Karen Kjærsgaard var ikke den eneste i familien, som fik en karriere med et kunstnerisk indhold. Karens tre år ældre søster, Kirsten, læste kunsthistorie og fik en lang karriere som museumsdirektør i Firenze. Kirsten Aschengreen har flere gange givet interviews om sit liv og karriere til forskellige blade.
Kirsten Aschengreen Piacenti, fra artikel i Politiken 1977
De to søstre tilbragte deres tidligste barndom med forældrene i Indien, indtil familien flyttede til Danmark, hvor døtrene gik i skole. (Læs mere her). Kirsten Aschengreen ville læse kunsthistorie, men syntes, at uddannelsen på Københavns Univesitet i efterkrigsårene var provinsiel. Derfor tog hun til London, hvor hun tog sin uddanelse, mens hele hendes arbejdsliv kom til at ligge i Italien, hvor hun også blev gift og fik efternavnet Piacenti.
I 1971 blev hun museumsinspektør ved sølvmuseet, Museo degli Argenti, Palazzo Pitti i Firenze. Og i 1974 blev hun direktør for museet. I 1996 blev hun museumsdirektør for Museo Stibbert, som er et museum baseret på én mands private samling af bl.a. renæssance rustninger og våben fra store dele af verden – samt malerier, porcelæn og dragter. Kirsten Aschengreen Piacenti har fået adskillige udmærkelser og har bl.a. arbejdet for det engelske kongehus. Hun fortsatte som museumsdirektør mindst frem til 2010.
Kirsten Piacentis gård uden for Firenze. Foto fra Antik & Auktion 2006.
Måske er det arkitekturen og landskabet omkring søsterens gård, der har inspireret Karen Kjærsgaard til den julekrybbe hun tegnede til Familiejournalen i 1999. Stemning er i hvert fald lidt sydeuropæisk i tegningerne.
Interiør og udsigt fra Betlehemsstalden i Karen Kjærsgaards julekrybbe.Foto fra en af museets sale. Billede fra portrætartikel i Familiejournalen 1987.
Af de mere dramatiske episoder fra sit arbejdsliv, som Kirsten Aschengreen har fortalt om i interviews, er den store oversvømmelse i Firenze i 1966, hvor Arno-floden gik over sine bredder og beskadigede flere uvurderlige kunstskatte med mudret vand. Hun havde en stor rolle i at redde disse genstande. I 1984 overlevede hun en voldsom gaseksplosion på museet, som har til huse i det gamle 1500-tals palads Palazzo Pitti, der oprindeligt var residens for fyrsteslægten Medici. Loftet i museumsdirektørens kontor, der engang var en storhertugindes sovegemak, faldt ned ved eksplosionen – tre tons i alt – men lykkeligvis overlevede alle de tilstedeværende.
Hvis du vil læse mere om Kirsten Aschengreens karriere, kan du klikke her og her. Du kan også læse de artikler, som jeg har brugt til denne artikel.
Kilder: Jonna Dwinger: Dansk studine uden håb blev berømt museumsdirektør i Italien. Politiken 19. maj 1977, 2. sektion, s. 6). Karen Døssing: Et liv fyldt med Firenzes skatte, Antik & Auktion 2006, nr. 3, s. 58-62., Johs. Christiansen: Miraklet i Firenze. Familiejournalen nr. 33 1987, s. 22-23 og 29.)
For lidt tid tilbage faldt jeg over to små indrammede billeder i en genbrugsbutik. De var tegnet af Karen K. og forestillede to kvinder i egnsdragter eller folkedragter.
Jeg fik lyst til at skrive mere om de postkort med folkedragter, som Karen K. tegnede til Familiejournalens julepanoramaer i 1968, 1973, 1974 og 1975, og som jeg skrev om her på bloggen for et år siden. I alt 50 forskellige kort blev det til med folkedragter fra hele landet.
På hvert kort er det skrevet, hvor i landet dragten stammer fra, og jeg synes det var sjovt at vise et Danmarkskort, hvor Karen K.’s tegninger var sat ind på de lokaliteter, som dragterne stammer fra. Jeg klippede alle figurerne ud af julekortene og satte dem på deres rette plads på Danmarkskortet.
Udbredelseskortet kom til at se sådan ud:
Så kan du se, om der er nogen postkort fra det område, du kommer fra eller bor i. Bornholm har jeg sat ind oppe i øverste højre hjørne, som på et vejrudsigtskort. Og syd for den nuværende grænse ses en kvinde med meget stor stråhat i en dragt fra Dannevirkeegnen. Nogle egne er rigtig godt repræsenteret. For eksempel fra Læsø, Fanø, Lyø og Ærø er der to, og Amager har hele tre.
Hvert år var der på arket med julekort også ét fra landene i Nordatlanten: Færøerne, Grønland og Island. Hvor de færøske og islandke dragter minder lidt om de danske, er det tydeligt at grønlændernes dragt tilhører en helt anden kulturkreds.
Kvinden fra Island har en dragt på fra Mödruvellir i det nordlige Island. Derimod kan de to dragter fra Færøerne på kortene fra 1968 og 1973 ikke nærmere stedfæstes. De færøske folkedragterne er nemlig mere individuelle og ikke så stedspecifikke som de danske. (Tak til Benthe for den oplysning).
Karen K. postkort
Karen K.’s postkort med folkedragter er små fine kunstværker. De er tegnet på farvet karton med farvekridt eller farveblyanter. Hver lille streg ligner næsten et fladsting, og det får kortene til at se broderede ud, selv om det altså er tegninger. Måske som en lille hyldest fra Karen K. til alt det store sy-, broderi- og kniplingsarbejde som i sin tid blev lagt i folkedragterne.
Kortene var ret populære. Som mit loppefund viser, kunne man ramme dem ind og hænge dem op. Hvis du i 70’erne gik på Rolandsskolen i Brøndbyerne, har du måske set portkortene på væggen i aulaen. Familiejournalen skriver i nr. 49 fra 1975, om hvordan skoleinspektør Kjeld E. Stephansen har fået kortene rammet ind og hængt op – fordi de er smukke, og fordi Karen Kjærsgaard gengivelse af de gamle dragter er meget minutiøs og korrekt. Så man kunne lære noget ved at se på dem.
Karen Kjærsgaard har hentet megen af sin inspiration og viden om folkedragterne i to bøger af Ellen Andersen, nemlig “Danske bønders klædedragt”, 1960 og “Folkedragter i Danmark”, 1952. Den sidstnævnte indeholder billeder og beskrivelser af egnsdragter på Nationalmuseet, og mange er Karen K.’s postkort er tegnet efter disse modelfotos fra 1950’erne, hvor kvinder og mænd poserer i dragterne i tidstypiske omgivelser – formentlig på Frilandsmuseet.
Her er et par eksempler på Karen K.’s tegninger, som er blevet inspireret af Inga Aistrups fotografier i bogen.
Kirkedragt fra AmagerBrudepige fra Præstø AmtKvindedragt fra NordfalsterPige fra Mols
Karen K.’s tegninger har meget vidde i skørterne, næsten som om kvinderne bærer krinoline, hvilket ikke var en del af folkedragten. Men det får kjolernes mønstre til at stå flottere frem på tegningerne.
Hvad er folkedragter?
Hvad er egentlig historien med folkedragter. Gik alle folk på landet rundt sådan klædt i “gamle dage”? Hvornår var de gamle dage? Og havde alle kvinderne i en egn præcis ens kjoler på.
Folkedragterne er bøndernes klædedragt, som var forskellig og tit mere gammeldags end
Kvindedragt fra Fanø
byboernes. Men alle folk på landet gik ikke klædt sådan. De fleste af de dragter, som vi i dag kender som folkedragter, var meget bekostlige, og de var først og fremmest festdragter, som man brugte ved særlige lejligheder og absolut ikke til at arbejde i. Og det var kun de rigeste bønder, som havde råd til sådan en luksus. Folkedragter var stor set gået ud af brug ved midten af 1800-tallet, selv om de nogle steder – f.eks. på øerne i Vadehavet – blev båret af ældre kvinder helt ind i starten af 1900-tallet. Og nej, det var ikke sådan at eksempelvis alle piger på Mols var klædt præcis som pigen på billedet her ovenfor. Men i hver egn havde dragten nogle karakteriska, som adskilte den fra andre. Det kunne være dele af dragten – f.eks. hovedtøjet – eller visse farver, mønstre eller snit, som blev foretrukket i et bestemt område.
Pige fra Røsnæs
Blandt de 50 postkort, som Karen K. tegnede er der kun 9 mandsdragter. Det er ikke så sært, for manddragterne var slet ikke så forskellige fra sted til sted. Det var først og fremmest kvindedragten som havde specifikke egnspræg. Mændene rejste trods alt nogen gange ud af sognet for at sejle, gå i krig eller handle, mens kvinderne kunne leve hele deres liv inden for sognets grænser. F.eks. på Røsnæs, hvor pigerne havde en meget speciel dragt, kunne en pige næsten ikke gifte sig med en mand fra et andet sogn, fordi hun så skulle anskaffe sig en ny garderobe. Og prisen på sådan en dragt taget i betragtning kan det godt være, at bondepigens økonomiske fornuft sejrede over romantikken.
Dragterne fortæller historie og skrøner
Kvinde fra Skovshoved
Lad os kigge lidt nærmere på nogle af dragterne. Pigen her til venstre er fra Skovshoved, der i sin tid var et fiskerleje nord for København – nu er det vokset sammen med Gentofte. Skovserpigen (som de blev kaldt) bærer sin karakteristiske fiskekurv på ryggen. Hun har fodlangt skørt, sjal til at varme ryggen og tørklæde til at tage vinden, når hun skal vandre fra Skovshoved og ind til staden for at sælge sine fisk ved Gammel Strand. Her står der i dag en statue af en fiskerkone som minde om et stykke forsvundet kulturhistorie.
Læg mærke til den røde kant nederst på skørtet. Det var et signal Skovserpigen brugte til at fortælle giftelystne undersvende, at hun var ugift.
Kvinde fra Ringkøbing Amt
Egndragten fra Ringkøbingområdet er helt specielt – i hvert fald er det den eneste jeg kender til, hvor kvindernes gik med høje sorte hatte! Hattene var som regel af hareskind og blev derfor af nordvestjyderne kaldt “hårhårshatte”. Årsagen til den mærkværdige hovedbeklædning blev forklaret med flere sagn, bl.a. at moden skulle have spredt sig blandt egnens kvinder efter at et skib med en last af høje hatte var forlist på Vestkysten. En anden historie beretter at en købmand fra Ringkøbing havde forkøbt sig på et parti høje hatte. En dag satte han så for sjov en hat på hovedet af en smuk bondepige, og straks blev hattene højeste mode.
Forklaringen er dog formentlig nok en anden. I Holland og Rhinegnene kendes den høje buttede hat helt tilbage til 1400-tallet. I 16- og 1700-tallet kommer den på mode igen. På det tidspunkt var der livlig handel mellem Danmark og Nordtyskland, og mange karle og piger fra Jylland tog også arbejde i Nordtyskland. Herfra er moden så hentet til Danmark.
Kvindehatten er ikke cylindrisk som herrenes, men er mere buttet. Under hatten bar kvinderne en lille hvid hue besat med flæser af kniplinger, som det også ses på Karen K.’s tegning.
Mand fra Randers Amt
Manden her fra Randersegnen har også en mærkværdig hovedbeklædning, som faktisk går helt tilbage til middelalderen eller før. I middelalderen havde hætten en pose i nakken (en strud), som man kunne bruge til at have penge i. I tidens løb lavede man struden meget lang, jo længere jo smartere.
De langskaftede læderstøvler var meget dyre. En mand kunne få et par støvler til sin konfirmation eller bryllup, og så skulle de holde livet ud. Langt fra alle havde dog råd til sådan en luksus. I nogle landbyer var der ét par fælles støvler, som man så kunne låne, når man havde behov for dem.
Parret her fra Lyø er klædt på til fest. Pigen er i dansedragt. Det ser man på de løse, åbne ærmer, som man kaldte særkeærmer. Man kaldte det “at smide sig barærmet”. Også de dyre silkebånd, som hang løst under dansen for ikke at blive ødelagt, når man svedte signalere fest og dans. Men kan du gætte hvad det er ved pigens fremtoning, som de gamle folk på Lyø midt i 1800-tallet fandt upassende? Frisuren! Kvinderne på Lyø plejede nemlig ligesom andre landbokvinder i landet at rede deres hår tilbage og sætte det i en top under huen. Men en ung lærer som kom til Lyø i 1840 lærte skolepigerne at rede håret med midterskilning, som det var moderne i købstæderne. Forargede forældre forbød deres piger at få en så upassende frisure!
Til sin tegning af Lyømanden har Karen K. hentet inspiration i et gammelt fotografi fra 1871 taget i atalietet hos portrætfotograferne Hansen, Schou og Weller i København. Egnsdragten på Lyø var lidt mere gammeldags end på Fyn. Den strikkede hus blev kaldt en “nikulørs hue”, fordi den var strikket af mange forskellige farver garn. Sådan en hue var karakteristisk for de sydfynske øer.
I 1700 var herremoden at have langt hår. Bønderne gik “i eget hår” i modsætning til de højere klasser, som havde parykker. Omkring 1800 lærte omrejsende bissekræmmere fra Holsten de unge karle at klippe håret kort. I begyndelsen gjorde man nar af de korthårede, men efterhånden bredte moden sig.
Fra Amager har Karen K. tegnet hele tre kvindedragter. Amgerbønderne var meget velhavende, og det kunne man bl.a. se i kvindernes dragter: fint klæde, silketørklæder og store forgyldte smykker. Amager og Røsnæs var de eneste steder i landet, hvor man langt op i tiden holdt fast i at kvinderne havde forskellige dragter til forskellige lejligheder. Kvinden til venstre er i “kokkedragt” – som blev brugt af slægtninge til brudeparret, som vartede op ved brylluppet. Kvinden i midten er i en brudedragt, mens kvinden til højre er i klædt i det røde forklæde, som kun blev brugt til kirkegang. Om skuldrene har hun et såkaldt “barcelonatørklæde”. Det var silketørklæder som sømændene bragte hjem til deres kærester, som brodere farvede mønstre på dem. På brystet bærer hun et stort forgyldt spænde med billeder af jomfru Maria med Jesusbarnet og pigerne egne initialer som små hængesmykker nedenunder.
Tre kvinder fra amager
Galleri
Og sådan kunne man blive ved, der er masser af historie gemt i dragterne. Men nu vil jeg bare vise jer nogle flere af Karen K.’s flotte tegninger. Postkortene er fine, men jeg synes, figurerne bliver endnu mere levende, når de er klippet ud af rammerne og baggrunden på kortene.
Odense Amt – Røsnæs – Mors
Fanø – Bornholm – Fyn
Ærø – Viskinge – Vendsyssel
Dannevirke – Horne – Drejø
Salling – Nordsjælland – Røsnæs
Langeland – Samsø – Kalundborg
Lolland – Hedebo (“Heden” mellem København, Køge og Roskilde) – Fur
Vejle Amt – Ærø – Læsø
Tåsinge – Mandø – Vendsyssel
Pigen her ser næsten mellemøstlig ud, men hun er klædt i en en egnsdragt fra Læsø. Tankevækkende. Her nedenunder kan du se en Læsøkvinde i en vaskepulverreklame fra 1971. Det var ikke kun Karen K., der dyrkede almueromantik i slutningen af 1960’erne og starten af 70’erne! Kvinden i festdragten fra Læsø står i samtale med en meget moderne kvinde anno 1971 foran en traditionel Læsøgård med tangtag.
Til slut kunne jeg slet ikke lade være med at lege lidt med figurerne i form af lidt billedmanipulation.
En kvinde i en dragt fra Vejleegnen byder velkommen til det hus, hvor Karen K boede i 1960’erne. Huset og dragten er fra ca. samme tid.En ung kvinde fra Løgstøregnen er i bøgenskoven for at se på anemoner.
Husk, at hvis du kun lide dette indlæg, så giv det et “like” ligesom Rømøpigen her ved at klikke på LIKE-knappen med den blå stjerne her nedenunder indlægget. Så bliver jeg så glad 🙂
Tegneren bag signaturen “Karen K.” blev døbt Karen Fjord Aschengreen, da hun blev født i 1932. Efternavnet Kjærsgaard fik hun, da hun blev gift med styrmandselev og senere civilingeniør Erik Kjærsgaard i 1951. Hendes navn var derefter Karen Fjord Kjærsgaard, og som kunstner signerede hun oftest sine værker med “Karen K.”.
Signatur fra senest 1962, hvor dette julekort er sendt.
I mere officielle og seriøse kunstneriske sammenhænge omtales hun dog som “Karen Kjærsgaard”. Bl.a. i Familiejournalens omtaler af hendes tegninger til bladet gennem alle årtierne, hos Skars Forlag, hvortil hun tegnede grafiske forsider midt i 1960’erne og hos medicinalfirmaet MECCO-DUMEX, for hvem hun i 1962 illustrerede en H.C. Andersen kalender.
Kolofon fra roman fra Skars Forlag, som Karen K. har desginet omslaget til.
Langt hovedeparten af Karen K.’s produktion er nået ud til folket som masseproducerede produkter. Plastnisser og julekort blev lavet i store oplag og julepynten, som man fandt på Familiejournalens sider, kom ud i lige så store oplag som bladet – altså langt over 100.000 eksemplarer. I min samling har jeg dog én ægte Karen K. – nemlig en lille akvarel, som forestiller rådyr på en snedækket mark. Billedet har jeg købt hos en læser af bloggen, som havde haft billedet i længere tid, men som ikke kunne fortælle nærmere om, hvor det i sin tid var erhvervet fra.
En ægte Karen K. akvarel fra 1985
Billedet er signeret “Karen K. 85.” Alligevel var jeg i starten en lille smule skeptisk over for, om det nu også var Karen Kjærsgaard, der havde malet akvarellen. Jeg syntes ikke helt, at stilen var entydig Karen Kjærsgaard, og ret beset kunne der jo sagtens være en anden kunstner, som kaldte sig Karen K. Desuden synes jeg ikke, at signaturen ligende Karen K.’s almindelige signatur.
Akvarellens signaturTil sammenligning ses her Karen K. almindelige signatur
Det er en meget fordelagtig egenskab for samlere, at Karen Kjærsgaard gennem det meste af sin karriere signerede sine ting. På postkort, julepanoramaer, billedlotteri, børnebilleder og ark med julepynt findes det karakteristiske “Karen K.”, som var hendes kunstnernavn. Signaturen er meget ens gennem årene – og forskellene i den, er nok mest et udtryk for, at den blev håndskrevet hver gang.
Her er en lille kavalkade over signaturer fra mange af årene i kronologisk rækkefølge.
Signatur ca. 1958Signatur 1962Signatur ca. 1965Signatur 1966Signatur 1967Signatur 1972Signatur 1975Signatur 1979Signatur 1981Signatur 1984
Som man kan se, er der ikke den store udvikling i signaturen. Fra den ældste signatur fra sidst i 1950’erne og frem er der en tendens til, at “r’et” i Karen bliver lidt bredere, og at de enkelte bogstaver i navnet bliver lidt mere tydeligt definerede. Men dybest set er det den samme letgenkendelige signatur. Og som det ses, er signaturen på min akvarel fra 1985 temmelig anderledes.
Signatur på original akvarel
For at få opklaret om min akvarel er “en ægte Karen K.” og ikke “kunstsvindel” 😉 kiggede jeg nærmere på Karen K. signaturer i Familiejournalen, fra omkring 1985. I Familiejournalen, er det let at følge signaturens udvikling år for år – forudsat at Karen Kjærsgaard faktisk har tegnet og signeret julepynten i den rækkefølge, det er udgivet, og ikke fundet noget gammelt “i skuffen” af og til! Og her sker der noget omkring midten af 1980’erne. Signaturen forsvinder nemlig næsten! Siden det første ark med Karen K. julepynt var blevet bragt i Familiejournalen i 1966 havde der næsten hvert år til jul været både et stort ark – et julepanorama – samt forskellig pynt (hjerter, kræmmerhuse, uroer, dukketeatre) som kunne klippes ud og samles. I 1984 var julepanoramaet erstattet af et ark, der kun havde seperate postkort med vinterfugle. Som barn, kan jeg huske, at det var meget skuffende, at der ikke var noget panorama med nisser det år. Og ydermere var Karen K. signaturen væk. Der var blot med almindelig trykt tekst skrevet “TEGN. KAREN K.” på postkortenes bagside.
I Familiejournalens julehæfte i 1984 var der for første gang i mange år ikke noget julepanorama tegnet af Karen K. I stedet fik læserne dette ark med fuglejulekort – og helt uden den karakteristiske Karen K. signatur.
I 1985 var panoramaet erstattet af et ark med nissejulekort (genbrugte billeder fra tidligere julehjerter) – igen uden den velkendte signatur. Der var ingen yderligere Karen K. julepynt i 1985, og heller ikke i 1986 og 1987. I 1986 var der dog atter et panorama med nisser med den velkendte signatur (Du kan læse om det panorama ved at klikke her). I 1987 var det et nissepanorama, men nu uden signatur (Du kan læse om det panorama ved at klikke her).
Signatur 1988
I 1988 var der heldigvis igen Karen K. julepynt i Familiejournalen. Personligt havde jeg dog imellemtiden nået en alder, hvor jeg ikke længere interesserede mig for den slags, så den julepynt har jeg først opdaget som voksen. Nu var der igen signatur, men den var anderledes end før. K.’et, der stod for Kjærsgaard, var nu væk, så signaturen blot var “Karen.”. Det store K i Karen var anderledes end før, idet de skrå streger slyngede sig i en bue om den lodrette streg. Det samme ses på signaturen på min akvarel fra 1985, og det overbeviste mig om, at den vitterlig er malet af Karen Kjærsgaard.
Igen i 1989 var det julepynt med signaturen “Karen.” i Familijournalen, selv om den var næsten usynlig.
Signatur 1989
Det blev faktisk den sidste signatur på Karen K.’s julepynt i Familiejournalen. Selv om der blev bragt julepanoramer, kalendre og lidt julepynt igennem 1990’erne var det nu uden signatur – hvis ikke bladet selv skrevet Karen K. med trykte bogstaver. Dermed var den velkendte Karen K. signatur helt forsvundet, og da hendes tegnestil i 1990’erne også blev noget anderledes, kan hendes tegninger fra den periode være svære at kende.
Amerikanske engangstallerkner med Karen K.’s design “Winter Birds” og designerens fulde navn trykt på indpakningen.
Sideløbende med sin danske produktion lavede Karen Kjærsgaard også designs til servietter, paptallerkner og meget andet til det amerikanske firma Caspari indtil kort før sin død i 2014. Derovre var hun ikke kendt som Karen K., men fik – i hvert fald i de senere år – sit fulde navn “Karen Fjord Kjaersgaard” trykt på de varer, som var dekoreret med hendes tegninger. Det er faktisk flot, at firmaet har valgt at hædre de designere, som står bag produkterne, frem for at deres navne blot glider over i anonym glemsel.
Omkring 1990 flyttede Karen Kjærsgaard fra Jylland til Sjælland – sikkert for at bo tættere på sine børn og børnebørn. Lige som det var tilfældet med Karen Kjærsgaards hus ved landsbyen Tåning i nærheden af Skanderborg, hvor hun boede i 1980’erne, kom hendes nye bolig til at figurere på to af Familiejournalens julepanoramaer i de år, hvor hun boede i huset, nemlig i 1991 og 1994.
Her ses det udsnit af panoramaet fra 1991, som viser Karen K.’s eget hus. Igen er der tale om et idylisk gammelt hus i landlige omgivelser. Siden starten af 1960’erne boede Karen Kjærsgaard altid på landet, og naturen omkring hende inspirerede hendes tegninger.
I Familiejournalens omtale af panoramaet, som kunne læses inde i bladet, står der: “Karen Kjærsgaard bor på Midtsjælland, og hun har fundet motiver til julepanoramaet på den meget smukke egn. På den øverste del af panoramaet ses det hus, hun selv bor i, en tidligere skovfogedbolig, og der et tændt lys i grantræet på gårdspladsen.”
I et interview på en hjemmeside om danske postkortkunstnere, omtaler Karen Kjærsgaard stedet som “det flade, frugtbare Sjælland“. Jeg har foretaget lidt research og har fundet ud af, at huset oprindeligt var skovfogedbolig under godset Giesegård, som ligger ved Ringsted. I dag er boligen stadig ejet af Giesegård, som lejer den ud. Den trelængede bygning i bindingsværk og med stråtag er opført i 1875 og ligger lige i skovkanten tæt på hovedgården.
Foto fra udlejningsannonce fra Giesegård
På et foto fra en tidligere udlejningsannonce kan man se den gamle skovfogedbolig i omtrent samme perspektiv, som på Karen Kjærsgaards tegning. Der er dog ikke tale om et vinterfoto, så træerne skjuler en del af husene.
Fra vejen ser stuehuset sådan ud:
I 1994 var skovfogedhuset påny inspirationskilde til Karen Kjærsgaards julepanorama i Familiejournalen.
Julepanorama 1994
Motivet er denne gang fra husets gårdsplads, hvor der under vinterfuldmånen er et myldrende liv. Katte og nisser leger omkring husets udlænger, og vinterfuglene finder føde på foderbrættet, mens også harer, fasaner og et rådyr kommer på besøg. Uden tvivl har de store skovarealer omkring Karen Kjærsgaards bolig betydet et rigt dyre- og fugleliv, så hun har sikkert set alle disse dyr omkring sit hus. Midt på gårdpladsen står to børn – Karen Kjærsgaards børnebørn – omgivet af kælke med tøjdyr. Henover himlen flyver julemanden i sin kane.
Gårdspladsen, der danner scene for tegningen, ses i efterårsfarver på dette foto fra udlejningsannoncen – ganske vist fra en anden vinkel end Karen Kjærsgaards tegning.
Her ses fra gårdspladsen ud over haven og den bagvedliggende skov. Det store birketræ forrest i haven er vist det samme træ, som Karen Kjærsgaard har tegnet fyldt med vinterfugle på sit panorama.
Giesegårds historie går tilbage 1668, da skatkammersekretær Frederik Giese af kong Frederik d. 3 fik tildelt gården Skivede, som tidligere tilhørte kongen. I 1705 oprettedes så godset Giesegaard, opkaldt efter Frederik Giese. Siden 1736 har godset været i familien Schacks eje. Den nuværende hovedbygning er opført i 1750 af enkengrevinde Anna Sophie Schack.
Postkort af Giesegaards hovedbygning, starten af 1900-tallet.
Da skovfogedhuset ved Giesegård blev opført i 1875 var der i høj grad brug for arbejdskraft i skovbruget. Al skovdriften foregik dengang ved håndkraft, og som man kan se på målebordsbladet fra 1892, var der også dengang vidstrakte skovarealer omkring herregården. Tidligere lå af en landets tre skovfogedskoler ved Giesegård – i dag har Danmarks kun én skovskole i Nordsjælland. Giesegård driver stadig i dag landbrug, skovdrift og jagt.
Karen Kjærsgaards julepanorama fra 1991 skiller sig ud fra de øvrige ved at være “på den høje led”. Hvor de ældre panoramaer kunne klippes ud til 12 små kort, kan dette panorama klippes til seks – eller tre meget store – julekort.
Det røde træhus midt på billedet, ser ikke særlig dansk ud, og man kunne tro, at Karen K. var inspireret af udenlandsk byggeri. Igen er der dog tale om et konkret hus, som ligger på Sjælland. I bladet kan man læse, at der er tale om et “schweizerhus”, som ligger i nærheden af Karen Kjærsgaards eget hus. Videre står der: “Det har tidligere været funktionærbolig under en stor gård, og her bor Karen Kjærsgaards ældste søn. Motivet på panoramaets nederste tredjedel stammer fra schweizerhusets have, og det er Karen Kjærsgaards barnebarn, det står på bredden af den lille sø med sin bamse i selskab med glade nisser.”
Schweizerhuset er også en udlejningsbolig ejet af Giesegård.
På et par fotos fra en tidligere udlejningsannonce kan man se både huset og søen fra næsten samme perspektiv som Karen Kjærsgaards tegning, og det er tydeligt at se, hvor hun har hentet sin inspiration.
Det er for øvrigt sjovt at se, hvordan nisserne, der før var hovedpersoner på julepanoramaerne, er trådt i baggrunden her i 1900’erne, hvor Karen Kjærsgaard havde fået børnebørn og lod dem blive en en central del af motivet i stedet for et mylder af nisser. Julemanden, der kommer flyvende på tegningen fra 1994, er en ret sjældent gæst på de store julepanoramaer, der kom hvert år med enkelte afbrydelser fra 1976-1998. Først i 1988 dukker julemanden op som supplement til de mange små nisser – og så igen i 1993, 1994 og 1996. Måske er hans indtræden på scenen betinget af, at Karen Kjærsgaard havde fået børnebørn, som troede på julemanden?
I dag, d. 24. september går vi ind i Vægtens tegn. Her ses Karen K.’s vignet til stjernetegnet Vægten, hvor vægtskålene i ægte Karen Kjærsgaard stil er fyldt op med farverige blomster.
Karen K.’s stjernetegnsvignetter blev brugt i Familiejournalens årshoroskoper fra 1973 og mere end 15 år frem. Her ses bladets egen reklame for den allerførste gang, hvor Karen K.’s tegninger blev brugt til horoskopet, der udkom som et lille hæfte som tillæg til nr. 1 1973.
På forsiden af de små hæfter med horoskoper så man Karen K.’s farverige illustration, der bl.a. har hentet sin inspiration fra folkloristiske mønstre og blomstermotiver, som det i Skandinavien bl.a. blev anvendt på møbler og kister i 1800-tallets bondekultur. Men mest af alt minder det farvestrålende, geometriske og koncentriske mønster om en indisk mandala. Måske har Karen Kjærsgaard fået kendskab til disse gennem sine forældre, som tilbragte de første fire år af Karens liv i Indien, hvorfra Karen Kjærsgaard altså har sine allertidligste barndomsminder.
Karen K.’s illustration fra forsiden af Familiejournalens årshoroskoper.
I 1966 kunne man i Familiejournalen for første gang finde et ark med julepynt tegnet af Karen K. Hermed begyndte en lang tradition hvor Karen Kjærsgaard leverede julepynt og meget andet til bladets læsere – hvert år i 35 år.
Karen K.’s allerførste ark med julepynt til Familiejournalen. Bragt i bladet d. 20. december 1966
Sammen med dette første ark med julepynt bragte bladet en “hjemme hos”-artikel om den unge kunstnerinde. I artiklen kan man læse om Kjærsgaards familiens hjem langt ude i den bakkede natur i Vejle Ådal. Ud over en biografi om Karen Kjærsgaard (som du kan læse om her og her) – fylder selve familiens bolig også del i artikelen, men der er også tale om en meget speciel bolig – nemlig dels et stråtækt bondehus fra “sytten hundrede og noget” dels et “hyper-super-moderne” hus tegnet af de berømte arkitekter Friis & Molkte.
Familien Kjærsgaards to huse. Foto: Jens Bull fra Bo Bedre 1966, nr. 8.
Jeg blev nysgerrig efter, om husene mon stadig findes på stedet i dag. Særligt det gamle bondehus, som Karen K. i følge artiklen i Familiejournalen fik indrettet til arbejdsværelser, hvor hun skulle tegne “julepynt, juleløbere, julepapir, juletapet, julekort, jule-alt-muligt”. Det var forholdsvis enkelte at finde frem til, hvor stedet lå lidt vest for Vejle og med hjælp fra Bredsten Lokalhistoriske Arkiv kunne jeg få bekræftet, at familien Kjærsgaard havde boet i huset for en del år siden. Nu var jeg lidt spændt på, om jeg kunne komme til at se stedet. Var det ikke lidt mærkeligt at ringe på hos vildt fremmede mennesker og bede om lov til at fotografere deres hus, fordi der engang havde boet en kvinde, som tegnede julenisser til Familiejournalen?! Jeg besluttede mig for at skrive et gammeldags brev til de nuværende ejere og forklare sagen. Jeg fik hurtigt et meget venligt svar tilbage, om at jeg var velkommen, og at begge husene stadig stod på stedet.
Så en regntung julidag tog vi afsted for at besøge ejendommen. Selv om jeg havde boet lige i nærheden i en del år, havde jeg aldrig kørt på den lille snoede vej, der førte op til huset. Selv GPS’en måtte give op over fordi adressens præcise placering. Jeg regnede dog med, at det store hus, som jeg havde set billeder af, måtte være let at få øje på fra vejen. Det tog imidlertid et par køreture frem og tilbage på vejen, før vi fik øje på den lille sidevej op til ejendommen. Det var et helt specielt syn at køre op til stedet. Husene lå i deres helt egen dal med skov til alle sider. Her kunne man hverken se eller høre verden uden for.
Husene i dalen vest for Vejle, juli 2016.
I 1961 flyttede familien Kjærsgaard fra Søllerød til det nedlagte husmandssted her mellem bakkerne langt ude på landet. Dengang stod kun det stråtækte bindingsværkshus på grunden. Huset var bygget i 1777, og var i meget dårlig stand. Familiens ønske var at bo i det gamle hus, mens de byggede et moderne hus på stedet, og så bagefter at rive det gamle hus ned.
Arkitektur fra to forskellige århundreder side om side. Foto: Jens Bull fra Bo Bedre 1966, nr. 8.
Den topmoderne villa, som er støbt i beton på stedet – ikke samlet af færdigelementer – byggede familien selv med hjælp fra to arbejdsmænd. Huset stod færdig i 1963 og fik en del omtale i sin samtid som eksempel på et meget vellykket moderne enfamilieshus, fik jeg at vide at de nuværende beboere, som er godt inde i husets historie. I 1965 var der en artikel om huset i fagtidsskriftet “Arkitektur”, og i 1966 var der en stor artikel om huset i “Bo Bedre”. Begge artikler koncentrerer sig om arkitekturen og byggeriet og omtaler ikke familien Kjærsgaard. I Bo Bedres artikel “De byggede selv et mesterværk” er der dog fokus på familiens planer og byggeprocessen, men boerne omtales blot som “en stædig familie, som ikke havde ret mange penge.”
Det næsten helt nybyggede hus, som det kunne ses i Bo Bedre i 1966. Huset er delvist gravet ind i skrænten bagved, og den afskovede skrænt er endnu ikke blevet bevokset igen. Til højre ses det gamle bondehus. Foto: Jens Bull
Det endte med, at huset fra det gamle husmandssted – som engang havde været trelænget – fik lov til at blive stående ved siden af betonvillaen. I det gamle hus fik Karen Kjærsgaard med tiden sit atelier. De to meget forskellige huse harmonerer på overraskende vis alligevel godt med hinanden og landskabet. I fagbladet “Arkitektur” formuleres det således: “De to huses volumener er indbyrdes afstemte, og rytmikken i de fagdelte facader gør dem beslægtede. De optræder sammen i en spændingsfyld helhed, hvor aldersforskellen er mærkbar, men uden nogen frastødende konflikt. De hviler naturligt i bakkelandskabet.”
Det er sjovt at se forskellen i billederne fra de forskellige artikler. Her nedenfor ses øverst den ubefolkede spisestue fra artiklen i tidsskriftet “Arkitektur”. Nederst julehygger Karen Kjærsgaard med sin familie i den samme spisestue til ære for Familiejournalens fotograf, som fokuserer meget mere på familiens liv. Bemærk Karen K.’s egne nisser helt ude til venstre på bordet. De malede svenske træhaner (Dalatupper),som står til højre på bordet har måske inspirere karen K. til hanerne på som ses på arket med julepynt øverst på dette blogindlæg.
Foto: Thomas & Poul Pedersen, Artiktektur 1966Foto: Mogens Lange, Familiejournalen 1966, nr. 51
Vi fik en fin rundvisning i både det gamle bondehus og i Friis & Molkte villaen af de nuværende ejere. De fortalte af i Familien Kjærsgaard tid havde kunstnere som f.eks. Robert Jacobsen været blandt husets gæster – også drengene fra Skoleskibet George Stage havde besøgt huset i 1960’erne. Vi var heller ikke de første nysgerrige, som havde bedt om lov til at se huset – både slægtsforskere, hvis forfædre havde boet på husmandsstedet, og interesserede arkitekter havde lagt vejen forbi. Gæsterne har kunne konstatere, at villaen har fået saddeltag – en del i modstrid med Friis & Molktes karakteristiske flade tage (men til gengæld ikke utæt) – og at huset fra 1777 er flot vedligeholdt og helt moderniseret indvendigt.
Det flot restaurerede hus fra 1777 og i baggrunden huset fra 1963, som har fået nyt tag. Selv om huset er nænsomt renoveret, er det stadigvæk chamerende skævt.Karen Kjærsgaard i sit arbejdsværelse 1970, hvor hun tegnet, hvad der kunnne ligne julepapir i folkloristisk stil. Foto: Jesper Dijohn, Hendes Verden 1970, nr. 50Karen Kjærsgaard har haft en fantastisk udsigt fra vinduet i arbejdsværelset.Postkort og små vignetter i almuestil tegnet af Karen K. 1968En overdækket gang gør det muligt at gå tørskoet mellem de to huse. Foto: Thomas & Poul Pedersen, Arkitektur 1965.
Karen Kjærsgaard boede i huset frem til engang i 1970’erne. Det er altså her hun har fundet inspiration til mange af sine tegninger fra 1960’erne, hvoraf nogen næsten er i det man kan kalde almuestil. Det er let at forestille sig, hvordan arkitekturen og naturen på dette sted har kunnet inspirere et kunstnerisk sind.
Kvinden på billedet her til venstre er ikke nævnt ved navn i arkitekt-tidsskriftet, men jeg tror, det er Karen K., der falder i staver over den fantastiske natur omkring sit hus.
Udsigten fra villaen over haven og søen. Der er meget mere have nu end på Familie Kjærsgaards tid. Det lille hvide hus byggede Familien Kjærsgaard til hestestald.
Til sidst vil jeg gerne sige tak til de nuværende ejer for at lade os besøge stedet og for at tage rigtig venligt imod os og dele stedets historie.
Litteratur:
Harald Frilund: Mens det summede af sol og sommer blev de festlige Karen K-nisser til i Risomkrog, Hendes Verden 1970, nr. 50, s. 42-43
Anker Thiedemann: De byggede selv et mesterværk, Bo Bedre 1966 nr. 8, s. 30-35, 64, 67-68 & 71.
Poul Erik Skriver: Enfamiliehus i Kærbøllinghuse, Arkitektur 1965, s. 127-133
Jan Thrudvang: Vi besøger Danmarks mest juleglade kunstner, Familiejournalen 1966, nr. s. 36-37 og 41
ENGLISH SUMMARY: In this blog post I visit the house where the Danish artist and designer Karen Kjærsgaard lived in the 1960’s. The house is mentioned in various magazines from that time – women’s magazines as well as architect and interior design magazines. After sending a letter to the current owners of the place I was very kindly invited to visit the place which is located in a beautiful valley near the town of Vejle, Denmark. Both the old farmhouse from 1777 and the 1960’s villa by architects Friis & Molkte were still preserved on the site – although somewhat modified and modernized. In the thatched farm house Karen Kjærsgaard had her studio for some year in the 1960’s. Here she designed among other things Christmas ornaments in Scandinavian folk style.
Nu er huset fundet, og jeg kan vise et billede af, hvordan stedet ser ud i dag. Efter at have ledt efter spor i Karen Kjærsgaards egne tegninger, som kunne fortælle, hvor huset ca. lå og efter selv at have kigget lidt i området omkring landsbyen Tåning, fik bloggerens kæreste den gode ide at konsultere en gammel telefonbog. Det var en meget nostalgisk oplevelse. Sådanne gamle telefonbøger findes faktisk på biblioteket!
Det er længe siden, jeg har haft en telefonbog i hånden. Gad vide, hvornår man holdt op med at trykke den slags – eller findes de mon endnu? Jeg kan i hvert fald bedst huske telefonbøger fra min barndom, hvor spejderne fik lidt penge for at dele dem ud til husstandene. Og når den nye telefonbog kom, var det sjovt at slå sine egne forældres navn op i den. Man kunne også slå op på erhverssiderne og finde adresser på bryggerier. Hvis man skrev et pænt brev til et bryggeri, fik man som regel en pakke tilbage med klistermærker og sodavandsetiketter. Sådan morede børn sig i 1980’erne!
Nå, men ved hjælp af telefonbogen fandt jeg altså huset, og den nuværende ejer gav mig lov til at komme forbi og tage et par billeder. Det er et ganske lille hus – faktisk så lille, at det lykkedes mig at køre lige forbi det, første gang jeg kørte på vejen, hvor huset ligger. Huset er bygget helt tilbage i 1800, og er kun ca. 62 m² i grundplan. Siden Karen Kjærsgaard boede i huset, er tagetagen blevet taget i anvendelse, og der er sat en kvist på huset, som arkitektonisk bryder en del med stemningen af bondehusidyl. Ombygningen har også ændret tagets form, så det er blevet mere symetrisk end på Karen Kjærsgaards tid. På bagsiden af huset er en dør blevet muret til, og huset er ikke længere hvidt men gult. Men i bund og grund er det det samme hus, som Karen K. boede i, og som hun tegnede flere gange på sine juletegninger i Familiejournalen.
Huset set fra vejen
Huset set fra haven
Jeg kunne konstatere, at huset ikke, som jeg troede, havde en allé. I 1982 skrev Karen K.’s nemlig “Historien om en lille fugl” i Familiejournalens julehæfte. Den begynder sådan: “En dejlig sommermorgen kom naboens lille dreng, Frederik, pilende ned igennem alleen så hurtigt, hans ben kunne bære ham (…) og et øjeblik efter stor han her i min dør.” Ud fra den oplysning, troede jeg, at det var Karen Kjærsgaards hus, der havde en allé. Da jeg var på stedet kunne jeg imidlertid se, at den omtalte allé hørte til gården på den anden siden af vejen over for Karen Kjærsgaards hus, og selv om mange af træerne er udskiftet siden 1980’erne, er jeg ret sikker på, at det er træer fra netop den alléen, som ses på flere af Karen K.’s tegninger. De ligger endda geografisk rigtigt i forhold til huset, på alle tegningerne.
Alléen i Karen K.’s streg fra 1987Alléen i under regntunge skyer i 2016.
Meget er altså stadig det samme omkring Karen K.’s tidligere hus, men meget er også forandret. Det gammel træ bagved huset, hvor nisserne boede, er væk. Det er nok ikke så mange år siden, at træet forsvandt. På det nedenstående billede fra 2009, som jeg har lånt fra google street view, tror jeg, det er nissernes træ i en amputeret udgave, som ses bagest til højre i billedet bagved foderbrættet. Karen K. skrev selv i den tidligere nævnte “Historien om en lille fugl“, at selv om nisserne har travlt “har de tid til at snakke lidt med alle fuglene, som flyver omkring foderpladsen.”
Google Street Views fotovogn kørte forbi Karen Kjærsgaard tidligere hus en julidag i 2009.
Nisserne har nu forhåbentlig fundet et andet sted at bo, nu hvor deres træ er væk. Derimod står der stadig solbærbuske neden for det sted, hvor træet engang stod – præcis som på Karen Kjærsgaards tid i huset. (Læs mere her). Og sørme om vi ikke lige fik et glimt af en nisse i solbærbuskene, så de er nok ikke flyttet langt væk. Måske over i skoven på den anden side af marken.
En nisse samler solbær i de gamle buskePå den anden side af bygmarken lige bag huset ligger skoven.Nissebolig i et træ i skoven. Udsnit fra Karen K.’s julepanorama 1979.
Til sidst vil jeg gerne sig tak til den nuværende ejer, for at vi måtte komme forbi og tage billeder af huset, som er en lille smule “landskendt” fra Karen K.’s tegninger.
Lidt billeder af det bakkede landskab “hvor Jylland er højest” på en regnvåd julidag. Nogle af billederne er taget fra tårnet på Ejer Baunehøj.
English summary: In an earlier post in this series about houses were Danish artist and designer Karen Kjærsgaard’s (Karen K.) used to live I narrow to the precise location of a house that she has used several time in her drawing to an area around the village of Tåning, Karen Kjærsgaard lived in this house in the 1980’s. Now I have found the actual house (using and old directory from 1987/88!) and the present owner allowed me to take some photos of it.
I denne sommerspecial vil jeg tage dig med ud på min søgen efter et lille hus på landet. I Karen K.’s juletegninger til Familiejournalen i 1980’erne gik et bestemt lille landhus igen flere gange. Jeg blev derfor nysgerrig på, om der mon var tale om specifikt hus og ikke bare et opdigtet. Nedenfor kan du læse, hvad jeg fandt ud om om det lille hus på landet ud fra spor i Karen Kjærsgaards egne tegninger. Så tag med på en tur, som fører os til Jyllands højdepunkt.
Karen K.’s eget hus på landet.
I 1983 forestillede Karen K.’s julepanorama i Familiejournalen et lille stråtækt bondehus omgivet af nisser som leger, synger, spiller og danser. Lige nu vil jeg se bort fra nisserne og koncentrere mig om huset. I bladet kan man læse, at motivet faktisk er Karen Kjærsgaards “eget lille hus på landet.” Jeg blev nysgerrig på, hvor huset ligger – og om det overhovedet findes i dag.
Allerede i 1980 havde Karen K. brugt det samme hus som motiv til et par små vignettegninger i Familiejournalens julehæfte. Her ser man huset fra begge sider. Huset er karakteristisk ved én skorsten og et lidt asymtetrisk tag. Det store træ foran huset og de tre træer på bakken bagved går igen på begge billeder. Det kunne tyde på, at Karen Kjærsgaard tegner de træer, som faktisk står omkring huset.
To vignettegninger af Karen K.’s hus fra Familiejournalen nr. 48 1980. Karen K er selv med på begge billederne.
Også det store poppeltræ bag huset, som ses på billedet ovenfor, har Karen K. gengivet på en anden af sine tegninger. Nemlig julepanoramaet fra 1982, som ses her nedenfor.
Det gamle poppeltræ på julepanoramaet fra 1982.
I bladet fra 1982 skriver Karen K. selv om sit “lille hvide hus langt ude på landet”, og det fremgår, at huset ligger i skovkanten og har en allé. Men der er ingen tegninger af huset i denne omgang.
I 1987 optræder Karen K.’s hus igen på Familiejournalens julepanorama. Men nu er der “zoomet ud”, og man ser huset i et bakket marklandskab med læhegn og skov og en gård og en kirke i baggrunden.
Karen K.’s hus som centrum i julepanoramaet fra 1987.
Hvad ved vi nu?
Med lidt forsigtighed kan vi nu sige følgende om Karen K.’s hus:
Hun har formentlig boet der i perioden (mindst) 1980-1987.
Det er et hvidt, stråtækt hus med én skorsten og asymetrisk tag
Det ligger på landet, tæt på skoven og har en allé
Det er ikke så mange spor at gå efter, men måske er det muligt at finde nærmere ud af, hvor huset ca. lå.
Flere spor og hints i sagen:
På Per Sørensens hjemmeside om postkortkunstere findes en tekst, som Karen K. selv har skrevet og sit liv og sin kunst. Her kan man bl.a. læse:
“… siden 1961 har jeg boet langt ude på landet i Danmark – først i en smuk dal i Jylland – derefter på en bakketop, hvor Jylland er højest og siden på det flade, frugtbare Sjælland….”
Her hører vi, at Karen Kjærsgaard har boet flere forskellige steder. Fra gamle interviews, som tidligere er omtalt her på bloggen, har jeg fundet ud af, at hun i 1966 og 1970 boede ved Kærbølling i Vejle Ådal. Det må være dette sted, hun selv omtaler som “en snuk dal i Jylland.” Det hus, som jeg nu forsøger at lokalisere, skal formentlig med Karen Kjærsgaards egne ord findes “på en bakketop, hvor Jylland er højest”.
Hvor er Jylland så højest?
Det højestliggende område i Jylland er Søhøjlandet. Området er ikke klart geografisk
afgrænset, men især området mellem Silkeborg og Skanderborg med de mange bakker og søer har lagt navn til området. Her findes bl.a. Himmelbjerget og Silkeborgsøerne, som de fleste sikkert kender.
På kortet her til højre er den omtrentlige udstrækning af Søhøjlandet markeret med en blå oval. Hvis Karen Kjærsgaard har boet, der hvor Jylland er højest, må det være i dette område.
Konkurrencen om at være Jyllands (og dermed Danmarks) højeste punkt står mellem tre lokaliteter i dette område: nemlig Ejer Baunehøj, Yding Skovhøj og Møllehøj. Det er kun ca. 50 cm forskel mellem den højeste og den laveste af disse bakketoppe. Først i 2005 viste nye målinger, at Møllehøj med 170,86 m er Danmarks højete punkt. Dermed blev Yding Skovhøj med sine 170,77 m, som man tidligere troede var Danmarks højeste punkt, henvist til andenpladsen. Ejer Baunehøj er nummer tre med 170,35 m.
Da Karen Kjærsgaard boede “hvor Jylland er højest” i 1980’erne er det måske Yding Skovhøj eller Ejer Baunehøj, der henvises til – selv følgelig ikke sådan forstået, at hun har boet præcis på toppen af en af dem. På Ejer Baunehøj står som bekendt et udsigttårn! Vi må derfor ses på andre spor, hvis placeringen af det lille hvide hus skal indsnævres yderligere.
Kirker og gårde
Måske – og kun måske – kan det findes flere spor til stedets lokalisering i Karen K.’s egne tegninger. Vi har allerede set, at fleste af træerne omkring huset går igen på mange tegninger, hvilket måske skyldes, at der er tale om faktiske træer. Jeg tror ikke, der er tale om en en-til-en gengivelse af omgivelserne omkring huset, men om nogle markante træer i landskabet, som kommer med på tegningen. Måske gælder det samme for de bygningerne, man kan se på julepanoramaet fra 1987. Her ses en kirke og en gård, som måske også er faktiske bygninger i nærheden af Karen K.’s hus. Jeg forsøgte derfor i første omgang et finde en kirke i Søhøjlandet, som ligner kirken på tegningen.
Kirke og gård i baggrunden på panoramaet fra 1987.
Kun én eneste kirke og området mellem Hammel, Silkeborg og Skanderborg synes faktisk at kunne være kirken på billedet. Det vil sige: kun én kirke har tårn mod vest, kor og skib som alle er kalkede hvide og har sadeltag af rødt tegl. Det er kirken i Tåning:
Tåning Kirke.
Selv om Tåning Kirke ikke ligner tegningen i alle detajler – bl.a. åbningerne i tårnet – er den stadig det bedste bud på en en kirke i Søhøjlandet, hvis kirken på tegning er en rigtig eksisterende kirke.
Da tårnet vender mod vest, kan man se, at kirken på tegningen er set fra syd. Hvis man kører til Tåning fra syd kommer man forbi en gård, som på besnærende vis ligner gården fra Karen K. panoarama. Og lidt længere oppe af vejen kan man lige præcis se Tåning Kirkes tårn over træerne. Om vinteren er der formentlig et friere udsyn til kirken.
Kirken og gården på tegningen er måske rigtige bygninger. På de to fotos fra google streetview ses til venstre tårnet af Tåning Kirke set fra Tåningvej, til højre ses en gård på Tåningvej ca. 1 km syd for Tåning.Tåning Kirke vinteren 1986. Foto tilhører Skanderborg Historiske Arkiv og er anvendt med tilladelse.
Tåning Kirke ligger blot 3-4 km fra Jyllands tre højeste punkter. Det kunne tyde på, at det virkelig er i dette område Karen K. har boet. Hvis perspektivet med kirken er rigtig, skal hendes hus måske søges syd for Tåning.
Jeg gætter på, at Karen K.’s landlige hus skal findes et sted i dette område tæt på landsbyen Tåning, som er markeret øverst på kortet.
På vej til en familiefest i Skanderborg i sidste uge tog vi en tur igennem området for at se stedet med egne øjne. Der er tale om at meget smukt bakket landskab, og man føler sig vitterligt langt ude på landet, som Karen Kjærsgaard skriver.
På vejen op til Tåning kom vi forbi den gård, som måske er identisk med gården på Karen K.’s tegning. Gården har dog fået nyt tag, siden googles fotovogn kørte forbi for nogen år siden, så ligheden er ikke så slående mere.
Til venstre et foto fra google streetview taget for nogle år siden, til højre bloggerens eget foto fra 25. juni 2016.
Tåning Kirke. 25. juni 2016.
Ved Tåning Kirke havde vi en god snak med nogle af de lokale, som arbejdede på kirkegården. De var meget hjælpsomme, men desværre kunne ingen af dem genkende Karen Kjærsgaards hus eller huske, at nogen med det navn skulle have boet i sognet.
Konklusion
Så hvem ved, måske – måske ikke – er vi tæt på at have lokaliseret Karen K.’s hus. Men fortsættelse følger, hvis jeg finder ud af noget…
P.S. Kirken og gården fra 1987 brugte Karen K. igen nogle år senere på en kalender (1995) og et julepanorama (1996). På det tidspunkt var hun dog flyttet til Sjælland.
Kirken og gården ses igen på andre af Karen K.’s tegninger nogle år senere.
P.P.S. Det lykkedes mig at finde huset, du kan læse om det her.
Today’s blog post is in English as a thank you to Lili Chou who has been so kind to let me share with you some photos of her visit to Karen Kjærsgaard’s house back in 2011. Karen passed away in 2014, sadly, but we still have all of her beautiful art work.
As mentioned in an earlier blog post Karen made designs for many paper products for the American company Caspari Inc for many years. Some of these products are still available to buy. Even here in Denmark you can purchase them through various webshops. For example www.paperdeluxe.dk or directly from Caspari’s international online shop.
Lili and Karen discussing Karen’s art work. Photo belongs to Lilli Chou.
Lili who works for Caspari Inc has send me the following letter about her work with Karen and the visit i 2011:
“I have worked with Karen and her designs for more than 15 years. We used her botanical work along with many xmas art in our collections. (wrapping papers, paper napkins, paper plates, boxed notes, invitations, thank you card, boxed note cards, bridge sets, xmas cards and recently lacquered trays). Her flowers are beautiful and with accurate details, her birds are vivid and they come to life….even though her model-bird is without the head ! (you can see we were laughing in one of the picture when she held up that model bird. She is a wonderful artist and I was very lucky to had the chance to work with her and finally meet her in 2011.
Karen was very friendly and was a great pleasure to work with. I think she put a lot of time and thoughts into creating her work and thus finished with such incredible details. Although I did not see her in action, I heard she used tiny brushes painting details. I also heard she painted looking at real flowers instead of photos of flowers. (no wonder she gets all the details). Before I went to see her, I imagined her garden would be full of flowers but I was surprised that it was not … (may be due to timing of the visit.) Since she was productive all year round she must have had an incredible ability to “see” images in her mind-eyes..”
Karen showing her unusual model bird! Photo belongs to Lilli Chou.
You can see more photos from the visit to Karen K. in Lili’s flickr album which you find here. Please enjoy some wonderful photos that allow you to look into Karen K.’s work studio and that seem to reveal a visit to a home with a very good atmosphere.
One of Karen K.’s christmas card for Familiejournalen 1984, depicting a brambling.
Karen who lived most of her life in the country side was always inspired by nature around her in her art work. Her Danish plants and birds many of which she probably observed in her own garden “translates” well for a Northern American audience it seems to judge by her many design for Caspari.
Even though Karen’s model bird, a brambling, was missing its head, Karen was still able to create a very lifelike representation of a brambling (Danish: kvækerfinke).
The brambling is a winter guest in Denmark. It breeds in Northern Scandinavian, Russia and Siberia during the summer, but many of the Scandinavian birds spend the winter in Denmark feeding on beech nuts.
My own out of stock paper plates from the Winter Birds collection that Karen Fjord Kjærsgaard made for Caspari.
When Karen passed away in 2014 Caspari had the following memorial note in their catalogue.
Caspari’s note on Karen’s passing. Quote from Isak Dinesen’s “Winter’s Tale”, 1942 (Karen Blixen: Vintereventyr). Photo belongs to Lili Chou.
I like to think about the fact that Karen Kjærsgaard’s designs, created in her countryside home in Denmark are also popular thousands of kilometres away in the US.
I 1981 tegnede Karen K. et julepanorama til Familiejournalen, som skilte sig ud fra de øvrige, hun lavede til bladet gennem årene. Motivet var ikke julenisser eller skandinavisk almueromantik, men et religiøst motiv. I 1978 havde hun tegnet en Bethlehemsscene med Jesusbarn, hyrder og de helligtrekonger på kameler, men nu kom den mere dramatiske fortsættelse af historien, nemlig “Flugten til Ægypten”.
Ifølge Biblen skete der det, da kongerne havde tilbedt Jesusbarnet, at en engel åbenbarede sig for Josef og sagde: ”Stå op, tag barnet og dets moder med dig og flygt til Ægypten og blive der, indtil jeg siger dig til; thi Herodes vil søge efter barnet for at dræbe det.” Da stod han op og tog barnet og dets moder med sig ved nattetid og drog bort til Ægypten. (Matthæus, 2:13-14)
Udsnit af Karen K.’s “Flugten til Ægypten”
Karen K.’s panorama skildrer denne flugt gennem et mellemøstligt bjerglandskab –
formentlig er det morgenstunden efter flugten der skildres. Dramaet bliver dog mildnet noget af den hærskare af små engle, som flyver omkring den hellige familie og lyser dem på vej. Men uanset den naivistiske gengivelse af historien, er det er usædvanligt valg til en juleplakat til et dansk ugeblad.
Biblen fortæller i øvrigt intet om rejsen, eller hvad der sker i Ægypten. Blot at familien boede der, indtil kong Herodes døde.
Legenden om palmetræet
Fra mange andre kilder har vi imidlertid fortællinger og legender knyttet til flugten. Karen K. lod sig inspirere af “Legenden om palmetræet” til at lave yderligere to illustrationer af flugten gennem Sinai-ørknen. Helt konkret har Karen K. ladet sig inspirere af den version af legenden, som den svenske forfatter Selma Lagerlöf gengiver i sin bog Kristus-legender fra 1904. Men legenden om palmetræet er oldgammel og kendes fra mange kilder. Her vil jeg prøve at give et billede af legendens udbredelse fra Syrien over Europa til England og Sverige og fra Koranen til Daimis juleplade fra 1970’erne.
Kort fortalt siger legenden, at Josef og Maria er på vandring og er sultne og tørstige. De kommer forbi en dadelpalme med mange frugter, men dadlerne hænger for højt til, at Maria kan nå dem. Da taler det nyfødte (eller nogen gange endda endnu ufødte) Jesusbarn til palmen og befaler den at bøje sig, så hans moder kan plukke frugterne fra palmens top.
Karen K.’s illustration til Legenden om palmetræet, 1981.
Det arabiske barndomsevangelium og Det uægte Matthæusevangelium
Legenden nævnes i det apokryfe skrift, som kaldes ”Det arabiske barndomsevangelium”. De apokryfe skrifter er tekster om Jesu liv, som ikke er kommet med i den autoriserede udgave af Biblen. I følge dette evangelium kunne Jesus tale, allerede da han lå i vuggen. Barndomsevangeliet stammer fra Syrien og er sandsynligvis fra 400-tallet. Her fortælles om Jesu’ barndom og tiden i Ægypten. I det kristne Europa kom disse tekster i middelalderen til at danne grundlag for en tekst, som kaldes ”Det uægte Matthæusevangelium”, og som menes at stamme fra 600-tallet. I moderne dansk oversættelse lyder legenden om dadelpalmen sådan:
“På den tredje dag af deres rejse, skete det, medens de drog af sted, at den salige Maria blev træt på grund af solens hede, og da hun så en palme, sagde hun til Josef: “Jeg vil hvile mig en smule i skyggen af denne palme”. Således førte Josef hende hurtigt til palmen og lod hende stige ned fra lastdyret. Da den salige Maria havde lagt sig ned, så hun op til palmens krone og så, at den var fuld af frugter. Da sagde hun til Josef: “Jeg ville ønske, at man kunne hente nogle af disse frugter ned”. Josef sagde til Maria: “Det undrer mig, at du siger det, for du ser dog, hvor høj palmen er, og det undrer mig, at du tænker på at spise af palmens frugt. Jeg for min del tænker mere på, at vi mangler vand til vore vandsække, og vi har intet, hvormed vi kan stille lastdyrenes tørst”. Da talte Jesus-barnet: “Palme, nej dine grene og forfrisk min mor med dine frugter!” Og straks sænkede palmen sin top ned for fødderne af den salige Maria, og de samlede frugten derfra, som mættede dem. Men da de var færdige, forblev den i denne stilling og ventede på befalingen om atter at rejse sig af ham, som havde givet befaling om, at den skulle neje sig. Da sagde Jesus-barnet: “Ret dig op, palme, bliv stærk og gå hjem til mine træer, som er i Paradiset. Og åbn under dine rødder en kilde, som er skjult i jorden, så at vandene må flyde til at stille vor trøst!” Da rettede den sig straks op, og en helt klar, frisk og fuldkommen lys kilde begyndte at sprudle ved dens fod.”
Koranen
Maria. Fra Karen K.’s julepanorama i Familiejournalen 1997.
Også i muslimernes hellige bog Koranen finder man legenden om dadeltræet, dog i en lidt anden form. Her er det fostret i Marias mave, der taler til træet.
“Veerne drev hende hen til stammen af et palmetræ, og hun råbte forpint: “Oh! Jeg ville ønske, jeg var død før dette – gemt og glemt!” Men en stemme råbte til hende under palmetræet: “Fortvivl ikke, for Herren har forsynet dig med en bæk! Og ryst palmens stamme hen imod dig selv, og friske, modne dadler vil falde ned til dig. Så spis og drik – og fat mod.” (Koranen 19:23-26)
Kort tid efter vender Maria tilbage til byen med det nyfødte og allerede talende Jesusbarn på armen. Ifølge Islam er Maria én af fire perfekte kvinder.
The Cherry Tree Carol og Daimi
I vesteuropæisk tradition bliver dadelpalmen til et kirsebærtræ. Fra det engelske sprogområde kendes religiøse sange (carols) bygget over legenden. Disse sange menes at gå helt tilbage til 1400-tallet og blev brugt i religiøse skuespil. I “The Cherry Tree Carol” fremstår Josef ofte temmelig knotten! Da Maria beder ham om at plukke kirsebær for hende, vrisser han, at hun kan jo spørge sit barns fader om hjælp!”
Daimis juleplade fra 1972 med en sang inspireret af Legenden om palmetræet.
I 1972 udgav Dimi en juleplade, som indeholdt sangen “Josef og Maria”, der er Thøger Olesens danske gendigtning af “The Cherry Tree Carol”. Sangen har melodi af Johannes Kjær, men lægger sig i toner og ord tæt op ad den engelske carol. Dog har sangens tilblivelsestidspunkt i starten af 1970’erne givet den en snert af rødstrømpe og kvindefrigørelse. Hør sangen her. Thøger Olesen var en sangskriver, der skrev utallige sangtekster i dansktop- og visegenren bl.a. “Gid du var i Skanderborg” og “Storkespringvandet”.
Selma Lagerlöf
Den smukkeste version af legenden og palmetræet, synes jeg dog, er Selma Lagerlöfs. Det er denne version af legenden, som inspirerede Karen K. til hendes tegninger, og den begynder sådan her:
Karen K.’s illustration til legenden om palmetræet, 1981
“Langt borte, i en ørken ovre i Østerland, voksede der for mange år siden en palme, der både var
uhyre gammel og uhyre høj. Ingen, der drog igennem ørkenen, kunde lade være at standse og betragte den; thi den var meget større end andre palmer, og folk sagde om den, at den sikkert vilde blive højere end obelisker og pyramider.
Som nu denne store palme stod i sin ensomhed og skuede ud over ørkenen, fik den en dag øje på noget, der bragte dens vældige bladkrone til forundret at vugge frem og tilbage på den smalle Stamme. Ude ved ørkengrænsen kom to ensomme mennesker vandrende. De var endnu i den afstand, hvor kameler ikke ser større ud end myrer, men det var ganske sikkert to mennesker. To, der var fremmede i ørkenen — thi palmen kendte ørkenfolket — en mand og en kvinde, der hverken havde vejviser eller lastdyr eller telt eller vandsæk…..”
Hele fortællingen blev trykt i Familiejournalen ved siden af Karen K.’s julepanorama i 1981, og den kan læses på dansk her: Flugten til Ægypten. Mens du læser historien, kan du tænke på den lange vandring over kontinenter og kulturer, som legenden om palmetræet har tilbagelagt, før den nåede til dig.
Ørkenlandskab. Udsnit af Karen K.’s julepanorama i Familiejournalen 1978
Det højestliggende område i Jylland er Søhøjlandet. Området er ikke klart geografisk
Mikaels Karen K. blog 