Uanset vejret er det i aften Sankt Hans aften. I 1972 klippede Karen K. en forsidekollage til Familiejournalens nummer i ugen op til Sankt Hans. Billedet forestiller en (vistnok ret venlig) heks, som sammen med sin kat flyver af sted på en kost.

I følge overtroen var Sankt Hans natten eller midsommernatten årets største festdag for hekse og andet troldtøj. Den korte sommernat var fyldt med flyvende hekse, som var på vej til heksemesse enten i Bloksbjerg i Harzen eller “ad Hekkelfeldt til” – dvs. til bjerget Hekla på Island. I gamle dage var man selvsagt ret bange for at møde troldtøj denne nat, og man kunne også risikere at bliver tryllet om til en ged eller lignende og brugt af en heks som ridedyr. Var man imidlertid modig og ville se heksenes fart gennem sommernatten, skulle man i følge folketroen tage en græstørv på hovedet eller sætte sig ved midnat på en korsvej under en harve, der vendte tænderne nedad! Man kunne også stille sig ved færgestedet i Hadsund ved Mariager Fjord. Her kom de hekse, som skulle til Hekkelfeldt, nemlig flyvende fra Randers på vej mod Skagen for (mærkeligt nok!) at tage færgen over Mariager Fjord! Man skulle dog have et kors af rønnegrene i lommen for ikke at blive udsat for heksekunster. (Siden 1904 har der været bro over fjorden ved Hadsund, så mon ikke heksene tager den nu?).

Det er en århundredegammel tradition i de nordiske lande at tænde bål på midsommernatten eller Sankt Hans aften, som man siger i Danmark. Bålene var et værn mod heksene, troldene og elverpigerne.
I 1885 skrev Holger Drachmann “Midsommervisen”, som de fleste synger omkring Sankt Hans bålet. I teksten nævnes bål og troldtøj:
“Hver by har sin heks og hvert sogn sine trolde, dem vil vi fra livet med glædesblus holde.”
Selv om traditionerne omkring hekse og bål på Sankt Hans aften begge er mange århundreder gamle, er det ikke sikkert, at traditionen med at brænde en “heks” af på Sankt Hans bålet er nær så gammel. Den kendes først fra slutningen af 1800-tallet. Første gang man har efterretninger om kombinationen af Holger Drachmanns Midsommervise, et bål og en heks, som bliver brændt, er ved en Sankt Hans fejring på Jelling Seminarium omkring år 1900.

På dette Karen K. postkort, der viser Sankt Hans bål langs kysten “i gamle dage” (ca. 1840-90 bedømt udfra tøjmoden), ses ingen hekse på bålene. Måske skal motivet forestille en Sankt Hans fejring fra midten af 1800-tallet, før skikken med at afbrænde en heks blev almindelig. Eller måske er heksene bare udeladt for at gøre billedet mere hyggeligt.
Fotosession omkring Sankt Hans med heks og kat:
Husk for resten at flytte den stak grene, du har samlet til bålet, inden du sætter ild til den. Så kan pindsvin og andre dyr, som gemmer sig i stakken, nå at flygte.

Holger Drachmann får lov til at slutte dagens blogindlæg af med de sidste og vigtige ord fra Midsommervisen:
“Vi vil fred her til lands, Sankte Hans, Sankte Hans.
Den kan vindes, hvor hjerterne aldrig bli’r tvivlende kolde.”

kilder: Troels-Lund: Dagligt Liv i Norden i det sektende Aarhundrede, www.folkekirken.dk