I dag, d. 24. september går vi ind i Vægtens tegn. Her ses Karen K.’s vignet til stjernetegnet Vægten, hvor vægtskålene i ægte Karen Kjærsgaard stil er fyldt op med farverige blomster.
Karen K.’s stjernetegnsvignetter blev brugt i Familiejournalens årshoroskoper fra 1973 og mere end 15 år frem. Her ses bladets egen reklame for den allerførste gang, hvor Karen K.’s tegninger blev brugt til horoskopet, der udkom som et lille hæfte som tillæg til nr. 1 1973.
På forsiden af de små hæfter med horoskoper så man Karen K.’s farverige illustration, der bl.a. har hentet sin inspiration fra folkloristiske mønstre og blomstermotiver, som det i Skandinavien bl.a. blev anvendt på møbler og kister i 1800-tallets bondekultur. Men mest af alt minder det farvestrålende, geometriske og koncentriske mønster om en indisk mandala. Måske har Karen Kjærsgaard fået kendskab til disse gennem sine forældre, som tilbragte de første fire år af Karens liv i Indien, hvorfra Karen Kjærsgaard altså har sine allertidligste barndomsminder.
Karen K.’s illustration fra forsiden af Familiejournalens årshoroskoper.
Før landbruget blev industrialiseret i løbet af 1900-tallet, var der tradition for at man i landbosamfundet hjalp hinanden med høsten. Og når høsten var i hus i september, holdt man også i fællesskab et stort høstgilde.
Her ses Karen K.’s kollage af stofrester, uldgarn, karton, bygaks, græs og blomster, som kom til at pryde forsiden af Familiejournalen i august 1969.
Den søde lille høstpige kom til at stå lidt i kontrast til de overskrifter, som fandt vej til den endelige forside. Fx.: LIGE PÅ OG HÅRDT MED TOM BOGS. (Tom Bogs var professionel bokser).
Fejringen af høsten skulle i gamle dage foregå inden Mikkelsdag, dvs. den 29. september. Stemningen af sådan en høstfest er bevaret som et minde i sangen “Marken er mejet, og høet er høstet“, som man måske stadig synger rundt omkring.
Postkort af Karen K. Formentlig fra sidst i 1950’erne.
Teksten siger bl.a.:
Dette er andet vers af Højskolesangbogens version af “Marken er mejet“. Teksten er af den sydfynske bondedigter Mads Hansen og fra 1868, men den bygger faktisk på en ældre høstvise med titlen “I Høsten” af Adolph Recke (1820-67). I det originale vers er der blevet lidt mere plads til flirteriet mellem karle og piger, som uden tvivl har været en væsentlig del af høstfesten:
Teksten passer fint til Karen K.’s postkort af et høstgilde, som ses her ovenover. Et dansende par under en udsmykning af korn, græs og blomster blev sidenhen en af Karen K.’s sødmefyldte kollager.
Forsideillustration Familiejournalen september 1972
Karen K. brugte mange motiver med folkedragter i sine arbejder sidst i 1960’erne og 1970’erne.
“Høstgilde” sammenstillet af udsnit af Karen K. julekort fra 1973-75. Folkedragter fra forskellige egne af Danmark.
Det sidste kornneg, som blev bundet på marken, blev brugt til pynt i gildesalen til høstfesten. Ja, nogle gange sad neget endda med til bords. Og den pige, der havde bundet det sidste neg, skulle tage den første dans, når musikanterne spillede op.
En mand fra Vejleegnen byder en kvinde fra Præstø op til dans.
Omkring reformationen havde man fra kirkens side prøvet at indføre, at høstfesten skulle holdes præcis på Mikkeldag, som også kaldtes Alle Engles Dag. Her skulle man takke for årets afgrøde og samtidig skulle der “den hele dag både om morgenen, formiddag og efter måltid prædikes om englene, og hvad gavn vi have af deres tjeneste…” Men Mikkelsdag som høstfestdag vandt aldrig rigtig indpas i befolkningen. Høstfester var populære, men datoen ikke vigtig. (kilde: Troels-Lund: Dagligt liv i Norden i det sekstende Århundrede, bd. IV).
Derimod blev Mikkelsdag – sammen med påsken – i de gamle landbosamfund ofte anvendt som skiftedag – dvs. den dag hvor tyende på landet kunne skifte tjenestested – nu var høsten jo vel overstået. Dette var på trods af, at Chr. V’s danske lov fra 1683 faktisk slog fast, at skiftedag var 1. juni og 1. december.
Mikkelsdag er opkaldt efter ærkeenglen Mikael. Måske var en af grundene til, at den kirkelige Mikkelsmesse aldrig blev så populær på disse breddegrader, at navnet “Mikkel” havde en lidt negativ klang og blev associeret med noget lumsk. Tænk bare på “Mikkel Ræv”. Derfor slutter jeg af på dette blogindlæg ved at se frem mod Mikkelsdag med et par frække og søde ræve tegnet af Karen K. gennem årtierne.
Ræv fra billedlotteri ca. 1965.En listig ræv kigger frem fra kulissen af et dukketeater, 1973.Nissepige fodrer ræv, julehjerte 1974.Udsnit af panorama, 1976.Polarræv, fra julehjerte 1976.Udsnit af panorama 1977.Udsnit af panorama 1983Ræveunger fra 1999-kalender. En lignede gruppe af ræveunger kan dog ses allerede på Familiejournalens julepanorama fra 1992.
I dag, d. 13. september, fylder bloggeren 40 år, og på sådanne dage kan man godt blive lidt nostalgisk.
Da jeg for et års tid siden for første gang så dette billede af Karen K, som prydede forsiden af Familiejournalen i september 1972, undrede jeg mig over, at billedet kunne vække barndomsminder hos mig, når jeg aldrig havde set det før.
Forklaringen er nok den, at Karen K.’s naive og varme illustrationer vækker generelle gode barndomsminder hos os, som har set hendes tegninger i barndommen – uden at kende kunstnerens navn. Men en anden forklaring på, at tegningen af drengen med æblerne vækker barndomsminder hos mig, er dette fotografi af mig fra ca. 1982, som næsten kunne have været inspiration for Karen K.’s tegning:
Det er i hvert fald sjovt for mig, at sætte to de billeder side om side:
Billedet er taget i min mormors have, som var resterne af mine oldeforældres æbleplantage på Djursland. Æblehaven blev anlagt engang i starten af 1900-tallet. Selv om træerne var gamle i min barndom, blev der hvert år stadig plukket massevis af æbler, som blev lagt i trækasser med min oldefars navn H.H. Hansen, Ørum. Egentlig var han først og fremmest malermester.
Mine oldeforældre med deres seks sønner, ca. 1924.
Livet bragte mine oldeforældre fra Fyn til Minnesota i USA. Her mødte de hinanden og blev gift. Derefter tilbage til Fyn og endelig til Djursland, hvor de byggede hus anlagde æbleplantage.
Huset ved malerværkstedet og æbleplantagen udenom.
Og fordi min mormor, da jeg var barn, stadig boede i huset med resterne af æblehaven rundt om, voksede jeg op med navne som Fillippa, Ingrid Marie, James Grieve (udtalt James Greve), Cox Orange, Belle de Boskoop (udtalt bellebåskåp), Venus, Guldborg og Bananæble. Og Reineclaude (utalte René Klode) – men det var nu blommer. Navnene blev brugt, næsten som om det var velkendte personer, som de voksne havde mødt.
Postkort af Karen K. Formentlig fra sidst i 1950’erne. Tilhører Per Sørensen www.piaper.dk
Det var en stor begivenhed, når der skulle plukkes æbler. Vi lærte at plukke æblerne forsigtigt af, så man ikke brækkede de kviste af træet, hvor der skulle vokse æbler næste år.
I min egen have er der ikke plads til et æbletræ, men heldigvis har naboens Discovery- æbletræ forvildet sig ind over hegnet til mig, så jeg også kan få lidt friske æbler. I år er de ekseptionelt røde!
Alle disse æbleminder, får mig til at tænke på Ludvig Holsteins digte. (Han er i dag bedst kendt for sagene Det er i dag et vejr og Det lysner over agres felt). Han levede fra 1864-1943, så mine oldeforældre kunne i teorien godt have læst hans digtsamlinger Mos og Muld (1917) og Æbletid (1920). Holsteins lyriske naturreligiøse digte og panteistiske tankegang ville dog nok have været lige lovligt løssluppent for mine oldeforældre.
Her 100 år senere er Holsteins lyrik temmelig gammeldags i udtrykket, men det er stadig flot lyrik. I nedenstående lille digt, der dufter af efterår, æbler og regn fanger han store stemninger ind i små ord: det er vende tilbage til gamle steder og stemninger, forfald, høst, genfødsel og i det hele taget livets cyklus. Det passer fint ind en dag som i dag:
Ok, indrømmet. Digtet her ovenover er faktisk en collage, som jeg har lavet af Ludvig Holsteins digte “Gravenstener” fra digtsamlingen Mos og muld og “September” fra digtsamlingen Æbletid, men jeg synes Holsteins budskab kommer smukt frem i destileret form. De originale digte har tilsammen 86 vers.
I dag er mine oldeforældre (som jeg aldrig har mødt), deres hus og have, min mormor og min barndom historie, men et lille billede, som Karen K.’s dreng med æblerne, kan vække minderne til live igen.
Dengang – i 1972 – reklamerede man endda med, hvad der ville være på forsiden af næste nummer af Famliejournalen.
Til sidst lige en anden af septembers herligheder: brombærrene.
Kræmmerhus tegnet af Karen K. Brombær, rønnebær og efeu. Familiejournalen 1994.
Og brombærrene smager fortrinligt sammen med æbler i en tærte. Jeg ønsker jer alle en fortsat god september måned.
ENGLISH SUMMARY: APPLES! Last year I saw Karen K.’s front page illustration for a 1972 magazine for the first time. The collage showing a boy in front of an apple tree with an apple in his hands immediate reminded me of a photo of myself from my own childhood. The photo was taken in the orchard at my grandmother’s house. The orchard was planted in the beginning of the 2oth century by my great-grandparents whom I have never met. They were both born on the Island on Funen in Danmark, but emigrated – individually – to America and got married in Minneapolis, Minnesota. Some years later they returned to Denmark. I think it is amazing how art can awaken memories even though that specific piece of art is not a part of that memory. I turned 40 today, so this blog post might be slightly nostalgic…
Hvis du har kommentarer til min blog eller spørgsmål om Karen K.’s kunst, er du meget velkomment til at skrive til mig.
Her i det tidlige efterår er det oplagt at tage en ridetur på sin hest ud i naturen. Hyggeligt, men ikke helt ufarligt, hvis hesten prøver sig frem med at spise ukendte vækster, som viser sig at være giftige. Dagens blogindlæg handler om heste og giftige planter, og hvordan man genkender planterne og passer på sin hest. Begge dele set gennem Karen Kjærsgaards tegninger og tekster.
Foto: Mogens Lange. Familiejournalen 1966, nr. 51.
Jeg tror, Karen Kjærsgaard godt kunne lide heste. I hvert fald kan man i en artikel fra 1966 se hende sammen med familiens to heste. Hestene omtales som en del af familien.
Den lille hestestald er det første, man møder på vej ned til huset, hvor Karen Kjærsgaard boede i 1960’erne.
I 1982, hvor Karen Kjærsgaard boede tæt på landsbyen Tåning i et lidt mindre hus uden plads til en hest, skriver hun, at hun havde sin hest i stald på nabogården. Så selvfølgelig er der også heste i Karen K.’s tegninger. Måske ikke nær så mange, som der er fugle, katte, får og andre dyr, men rundt omkring dukker hestene op både i naive gengivelser og i mere naturalistiske.
Nogle af de ældste gengivelser af heste fra Karen K.’s hånd, som jeg kender til, ses på nogle af postkortene i en romantiske serie, der viser årets gang i “de gode gamle dage”, som vistnok er en gang i 1800-tallet at dømme ud fra tøjet på tegningerne. Her ses både bøndernes arbejdsheste og de riges rideheste. Postkortene, tror jeg, er tegnet omkring 1960 eller lidt før.
Hestene hjælper med at bringe høsten i hus.Ryttere i vild fart over Erimetagesletten.
Postkortet med herrerne i de røde frakker, som rider af sted i så høj fart, at en af rytterne falder af hesten, er interessant. Slottet i baggrunden er Erimetageslottet i Jægerborg Dyrehave, så der må være tale om et motiv fra Erimetagesletten. I slutningen af 1950’erne boede Karen Kjærsgaard i Søllerød kun få km fra Dyrehaven, så det er sandsynligt, at hun har hentet inspiration til postkortet på en vandretur på Erimetagesletten. Måske har hun endda overværet Hurbertusjagten, som foregår her hvert år den første søndag i november. Det har den gjort næsten uden afbrydelser siden år 1900. Rytterne i Hubertusjagten er netop klædt i røde frakker og hvide bukser. Hubertusjagten er ikke nogen egentlig jagt på trods af navnet. Det er et hesteforhindringsløb, som har taget navn efter jagtens skytshelgen Hubertus. Lidt duft af jagt er der dog over begivenheden, idet der er tale om en symbolsk videreføring af den såkaldte par force jagt, som er hele baggrunden for, at dyrehaven blev anlagt af Christian d. 5 fra 1670 og frem. Her blev der anlagt veje i stjerneformation, hvor man kunne drive par force jagten, som var en udmattelsesjagt, der gik ud på med heste og hunde at jage en kronhjort i timevis til den segnede af udmattelse, hvorefter kongen kunne stige ned fra sin hest og dræbe hjorten med et sværd.
Udsigten over Erimetagesletten
Det er lidt uklart, om Karen K.’s postkort forestiller en Hubertusjagt eller en par force jagt. Motivet på postkortet kan selvfølgelig ikke dateres, fordi det er en kunstnerisk gengivelse, hvor man ikke kan gøre krav på historisk korrekthed i detaljerne. Men alligevel kunne det være sjovt forsøge med en “historisk datering” af tegningen. Hvis det er en Hubertusjagt må motivet være fra 1900-tallet. Dette passer lidt dårligt med resten af postkortene i serien, hvor borgerskabets kvinder går i krinoliner, som hører til omkring 1850-1870. Træerne på postkortet ligner også mere forårstræer med lysegrønne blade og hvide blomster, end de ligner træer den første weekend i november, hvor Hubertusjagten finder sted. Hvis der er tale om par force jagt, må motivet været fra perioden 1736 (hvor Erimetageslottet blev bygget) og 1777 (hvor den sidste par force jagt blev afholdt i Dyrehaven). Dette passer igen lidt dårligt med de andre kort i serien, som peger mod 1800-tallets midte og anden halvdel – bl.a. viser et af kortene Tivoli, som åbnede i 1843. De høje hatte, som rytterne bærer, slår også først igennem som hovedbeklædning for herrer i starten af 1800-tallet. Man kan også sige, at et af de vigtigste elementer ved par force jagt – nemlig hundene – mangler på billedet, men de er måske halset i forvejen! Man må nok være tilfreds med at datere motivet til “de gode gamle dage” og nyde det hyggelige billede af de springende heste og de grønne og røde kontrastfarver. Man kan for øvrigt læse meget mere om Dyrehavens og par forcejagtens spændende historie på Kulturstyrelsens hjemmeside. Her kan du bl.a. læse om hvordan en af de kronhjorte, der blev nedlagt i par force jagt endte med at tage livet at kongen selv!
Hest fra Karen K.’s billedlotteri, ca. 1965.Svensk julekort. Sendt til Frk. Kerstin Falk i 1968.
Et andet hestemotiv “fra de gode gamle dage” tegnet af Karen Kjærsgaard er denne trompeterende herre på et svensk julekort fra 60’erne.
Inspirationen fra 17-1800-tallets skandinaviske almuekunst er tydelig. Der er f.eks. en del ligheder i kompositionen med det nedenstående maleri af en mand på en fjordhest. Billedet er et fyldningsmaleri fra 1700-tallet på et skab i Norsk Folkemuseum i Oslo.
Fyldningsmaleri fra 1700-tallet.
Efter nogle eksempler på lidt naive tegninger af heste, hvor der ikke har været hensigten at gengive en bestemt race, kommer her en tegning fra 1998, hvor en hest er gengivet mere naturtro. Hesten kunne ligne en gotlandsruss pony, har min kærestes søster fortalt mig.
Ud over at Karen Kjærsgaards tegnestil gik fra den mere naive til det naturalistiske over årene, er hesten sikkert også gengivet naturtro, fordi det er en konkret hest. Karen Kjærsgaard har i hvert fald flere gange indarbejdet sit eget hus, sin egen hund og sine børnebørn i sine tegninger. Børnene på tegninger her, er faktisk netop Karen Kjærsgaards børnebørn.
Familiejournalens julepanorama fra 1998 med børnebørn og måske en helt bestemt hest.
Men ud over at bruge heste i sine tegninger, interesserede Karen Kjærsgaard sig også mere konkret for hestehold og ville gerne dele ud af en vigtig viden i den forbindelse. I februarnummeret af månedsmagasinet “Hippologisk tidsskrift” i 1989 begyndte således en ny serie om giftige planter med tegninger og tekst af Karen Fjord Kjærsgaard. Det var intet mindre end bladets 101. årgang, idet Hippologisk var blevet udgivet helt siden 1888 – næsten lige så længe som Familiejournalen, som udkom første gang i 1877. Måned for måned gennemgik Karen Kjærsgaard forskellige vilde planter, som er giftige for heste at æde. Nogle af planterne er endog så giftige, at heste kan dø inden for få timer efter at have indtaget planten. Den første plante i serien er også en af de farligste, nemlig taks. Karen Kjærsgaard nævner selv den indirekte motivation for sin oplysningskampagne, nemlig tidligere tragiske hestedødsfald:
“Det skulle ikke være nødvendigt at gentage den demonstration, en københavnsk væddeløbsstald lavede nogle år tilbage. Ingen havde tænkt på, at der i årevis havde været takshæk rundt om løbefolden, før et par fuldblodsheste gjorde opmærksom på det. På den eneste måde de nu kunne: Ved at dø på stedet.” (Karen Fjord Kjærsgaard, Hippologisk Tidsskrift 1989, nr. 2, s. 36)
Seriestart i Hippologisk Tidsskrift 1989, nr. 2
At advarslen desværre fortsat er relevant ses af denne nyhedshistorie fra 2009, hvor flere heste døde af at spise taksgrene, som var smidt på et Sankt Hans bål under opbygning.
Formentlig fordi taksplanten er både meget udbredt og meget giftig, starter serien med en omtale af den. Faktisk skal der bare 150 gram taks for at en fuldvoksen hest får forgiftning, som fører til kredsløbsforstyrrelser og hjertestop. Derfor blev taks i gamle dage omtalt som mælkemandens skræk. Når mælkevognens heste ventede ved vejen, mens mælkemanden leverede de daglige mælkeflasker til døren, kunne hestene finde på at stå og nippe til de planter, som var inden for rækkevidde. Og var det taks, der voksede der, kunne det være fatalt.
I løbet af femten måneder over 1989-90 når Karen K. at levere tegninger af 13 giftige planter til Hippologisk Tidsskrift. Det er: taks, buksbom, liljekonval, kærpadderokke, bidende ranunkel, skarntyde, fingerbøl, kvalkved, julerose, pebertræ, bingelurt samt hvid og gul anemone. Karen Kjærsgaard gengiver alle karakteristiske dele af planterne: blade, blomster og eventuelle bær. Tegningerne giver et godt indtryk af Karen Kjærsgaards evne til at gengive naturtro detaljer. Detaljer som jo er særligt vigtige, når formålet er at lære læseren at genkende de giftige planter i naturen.
Mærkeligt nok er serien afbrudt i juli-, august- og septembernummeret i 1989 – som jo ellers netop er måneder, hvor det er oplagt at ride ud i naturen. Heller ikke i martsnummeret fra 1990 er der et indlæg i serien, men i juninummeret fra 1989 og aprilnummeret fra 1990 er der to!
Sammen med tegning og tekst om anemoner i aprilnummeret fra 1990, skriver Karen Kjærsgaard: “Her – godt i gang med serien om de giftige planter – vil jeg sige så mange tak til alle, som har hjulpet mig med materiale….” Og så følger en liste af folk, bl.a. Karen Kjærsgaards søn og svigerdatter, som begge er agronomer. Ordlyden “godt i gang” tyder jo på, at serien med de giftige planter skal fortsætte, men dette blev faktisk det sidste indlæg i serien, som blev bragt i Hippologisk Tidsskrift.
Nogle år senere blev nogle af tegningerne fra serien – nu suppleret med guldregn og stormhat – trykt som en lille plakat med titlen “Giftige planter Have og hegn” i “Landsbladet hest“. Her til venstre er plakaten gengivet i sort-hvid, men den var selvfølgelig i farver.
Formentlig udgav bladet endnu en miniplakat under titlen “Giftige planter Mark og skov”, hvor gul iris, engbrandbæger og giftttyde er føjet til.
I hvert fald munder det hele ud i en “dobbelt plakat” på 70×50 cm med tegninger af seksten af planterne fra serien. Og denne plakat kan man faktisk stadigvæk købe! Den koster 90 kr. ,og så er man samtidig med til at støtte “Hestens værn”. Du kan købe plakaten ved at følge dette link.
Man kan overveje, om Karen Kjærsgaard mon tegnede flere planter til serien om giftige planter. En hel farveflora over vilde planter i den danske natur ville have været rigtig flot.
ENGLISH SUMMARY: Horses and venomous plants. Karens Kjærsgaard, I think, liked horses and that is reflected in her designs where horses are seen every now and then, though perhaps not as often as birds, cats or sheep. In this blog post I present some of her drawings of horses from the the 1960s to the 1990s. One old postcard depicts a hunting scene from the so-called Deer Park north of Copenhagen, a par force hunting landscape designed for royal hunts in the 17th century, today a recreational park around the Hermitage, a small castle. The landscape is now a UNESCO World Heritage Site. Another of Karen Kjærsgaard’s horse drawing shows how she is influenced by Scandinavian folk art. In the years 1989-94 a series of Karen Kjærsgaard designs of venomous plants were printed in various Danish horse magazine. The aim of the series was to educate and warn riders about plants that might seriously injure or even kill their horses, if they allowed the horses to eat the plants. A poster with some of these very delicate plants design is still available to buy: click here.
Hvis du har kommentarer eller spørgmål til bloggen, kan du skrive til mig privat her:
Så er vi trådt ind i efteråret, siger kalenderen, og det er tid til et nyt afsnit i serien “Året rundt med nisserne”, som Karen Kjærsgaard selv beskrev det under overskriften “Liv og glade dage hos nisserne fra træet” i Familiejournalens julehæfte i 1983 og 1980. Du kan se de tidligere indlæg i serien ved at klikke på disse links: nr.1, nr. 2 og nr. 3.
Miniaturetegning fra 1983.
Karen Kjærsgaard skriver: “Dagene glider af sted med arbejde og leg i en dejlig rolig rytme. Inden længe er det sensommer, og de marker, som for bare et halvt år siden var dækket af et tykt lag glitrende sne, står nu bugnende fulde af modne hvedeaks. Så slæber de små nisser deres sække ud i marken. De går derinde i en gylden skov, hvor solen sender et flimmer af lys ned mellem strå, der for nisserne er høje som træer. De fleste hvedekorn finder de på jorden, men ind imellem klatrer de op ad de glatte strå for at brække korn af aksene.” (Karen Kjærsgaard 1983)
“Alle kornene samles i sækkene, og sækkene bæres under stønnen og prusten hjem til træet.” (1983)
“Forråd til vinterens kolde dage gemmer de i store sække oppe på balkonen over deres stue”. (1980)
To udsnit fra Karen K. julepanorama i Familiejournalen 1980
Karen K. har også tegnet andre efterårbilleder med nisser, som du kan ser herunder.
To udsnit af Karen K. julepanorama i Familiejournalen 1986.
Efteråret er nemlig også tid for nisserne til at samle tyttebær og blåbær samt lyngris – måske til deres senge.
Sent på efteråret lægger tågen sig over landskabet, og inde i granskoven mødes nisser, katte og engle omkring den gamle gravhøj.
Til december, når det bliver vinter igen, kommer sidste afsnit i serien “Året rundt med nisserne.”
Hvis du har kommentarer eller spørgsmål til min blog, vil jeg meget gerne høre fra dig:
Mikaels Karen K. blog 