Det nye år er kun nogle få dage gammelt, og de fleste har sikkert stadig nytårsaften 2021 i frisk erindring. Det var vist nok den varmeste nytårsaften målt i Danmark nogensinde. Sådan var det ikke i 1845, da H.C. Andersens eventyr om den lille pige med svovlstikkerne blev trykt første gang. Andersen begynder sim fortælling sådan her:
“Det var saa grueligt koldt; det sneede og det begyndte at blive mørk Aften; det var ogsaa den sidste Aften i Aaret, Nytaarsaften. I denne Kulde og i dette Mørke gik paa Gaden en lille, fattig Pige med bart Hoved og nøgne Fødder…..”
Eventyret er et af Andersens mest kendte. I december måned 1970 kunne læserne af Familiejournalen klippe og samle deres eget dukketeater over historien om den lille pige. Dukketeatret var tegnet og designet af Karen K
I fire numre af bladet var der kulisser, personer og rekvisitter til dukketeatret, som man lige kunne nå at få færdigt i tide inden jul.
Kulisserne med de gamle huse var trykt på kraftigt karton. De øvrige dele sad på de farvede glittede sider i bladet og var ret sarte. Karen Kjærsgaard gav i hvert nummer af ugebladet nøje instruktioner til, hvordan ugens figurer skulle samles.
Jeg har de fire blade liggende længe men har ikke nænnet at klippe i siderne. Men for nyligt var jeg heldig at finde et samlet og velbevaret eksemplar af det over 50 år gamle dukketeater. Det er blevet passet godt på og har været opbevaret i fine æsker. Derfor er det stadig pænt – alderen taget i betragtning.
Teatret var nydeligt klippet ud og samlet efter anvisningerne i bladene. Det er lidt ironisk, når man tænker på, at den lille pige er på gaden for at sælge svovlstikker, at kulisserne er afstivet med store tændstikæsker (Karen K’s eget forslag) og at flere af figurerne er blevet afstivet med en tændstik indvendigt.
I det sidste nummer af Familiejournalen før jul fik man de sidste figurer til teatret og et, manuskript som Karen K. har skrevet med udgangspunkt i H.C. Andersens tekst. Bl.a. får den lille pige et navn, Martha.
Jeg synes det kunne være sjovt at bringe manuskriptet her sammen med billeder af teatret. Så her er Karen K.’s udgave af det sørgelige eventyr.
DEN LILLE PIGE MED SVOVLSTIKKERNE
Eventyrspil i 1 akt efter H.C. Andersen skrevet af Karen Kjærsgaard til Familiejournalens dukketeater julen 1970
Personerne:
Martha: en fattig, lille pige
Frederikkes mor: en fin dame
Frederikke, en fin, lille pige
Mormor
MARTHA (kommer ind på scenen, forpustet efter løb): Åh, nej, hvor blev jeg dog bange! Benene kan slet ikke bære mig mere. Sådan ryster de. Den store karet kom farende omkring hjørnet, lige da jeg var ved at gå over gaden. Og kusken gjorde slet ikke noget for at holde på hestene. Jeg måtte springe for ikke at blive kørt over. Og så tabte jeg tøflerne. Den ene blev kørt over i rendestenen, og den anden tog den slemme dreng. Han lo og råbte til mig, at han ville bruge tøflen som vugge, når han selv fik børn!
(Småklynkende): Og nu har jeg slet ikke noget på fødderne! Åh nej, de er helt blå af kulde!
(Lidt roligere): Tøflerne var et par af mors gamle. De var alt for store til mig, Det var nok derfor, jeg tabte dem. Men dejlig varme var de alligevel.
(Efter en lille pause): Bare jeg dog turde gå hjem. Selv om vi kun har et koldt, utæt kammer helt oppe under taget og ingen penge til at købe brændsel for, er der dog lidt varmere inden døre. Men jeg tør ikke. Far sendte mig afsted i morges med en masse svovlstikker, som jeg skulle sælge til folk på gaden. Og jeg har ikke fået solgt en eneste endnu! Far slår mig, hvis jeg kommer hjem uden penge. Vi har haller ikke noget at købe mad for jeg har ikke fået noget at spise siden i aftes. Og det var kun et tørt stykke rugbrød. Åh, hvor er jeg sulten og træt. Bare jeg dog kun sælge et eneste bundt svovlstikker.
(Frederikke og Frederikke mor kommer langsomt over scenen)
MARTHA (med høj bedende stemme): Åh, kære frue, vil De ikke godt købe et bundt svovlstikker af mig? De koster kun en skilling, og jeg tør slet ikke komme hjem uden penge. Det er nytårsaften, og vi har hverken mad eller brændsel…
FREDERIKKE (ivrig, forfærdet): Mor! Har du set! Hun har bare fødder! I sådan en kulde. Det er vel nok synd! Skynd dig at købe noget af hende! Hun har heller ikke noget at spise, siger hun.
FREDERIKKES MOR: Nej lille, Frederikke, det vil jeg virkelig ikke! Sådan en lille sjuskedorte, der tigger på gaden, skal man bare lade, som man ikke ser. Det er sikkert hendes egen skyld, at hun ikke har sko på. Kom nu, min pige.
FREDERIKKE: Jamen, mor…
FREDERIKKES MOR: Kom nu, siger jeg! Vi kan ikke lade grossererens vente med gåsestegen. Klokken er mange. Du ved også godt, at de tænder det store juletræ, nu regner de med, at vi snart kommer.
(Frederikkes mor går hurtigt ud bag det gule hus. Frederikke følger tøvende efter. Standser et øjeblik og ser hen mod Martha, før også hun forsvinder bag det gule hus.)
MARTHA (sukker): Heller ikke hun ville købe noget af mig. Hun så ellers få fin og rig ud. Gåsesteg skulle de have! Det er der vist mange, der skal. Sådan som det dufter her i gaden… Og et stort juletræ… Åh, hvor jeg fryser. Mine finger er snart helt stive af kulde. Bare jeg dog turde trække en enkelt svovlstik ud af bundtet og tænde den. Det ville varme dejligt! (Efter en lille pause): Jeg gør det!
(En lommelampe tændes og illuderer som tændstikker, der flammer op. I det samme bevæger den store kakkelovn sig langsomt ind fra højre og stander et lille stykke fra Martha).
MARTHA: Ih, hvor svovlstikken lyser dejligt! Næsten som et lille julelys. Og varmer! (Får øje på kakkelovnen, forbavset):Nej, se! En stor kakkelovn! Med ild i! Åh, hvor er det skønt. Jeg vil også varme mine stakkels fødder.
(Lille pause, så går lyset ud. Og kakkelovnen forsvinder langsomt ud af scenen igen af den vej, hvorfra den kom).
MARTHA (klagende): Åh, nu forsvandt den dejlige kakkelovn… Mon ikke den kommer igen, hvis jeg stryger en ny svovlstik?
(Lyset fra tændstikflammen blusser op igen. I det samme glider det dækkede bord med gåestegen liggende på ind på scenen fra højre og standser omkring midten).
MARTHA (henrykt): Næh, sikket fint bord! Og en stor gåsesteg! Hvor den dog dufter! Der må være masser af svedsker og æbler i den.
(Stegen føres af fadet ned fra bordet og med små hoppende bevægelser henimod Martha).
MARTHA (himmelfalden): Ih, se! Nu kommer gåestegen helt hen til mig! Med kniv og gaffel i ryggen! Hvor skal den smage!
(Et øjeblik efter slukkes tændstikflammen, hvorefter først bordet og derefter gåsestegen forsvinder ud af scenen til højre).
MARTHA (klagende): Næh, hvor var det synd, at gåsen forsvandt… Jeg prøver at stryge en ny svovlstik!
(Flammen blusser på ny op. Juletræet glider langsomt ind på scenen fra højre og standser lidt fra Martha).
MARTHA (betaget): Et juletræ! Endnu større og dejligere pyntet end det, jeg så gennem glasdøren hos den rige købmand nu sidste jul. Der må være mindst tusind lys! Mon jeg kan nå dem med hænderne?
(Flammen slukkes, og juletræet glider ud af scenen til højre).
MARTHA (klagende): Åh nej. Det ville heller ikke blive hos mig! Se, nu forsvinder julelysene op i himmelen som klare stjerner. Og dér faldt en af dem ned igen med en ildstribe efter sig! Så går der en sjæl op til Gud: Det sagde mormor altid. Nu er hun selv død og oppe i himlen. Åh, jeg må stryge en svovlstik til!
(Flammen tændes, og mormor kommer til syne fra højre. Hun glider langsomt, ligesom svævende, hen imod Martha og standser lidt fra hende).
MARTHA (henrykt): Mormor! Åh mormor. Er du kommet tilbage til mig? Hvor er du smuk! Hvor din kjole skinner! Men mormor – jeg ved at når svovlstikken slukkes, forsvinder du igen. Ligesom den varme kakkelovn, den dejlige gåsesteg og det store, strålende juletræ. Oh, mormor, tag mig med dig! Nu stryger jeg resten af svovlstikkerne, så du kan blive her på jorden hos mig lidt endnu. Og når de slukkes, så tag mig med dig! Vil du ikke nok? Åh jo, jeg kan se du vil! Ja! Ja, sådan! Løft mig op på din arm og flyv med mig, højt op i himlen!
MORMOR: Ja, min lille pige. Jeg skal tage dig med derop, hvor der hverken er sult eller kulde. Hvor du aldrig mere skal være angst eller bedrøvet. Hvor der altid er lys og varme. Helt op til Gud….
MARTHA (lykkelig): Tak, mormor! Nu er jeg varm og glad igen!
(Flammen slukkes. Efter en kort pause kommer Frederikke og hende mor ind fra højre. Går over mod Martha, standser nær ved hende).
FREDERIKKE (ivrig, ængstelig): Mor! Se der, mor! Hun sidder der endnu, den lille pige med svovlstikkerne. Se, hvor hun sidder og smiler! Jeg tror, hun har fået solgt mange af sine svovlstikker, mens vi har været til nytårsfest!
FREDERIKKS MORS (højt): Du lille dér – det er for koldt for dig at blive siddende sådan! Nu skal du gå hjem! (Afsides med dæmpet stemme): Hun er jo død, frosset ihjel. Hun har forsøgt at varme sig lidt ved at rive svovlstikkerne. Og det ser ud, som om hun har set noget dejligt, før hun døde. (Højt igen): Kom, Frederikke! Den lille pige vågner nok snart og går hjem og fortæller sin mor og far om alt det dejlige, hun har drømt på årets første nat…
(Frederikke og hendes mor går langsomt ud. Alt lys på scenen slukkes. Forestillingen er forbi).
Alle på scenen for bifald:
Karen Kjærsgaard tegnede eventyrdukketeatre til Familiejournalen igen i 1971 og 1972, nemlig Snehvide og Fyrtøjet.
Du kan læse om Fyrtøjet her:
Hvis du har fået lyst til at lave dit eget dukketeater, kan du finde arkene her, hvor Esben, der er ekspert i klippeark og dukketeatre har lagt dem ud:
Mikaels Karen K. blog 