En kunsthistorisk søster

Karen Kjærsgaard var ikke den eneste i familien, som fik en karriere med et kunstnerisk indhold. Karens tre år ældre søster, Kirsten, læste kunsthistorie og fik en lang karriere som museumsdirektør i Firenze. Kirsten Aschengreen har flere gange givet interviews om sit liv og karriere til forskellige blade.

IMG_0209.jpg
Kirsten Aschengreen Piacenti, fra artikel i Politiken 1977

De to søstre tilbragte deres tidligste barndom med forældrene i Indien, indtil familien flyttede til Danmark, hvor døtrene gik i skole. (Læs mere her). Kirsten Aschengreen ville læse kunsthistorie, men syntes, at uddannelsen på Københavns Univesitet i efterkrigsårene var provinsiel.  Derfor tog hun til London, hvor hun tog sin uddanelse, mens hele hendes arbejdsliv kom til at ligge i Italien, hvor hun også blev gift og fik efternavnet Piacenti.

I 1971 blev hun museumsinspektør ved sølvmuseet, Museo degli Argenti, Palazzo Pitti i Firenze. Og i 1974 blev hun direktør for museet. I 1996 blev hun museumsdirektør for Museo Stibbert, som er et museum baseret på én mands private samling af bl.a. renæssance rustninger og våben fra store dele af verden – samt malerier, porcelæn og dragter. Kirsten Aschengreen Piacenti har fået adskillige udmærkelser og har bl.a. arbejdet for det engelske kongehus. Hun fortsatte som museumsdirektør mindst frem til 2010.

Skærmbillede 2017-02-05 kl. 14.40.13.png
Kirsten Piacentis gård uden for Firenze. Foto fra Antik & Auktion 2006. 

Måske er det arkitekturen og landskabet omkring søsterens gård, der har inspireret Karen Kjærsgaard til den julekrybbe hun tegnede til Familiejournalen i 1999. Stemning er i hvert fald lidt sydeuropæisk i tegningerne.

1999-47-ark1b-forside
Interiør og udsigt fra Betlehemsstalden i Karen Kjærsgaards julekrybbe.
IMG_0249.jpg
Foto fra en af museets sale. Billede fra portrætartikel i Familiejournalen 1987.

Af de mere dramatiske episoder fra sit arbejdsliv, som Kirsten Aschengreen har fortalt om i interviews, er den store oversvømmelse i Firenze i 1966, hvor Arno-floden gik over sine bredder og beskadigede flere uvurderlige kunstskatte med mudret vand. Hun havde en stor rolle i at redde disse genstande. I 1984 overlevede hun en voldsom gaseksplosion på museet, som har til huse i det gamle 1500-tals palads Palazzo Pitti, der oprindeligt var residens for fyrsteslægten Medici. Loftet i museumsdirektørens kontor, der engang var en storhertugindes sovegemak, faldt ned ved eksplosionen – tre tons i alt – men lykkeligvis overlevede alle de tilstedeværende.

Hvis du vil læse mere om Kirsten Aschengreens karriere, kan du klikke her og her. Du kan også læse de artikler, som jeg har brugt til denne artikel.

Kilder: Jonna Dwinger: Dansk studine uden håb blev berømt museumsdirektør i Italien. Politiken 19. maj 1977, 2. sektion, s. 6). Karen Døssing: Et liv fyldt med Firenzes skatte, Antik & Auktion 2006, nr. 3, s. 58-62., Johs. Christiansen: Miraklet i Firenze. Familiejournalen nr. 33 1987, s. 22-23 og 29.)

karenkblogheader

 

 

 

 

Folkedragter 2

For lidt tid tilbage faldt jeg over to små indrammede billeder i en genbrugsbutik. De var tegnet af Karen K. og forestillede to kvinder i egnsdragter eller folkedragter.

IMG_0077.JPG

Jeg fik lyst til at skrive mere om de postkort med folkedragter, som Karen K. tegnede til Familiejournalens julepanoramaer i 1968, 1973, 1974 og 1975, og som jeg skrev om her på bloggen for et år siden. I alt 50 forskellige kort blev det til med folkedragter fra hele landet.

På hvert kort er det skrevet, hvor i landet dragten stammer fra, og jeg synes det var sjovt at vise et Danmarkskort, hvor Karen K.’s tegninger var sat ind på de lokaliteter, som dragterne stammer fra. Jeg klippede alle figurerne ud af julekortene og satte dem på deres rette plads på Danmarkskortet.

Udbredelseskortet kom til at se sådan ud:

kort-klippet-ud

Så kan du se, om der er nogen postkort fra det område, du kommer fra eller bor i. Bornholm har jeg sat ind oppe i øverste højre hjørne, som på et vejrudsigtskort. Og syd for den nuværende grænse ses en kvinde med meget stor stråhat i en dragt fra Dannevirkeegnen. Nogle egne er rigtig godt repræsenteret. For eksempel fra Læsø, Fanø, Lyø og Ærø er der to, og Amager har hele tre.

Hvert år var der på arket med julekort også ét fra landene i Nordatlanten: Færøerne, Grønland og Island. Hvor de færøske og islandke dragter minder lidt om de danske, er det tydeligt at grønlændernes dragt tilhører en helt anden kulturkreds.

Kvinden fra Island har en dragt på fra Mödruvellir i det nordlige Island. Derimod kan de to dragter fra Færøerne på kortene fra 1968 og 1973 ikke nærmere stedfæstes. De færøske folkedragterne er nemlig mere individuelle og ikke så stedspecifikke som de danske. (Tak til Benthe for den oplysning).

Karen K. postkort

Karen K.’s postkort med folkedragter er små fine kunstværker. De er tegnet på farvet karton med farvekridt eller farveblyanter. Hver lille streg ligner næsten et fladsting, og det får kortene til at se broderede ud, selv om det altså er tegninger. Måske som en lille hyldest fra Karen K. til alt det store sy-, broderi- og kniplingsarbejde som i sin tid blev lagt i folkedragterne.

Kortene var ret populære. Som mit loppefund viser, kunne man ramme dem ind og hænge dem op. Hvis du i 70’erne gik på Rolandsskolen i Brøndbyerne, har du måske set portkortene på væggen i aulaen. Familiejournalen skriver i nr. 49 fra 1975, om hvordan skoleinspektør Kjeld E. Stephansen har fået kortene rammet ind og hængt op – fordi de er smukke, og fordi Karen Kjærsgaard gengivelse af de gamle dragter er meget minutiøs og korrekt. Så man kunne lære noget ved at se på dem.

IMG_0076.jpg

Karen Kjærsgaard har hentet megen af sin inspiration og viden om folkedragterne i to bøger af Ellen Andersen, nemlig “Danske bønders klædedragt”, 1960 og “Folkedragter i Danmark”, 1952. Den sidstnævnte indeholder billeder og beskrivelser af egnsdragter på Nationalmuseet, og mange er Karen K.’s postkort er tegnet efter disse modelfotos fra 1950’erne, hvor kvinder og mænd poserer i dragterne i tidstypiske omgivelser – formentlig på Frilandsmuseet.

Her er et par eksempler på Karen K.’s tegninger, som er blevet inspireret af Inga Aistrups fotografier i bogen.

amager-folkedreagt
Kirkedragt fra Amager
praesto-folkedragt
Brudepige fra Præstø Amt
falster-folkedragt
Kvindedragt fra Nordfalster
mols-folkedragt
Pige fra Mols

Karen K.’s tegninger har meget vidde i skørterne, næsten som om kvinderne bærer krinoline, hvilket ikke var en del af folkedragten. Men det får kjolernes mønstre til at stå flottere frem på tegningerne.

Hvad er folkedragter?

Hvad er egentlig historien med folkedragter. Gik alle folk på landet rundt sådan klædt i “gamle dage”? Hvornår var de gamle dage? Og havde alle kvinderne i en egn præcis ens kjoler på.

Folkedragterne er bøndernes klædedragt, som var forskellig og tit mere gammeldags end

fano
Kvindedragt fra Fanø

byboernes. Men alle folk på landet gik ikke klædt sådan. De fleste af de dragter, som vi i dag kender som folkedragter, var meget bekostlige, og de var først og fremmest festdragter, som man brugte ved særlige lejligheder og absolut ikke til at arbejde i. Og det var kun de rigeste bønder, som havde råd til sådan en luksus. Folkedragter var stor set gået ud af brug ved midten af 1800-tallet, selv om de nogle steder – f.eks. på øerne i Vadehavet – blev båret af ældre kvinder helt ind i starten af 1900-tallet. Og nej, det var ikke sådan at eksempelvis alle piger på Mols var klædt præcis som pigen på billedet her ovenfor. Men i hver egn havde dragten nogle karakteriska, som adskilte den fra andre. Det kunne være dele af dragten – f.eks. hovedtøjet  – eller visse farver, mønstre eller snit, som blev foretrukket i et bestemt område.

rosnaes
Pige fra Røsnæs

Blandt de 50 postkort, som Karen K. tegnede er der kun 9 mandsdragter. Det er ikke så sært, for manddragterne var slet ikke så forskellige fra sted til sted. Det var først og fremmest kvindedragten som havde specifikke egnspræg. Mændene rejste trods alt nogen gange ud af sognet for at sejle, gå i krig eller handle, mens kvinderne kunne leve hele deres liv inden for sognets grænser. F.eks. på Røsnæs, hvor pigerne havde en meget speciel dragt, kunne en pige næsten ikke gifte sig med en mand fra et andet sogn, fordi hun så skulle anskaffe sig en ny garderobe. Og prisen på sådan en dragt taget i betragtning kan det godt være, at bondepigens økonomiske fornuft sejrede over romantikken.

Dragterne fortæller historie og skrøner

Unavngiven.png
Kvinde fra Skovshoved

Lad os kigge lidt nærmere på nogle af dragterne. Pigen her til venstre er fra Skovshoved, der i sin tid var et fiskerleje nord for København – nu er det vokset sammen med Gentofte. Skovserpigen (som de blev kaldt) bærer sin karakteristiske fiskekurv på ryggen. Hun har fodlangt skørt, sjal til at varme ryggen og tørklæde til at tage vinden, når hun skal vandre fra Skovshoved og ind til staden for at sælge sine fisk ved Gammel Strand. Her står der i dag en statue af en fiskerkone som minde om et stykke forsvundet kulturhistorie.

Læg mærke til den røde kant nederst på skørtet. Det var et signal Skovserpigen brugte til at fortælle giftelystne undersvende, at hun var ugift.

 

ringkobing
Kvinde fra Ringkøbing Amt

Egndragten fra Ringkøbingområdet er helt specielt – i hvert fald er det den eneste jeg kender til, hvor kvindernes gik med høje sorte hatte! Hattene var som regel af hareskind og blev derfor af nordvestjyderne kaldt “hårhårshatte”. Årsagen til den mærkværdige hovedbeklædning blev forklaret med flere sagn, bl.a. at moden skulle have spredt sig blandt egnens kvinder efter at et skib med en last af høje hatte var forlist på Vestkysten. En anden historie beretter at en købmand fra Ringkøbing havde forkøbt sig på et parti høje hatte. En dag satte han så for sjov en hat på hovedet af en smuk bondepige, og straks blev hattene højeste mode.

Forklaringen er dog formentlig nok en anden. I Holland og Rhinegnene  kendes den høje buttede hat helt tilbage til 1400-tallet. I 16- og 1700-tallet kommer den på mode igen. På det tidspunkt var der livlig handel mellem Danmark og Nordtyskland, og mange karle og piger fra Jylland tog også arbejde i Nordtyskland. Herfra er moden så hentet til Danmark.

Kvindehatten er ikke cylindrisk som herrenes, men er mere buttet. Under hatten bar kvinderne en lille hvid hue besat med flæser af kniplinger, som det også ses på Karen K.’s tegning.

randers.png
Mand fra Randers Amt

Manden her fra Randersegnen har også en mærkværdig hovedbeklædning, som faktisk går helt tilbage til middelalderen eller før. I middelalderen havde hætten en pose i nakken (en strud), som man kunne bruge til at have penge i. I tidens løb lavede man struden meget lang, jo længere jo smartere.

De langskaftede læderstøvler var meget dyre. En mand kunne få et par støvler til sin konfirmation eller bryllup, og så skulle de holde livet ud. Langt fra alle havde dog råd til sådan en luksus. I nogle landbyer var der ét par fælles støvler, som man så kunne låne, når man havde behov for dem.

 

 

 

lyok

 

Parret her fra Lyø er klædt på til fest. Pigen er i dansedragt. Det ser man på de løse, åbne ærmer, som man kaldte særkeærmer. Man kaldte det “at smide sig barærmet”. Også de dyre silkebånd, som hang løst under dansen for ikke at blive ødelagt, når man svedte signalere fest og dans. Men kan du gætte hvad det er ved pigens fremtoning, som de gamle folk på Lyø midt i 1800-tallet fandt upassende? Frisuren! Kvinderne på Lyø plejede nemlig ligesom andre landbokvinder i landet at rede deres hår tilbage og sætte det i en top under huen. Men en ung lærer som kom til Lyø i 1840 lærte skolepigerne at rede håret med midterskilning, som det var moderne i købstæderne. Forargede forældre forbød deres piger at få en så upassende frisure!

lyo

Til sin tegning af Lyømanden har Karen K. hentet inspiration i et gammelt fotografi fra 1871 taget i atalietet hos portrætfotograferne Hansen, Schou og Weller i København. Egnsdragten på Lyø var lidt mere gammeldags end på Fyn. Den strikkede hus blev kaldt en “nikulørs hue”, fordi den var strikket af mange forskellige farver garn. Sådan en hue var karakteristisk for de sydfynske øer.

I 1700 var herremoden at have langt hår. Bønderne gik “i eget hår” i modsætning til de højere klasser, som havde parykker. Omkring 1800 lærte omrejsende bissekræmmere fra Holsten de unge karle at klippe håret kort. I begyndelsen gjorde man nar af de korthårede, men efterhånden bredte moden sig.

 

Fra Amager har Karen K. tegnet hele tre kvindedragter. Amgerbønderne var meget velhavende, og det kunne man bl.a. se i kvindernes dragter: fint klæde, silketørklæder og store forgyldte smykker. Amager og Røsnæs var de eneste steder i landet, hvor man langt op i tiden holdt fast i at kvinderne havde forskellige dragter til forskellige lejligheder. Kvinden til venstre er i “kokkedragt” – som blev brugt af slægtninge til brudeparret, som vartede op ved brylluppet. Kvinden i midten er i en brudedragt, mens kvinden til højre er i klædt i det røde forklæde, som kun blev brugt til kirkegang. Om skuldrene har hun et såkaldt “barcelonatørklæde”. Det var silketørklæder som sømændene bragte hjem til deres kærester, som brodere farvede mønstre på dem. På brystet bærer hun et stort forgyldt spænde med billeder af jomfru Maria med Jesusbarnet og pigerne egne initialer som små hængesmykker nedenunder.

Tre kvinder fra amager

Galleri

Og sådan kunne man blive ved, der er masser af historie gemt i dragterne. Men nu vil jeg bare vise jer nogle flere af Karen K.’s flotte tegninger. Postkortene er fine, men jeg synes, figurerne bliver endnu mere levende, når de er klippet ud af rammerne og baggrunden på kortene.

Odense Amt – Røsnæs – Mors

Fanø – Bornholm – Fyn

Ærø – Viskinge – Vendsyssel

Dannevirke – Horne – Drejø

Salling – Nordsjælland – Røsnæs

Langeland – Samsø – Kalundborg

Lolland – Hedebo (“Heden” mellem København, Køge og Roskilde) – Fur

Vejle Amt – Ærø – Læsø

Tåsinge – Mandø – Vendsyssel

laeso2

Pigen her ser næsten mellemøstlig ud, men hun er klædt i en en egnsdragt fra Læsø. Tankevækkende. Her nedenunder kan du se en Læsøkvinde i en vaskepulverreklame fra 1971. Det var ikke kun Karen K., der dyrkede almueromantik i slutningen af 1960’erne og starten af 70’erne! Kvinden i festdragten fra Læsø står i samtale med en meget moderne kvinde anno 1971 foran en traditionel Læsøgård med tangtag.

IMG_0181.jpg

Til slut kunne jeg slet ikke lade være med at lege lidt med figurerne i form af lidt billedmanipulation.

hus3.JPG
En kvinde i en dragt fra Vejleegnen byder velkommen til det hus, hvor Karen K boede i 1960’erne. Huset og dragten er fra ca. samme tid.
skov
En ung kvinde fra Løgstøregnen er i bøgenskoven for at se på anemoner.

Husk, at hvis du kun lide dette indlæg, så giv det et “like” ligesom Rømøpigen her ved at klikke på LIKE-knappen med den blå stjerne her nedenunder indlægget. Så bliver jeg så glad 🙂

rømø.png
Synes godt om!

En signatur – og en ægte Karen K.

Tegneren bag signaturen “Karen K.” blev døbt Karen Fjord Aschengreen, da hun blev født i 1932. Efternavnet Kjærsgaard fik hun, da hun blev gift med styrmandselev og senere civilingeniør Erik Kjærsgaard i 1951. Hendes navn var derefter Karen Fjord Kjærsgaard, og som kunstner signerede hun oftest sine værker med “Karen K.”.

img_8808
Signatur fra senest 1962, hvor dette julekort er sendt. 

I mere officielle og seriøse kunstneriske sammenhænge omtales hun dog som “Karen Kjærsgaard”. Bl.a. i Familiejournalens omtaler af hendes tegninger til bladet gennem alle årtierne, hos Skars Forlag, hvortil hun tegnede grafiske forsider midt i 1960’erne og hos medicinalfirmaet MECCO-DUMEX, for hvem hun i 1962 illustrerede en H.C. Andersen kalender.

img_8815
Kolofon fra roman fra Skars Forlag, som Karen K. har desginet omslaget til. 

Langt hovedeparten af Karen K.’s produktion er nået ud til folket som masseproducerede produkter. Plastnisser og julekort blev lavet i store oplag og julepynten, som man fandt på Familiejournalens sider, kom ud i lige så store oplag som bladet – altså langt over 100.000 eksemplarer. I min samling har jeg dog én ægte Karen K. – nemlig en lille akvarel, som forestiller rådyr på en snedækket mark. Billedet har jeg købt hos en læser af bloggen, som havde haft billedet i længere tid, men som ikke kunne fortælle nærmere om, hvor det i sin tid var erhvervet fra.

img_8804
En ægte Karen K. akvarel fra 1985

Billedet er signeret “Karen K. 85.” Alligevel var jeg i starten en lille smule skeptisk over for, om det nu også var Karen Kjærsgaard, der havde malet akvarellen. Jeg syntes ikke helt, at stilen var entydig Karen Kjærsgaard, og ret beset kunne der jo sagtens være en anden kunstner, som kaldte sig Karen K. Desuden synes jeg ikke, at signaturen ligende Karen K.’s almindelige signatur.

img_8805
Akvarellens signatur
karen-k-1979
Til sammenligning ses her Karen K. almindelige signatur

Det er en meget fordelagtig egenskab for samlere, at Karen Kjærsgaard gennem det meste af sin karriere signerede sine ting. På postkort, julepanoramaer, billedlotteri, børnebilleder og ark med julepynt findes det karakteristiske “Karen K.”, som var hendes kunstnernavn. Signaturen er meget ens gennem årene – og forskellene i den, er nok mest et udtryk for, at den blev håndskrevet hver gang.

Her er en lille kavalkade over signaturer fra mange af årene i kronologisk rækkefølge.

img_8817
Signatur ca. 1958
img_8813
Signatur 1962
img_8809
Signatur ca. 1965
img_8810
Signatur 1966
img_8811
Signatur 1967
img_8812
Signatur 1972
karen-k-1975
Signatur 1975
karen-k-1979
Signatur 1979
karen-k-1981
Signatur 1981
karen-k-1984
Signatur 1984

Som man kan se, er der ikke den store udvikling i signaturen. Fra den ældste signatur fra sidst i 1950’erne og frem er der en tendens til, at “r’et” i Karen bliver lidt bredere, og at de enkelte bogstaver i navnet bliver lidt mere tydeligt definerede. Men dybest set er det den samme letgenkendelige signatur. Og som det ses, er signaturen på min akvarel fra 1985 temmelig anderledes.

karen-k-1985
Signatur på original akvarel

For at få opklaret om min akvarel er “en ægte Karen K.” og ikke “kunstsvindel” 😉 kiggede jeg nærmere på Karen K. signaturer i Familiejournalen, fra omkring 1985. I Familiejournalen, er det let at følge signaturens udvikling år for år – forudsat at Karen Kjærsgaard faktisk har tegnet og signeret julepynten i den rækkefølge, det er udgivet, og ikke fundet noget gammelt “i skuffen” af og til! Og her sker der noget omkring midten af 1980’erne. Signaturen forsvinder nemlig næsten! Siden det første ark med Karen K. julepynt var blevet bragt i Familiejournalen i 1966 havde der næsten hvert år til jul været både et stort ark – et julepanorama – samt forskellig pynt (hjerter, kræmmerhuse, uroer, dukketeatre) som kunne klippes ud og samles. I 1984 var julepanoramaet erstattet af et ark, der kun havde seperate postkort med vinterfugle. Som barn, kan jeg huske, at det var meget skuffende, at der ikke var noget panorama med nisser det år. Og ydermere var Karen K. signaturen væk. Der var blot med almindelig trykt tekst skrevet “TEGN. KAREN K.” på postkortenes bagside.

img_8818
I Familiejournalens julehæfte i 1984 var der for første gang i mange år ikke noget julepanorama tegnet af Karen K. I stedet fik læserne dette ark med fuglejulekort – og helt uden den karakteristiske Karen K. signatur.

I 1985 var panoramaet erstattet af et ark med nissejulekort (genbrugte billeder fra tidligere julehjerter) –  igen uden den velkendte signatur. Der var ingen yderligere Karen K. julepynt i 1985, og heller ikke i 1986 og 1987. I 1986 var der dog atter et panorama med nisser med den velkendte signatur (Du kan læse om det panorama ved at klikke her). I 1987 var det et nissepanorama, men nu uden signatur (Du kan læse om det panorama ved at klikke her).

14642566_1010065995769197_929386660_n
Signatur 1988

I 1988 var der heldigvis igen Karen K. julepynt i Familiejournalen. Personligt havde jeg dog imellemtiden nået en alder, hvor jeg ikke længere interesserede mig for den slags, så den julepynt har jeg først opdaget som voksen. Nu var der igen signatur, men den var anderledes end før. K.’et, der stod for Kjærsgaard, var nu væk, så signaturen blot var “Karen.”. Det store K i Karen var anderledes end før, idet de skrå streger slyngede sig i en bue om den lodrette streg. Det samme ses på signaturen på min akvarel fra 1985, og det overbeviste mig om, at den vitterlig er malet af Karen Kjærsgaard.

Igen i 1989 var det julepynt med signaturen “Karen.” i Familijournalen, selv om den var næsten usynlig.

karen-k-1989
Signatur 1989

Det blev faktisk den sidste signatur på Karen K.’s julepynt i Familiejournalen. Selv om der blev bragt julepanoramer, kalendre og lidt julepynt igennem 1990’erne var det nu uden signatur – hvis ikke bladet selv skrevet Karen K. med trykte bogstaver. Dermed var den velkendte Karen K. signatur helt forsvundet, og da hendes tegnestil i 1990’erne også blev noget anderledes, kan hendes tegninger fra den periode være svære at kende.

img_8819
Amerikanske engangstallerkner med Karen K.’s design “Winter Birds” og designerens fulde navn trykt på indpakningen. 

Sideløbende med sin danske produktion lavede Karen Kjærsgaard også designs til servietter, paptallerkner og meget andet til det amerikanske firma Caspari indtil kort før sin død i 2014. Derovre var hun ikke kendt som Karen K., men fik – i hvert fald i de senere år – sit fulde navn “Karen Fjord Kjaersgaard” trykt på de varer, som var dekoreret med hendes tegninger. Det er faktisk flot, at firmaet har valgt at hædre de designere, som står bag produkterne, frem for at deres navne blot glider over i anonym glemsel.

KarenKblogheader

 

 

 

 

 

 

Karen K.’s huse 5

Omkring 1990 flyttede Karen Kjærsgaard fra Jylland til Sjælland – sikkert for at bo tættere på sine børn og børnebørn. Lige  som det var tilfældet med Karen Kjærsgaards hus ved landsbyen Tåning i nærheden af Skanderborg, hvor hun boede i 1980’erne, kom hendes nye bolig til at figurere på to af Familiejournalens julepanoramaer i de år, hvor hun boede i huset, nemlig i 1991 og 1994.

Her ses det udsnit af panoramaet fra 1991, som viser Karen K.’s eget hus. Igen er der tale om et idylisk gammelt hus i landlige omgivelser. Siden starten af 1960’erne boede Karen Kjærsgaard altid på landet, og naturen omkring hende inspirerede hendes tegninger.

1991-pan-c-3

I Familiejournalens omtale af panoramaet, som kunne læses inde i bladet, står der: “Karen Kjærsgaard bor på Midtsjælland, og hun har fundet motiver til julepanoramaet på den meget smukke egn. På den øverste del af panoramaet  ses det hus, hun selv bor i, en tidligere skovfogedbolig, og der et tændt lys i grantræet på gårdspladsen.”

I et interview på en hjemmeside om danske postkortkunstnere, omtaler Karen Kjærsgaard stedet som “det flade, frugtbare Sjælland“. Jeg har foretaget lidt research og har fundet ud af, at huset oprindeligt var skovfogedbolig under godset Giesegård, som ligger ved Ringsted. I dag er boligen stadig ejet af Giesegård, som lejer den ud. Den trelængede bygning i bindingsværk og med stråtag er opført i 1875 og ligger lige i skovkanten tæt på hovedgården.

skovfogedbolig-5
Foto fra udlejningsannonce fra Giesegård

På et foto fra en tidligere udlejningsannonce kan man se den gamle skovfogedbolig i omtrent samme perspektiv, som på Karen Kjærsgaards tegning. Der er dog ikke tale om et vinterfoto, så træerne skjuler en del af husene.

Fra vejen ser stuehuset sådan ud:

skovfogedbolig-4

I 1994 var skovfogedhuset påny inspirationskilde til Karen Kjærsgaards julepanorama i Familiejournalen.

karen-k-julepanorama-1994
Julepanorama 1994

Motivet er denne gang fra husets gårdsplads, hvor der under vinterfuldmånen er et myldrende liv. Katte og nisser leger omkring husets udlænger, og vinterfuglene finder føde på foderbrættet, mens også harer, fasaner og et rådyr kommer på besøg. Uden tvivl har de store skovarealer omkring Karen Kjærsgaards bolig betydet et rigt dyre- og fugleliv, så hun har sikkert set alle disse dyr omkring sit hus. Midt på gårdpladsen står to børn – Karen Kjærsgaards børnebørn – omgivet af kælke med tøjdyr. Henover himlen flyver julemanden i sin kane.

Gårdspladsen, der danner scene for tegningen, ses i efterårsfarver på dette foto fra udlejningsannoncen – ganske vist fra en anden vinkel end Karen Kjærsgaards tegning.

skovfogedbolig-2

Her ses fra gårdspladsen ud over haven og den bagvedliggende skov. Det store birketræ forrest i haven er vist det samme træ, som Karen Kjærsgaard har tegnet fyldt med vinterfugle på sit panorama.

skovfogedbolig1

Giesegårds historie går tilbage 1668, da skatkammersekretær Frederik Giese af kong Frederik d. 3 fik tildelt gården Skivede, som tidligere tilhørte kongen.  I 1705 oprettedes så godset Giesegaard, opkaldt efter Frederik Giese. Siden 1736 har godset været i familien Schacks eje. Den nuværende hovedbygning er opført i 1750 af enkengrevinde Anna Sophie Schack.

giesgaard-postkort
Postkort af Giesegaards hovedbygning, starten af 1900-tallet.

Da skovfogedhuset ved Giesegård blev opført i 1875 var der i høj grad brug for arbejdskraft i skovbruget. Al skovdriften foregik dengang ved håndkraft, og som man kan se på målebordsbladet fra 1892, var der også dengang vidstrakte skovarealer omkring herregården. Tidligere lå af en landets tre skovfogedskoler ved Giesegård – i dag har Danmarks kun én skovskole i Nordsjælland. Giesegård driver stadig i dag landbrug, skovdrift og jagt.

kort-giesegard
Kort fra Historiske Kort på Nettet

panorama-1991

 

Karen Kjærsgaards julepanorama fra 1991 skiller sig ud fra de øvrige ved at være “på den høje led”. Hvor de ældre panoramaer kunne klippes ud til 12 små kort, kan dette panorama klippes til seks – eller tre meget store – julekort.

Det røde træhus midt på billedet, ser ikke særlig dansk ud, og man kunne tro, at Karen K. var inspireret af udenlandsk byggeri. Igen er der dog tale om et konkret hus, som ligger på Sjælland. I bladet kan man læse, at der er tale om et “schweizerhus”, som ligger i nærheden af Karen Kjærsgaards eget hus. Videre står der: “Det har tidligere været funktionærbolig under en stor gård, og her bor Karen Kjærsgaards ældste søn. Motivet på panoramaets nederste tredjedel stammer fra schweizerhusets have, og det er Karen Kjærsgaards barnebarn, det står på bredden af den lille sø med sin bamse i selskab med glade nisser.” 

Schweizerhuset er også en udlejningsbolig ejet af Giesegård.

1991.pan.a (1).jpg

På et par fotos fra en tidligere udlejningsannonce kan man se både huset og søen fra næsten samme perspektiv som Karen Kjærsgaards tegning, og det er tydeligt at se, hvor hun har hentet sin inspiration.

schweizrehusetschweizerhuset-2

Det er for øvrigt sjovt at se, hvordan nisserne, der før var hovedpersoner på julepanoramaerne, er trådt i baggrunden her i 1900’erne, hvor Karen Kjærsgaard havde fået børnebørn og lod dem blive en en central del af motivet i stedet for et mylder af nisser. Julemanden, der kommer flyvende på tegningen fra 1994, er en ret sjældent gæst på de store julepanoramaer, der kom hvert år med enkelte afbrydelser fra 1976-1998. Først i 1988 dukker julemanden op som supplement til de mange små nisser – og så igen i 1993, 1994 og 1996. Måske er hans indtræden på scenen betinget af, at Karen Kjærsgaard havde fået børnebørn, som troede på julemanden?

KarenKblogheader

 

Vægten

13082072_10209412394416940_670273684_n (1)

FullSizeRender-37.jpg

 

I dag, d. 24. september går vi ind i Vægtens tegn. Her ses Karen K.’s vignet til stjernetegnet Vægten, hvor vægtskålene i ægte Karen Kjærsgaard stil er fyldt op med farverige blomster.

Karen K.’s stjernetegnsvignetter blev brugt i Familiejournalens årshoroskoper fra 1973 og mere end 15 år frem. Her ses bladets egen reklame for den allerførste gang, hvor Karen K.’s tegninger blev brugt til horoskopet, der udkom som et lille hæfte som tillæg til nr. 1 1973.

 

På forsiden af de små hæfter med horoskoper så man Karen K.’s farverige illustration, der bl.a. har hentet sin inspiration fra folkloristiske mønstre og blomstermotiver, som det i Skandinavien bl.a. blev anvendt på møbler og kister i 1800-tallets bondekultur. Men mest af alt minder det farvestrålende, geometriske og koncentriske mønster om en indisk mandala. Måske har Karen Kjærsgaard fået kendskab til disse gennem sine forældre, som tilbragte de første fire år af Karens liv i Indien, hvorfra Karen Kjærsgaard altså har sine allertidligste barndomsminder.

Horoskop
Karen K.’s illustration fra forsiden af Familiejournalens årshoroskoper.

 

ornaments_04-01
Farvestrålende mandalaer. Flower vector designed by Freepik

KarenKblogheader

Karen K.’s huse 4

English summary below.

I 1966 kunne man i Familiejournalen for første gang finde et ark med julepynt tegnet af Karen K. Hermed begyndte en lang tradition hvor Karen Kjærsgaard leverede julepynt og meget andet til bladets læsere – hvert år i 35 år.

Karen K julepynt 1966
Karen K.’s allerførste ark med julepynt til Familiejournalen. Bragt i bladet d. 20. december 1966

Sammen med dette første ark med julepynt bragte bladet en “hjemme hos”-artikel om den  unge kunstnerinde. I artiklen kan man læse om Kjærsgaards familiens hjem langt ude i den bakkede natur i Vejle Ådal. Ud over en biografi om Karen Kjærsgaard (som du kan læse om her og her) – fylder selve familiens bolig også del i artikelen, men der er også tale om en meget speciel bolig – nemlig dels et stråtækt bondehus fra “sytten hundrede og noget” dels et “hyper-super-moderne” hus tegnet af de berømte arkitekter Friis & Molkte.

Karen K friis molkte
Familien Kjærsgaards to huse. Foto: Jens Bull fra Bo Bedre 1966, nr. 8.

Jeg blev nysgerrig efter, om husene mon stadig findes på stedet i dag. Særligt det gamle bondehus, som Karen K. i følge artiklen i Familiejournalen fik indrettet til arbejdsværelser, hvor hun skulle tegne “julepynt, juleløbere, julepapir, juletapet, julekort, jule-alt-muligt”. Det var forholdsvis enkelte at finde frem til, hvor stedet lå lidt vest for Vejle og med hjælp fra Bredsten Lokalhistoriske Arkiv kunne jeg få bekræftet, at familien Kjærsgaard havde boet i huset for en del år siden. Nu var jeg lidt spændt på, om jeg kunne komme til at se stedet. Var det ikke lidt mærkeligt at ringe på hos vildt fremmede mennesker og bede om lov til at fotografere deres hus, fordi der engang havde boet en kvinde, som tegnede julenisser til Familiejournalen?! Jeg besluttede mig for at skrive et gammeldags brev til de nuværende ejere og forklare sagen. Jeg fik hurtigt et meget venligt svar tilbage, om at jeg var velkommen, og at begge husene stadig stod på stedet.

Så en regntung julidag tog vi afsted for at besøge ejendommen. Selv om jeg havde boet lige i nærheden i en del år, havde jeg aldrig kørt på den lille snoede vej, der førte op til huset. Selv GPS’en måtte give op over fordi adressens præcise placering. Jeg regnede dog med, at det store hus, som jeg havde set billeder af, måtte være let at få øje på fra vejen. Det tog imidlertid et par køreture frem og tilbage på vejen, før vi fik øje på den lille sidevej op til ejendommen. Det var et helt specielt syn at køre op til stedet. Husene lå i deres helt egen dal med skov til alle sider. Her kunne man hverken se eller høre verden uden for.

Karen K hus friis molkte
Husene i dalen vest for Vejle, juli 2016.

I 1961 flyttede familien Kjærsgaard fra Søllerød til det nedlagte husmandssted her mellem bakkerne langt ude på landet. Dengang stod kun det stråtækte bindingsværkshus på grunden. Huset var bygget i 1777, og var i meget dårlig stand. Familiens ønske var at bo i det gamle hus, mens de byggede et moderne hus på stedet, og så bagefter at rive det gamle hus ned.

Karen K. Friis og Molkte
Arkitektur fra to forskellige århundreder side om side. Foto: Jens Bull fra Bo Bedre 1966, nr. 8.

Den topmoderne villa, som er støbt i beton på stedet – ikke samlet af færdigelementer – byggede familien selv med hjælp fra to arbejdsmænd. Huset stod færdig i 1963 og fik en del omtale i sin samtid som eksempel på et meget vellykket moderne enfamilieshus, fik jeg at vide at de nuværende beboere, som er godt inde i husets historie. I 1965 var der en artikel om huset i fagtidsskriftet “Arkitektur”, og i 1966 var der en stor artikel om huset i “Bo Bedre”. Begge artikler koncentrerer sig om arkitekturen og byggeriet og omtaler ikke familien Kjærsgaard. I Bo Bedres artikel “De byggede selv et mesterværk” er der dog fokus på familiens planer og byggeprocessen, men boerne omtales blot som “en stædig familie, som ikke havde ret mange penge.”

Karen K Bo Bedre
Det næsten helt nybyggede hus, som det kunne ses i Bo Bedre i 1966. Huset er delvist gravet ind i skrænten bagved, og den afskovede skrænt er endnu ikke blevet bevokset igen. Til højre ses det gamle bondehus. Foto: Jens Bull

Det endte med, at huset fra det gamle husmandssted – som engang havde været trelænget – fik lov til at blive stående ved siden af betonvillaen. I det gamle hus fik Karen Kjærsgaard med tiden sit atelier. De to meget forskellige huse harmonerer på overraskende vis alligevel godt med hinanden og landskabet. I fagbladet “Arkitektur” formuleres det således: “De to huses volumener er indbyrdes afstemte, og rytmikken i de fagdelte facader gør dem beslægtede. De optræder sammen i en spændingsfyld helhed, hvor aldersforskellen er mærkbar, men uden nogen frastødende konflikt. De hviler naturligt i bakkelandskabet.”

Det er sjovt at se forskellen i billederne fra de forskellige artikler. Her nedenfor ses øverst den ubefolkede spisestue fra artiklen i tidsskriftet “Arkitektur”. Nederst julehygger Karen Kjærsgaard med sin familie i den samme spisestue til ære for Familiejournalens fotograf, som fokuserer meget mere på familiens liv. Bemærk Karen K.’s egne nisser helt ude til venstre på bordet. De malede svenske træhaner (Dalatupper),som står til højre på bordet har måske inspirere karen K. til hanerne på som ses på arket med julepynt øverst på dette blogindlæg.

Karen k spisestue
Foto: Thomas & Poul Pedersen, Artiktektur 1966
Karen K familie i spisestuen
Foto: Mogens Lange, Familiejournalen 1966, nr. 51

Vi fik en fin rundvisning i både det gamle bondehus og i Friis & Molkte villaen af de nuværende ejere. De fortalte af i Familien Kjærsgaard tid havde kunstnere som f.eks. Robert Jacobsen været blandt husets gæster – også drengene fra Skoleskibet George Stage havde besøgt huset i 1960’erne. Vi var heller ikke de første nysgerrige, som havde bedt om lov til at se huset – både slægtsforskere, hvis forfædre havde boet på husmandsstedet, og interesserede arkitekter havde lagt vejen forbi. Gæsterne har kunne konstatere, at villaen har fået saddeltag – en del i modstrid med Friis & Molktes karakteristiske flade tage (men til gengæld ikke utæt) – og at huset fra 1777 er flot vedligeholdt og helt moderniseret indvendigt.

IMGP2836
Det flot restaurerede hus fra 1777 og i baggrunden huset fra 1963, som har fået nyt tag. 
IMGP2845
Selv om huset er nænsomt renoveret, er det stadigvæk chamerende skævt.
FullSizeRender-59
Karen Kjærsgaard i sit arbejdsværelse 1970, hvor hun tegnet, hvad der kunnne ligne julepapir i folkloristisk stil.  Foto: Jesper Dijohn, Hendes Verden 1970, nr. 50
IMGP2841
Karen Kjærsgaard har haft en fantastisk udsigt fra vinduet i arbejdsværelset.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

IMG_8227
Postkort og små vignetter i almuestil tegnet af Karen K. 1968
Karen K ved sit hus
En overdækket gang gør det muligt at gå tørskoet mellem de to huse. Foto: Thomas & Poul Pedersen, Arkitektur 1965.

Karen Kjærsgaard boede i huset frem til ca. 1971. Det er altså her hun har fundet inspiration til mange af sine tegninger fra 1960’erne, hvoraf nogen næsten er i det man kan kalde almuestil. Det er let at forestille sig, hvordan arkitekturen og naturen på dette sted har kunnet inspirere et kunstnerisk sind.

Kvinden på billedet her til venstre er ikke nævnt ved navn i arkitekt-tidsskriftet, men jeg tror, det er Karen K., der falder i staver over den fantastiske natur omkring sit hus.

 

 

 

IMGP2848
Udsigten fra villaen over haven og søen. Der er meget mere have nu end på Familie Kjærsgaards tid. Det lille hvide hus byggede Familien Kjærsgaard til hestestald.

Til sidst vil jeg gerne sige tak til de nuværende ejer for at lade os besøge stedet og for at tage rigtig venligt imod os og dele stedets historie.

IMGP2853

Litteratur:

Harald Frilund: Mens det summede af sol og sommer blev de festlige Karen K-nisser til i Risomkrog, Hendes Verden 1970, nr. 50, s. 42-43

Anker Thiedemann: De byggede selv et mesterværk, Bo Bedre 1966 nr. 8, s. 30-35, 64, 67-68 & 71.

Poul Erik Skriver: Enfamiliehus i Kærbøllinghuse, Arkitektur 1965, s. 127-133

Jan Thrudvang: Vi besøger Danmarks mest juleglade kunstner, Familiejournalen 1966, nr. s. 36-37 og 41

ENGLISH SUMMARY: In this blog post I visit the house where the Danish artist and designer Karen Kjærsgaard lived in the 1960’s. The house is mentioned in various magazines from that time – women’s magazines as well as architect and interior design magazines. After sending a letter to the current owners of the place I was very kindly invited to visit the place which is located in a beautiful valley near the town of Vejle, Denmark. Both the old farmhouse from 1777 and the 1960’s villa by architects Friis & Molkte were still preserved on the site – although somewhat modified and modernized. In the thatched farm house Karen Kjærsgaard had her studio for some year in the 1960’s. Here she designed among other things Christmas ornaments in Scandinavian folk style.

KarenKblogheader

 

 

Karen K.’s huse 3

English summary below.

I det seneste blogindlæg i serien om Karen K.’s huse ledte jeg efter et hus, hvor Karen Kjærsgaard boede i 1980’erne, og som hun selv beskrev som liggende “på en bakketop, hvor Jylland er højest“.

Nu er huset fundet, og jeg kan vise et billede af, hvordan stedet ser ud i dag. Efter at have ledt efter spor i Karen Kjærsgaards egne tegninger, som kunne fortælle, hvor huset ca. lå og efter selv at have kigget lidt i området omkring landsbyen Tåning, fik bloggerens kæreste den gode ide at konsultere en gammel telefonbog. Det var en meget nostalgisk oplevelse. Sådanne gamle telefonbøger findes faktisk på biblioteket!

thumb_IMG_7972_1024

Det er længe siden, jeg har haft en telefonbog i hånden. Gad vide, hvornår man holdt op med at trykke den slags – eller findes de mon endnu? Jeg kan i hvert fald bedst huske telefonbøger fra min barndom, hvor spejderne fik lidt penge for at dele dem ud til husstandene. Og når den nye telefonbog kom, var det sjovt at slå sine egne forældres navn op i den. Man kunne også slå op på erhverssiderne og finde adresser på bryggerier. Hvis man skrev et pænt brev til et bryggeri, fik man som regel en pakke tilbage med klistermærker og sodavandsetiketter. Sådan morede børn sig i 1980’erne!

Nå, men ved hjælp af telefonbogen fandt jeg altså huset, og den nuværende ejer gav mig lov til at komme forbi og tage et par billeder. Det er et ganske lille hus – faktisk så lille, at det lykkedes mig at køre lige forbi det, første gang jeg kørte på vejen, hvor huset ligger. Huset er bygget helt tilbage i 1800, og er kun ca. 62 m² i grundplan. Siden Karen Kjærsgaard boede i huset, er tagetagen blevet taget i anvendelse, og der er sat en kvist på huset, som arkitektonisk bryder en del med stemningen af bondehusidyl. Ombygningen har også ændret tagets form, så det er blevet mere symetrisk end på Karen Kjærsgaards tid. På bagsiden af huset er en dør blevet muret til, og huset er ikke længere hvidt men gult. Men i bund og grund er det det samme hus, som Karen K. boede i, og som hun tegnede flere gange på sine juletegninger i Familiejournalen.

Karen Ks hus

IMGP2872
Huset set fra vejen

FullSizeRender-52 kopi

IMGP2873
Huset set fra haven

Jeg kunne konstatere, at huset ikke, som jeg troede, havde en allé. I 1982 skrev Karen K.’s nemlig “Historien om en lille fugl” i Familiejournalens julehæfte. Den begynder sådan: “En dejlig sommermorgen kom naboens lille dreng, Frederik, pilende ned igennem alleen så hurtigt, hans ben kunne bære ham (…) og et øjeblik efter stor han her i min dør.” Ud fra den oplysning, troede jeg, at det var Karen Kjærsgaards hus, der havde en allé. Da jeg var på stedet kunne jeg imidlertid se, at den omtalte allé hørte til gården på den anden siden af vejen over for Karen Kjærsgaards hus, og selv om mange af træerne er udskiftet siden 1980’erne, er jeg ret sikker på, at det er træer fra netop den alléen, som ses på flere af Karen K.’s tegninger. De ligger endda geografisk rigtigt i forhold til huset, på alle tegningerne.

FullSizeRender-7
Alléen i Karen K.’s streg fra 1987
IMGP2865
Alléen i under regntunge skyer i 2016.

Meget er altså stadig det samme omkring Karen K.’s tidligere hus, men meget er også forandret. Det gammel træ bagved huset, hvor nisserne boede, er væk. Det er nok ikke så mange år siden, at træet forsvandt. På det nedenstående billede fra 2009, som jeg har lånt fra google street view, tror jeg, det er nissernes træ i en amputeret udgave, som ses bagest til højre i billedet bagved foderbrættet. Karen K. skrev selv i den tidligere nævnte “Historien om en lille fugl“, at selv om nisserne har travlt “har de tid til at snakke lidt med alle fuglene, som flyver omkring foderpladsen.

nissernes træ
Google Street Views fotovogn kørte forbi Karen Kjærsgaard tidligere hus en julidag i 2009.

Nisserne har nu forhåbentlig fundet et andet sted at bo, nu hvor deres træ er væk. Derimod står der stadig solbærbuske neden for det sted, hvor træet engang stod – præcis som på Karen Kjærsgaards tid i huset. (Læs mere her). Og sørme om vi ikke lige fik et glimt af en nisse i solbærbuskene, så de er nok ikke flyttet langt væk. Måske over i skoven på den anden side af marken.

IMGP2880
En nisse samler solbær i de gamle buske
IMGP2877
På den anden side af bygmarken lige bag huset ligger skoven.
FullSizeRender-57
Nissebolig i et træ i skoven. Udsnit fra Karen K.’s julepanorama 1979.

Til sidst vil jeg gerne sig tak til den nuværende ejer, for at vi måtte komme forbi og tage billeder af huset, som er en lille smule “landskendt” fra Karen K.’s tegninger.

Lidt billeder af det bakkede landskab “hvor Jylland er højest” på en regnvåd julidag. Nogle af billederne er taget fra tårnet på Ejer Baunehøj.

English summary: In an earlier post in this series about houses were Danish artist and designer Karen Kjærsgaard’s (Karen K.) used to live I narrow to the precise location of a house that she has used several time in her drawing to an area around the village of Tåning, Karen Kjærsgaard lived in this house in the 1980’s. Now I have found the actual house (using and old directory from 1987/88!) and the present owner allowed me to take some photos of it.

KarenKblogheader