De sidste to år har jeg her på bloggen skrevet om svenske julebilleder – eller såkaldte “julbonader”, som Karen K. har tegnet. Du kan bliver klogere på fænomenet og Karen K.’s bidrag til genren her og her.

Sidste år skrev jeg om dette billede (som ikke er magnetisk, som der står, men er trykt på tyndt plast, som klæber til glatte overflader), og jeg gættede på, at det nok var fra omkring 1960.

Årstallet var ikke helt ved siden af. Jeg har lige fundet dette billede i Familiejounalens julehæfte fra 1967.

Fotografiet er fra Karen Kjærsgaard hjem, og man kan se, at det originale nissebillede var sat på en masonitplade og hang på hendes yngste søn, Lars’ værelse. Her fungerede det som pakkekalender.

Sidenhen blev kalenderkollagen fyldt op med legetøj, affotograferet og printet på gennemsigtigt plastik, så man rundt omkring i de svenske hjem kunne hænge nissebilledet på køleskabet eller skabslåger. Sjovt at tænke på, at Lars’ julekalender kom i handelen på den måde.

Men nu lidt mere om andre julbonader, som jeg har fundet i årets løb.

Her er anden fin nissemand, som ikke er signeret, men der er ingen tvivl om, at Karen K. er kvinden bag.

Ligesom Lars’ julekalender er der tale om en kollage, hvor flere materialer er blandet. Nissen har ægte halm i træskoene og krammer et juletræ, som vist egentlig er en enebærgren. En af stjernerne på himlen bliver topstjerne på juletræet – det er en fin detalje!

Denne julbonad er lige som alle andre jeg har set fra Karen K. udgivet af det svenske kunstforlag Axel Eliasson, og denne har varenummer 7193. Jeg gætter på at det måske betyder, at den er fra 1971.

Fra samme forlag, men med et meget lavere varenummer – og sikkert også noget ældre end de foregående – er det sidste tre ting, jeg vil vise. De to første her, kan man nok ikke kalde “bonader”, men snarere friser, fordi de er lange og smalle. Det er bare så sjovt at sige “bonad” og udtale det med rigtig skånsk accent…

Denne lille frise har nummer 41, og selv om en mus eller et barn har gnavet i hjørnet af den, er den stadig charmerende.

Det er er rigigt kludeklip med en kirke i filt og englekjoler i stofrester. Der er ingen signatur på frisen, men ansigterne siger helt tydeligt Karen K.

Og selv om tenikken er en helt anden på disse signede Karen K.-julekort, som måske også er lidt yngre end julefrisen, så minder de ret meget om julefrisen by-silhuet og trompettruttende engle.

Postkortene er for øvrigt også udgivet af Axel Eliassons Konstförlag.

Den næste julefrise har nummer 51 fra Axel Elisasson og er uden signatur. Dens ophav har skabt debat her på Karen K.-forskningscentret. Er det en ægte Karen K., eller er det ikke? Forskningscenterleder er sikker på, at det er en Karen K. , mens (den nu ulønnede) forskningsassistent er af en anden mening.

Her ser du frisen. Hvad tror du?

Forskningsassistensen argumenterer med, at stråfigurer ikke er udbredte hos Karen K. Faktisk kan vi ikke finde ét eneste andet eksempel på f.eks. julebukke hos Karen K. Og Forskningslederen må modvilligt anerkende dette argument.

Og hvad er denne her stråmand egentlig for en underlig himstregims?:

Forskningscenterlederen påpeger dog, at der ikke kan være tvivl om, at Karen Kjærsgaard er ophavet til de to engle, som er på julefrisen.

Ansigterne, vingerne, de spidse ballerinasko og kjolerne af stofrester ligner i hvert fald rigtig meget englene på frise nr. 41, som vi lige har set. Men nr. 41 er jo heller ikke signeret, argumenter forskningsassistenten…. Og sådan begyndte en spændende debataften på Karen K.-forskningscentret, der endte med, at forskningslederen gav sig selv ret.

Mon ikke også kreative Karen Kjærsgaard selv har bundet julebukkene, som er på frisen? Hvad er egentlig historien bag julebukkene, som vi her i Skandinavien sætter op som julesymbol? Julebukken er en meget gammel tradition, måske endda helt tilbage fra vikingetiden. Senere blev bukken lidt dæmonisk og kunne dukke op ved juletid i form af en mand forklædt som buk med et skind over ryggen og horn i panden. Selv om julebukken kunne komme med gaver til børnene, som en slags forløber for julemanden, så ville han hellere skræmme og drille dem. I 17- og 1800-tallets “julestuer” kunne man få besøg af julebukken. “Julestuer” var den gang ret løsslupne arrangementer for voksne, hvor karle og pige under påskud af selskabslege kunne komme i nær fysisk kontakt. Der kunne julebukken stå bag grovkornede løjer. I dag er julebukken mest af halm og til ren pynt, og den er hverken særlig skræmmende eller fræk.

Og hvad så med den underlig havrestråmand?

Jeg har haft svært ved at finde ud præcis, hvad han er for én, men tror han er et levn fra gamle svenske (måske også danske) bondetraditioner. I nogle dele af Sverige lavede man en halmdukke i forbindelse med høsten, som man gemte til julen. Andre steder blev dukken lavet i juledagene af den julehalm, som man spredte ud på gulvet for at gøre stuen flot og højtidspyntet. Dukken brugte man til at tage varsler af i forbindelse med en juleleg.

Her ses sådan en gammel svensk juledukke, som ikke er helt ulig Karen K.’s stråmand.

Man satte dukken på gulvet, og en af husets beboere skulle lægge sig på ryggen med hovedet mod dukken. Så bøjede han sig sammen, slog benene op over hovedet og greb dukken med sine fødder. Så blev dukken kastet væk med fødderne, og alt afhængigt af hvordan dukken landede, tog man varsler for det nye år. Jeg tror, det er sådan en gammel halmdukke, vi ser på frisen, selv om den nok også har mistet sin oprindelige betydning og nu mest er til pynt ligesom julebukken.

Med den sidste “julbonad”, jeg vil vise jer, bliver vi både i almuestilen og i 1960’erne. (Ja ok, det er heller ikke en julbonad, men derimod en juleløber i papir til at pynte på julebordet med).

Jeg synes tydeligt, man genkender Karen Kjærsgaard almuestil fra 1960’erne, men heldigvis er løberen også signeret, så man ikke behøver bruge en aften på at diskutere dens ægthed.

Løberen er et smukt eksempel på, hvordan Karen K. sammensmelter en 1800-tals landlige kunstform med løberens (og Karen K.’s) egen nutid, nemlig tresserne farveglade flowerpower-stil.

På den måde er løberen på mere end én måde et nostalgisk ekko fra en svunden tid. Og i julen må man jo gerne være lidt nostalgisk…..