Puslespilstid

Så kom efteråret. Søndagen er grå og regnfuld. Høsten er i hus. I kirkerne har der været holdt høstgudstjeneste, de røde æbler løsner let fra træets trætte kviste, og der er sagt farvel til sommeren.

IMG_2016

Karen K. tegnede i 1950’erne en serie postkort, der illustrerede årets gang i Skandinavien i “gamle dage”. Kortet her leder tankerne hen på den gamle danske sang “Marken er mejet”, som har en tekst, der oprindelige var skrevet af Adolph Recke engang før 1867, men som den digtende bonde Mads Hansen omdigtede og gjorde lidt mere jordnær i 1868.

Marken er mejet, og høet er høstet,
kornet er i laderne, og høet står i hæs.
Frugten er plukket, og træet er rystet,
og nu går det hjemad med det allersidste læs.
Rev vi marken let,
det er gammel ret,
fuglen og den fattige skal også være mæt.

Og efter høstarbejdet følger så høstgildet:

Loen vi pynter med blomster og blade,
vi har georginer og bonderoser nok.
Børnene danser allerede så glade,
alle vore piger står ventende i flok.
Bind så korn i krans,
hurra, her til lands
sluttes altid høsten med et gilde og en dans.

Sådan et høstgilde har Karen K. også tegnet på et af sine postkort, så man skulle næsten tro, at det er de to vers fra den gamle høstsang, der har inspireret hende.

2019011407234_0001.jpg

Jeg har ikke høstet nogen mark (men har dog plukket æbler fra træet), og jeg har heller ikke været til høstgilde. Til gengæld synes jeg, at september er perfekt til at begynde på indendørs hygge, når regnen siler ned, og det bliver tidligt mørkt om aftenen.

Jeg har tit tænkt på, at mange af Karen K.’s detaljerede tegninger kunne være blevet perfekte puslespil. Derfor besluttede jeg mig for at få lavet mit eget. Og jeg valgte motivet med høstgildet.

Motivet fra postkortet sendte jeg ind til et af de firmaer, som har specialiseret sig af at trykke billeder af dine børn og kæledyr i fotobøger, kalendere, på krus og t-shirt – eller på at lave din bedstemor som puslespil. Og resultatet blev et fint lille Karen K. høstpuslespil med 266 brikker.

IMG_2005IMG_2008

Så var det jo bare at gå i gang. Det vigtigste først, signaturen:

IMG_2006

Og så i gang med at samle kanten:IMG_2007

Der er en dejlig ro i at lægge puslespil, og man kommer til at se meget nærmere på alle de mange farver og detaljer i Karen Kjærsgaard oprindelige tegning.

Da de letteste dele af puslespillet var samlet, var det tid til en kop te og en hjemmebagt rosinbolle, inden den sværeste del af puslespillet skulle lægges.

IMG_2012

Færdig!

IMG_2014

På billedet er netop de geoginer (dahlier) og bonderoser (stokroser), som man synger om i “Marken er mejet”.

Geoginerne stråler også i haven lige nu og viser al deres sidste farvepragt, inden frosten kommer.

71491002_434451737177823_6135905306879721472_n

71958788_716415095492877_2846712574420975616_n

Og hjertetræet var det første af havens træer til at overgive sig til efterårsfarverne:

71525581_403810526984305_1602203215804235776_n

Jeg håber, I får et dejligt efterår. Måske med puslespilstid og drømme om næste sommer:

IMG_2018.JPG

karenkblogheader

 

 

Bagsiden

Så blev det endelig påske her i 2019, hvor påsken falder så sent, som det næsten overhovedet er muligt. Og for os her på Karen K. bloggen har ventetiden op til påske føltes ekstra lang i år. Ikke bare pga. nogle længe ventede feriedage, men også fordi vi år har været med til at sikre lidt af påskehyggen i påskeuges nummer af Familiejournalen.

IMG_1181
Allerede i sidste uge kunne man se, at vi her på bloggen havde god grund til at glæde os til påske. Tak til Peter for billedet.

På bagsiden af ugens blad finder man gamle Karen K. postkort, som jeg har hjulpet Familiejournalen med at finde frem til og scanne ind, så de kunne blive trykt på det blanke papir bag på bladet. Jeg skrev lidt om det i forrige uges blogindlæg, som du kan læse ved at klikke her.

IMG_0001

Jeg synes, ligesom Familiejournalens chefredaktør, at kortene er virkelig søde og flotte, og at læserne bliver glad for dem.

Der er også Karen K. hygge på forsiden af ugebladet, nemlig en fin påskekollage, som er et gensyn med en Familiejournal-forside helt fra 1971. På billedet herunder er det bladet fra 1971 til venstre (det udkom tirsdag op til påske) og denne uges blad fra 2019 til højre. Som man kan se, er bladets format krympet lidt siden da.

IMG_0005
(Næsten) samme forside anno 1971 og 2019. (KarenK-bloggens forskningsassistent har påskepyntet bordet). 

Til gengæld er postkortene på bagsiden trykt i ca. dobbeltstørrelse af de originale små – og det klæder dem rigtig godt. Tegningerne med de mange detaljer kommer rigtigt til deres ret.

IMG_0006
Kortene bag på Familiejournalen ses i midten og de gamle små kort udenom.

Hvad er der ellers sket med verden på de 48 år, som er imellem de to forsider? Tja, verden i dag er så kompliceret, at det kræver lidt mere end http://www.mikaelskarenkblog.com  at sammenfatte den i få ord. Lidt nemmere forholder det sig med fortiden: Den er det lidt lettere at gøre sig klog på, fordi afstanden og glemsel sætter det hele i et enklere lys. Specielt, hvis man bruger Familiejournalen nr. 14 1fra 1971 som eneste kilde. Så det gør jeg. Og indirekte kommer det faktisk også til at afsløre lidt om vores egen tid.

IMG_0009
En af de vaskepulverreklamer fra 1971, som nok huskes bedst.

I 1971 var en af kvinderne vigtigste opgaver at gøre rent og vaske tøj – hvis man skal tro reklamerne i det gamle blad! Der er ikke færre end 10 store reklamer for rengøringsmidler, vaskepulver, toiletrens og vaskemaskiner. I det nyeste blad fra i dag er der ikke en eneste af den slags reklamer. Men samtidig kunne en kvinde i 1971 sagtens gribe en pensel ellers malerrulle og give et gråt 50’er tapet en ny frisk farve. Ikke færre end to af bladet reklamer har malende kvinder i hovedrollen.

IMG_0011

Og så kunne en ung kvinde i 1971 sagtens tillade sig at køre knallert. I ugens konkurrence var der hele fem knallerter på højkant. Her i 2019 kan man vinde billetter til Cirkusrevyen.

IMG_0007
I 1971 kunne man vinde en knallert med Familiejournalen – og for øvrigt også en combi-camper.
57205941_407012480088162_932015488144244736_n.jpg
I Familiejournalen apil 1971 så man frem mod badesæsonen

De letpåklædte kvinder i 1971-reportagen om badetøj, ville man måske ikke trykke i et ugeblad i 2019. Og de temmeligt mange tobaksreklamer fra det 48 år gamle blad, ville man i hvert fald helt sikkert ikke se i dag! Det er nemlig helt forbudt. Det var det ikke i 1971, men i 1972 blev det faktisk forbudt at bringe tobaksreklamer i ungdomsblade, og  man måtte ikke bruge unge mennesker eller kendisser i de tobaksreklamer, som blev bragt andre steder. Siden 2002 har der været totalforbud mod tobaksreklamer i Danmark.

IMG_0003
Både mænd og kvinder pulsede løs i de helt legale tobaksreklamer i 1971.

Sidst men ikke mindst skal Familiejournalen forslag til hjemmelavet påskepynt lige have et ord med på vejen. Der er tale om æggebakkekunst, og man må sige det er fantasifuldt – ikke mindst misilbugseringskøretøjet med to skrålende kyllinger som chauffører. Eller hvad med drejeskivetelefonen, som siden dengang er blevet en museumsgenstand….?

IMG_0002

Derfor: hvis du køber Familiejournalen i denne uge, får du fire fine kort, som du kan pynte op med, eller endnu bedre: sende til nogen du holder af. Og hvis du gemmer bladet i 48 år, kan du i 2067 finde det frem og forundre dig over, hvor forandret verden dog er blevet.

karenkblogheader

I zoologisk have

Et stykke oppe i Sverige, i Småland, ligger den lille by Vissefjärda, hvor der bor ca. 600 mennesker. Det gjorde der også i 1950’erne, da sømanden Birger Hägerbrand kom til byen. Sømanden var gået på land og ville nu være butikejer i den lille by. Derfor købte han en Tobaks- og papirhandel af en gammel mand, som kaldtes “Ernst med læben” pga. at sin meget store underlæbe. Butikken kom nu til at hedde “Hägerbrands Tobak- och pappershandel”, men de lokale døbte butikken “Biggans”.

267c8733-ae39-47ff-9da5-6664d086164e
Butikken Biggans i Vissefjärda. Billedet har jeg lånt fra Emmabodas lokalavis

Butikken var ikke bare en boghandel, men i ordet bedste forstand en blandet landhandel. Ud over bøger, papirvarer og tobak kunne man finde alt muligt i butikken. Der blev også solgt cykelgrejer, og man kunne få repareret sit cykel. Selv TV- og radioapparater kunne man finde. Butikken bragte faktisk fjernsynet til den lille by omkring 1957-58. Byens første TV-apparat stod i butikkens vindue og var et tilløbsstykke for byens beboere, der stod uden for vinduerne betragtede det nye vidunder, også selv om der det meste af tiden kun blev vist et prøvebillede. På det tidspunkt blev der nemlig kun sendt ca. en times TV om dagen.

Det brede udvalg af varer i butikken betød også, at varelageret voksede. Snart blev selve lageret bag ved butikken også indlemmet i butikken og op til jul og andre højtider blev endda trappen op til familien lejlighed på første sal brugt til udstilling af sæsonens varer.

Til butikkens varelager købte Birger engang i 1960’erne eller 1970’erne en plakat (en bonad ville svenskerne nok kalde den) tegnet af Karen K. og trykt af det svenske papirvarefirma Axel Eliasson. Ved juletid havde “Biggans” også julevarer tegnet af Karen K. (bonader med nisser og engle), men denne plakat havde ikke noget med jul at gøre. Derimod viser den en zoologisk have fyldt med glade dyr og gæster. Det er dejligt at se andet end juletegninger fra Karen Kjærsgaards hånd, jeg synes det bringer en helt anden side frem hos hende.

img_8548

Men plakaten som Birger købte ind blev aldrig solgt. År ud og år ind lå den på hylderne på lageret eller i butikken. År blev til årtier. I 1990 gik Birger på pension, og nu overtog hans to børn butikken, som de holdt åbent som en fritidssyssel hver fredag eftermiddag og lørdag formiddag. Der kom mange kunder, som nød at se på de mange varer, som forlængst var blevet umulige at opdrive andre steder. Plakaten af Karen K. blev dog stadig ikke solgt. I 2017 – efter mere end 60 år blev det besluttet at butikken skulle lukke, og der blev holdt ophørsudsalg. Og alligevel var der stadig er stort varelager tilbage efter at den sidste kunde havde forladt butikken. Og fra dette varelager fandt plakaten med den zoologiske vej til mig i Danmark. Hvor er det mærkeligt at tænke på, at det tog 40-50 år at få solgt den!

Plakaten er rigtig fin og med et mylder af liv. Af en eller anden grund får den mig til at tænke på en sang, som har brændt sig ind i min barnehjerne engang i begyndelsen af 1980’erne. Jeg tror, ikke jeg har hørt sangen mere end én gang, og jeg brød mig ikke engang specielt om den,  men alligevel har jeg aldrig glemt den. Sangen er med Trille og hedder “Dyrene i Zoologisk Have.” Du kan høre sangen her og måske også få den på hjernen! Indspilningen er fra 1972 og indeholder blokfløjtesolo, hvilket var et klassisk element i børnemusik dengang.

Sangen hørte jeg ved en tilfældighed en dag, jeg sad og ventede på, at fjernsynet skulle begynde. Godt nok var der mere end én times TV om dagen der i starten af 1980’erne, men det begyndte først ud på eftermiddagen (ud over lidt TV for børn på nogle hverdagsmorgner). Det sidste stykke tid, inden programmerne begyndte, kom programoversigten på. Og den kunne have set ca. sådan ud:

skærmbillede 2019-01-18 kl. 17.03.19

I vores hjem kom programoversigten og programmerne ganske vist ikke i farver før i 1983. Nå, men de første programmer på dagen var TV for børn , og de sidste par minutter inden det første program kunne man høre en sang, mens man sad og gloede på programoversigten. Det var her jeg hørte “Dyrene i Zoologisk Have”.

Karen K.’s zoologiske have er herlig at lade øjnene gå på opdagelse i med al dens mylder. Den minder faktisk om barndommens ca. samtidige “myldrebøger” af tyskeren Ali Mitgutsch (1970’erne).

img_8548

Hos Ali Mitgutsch er der også en zoologisk have:

herzanzuender-erinnerungsbuch-von-ali-mitgutsch

skærmbillede 2019-01-19 kl. 19.15.42

Og så ligner hele komposition i Karen Kjærsgaard zoologisk have ret meget et af hendes egne lidt ældre postkort. Postkortet viser en anden hyggelig have, nemlig Tivoli:

IMG_8568.jpg

Jeg synes, at både den zoologisk have og Tivoli-motivet ville være rigtig velegnede til puslespil! De har den perfekte kombination af detaljer og ensartede flader til formålet.

img_8549img_8550img_8551img_8552img_8553img_8554img_8555img_8556img_8557

Da jeg kiggede nærmere på detaljerne, kom jeg til at tænke på Karen K.’s billedlotteri, som hun tegnede for Drecshler midt i 1960’erne. Jeg har tidligere skrevet om det her på bloggen. Billedlotteriet er udkommet i mange udgaver og forleden dag fandt jeg den yngste udgave af spillet i en rodekasse i en genbrugsbutik.

IMG_8570.jpg
Karen K.’s billedlotteri. Her i den udgave, som Brio/Joker udgav i 1970’erne.

Mange af motiver fra billedlotteriet kan man genfinde på plakaten.

img_8565

img_8566img_8567

Min plakat er ikke den eneste zoologiske have, som Karen K. har tegnet. Her er et billede, som tilhører familien Kjærsgaard. Nogle af dyrene fra den plakat, jeg har, findes også i denne zoologiske have, men der er også rigtig mange andre fine dyr her: giraffer, næsehorn, dromedar, antiloper og en pande bl.a. Måske er det nat i zoo, for der er ingen gæster i haven. Til gengæld løber pingvinerne frit omkring. Karen K. var måske forud for sin tid med “udbryderpingvinerne”, som senere blev berømte i Madagaskar- tegnefilmene 😉

zoo karen k2
Fotografiet har jeg fået lov til at låne fra Karen Kjærsgaards barnebarn Maia, som har instagramprofilen: maiafjord.

Ja, det – og meget andet – kom jeg til at tænke på, da jeg så den gamle plakat. Man kan komme vidt omkring i tankerne.

P.S. Historien om landhandelen i den lille by i Småland har jeg fra lokalavisen “Barometern” og fra Vissefjärda facebookside, hvor Leif Sjöqvisth har skrevet om sine minder fra butikken og byen.

Skærmbillede 2018-11-11 kl. 16.01.50

 

 

 

 

 

https://24emmaboda.se/anrik-butik-har-gatt-i-graven

 

http://www.barometern.se/emmaboda/oforglomlig-butik-har-gatt-ur-tiden/

 

Hejsan
jag har lite svårt att visa inläggen på ett bra sätt så jag tar mig friheten att använda copy paste för att ni alla ska få ta del.
Detta är ett inlägg av Leif Sjöqvist. Trevlig läsning. Tack för inlägget Leif
………………………………………………………………………….
“När kulturen kom till Vissefjärda!

Åsa, du skriver om tecknad film på TV och 70-talet. Kalle Anka, Karl Bertil Jonsson m.fl. Det är kultur! De filmerna håller fortfarande och det är kul. Men………

……jag kan berätta då “Kulturen kom till Vissefjärda!”

Den kulturella delen i samhället bestod på -40 och -50 talet av ett Ordenshus med biograf. Det var allt! Jaa, ok då, Bromboda Folkets Park låg ju där med dans sommartid.
Men det “riktiga” kulturgenombrottet kom faktiskt in i samhället 1955 eller möjligen 1956.
Det var då han gjorde sitt intåg i Vissefjärda, affärsmannen Birger Hägerbrand! Har var en entreprenör som trodde på lokal handel och att ha sin butik “knökafull”.

Det var så att Tobak och Pappershandeln drev av en man som hette Ernst Karlsson men som gick under namnet “Ernst med läppen”. Hans underläpp var onormalt stor och hängde liksom ner.
“Ernst med läppen” blev gammal och ville avsluta sin handel varför han lät sälja sin affär. Birger Hägerbrand kom in och blev i bygden kallad “Biggan”.

“Biggan” var gift med Aina . (jag kan ha fel på namn här!) Aina arbetade bl.a. som lärare i skolköket. Vi som gick i skolan hade hemkunskap på lördagarna och då var hon den som lärde oss allt om palsternackors betydelse och att potatis inte fick vara gröna! Och mycket annat! Hemkunskap hade man som ämne från klass fem om jag minns rätt. Själv var jag inte så aktiv i “skolköket” eftersom jag arbetade även på lördagarna och därför kom jag som alltid för sent till lektionerna. Dessutom var jag smutsig i klädsel pga arbetets karaktär. Vi körde mjölklinjerna till Vissefjärda mejeri.
Men ibland var jag med i köket och det var ganska intressant.

“Biggan” drev sin affär hårt. Alla tyckte nog att “Biggan” var en klippa. Man kunde köpa det mesta som tillhörde tobak-bok och papper i hans affär. Med åren blev butiken så full med varor att även lagerdelen innanför själva butiken blev affär! och som inte det vore tillräckligt så kunde han inför jul och andra helger även använda trappan upp till sin bostad på övervåningen som exponering för sina varor! Det stod olika varor halvvägs upp!

Inte nog med det! Han ordnade också så att kulturen kom till samhället! Han började nämligen att sälja radioapparater mer på allvar än vad “Ernst med läppen” hade gjort. Han ordnade plats för apparaterna på några hyllor direkt in till vänster då man kom in i butiken. Där stod de och glänste med sina vackra fronter.
Men det egentliga genombrottet kom troligtvis vid julskyltningen 1957/-58. Då hade minsann “Biggan” tagit hem en TV-apparat som han ställde upp i ett av skyltfönstren!
Det blev naturligtvis stor succé! På den tiden gick man man ur huse den första söndagen i december för att se vilken affär som hade den vackraste julskyltningen. Jag tror faktiskt det förekom nån form av tävling där tittarna fick välja.
Utanför “Biggans” pappershandel var det folksamling! Hela den stora grusplanen fylldes snart upp och man kunde se på TV! Det var stort! I och för sig var det väl testbilden som visades därför att det fanns bara “riktig sändning” en timma. Det var nyheter och i bästa fall några fler programpunkter. Men folk stod där och tittade på detta under! Att man kunde se en människa i realtid i en liten ruta på en möbel.

Det var just då kulturen kom till Vissefjärda! Tack vare “Biggan”!

Först ut i denna nya värld var cykelreparatör Björnbom. Han bodde snett emot “Dollarkungens hus” eller bredvid Fagerströms ladugård.
Då TV;n var på lös det ett blått sken som var väldigt starkt genom fönstren i huset.

“Biggan” fick ny fart på affärerna. Han hade givetvis ett stort motstånd från bl.a. “RadioLasse” i Emmaboda. “RadioLasse” sålde även vitvaror till kök och hade därför en stor kundkrets redan då TV;n gjorde sitt intåg i Småland. Men “Biggan” var av det sega virket och stod sig bra i konkurrensen.
1959 köpte jag själv en så kallad transistorradio av “Biggan” Den hette Minerva och kostade 195 kr vilket var en smärre förmögenhet på den tiden! I vart fall för min egen del. Fick spara länge innan jag kunde köpa den. Pruta självfallet ner den till 175 kr. Bra business tyckte både “Biggan” och jag!
Tänk att kunna ligga vid badet och lyssna på radio! Vilken grej!
Problemet var batterierna. Sex stora runda batterier som var urladdade redan efter nån timmars körning.
Man kunde på söndagarna lyssna på “De tio” som var en förlaga till Svensktoppen. De tio startades av Radio Nord, ett piratskepp som gick utanför svenska lagar vad gäller sändningstillstånd och annat! Mycket populär anläggning som tyvärr senare stoppades och jag tror till och med beslagtogs av staten! Det fanns två skepp som låg på internationellt vatten. Ett utanför Stockholmstrakten och hette Radio Nord samt ett utanför skånekusten som då hette Radio Syd.

“Biggan” fortsatte att imponera i sin affärsvärld. Han byggde en ny verkstad på tomten emot hotellet. Där öppnade han cykel och mopedförsäljning. Även smärre reparationer skulle utföras.
Men det blev ungefär som med TV-försäljningen, det fanns hårt motstånd från både Lindås och Emmaboda från etablerade cykelhandlare. I Vissefjärda fanns bara Gunnar Johansson men han reparerade mestadels vad jag minns. Sålde säkert en eller annan cykel på beställning. Alla vet väl var hans lilla verkstad fanns?

Jaja, detta är historien om då “Kulturen kom till Vissefjärda”!
Har för mig att detta utspelades ungefär samtidigt som Alfa Laval etablerade sin automatiska vacuumdrivna mjölkmaskin! I vart fall i mina hemtrakter från den tiden!

Hälsningar
Leif Sjöqvisth “

Renæssanceengle

Jeg har hørt, at i dagene mellem jul og Helligtrekonger er englene på jorden, hvor de går lønligt i blandt os…

Karen Kjærsgaard tegnede massevis af engle gennem årene, og englene fik mange forskellige udtryk. Mest kendt er nok hendes engle i denne stil:

IMG_8089

Men Karen Kjærsgaard mestrede mange forskellige stilarter og fra de sidste årtier af hendes karriere findes der nogle helt andre engle, som er inspireret af malerkunsten i den italienske renæssance (slutningen af 1400-tallet til omkring 1600).

Det er fra renæssancen, at de små tykke englebasser, kaldet putti, kommer ind i kunsten. De mest kendte er nok dem her af Rafael fra “Den sixtinske Madonna“, 1512-13.

putti

Putti er små tykke barneengle med bare numser og små vinger, som myldrer rundt i renæssancens  – og også barokkens – kirkekunst.

To små putti’er af Karen Kjærsgaard kan man se på hendes julepanorama til Familiejournalen i 1997. Her er vi meget langt fra tegnestilen og nisselandskaberne på hendes julepanoramaer fra 1970’erne og 80’erne – og Karen Kjærsgaard var også forlængst holdt op med at signere sine værker med Karen K.

IMG_8083
Udsnit af julepanaroma af Karen Kjærsgaard, 1997

Til sammenligning ses her et par putti fra renæssancen.

putti La_Madonna_degli_aranci_-_Putti
Udsnit af Gaudenzio Ferraris maleri: “Madonna degli aranci”, 1529-1530

Renæssancekunsten havde dog også helt andre engle end puttierne.

Store alvorlige engle, der kommer som budbringere til menneskene eller musicerer omkring Jesu’ fødsel. Englene begynder også at få mere kvindelige træk, end de havde i middelalderkunsten. Det kan man se i Karen Kjærsgaards renæssanceengle, som står ude i siderne på julepanoramaet fra 1997:

 

Jeg synes godt, at man kan se inspirationen fra den italienske renæssance. F.eks. fra disse engle af Melozzo da Forli, ca. 1480:angels melozza da forli angels

Karen Kjærsgaards renæssanceengle fløj også over Atlanten, hvor papirfirmaet Caspari udgav dem som et eksklusivt gavepapir:

 

 

 

Og Karen Kjærsgaards renæssanceengle blev også til amerikanske julekort:

Skærmbillede 2019-09-21 kl. 15.09.29.png
Amerikansk julekort fra firmaet Caspari. Noderne bag ved englen er til julesalmen “Silent Night” (Glade jul).

 

Engle kan som bekendt have mange former, og også i Karen Kjærsgaard værk kan der altså gemme sig lønlige engle, som man slet ikke ville tro var tegnet af hende, hvis ikke man undersøgte sagen nærmere. Så hold altid øje med englene – i alle deres afskygninger.

IMG_8082.jpg

Skærmbillede 2018-11-11 kl. 16.01.50

 

Julekort fra fortiden

I år er der kommet en pæn bunke julekort. Nå ja, ikke et eneste af dem er adresseret til mig og kommet med posten. Derimod er det julekort tegnet af Karen K., som har jeg fundet på loppemarkeder og internetauktioner i årets løb. Derfor strækker årets høst af julekort sig også over fire årtier fra 1958 til 1981. Og ud over at nyde Karen K.’s flotte kort får man på den måde også lejlighed til at læse andres post. Julehilsner sendt fra og til mennesker, der formentlig for størstepartens vedkommende forlængst har forladt denne verden.

IMG_8006

Det ældste af årets julekort er sendt i 1958 og har motiv med Maria med det lille Jesusbarn, der får besøg af en engel. På kortet har postvæsnet stemplet: Skriv tydelig og fuldstændig adresse. En venlig henstilling til kunderne om at anvende hele adressen, hvilket i hvert fald i de små by var noget nyt på dette tidspunkt. Tidligere kunne man man skrive f.eks. “Til hr. Vestergård, Tommerup Mark pr. Tommerup” og overlade resten til det stedkendte postbud. Julekortet her er dog sendt til Victor Nordun i Hvidovre, og her har fulde adresser med gadenavnene og husnumre sikret været fuldt integreret på dette tidspunkt. (Jeg har dog sløret adressen på billedet)

IMG_8007.jpg

Med dette kort kommer vi i berøring med datidens kunstner- og musikermiljø i København. Afsenderne Annie og Ole sendte julekortet på bagkant til Viktor Nordun. Det vil sige, de havde modtaget et julekort fra Victor uden selv at have sendt et og har så i al hast sendt et kort med “tak for de smukke ord og dine gode ønsker” d. 25. december. Som et PS. står der: “Det var et interessant hovede, du har skåret. Kig op på Nitivej 9, III.” Hvad mon det handler om?

Viktor Nordun var møbelarkitekt og snedkermester, så han har formentlig skåret en træskulptur, som Annie og Ole har set. Men hvad mon der foregår på Nitivej 9, 3. sal? Det er ikke her Annie og Ole bor (og det ville jo i så fald heller ikke være nødvendigt at skrive adressen til Hr. Nordun – han må  jo kende deres adresse, eftersom han lige har sendt et julekort dertil). I følge den gamle telefonbog fra 1958 boede der to enlige damer i lejlighederne på Nitivej 9, 3. sal. Så det er vel næppe der , Ole vil sætte Viktor i stævne? Til gengæld bor der på 4. sal en musiker – en vis “Hr. J. Hansen” – og mon ikke det er hér, herrerne skal mødes? Noget kunne i hvert fald tyde på, at Viktor Nordun også er musikinteresseret. Hans snedkerværksted har nemlig i 1950’erne tilknytet et øvelokale for jazzmusikere. Det skriver jazz-trompetisten Jørgen Møller om i sine erinderinger fra 1950’erne københavnske Jazzmiljø: “Dusty Road Muggers og den traditionelle bølge, som jeg opfattede den“:

“Efter endt skolegang var vi nu mere frie mennesker end før, men stod desværre også uden øvelokale. Til al held kendte Knud (Rasmussen) den voksne søn af Snedkermester Victor Nordun i Hvidovregade. Olav Nordun (1929-2018) var ivrig jazzinteresseret og spillede selv trompet; i tilslutning til snedkeriet fandtes et anneks til kunstneriske udfoldelser, og der blev da også både spillet og festet dér.”  (Jørgen Møller)

Cap Horn Blowers_edited.jpg

Hele teksten kan du læse på Holden Foghs hjemmeside om københavnsk jazz, hvorfra jeg også har lånt dette billede. Sjovt hvordan sådan et gammelt julekort kan åbne et vindue til en svunden tid.

Det næste kort er sendt i 1959. Det er ikke signeret, men skulle efter sigende være tegnet af Karen K.

IMG_8003

Her ser man et eksempel på, hvordan man stadig skrev adresser på landet på den tid. Man gik ud fra, at postbudet vidste hvor i Ulkind Sven Vindbjerg boede.

IMG_8019

Selv om kortet blot er underskrevet Betty og Ras P. og navnet på deres gård, tog det ikke mange minutter på internettet at finde billeder af de to fra ca. den tid, hvor kortet blev sendt.

 

 

Det er tankevækkende her i vores egen tid, hvor mange bekymrer sig om, hvilke personlige data, der florerer rundt omkring i cyberspace. Noget som Betty og Ras P. ikke skænkede en tanke.

I 1963 modtog familien Jespersen i Hellerup dette kort med en engel på bare ben i sneen fra Elna og John.

IMG_7999

I 1963 var det de Københavnske postdistrikter K.V.N.Ø.F.S o.s.v., som etaten mindede borgerne om at huske i et håb om at få bedre styr på forsendelserne.

IMG_8021.jpg

De her to kort med motiv fra Grønland samt to dansenisser er aldrig blevet sendt, men de er formentlig også fra 1960’erne, og de er da rigtig fine:

IMG_8013

Musen på det nederste kort minder lidt om musen på dette gamle julehjerte.

IMG_8015

Alligevel er jeg ikke helt overbevist om, at det også er Karen K., der har tegnet julehjertet. Men måske er hun blevet inspireret af det?

Det var ikke kun i Danmark, at Karen K.’s julekort blev sendt. Over tre år (1969, 1971 og 1972) modtog familien Palmkvist i Garphyttan i Sverige disse tre kort fra den samme familie. Tændstikæsken er sat ind som målestok:

IMG_8016

Som man kan se, er kortene meget små, kun ca. 10×7 cm. Dengang kunne man i Sverige sende små kort for en billigere porto end kort i almindelig størrelse. Til gengæld måtte kortet heller ikke indeholde andet end den fortrykte hilsen og afsenderens navn – ellers kom der strafporto.

IMG_8017.jpg

Kortene er underskrevet Hardy (?), Katarina, Cecilie og Robert.

Sjovt nok modtog familien Palmkvist det Karen K.-kort, som de havde fået fra Hardy & co. i 1969, igen to år senere. Men denne gang i fuld postkortstørrelse og sendt fra Margareta. Mange år senere købte jeg alle kortene hos en svensk antikvar.

Selv om motiverne gik igen på de julekort af Karen K., som blev solgt i de forskellige nordiske lande, så havde de alligevel lidt variation. Her ses det samme kort, men fra henholdsvis Danmark og Sverige. Kortet til venstre,  som er udgivet af George Moldow i Danmark, har hvid ramme, mens det svenske kort til højre – udgivet  af Axel Eliasson – ikke har nogen ramme.

IMG_8008

Og så fandt jeg lige på nettet dette billede af det samme kort, men udgivet i Finland af Paperitaide. Finnerne foretrak bølgekant:

Finsk julekort med bølge kant (1).jpg

Et finsk julekort er der også mellem mine “egne” julekort i år. Selvfølgelig også med bølgekant. Her ses det sammen med sin danske pedant – selvfølgelig med hvid ramme.

IMG_8009

IMG_8012

De yngste julekort i årets julepost er fra 1980 og 1981. Kortet fra 1980 er et “rigtigt” julekort på karton, mens det andet er af tyndt blankt papir og klippet ud af Karen K.’s julepanorama (fra 1980!) fra Familiejournalen.

IMG_8004

Her ses det store panorama, som julekortet er klippet ud af:

Karen K julepanoram 1980.png

I 1980’erne er der fuld adresse med gadenavn og husnummer på julekortene, som der skal være.

IMG_8018

Sjovt nok er teksten på kortene næsten ens bygget op. Først den obligatoriske jule- og nytårhilsen, så en sygehistorie fra det forgangne år (henholdsvis en uspecificeret hospitalsindlæggelse, urinsyregigt og blindtarmsbetændelse). Til slut en overvejelse om, hvor bedstefar skal holde jul i år. Igen to gode eksempler på julekort som en litterær genrer, hvor man skal sige alting og ingen tid på én gang!

Lad os slutte af med – som Vita på kortet fra 1981 – at håbe, at vi alle vil forblive “raske og friske. Det er vi, bank tre gange.

P.S. Samtlige danske julekort i årets bunke fra 1958 til 1981 havde julemærker på.

Skærmbillede 2018-11-11 kl. 16.01.50

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Endnu flere svenske julbonader

De sidste to år har jeg her på bloggen skrevet om svenske julebilleder – eller såkaldte “julbonader”, som Karen K. har tegnet. Du kan bliver klogere på fænomenet og Karen K.’s bidrag til genren her og her.

Sidste år skrev jeg om dette billede (som ikke er magnetisk, som der står, men er trykt på tyndt plast, som klæber til glatte overflader), og jeg gættede på, at det nok var fra omkring 1960.

IMG_4004

Årstallet var ikke helt ved siden af. Jeg har lige fundet dette billede i Familiejounalens julehæfte fra 1967.

Fotografiet er fra Karen Kjærsgaard hjem, og man kan se, at det originale nissebillede var sat på en masonitplade og hang på hendes yngste søn, Lars’ værelse. Her fungerede det som pakkekalender.

IMG_7597

Sidenhen blev kalenderkollagen fyldt op med legetøj, affotograferet og printet på gennemsigtigt plastik, så man rundt omkring i de svenske hjem kunne hænge nissebilledet på køleskabet eller skabslåger. Sjovt at tænke på, at Lars’ julekalender kom i handelen på den måde.

Men nu lidt mere om andre julbonader, som jeg har fundet i årets løb.

Her er anden fin nissemand, som ikke er signeret, men der er ingen tvivl om, at Karen K. er kvinden bag.

Endnu flere svenske julbonader (1).jpg

Ligesom Lars’ julekalender er der tale om en kollage, hvor flere materialer er blandet. Nissen har ægte halm i træskoene og krammer et juletræ, som vist egentlig er en enebærgren. En af stjernerne på himlen bliver topstjerne på juletræet – det er en fin detalje!

Denne julbonad er lige som alle andre jeg har set fra Karen K. udgivet af det svenske kunstforlag Axel Eliasson, og denne har varenummer 7193. Jeg gætter på at det måske betyder, at den er fra 1971.

Fra samme forlag, men med et meget lavere varenummer – og sikkert også noget ældre end de foregående – er det sidste tre ting, jeg vil vise. De to første her, kan man nok ikke kalde “bonader”, men snarere friser, fordi de er lange og smalle. Det er bare så sjovt at sige “bonad” og udtale det med rigtig skånsk accent…

Denne lille frise har nummer 41, og selv om en mus eller et barn har gnavet i hjørnet af den, er den stadig charmerende.

IMG_7895

Det er er rigigt kludeklip med en kirke i filt og englekjoler i stofrester. Der er ingen signatur på frisen, men ansigterne siger helt tydeligt Karen K.

Og selv om tenikken er en helt anden på disse signede Karen K.-julekort, som måske også er lidt yngre end julefrisen, så minder de ret meget om julefrisen by-silhuet og trompettruttende engle.

IMG_7907

Postkortene er for øvrigt også udgivet af Axel Eliassons Konstförlag.

Den næste julefrise har nummer 51 fra Axel Elisasson og er uden signatur. Dens ophav har skabt debat her på Karen K.-forskningscentret. Er det en ægte Karen K., eller er det ikke? Forskningscenterleder er sikker på, at det er en Karen K. , mens (den nu ulønnede) forskningsassistent er af en anden mening.

Her ser du frisen. Hvad tror du?

IMG_7885

Forskningsassistensen argumenterer med, at stråfigurer ikke er udbredte hos Karen K. Faktisk kan vi ikke finde ét eneste andet eksempel på f.eks. julebukke hos Karen K. Og Forskningslederen må modvilligt anerkende dette argument.

Og hvad er denne her stråmand egentlig for en underlig himstregims?:

IMG_7891

Forskningscenterlederen påpeger dog, at der ikke kan være tvivl om, at Karen Kjærsgaard er ophavet til de to engle, som er på julefrisen.

Ansigterne, vingerne, de spidse ballerinasko og kjolerne af stofrester ligner i hvert fald rigtig meget englene på frise nr. 41, som vi lige har set. Men nr. 41 er jo heller ikke signeret, argumenter forskningsassistenten…. Og sådan begyndte en spændende debataften på Karen K.-forskningscentret, der endte med, at forskningslederen gav sig selv ret.

Mon ikke også kreative Karen Kjærsgaard selv har bundet julebukkene, som er på frisen? Hvad er egentlig historien bag julebukkene, som vi her i Skandinavien sætter op som julesymbol? Julebukken er en meget gammel tradition, måske endda helt tilbage fra vikingetiden. Senere blev bukken lidt dæmonisk og kunne dukke op ved juletid i form af en mand forklædt som buk med et skind over ryggen og horn i panden. Selv om julebukken kunne komme med gaver til børnene, som en slags forløber for julemanden, så ville han hellere skræmme og drille dem. I 17- og 1800-tallets “julestuer” kunne man få besøg af julebukken. “Julestuer” var den gang ret løsslupne arrangementer for voksne, hvor karle og pige under påskud af selskabslege kunne komme i nær fysisk kontakt. Der kunne julebukken stå bag grovkornede løjer. I dag er julebukken mest af halm og til ren pynt, og den er hverken særlig skræmmende eller fræk.

Og hvad så med den underlig havrestråmand?

IMG_7891

Jeg har haft svært ved at finde ud præcis, hvad han er for én, men tror han er et levn fra gamle svenske (måske også danske) bondetraditioner. I nogle dele af Sverige lavede man en halmdukke i forbindelse med høsten, som man gemte til julen. Andre steder blev dukken lavet i juledagene af den julehalm, som man spredte ud på gulvet for at gøre stuen flot og højtidspyntet. Dukken brugte man til at tage varsler af i forbindelse med en juleleg.

Her ses sådan en gammel svensk juledukke, som ikke er helt ulig Karen K.’s stråmand.

halmdocka (1)
Halmdukke fra Jämtland. Copytright Nordiska Museet. 

Man satte dukken på gulvet, og en af husets beboere skulle lægge sig på ryggen med hovedet mod dukken. Så bøjede han sig sammen, slog benene op over hovedet og greb dukken med sine fødder. Så blev dukken kastet væk med fødderne, og alt afhængigt af hvordan dukken landede, tog man varsler for det nye år. Jeg tror, det er sådan en gammel halmdukke, vi ser på frisen, selv om den nok også har mistet sin oprindelige betydning og nu mest er til pynt ligesom julebukken.

Med den sidste “julbonad”, jeg vil vise jer, bliver vi både i almuestilen og i 1960’erne. (Ja ok, det er heller ikke en julbonad, men derimod en juleløber i papir til at pynte på julebordet med).

IMG_7901

Jeg synes tydeligt, man genkender Karen Kjærsgaard almuestil fra 1960’erne, men heldigvis er løberen også signeret, så man ikke behøver bruge en aften på at diskutere dens ægthed.

IMG_7905

Løberen er et smukt eksempel på, hvordan Karen K. sammensmelter en 1800-tals landlige kunstform med løberens (og Karen K.’s) egen nutid, nemlig tresserne farveglade flowerpower-stil.

På den måde er løberen på mere end én måde et nostalgisk ekko fra en svunden tid. Og i julen må man jo gerne være lidt nostalgisk…..

IMG_7902

Skærmbillede 2018-11-11 kl. 16.01.50

 

 

 

Karen K. i de danske hjem

Efter at jeg i mit seneste blogindlæg helt uventet lagde mærke til Karen K. julepynt på et af vores familiebilleder fra 1977, har jeg været hjemme hos min far og kigge en ekstra gang på de øvrige gamle lysbilleder fra julen 1977. For at se, om min mor mon havde hængt mere Karen K. julepynt på træet det år. Og minsandten. Her leger min bror og jeg forsat med biler på gulvtæppet, og i baggrunden ses et Karen K. kræmmerhus med en syngende engel:

IMG_7622

Her ses kræmmerhuset:

IMG_7744

Videre i kassetten med lysbilleder fandt jeg dette billede, hvor jeres blogger laver gymnastiske øvelser foran juletræet, og ser man godt efter, er der Karen K. pynt rundt omkring på træet, der hvor jeg har sat pile:

Juletræ 1977
Læg mærke til, at min elskede pottestol – med rat og båthorn – og har fået plads ved træet.

Der er i hvert fald to kræmmerhuse og en hjerteformet kurv på træet. Præcis hvilken hjertekurv det er, kan være svært at se, men det kunne være denne her:

IMG_7747

Kræmmerhusene og hjertet har siddet på en side i Familiejournalen i 1974, men jeg tror ikke, at min mor nogensinde har købt et nummer af Famliejournalen, så måske har hun købt Karen K.-arkene i fri handel i Brugsen eller Schou-Epa, eller hvor hun nu handlede i 1970’erne. Lige præcis de her kurve og kræmmerhuse kunne man nemlig også købe som løsark udgivet af forlaget JCO.

IMG_7745

Billederne fra min barndom, hvor der pludselig dukkede Karen K. julepynt op, fik mig til at tænke på, hvor mange danske hjem Karen Kjærsgaard var med til at skabe julestemning i. Hvis man bare som et tankeeksperiment regner på, at Familiejournalen udkom i et oplag på ca. 200.000 i de år, hvor Karen K. tegnede julepynt til læserne, og hvis blot 1% procent af læserne lavede og brugte julepynten, så svarer det til, at 2000 danske hjem havde Karen K.’s julepynt hængende hvert år. Og derudover kommer julepynten, som man kunne købe i boghandlere og supermarkeder: figurerne, uroerne, julekortene, gavepapiret og julekalenderne. Man kan vist roligt sige, at Karen K. i høj grad har været med til at skabe danskernes julestemning. Jeg fik lyst til at se, om jeg kunne finde spor af Karen K. i andre danske hjem, men da jeg kun har min egne families lysbilleder til rådighed, tænkte jeg, at et godt sted at lede var i de gamle Familiejournaler, som jeg har en god stak af.

47689272_2537424736274747_4207988736467664896_n

I Familiejournalens julenumre var der altid artikler, hvor journalisten tog på besøg hos kendte og ukendte danskere for at høre, hvordan netop den familie fejrede jul – ikke så overraskende blev julen fejret ret ens fra familie til familie, men det er jo netop en del af charmen ved julen! Og sørme om ikke også Karen K.’s julepynt var at finde i flere danske hjem gennem årene.

Første eksempel på Karen K.-julerier fandt jeg i blade fra 1967. Her var en af årets helt store stjerner i fokus, nemlig barnestjernen Pusle Helmuth, som var blevet danmarksberømt i de meget populære film “Min søsters børn”. De to første film kom i 1966 og 1967.

Under overskriften “Hvad pusler Pusle med” havde Familiejournalen fundet på at lave Pusles jul om til – ja et puslespil. Som man nok kan se på billedet, mangler der nogle brikker.

IMG_7731

Brikkerne kunne børnene i løbet af de næste uger klippe ud af bladet. Og når man var færdig, var der en overskydende brik, som skulle sendes ind, hvis man ville deltage i konkurrencen om – ja et puslespil! Men mere interessant end konkurrencen er det nu, at der gemmer sig lidt Karen K.-tegninger på det færdige billede.

Selv om musene har spist lidt af mine puslespilsbrikker, kan man godt få en ide af det færdige billede:

IMG_7734

Øverst på billedet lige over Pusle hænger der et Karen K. kræmmerhus.

IMG_7735

Og man ser det endnu tydeligere på et andet foto i bladet:

IMG_7737

Kræmmerhuset var et af dem, som Karen K. tegnede i folkloristisk stil til Familiejournalen i 1966 forestillende en bondepige med smal talje og brede skørter:

IMG_3367

IMG_7836

Nede i højre hjørne på Pusle-puslespillet ligger hunden Bjørn sammen med gavepapiret fra den dukke med vugge, som Pusle netop har pakket ud. Og gavepapiret – det er selvfølgelig kreeret af Karen K.

IMG_7736

I julehæftet fra 1967 var Familiejournalen på besøg hos Hans Hansen. Og hvem er så det? tænker de fleste nok, men hvis du nogensinde har set en af de klassiske forsider fra Familiejournalens julenumre i 60’erne, 70’erne og 80’erne, så er de malet af Hans Hansen. Som f.eks. denne fra 1974:

IMG_7746

I vores søgning efter spor af Karen K. i de danske hjem er det dog først og fremmest dette billede af Hans Hansens datter, Ina, som er interessant. Hun er nemlig i færd med at pakke en legetøjstraktor ind i Karen K. julepapir.

IMG_7742

I 1970 besøgte Familiejournalen en usædvanlig husholdning, nemlig Evas pensionat i Skovlunde. Det var skrappe sager af drive pensionat, kan man forstå. Eva har været udsat for vold, tyveri, knivkast og bedrageri af sine pensionærer. Alligevel – og det er artiklens pointe – sætter Eva alt ind på at hjælpe, dem som har det svært i samfundet. Omkring 1970 var det bl.a. gæstearbejderne, som kom til Danmark i stort tal fra lande som Tyrkiet, Jugoslavien og Pakistan.

Her er pensionærer fra Grønland, Pakistan og Ægypten i gang med at klippe julepynt med Eva i midten.

IMG_7748
Angiveligt hedder pensionærerne Susanne, Kelim, Alibaba og Mosadek…hmmm…

I kassen under sofabordet ser man nogle store dekorationsnisser af Karen K.

 

I 1971 havde Familiejournalen en lille notits under rubrikken Fra Thule til Gedser om fru Dehn i Vrold, som havde tapetseret sin entre med forsider fra Familiejournalen.

IMG_7749

De fleste forsider er tegnet af Kurt Ard, men to collager af Karen K. er også kommet med.

 

Ideen til en ny dekorering af entréen er hermed givet videre.

I 1974 besøgte bladet Rødbygård – en institution for mentalt handicappede børn, og her var der også Karen K.-nisser på væggen:

IMG_7750

Selv om det ser hyggeligt ud på billedet, hvor venneforeningen kommer med julegaver til børnene, er det faktisk på en ret barsk baggrund. Disse “glemte børn” lever nemlig på institution uden nogen kontakt til deres forældre. Sådan gjorde man i Danmark til langt op i 1970’erne.

Lidt mere hyggeligt var det i 1976, hvor Familiejournalen under mottoet “Al ære og respekt for det gamle julestads – lav noget nyt!” reklamerede for en juepose fyldt med klippe-klistre-juepynt i gør det selv form for børn og voksne. Juleposen var produceret af firmaet G. Moldow (eller GeMo), som Karen Kjærsgaard i 1960’erne og 70’erne tegnede bl.a. julekort for.

IMG_7751

Jeg tror, at det meget vel kan være Karen K., der står bag den julekrybbe, der var i juleposen i 1976, og som ses på billedet her. I hvert fald ligner stalden, æslet, den væghængte krybbe og de kegleformede figurer andre julekrybber af Karen K. rigtig meget:

 

Hvis du kender mere til ulekrybben fra G. Moldows julepose vil jeg gerne høre fra dig.

Og apropos julekrybbe så er 3. klasse fra Holberg-skolen i København i 1976 ved at øve sig til årets krybbespil. Men kig på opslagstavlen bag ved englene, der hænger Karen K. julekort med piger i folkedragter.

IMG_7831.jpg

Helt præcist er det disse to julekort:

Denne lille og helt uvidenskabelige undersøgelse af Karen K. julepynt i danske hjem, har vist, at Karen K.’s nisser, gavepapir m.m. har været at se i mange danske hjem. Det passer godt med, at jeg her på bloggen hører fra mange læsere, som husker Karen K. julepynt fra deres barndom. Meeeeen alligevel kan jeg ikke lade være med at tænke om, der måske er lidt snyd i billederne, som jeg viste ovenfor….

Er det ikke lidt mærkeligt, at de samme Karen K.-nisser findes både hos Eva i Skovlunde, på Rødbygård – og for øvrigt også på julemærkehjemmet i Skelskør, som jeg skrev om på mit forrige blogindlæg? Og at henholdvis Pusle og Hans Hansens datter i 1967 bruger det samme gavepapir? Hvis man tænker efter, er der måske en forklaring. Julebesøgs-artiklerne, som bliver bragt i bladene sidst i november eller i ugerne op til jul er jo formentlig blevet skrevet i oktober eller starten af november. Det er trods alt de færreste, der har pyntet op til jul på dette tidspunkt af året. Kan man forestille sig, at Familiejournalen har medbragt en kasse julepynt, og at der er blevet pynt lidt op til ære for fotografen…?

Og hvis vi vender os bort fra Karen K. et øjeblik, er det så ikke også påfaldende, at den her meget karakteristiske og meterhøje nisse ses både hos kunstneren Hans Hansen i 1967, hos cirkusartisterne Britt-Marie og Lillian i 1969 (de bor sammen med tre isbjørne, en flodhest, nubiske hænge-øre geder, et par hunde og en mus) samt hos familien Benneweis i 1969?

 

Jeg mistænker, at Familiejournalens fotograf har haft nissen med under armen på alle tre julebesøg, og måske er det samme tilfældet med Karen K. nisserne og gavepapiret, som jeg har fundet….

Men selv om Familiejournalen har snydt os alle sammen lidt, så er jeg sikker på, at Karen Kjærsgaard julepynt har været at se i tusindvis af danske hjem igennem mange årtier. Og det er den også her i bloggerens nye hjem i 2018.

47681692_355218515034817_4523792467652247552_n

Skærmbillede 2018-11-11 kl. 16.01.50