I dag, d. 13 . december er det Luciadag. Traditionen med at fejre Lucia er først og fremmest stor i Sverige, men den har også en vis udbredelse i Danmark. I Danmark er det dog ikke nogen ur-gammel tradition, som man måske kunne få indtryk af.

Da Karen K. i 1969 lavede en forside til Familijournalen med billede af en Luciabrud, kunne man læse følgende rubrik inde i bladet:

Man kan læse, at traditionen med Luciaoptog fortsat opfattes som ny i Danmark. Det første Luciaoptog i Danmark fandt sted i 1944. Sekretæren i Foreningen Norden, Franz Wend havde importeret idéen fra Sverige som et tiltag til at bringe lys i en mørk tid, nemlig den tyske besættelse af Danmark. Siden bredte traditionen sig i Danmark, men mest på skoler og i institutioner, ikke så meget i hjemmene, som det oprindeligt var traditionen i Sverige.

Også i gammel tid i Sverige markerede Luciadagen, at julen var nær.Luciadagen blev opfattet som optakt til julen, men i rigtig gammel tid var traditionen omkring natten før Luciadag – den blev Lussenatten – ikke så hyggeligt. Indtil år 1700 havde man i Danmark og Norge den julianske kalender, og i følge den var d. 13. december årets korteste dag. I den lange decembernat var der troldtøj på spil, og dyrene kunne tale, og det kvindelige væsen “Lusse” blev opfattet som en del af dette onde pak. Man beskyttede sig mod de onde kræfter med lys og bønner. F.eks. som denne norske tekst (i fordansket form): “Lussenatten lange, ikke være bange. Gud beskytte gård og grund, fisk i vand og fugl i lund. Ko og hest og får og ged blive karske, trind og fed. Hellige moder, gode Krist, fri fra Djævels død og list. Ikke være bange, Lussenatten lange.” (Fra Reidun Horvei: Folkesongar i Hordaland, 1998). Efter indførelsen af den gregorianske kalender i 1700 fik man justeret op på tingene ved i år 1700 simpelthen at springe dagene mellem d. 18. februar og d. 1. marts over. Derved kom årets korteste dag til at være omkring d. 21. december, som vi kender det i dag.

Først et stykke oppe i 1700-tallet begynder den Luciatradition, som vi kender bedre i dag, at vinde frem i Sverige. Skikken breder sig vist nok fra Värmland. I 1764 besøgte en provst ved navn Nyman Västergötland og stiftede her bekendtskab med en for ham ukendt tradition: “Ret som jeg lå i min bedste søvn, hørtes en vokalmusik uden for min dør, som vækkede mig. Straks derefter trådte et hvidklædt fruentimmer ind på mit værelse. Hun havde et bælte om livet og ligesom en vinge på hver skulder og bar store tændte lys i hver sin store sølvlysestage, de blev sat på bordet, og straks der efter kom der en med et lille dækket bord med alt slags spiseligt og drikkevarer, som blev stillet ved siden af min senge….det kaldes “Lussebete”. (Svenska kulturbilder Ny följd, häfte 5, 1936)

Den første omtale af en Luciabrud med lys i håret kendes i Sverige i 1820. Og her er det faktisk en mandlig Lucia, som kommer ind med hvid kjortel, lys i håret og en bowle med glögg! Det burde egentlig have været en tjenestepige, for hun skulle symbolisere Sankta Lucia, men da hun ikke kunne bære den tunge bowle, sendte man i stedet gårdskarlen! Efter denne tiden breder skikken sig i hele Sverige.

Karen K. tegnede også senere en Luciabrud. Efter nogle magre år uden Karen K. julepynt i Familiejournalen i 1985-1987, vendte hendes pynt tilbage i 1988. I 1990 tegnede hun bl.a disse ark med engle, som var trykt på begge sider, så de kunne klippes ud og hænges op.

Englene blev anført af en Luciabrud med lyskrans i håret. Jeg har moret mig lidt med at lave et lille visuelt Luciaoptog ud fra Karen K.’s originale tegninger. For et bringe det lidt ned på jorden, har jeg udeladt englevingerne og glorierne. Luciaoptog er jo som regel helt almindelig jordiske piger i hvide kjoler og ikke engle. Jeg synes selv, at resultatet er blevet ret fint.

Hav en fin Luciadag!