse af Karen K. julepynt i danske hjem, har vist, at Karen K.’s nisser, gavepapir m.m. har været at se i mange danske hjem. Det passer godt med, at jeg her på bloggen hører fra mange læsere, som husker Karen K. julepynt fra deres barndom. Meeeeen alligevel kan jeg ikke lade være med at tænke om, der måske er lidt snyd i billederne, som jeg viste ovenfor….
Er det ikke lidt mærkeligt, at de samme Karen K.-nisser findes både hos Eva i Skovlunde, på Rødbygård – og for øvrigt også på julemærkehjemmet i Skelskør, som jeg skrev om på mit forrige blogindlæg? Og at henholdvis Pusle og Hans Hansens datter i 1967 bruger det samme gavepapir? Hvis man tænker efter, er der måske en forklaring. Julebesøgs-artiklerne, som bliver bragt i bladene sidst i november eller i ugerne op til jul er jo formentlig blevet skrevet i oktober eller starten af november. Det er trods alt de færreste, der har pyntet op til jul på dette tidspunkt af året. Kan man forestille sig, at Familiejournalen har medbragt en kasse julepynt, og at der er blevet pynt lidt op til ære for fotografen…?
Og hvis vi vender os bort fra Karen K. et øjeblik, er det så ikke også påfaldende, at den her meget karakteristiske og meterhøje nisse ses både hos kunstneren Hans Hansen i 1967, hos cirkusartisterne Britt-Marie og Lillian i 1969 (de bor sammen med tre isbjørne, en flodhest, nubiske hænge-øre geder, et par hunde og en mus) samt hos familien Benneweis i 1969?
Jeg mistænker, at Familiejournalens fotograf har haft nissen med under armen på alle tre julebesøg, og måske er det samme tilfældet med Karen K. nisserne og gavepapiret, som jeg har fundet….
Men selv om Familiejournalen har snydt os alle sammen lidt, så er jeg sikker på, at Karen Kjærsgaard julepynt har været at se i tusindvis af danske hjem igennem mange årtier. Og det er den også her i bloggerens nye hjem i 2018.
Det er igen blevet julemåneden, og når det i morgen er den første søndag i december, betyder det, at det er tid til en årlig juletradition for min familie: nemlig at gå julemærkemarch.
Ved at gå en lille tur på 5 eller 10 km støtter man julemærkehjemmene, og så får man oven i købet en lille medalje, som forestiller et af årets julemærker. Julemærkemarchen har eksisteret siden 1977, og min familie har været med hvert år lige fra starten, hvor min mormor samlede os om den gode sag.
Til venstre ses bloggeren anno 1977, året hvor han deltog i sin første julemærkemarch – formentlig i barnevogn.Nogle af de seneste års medaljer fra julemærkemarchen.
Ideen med julemærket, som sælges for at samle penge ind til værdigt trængende børn, er dog langt ældre end 1977. Allerede i 1904 udkom det første julemærke i Danmark – ja i hele verden. Dengang samlede man penge ind til fordel for børn med tuberkulose. I dag samler man penge ind til julemærkehjemmene, hvor blandt overvægtige børn eller børn, som har det vanskeligt socialt, kan få et ophold og blive aflastet fra deres problemer.
Siden 1904 er der hvert år kommet et nyt ark med julemærker tegnet af forskellige kunstnere. I en artikel om Karen Kjærsgaard, som kunne læses i Familiejournalen nr. 51 i 1966, kaldte journalisten Jan Thrudvang (pseudonym for den excentriske Henri T. Meyer) hende for “Danmarks mest juleglade kunstner” og nævner alle de mange forskellige juleting hun står bag. Videre skriver han: “At hun ikke har tegnet noget julemærke endnu, er et rent tilfælde – det kommer vær vis på det.” Den forudseelse kom dog ikke til at holde stik. Karen K. kom – desværre – ikke til at lægge navn til et dansk julemærke.
Et Karen K. postkort – sendt med julemærke på forsiden i 1958.
En lille bitte forbindelse mellem Karen Kjærsgaard og julemærkerne er det dog lykkedes mig at finde. Se engang på dette billede fra 1972 af børn på julemærkehjemmet i Skælskør i fuld gang med at klippe julestads:
Billede fra Familiejournalen nr. 49 1972. Fotograf: Mogens Lange.
På opslagstavlen hænger der store Karen K. nisse i karton. Kan du finde de tre?
Nisserne af Karen K. Kan du læse om her. De øvrige nisserne på opslagstavlen er tegnet af bla. Iben Clante og Ely Gross.
Så nu er det bare om at få overtøjet på og trave en tur. Vi håber på sol og sne – og regner med regn.
Udsnit af gammel svensk julefrise tegnet af Karen K.
Men hov! Stop lige en halv og kig lidt nærmere på fotografiet fra 1977 som var lidt højere oppe på siden. Jeg lagde pludselig mærke til noget, jeg ikke havde set før.
Er det da ikke ét af Karen K. kræmmerhuse på fra 1974, der hænger på træet?
Selv om jeg slet ikke kan huske netop det her kræmmerhus fra mit barndomshjem, så er jeg ikke i tvivl om, at det er præcis det kræmmerhus med englen, som spiller på tværfløjte, som hænger på vores juletræ i 1977. Måske var det lige her min interesse for Karen K. startede…?
. 
Præcis sådan et juleskib beskriver Henrik Cavling (Danmarks første rigtige journalist, ham med Cavlingprisen) i sin bog “Fra Amerika” fra 1897. (Her på den juleglade blog skal Cavling have sin egen lille pris for at være idé manden bag det store juletræ på Rådhuspladsen i København, som blev sat op for første gang i 1914.) Men nu et par citater fra Cavlings kapitel om juleskibet:
Mikaels Karen K. blog 