Forår, forår kom nu snart

Op til påsken i 1983 bragte Familiejournalen et gør-det-selv mønster til et filtklip-vægtæppe, som Karen Kjærsgaard havde designet.

Filmklippet var et rigtigt forårsmotiv af en pige, der plukker anemoner i en skovbund.

På bladets midterside var der en gengivelse af det færdige resultat i størrelse 1:1. Og på de nærmeste sider i bladet var der mønster og samlevejledning.

For dem, der ikke har tid til at klippe og klistre, underholder vejledningen en lille kattelem: billedet midt i bladet kan monteres på en blød plade og hænges op i børneværelset. Og Familiejournalen afslører, at billedet er det første i en serie på fire med årstidsmotiver, som vil blive bragt henover året.

De fire årstidsbilleder som Familiejournalen bragte som gør-det-selv mønstre i 1983.

Karen K.’s filtklip med glade børn var velkendte for trofaste læsere af Familiejournalen. I perioden fra 1968-72 prydede sådanne billeder af Karen K. Familiejournalens forside flere gange om året.

Her ses et billede fra 1970’erne, hvor Karen Kjærsgaard er i gang med at fremstille et af sine velkendte filtklip.

Læsere af Familiejournalen med rigtig god hukommelse ville i 1983 måske have erindret at have set motivet med den lille anemoneplukkende pige før.

Det havde nemlig været forside på bladet tilbage i april 1971.

Forsiden af Familiejournalen 20. april 1971.

Karen Kjærsgaard havde genskabt det oprindelige motiv med nye farver. Og de ægte anemoner på det oprindelige billede var skiftet ud med anemoner i filt.

Pigens kjole med brune og lyserøde farver var nu prikket og de lyserøde sko var blevet sorte. En varm forårssol var også blevet tilføjet bag de endnu nøgne træer. Men i de store træk var de to billeder ens.

Familiejournalens forside 20. maj 1969.

Jeg må indrømme, at jeg glæder mig meget, til foråret kommer igen med anemoner, lyse dage og fuglesang. Og jeg hjælpe gerne foråret lidt på vej med endnu et forårbillede med en pige og hendes hund i en blomstereng.

Forår, forår kom nu snart …..

Den smukke and

Her i starten af 2023 har man kunne se et sjældent syn i Munkemose i Odense. Ikke den grimme ælling, men den smukke and, kunne man sige.

Billede fra TV2Fyn

En kæmpestor smaragdgrøn and havde slået sig ned mellem gråænderne i parken. Det viste sig at være en undsluppen tamand af den amerikanske race Cayugaand.

Den store interesse for den smukke fugl fik mig til at tænke på nogle andetegninger af Karen Kjærsgaard, som havde liggende.

Karen K.’s kunstneriske produktion bestod jo ikke udelukkende af nisser og julebilleder. Hun havde hele tiden en nær forbindelse til naturen, som hun boede mit i det meste af sit voksne liv. Dyr og fugle er hyppige gæster i Karen K.’s nisselandskaber – ofte i lidt nuttede, menneskeliggjort udgaver, men ved siden af dette tegnede Karen Kjærsgaard også naturalistiske billeder af især fugle.

I årene 1988-91 (og måske flere år?) bragte Familiejournalen flere af Karen K.’s fuglebilleder som helsides billede på ekstra kraftigt og glittet papir enten på særlige sider midt i bladet, som kunne tages ud, eller på omslagets indersider.

Gråand, han

I Familiejournalens sommernummer i 1988 blev de to første billeder bragt. Nemlig et billede af henholdsvis en han og en hun af Danmarks mest almindelige and, gråanden.

Herover ses andrikken. Desværre har jeg endnu ikke fundet billedet af gråand-hunnen.

En “levende” gråand betragter portrættet af sig selv.

Til gengæld fandt jeg en sjov funktion på Google lens, hvor man kunne se en gråandrik i naturligstørrelse i 3D i sin egen stue! Man kunne endda optage en lille video, som I kan se her. I videoen betragter den virtuelle and motivet af sin artsfælle.

Taffelænder

I følge Familiejournalen selv vakte de to andebiller i 1988 så megen glæde, at man besluttede at gentage succesen i sommernummeret i 1989. Denne gang med tegninger af et par taffelænder.

Taffeland, hun
Taffeland, han

Billederne har jeg bl.a. fundet i tidstypiske skifterammer anno 1989, så nogen må have fulgt Familiejournalen opfordring til at klippe billederne ud og hænge dem op.

Andesuccesen blev gentaget påny i sommernummeret fra 1990. Denne gang sad billederne på indersiden af bladets omslag, og motivet var et par bjergænder.

Bjergand, hun. Bemærk Karen Kjærsgaards signatur.

På dette billede kan man se Karen Kjærsgaards egen signatur og datering af billedet. Omkring 1986 gik Karen Kjærsgaard bort fra at signere sine ting med “Karen K.” og nøjedes med Karen (eller slet ingenting). Måske for at signalere, at hun bevægede sig i en ny retning og tildels med nye motiver?

Det er kun lykkedes mig at finde billedet af hunnen af dette par, men en lille gengivelse af billedet af hannen findes på bagsiden af billedet:

Endnu et – måske det sidste – andebillede, som Familiejournalen bragte var i januar 1991, hvor det nedenstående billede var trykt på indersiden af bladets bagside.

Krikænder

Det flotte vinterbillede forestiller to par af krikænder tæt på en stenet strand med høje skrænter.

I alle Karen Kjærsgaard naturbilleder fornemmer man en kærlighed og interesse for natur. I følge et gammelt interview i Familiejournalen gik hun også selv på jagt og derfor kendte hun sikkert andefuglene godt. Detaljen i fjerdragten på disse andebilleder er ret imponerende. Billederne kunne sagtens have fundet anvendelse i illustrerede faunabøger over Danmarks fugleliv.

At genkende et mønster

Selv om det er januar, kan man godt grave lidt ned i Karen K.’s produktion af nissebilleder og gøre nye opdagelser.

Forleden blev jeg opmærksom på denne gamle lysedug med påtrykte julenisser og syntes, der var noget genkendeligt ved motivet.

Den lille retrodug viser nisser, der vandrer i et snehvidt landskab under månens lys. Og motivet er faktisk pænest på afstand. Når man kigger nærmere efter, er nissernes ansigter ikke så vellykkede i trykket.

Alligevel syntes jeg, der var noget genkendeligt ved motivet og ikke mindst den måde månelyset kaster skygger på sneen og på nissernes tøj.

Efter at have ledt lidt i gemmerne fandt jeg det jeg søgte: motiverne stammer fra en julefrise af papir tegnet af Karen Kjærsgaard!

Frisen er signeret af Karen K. og er udgivet af det svenske firma Axel Eliasson. Formentlig i starten af 1970’erne.

Det er de tre nisser på venstre del af frisen, som er blevet trykt på dugen.

De snedækkede graner og fuldmånen er der også blevet plads til.

Der kan ikke være tvivl om, at Karen K.’s tegning er blevet brugt som forlæg for den trykte dug. Men overførslen til tekstil er ikke helt vellykket – måske har man forsøgt at overføre for mange detaljer fra den fine tegning til det lidt grove tekstil.

Hvornår dugen er fra, kan jeg ikke sige med bestemthed, men jeg har en formodning om, at julefrisen, som danner forlæg for dugen måske er fra 1971. Den har varenummeret 7194 og måske indikerer de første to cifre årstallet for udgivelsen. I hvert fald kan man genkende den ramme af havreaks, som er på frisen, fra nogle af Karen K.’s julekort.

De ældste af disse julekort, som jeg har kunnet finde, er poststemplet i starten af 70’erne. Så måske er de ca. samtidige med frisen (?) og mon ikke dugen er omtrent fra samme periode?

Uanset kvaliteten på lysedugen – og uanset tiden på året – synes jeg, det er sjovt at gå og opdage sådan nogle små designdetaljer, som ingen måske har tænkt på i årevis.

Nytårskonfetti

Til nytårsaften skal der dækkes et pænt bord med masser af farver og glimmer og konfetti. Og hvad kunne være bedre end at pynte bordet med retro hjertekonfetti designet af Karen K.?

Denne geniale og farvestrålende bordpynt må være fra engang sidst i 1969’erne eller starten af 1970’erne. Denne her intakte pose konfetti nænner jeg ikke at åbne, for jeg har en ærefrygt for gamle ubrudte emballager.

Heldigvis har jeg også åben pose, og vi har brugt dem til en farveflod på vores nytårsbord.

De små hjerter er farvet på begge sider, så de altid lander smukt.

Og de kradse farver matcher servicen og den gode nytårsstemning.

En af mine yndlingsjulehistorier af nyere dato er Sven Nordqvists “Nissemaskinen”, hvor man følger gamle Peddersen og katten Findus i december måned (engang i 1960’erne tror jeg). På et tidspunkt kommer en dørsælger forbi og kan f.eks. tilbyde Husmoderens håndbog som bl.a. har en opskrift på hjemmelavet konfetti! (Det er god humor). Og selv om husflid er en god ting, hvorfor så lave sit eget konfetti i en tid, hvor man kunne købe Karen K.-konfetti!?

De små hjerter er ikke bare ens, men har mange forskellige mønstre. Og lignende mønstre finder man mange steder i Karen K.’s produktion. Bl.a. på denne bordløber af papir:

Og skulle ventetiden til kl. 12 nytårsaften blive lidt lang, er der god underholdning i at sortere konfettien efter farve, form og mønster.

Man ser, at fordelingen langt fra er ensartet. Tilfældigt eller snedigt udtænkt for bedst visuel effekt?

Uanset om du skal bruge din nytårsaften til at sortere konfetti eller noget helt andet, ønskes du et rigtig godt nytår.

Trains and boats and planes…og hestevogne

I 1966 indspillede Dionne Warwick Burt Bacharachs og Hal Davids sang “Trains and boats and planes”, som blev et mindre hit. (Hør sangen her).

I 1966 var Karen Kjærsgaard godt i gang med sin grafiske karriere under navnet Karen K. Hun var endnu ikke begyndt at tegne julepynt til Familiejournalen, hvilket kan siges at være hendes folkelige gennembrud. Men i 1966 havde hun allerede i flere år tegnet for mange forskellige firmaer som Georg Moldow, L. Levison Junr., Lindgreen & Andersen, svenske Axel Eliassons Konstförlag og amerikanske Caspari. Julemotiver med nisser og engle dominerede produktionen fra starten af karrieren, og motiverne var ofte nostalgiske landlige scener med bindingsværkshuse, landsbykirker, skove og marker – den natur som Karen Kjærsgaard selv boede tæt på. Men af og til sniger der sig lidt mere “moderne” elementer ind i nissebillederne: tog, både og flyvemaskiner…og biler, luftballoner og hestevogne. Alle slags befordringsmidler i nissernes land. Nå ja, “moderne” er måske så meget sagt, for der er tale om veteranbiler, veteranfly, damplokomotiver osv. Så den gammeldags idylliske stemning er intakt.

De to julekort (tildels med guld på) er fra slut 1950’erne eller starten af 1960’erne. I hver fald senest 1962, for fra det år har jeg et poststemplet eksemplar fra serien, der var på i alt fire julekort. Kortene er udgivet af forlaget GeMo (Georg Moldow). GeMo blev storproducent af papjulekakendere til både det danske og det udenlandske marked. Så hvis du som jeg havde en dansk produceret julekalender som barn i 1970’er-80’erne er der stor sandsynlighed for at GeMo stod bag.

Klassisk julekalender fra GEMO. Denne type blev i min barndom solgt i Brugsen for 1 kr. og havde 24 bittesmå låger.

Nisser og veterantog er en sikker kombination på julekort og nissebilleder. Man kan vel dårligt forestille sig nisserne ankomme til jul i et overfyldt IC4-tog…..

Til det svenske marked tegnede Karen K. en flot julefrise med et damplokomotiv og fire togvogne – kørt og brugt af nisser. Motivet passer perfekt til frisens format på 13×79 cm. Frisen er måske fra 1970. Det er min egen (endnu ubeviste) teori at de to første cifre i varenummer 7030, som er trykt på frisen, betegner årstallet for udgivelsen.

Nissetoget har både passagervogne, postvogn, godsvogn og spisevogn. Særlig begejstret er jeg for godsvognen, hvor er umage flok af dyr er taget på togtur.

Et damplokomotiv pryder forsiden af den sene udgave af Karen K.’s billedlotteri. Det er udgaven fra efter 1973, hvor Joker havde overtaget rettighederne til spillet fra det tidligere firma Drechsler, som oprindeligt udgav Karen K.’s spil i 1960’erne.

I 1970’erne udgave af spillet er damplokomotiver flyttet over på en lotteriplade med legetøj. Derved har dragen fra det oprindelige spil måtte vige pladsen.

Øverst ses den grønne spilleplade fra det oprindelige spil. Nissepigen peger på dragen. Nederst ses spillepladen fra den seneste udgave sf spillet. Pladen er nu blå, og dragen er skiftet ud med et damplokomotiv.

Lokomotivet var dog også med i det oprindelige billedlotteri. Ikke som legetøj, men som et rigtigt tog på en plade med befordringsmidler og bygninger.

Måske har man ved relanceringen af spillet efter 1973 taget disse motiver op til revision. Den sidste sporvogn i København var blevet indstillet i 1972 og fiskerbåde med sejl hørte også fortiden til. Lokomotiver kørte ikke længere på damp – og måske derfor blev lokomotivet overført til legetøjskategorien og de øvrige motiver fra spillepladen droppet helt i 1970’er udgaven af spillet.

Både og skibe finder man af og til hos Karen Kjærsgaard. Hun var velkendt med skibe. Hendes far Christian Aschengreen arbejdede for ØK og var udstationeret med din familie i Indien da Karen blev født. I følge en artikel i Familiejournalen fra 1966 mødte Karen sin kommende mand på et skib.

Det er dog ikke moderne fragtskibe og supertankere man ser på Karen K.’s motiver, men gamle sejlskibe for fulde sejl. Som på dette postkort, som jeg har lånt fra Per Sørensens hjemmeside.

Eller på dette broderimønster som Karen Kjærsgaard lavede til firmaet Eva Rosenstand

Der er ikke mange fly i Karen Kjærsgaards billedunivers. Men som man kan se, var der et fly i billeflotteriet fra 1960’erne. Og på et design af julegavepapir fra 1980 er nisserne på vingerne i propelfly og springer med faldskærm.

Lidt i samme boldgade: ikke en flyver, men dog et flyvende transportmiddel er nisserne luftballon på dette svenske julebillede (eller julbonad, som svenskerne ville kalde den).

Den er ligeledes udgivet af firmaet Axel Eliasson og printet i Sverige. Den har et meget lavt varenummer nemlig 11, og er måske et af de første julebilleder, som Karen K. fik trykt hos dette firma.

Læg for øvrigt mærke til sejlskibet i havnen nederst på billedet.

Og til slut lige lidt veteranbiler. Fra et stykke julegavepapir – nok fra 1970’erne:

Og til helt sidst – som lovet – en hestevogn.

Der er igen tale om en julefrise fra det svenske firma Axel Eliasson. Og den er formentlig fra 1960’erne.

Der er god fart over postvognen med firspand. Mere fart og svung end man ofte ser hos Karen K. Det er lige så nisserne bag på vognen er ved at falde af.

Hermed slutter den lille rundtur i Karen K.s trains, and boats, and planes – og lidt ekstra. Med fuld fart på vognen og trut i posthornet haster vi frem mod det nye år. God tur!

Nissen i detaljen

For nogle år siden skrev jeg her på bloggen om en fin juleuro tegnet af Karen K. Den gang var nisserne på uroen med til at løse et mysterium om nogle porcelænsnisser, som viste sig også være lavet af Karen K. Det har du læse om ved at klikke her.

Siden da har den lille nisseuro været oppe at hænge i vores hus hvert år til jul. Men der er en lille detalje som altid har undret mig. Skal de små hjerter på grankransen øverst oppe stritte lige ud i luften – eller skal de bøjes, så de hænger nedad?

Indtil i år har jeg altid ladet hjerterne stritte, som det ses på billedet herover.

Og sådan ser det ud oppefra:

Men i år har jeg været så heldig at finde endnu en udgave af den gamle juleuro, hvor er del af den oprindelige indpakning er bevaret. Her er der en flot lille tegning af Karen Kjærsgaard, som viser uroen i udfoldet tilstand.

Her ses det tydeligt, at det er meningen at hjerterne skal bøjes og hænge lodret ned, som om de hang som julepynt fra en grankrans – og det giver jo også god mening.

Sådan ser uroen ud, når hjerterne foldes på plads, som Karen Kjærsgaard selv havde tænkt sig. En ulempe ved at bøje i kartonen er, at det her 55-60 år efter at uroen blev lavet har gjort kartonen svag i bøjningerne, så hjerterne let kan falde helt af.

Jeg tror, at uroen er fra midt i 1960’erne. Metoden med at tegne indholdet af en vare uden på emballagen i stedet for at gengive indholdet med et fotografi gik efterhånden ud af brug efter 1960’erne.

Bag på et af hjerterne kan man se, at uroen er printet i Danmark. Og Karen K. har også sat sin karakteristiske signatur på grankransen.

På indpakningen kan man se, at uroen nok har været pakket i flad tilstand. Måske i en papirspose. Labellen har et fint hul, så posen med uroen har kunnet hænge på en stand i butikken. Prisen på 3 kroner og 35 øre er skrevet på med blyant.

Uroen har også et varenummer: 546. Sikkert fra firnaet Lundgreen & Andersen selv om firmaets logo ikke ser på labellen. Karen K. må have produceret en stribe af uroer for firmaet i denne periode. Jeg har tidligere skrevet om engleuroen nr. 543 (læs her) og nisseuroen nr. 542 (læs her)

Så hvordan mon uro nr. 544 og 545 så ud?

P.S. Det viser sig, at uroen også er blevet solgt i Sverige. Svenskerne kaldte den for en Tomtemobil. Og den havde et helt andet varenummer, men hvilket firma, der har udgivet uroen i det svenske, ved jeg ikke, men det nævnes, at der er tale om import – nemlig fra Danmark.

Det var lidt julepyntsforskning baseret på en original kilde. Sådan kan nissen gemme sig i detaljen.

Gavepapir alle vegne

Kender I den tid sidst på juleaften, når hele stuen flyder med gavepapir? Gaverne er pakket op, og nu ligner gulvet rundt om juletræet lidt en slagmark med gavebånd og halvtsammenkrøllet papir alle vegne. Det hele bliver samlet samme i en sæk og smidt i containeren til småt brændbart, næste gang man besøger genbrugsstationen.

Men hvad nu hvis man gemte lidt af dette gavepapir fra år til år? Ville man opdage, at det over tid ændrede sig lidt i designet? Eller har julegavernes indpakning overhovedet ikke forandret sig de sidste 50 år? Og hvem er egentlig de ofte anonyme designere bag motiverne på det glitrende gavepapir?

Karen K. har selvfølgelig også tegnet gavepapir. Jeg har tidligere skrevet om det her på bloggen ved et par lejligheder. Nemlig tilbage i 2019 (klik) og 2016 (klik).

I løbet af 2022 har jeg været heldig at finde lidt flere eksempler på julegavepapir tegnet af Karen K., som jeg synes, I skal se her. Vi må efterhånden konkludere, at Karen K. har lavet adskillige forskellige designs af gavepapir gennem årene. Et af de gamle stykker julepapir opklarer desuden et spørgsmål, som har naget samlere af retrojulepynt i flere år. Så læs med.

For et par dage siden var jeg heldig at blive gjort opmærksom på en sjov ting, som var til salg: nemlig en mappe med vareprøver på julegavepapir anno 1980. Man må gå ud fra, at det er et varekatalog, som blev sendt ud til papirhandlere og boghandlere i god tid inden julehandlen, så butiksejerne kunne vælge, hvilke designs at julepapir, de ville satse på til julen i 1980. Ifølge sælgeren stammer mappen muligvis fra Søndergård Papir, som var en butik, der handlede med bøger og papirvarer i Thisted.

Mappen er lidt større end A4-størrelse og har indeholdt prøver på mindst 26 stykker forskelligt gavepapir. På bagsiden af hvert nummer er trykt et varenummer.

Flere af vareprøverne er eksempler på fotograferet julepynt, som var trykt på gavepapiret. Den slags gavepapir var populær fra sidst i 1960’erne og i 1970’erne. Her i 1980 begyndte det måske at virke lidt gammeldags:

Særligt specielt, synes jeg, at dette papir med juleplatter Fra Bing & Grøndahl og Den kongelige porcelænsfabrik er:

Men mest interessant i denne sammehæng er selvfølgelig fem design af Karen K., som er i mappen.

Der første ark tegnet af Karen K. er i flot guldpapir med glade engle klædt i striktrøjer og tophuer. Min søster siger, hun kan huske dette papir fra vores barndom, så min mor må have købt det engang. Personligt kan jeg dog ikke huske det fra dengang, men flot er det.

De vinterklædte engle har Karen K. brugt andre steder i sin produktion. Her ses englene på et julekort fra 1987 og på kræmmerhuse fra Familiejournalen i 1978.

Det næste design er med dansede nisser, som jeg ikke har set før. De er næsten lidt samiske i farverne på tøjet:

Det næste gavepapir har både engle og nisser, og er lidt atypisk for Karen K. ved både at afbilde flyvemaskine og nisser i faldskærm:

Vareprøven i mappen er ikke stor nok til at en eneste nisseflyvemaskine er afbildet i fuld udstrækning, så jeg har photoshoppet lidt for at se, hvordan det oprindeligt har set ud, når man havde et større stykke af papiret. Jeg vinder nok ingen for kvaliteten af min billedmanipulering, men man får da en ide, om hvordan det har set ud:

Dette stykke gavepapir fra 1980 er desuden rigtig interessant fordi, det opklarer en diskussion, som længe har stået på mellem folk, som interesserer, sig for Karen .’s designs – nemlig hvorvidt disse ansigtsløse engle på juletekstiler fra Södahl er tegnet af Karen K.:

Jeg har tidligere skrevet om spørgsmålet her på bloggen (klik) og argumenteret for at englene ER tegnet af Karen K.

Med fundet af det her gavepapir kan der ikke længere være tvivl. Sammenholder man englene på papir og tekstil er de besnærende ens. Selv de små gyldne stjerner er med begge steder:

Man må derfor konkludere, at englene på Sødahls juleduge fra 1980’erne ER tegnet af Karen K. Hvorfor man hos Sødahl i sin tid valgte at afbilde englene uden ansigter, tror jeg aldrig jeg vil forstå….

Det næste stykke gavepapir har religiøst motiv: Jomfru Maria med Jesusbarnet, de hellige tre konger og to engle samt en stjerne trykt på blankt skinnende sort og guldfarvet papir:

Lignende (men ikke identiske) motiver brugte Karen K. i 1988 til en serie kræmmerhuse i Familiejournalen:

Betlehemsstjerne fra det førnævnte gavepapir fik også sit helt eget elegante gavepapir. Det er det sidste Karen K. design i mappen:

Til sidst vil jeg lige vise et stykke gammelt Karen K. gavepapir, som en læser af bloggen var så sød at sælge mig et par meter af. Jeg ved ikke, hvor gammelt det er, men mon ikke det også er fra 1980’erne. På sådan et stort stykke gavepapir kan man bedre se, hvordan mønstret gentager sig i det uendelige. Her med søde musicerende engle:

Om få uger vil julegaverne fra julen 2022 ligger udpakkede rundt om i de danske stuerne, mens gavepapiret bliver samlet sammen. Hvem mon har designet det gavepapir, du pakker dine gaver ind i i år?

En juletræs-julekalender

Julen nærmer sig med forsigtige skridt, og det er på tide, at der sker lidt nyt her på bloggen.

Jeg har for nyligt været heldig at erhverve en gammel Karen K.-sag, som jeg ellers kun tidligere har set billeder af. Den har været en tur over Atlanten og tilbage igen.

Det er en fin stor julekalender, som har været importeret fra Danmark til USA formentlig engang i starten af 1960’erne. Den er fremstillet i Danmark hos firmaet Levison Jr. A/S, som Karen Kjærsgaard tegnede for allerede fra starten af sin karriere i begyndelsen af 1950’erne. Den flotte julekalender blev importeret til det amerikanske marked af firmaet Caspari, som Karen Kjærsgaard siden hen tegnede for helt frem til 2010’erne.

Det er ikke tit, man finder så gamle julekalendere i flot stand, så da en anden samler solgte ud, slog jeg straks til.

Juletræets toptjerne havde dog lidt en smule overlast i årenes løb, så der måtte lige lidt restaurering til.

Men så var julekalenderen – eller The Advent Calendar – som amerikanerne kaldte den også næsten så god som ny.

Kalenderen kom oprindelig i en stor kuvert, så man kunne sende den som gave til et heldigt barn. På kuverten reklamerede man for, at julekalenderen var importerer fra det (måske lidt eksotiske) Danmark. Og Karen Kjærsgaard havde lavet en tegning af juletræet til kuvertens forside, så man fik en ide om, hvad der gemte sig i brevet.

Når kalenderens to dele blev sat sammen, havde man en flot 3D julekalender af et fint pyntet træ.

Julekalenderen låger har forsigtigt været åbnet, så vi kan godt tillade os at snydekigge lidt. Karen K. har selvfølgelig også tegnet billederne ved lågerne. Bag den første låge gemmer der sig en lille mus.

D. 9. december ser man en ugle:

Julemanden dukker op allerede 23. december bag en ekstra stor låge. Men Jesusbarnet meget passende ses bag den store 24. låge.

Nederst på træet har Karen Kjærsgaard sat sin velkendte Karen K. signaturen, så der er ingen tvivl om kunstneren.

Jeg glæder mig til, at vi kommer lidt tættere på julen, så den gamle julekalender kan blive sat frem. Med Karen K.-nisserne dansende rundtom.

Den lille pige med svovlstikkerne

Det nye år er kun nogle få dage gammelt, og de fleste har sikkert stadig nytårsaften 2021 i frisk erindring. Det var vist nok den varmeste nytårsaften målt i Danmark nogensinde. Sådan var det ikke i 1845, da H.C. Andersens eventyr om den lille pige med svovlstikkerne blev trykt første gang. Andersen begynder sim fortælling sådan her:

   “Det var saa grueligt koldt; det sneede og det begyndte at blive mørk Aften; det var ogsaa den sidste Aften i Aaret, Nytaarsaften. I denne Kulde og i dette Mørke gik paa Gaden en lille, fattig Pige med bart Hoved og nøgne Fødder…..”

Eventyret er et af Andersens mest kendte. I december måned 1970 kunne læserne af Familiejournalen klippe og samle deres eget dukketeater over historien om den lille pige. Dukketeatret var tegnet og designet af Karen K

I fire numre af bladet var der kulisser, personer og rekvisitter til dukketeatret, som man lige kunne nå at få færdigt i tide inden jul.

Kulisserne med de gamle huse var trykt på kraftigt karton. De øvrige dele sad på de farvede glittede sider i bladet og var ret sarte. Karen Kjærsgaard gav i hvert nummer af ugebladet nøje instruktioner til, hvordan ugens figurer skulle samles.

Jeg har de fire blade liggende længe men har ikke nænnet at klippe i siderne. Men for nyligt var jeg heldig at finde et samlet og velbevaret eksemplar af det over 50 år gamle dukketeater. Det er blevet passet godt på og har været opbevaret i fine æsker. Derfor er det stadig pænt – alderen taget i betragtning.

   

Teatret var nydeligt klippet ud og samlet efter anvisningerne i bladene. Det er lidt ironisk, når man tænker på, at den lille pige er på gaden for at sælge svovlstikker, at kulisserne er afstivet med store tændstikæsker (Karen K’s eget forslag) og at flere af figurerne er blevet afstivet med en tændstik indvendigt.

I det sidste nummer af Familiejournalen før jul fik man de sidste figurer til teatret og et, manuskript som Karen K. har skrevet med udgangspunkt i H.C. Andersens tekst. Bl.a. får den lille pige et navn, Martha.

Jeg synes det kunne være sjovt at bringe manuskriptet her sammen med billeder af teatret. Så her er Karen K.’s udgave af det sørgelige eventyr.

DEN LILLE PIGE MED SVOVLSTIKKERNE

Eventyrspil i 1 akt efter H.C. Andersen skrevet af Karen Kjærsgaard til Familiejournalens dukketeater julen 1970

Personerne:

Martha: en fattig, lille pige

Frederikkes mor: en fin dame

Frederikke, en fin, lille pige

Mormor

MARTHA (kommer ind på scenen, forpustet efter løb): Åh, nej, hvor blev jeg dog bange! Benene kan slet ikke bære mig mere. Sådan ryster de. Den store karet kom farende omkring hjørnet, lige da jeg var ved at gå over gaden. Og kusken gjorde slet ikke noget for at holde på hestene. Jeg måtte springe for ikke at blive kørt over. Og så tabte jeg tøflerne. Den ene blev kørt over i rendestenen, og den anden tog den slemme dreng. Han lo og råbte til mig, at han ville bruge tøflen  som vugge, når han selv fik børn!

(Småklynkende): Og nu har jeg slet ikke noget på fødderne! Åh nej, de er helt blå af kulde!

(Lidt roligere): Tøflerne var et par af mors gamle. De var alt for store til mig, Det var nok derfor, jeg tabte dem. Men dejlig varme var de alligevel.

(Efter en lille pause): Bare jeg dog turde gå hjem. Selv om vi kun har et koldt, utæt kammer helt oppe under taget og ingen penge til at købe brændsel for, er der dog lidt varmere inden døre. Men jeg tør ikke. Far sendte mig afsted i morges med en masse svovlstikker, som jeg skulle sælge til folk på gaden. Og jeg har ikke fået solgt en eneste endnu! Far slår mig, hvis jeg kommer hjem uden penge. Vi har haller ikke noget at købe mad for jeg har ikke fået noget at spise siden i aftes. Og det var kun et tørt stykke rugbrød. Åh, hvor er jeg sulten og træt. Bare jeg dog kun sælge et eneste bundt svovlstikker.

(Frederikke og Frederikke mor kommer langsomt over scenen)

MARTHA (med høj bedende stemme): Åh, kære frue, vil De ikke godt købe et bundt svovlstikker af mig? De koster kun en skilling, og jeg tør slet ikke komme hjem uden penge. Det er nytårsaften, og vi har hverken mad eller brændsel…

FREDERIKKE (ivrig, forfærdet): Mor! Har du set! Hun har bare fødder! I sådan en kulde. Det er vel nok synd! Skynd dig at købe noget af hende! Hun har heller ikke noget at spise, siger hun.

FREDERIKKES MOR: Nej lille, Frederikke, det vil jeg virkelig ikke! Sådan en lille sjuskedorte, der tigger på gaden, skal man bare lade, som man ikke ser. Det er sikkert hendes egen skyld, at hun ikke har sko på. Kom nu, min pige.

FREDERIKKE: Jamen, mor…

FREDERIKKES MOR: Kom nu, siger jeg! Vi kan ikke lade grossererens vente med gåsestegen. Klokken er mange. Du ved også godt, at de tænder det store juletræ, nu regner de med, at vi snart kommer.

(Frederikkes mor går hurtigt ud bag det gule hus. Frederikke følger tøvende efter. Standser et øjeblik og ser hen mod Martha, før også hun forsvinder bag det gule hus.)

MARTHA (sukker): Heller ikke hun ville købe noget af mig. Hun så ellers få fin og rig ud. Gåsesteg skulle de have! Det er der vist mange, der skal. Sådan som det dufter her i gaden… Og et stort juletræ… Åh, hvor jeg fryser. Mine finger er snart helt stive af kulde. Bare jeg dog turde trække en enkelt svovlstik ud af bundtet og tænde den. Det ville varme dejligt! (Efter en lille pause): Jeg gør det!

(En lommelampe tændes og illuderer som tændstikker, der flammer op. I det samme bevæger den store kakkelovn sig langsomt ind fra højre og stander et lille stykke fra Martha).

MARTHA: Ih, hvor svovlstikken lyser dejligt! Næsten som et lille julelys. Og varmer! (Får øje på kakkelovnen, forbavset):Nej, se! En stor kakkelovn! Med ild i! Åh, hvor er det skønt. Jeg vil også varme mine stakkels fødder.

(Lille pause, så går lyset ud. Og kakkelovnen forsvinder langsomt ud af scenen igen af den vej, hvorfra den kom).

MARTHA (klagende): Åh, nu forsvandt den dejlige kakkelovn… Mon ikke den kommer igen, hvis jeg stryger en ny svovlstik? 

(Lyset fra tændstikflammen blusser op igen. I det samme glider det dækkede bord med gåestegen liggende på ind på scenen fra højre og standser omkring midten).

MARTHA (henrykt): Næh, sikket fint bord! Og en stor gåsesteg! Hvor den dog dufter! Der må være masser af svedsker og æbler i den.

(Stegen føres af fadet ned fra bordet og med små hoppende bevægelser henimod Martha).

MARTHA (himmelfalden): Ih, se! Nu kommer gåestegen helt hen til mig! Med kniv og gaffel i ryggen! Hvor skal den smage!

(Et øjeblik efter slukkes tændstikflammen, hvorefter først bordet og derefter gåsestegen forsvinder ud af scenen til højre).

MARTHA (klagende): Næh, hvor var det synd, at gåsen forsvandt… Jeg prøver at stryge en ny svovlstik!

(Flammen blusser på ny op. Juletræet glider langsomt ind på scenen fra højre og standser lidt fra Martha).

MARTHA (betaget): Et juletræ! Endnu større og dejligere pyntet end det, jeg så gennem glasdøren hos den rige købmand nu sidste jul. Der må være mindst tusind lys! Mon jeg kan nå dem med hænderne?

(Flammen slukkes, og juletræet glider ud af scenen til højre).

MARTHA (klagende): Åh nej. Det ville heller ikke blive hos mig! Se, nu forsvinder julelysene op i himmelen som klare stjerner. Og dér faldt en af dem ned igen med en ildstribe efter sig! Så går der en sjæl op til Gud: Det sagde mormor altid. Nu er hun selv død og oppe i himlen. Åh, jeg må stryge en svovlstik til!

(Flammen tændes, og mormor kommer til syne fra højre. Hun glider langsomt, ligesom svævende, hen imod Martha og standser lidt fra hende).

MARTHA (henrykt): Mormor! Åh mormor. Er du kommet tilbage til mig? Hvor er du smuk! Hvor din kjole skinner! Men mormor – jeg ved at når svovlstikken slukkes, forsvinder du igen. Ligesom den varme kakkelovn, den dejlige gåsesteg og det store, strålende juletræ. Oh, mormor, tag mig med dig! Nu stryger jeg resten af svovlstikkerne, så du kan blive her på jorden hos mig lidt endnu. Og når de slukkes, så tag mig med dig! Vil du ikke nok? Åh jo, jeg kan se du vil! Ja! Ja, sådan! Løft mig op på din arm og flyv med mig, højt op i himlen!

MORMOR: Ja, min lille pige. Jeg skal tage dig med derop, hvor der hverken er sult eller kulde. Hvor du aldrig mere skal være angst eller bedrøvet. Hvor der altid er lys og varme. Helt op til Gud….

MARTHA (lykkelig): Tak, mormor! Nu er jeg varm og glad igen!

(Flammen slukkes. Efter en kort pause kommer Frederikke og hende mor ind fra højre. Går over mod Martha, standser nær ved hende).

FREDERIKKE (ivrig, ængstelig): Mor! Se der, mor! Hun sidder der endnu, den lille pige med svovlstikkerne. Se, hvor hun sidder og smiler! Jeg tror, hun har fået solgt mange af sine svovlstikker, mens vi har været til nytårsfest!

FREDERIKKS MORS (højt): Du lille dér – det er for koldt for dig at blive siddende sådan! Nu skal du gå hjem! (Afsides med dæmpet stemme): Hun er jo død, frosset ihjel. Hun har forsøgt at varme sig lidt ved at rive svovlstikkerne. Og det ser ud, som om hun har set noget dejligt, før hun døde. (Højt igen): Kom, Frederikke! Den lille pige vågner nok snart og går hjem og fortæller sin mor og far om alt det dejlige, hun har drømt på årets første nat…

(Frederikke og hendes mor går langsomt ud. Alt lys på scenen slukkes. Forestillingen er forbi).

Alle på scenen for bifald:

Karen Kjærsgaard tegnede eventyrdukketeatre til Familiejournalen igen i 1971 og 1972, nemlig Snehvide og Fyrtøjet.

Du kan læse om Fyrtøjet her:

Hvis du har fået lyst til at lave dit eget dukketeater, kan du finde arkene her, hvor Esben, der er ekspert i klippeark og dukketeatre har lagt dem ud:

Bilede (473)

En lille nisse rejste

Her sidst i december er mange nisser ved at gøre sig klar til at rejse derhen, hvor de bor, når det ikke er jul: Skabe, skuffer og kasser på loftet. Inden de sidste rejser væk, vil jeg dog lige fortælle lidt nyt om de populære gamle Karen K. nisser i plast fra 60’er-70’erne. Jeg har tidligere skrevet om dem her på bloggen, og lige præcis den side er blevet den allermest populære at besøge. Du kan besøge siden her, hvis du ikke allerede kender den:
https://mikaelskarenkblog.com/2016/10/27/karen-k-nisser-af-plast-og-engle/amp/

På siden skrev jeg dengang, at jeg ikke havde fundet bevis for, at nisserne var blevet solgt i Daells Varehus, fordi de ikke optrådte i postordrekatalogerne fra dette varehus. Men siden har jeg set mindst én Karen K. nisse med prismærke fra Daells Varehus, nemlig ham her:

Så Karen K. nisserne må have været til salg i den fysiske butik i Nørregade i det indre København.

I det hele taget har nisserne været til salg mange stede: i Brugser, i Føtex’er og kiosker – ikke bare i Danmark men i hele Skandinavien.

Karen Kjærsgaards søn, Jakob har fortalt mig, at nisserne vistnok blev produceret af Hedlunds Papirindustria i Sverige. Og det er sikkert rigtigt. Firmaet var storleverandør af juleartikler (f.eks. gavepapir og julepynt) til hele Skandinavien i 60’er-70’erne). Men for nylig er jeg også blevet opmærksom på, at i hvert fald nogle af nisser blev Made in Hong Kong som så meget andet af datidens plastjulepynt.

Jeg fik nemlig en e-mail fra Linda i USA, som havde fundet de fire nisser på billedet her i sin svigerfars julepyntskasse. Linda havde fundet vej til Karen K. bloggen og skrevet til mig.

Og både begge nissepiger og nissebedstefaren havde klistermærker der afslørede, at de var Hong Kong produkter:

Der har siddet et lignende klistermærke under nissedrengens fod:

Endnu mere overraskende var det for mig, at nisserne var blevet solgt i USA. Hos en blomsterhandler. Det fremgik af prismærkerne:

Så Karen K.’s nisser – som jeg troede var rent skandinaviske – er altså rejst helt til USA. Nærmest immigreret. I USA hvor man ikke kender til nisser i skandinavisk forstand har de nok taget navneforandring til Christmas Elfs – julemandens små hjælpere. Tak til Linda for at åbne et helt nyt kapitel i historien om Karen K. nisserne!

Men hvad med den gamle nisse med skægget? Er han også designet af Karen Kjærsgaard. Umiddelbart vil jeg sige nej, fordi Karen K. stort set kun tegnede unge nisser og nissebørn i den periode, hvor hendes tegninger dannede grundlag for plastiknisserne i 3D. På den anden side ligner hans hue jo ret meget de andre nissers. Det er et åbent mysterie, som vi måske vil finde svar på en kommende jul.

Fortsat god jul og godt nytår til jer alle.