Jeg havde nok aldrig forestillet mig, at jeg i en alder af 40 år ville købe min første påklædningsdukke. Men da en læser af bloggen gjorde mig opmærksom på, at Karen K. også havde tegnet påklædningsdukker, blev jeg selvfølgelig nødt til at undersøge sagen.
Det endte med, at jeg købte denne påklædingsdukke af en dame i Sverige.
I Sverige var påklædningsdrengen blevet leget med under navnet “Åke”, som var skrevet bag på ham og alt hans tøj. Der ser ud til, at han er blevet brugt flittigt, for hovedet har været revet af.
I virkeligheden hedder drengen Rasmus, og han har haft en del mere tøj af vælge imellem. Jeg kom nemlig i kontakt med en samler af påklædningsdukker, som kunne vise mig det originale ark.
Det originale Rasmus-ark. Billedet er brugt med tilladelse fra Maja.
Selv om Karen K. ikke har signeret arket, er der ingen tvivl om, at hun står bag. Ansigtstrækkene, skoene og baggrunden af hessian er noget som kendes fra andre værker af Karen K. Det er pudsigt, at der ikke er tale om tegnede ark, men et fotografi af de udklippede dragtdele lagt på en hessianbaggrund. Både Rasmus, tøjet og de små blomster kaster skygge på baggrunden. Tøjet er klippet ud af rigtigt stof.
Arket med Pernilla pålædningsdukken. Billedet er brugt med tilladelse fra Maja.
Rasmus viste sig også at have en søster. Nemlig Pernilla. Læg mærke til, at børnenes mor har syet en nederdel til Pernilla og en skjorte til Rasmus i det samme stof.
Navnene Rasmus og Pernilla tyder på, at arkene har været til salg i Sverige – men hvem ved, måske også i Danmark? Præcis, hvornår de er fra, er vanskeligt at sige. Børnenes tøj kunne ligne noget fra 1950’erne eller måske snarere 1960’erne, men en påklædningsdukkes tøjstil kan ikke i sig selv datere dukken. Umiddelbart tænker jeg, at teknikken med fotograferede klippeark peger mere mod 1960’erne.
Der er mange ligheder mellem Rasmus og Pernilla og de kollager, Karen K. lavede med titlen “Børns leg”, og som jeg tidligere har bedømt til at være fra anden halvdel af 1960’erne. Læs mere her.
Rasmus vinker til dreng i sæbekassebil fra “Børns leg”.
Her ses påklædnignsdukken Rasmus sammen med et billede fra “Børns leg”. Drengen i sæbekassebilen har et halstørklæde i samme stof som Rasmus’ skjorte og Pernillas nederdel. Det ser også ud til, at han har Rasmus’ blå ruskindsjakke og røde vanter – samt Pernillas hue – på.
På billedet herunder bliver der brugt rigtige blomster ligesom på arkene med Rasmus og Pernilla, og børnenes røde sko er præcis de samme. Pigen til venstre ser ud til at have Pernillas blåblomstrede kjole på.
Billede fra serien “Børns leg”.
Det er rimeligt at antage, at påklædningsdukkerne og kollagerne fra “Børns leg” er blevet til omtrent samtidigt. Karen K. har anvendt sig af samme stil, og det er de samme stofrester, som er blevet brugt i begge tilfælde.
Jeg bliver nok aldrig den store fan af at lege med påklædningsdukker, men Rasmus får lov til at bo her i min skuffe sammen med sin garderobe.
Karen Kjærsgaard var ikke den eneste i familien, som fik en karriere med et kunstnerisk indhold. Karens tre år ældre søster, Kirsten, læste kunsthistorie og fik en lang karriere som museumsdirektør i Firenze. Kirsten Aschengreen har flere gange givet interviews om sit liv og karriere til forskellige blade.
Kirsten Aschengreen Piacenti, fra artikel i Politiken 1977
De to søstre tilbragte deres tidligste barndom med forældrene i Indien, indtil familien flyttede til Danmark, hvor døtrene gik i skole. (Læs mere her). Kirsten Aschengreen ville læse kunsthistorie, men syntes, at uddannelsen på Københavns Univesitet i efterkrigsårene var provinsiel. Derfor tog hun til London, hvor hun tog sin uddanelse, mens hele hendes arbejdsliv kom til at ligge i Italien, hvor hun også blev gift og fik efternavnet Piacenti.
I 1971 blev hun museumsinspektør ved sølvmuseet, Museo degli Argenti, Palazzo Pitti i Firenze. Og i 1974 blev hun direktør for museet. I 1996 blev hun museumsdirektør for Museo Stibbert, som er et museum baseret på én mands private samling af bl.a. renæssance rustninger og våben fra store dele af verden – samt malerier, porcelæn og dragter. Kirsten Aschengreen Piacenti har fået adskillige udmærkelser og har bl.a. arbejdet for det engelske kongehus. Hun fortsatte som museumsdirektør mindst frem til 2010.
Kirsten Piacentis gård uden for Firenze. Foto fra Antik & Auktion 2006.
Måske er det arkitekturen og landskabet omkring søsterens gård, der har inspireret Karen Kjærsgaard til den julekrybbe hun tegnede til Familiejournalen i 1999. Stemning er i hvert fald lidt sydeuropæisk i tegningerne.
Interiør og udsigt fra Betlehemsstalden i Karen Kjærsgaards julekrybbe.Foto fra en af museets sale. Billede fra portrætartikel i Familiejournalen 1987.
Af de mere dramatiske episoder fra sit arbejdsliv, som Kirsten Aschengreen har fortalt om i interviews, er den store oversvømmelse i Firenze i 1966, hvor Arno-floden gik over sine bredder og beskadigede flere uvurderlige kunstskatte med mudret vand. Hun havde en stor rolle i at redde disse genstande. I 1984 overlevede hun en voldsom gaseksplosion på museet, som har til huse i det gamle 1500-tals palads Palazzo Pitti, der oprindeligt var residens for fyrsteslægten Medici. Loftet i museumsdirektørens kontor, der engang var en storhertugindes sovegemak, faldt ned ved eksplosionen – tre tons i alt – men lykkeligvis overlevede alle de tilstedeværende.
Hvis du vil læse mere om Kirsten Aschengreens karriere, kan du klikke her og her. Du kan også læse de artikler, som jeg har brugt til denne artikel.
Kilder: Jonna Dwinger: Dansk studine uden håb blev berømt museumsdirektør i Italien. Politiken 19. maj 1977, 2. sektion, s. 6). Karen Døssing: Et liv fyldt med Firenzes skatte, Antik & Auktion 2006, nr. 3, s. 58-62., Johs. Christiansen: Miraklet i Firenze. Familiejournalen nr. 33 1987, s. 22-23 og 29.)
Selv om vintrene måske ikke er, hvad de var engang med sne og frost, så er det alligevel hyggeligt at fodre fugle i haven og holde øje med, hvilke fugle, der kigger forbi. Det er jeg sikker på Karen Kjærsgaard også har gjort. I hvert fald er hendes tegninger fyldt med småfugle, og jo mere man kigger efter, jo flere dukker de frem i alle hjørner af de landskaber, Karen K. har tegnet.
Udsnit af Karen K. julepanorama 1994.
Da Karen K. har tegnet langt flest vinterbilleder, er det overvejende standfuglene – dem som ikke flyver sydpå om vinteren – som hun har afbildet. Og det er især de fugle som kommer til foderbrættet hun har tegnet. Det er de små fugle – spurve og mejser. Krager, skader og andre store krabater har jeg endnu ikke set i Karen K.’s produktion.
Noget af det interessante ved Karen K.’s fugletegninger er at selv ved de mest naivitiske og hyggelige af slagsen er der næsten altid tale om rigtige fugle, og hun har gengivet fuglene med deres karakteristiske træk, så de kan genkendes. På denne tegning fra 1977 har jeg forsøgt at sætte navne på de mange fugle i træet.
Udsnit af Karen K. julepanorama 1977
De fleste af fuglene på tegningen er meget genkendelige – men jeg er lidt i tvivl om grønirisken og gråmejsen. Og blåmejsen ser også lidt mærkværdig ud. Men alle tre fugle er med i den gruppe af fugle, som bliver “det sædvanlige slæng” på Karen K.’s tegninger gennem årene.
Her ses det mest af slænget: Musvit, skovspurv, stillids, rødhals, gråmejse, blåmejse, bogfinke og gulspurv.
Udsnit af Karen K. julepanorama fra 1993
Blåmejsen
Reklame for Mejse-yoghurt, Samvirke 1982
Hvem husker ikke den lille muntre blåmejse fra sin barndoms yoghurt?
Den lille vimse fugl med de klare farver er nok også en af de mest genkendelige i den danske natur og ved foderbrættet.
Karen K. har tegnet den tit, og her nedenfor ser du en samling af hendes blåmejsetegninger fra 60’erne til 90’erne.
Skovspurven og gråspurven
Man kan nemt komme til at forveskle skovspurven og gråspurven. Begge fugle er meget almindelige i Danmark, selv om bestanden af dalende. Om vinteren færdes de gerne i flok – også skovspurve og gråspurve sammen, og de ses tit ved foderbrættet.
Her kan du få hjælp fra Karen K.’s tegninger til at skelne du to spurve fra hinanden. Gråspurvehannen har en grå kalot, mens skovspurvene har en brun kalot og ligesom en lys krave og en sort plet på kinden. Hos skovspurvene er hannen og hunnen ens. Gråspurvehunnen er mere ensartet gråbrun.
Til venstre ser du en skovspurv på et julekort fra 1984. Til højre ser du en et gråspurvepar fra et udsnit af et julepanorama fra 1982.
Gråspurvene fra 1982 er indtil videre den eneste tegning af en gråspurv jeg har set fra Karen Kjærsgaards hånd. Skovspurve er der til gengæld mange af på hendes tegninger. Her er et udvalg fra 70’erne til 90’erne.
DOMPAPPEN
Dompappen med det flotte røde bryst har Karen Kjærsgaard også tegnet flere gange. Her er er en samling af tegninger fra 197o’erne og 80’erne.
Dompappen har fået sit lidt spøjse navn pga. netop sin røde bug. Navnet kommer af det tyske ord “Dompape”, som betyder en præst ved en domkirke. Til kirkelige højtider havde disse præsten nemlig en højrød dragt på. Måske pga. den røde farve er dompappen et yndet motiv på gamle julekort – ikke mindst i de angelsaksiske lande og Tyskland.
Som ved så mange andre fugle, er det hos dompappen hannen, som er den mest farverige og genkendelige, og det er som regel dompaphanner Karen K. har tegnet. Men på desginet “Winter Birds”, som er trykt på servietter, engangstallerkner mm. for det amerikanske firma Caspari har hun tegnet både en dompaphun og -han.
Udsnit af papirserviet
En fugleuro
I 1979 tegnede Karen K. er overdådig julefugleuro til Familiejournalens læsere. Her var der ikke mindre en 16 forskellige småfugle – og en ekstra rødhals i fine små bevingede udgaver.
Med engle, hjerter og grangrene oven i festen stillede uroen visse krav til læserens tålmodighed, når det kom til snoretrækkeri. Jeg indså, at det var en tålmodighed, som jeg ikke kunne mønstre, og desuden kunne jeg godt tænke mig at lave en dekoration som ikke signalerede jul.
Det blev til dette fugletræ i stedet.
På en gåtur fandt jeg et par nedblæste grene fra et poppeltræ, som jeg stak i en vase, og så var det bare at gå i gang med at samle fugle og hænge dem op.
Hvis du selv har lyst til at samle fugle finder du de fleste af fuglene fra uroen på flickr, lige til at printe ud. Klik her.
Pas god på med at følge samleanvisninger alt for slavisk! Der er nemlig gået lidt kludder i nummerering på arkene, og der er blevet byttet om på halerne. Musvitten har byttet hale med blåmejsen, gråmejsen har byttet hale med stillidsen, gulspurven har byttet hale med dompappen og bogfinken har byttet hale med grønirisken. Gad vide, hvor mange mennesker rundt omkring i landet der samlede fuglene uden at opdage fejlen i 1979. Det må der være kommet nogle meget spøjse fugle ud af….
De lidt “sjældne”
Mellem uroens fugle er der nogle stykker, som man ikke ser så tit i Karen K.’s tegninger. Bl.a. jernspurven og halemejsen.
Halemejsen
Halemejsen er er en lille fin fugl med hvidt hoved og en lang hale. Jeg havde aldrig hørt om halemejser, før der pludselig var en flok på fem af slagsen, som begyndte at besøge de mejsekugler, som min kæreste have hængt op i sit piletræ.
Her ses du Karen K.’s udgave af en halemejse til højre og til venstre et foto af den ægte vare. Fotoet har jeg fået lov til at bruge af Lizzie Sørup Pedersen, som har taget det og lagt det i den superhyggelige facebookgruppe Danske fugle. Gruppen kan anbefales, hvis du bliver i godt humør af smukke fuglebilleder.
Det er blevet til et par tegninger af halemejser blandt Karen K.’s mange fugle:
Udsnit af julepanorama 1996Et helt træ fyldt med halemejser. Udsnit af julepanorama 1991.To halemejser nyder foderet, som min kæreste har hængt op.
Solsorten
Udsnit af julepanorama 1994
Du skal lige se nogen af de andre fugle som Karen K. sjældent tegner. Det behøver ikke at betyde af fuglene er sjældne i naturen. Mærkeligt nok er der f.eks. næsten ingen solsorte i Karen K.’s vintertegninger, selv om det er en af de fugle man hyppigst ser i haven og omkring menneskenes boliger. Faktisk har jeg kun finde én eneste tegning med solsorte på. På julepanoramaet fra 1994 er der to solsorte. Den eneste kan du se øverst i dette indlæg, og den anden kommer her. Mon Karen K. ikke brød sig om solsorte, der synger så smukt om sommeren, men om vinteren mest er en hidsig fugl, der ikke byder sig om at deres foderet med den mindre spurve og mejser?
Spætmejsen
Her er der tre spætmejser, som jeg også kun har fundet på én tegning af Karen K, nemlig julepanoramaet fra 1992.
Spætmejsen er den eneste fugl i Danmark, som kan løbe både ned ad træstammer med hovedet nedad.
Selv blev jeg desværre først bekendt med spætmejsers eksistens, da min kat en dag kom hjem med to døde eksemplarer. Heldigvis var der igen spætmejser i træet uden for mit vindue det næste forår.
Den lille spætmejse er forøvrigt måske en sladderhank om hvor motivet på Karens K.øs vinterbilledet er hentet fra. Det er nemlig sådan at spætmejse med rød bug lever i Jylland og på Fyn, mens de på Sjælland har lys bug. Så måske er det en vestdansk granplantage, man ser i baggrunden.
og lige lidt flere:
Flagspætte fra billedelotteri, 1960’erne.Skovduer. Udsnit af julepanorama 1994.Gråsiskener på engangstallerken fra serien Woodland Birds – nederst en rødhals. Fra den sene del af Karen Kjærsgaards karriere, hvor nisser var blevet afløst af fugle, som de mest gennemgående væsener i hendes tegninger.
Men lad os vende tilbage til der, hvor vi startede, nemlig med at fordre småfuglene her ved vintertid. Det er hyggeligt at følge med i, hvilke fugle, man får besøg af.
Det kan godt gå lidt tid, inden fuglene opdager maden. Måske skal man overveje lokkemejser….
Og husk at placere maden et sted, hvor katten ikke kan komme til, så det ikke ender med fuglebuffet!
Her er der tre spætmejser, som jeg også kun har fundet på én tegning af Karen K, nemlig julepanoramaet fra 1992.
Mikaels Karen K. blog 