Renæssanceengle

Jeg har hørt, at i dagene mellem jul og Helligtrekonger er englene på jorden, hvor de går lønligt i blandt os…

Karen Kjærsgaard tegnede massevis af engle gennem årene, og englene fik mange forskellige udtryk. Mest kendt er nok hendes engle i denne stil:

IMG_8089

Men Karen Kjærsgaard mestrede mange forskellige stilarter og fra de sidste årtier af hendes karriere findes der nogle helt andre engle, som er inspireret af malerkunsten i den italienske renæssance (slutningen af 1400-tallet til omkring 1600).

Det er fra renæssancen, at de små tykke englebasser, kaldet putti, kommer ind i kunsten. De mest kendte er nok dem her af Rafael fra “Den sixtinske Madonna“, 1512-13.

putti

Putti er små tykke barneengle med bare numser og små vinger, som myldrer rundt i renæssancens  – og også barokkens – kirkekunst.

To små putti’er af Karen Kjærsgaard kan man se på hendes julepanorama til Familiejournalen i 1997. Her er vi meget langt fra tegnestilen og nisselandskaberne på hendes julepanoramaer fra 1970’erne og 80’erne – og Karen Kjærsgaard var også forlængst holdt op med at signere sine værker med Karen K.

IMG_8083
Udsnit af julepanaroma af Karen Kjærsgaard, 1997

Til sammenligning ses her et par putti fra renæssancen.

putti La_Madonna_degli_aranci_-_Putti
Udsnit af Gaudenzio Ferraris maleri: “Madonna degli aranci”, 1529-1530

Renæssancekunsten havde dog også helt andre engle end puttierne.

Store alvorlige engle, der kommer som budbringere til menneskene eller musicerer omkring Jesu’ fødsel. Englene begynder også at få mere kvindelige træk, end de havde i middelalderkunsten. Det kan man se i Karen Kjærsgaards renæssanceengle, som står ude i siderne på julepanoramaet fra 1997:

 

Jeg synes godt, at man kan se inspirationen fra den italienske renæssance. F.eks. fra disse engle af Melozzo da Forli, ca. 1480:angels melozza da forli angels

Karen Kjærsgaards renæssanceengle fløj også over Atlanten, hvor papirfirmaet Caspari udgav dem som et eksklusivt gavepapir:

 

 

Engle kan som bekendt have mange former, og også i Karen Kjærsgaard værk kan der altså gemme sig lønlige engle, som man slet ikke ville tro var tegnet af hende, hvis ikke man undersøgte sagen nærmere. Så hold altid øje med englene – i alle deres afskygninger.

IMG_8082.jpg

Skærmbillede 2018-11-11 kl. 16.01.50

 

Julekort fra fortiden

I år er der kommet en pæn bunke julekort. Nå ja, ikke et eneste af dem er adresseret til mig og kommet med posten. Derimod er det julekort tegnet af Karen K., som har jeg fundet på loppemarkeder og internetauktioner i årets løb. Derfor strækker årets høst af julekort sig også over fire årtier fra 1958 til 1981. Og ud over at nyde Karen K.’s flotte kort får man på den måde også lejlighed til at læse andres post. Julehilsner sendt fra og til mennesker, der formentlig for størstepartens vedkommende forlængst har forladt denne verden.

IMG_8006

Det ældste af årets julekort er sendt i 1958 og har motiv med Maria med det lille Jesusbarn, der får besøg af en engel. På kortet har postvæsnet stemplet: Skriv tydelig og fuldstændig adresse. En venlig henstilling til kunderne om at anvende hele adressen, hvilket i hvert fald i de små by var noget nyt på dette tidspunkt. Tidligere kunne man man skrive f.eks. “Til hr. Vestergård, Tommerup Mark pr. Tommerup” og overlade resten til det stedkendte postbud. Julekortet her er dog sendt til Victor Nordun i Hvidovre, og her har fulde adresser med gadenavnene og husnumre sikret været fuldt integreret på dette tidspunkt. (Jeg har dog sløret adressen på billedet)

IMG_8007.jpg

Med dette kort kommer vi i berøring med datidens kunstner- og musikermiljø i København. Afsenderne Annie og Ole sendte julekortet på bagkant til Viktor Nordun. Det vil sige, de havde modtaget et julekort fra Victor uden selv at have sendt et og har så i al hast sendt et kort med “tak for de smukke ord og dine gode ønsker” d. 25. december. Som et PS. står der: “Det var et interessant hovede, du har skåret. Kig op på Nitivej 9, III.” Hvad mon det handler om?

Viktor Nordun var møbelarkitekt og snedkermester, så han har formentlig skåret en træskulptur, som Annie og Ole har set. Men hvad mon der foregår på Nitivej 9, 3. sal? Det er ikke her Annie og Ole bor (og det ville jo i så fald heller ikke være nødvendigt at skrive adressen til Hr. Nordun – han må  jo kende deres adresse, eftersom han lige har sendt et julekort dertil). I følge den gamle telefonbog fra 1958 boede der to enlige damer i lejlighederne på Nitivej 9, 3. sal. Så det er vel næppe der , Ole vil sætte Viktor i stævne? Til gengæld bor der på 4. sal en musiker – en vis “Hr. J. Hansen” – og mon ikke det er hér, herrerne skal mødes? Noget kunne i hvert fald tyde på, at Viktor Nordun også er musikinteresseret. Hans snedkerværksted har nemlig i 1950’erne tilknytet et øvelokale for jazzmusikere. Det skriver jazz-trompetisten Jørgen Møller om i sine erinderinger fra 1950’erne københavnske Jazzmiljø: “Dusty Road Muggers og den traditionelle bølge, som jeg opfattede den“:

“Efter endt skolegang var vi nu mere frie mennesker end før, men stod desværre også uden øvelokale. Til al held kendte Knud (Rasmussen) den voksne søn af Snedkermester Victor Nordun i Hvidovregade. Olav Nordun (1929-2018) var ivrig jazzinteresseret og spillede selv trompet; i tilslutning til snedkeriet fandtes et anneks til kunstneriske udfoldelser, og der blev da også både spillet og festet dér.”  (Jørgen Møller)

Cap Horn Blowers_edited.jpg

Hele teksten kan du læse på Holden Foghs hjemmeside om københavnsk jazz, hvorfra jeg også har lånt dette billede. Sjovt hvordan sådan et gammelt julekort kan åbne et vindue til en svunden tid.

Det næste kort er sendt i 1959. Det er ikke signeret, men skulle efter sigende være tegnet af Karen K.

IMG_8003

Her ser man et eksempel på, hvordan man stadig skrev adresser på landet på den tid. Man gik ud fra, at postbudet vidste hvor i Ulkind Sven Vindbjerg boede.

IMG_8019

Selv om kortet blot er underskrevet Betty og Ras P. og navnet på deres gård, tog det ikke mange minutter på internettet at finde billeder af de to fra ca. den tid, hvor kortet blev sendt.

 

 

Det er tankevækkende her i vores egen tid, hvor mange bekymrer sig om, hvilke personlige data, der florerer rundt omkring i cyberspace. Noget som Betty og Ras P. ikke skænkede en tanke.

I 1963 modtog familien Jespersen i Hellerup dette kort med en engel på bare ben i sneen fra Elna og John.

IMG_7999

I 1963 var det de Københavnske postdistrikter K.V.N.Ø.F.S o.s.v., som etaten mindede borgerne om at huske i et håb om at få bedre styr på forsendelserne.

IMG_8021.jpg

De her to kort med motiv fra Grønland samt to dansenisser er aldrig blevet sendt, men de er formentlig også fra 1960’erne, og de er da rigtig fine:

IMG_8013

Musen på det nederste kort minder lidt om musen på dette gamle julehjerte.

IMG_8015

Alligevel er jeg ikke helt overbevist om, at det også er Karen K., der har tegnet julehjertet. Men måske er hun blevet inspireret af det?

Det var ikke kun i Danmark, at Karen K.’s julekort blev sendt. Over tre år (1969, 1971 og 1972) modtog familien Palmkvist i Garphyttan i Sverige disse tre kort fra den samme familie. Tændstikæsken er sat ind som målestok:

IMG_8016

Som man kan se, er kortene meget små, kun ca. 10×7 cm. Dengang kunne man i Sverige sende små kort for en billigere porto end kort i almindelig størrelse. Til gengæld måtte kortet heller ikke indeholde andet end den fortrykte hilsen og afsenderens navn – ellers kom der strafporto.

IMG_8017.jpg

Kortene er underskrevet Hardy (?), Katarina, Cecilie og Robert.

Sjovt nok modtog familien Palmkvist det Karen K.-kort, som de havde fået fra Hardy & co. i 1969, igen to år senere. Men denne gang i fuld postkortstørrelse og sendt fra Margareta. Mange år senere købte jeg alle kortene hos en svensk antikvar.

Selv om motiverne gik igen på de julekort af Karen K., som blev solgt i de forskellige nordiske lande, så havde de alligevel lidt variation. Her ses det samme kort, men fra henholdsvis Danmark og Sverige. Kortet til venstre,  som er udgivet af George Moldow i Danmark, har hvid ramme, mens det svenske kort til højre – udgivet  af Axel Eliasson – ikke har nogen ramme.

IMG_8008

Og så fandt jeg lige på nettet dette billede af det samme kort, men udgivet i Finland af Paperitaide. Finnerne foretrak bølgekant:

Finsk julekort med bølge kant (1).jpg

Et finsk julekort er der også mellem mine “egne” julekort i år. Selvfølgelig også med bølgekant. Her ses det sammen med sin danske pedant – selvfølgelig med hvid ramme.

IMG_8009

IMG_8012

De yngste julekort i årets julepost er fra 1980 og 1981. Kortet fra 1980 er et “rigtigt” julekort på karton, mens det andet er af tyndt blankt papir og klippet ud af Karen K.’s julepanorama (fra 1980!) fra Familiejournalen.

IMG_8004

Her ses det store panorama, som julekortet er klippet ud af:

Karen K julepanoram 1980.png

I 1980’erne er der fuld adresse med gadenavn og husnummer på julekortene, som der skal være.

IMG_8018

Sjovt nok er teksten på kortene næsten ens bygget op. Først den obligatoriske jule- og nytårhilsen, så en sygehistorie fra det forgangne år (henholdsvis en uspecificeret hospitalsindlæggelse, urinsyregigt og blindtarmsbetændelse). Til slut en overvejelse om, hvor bedstefar skal holde jul i år. Igen to gode eksempler på julekort som en litterær genrer, hvor man skal sige alting og ingen tid på én gang!

Lad os slutte af med – som Vita på kortet fra 1981 – at håbe, at vi alle vil forblive “raske og friske. Det er vi, bank tre gange.

P.S. Samtlige danske julekort i årets bunke fra 1958 til 1981 havde julemærker på.

Skærmbillede 2018-11-11 kl. 16.01.50

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Endnu flere svenske julbonader

De sidste to år har jeg her på bloggen skrevet om svenske julebilleder – eller såkaldte “julbonader”, som Karen K. har tegnet. Du kan bliver klogere på fænomenet og Karen K.’s bidrag til genren her og her.

Sidste år skrev jeg om dette billede (som ikke er magnetisk, som der står, men er trykt på tyndt plast, som klæber til glatte overflader), og jeg gættede på, at det nok var fra omkring 1960.

IMG_4004

Årstallet var ikke helt ved siden af. Jeg har lige fundet dette billede i Familiejounalens julehæfte fra 1967.

Fotografiet er fra Karen Kjærsgaard hjem, og man kan se, at det originale nissebillede var sat på en masonitplade og hang på hendes yngste søn, Lars’ værelse. Her fungerede det som pakkekalender.

IMG_7597

Sidenhen blev kalenderkollagen fyldt op med legetøj, affotograferet og printet på gennemsigtigt plastik, så man rundt omkring i de svenske hjem kunne hænge nissebilledet på køleskabet eller skabslåger. Sjovt at tænke på, at Lars’ julekalender kom i handelen på den måde.

Men nu lidt mere om andre julbonader, som jeg har fundet i årets løb.

Her er anden fin nissemand, som ikke er signeret, men der er ingen tvivl om, at Karen K. er kvinden bag.

Endnu flere svenske julbonader (1).jpg

Ligesom Lars’ julekalender er der tale om en kollage, hvor flere materialer er blandet. Nissen har ægte halm i træskoene og krammer et juletræ, som vist egentlig er en enebærgren. En af stjernerne på himlen bliver topstjerne på juletræet – det er en fin detalje!

Denne julbonad er lige som alle andre jeg har set fra Karen K. udgivet af det svenske kunstforlag Axel Eliasson, og denne har varenummer 7193. Jeg gætter på at det måske betyder, at den er fra 1971.

Fra samme forlag, men med et meget lavere varenummer – og sikkert også noget ældre end de foregående – er det sidste tre ting, jeg vil vise. De to første her, kan man nok ikke kalde “bonader”, men snarere friser, fordi de er lange og smalle. Det er bare så sjovt at sige “bonad” og udtale det med rigtig skånsk accent…

Denne lille frise har nummer 41, og selv om en mus eller et barn har gnavet i hjørnet af den, er den stadig charmerende.

IMG_7895

Det er er rigigt kludeklip med en kirke i filt og englekjoler i stofrester. Der er ingen signatur på frisen, men ansigterne siger helt tydeligt Karen K.

Og selv om tenikken er en helt anden på disse signede Karen K.-julekort, som måske også er lidt yngre end julefrisen, så minder de ret meget om julefrisen by-silhuet og trompettruttende engle.

IMG_7907

Postkortene er for øvrigt også udgivet af Axel Eliassons Konstförlag.

Den næste julefrise har nummer 51 fra Axel Elisasson og er uden signatur. Dens ophav har skabt debat her på Karen K.-forskningscentret. Er det en ægte Karen K., eller er det ikke? Forskningscenterleder er sikker på, at det er en Karen K. , mens (den nu ulønnede) forskningsassistent er af en anden mening.

Her ser du frisen. Hvad tror du?

IMG_7885

Forskningsassistensen argumenterer med, at stråfigurer ikke er udbredte hos Karen K. Faktisk kan vi ikke finde ét eneste andet eksempel på f.eks. julebukke hos Karen K. Og Forskningslederen må modvilligt anerkende dette argument.

Og hvad er denne her stråmand egentlig for en underlig himstregims?:

IMG_7891

Forskningscenterlederen påpeger dog, at der ikke kan være tvivl om, at Karen Kjærsgaard er ophavet til de to engle, som er på julefrisen.

Ansigterne, vingerne, de spidse ballerinasko og kjolerne af stofrester ligner i hvert fald rigtig meget englene på frise nr. 41, som vi lige har set. Men nr. 41 er jo heller ikke signeret, argumenter forskningsassistenten…. Og sådan begyndte en spændende debataften på Karen K.-forskningscentret, der endte med, at forskningslederen gav sig selv ret.

Mon ikke også kreative Karen Kjærsgaard selv har bundet julebukkene, som er på frisen? Hvad er egentlig historien bag julebukkene, som vi her i Skandinavien sætter op som julesymbol? Julebukken er en meget gammel tradition, måske endda helt tilbage fra vikingetiden. Senere blev bukken lidt dæmonisk og kunne dukke op ved juletid i form af en mand forklædt som buk med et skind over ryggen og horn i panden. Selv om julebukken kunne komme med gaver til børnene, som en slags forløber for julemanden, så ville han hellere skræmme og drille dem. I 17- og 1800-tallets “julestuer” kunne man få besøg af julebukken. “Julestuer” var den gang ret løsslupne arrangementer for voksne, hvor karle og pige under påskud af selskabslege kunne komme i nær fysisk kontakt. Der kunne julebukken stå bag grovkornede løjer. I dag er julebukken mest af halm og til ren pynt, og den er hverken særlig skræmmende eller fræk.

Og hvad så med den underlig havrestråmand?

IMG_7891

Jeg har haft svært ved at finde ud præcis, hvad han er for én, men tror han er et levn fra gamle svenske (måske også danske) bondetraditioner. I nogle dele af Sverige lavede man en halmdukke i forbindelse med høsten, som man gemte til julen. Andre steder blev dukken lavet i juledagene af den julehalm, som man spredte ud på gulvet for at gøre stuen flot og højtidspyntet. Dukken brugte man til at tage varsler af i forbindelse med en juleleg.

Her ses sådan en gammel svensk juledukke, som ikke er helt ulig Karen K.’s stråmand.

halmdocka (1)
Halmdukke fra Jämtland. Copytright Nordiska Museet. 

Man satte dukken på gulvet, og en af husets beboere skulle lægge sig på ryggen med hovedet mod dukken. Så bøjede han sig sammen, slog benene op over hovedet og greb dukken med sine fødder. Så blev dukken kastet væk med fødderne, og alt afhængigt af hvordan dukken landede, tog man varsler for det nye år. Jeg tror, det er sådan en gammel halmdukke, vi ser på frisen, selv om den nok også har mistet sin oprindelige betydning og nu mest er til pynt ligesom julebukken.

Med den sidste “julbonad”, jeg vil vise jer, bliver vi både i almuestilen og i 1960’erne. (Ja ok, det er heller ikke en julbonad, men derimod en juleløber i papir til at pynte på julebordet med).

IMG_7901

Jeg synes tydeligt, man genkender Karen Kjærsgaard almuestil fra 1960’erne, men heldigvis er løberen også signeret, så man ikke behøver bruge en aften på at diskutere dens ægthed.

IMG_7905

Løberen er et smukt eksempel på, hvordan Karen K. sammensmelter en 1800-tals landlige kunstform med løberens (og Karen K.’s) egen nutid, nemlig tresserne farveglade flowerpower-stil.

På den måde er løberen på mere end én måde et nostalgisk ekko fra en svunden tid. Og i julen må man jo gerne være lidt nostalgisk…..

IMG_7902

Skærmbillede 2018-11-11 kl. 16.01.50

 

 

 

Karen K. i de danske hjem

Efter at jeg i mit seneste blogindlæg helt uventet lagde mærke til Karen K. julepynt på et af vores familiebilleder fra 1977, har jeg været hjemme hos min far og kigge en ekstra gang på de øvrige gamle lysbilleder fra julen 1977. For at se, om min mor mon havde hængt mere Karen K. julepynt på træet det år. Og minsandten. Her leger min bror og jeg forsat med biler på gulvtæppet, og i baggrunden ses et Karen K. kræmmerhus med en syngende engel:

IMG_7622

Her ses kræmmerhuset:

IMG_7744

Videre i kassetten med lysbilleder fandt jeg dette billede, hvor jeres blogger laver gymnastiske øvelser foran juletræet, og ser man godt efter, er der Karen K. pynt rundt omkring på træet, der hvor jeg har sat pile:

Juletræ 1977
Læg mærke til, at min elskede pottestol – med rat og båthorn – og har fået plads ved træet.

Der er i hvert fald to kræmmerhuse og en hjerteformet kurv på træet. Præcis hvilken hjertekurv det er, kan være svært at se, men det kunne være denne her:

IMG_7747

Kræmmerhusene og hjertet har siddet på en side i Familiejournalen i 1974, men jeg tror ikke, at min mor nogensinde har købt et nummer af Famliejournalen, så måske har hun købt Karen K.-arkene i fri handel i Brugsen eller Schou-Epa, eller hvor hun nu handlede i 1970’erne. Lige præcis de her kurve og kræmmerhuse kunne man nemlig også købe som løsark udgivet af forlaget JCO.

IMG_7745

Billederne fra min barndom, hvor der pludselig dukkede Karen K. julepynt op, fik mig til at tænke på, hvor mange danske hjem Karen Kjærsgaard var med til at skabe julestemning i. Hvis man bare som et tankeeksperiment regner på, at Familiejournalen udkom i et oplag på ca. 200.000 i de år, hvor Karen K. tegnede julepynt til læserne, og hvis blot 1% procent af læserne lavede og brugte julepynten, så svarer det til, at 2000 danske hjem havde Karen K.’s julepynt hængende hvert år. Og derudover kommer julepynten, som man kunne købe i boghandlere og supermarkeder: figurerne, uroerne, julekortene, gavepapiret og julekalenderne. Man kan vist roligt sige, at Karen K. i høj grad har været med til at skabe danskernes julestemning. Jeg fik lyst til at se, om jeg kunne finde spor af Karen K. i andre danske hjem, men da jeg kun har min egne families lysbilleder til rådighed, tænkte jeg, at et godt sted at lede var i de gamle Familiejournaler, som jeg har en god stak af.

47689272_2537424736274747_4207988736467664896_n

I Familiejournalens julenumre var der altid artikler, hvor journalisten tog på besøg hos kendte og ukendte danskere for at høre, hvordan netop den familie fejrede jul – ikke så overraskende blev julen fejret ret ens fra familie til familie, men det er jo netop en del af charmen ved julen! Og sørme om ikke også Karen K.’s julepynt var at finde i flere danske hjem gennem årene.

Første eksempel på Karen K.-julerier fandt jeg i blade fra 1967. Her var en af årets helt store stjerner i fokus, nemlig barnestjernen Pusle Helmuth, som var blevet danmarksberømt i de meget populære film “Min søsters børn”. De to første film kom i 1966 og 1967.

Under overskriften “Hvad pusler Pusle med” havde Familiejournalen fundet på at lave Pusles jul om til – ja et puslespil. Som man nok kan se på billedet, mangler der nogle brikker.

IMG_7731

Brikkerne kunne børnene i løbet af de næste uger klippe ud af bladet. Og når man var færdig, var der en overskydende brik, som skulle sendes ind, hvis man ville deltage i konkurrencen om – ja et puslespil! Men mere interessant end konkurrencen er det nu, at der gemmer sig lidt Karen K.-tegninger på det færdige billede.

Selv om musene har spist lidt af mine puslespilsbrikker, kan man godt få en ide af det færdige billede:

IMG_7734

Øverst på billedet lige over Pusle hænger der et Karen K. kræmmerhus.

IMG_7735

Og man ser det endnu tydeligere på et andet foto i bladet:

IMG_7737

Kræmmerhuset var et af dem, som Karen K. tegnede i folkloristisk stil til Familiejournalen i 1966 forestillende en bondepige med smal talje og brede skørter:

IMG_3367

IMG_7836

Nede i højre hjørne på Pusle-puslespillet ligger hunden Bjørn sammen med gavepapiret fra den dukke med vugge, som Pusle netop har pakket ud. Og gavepapiret – det er selvfølgelig kreeret af Karen K.

IMG_7736

I julehæftet fra 1967 var Familiejournalen på besøg hos Hans Hansen. Og hvem er så det? tænker de fleste nok, men hvis du nogensinde har set en af de klassiske forsider fra Familiejournalens julenumre i 60’erne, 70’erne og 80’erne, så er de malet af Hans Hansen. Som f.eks. denne fra 1974:

IMG_7746

I vores søgning efter spor af Karen K. i de danske hjem er det dog først og fremmest dette billede af Hans Hansens datter, Ina, som er interessant. Hun er nemlig i færd med at pakke en legetøjstraktor ind i Karen K. julepapir.

IMG_7742

I 1970 besøgte Familiejournalen en usædvanlig husholdning, nemlig Evas pensionat i Skovlunde. Det var skrappe sager af drive pensionat, kan man forstå. Eva har været udsat for vold, tyveri, knivkast og bedrageri af sine pensionærer. Alligevel – og det er artiklens pointe – sætter Eva alt ind på at hjælpe, dem som har det svært i samfundet. Omkring 1970 var det bl.a. gæstearbejderne, som kom til Danmark i stort tal fra lande som Tyrkiet, Jugoslavien og Pakistan.

Her er pensionærer fra Grønland, Pakistan og Ægypten i gang med at klippe julepynt med Eva i midten.

IMG_7748
Angiveligt hedder pensionærerne Susanne, Kelim, Alibaba og Mosadek…hmmm…

I kassen under sofabordet ser man nogle store dekorationsnisser af Karen K.

 

I 1971 havde Familiejournalen en lille notits under rubrikken Fra Thule til Gedser om fru Dehn i Vrold, som havde tapetseret sin entre med forsider fra Familiejournalen.

IMG_7749

De fleste forsider er tegnet af Kurt Ard, men to collager af Karen K. er også kommet med.

 

Ideen til en ny dekorering af entréen er hermed givet videre.

I 1974 besøgte bladet Rødbygård – en institution for mentalt handicappede børn, og her var der også Karen K.-nisser på væggen:

IMG_7750

Selv om det ser hyggeligt ud på billedet, hvor venneforeningen kommer med julegaver til børnene, er det faktisk på en ret barsk baggrund. Disse “glemte børn” lever nemlig på institution uden nogen kontakt til deres forældre. Sådan gjorde man i Danmark til langt op i 1970’erne.

Lidt mere hyggeligt var det i 1976, hvor Familiejournalen under mottoet “Al ære og respekt for det gamle julestads – lav noget nyt!” reklamerede for en juepose fyldt med klippe-klistre-juepynt i gør det selv form for børn og voksne. Juleposen var produceret af firmaet G. Moldow (eller GeMo), som Karen Kjærsgaard i 1960’erne og 70’erne tegnede bl.a. julekort for.

IMG_7751

Jeg tror, at det meget vel kan være Karen K., der står bag den julekrybbe, der var i juleposen i 1976, og som ses på billedet her. I hvert fald ligner stalden, æslet, den væghængte krybbe og de kegleformede figurer andre julekrybber af Karen K. rigtig meget:

 

Hvis du kender mere til ulekrybben fra G. Moldows julepose vil jeg gerne høre fra dig.

Og apropos julekrybbe så er 3. klasse fra Holberg-skolen i København i 1976 ved at øve sig til årets krybbespil. Men kig på opslagstavlen bag ved englene, der hænger Karen K. julekort med piger i folkedragter.

IMG_7831.jpg

Helt præcist er det disse to julekort:

Denne lille og helt uvidenskabelige undersøgelse af Karen K. julepynt i danske hjem, har vist, at Karen K.’s nisser, gavepapir m.m. har været at se i mange danske hjem. Det passer godt med, at jeg her på bloggen hører fra mange læsere, som husker Karen K. julepynt fra deres barndom. Meeeeen alligevel kan jeg ikke lade være med at tænke om, der måske er lidt snyd i billederne, som jeg viste ovenfor….

Er det ikke lidt mærkeligt, at de samme Karen K.-nisser findes både hos Eva i Skovlunde, på Rødbygård – og for øvrigt også på julemærkehjemmet i Skelskør, som jeg skrev om på mit forrige blogindlæg? Og at henholdvis Pusle og Hans Hansens datter i 1967 bruger det samme gavepapir? Hvis man tænker efter, er der måske en forklaring. Julebesøgs-artiklerne, som bliver bragt i bladene sidst i november eller i ugerne op til jul er jo formentlig blevet skrevet i oktober eller starten af november. Det er trods alt de færreste, der har pyntet op til jul på dette tidspunkt af året. Kan man forestille sig, at Familiejournalen har medbragt en kasse julepynt, og at der er blevet pynt lidt op til ære for fotografen…?

Og hvis vi vender os bort fra Karen K. et øjeblik, er det så ikke også påfaldende, at den her meget karakteristiske og meterhøje nisse ses både hos kunstneren Hans Hansen i 1967, hos cirkusartisterne Britt-Marie og Lillian i 1969 (de bor sammen med tre isbjørne, en flodhest, nubiske hænge-øre geder, et par hunde og en mus) samt hos familien Benneweis i 1969?

 

Jeg mistænker, at Familiejournalens fotograf har haft nissen med under armen på alle tre julebesøg, og måske er det samme tilfældet med Karen K. nisserne og gavepapiret, som jeg har fundet….

Men selv om Familiejournalen har snydt os alle sammen lidt, så er jeg sikker på, at Karen Kjærsgaard julepynt har været at se i tusindvis af danske hjem igennem mange årtier. Og det er den også her i bloggerens nye hjem i 2018.

47681692_355218515034817_4523792467652247552_n

Skærmbillede 2018-11-11 kl. 16.01.50

 

 

Flere svenske julbonader

Sidste år ved juletid skrev jeg om de svenske julbonader her på bloggen. Disse julebilleder eller juleplakater har nok aldrig været så udbredte i Danmark som de er i Sverige, men helt ukendte kan de heller ikke have været. Jeg kan huske, at der hang et par stykker i min mormor og morfars hus.

Men hvad er det gode danske ord for sådanne billeder? Familiejournalen kaldte konsekvent Karen K.’s store juletegninger for julepanoramaer. I efterår/vinter katalogerne fra Sommers Magasiner omkring 1960 kan man se omtaler af sådanne billeder. Her kaldes de julefriser. Man kan fornemme, at varehuset har følt et behov for at forklare, hvad disse billeder skal bruges til. Og det er nok fordi brugen af dem ikke har været så udbredt i Danmark som i Sverige.

 

Se f.eks. annoncen her fra julen 1959:

Skærmbillede 2017-12-21 kl. 11.19.08Skærmbillede 2017-12-21 kl. 11.18.43

Også de følgende år solgte Sommers Magasiner julefriser til samme pris, så det må have været et stort parti, de havde købt. Måske havde de importeret dem fra Sverige.

Karen Kjærsgaard kreerede mange billeder i forskellige stil og teknik til svenske julbonader. Måske blev de også solgt i Danmark i et eller andet omfang, men alle dem, jeg har fundet, er i hvert fald trykt i Sverige.

Og hvad er så egentlig det rigtige svenske ord for disse billeder? Jeg bruger det mest udbredte: Julbonad. Men se på billedet her:

IMG_4002.jpg

Her er to svenske julebilleder i deres originale indpakning. (Disse er lavet i tyndt plastik, så de kan sættes på vinduet, køleskabet eller andre glatte flader). Det ene kaldes en julbonad og det anden en julvepa. Har det mon noget med formatet at gøre? Sådan at forstå at julvepa måske bruges om et billede, som er på højkant, mens julbonad bruges om et billede, som ligger ned. En hurtigt google billedesøgning kunne antyde, at der er noget om snakken. Julvepa bruges også om de smalle billeder eller broderier, som man på dansk ville kaldes klokkestrenge – selv om det ord også findes på svensk (klocksträng). Som man kan se er det lidt sprogforvirring også i det svenske, hvor man også nogen gange bruger ordet julfris, og den almindelig hr. Svensson vil nok ikke kunne forklare forskellen. Kært barn har åbenbart mange navne. Men jeg vil gerne høre fra svenskkyndige læsere, som har et bud på terminologien.

IMG_4004.jpg

Nissen, der kommer med gaver på dette billede, er ikke en gammel skægget julemand, sådan som man ellers ofte ser. Karen Kjærsgaars tegnede meget sjældent gamle nisser, i hvert fald ikke så tidligt i sin karriere som denne bonad, som jeg gætter på kan være fra 60’erne. Det er en slags kollage, hvori der indgår rigtig legetøj, som måske kan hjælpe til at datere billedet.

Zebraen er en Kai Bøjesen zebra, men det gør os ikke klogere på billedets alder, for disse zebraer er produceret siden 1935, og så gammelt er nissebilledet i hvert fald ikke. Da var Karen Kjærsgaard kun 3 år. I dag er det nok de færreste, der ville give deres børn Kai Bøjesen dyr som legetøj, når man tager priserne på dem i betragtning. Racerbilen og stabeltårnet i gavesækken kunne ligne Brio, men jeg har ikke kunnet finde nogen direkte parralleller. Jeg tænker, at legetøjet samlet set kan være fra omkring 1960 ,og at billedet kan have samme alder. Men Karen Kjærsgaard kan selvfølgelig også have lavet sit billede senere og brugt “gammeldags” legetøj i kollagen.

Her er en fin julbonad af papir, hvor nisserne spiser grød, mens musene piler omkring fødderne på dem. Bemærk, at nisserne spiser med plastikteskeer!

IMG_3997IMG_3998IMG_3999IMG_4001

Den lange smalle tegning her, burde man nok kalde en julefrise. Udfra tegnestilen, tror jeg, Karen K. har lavet den i 1960’erne:

IMG_4085

IMG_4090IMG_4089IMG_4087

Engle danser også om juletræ:

IMG_3992IMG_3993IMG_3994IMG_3995

Ligesom nisserne. Denne bonad har varenummer 7065:

IMG_4021IMG_4022

Nisserne fodrer dyr i skoven. Denne bonad har varenummer 7190:

IMG_4017IMG_4018IMG_4019IMG_4020

Og nu er musene også kommer i stadstøjet og er med i pardansen ved juletræet. Denne bonad har varenummer 7552:

IMG_4007

IMG_4008

Engang i fortiden har bonaden kostet 7,50 svenske kroner.

IMG_4006

Mange svenske papirting fra Karen K. har fircifrede varenumre, som begynder med 70, 71, 72 osv. Jeg har tænkt på om de to første cifre, men kan betegne det årstal, hvor et produkt er udgivet, og at de to sidste cifre, så er produktnumre. I så fald er de tre bonader herover fra første halvdel af 1970’erne. Det skal der forskes mere i.

Hvis bonaden med nr. 7552 kostede 7,50 kr ved juletid i 1975 ville det svare til ca. 40 svenske kroner i dag. Det synes jeg dog umiddelbart lyder lidt dyrt, papirvarer var billig julepynt. Og derfor skal vi være endnu gladere for, at nogen har passet godt på disse gamle billeder, så de stadig findes i dag.

header-jul-3

 

 

 

 

 

Glad påske

IMG_0680.jpg

God påske * Happy Easter * Glad påsk * Христос воскрес * Joyeuses Pâques * Frohe Ostern * Gleðilig páskir * Zalig poas’n * Καλό πάσχα * Påskisiorluarisi * Buona Pasqua * 행복한 부활절이 되시길 * ¡Felices Pascuas! * Vrolijk Pasen * Cáisc Shona daoibh * Selamat Paskah 

Med denne hilsen er der sagt “God påske” på sprogene fra de lande, hvorfra der har været gæster på Karen K. bloggen i 2017 indtil videre. Vi på Karen K. bloggen ønsker at alle får en god og glad påske, og at vi alle må blive lidt sødere ved hinanden.

IMG_0679 (1).jpg

Og hvilken bedre måde er der at komme i påskestemning og forårsstemning på end med et par af Karen K.’s glade påskebilleder?

IMG_0675.jpg

Her ser du en stor svensk påskbonad. I mangel af et dansk ord må jeg bare oversætte det med påskebillede. Bonaden som formentlig er fra 60’erne har aldrig været brugt eller pakket ud. Det kan godt undre lidt, hvordan sådan en har overlevet helt uden slid til i dag. Men når jeg finder sådanne ubrugte ting, som en 40-50 år gamle påskbonader, får jeg tit fortalt, at de stammer fra overskudslagre fra gamle svenske landhandler, som ejeren ikke har nænnet at smide ud, selv om butikken har været lukket i mange år.

På dansk kender man især ordet landhandel fra udtrykket “en blandet landhandel”,  som ikke nødvendigvis har noget med en købmandsbutik af gøre. En svensk lanthandel som den, hvor min påskebonad stammer fra, var en købmandsbutik, som lå uden for byerne. Siden middelalderen havde købstæderne monopol på at drive handel. Hvis bønderne ville handle, måtte de tage ind til byen. Først i løbet af 1800-tallet giver man langsomt tilladelse til at oprette butikker på landet. I førte omgang dog kun, hvis butikken lå 30 km eller mere fra nærmeste købstad.

lanthandel (1).jpg
Svensk lanthandel fra 60’erne.

I en rigtig gammel lanthandel var der en disk, og ekspedienten fandt de varer frem, som kunderne ønskede. Til jul og til påske i 60’erne og 70’erne kunne man købe billige papirvarer bl.a. tegnet af Karen K. De kostede fra få ører og op til et par kroner.

Denne her svenske påskebordløber er måske blevet solgt i en lanthandel. I hvert fald er den brugt og plettet og har sikkert ligget på et svensk påskebord engang.

IMG_0690

Jeg er specielt vild med kyllingerne, som kommer ud af æggene til hornmusik!

IMG_0691

Og er det lakridsæg, der indgår i Karen K.’s påskedekor?

IMG_0693

Danskerne blev heller ikke snydt for påskebilleder af Karen K. Forsiden med pigen og påskelammet prydede Familiejournalen tirsdag op til påske i 1971. Tænk at det er 46 år siden!

IMG_0522
I 2017 er der – i hvert fald næsten – påskeliljer i haven lige til påske.
IMG_0533
Skønt med forårssol på snuden.

Nogle år senere – i 1978 – kunne man lave sit eget Karen K. påskeklip. I hvert fald, hvis man var hurtig! Bladet med mønstret kom nemlig mandag op til påske!

IMG_0398

IMG_0673

IMG_0669IMG_0671IMG_0672IMG_0670 (1)

Det er for resten lidt sjovt at se, at i påskebladet fra både 1971 og 1978 er der en artikel, hvor Familiejournalens udsendte medarbejder, forfatteren og rejselederen og medlem af Eventyrernes Klub Arne Falk-Rønne besøger Jerusalem og fortæller om påskefejringerne der.

IMG_0685

Nyd påskedagene. Karen K. bloggen vender snart tilbage med mere gammelt nyt.

karenkblogheader

Folkedragter 2

For lidt tid tilbage faldt jeg over to små indrammede billeder i en genbrugsbutik. De var tegnet af Karen K. og forestillede to kvinder i egnsdragter eller folkedragter.

IMG_0077.JPG

Jeg fik lyst til at skrive mere om de postkort med folkedragter, som Karen K. tegnede til Familiejournalens julepanoramaer i 1968, 1973, 1974 og 1975, og som jeg skrev om her på bloggen for et år siden. I alt 50 forskellige kort blev det til med folkedragter fra hele landet.

På hvert kort er det skrevet, hvor i landet dragten stammer fra, og jeg synes det var sjovt at vise et Danmarkskort, hvor Karen K.’s tegninger var sat ind på de lokaliteter, som dragterne stammer fra. Jeg klippede alle figurerne ud af julekortene og satte dem på deres rette plads på Danmarkskortet.

Udbredelseskortet kom til at se sådan ud:

kort-klippet-ud

Så kan du se, om der er nogen postkort fra det område, du kommer fra eller bor i. Bornholm har jeg sat ind oppe i øverste højre hjørne, som på et vejrudsigtskort. Og syd for den nuværende grænse ses en kvinde med meget stor stråhat i en dragt fra Dannevirkeegnen. Nogle egne er rigtig godt repræsenteret. For eksempel fra Læsø, Fanø, Lyø og Ærø er der to, og Amager har hele tre.

Hvert år var der på arket med julekort også ét fra landene i Nordatlanten: Færøerne, Grønland og Island. Hvor de færøske og islandke dragter minder lidt om de danske, er det tydeligt at grønlændernes dragt tilhører en helt anden kulturkreds.

Kvinden fra Island har en dragt på fra Mödruvellir i det nordlige Island. Derimod kan de to dragter fra Færøerne på kortene fra 1968 og 1973 ikke nærmere stedfæstes. De færøske folkedragterne er nemlig mere individuelle og ikke så stedspecifikke som de danske. (Tak til Benthe for den oplysning).

Karen K. postkort

Karen K.’s postkort med folkedragter er små fine kunstværker. De er tegnet på farvet karton med farvekridt eller farveblyanter. Hver lille streg ligner næsten et fladsting, og det får kortene til at se broderede ud, selv om det altså er tegninger. Måske som en lille hyldest fra Karen K. til alt det store sy-, broderi- og kniplingsarbejde som i sin tid blev lagt i folkedragterne.

Kortene var ret populære. Som mit loppefund viser, kunne man ramme dem ind og hænge dem op. Hvis du i 70’erne gik på Rolandsskolen i Brøndbyerne, har du måske set portkortene på væggen i aulaen. Familiejournalen skriver i nr. 49 fra 1975, om hvordan skoleinspektør Kjeld E. Stephansen har fået kortene rammet ind og hængt op – fordi de er smukke, og fordi Karen Kjærsgaard gengivelse af de gamle dragter er meget minutiøs og korrekt. Så man kunne lære noget ved at se på dem.

IMG_0076.jpg

Karen Kjærsgaard har hentet megen af sin inspiration og viden om folkedragterne i to bøger af Ellen Andersen, nemlig “Danske bønders klædedragt”, 1960 og “Folkedragter i Danmark”, 1952. Den sidstnævnte indeholder billeder og beskrivelser af egnsdragter på Nationalmuseet, og mange er Karen K.’s postkort er tegnet efter disse modelfotos fra 1950’erne, hvor kvinder og mænd poserer i dragterne i tidstypiske omgivelser – formentlig på Frilandsmuseet.

Her er et par eksempler på Karen K.’s tegninger, som er blevet inspireret af Inga Aistrups fotografier i bogen.

amager-folkedreagt
Kirkedragt fra Amager
praesto-folkedragt
Brudepige fra Præstø Amt
falster-folkedragt
Kvindedragt fra Nordfalster
mols-folkedragt
Pige fra Mols

Karen K.’s tegninger har meget vidde i skørterne, næsten som om kvinderne bærer krinoline, hvilket ikke var en del af folkedragten. Men det får kjolernes mønstre til at stå flottere frem på tegningerne.

Hvad er folkedragter?

Hvad er egentlig historien med folkedragter. Gik alle folk på landet rundt sådan klædt i “gamle dage”? Hvornår var de gamle dage? Og havde alle kvinderne i en egn præcis ens kjoler på.

Folkedragterne er bøndernes klædedragt, som var forskellig og tit mere gammeldags end

fano
Kvindedragt fra Fanø

byboernes. Men alle folk på landet gik ikke klædt sådan. De fleste af de dragter, som vi i dag kender som folkedragter, var meget bekostlige, og de var først og fremmest festdragter, som man brugte ved særlige lejligheder og absolut ikke til at arbejde i. Og det var kun de rigeste bønder, som havde råd til sådan en luksus. Folkedragter var stor set gået ud af brug ved midten af 1800-tallet, selv om de nogle steder – f.eks. på øerne i Vadehavet – blev båret af ældre kvinder helt ind i starten af 1900-tallet. Og nej, det var ikke sådan at eksempelvis alle piger på Mols var klædt præcis som pigen på billedet her ovenfor. Men i hver egn havde dragten nogle karakteriska, som adskilte den fra andre. Det kunne være dele af dragten – f.eks. hovedtøjet  – eller visse farver, mønstre eller snit, som blev foretrukket i et bestemt område.

rosnaes
Pige fra Røsnæs

Blandt de 50 postkort, som Karen K. tegnede er der kun 9 mandsdragter. Det er ikke så sært, for manddragterne var slet ikke så forskellige fra sted til sted. Det var først og fremmest kvindedragten som havde specifikke egnspræg. Mændene rejste trods alt nogen gange ud af sognet for at sejle, gå i krig eller handle, mens kvinderne kunne leve hele deres liv inden for sognets grænser. F.eks. på Røsnæs, hvor pigerne havde en meget speciel dragt, kunne en pige næsten ikke gifte sig med en mand fra et andet sogn, fordi hun så skulle anskaffe sig en ny garderobe. Og prisen på sådan en dragt taget i betragtning kan det godt være, at bondepigens økonomiske fornuft sejrede over romantikken.

Dragterne fortæller historie og skrøner

Unavngiven.png
Kvinde fra Skovshoved

Lad os kigge lidt nærmere på nogle af dragterne. Pigen her til venstre er fra Skovshoved, der i sin tid var et fiskerleje nord for København – nu er det vokset sammen med Gentofte. Skovserpigen (som de blev kaldt) bærer sin karakteristiske fiskekurv på ryggen. Hun har fodlangt skørt, sjal til at varme ryggen og tørklæde til at tage vinden, når hun skal vandre fra Skovshoved og ind til staden for at sælge sine fisk ved Gammel Strand. Her står der i dag en statue af en fiskerkone som minde om et stykke forsvundet kulturhistorie.

Læg mærke til den røde kant nederst på skørtet. Det var et signal Skovserpigen brugte til at fortælle giftelystne undersvende, at hun var ugift.

 

ringkobing
Kvinde fra Ringkøbing Amt

Egndragten fra Ringkøbingområdet er helt specielt – i hvert fald er det den eneste jeg kender til, hvor kvindernes gik med høje sorte hatte! Hattene var som regel af hareskind og blev derfor af nordvestjyderne kaldt “hårhårshatte”. Årsagen til den mærkværdige hovedbeklædning blev forklaret med flere sagn, bl.a. at moden skulle have spredt sig blandt egnens kvinder efter at et skib med en last af høje hatte var forlist på Vestkysten. En anden historie beretter at en købmand fra Ringkøbing havde forkøbt sig på et parti høje hatte. En dag satte han så for sjov en hat på hovedet af en smuk bondepige, og straks blev hattene højeste mode.

Forklaringen er dog formentlig nok en anden. I Holland og Rhinegnene  kendes den høje buttede hat helt tilbage til 1400-tallet. I 16- og 1700-tallet kommer den på mode igen. På det tidspunkt var der livlig handel mellem Danmark og Nordtyskland, og mange karle og piger fra Jylland tog også arbejde i Nordtyskland. Herfra er moden så hentet til Danmark.

Kvindehatten er ikke cylindrisk som herrenes, men er mere buttet. Under hatten bar kvinderne en lille hvid hue besat med flæser af kniplinger, som det også ses på Karen K.’s tegning.

randers.png
Mand fra Randers Amt

Manden her fra Randersegnen har også en mærkværdig hovedbeklædning, som faktisk går helt tilbage til middelalderen eller før. I middelalderen havde hætten en pose i nakken (en strud), som man kunne bruge til at have penge i. I tidens løb lavede man struden meget lang, jo længere jo smartere.

De langskaftede læderstøvler var meget dyre. En mand kunne få et par støvler til sin konfirmation eller bryllup, og så skulle de holde livet ud. Langt fra alle havde dog råd til sådan en luksus. I nogle landbyer var der ét par fælles støvler, som man så kunne låne, når man havde behov for dem.

 

 

 

lyok

 

Parret her fra Lyø er klædt på til fest. Pigen er i dansedragt. Det ser man på de løse, åbne ærmer, som man kaldte særkeærmer. Man kaldte det “at smide sig barærmet”. Også de dyre silkebånd, som hang løst under dansen for ikke at blive ødelagt, når man svedte signalere fest og dans. Men kan du gætte hvad det er ved pigens fremtoning, som de gamle folk på Lyø midt i 1800-tallet fandt upassende? Frisuren! Kvinderne på Lyø plejede nemlig ligesom andre landbokvinder i landet at rede deres hår tilbage og sætte det i en top under huen. Men en ung lærer som kom til Lyø i 1840 lærte skolepigerne at rede håret med midterskilning, som det var moderne i købstæderne. Forargede forældre forbød deres piger at få en så upassende frisure!

lyo

Til sin tegning af Lyømanden har Karen K. hentet inspiration i et gammelt fotografi fra 1871 taget i atalietet hos portrætfotograferne Hansen, Schou og Weller i København. Egnsdragten på Lyø var lidt mere gammeldags end på Fyn. Den strikkede hus blev kaldt en “nikulørs hue”, fordi den var strikket af mange forskellige farver garn. Sådan en hue var karakteristisk for de sydfynske øer.

I 1700 var herremoden at have langt hår. Bønderne gik “i eget hår” i modsætning til de højere klasser, som havde parykker. Omkring 1800 lærte omrejsende bissekræmmere fra Holsten de unge karle at klippe håret kort. I begyndelsen gjorde man nar af de korthårede, men efterhånden bredte moden sig.

 

Fra Amager har Karen K. tegnet hele tre kvindedragter. Amgerbønderne var meget velhavende, og det kunne man bl.a. se i kvindernes dragter: fint klæde, silketørklæder og store forgyldte smykker. Amager og Røsnæs var de eneste steder i landet, hvor man langt op i tiden holdt fast i at kvinderne havde forskellige dragter til forskellige lejligheder. Kvinden til venstre er i “kokkedragt” – som blev brugt af slægtninge til brudeparret, som vartede op ved brylluppet. Kvinden i midten er i en brudedragt, mens kvinden til højre er i klædt i det røde forklæde, som kun blev brugt til kirkegang. Om skuldrene har hun et såkaldt “barcelonatørklæde”. Det var silketørklæder som sømændene bragte hjem til deres kærester, som brodere farvede mønstre på dem. På brystet bærer hun et stort forgyldt spænde med billeder af jomfru Maria med Jesusbarnet og pigerne egne initialer som små hængesmykker nedenunder.

Tre kvinder fra amager

Galleri

Og sådan kunne man blive ved, der er masser af historie gemt i dragterne. Men nu vil jeg bare vise jer nogle flere af Karen K.’s flotte tegninger. Postkortene er fine, men jeg synes, figurerne bliver endnu mere levende, når de er klippet ud af rammerne og baggrunden på kortene.

Odense Amt – Røsnæs – Mors

Fanø – Bornholm – Fyn

Ærø – Viskinge – Vendsyssel

Dannevirke – Horne – Drejø

Salling – Nordsjælland – Røsnæs

Langeland – Samsø – Kalundborg

Lolland – Hedebo (“Heden” mellem København, Køge og Roskilde) – Fur

Vejle Amt – Ærø – Læsø

Tåsinge – Mandø – Vendsyssel

laeso2

Pigen her ser næsten mellemøstlig ud, men hun er klædt i en en egnsdragt fra Læsø. Tankevækkende. Her nedenunder kan du se en Læsøkvinde i en vaskepulverreklame fra 1971. Det var ikke kun Karen K., der dyrkede almueromantik i slutningen af 1960’erne og starten af 70’erne! Kvinden i festdragten fra Læsø står i samtale med en meget moderne kvinde anno 1971 foran en traditionel Læsøgård med tangtag.

IMG_0181.jpg

Til slut kunne jeg slet ikke lade være med at lege lidt med figurerne i form af lidt billedmanipulation.

hus3.JPG
En kvinde i en dragt fra Vejleegnen byder velkommen til det hus, hvor Karen K boede i 1960’erne. Huset og dragten er fra ca. samme tid.
skov
En ung kvinde fra Løgstøregnen er i bøgenskoven for at se på anemoner.

Husk, at hvis du kun lide dette indlæg, så giv det et “like” ligesom Rømøpigen her ved at klikke på LIKE-knappen med den blå stjerne her nedenunder indlægget. Så bliver jeg så glad 🙂

rømø.png
Synes godt om!