Puslespilstid

Så kom efteråret. Søndagen er grå og regnfuld. Høsten er i hus. I kirkerne har der været holdt høstgudstjeneste, de røde æbler løsner let fra træets trætte kviste, og der er sagt farvel til sommeren.

IMG_2016

Karen K. tegnede i 1950’erne en serie postkort, der illustrerede årets gang i Skandinavien i “gamle dage”. Kortet her leder tankerne hen på den gamle danske sang “Marken er mejet”, som har en tekst, der oprindelige var skrevet af Adolph Recke engang før 1867, men som den digtende bonde Mads Hansen omdigtede og gjorde lidt mere jordnær i 1868.

Marken er mejet, og høet er høstet,
kornet er i laderne, og høet står i hæs.
Frugten er plukket, og træet er rystet,
og nu går det hjemad med det allersidste læs.
Rev vi marken let,
det er gammel ret,
fuglen og den fattige skal også være mæt.

Og efter høstarbejdet følger så høstgildet:

Loen vi pynter med blomster og blade,
vi har georginer og bonderoser nok.
Børnene danser allerede så glade,
alle vore piger står ventende i flok.
Bind så korn i krans,
hurra, her til lands
sluttes altid høsten med et gilde og en dans.

Sådan et høstgilde har Karen K. også tegnet på et af sine postkort, så man skulle næsten tro, at det er de to vers fra den gamle høstsang, der har inspireret hende.

2019011407234_0001.jpg

Jeg har ikke høstet nogen mark (men har dog plukket æbler fra træet), og jeg har heller ikke været til høstgilde. Til gengæld synes jeg, at september er perfekt til at begynde på indendørs hygge, når regnen siler ned, og det bliver tidligt mørkt om aftenen.

Jeg har tit tænkt på, at mange af Karen K.’s detaljerede tegninger kunne være blevet perfekte puslespil. Derfor besluttede jeg mig for at få lavet mit eget. Og jeg valgte motivet med høstgildet.

Motivet fra postkortet sendte jeg ind til et af de firmaer, som har specialiseret sig af at trykke billeder af dine børn og kæledyr i fotobøger, kalendere, på krus og t-shirt – eller på at lave din bedstemor som puslespil. Og resultatet blev et fint lille Karen K. høstpuslespil med 266 brikker.

IMG_2005IMG_2008

Så var det jo bare at gå i gang. Det vigtigste først, signaturen:

IMG_2006

Og så i gang med at samle kanten:IMG_2007

Der er en dejlig ro i at lægge puslespil, og man kommer til at se meget nærmere på alle de mange farver og detaljer i Karen Kjærsgaard oprindelige tegning.

Da de letteste dele af puslespillet var samlet, var det tid til en kop te og en hjemmebagt rosinbolle, inden den sværeste del af puslespillet skulle lægges.

IMG_2012

Færdig!

IMG_2014

På billedet er netop de geoginer (dahlier) og bonderoser (stokroser), som man synger om i “Marken er mejet”.

Geoginerne stråler også i haven lige nu og viser al deres sidste farvepragt, inden frosten kommer.

71491002_434451737177823_6135905306879721472_n

71958788_716415095492877_2846712574420975616_n

Og hjertetræet var det første af havens træer til at overgive sig til efterårsfarverne:

71525581_403810526984305_1602203215804235776_n

Jeg håber, I får et dejligt efterår. Måske med puslespilstid og drømme om næste sommer:

IMG_2018.JPG

karenkblogheader

 

 

Nissernes juletræsfest

 

En lille nisse kan hurtigt blive til to, og to kan hurtigt blive til tre. Jo, det kan godt tage overhånd med de nisser, når man ikke kan lade være med at købe alle dem, man ser.

IMG_7553

Men Karen K.’s nisser hygger sig bedst i store flokke, og som de siger: Hvad er en juletræsfest uden mange nissegæster.

Her er lidt billeder fra nissernes juletræsfest i år. Det er selvfølgelig Karen K., der har pyntet juletræet:

IMG_7775IMG_7773IMG_7777IMG_7789IMG_7776IMG_7790

Grisene var også med i dansen om juletræet. Det må være en ganske særlig oplevelse at ride på ryggen af en gris rundt om træet.

Ja, måske er det fjollet med alle de nisser, vi sætter frem til julen. Måske er det i det hele taget fjollet at pynte huset op en måneds tid om året. Og at fælde et træ i skoven og sætte det ind i stuen og hænge alverdens mærkeligt glitterværk og stearinlys på det, er vel nok det mærkeligste af alt mærkeligt i julen.

Men jeg tror, der er en grund til det hele, og hvorfor Karen K. og alle hendes kolleger tegnede hundredevis af nisser og engle, som almindelige mennesker gjorde til en del af deres jul. Jeg har lige fundet de helt rigtige ord, der forklarer dette. Den danske gruppe Songs for Iris har skrevet en helt ny julesang, som er rigtig fin og klog. Du skulle tage og høre sangen “The Nook” lige her.

Skærmbillede 2018-12-21 kl. 14.42.04.png.

I teksten hedder det bl.a.

That´s the reason why we love
all those silly tunes and decorations
elves and angels everywhere, 
I know what it really means
serving as a sweet and kind reminder
why we are here. 
To love,
Love the tree the lights and tinsel
Love how everyone is cheerful
Love the hymnes we sing so playful
´bout the baby in a cradle
(Songs for Iris “The Nook”)

Nisserne, englene og alt det andet julestads og -halløj skal minde os om, hvorfor vi er her. Skal minde os om det gode, vi kan have sammen og bør stræbe efter. Det er altid vigtigt at blive mindet om.

Glædelig jul!

Skærmbillede 2018-11-11 kl. 16.01.50

 

 

Juleskibet

I mange årtier var et fast indslag i Familiejournalen de farvestrålende klippe-ud-og-samle-ark, som læserne kunne sætte sammen til alt muligt: tog, ridderborge, stationer, damptog, biler, julekrybber, nisselandskaber og meget mere. I starten af 1900-tallet var det ikke kun til jul, at den slags ark kunne forekomme i bladet. Efter 1940’erne ebbede traditionen dog ud. Og det var først i 1968 med en julekrybbe tegnet af Karen K., at traditionen blev taget op igen. Nu som et rent julefænomen.

Det næste mange år var det Karen K., der stod bag julens samleark i Familejournalen. I 1969 kom uroen Nissernes julestue. I 1970 et tablau med Snehvide og de syv små dværge og i 1971 et dukketeater bygget over eventyret om Den lille pige med svovlstikkerne. I 1972 var det så blevet tid til uroen Juleskibet, som jeres blogger i år har sat sig for at samle.

IMG_7521
Klar til at gå i gang

Udstyrret fra seks klippeark fra fire gamle numre af Familiejournalen, blomsterpinde, saks, lim og snor gik jeg i gang med et større projekt, som skulle vise sig at tage en hel del timer. I følge teksten i bladet havde Familiejournalens læsere udtrykkeligt bedt om ,at det endelig ikke måtte være alt for let at samle klippearkene. Og det krav, synes jeg, at Karen K. har levet helt op til med sit juleskib!

IMG_7523
En lille del af den meget lange vejledning

Vejledningen er adskillige sider lang, og inden man kan gå i gang med selve skibet, skal man binde en stor stjerne af pinde, som skibet skal hænges op i. Karen K. foreslår peddigrør – et ord jeg ikke har hørt i mange år! Faktisk ved jeg ikke helt, hvad det er, udover at man i 1970’erne kunne tage aftenskolekursus i fletning med peddigrør. Selv, siger Karen K., har hun dog brugt pindene fra en kinesisk dækkeserviet. Jeg valgte blomsterpinde og gik så i gang med projektet.

Heldigvis fik jeg god hjælp af en nysgerrig Cille:

IMG_7525

Godt at jeg har været spejder engang og bygget broer, tårne og bålborde i granrafter og selvbindergarn i en grad, så der stadig sad en lille smule hukommelse om dobbelte halvstik og krydsbesnøringer fast et sted i min hjerne. Og selv om jeg nok ikke vinder mange duelighedstegn for disse besnøringer, så kom der dog en helt hæderlig stjerne ud af det til sidst.

IMG_7526IMG_7527

Så er det tid at gå i gang med selve skibet, men inden vi når så vidt, er det på sin plads lige at overveje, hvad det lidt gammeldags udtryk “juleskib” egentlig dækker over. Et juleskib er vel i bund og grund betegnelsen for et hvilket som helst skib, som har mål mod en destination op til jul – om det så er et fragtskib eller et passagerskib – og uanset om destinationen er London, København eller Julerup Færgeby. Idéen med et juleskib, der bringer ens kære hjem til jul ,er jo helt ideelt til julefortællinger: Når skibet sikkert frem og inden juleaften, hvad bringer skibet med, og er den elskede ventede med på skibet, som man håbede? Tænk bare på DR’s Jul i Gammelby, hvor man i hele 24 afsnit ventede på det gode skib Haabet. Og her ser du forfatteren Kaj Brusens fortælling med titlen “Juleskibet” fra hæftet Julesne fra 1952.

IMG_7794.jpg

Motivet kan også bruges på juleplatter som denne fra Bing & Grøndahl fra 1917:

Skærmbillede 2018-12-09 kl. 19.08.34.png

Eller hvad med denne reklame for Brugsens appelsiner fra 1970? :

IMG_7474.jpg

Som det ses, kan et juleskib være mange forskellige ting, men her på vores breddegrader har man dog især brugt udtrykket juleskib, om de store skibe, som sejlede fra Amerika til Skandinavien, og på hvilke udvandrede danskere, nordmænd og svenskere vendte tilbage på julebesøg i deres gamle fædrelande.

Skærmbillede 2018-12-09 kl. 12.16.35Præcis sådan et juleskib beskriver Henrik Cavling (Danmarks første rigtige journalist, ham med Cavlingprisen) i sin bog “Fra Amerika” fra 1897. (Her på den juleglade blog skal Cavling have sin egen lille pris for at være idé manden bag det store juletræ på Rådhuspladsen i København, som blev sat op for første gang i 1914.) Men nu et par citater fra Cavlings kapitel om juleskibet:

Det er et broget Selskab, som nogle uger før jul samles om Thingvalla-Damperen, det såkaldte Juleskib, der er i Færd med at gå til Norden. Bitterligt koldt er det i New York. Blå-sorte haglskyer hænger over de høje huse. Sneen fyger gennem gaderne, og det blæser Kulde. Skibet, som de pelsklædte farmere stavrer hen imod, ville også være ganske tilsneet, dersom ikke røgen fra de store skorstene uophørligt væltede ud over den dryppende takkelage. Der er bevægelse for og agter. Skruen grumser op i vandet, og kommando-ordene skærer tværs igennem
de rejsendes forvirrede snakken. Både indenbords og udenbords er der febrilsk travlhed med at ordne ting, som absolut skal ordnes i det sidste øjeblik, og hen over travlheden slår en duft af biksemad, timian og sul.

Karen Kjærsgaards juleskib er ganske vist ikke nogen damper, men et sejlskib. Der er ingen fotografier af det færdige skib i bladet, kun denne lille skitsetegning, så det er ekstra spændende at samle skibet og se hvordan, det kommer til at se ud.

IMG_7524

Langsomt begynder skibet at tage form

IMG_7528

IMG_7530

I mellemtiden kan vi høre lidt mere om rejsen over Atlanterhavet med juleskibet i 1897. Nu er damperen Thingvalla nået ud på det åbne hav:

“December måned er måske den værste af alle vintermåneder for en Atlanterhavsrejse. Haglstorme raser over New Foundlands banker. Bølgerne brøler hult og mætter deres
raseri mod skibets sider, og ingen fod tør mere betræde dækket, der ustandseligt overskylles af de skummende vandbjerge.

Og dog er der ret hyggeligt om bord på Juleskibet. En førtrøstningsfuld helligdags-stemning råder mellem passagererne, og de daglige besværligheder glemmes ved tanken om glæderne, der vinker i det fjerne. De fleste af disse rejsende har i mange og lange år længtes efter fødelandet, de aldrig kunne glemme. I onde og gode dage tænkte de på denne rejse, og disse tanker var det måske, der holdt dem oppe, når de bøjede hovedet og
var ved at bukke under i den hårde kamp. Solskin og magsvejr har de sjælden haft i de forløbne år, og uvejret her på havet synes dem egenlig naturligt som endnu noget, de bør gennemgå, før de genser Danmark.”

Karen K.’s juleskib sejler ikke med hjemves-ramte emigranter, men med en munter besætning af skibsnisser med stribe sømandstrøjer og støvler med høje hæle:

IMG_7540IMG_7541

En af skibsnisserne fik endda lov at pryde en af december månedsforsider i fuld figur:

IMG_7522

Cavling fortsætter sin beretning: “Men så, når de i lange nætter har ligget og hørt på stormens tuden og maskinens stønnende lyde, når de i fem seks døgn har sejlet gennem storm og mørke, så vågner de en morgen og finder, at det er sommer. Havet ligger blikstille og dampende. Juleskibet sejler i den varme Golfstrøm.

Nu bliver dækket fejet i en fart. Der er forår i luften og lysblink i vanddråberne, som drypper fra de lange istapper. Alle rejsende strømmer op på Skansen. Ordene løsnes på de stumme læber. Man hører latter og harmonikamusik, og aftenen ender med en dans.

I dette dejlige vejr sejler juleskibet en uge. Det er, som vuggede det gennem en stille solbeskinnet dal ude mellem Atlanterhavets bølger, og om aftenen, når de hjemaddragende står og stirrer ud over de slumrende vande, er det, som hørte de juleklokken kime i den lyse luftning.”

Måske er det lige præcis også i den lune Golfstrøm, at Karen K.’s juleskib sejler. Havet ser blå-grønt og venligt ud og legesyge delfiner springer rundt om skibet.

IMG_7718

De samme springende delfiner kan man for øvrigt se i Karen K.’s billedelotteri fra midt i 1960’erne.

IMG_8938

IMG_7724

Ombord på juleskibet er der lystighed og leg, og fra øverste dæk lyder harmonikamusik:

IMG_7792

Selve skibets navn giver også associationer til varme himmelstrøg, nærmere bestemt den lille caribiske østat Saint Lucia. Og samtidigt klinger det jo lidt i danske ører af julestemning med tanken på Lucia-optog i skoler og børnehaver. Ganske smart detalje af Karen Kjærsgaard.

IMG_7726

Juleskibet – bare Karen K.’s uro og Cavlings fortælling – er nu ved at være i havn. Han fortsætter:

“… Nordens Stjernehimmel, som de rejsende nu ikke har set i mange år, funkler ned til dem som et lysende budskab i den mørke vinternat. Så kommer rejsens sidste dage, da længslen og utålmodigheden vokser, og da alle tanker og ønsker iler forud for det
trætte skib.(…) 

Endelig en aften efter femten dages sørejse rygtes det på skibet, at man kan se et fyr, og hurtigt strømmer alt levende, unge og gamle, mænd og kvinder, op på skansen.(…)indtil der pludselig høres en mumlen langs med rælingen: Dér! Dér! Det er et lysglimt, ganske svagt, omtrent som gløden af en tændstik. Det forsvinder og viser sig, det bliver større, det blinker og det vinker, og en sælsom fortryllelse står der ud af disse matte lysstråler,
der er hjemmets første julehilsen til de rejsende.” 

Karen K.’s juleskib får også sin egen nordiske stjernehimmel og får desuden følgeskab af juleengle det sidste stykke på rejsen.

IMG_7793.JPG

IMG_7787

Og så er hele uroen endelig færdig:

IMG_7779

Den er virkelig blevet fin og hyggelig med mange fine detaljer:

 

 

Arbejdet med juleskibet har måske sat sig lidt på min hjerne. Jeg synes pludseligt, at juletræet i toppen af masten på Karen K.’s juleskib ligner toppen af dette flydende sømærke, som jeg så på land ved Ærøskøbing Havn for nylig.

IMG_7509

Og den her ganske unikke træsko-skibs-lampe, som jeg faldt over hos en marskandiser i weekenden, ligner også Karen K.’s juleskib med det røde sejl ganske godt, synes jeg:

IMG_7706

Søfart har ikke været fremmed for Karen Kjærsgaard, og det synes jeg, man kan fornemme i juleskibets udformning. Hendes far, J. Chr. Aschengreen arbejdede for ØK, og da Karen mødte sin kommende mand, var han i lære som styrmand. På Vejle Stadsarkiv findes der billeder fra 1969, hvor drengene fra skoleskibet Georg Stage besøger Karen Kjærsgaard og hendes mand i deres hus uden for Vejle. Bl.a. viser Karen ejendommes heste frem for drengene. Desværre kan jeg ikke vise jer billederne pga. copyright rettigheder, så dem må vi tænke os til.

Men nu skal vi have juleskibet fra Amerika helt i havn. På http://www.filmcentralen.dk, som er en hjemmeside med gratis historiske film om Danmark, er der en fin lille film fra 1947 om juleskibets ankomst til København. Du kan se filmen her.

Skærmbillede 2018-12-09 kl. 19.04.35
Juleskibet ankommer til København

Og Karen K.’s juleskib vugger roligt videre på bølgerne med kurs direkte mod juleaften.

IMG_7804

P.S. Hvis du har fået lyst til at læse hele Henrik Cavlings fortælling om rejsen med juleskibet, finder du den her på litteratur-projektsiden http://www.runeberg.org sammen med resten af hans bog “Fra Amerika“.

Skærmbillede 2018-11-11 kl. 16.01.50

 

 

 

 

Fyrtøjet

Karen K. har illustreret mange eventyr af H.C. Andersen. Eventyret om Fyrtøjet har hun illustreret både som postkort/ bog- og kalenderbillede og som et dukketeater fra 1973. Dukketeatret er et flot tableau af det hule træ, som soldaten skal kravle ned i for at hente fyrtøjet til heksen. Jeg synes, det kunne være sjovt at bringe hele H.C. Andersens eventyr og illustrere det med Karen K.’s tegninger, så jeg har lånt kulisser og dukker fra andre af Karen K.’s eventyr. Jeg håber, du vil nyde eventyret, som er temmelig amoralsk. Vold og bortførelse og terrorregime er en del af heltes vej til toppen! Men det er nu meget hyggeligt alligevel alt sammen 🙂

IMG_0519

Her begynder historien:

FYRTØJET

Tekst: H.C. Andersen 1835/ Illustrationer: Karen Fjord Kjærsgaard 1965-1973/ Fotos: Svend Larsen 2016 og Mikael 2017.

Der kom en soldat marcherende hen ad landevejen: én, to! én, to! Han havde sit tornyster på ryggen og en sabel ved siden, for han havde været i krigen, og nu skulle han hjem. Så mødte han en gammel heks på landevejen; hun var så ækel, hendes underlæbe hang hende lige ned på brystet. Hun sagde: “God aften, soldat! Hvor du har en pæn sabel og et stort tornyster, du er en rigtig soldat! Nu skal du få så mange penge, du vil eje!”

“Tak skal du have, din gamle heks!” sagde soldaten.

Karen K Fyrtøjet Soldat heks træ

“Kan du se det store træ?” sagde heksen, og pegede på et træ, der stod ved siden af dem. “Det er ganske hult inden i! Der skal du krybe op i toppen, så ser du et hul, som du kan lade dig glide igennem og komme dybt i træet! Jeg skal binde dig en strikke om livet, for at jeg kan hejse dig op igen, når du råber på mig!”

“Hvad skal jeg så nede i træet?” spurgte soldaten.

“Hente penge!” sagde heksen, “du skal vide, når du kommer ned på bunden af træet, så er du i en stor gang, der er ganske lyst, for der brænder over hundrede lamper. Så ser du tre døre, du kan lukke dem op, nøglen sidder i. Går du ind i det første kammer, da ser du midt på gulvet en stor kiste, oven på den sidder en hund; han har et par øjne så store som et par tekopper, men det skal du ikke bryde dig om! Jeg giver dig mit blåternede forklæde, det kan du brede ud på gulvet; gå så rask hen og tag hunden, sæt ham på mit forklæde, luk kisten op og tag lige så mange skillinger, du vil. De er alle sammen af kobber, men vil du hellere have sølv, så skal du gå ind i det næste værelse, men der sidder en hund, der har et par øjne, så store, som et møllehjul, men det skal du ikke bryde dig om, sæt ham på mit forklæde og tag du af pengene! Vil du derimod have guld, det kan du også få, og det så meget, du vil bære, når du går ind i det tredje kammer. Men hunden, som sidder på pengekisten, har her to øjne, hvert så stort som Rundetårn. Det er en rigtig hund, kan du tro! Men det skal du ikke bryde dig noget om! Sæt ham bare på mit forklæde, så gør han dig ikke noget, og tag du af kisten så meget guld, du vil!”
“Det var ikke så galt” sagde soldaten. “Men hvad skal jeg give dig, din gamle heks? For noget vil du vel have med, kan jeg tænke!”

“Nej” sagde heksen, “ikke en eneste skilling vil jeg have! Du skal bare tage til mig et gammelt fyrtøj, som min bedstemoder glemte, da hun sidst var dernede!”

“Nå! Lad mig få strikken om livet!” sagde soldaten.

“Her er den!” sagde heksen, “og her er mit blåternede forklæde.”

Karen K Fyrtøjet træ soldat

Så krøb soldaten op i træet, lod sig dumpe ned i hullet og stod nu, som heksen sagde, nede i den store gang, hvor de mange hundrede lamper brændte.

Nu lukkede han den første dør op. Uh! Dér sad hunden med øjnene, så store som tekopper Karen K Fyrtøjet hund tekopperog gloede på ham.

“Du er en net fyr!” sagde soldaten, satte ham på heksens forklæde og tog lige så mange kobberskillinger, han kunne have i sin lomme, lukkede så kisten, satte hunden op igen og gik ind i det andet værelse. Eja! Dér sad hunden med øjne så store, som et møllehjul.

 

 

Karen K Fyrtøjet hund møllejhul

“Du skulle ikke se så meget på mig!” sagde soldaten, “du kunne få ondt i øjnene!” Og så satte han hunden på heksens forklæde, men da han så de mange sølvpenge i kisten, smed han alle de kobberpenge han havde, og fyldte lommen og sit tornyster med det bare sølv.

Karen K Fyrtøjet Hund Rundetårn

Nu gik han ind i det tredje kammer! nej det var ækelt! Hunden derinde havde virkeligt to øjne så store som Rundetårn! Og de løb rundt i hovedet, ligesom hjul!

“God aften!” sagde soldaten og tog til kasketten, for sådan en hund havde han aldrig set før; men da han nu så lidt på ham, tænkte han, nu kan det jo være nok, løftede ham ned på gulvet og lukkede kisten op, nej gudbevares! Hvor der var meget guld! Han kunne købe for det hele København og kagekonernes sukkergrise, alle tinsoldater, piske og gyngeheste, der var i verden! Jo der var rigtignok penge! Nu kastede soldaten alle de sølvskillinger, han havde fyldt sine lommer og sit tornyster med, og tog guld i stedet, ja alle lommerne, tornystret, kasketten og støvlerne, blev fyldte, så han knap kunne gå! Nu havde han penge! Hunden satte han op på kisten, slog døren i og råbte så op igennem træet: “Hejs mig nu op, du gamle heks!”

“Har du fyrtøjet med?” spurgte heksen!

“Det er sandt!” sagde soldaten, “det havde jeg rent glemt,” og nu gik han og tog det. Heksen hejsede ham op, og så stod han igen på landevejen, med lommer, støvler, tornyster og kasket fulde af penge.

“Hvad vil du nu med det fyrtøj,” spurgte soldaten.

“Det kommer ikke dig ved!” sagde heksen, “nu har du jo fået penge! Giv mig bare fyrtøjet!”

“Snik snak!” sagde soldaten, “vil du straks sige mig, hvad du vil med det, eller jeg trækker min sabel ud og hugger dit hoved af!”

IMG_1896.JPG

“Nej,” sagde heksen.

Så huggede soldaten hovedet af hende. Der lå hun! Men han bandt alle sine penge ind i hendes forklæde, tog det som en bylt på ryggen, puttede fyrtøjet i lommen og gik lige til byen.

IMG_1899.jpg

Det var en dejlig by, og i det dejligste værtshus tog han ind, forlangte de allerbedste værelser og mad, som han holdt af, for nu var han rig da han havde så mange penge.

Tjeneren, som skulle pudse hans støvler, syntes rigtignok, det var nogle løjerlige gamle støvler, sådan en rig herre havde, men han havde ikke endnu købt sig nye; næste dag fik han støvler at gå med, og klæder som var pæne! Nu var soldaten blevet en fornem herre, og de fortalte ham om al den stads, som var i deres by, og om deres konge, og hvilken nydelig prinsesse hans datter var.

“Hvor kan man få hende at se?” spurgte soldaten.

“Hun er slet ikke til at få at se!” sagde de alle sammen, “hun bor i et stort kobberslot, med så mange mure og tårne om! Ingen uden kongen tør gå ud og ind til hende, fordi der er spået, at hun skal blive gift med en ganske simpel soldat, og det kan kongen ikke lide!”

“Hende gad jeg nok se!,” tænkte soldaten, men det kunne han jo slet ikke få lov til!

Nu levede han så lystig, tog på komedie, kørte i Kongens Have og gav de fattige så mange penge og det var smukt gjort! Han vidste nok fra gamle dage, hvor slemt det var ikke at eje en skilling! han var nu rig, havde pæne klæder, og fik da så mange venner, der alle sagde, han var en rar en, en rigtig kavaler, og det kunne soldaten godt lide! Men da han hver dag gav penge ud, og fik slet ingen ind igen, så havde han til sidst ikke mere end to skillinger tilbage og måtte flytte bort fra de smukke værelser, hvor han havde boet, og op på et lille bitte kammer, helt inde under taget, selv børste sine støvler og sy på dem med en stoppenål, og ingen af hans venner kom til ham, for der var så mange trapper at gå op ad.

Det var ganske mørk aften, og han kunne ikke engang købe sig et lys, men så huskede han på, at der lå en lille stump i det fyrtøj, han havde taget i det hule træ, hvor heksen havde hjulpet ham ned. Han fik fyrtøjet og lysestumpen frem, men lige i det han slog ild og gnisterne fløj fra flintestenen, sprang døren op, og hunden, der havde øjne så store, som et par tekopper, og som han havde set nede under træet, stod foran ham og sagde: “Hvad befaler min herre!”

“Hvad for noget!” sagde soldaten, “det var jo et morsomt fyrtøj, kan jeg således få, hvad jeg vil have! Skaf mig nogle penge,” sagde han til hunden, og vips var den borte! Vips var den igen, og holdt en stor pose fuld af skillinger i sin mund.

Nu vidste soldaten, hvad det var for et dejligt fyrtøj! Slog han én gang, kom hunden der sad på kisten med kobberpengene, slog han to gange, kom den, som havde sølvpenge, og slog han tre gange, kom den, der havde guld. Nu flyttede soldaten ned i de smukke værelser igen, kom i de gode klæder, og så kendte straks alle hans venner ham, og de holdt så meget af ham.

Så tænkte han engang: Det er dog noget løjerligt noget, at man ikke må få den prinsesse at se! Hun skal være så dejlig, siger de alle sammen! Men hvad kan det hjælpe, når hun skal alle tider sidde inde i det store kobberslot med de mange tårne. Kan jeg da slet ikke få hende at se? Hvor er nu mit fyrtøj! Og så slog han ild, og vips kom hunden med øjne så store, som tekopper.

“Det er rigtignok midt på natten,” sagde soldaten, “men jeg ville så inderlig gerne se prinsessen, bare et lille øjeblik!”

IMG_1889

Hunden var straks ude af døren, og før soldaten tænkte på det, så han ham igen med prinsessen, hun sad og sov på hundens ryg og var så dejlig, at enhver kunne se, det var en virkelig prinsesse; soldaten kunne slet ikke lade være, han måtte kysse hende, for det var en rigtig soldat.

Hunden løb så tilbage igen med prinsessen, men da det blev morgen, og kongen og dronningen skænkede te, sagde prinsessen, hun havde drømt sådan en underlig drøm i nat om en hund og en soldat. Hun havde redet på hunden, og soldaten havde kysset hende.

IMG_1905.JPG

“Det var såmænd en pæn historie!” sagde dronningen.

Nu skulle en af de gamle hofdamer våge ved prinsessens seng næste nat, for at se, om det var en virkelig drøm, eller hvad det kunne være.

Soldaten længtes så forskrækkelig efter igen at se den dejlige prinsesse, og så kom da hunden om natten, tog hende og løb alt hvad den kunne, men den gamle hofdame tog vandstøvler på, og løb lige så stærkt bagefter; da hun nu så, at de blev borte inde i et stort hus, tænkte hun, nu ved jeg hvor det er, og skrev med et stykke kridt et stort kors på porten.

IMG_1908

Så gik hun hjem og lagde sig, og hunden kom også igen med prinsessen; men da han så, at der var skrevet et kors på porten, hvor soldaten boede, tog han også et stykke kridt og satte kors på alle portene i hele byen, og det var klogt gjort, for nu kunne jo hofdamen ikke finde den rigtige port, når der var kors på dem alle sammen.

Om morgnen tidlig kom kongen og dronningen, den gamle hofdame og alle officererne for at se, hvor det var, prinsessen havde været!

“Dér er det!” sagde kongen, da han så den første port med et kors på.

“Nej dér er det, min søde mand!” sagde dronningen, der så den anden port med kors på.

thumb_IMG_1909_1024

“Men dér er ét og dér er ét!” sagde de alle sammen; hvor de så, var der kors på portene. Så kunne de da nok se, det kunne ikke hjælpe noget at de søgte.

Men dronningen var nu en meget klog kone, der kunne mere, end at køre i karet. Hun tog sin store guldsaks, klippede et stort stykke silketøj i stykker, og syede så en lille nydelig pose; den fyldte hun med små, fine boghvedegryn, bandt den på ryggen af prinsessen, og da det var gjort, klippede hun et lille hul på posen, så grynene kunne drysse hele vejen, hvor prinsessen kom.

Om natten kom da hunden igen, tog prinsessen på sin ryg, og løb med hende hen til soldaten, der holdt så meget af hende, og ville så gerne have været en prins, for at få hende til kone.

Hunden mærkede slet ikke, hvorledes grynene dryssede lige henne fra slottet og til soldatens vindue, hvor han løb op ad muren med prinsessen. Om morgnen så da kongen og dronningen nok hvor deres datter havde været henne, og så tog de soldaten og satte ham i kachotten.

Der sad han. Uh, hvor der var mørkt og kedeligt, og så sagde de til ham: I morgen skal du hænges. Det var ikke morsomt at høre, og sit fyrtøj havde han glemt hjemme på værtshuset. Om morgnen kunne han mellem jernstængerne i det lille vindue se folk skynde sig ud af byen, for at se ham blive hængt. Han hørte trommerne og så soldaterne marchere. Alle mennesker løb af sted; der var også en skomagerdreng med skødskind og tøfler på, han travede sådan i galop, at hans ene tøffel fløj af og lige hen mod muren hvor soldaten sad og kiggede ud mellem jernstængerne.

“Ej, du skomagerdreng! Du skal ikke have sådant et hastværk,” sagde soldaten til ham, “der bliver ikke noget af, før jeg kommer! Men vil du ikke løbe hen, hvor jeg har boet, og hente mig mit fyrtøj, så skal du få fire skilling! Men du må tage benene med dig!” Skomagerdrengen ville gerne have de fire skilling, og pilede af sted hen efter fyrtøjet, gav soldaten det, og ja nu skal vi få at høre!

Uden for byen var der muret en stor galge, rundt om stod soldaterne og mange hundrede tusinde mennesker. Kongen og dronningen sad på en dejlig trone lige over for dommeren og det hele råd.

Soldaten stod allerede oppe på stigen, men da de ville slå strikken om hans hals, sagde han, at man jo altid tillod en synder før han udstod sin straf, at få et uskyldigt ønske opfyldt. Han ville så gerne ryge en pibe tobak, det var jo den sidste pibe han fik i denne verden.

Det ville nu kongen ikke sige nej til, og så tog soldaten sit fyrtøj og slog ild, én, to, tre! Og der stod alle hundene, den med øjne så store som tekopper, den med øjne som et møllehjul og den, der havde øjne så store som Rundetårn!

“Hjælp mig nu, at jeg ikke bliver hængt!” sagde soldaten, og så før hundene ind på dommerne og hele rådet, tog en ved benene og en ved næsen og kastede dem mange favne op i vejret, så de faldt ned og sloges rent i stykker.

“Jeg vil ikke!” sagde kongen, men den største hund tog både ham og dronningen, og kastede dem bag efter alle de andre; da blev soldaterne forskrækkede og alle folkene råbte: “Lille soldat, du skal være vor konge og have den dejlige prinsesse!”

Så satte de soldaten i kongens karet, og alle tre hunde dansede foran og råbte “hurra!” Og drengene peb i fingrene og soldaterne præsenterede. Prinsessen kom ud af kobberslottet og blev dronning, og det kunne hun godt lide! Brylluppet varede i otte dage, og hundene sad med til bords og gjorde store øjne.

IMG_1888

karenkblogheader

 

21. december: I toppen af juletræet

Når juletræet skal pyntes til juleaften, sætter langt de fleste i dag en stjerne i toppen af træet. Som symbol på Betlehemsstjernen, der viste sig på himlen, da Jesus blev født, og ledte de tre vise mænd til den nyfødte konge.

9dbe6e8425f6dff11cf5c5cca1576fc5
Gammelt julekort med en engel i toppen af juletræet.

Det har dog ikke altid været en stjerne, som udsmykkede toppen af juletræet. Da skikken med at have et pyntet juletræ i stuen i begyndelsen af 1800-tallet nåede Danmark fra Tyskland, var det almindeligt at sætte en stor engel i toppen af træet. Englen symboliserede viste nok Christkind, som var en engel i barneskikkelse, der kom ved juletid. Christkind-traditionen var i sær udbredt i Sydtyskland og landene deromkring. Selv om Christkind nogen gange blive blandet lidt sammen Jesusbarnet, er det i virkeligheden en anden figur – ofte en pige i engleskikkelse – der uden af blive set af børnene deler gaver ud – ligesom sidenhen julemanden.

 

 

 

 

 

I H.C. Andersens eventyr “Grantræet” fra 1845 står der om juletræet: “og allerøverst oppe i toppen blev sat en stor stjerne af flitterguld; det var prægtigt, ganske mageløst prægtigt.” I 1861 omtaler H.C. Andersens eventyr “Tolv med Posten”  dog en anden toppynt: “den lille Engel af Vox, øverst oppe i Træet, ryster med Knittergulds-vingerne, flyver fra den grønne Top og kysser Smaaa og Store inde i Stuen, ja de fattige Børn med, som staae udenfor og synge Julesangen om Stjernen over betlehem.” I en barndomserindring af Marie Folmer (født i 1877), der som barn boede hos sine bedsteforældre på et husmandssted i Ungstrup syd for Viborg, fortælles om juletræet: “I Toppen sad en fin Engel. Mine Veninder havde aldrig set saa fin og skøn en Engel; den var rigtignok ogsaa købt i Viborg.” (fra Iørn Piø “Julen – før og nu”, 1989)   

I tidens løb, har der også været anden pynt i toppen af juletræet. I “Peters jul” (1870), som mange nok opfatter som “den rigtige gamle jul”, er det såmænd en stork, der sidder i toppen af juletræet. I starten af 1900-tallet brugte man også nogen gang spir af farver, skinnende glas. Man kunne også vælge at pryde toppen af juletræet med en stor nisse i papir. Det ses på gamle kartonark, som man kunne klippe ud og samle til en topnisse.

230080

bbd6-6363-4b5f-ae41-c15f093ce5e1

Bloggerens kæreste kom på den idé, at det kunne være hyggeligt med en nisse i toppen af juletræet, og at Karen K.’s store dekorationsnisser i karton (som du kan læse om ved at klikke her) ville være super-velegnede til formålet.

img_9834

Karen K.’s nisser har ikke bagsider, så jeg har scannet nissen, spejlvendt den i computeren og printet to nisser, som kan klippes ud og klæbes sammen. De skal stives af med lidt karton for ikke at blive for slatne.

Jeg fik lov til at låne et par juletræer i den lokale juletræsplantage til fotosession med topnisserne.

img_9848

Nissedrengen med ræven er også fin i toppen af træet.

img_9843

I det hele taget ser Karen K.’s nisser ud til at have det rigtig godt ude i skoven.

img_9849img_9847

Nu er der ingen undskyldning for ikke at have en nisse i toppen af træet næste år. Det er kulturhistorisk korrekt – og desuden ser det rigtig hyggeligt ud.

header-jul-3

10. december: Svenske julbonader

I dag skal det være lidt svensk bag julekalenderens låge. I 1960’erne og 70’erne tegnede Karen K. en stor mængde juleillustrationer til det svenske marked. Det er tvivlsomt, om de samme billeder også var til salg i Danmark, i hvert fald har jeg endnu til gode at se dem herhjemme, mens de i Sverige er forholdsvist udbredte. De er del af en svensk juletradition, som ikke er velkendt i Danmark. Nemlig at hænge julebilleder/juleplakater/julefriser af papir og med hyggelige billeder, der passer til julen, op. Fænomenet har ikke rigtigt et navn på dansk. På svensk er der forskellige ord, men julbonad synes at være det mest udbredte. Her skal jeg fortælle lidt om, hvad julbonader eller blot bonader er for noget og vise nogen af Karen K.’s.

14972042_10211267840841941_1863959894_n
En Karen K. julbonad i original indpakning. Formentlig fra slutningen af 1960’erne.

Kort fortalt er en “bonad” et billede til at hænge op på væggen til udsmykning. I rigtig gamle dage var det oftest billeder malet på stof, senere er de blevet udført på papir. Skikken var ikke kendt i alle dele af Sverige, og derfor kan vi udenforstående danskere kaste et undrende blik på fænomenet sammen med Selma Lagerlöfs hovedperson Nils Holgersson, som tidligere er omtalt her på bloggen. Nils Holgersson var en dreng fra det allersydligste Skåne, som blev tryllet lille og fløj med vildgæssene på deres rejse gennem Sverige i året 1898. I det sydlige Skåne, hvor Nils kom fra, kendte man ikke skikken med at hænge bonader op, så da han på sin rejse overnatter i et forladt hus i Sunnerbo Herred i Småland, måber han ved det, han ser:

“Der var sengetøj på sengen, og på væggen sad der stadig nogle lange stofbaner på hvilke tre mænd til hest, Kaspar, Melchior og Balthasar, var malet. De samme heste og de samme ryttere var afbildet mangfoldige gange. De red hele huset rundt og fortsatte deres færd helt op til tagspærrene.” (Nils Holgerssons forunderlige rejse gennem Sverige, oversat af Anne Marie Bjerg)

Traditionen med disse malede stofstykker var i Sverige i gamle dage specielt kendt i skovbygderne i det sydlige Halland og Småland. Billederne, der blev fremstillet af folkelige kunstnere eller bønder, og ikke af “rigtige” kunstnere blev især hængt op til jul, og de bar næsten altid bibelske motiver.

Herunder ses nogle eksempler på gamle “bonader”, som jeg så på Kulturen (det kulturhistoriske museum i Lund) i sommer.

Her er en beskrivelse fra 1888 af, hvordan man i 1860’erne fejrede jul i det sydlige Halland, bl.a. ved at hænge bonader op.

En almen sædvane var det, at man juleaften pyntede stuerne på allehånde måder, så de fik et usædvanligt og højtideligt udseende. Nogle steder, hvor de gamle sæder og den landlige enfoldighed i sin bedste form blev bibeholdt længe, havde man stadig for vane at man juleaften helt og aldeles beklædte væggene med såkaldte “bonader”, som var malede på stof eller groft papir og sat op med små stifter. Disse bonader blev vanligvis taget ned på tyvende juledag (dvs. 13. januar også kaldtes Skt. Knuds dag), og ved denne lejlighed kunne man med egne øjne se, hvordan “Knud bærer julen ud”.  

julebonad eddie

Skærmbillede 2017-01-12 kl. 22.53.58.png
Har du nogensinde undret dig over, at der hænger en svensk julbonad på væggen i burgerbaren i New York i 80’er-filmen “Comin’ to America” med Eddie Murphy?

På de omtalte billeder var næsten udelukkende fremstillet scener fra bibelhistorien, og hver af disse scener blev yderligere forklaret med påskrevne bogstaver. Bonaderne kom fra Vrå i Småland eller var malede af stedets bønder…. og alle genstande på billederne blev gengivet efter bøndernes opfattelse og selvlærde indsigt i kunsten. Farverne var vanligvis meget prangende, og blev valgt med den højeste grad af uindskrænket frihed, så man kunne se grønne heste, røde får og mennesker med lyseblåt hår osv…… Utallige scener udspillede sig for beskuerens øjne langs væggerne, på bjælker og hylder, og i fald man ikke kunne forstå billeder – når bogstaverne var blevet utydelige – kunne man hurtigt finde én blandt husets folk, som kunne tyde billederne. Af det her beskrevne kan man nok let forstå, at disse malerier ikke kunne stå mål for en kunstkritik, men hvilket indvirkning de havde på de fromme barnesind, på uskyldens og enfoldighedens tro, det kan man vanskeligt beskrive, for det kan blot føles.” (Magnus Ysenius 1888, i: “Bonadsmålninger”, 1987. Min oversættelse).

IMG_9657.JPG
Et lidt nyere billede af Rune Lindström (1916-1973) inspireret af de traditionelle bonader. Bibelsk motiv i svenske klæder og med forklarende tekst. Her er det ærkeenglen Gabriel, der fortæller Maria, at hun skal være mor til Jesus. 

Med tiden gik disse religiøse bonader af mode og blev reddet af folkemindesamlere og er i dag museumsgenstande. Skikken med at hænge billeder op ved juletid holdt sig imidlertid eller blev genoplivet og bredte sig i landet. I 1900-tallet var det dog især billeder på papir og efterhånden blev sådanne papirbilleder produceret i mangfoldige udgaver, som blev hængt op på børneværelser og i dagligstuer rundt om i Sverige – ikke minst i 1950’erne-1970’erne. Billederne var dog ikke længere religiøse. Bibelscenerne var blevet udskiftet med vinterlandskabet og nissescener. Det var til denne moderne bonadstradition af Karen K. leverede tegninger til svenskerne.

Herunder viser jeg billeder af nogle forskellige julbonader, som er signerede af Karen K. Hvor mange hun har lavet, har jeg ikke tal på. Der er adskillige. Bonaderne kan være lidt svære at fotografere, fordi de ruller sig sammen, eller er så lange at de slet ikke kan være med på ét foto, hvis man skal se de mange fine detaljer. Derfor får I også lidt detaljebilleder.

Denne julebonad med nisser, der leger omkring en sovende dreng er formentlig fra 1960’erne.

img_9632

img_9639img_9638img_9637img_9635img_9636img_9633

Den næste julebonad er også fra 1960’erne. Temaet med nisser og fugle omgivet af havreaks anvendte Karen K. også på julekort og papirbordløbere fra samme periode.

img_9641img_9627img_9626img_9625img_9624

Her ses nogle julekort samt en papirbordløber i samme serie.

img_9530

bordlober
Billedet har jeg lånt fra nettet. Er det dit, hører jeg gerne fra dig.

img_9642

Nogle af de lange smalle julebilleder burde man måske kalde “julefriser” (på svensk julfris) i stedet for julbonader, men terminologien er ikke særlig entydig.

237990963_eab734b0-db6b-48cb-9805-44b76dc03ab9.jpg
Julebillede i sin originale indpakning. Her kaldes det en julefrise.

De næste to julebonader er ikke af papir, men er trykt på tynd plastfilm. Den er beregnet til at sætte på vinduet, køleskabet eller lignende.

14972042_10211267840841941_1863959894_n14937966_10211267840961944_1602294335_n

Er der andre der kan huske, hvordan man før i tiden klippede julemotiver ud af supermarkedets plasticposer og klæbede op på køleskabet med lidt vand? Karen K.’s plastfilmsbonader, mindede mig om den juletradition.

Den næste bonad har jeg fået som gave fra en af bloggens læsere, og jeg er meget glad for den.img_9640img_9617img_9616

En aflang julbonad med engle findes også

img_9643img_9644img_9646

Her er et par stykker af den smalle og lange julbonader (friser), som det var oplagt at hænge på væggen helt oppe under loftet i stuen. Bonaden med de dansende nisser er fra 1970’erne. Begge er trykt i Sverige. Vinterlandskabet ser også mere svensk ud end dansk.

img_9674img_9669img_9670img_9671img_9672img_9673IMG_9683.jpg

img_9676img_9677img_9678img_9680img_9681img_9682

En lille julbonad er kommet op at hænge i min entre. Jeg beklager det mørke billede.

IMG_9832.JPG

Her er et par billeder af en julbonad, som tilhører Nina, en af bloggens læsere. Billeder er anvendt med tilladelse.

Man kan slet ikke få nok af at kigge på de her billeder, så i får lige at par stykker mere, som jeg har fundet rundt omkring på nettet.

239208434_ef6f6dac-bd6e-4fac-8517-0ed51076d1fd
Billedet har jeg lånt fra nettet. Er det dit, hører jeg gerne fra dig.
218078502_10180676-5da9-4720-bc02-3a9f4d63a90d
Billedet har jeg fundet på nettet. Er det dit, hører jeg gerne fra dig.

Julen varer lige til påske. Karen K.’s tegnede også bonader til påske, klik her for  at læse mere.

Bag kalenderlågen i morgen kan du læse om, hvordan Karen K. (måske) blev inspireret af de svenske bonader og bragte traditionen til Danmark.

header-jul-3

Høstfest og Mikkelsdag

Før landbruget blev industrialiseret i løbet af 1900-tallet, var der tradition for at man i landbosamfundet hjalp hinanden med høsten. Og når høsten var i hus i september, holdt man også i fællesskab et stort høstgilde.

img_8642

Her ses Karen K.’s kollage af stofrester, uldgarn, karton, bygaks, græs og blomster, som kom til at pryde forsiden af Familiejournalen i august 1969.

thumb_img_7104_1024

Den søde lille høstpige kom til at stå lidt i kontrast til de overskrifter, som fandt vej til den endelige forside. Fx.: LIGE PÅ OG HÅRDT MED TOM BOGS. (Tom Bogs var professionel bokser).

Fejringen af høsten skulle i gamle dage foregå inden Mikkelsdag, dvs. den 29. september. Stemningen af sådan en høstfest er bevaret som et minde i sangen “Marken er mejet, og høet er høstet“, som man måske stadig synger rundt omkring.

img_8840
Postkort af Karen K. Formentlig fra sidst i 1950’erne. 

Teksten siger bl.a.:

marken-er-meget

Dette er andet vers af Højskolesangbogens version af “Marken er mejet“. Teksten er af den sydfynske bondedigter Mads Hansen og fra 1868, men den bygger faktisk på en ældre høstvise med titlen “I Høsten” af Adolph Recke (1820-67). I det originale vers er der blevet lidt mere plads til flirteriet mellem karle og piger, som uden tvivl har været en væsentlig del af høstfesten:

marken-er-mejet-recke

Teksten passer fint til Karen K.’s postkort af et høstgilde, som ses her ovenover. Et dansende par under en udsmykning af korn, græs og blomster blev sidenhen en af Karen K.’s sødmefyldte kollager.

karen-k-hostfest
Forsideillustration Familiejournalen september 1972

Karen K. brugte mange motiver med folkedragter i sine arbejder sidst i 1960’erne og 1970’erne.

folkedragter-karen-k
“Høstgilde” sammenstillet af udsnit af Karen K. julekort fra 1973-75. Folkedragter fra forskellige egne af Danmark.

Det sidste kornneg, som blev bundet på marken, blev brugt til pynt i gildesalen til høstfesten. Ja, nogle gange sad neget endda med til bords. Og den pige, der havde bundet det sidste neg, skulle tage den første dans, når musikanterne spillede op.

hostdans
En mand fra Vejleegnen byder en kvinde fra Præstø op til dans.

Omkring reformationen havde man fra kirkens side prøvet at indføre, at høstfesten skulle holdes præcis på Mikkeldag, som også kaldtes Alle Engles Dag. Her skulle man takke for årets afgrøde og samtidig skulle der “den hele dag både om morgenen, formiddag og efter måltid prædikes om englene, og hvad gavn vi have af deres tjeneste…” Men Mikkelsdag som høstfestdag vandt aldrig rigtig indpas i befolkningen. Høstfester var populære, men datoen ikke vigtig. (kilde: Troels-Lund: Dagligt liv i Norden i det sekstende Århundrede, bd. IV).

Derimod blev Mikkelsdag  – sammen med påsken – i de gamle landbosamfund ofte anvendt som skiftedag – dvs. den dag hvor tyende på landet kunne skifte tjenestested – nu var høsten jo vel overstået. Dette var på trods af, at Chr. V’s danske lov fra 1683 faktisk slog fast, at skiftedag var 1. juni og 1. december.

Mikkelsdag er opkaldt efter ærkeenglen Mikael. Måske var en af grundene til, at den kirkelige Mikkelsmesse aldrig blev så populær på disse breddegrader, at navnet “Mikkel” havde en lidt negativ klang og blev associeret med noget lumsk. Tænk bare på “Mikkel Ræv”. Derfor slutter jeg af på dette blogindlæg ved at se frem mod Mikkelsdag med et par frække og søde ræve tegnet af Karen K. gennem årtierne.

karen-k-raev-billedlotteri
Ræv fra billedlotteri ca. 1965.
karen-k-raev-fyrtojet
En listig ræv kigger frem fra kulissen af et dukketeater, 1973.
karen-k-raev-1974
Nissepige fodrer ræv, julehjerte 1974.
karen-k-raev-1976
Udsnit af panorama, 1976.
1976-51-ark6
Polarræv, fra julehjerte 1976.
thumb_scan_20151017-9_1024
Udsnit af panorama 1977.
thumb_1983-47-pan-b_1024
Udsnit af panorama 1983
karen-k-raeve-kalender
Ræveunger fra 1999-kalender. En lignede gruppe af ræveunger kan dog ses allerede på Familiejournalens julepanorama fra 1992.

karenkblogheader