Det er de mest overraskende steder, man kan finde det, man leder efter – nogle gange endda uden at vide at man leder!
I dag købte jeg dette gamle brætspil i en lidt rodet genbrugsbutik, bare fordi jeg syntes, det så lidt sjovt ud, og fordi jeg godt kan lide de gamle spil. Det her så ud til at være fra 1960’erne, men var i pæn stand.
Da jeg kom hjem, måtte jeg tjekke, om spillet var intakt. Og det var det heldigvis: alle de små flyvemaskiner, spillebrikker, lykkekort og pengesedler i møntfoden Inters var der. Og så var der en anden lille overraskelse i spillet. Nemlig et til og fra-kort, der afslørede, at spillet var en julegave til Bo fra Farmor og Farfar.
Men da jeg vendte til og fra-kortet, blev jeg overrasket. Det var nemlig tegnet af Karen K. Jeg har aldrig set til og fra-kort af den her type før, så det var en sjov opdagelse.
Da jeg kiggede nærmere på spilleæsken, fik jeg lidt mere hints om spillets historie. På låget var der med kuglepen skrevet 24/12-1971. Det må betyde, at det var juleaften for præcis 50 år siden, at Bo fik dette spil af sine bedsteforældre.
Spillet er udgivet af det danske spilfirma Drechsler, som jeg tidligere har skrevet om her på bloggen, fordi Karen K. også har tegnet et billedlotteri til Drechsler. Tegningerne til billedlotteriet blev senere også brugt til at stavelotteri. Jeg er ad forskellige omveje nået frem til, at Karen K.’s billedlotteri er fra starten af 1960’erne og i hvert fald ikke efter 1967. Det år skiftede Drechsler nemlig logo, og billedlotteriet har det gamle logo på æsken. Drecshler nummererede deres spil løbende: Karen K. billedlotteri fik nr. 235 og stavelotteriet blev nr. 241.
Det spil, som Bo fik i 1971, har nummer 252, så det må være lidt yngre end Karen K.-spillene. Det har dog stadigvæk firmaets gamle logo med de slyngede bogstaver, så det kan ikke være yngre end 1967. Spillet havde altså været i produktion i nogle år, da Bo fik det.
Karen K.’s tegning fra det lille til og fra-kort har jeg set før. Den er nemlig også at se på et lille julehjerte eller julekurv i papir, som jeg var heldig at finde her tidligere i november måned. Ja og også på et gammel julekort fra 1960’erne er det samme motiv blevet brugt. Det er en god måde at “genbruge” tegningerne på:
Det er lidt pudsigt, at det lille til og fra-kort har overlevet inde i spilæsken i et halvt århundrede, men jeg er glad for, at det gjorde.
PS. Her kan du vil læse mere om Karen K.’s Billedlotteri for Drechsler.
Når man stresser gennem supermarkedet på en mørk decemberaften for at købe ind til julens måltider, er det rart at støde på et velkendt ansigt. Det skete for mig i kassekøen i går. På holderen med ugeblade så jeg nemlig ugens nummer af Familiejournalen (uge 51, 2019) med et retro julebillede af Karen K.
Familiejournalen har altså holdt fast i traditionen fra de seneste to år med at genbruge Karen K.’s ca. 50 år gamle juleforsider. Forsiden her med den harmonikaspillende skibsnisse og den smilende skibskat på dæk under fuldmånen blev brugt som forside på ugebladet første gang d. 4. december 1972. Karen Kjærsgaard var ikke ukendt med skibsfart. Hendes far Christian Aschengreen var direktør i ØK og var en overgang udstationeret i Indien, hvor Karen Aschengreen (senere Karen Kjærsgaard) blev født i 1932.
Nissens ansigt var velkendt for mig – selvfølgelig fordi han er tegnet af Karen K. – men også fordi jeg har ham hængende i min spisestue. Han er nemlig skibsnisse på det gode skib Sankta Lucia – som Karen K. tegnede som en juleuro til Familiejournalens læsere i 1972:
I 1972 har forsiden med skibsnissen givet lidt mere mening: de flittige læsere af Familiejournalen var nemlig på det tidspunkt godt i gang med at samle juleskibet, som blev bragt som klippeark i løbet af fire uger, og var nok nysgerrige på, hvordan nissebesætningen ville se ud.
Her er hele det færdige skib med nisser og engle:
Personligt fik jeg først samlet juleskibet i 2018, men jeg glæder mig allerede til at hænge det op til jul mange år fremover.
– og skibskatten fra forsiden? Ja, han er altså ikke med på juleskibsuroen. Til gengæld spankulerer han dristigt rundt allerøverst oppe på en anden Karen K. juleuro, som hedder Nissernes julestue. Her kan du se ham:
Så blev det endelig påske her i 2019, hvor påsken falder så sent, som det næsten overhovedet er muligt. Og for os her på Karen K. bloggen har ventetiden op til påske føltes ekstra lang i år. Ikke bare pga. nogle længe ventede feriedage, men også fordi vi år har været med til at sikre lidt af påskehyggen i påskeuges nummer af Familiejournalen.
Allerede i sidste uge kunne man se, at vi her på bloggen havde god grund til at glæde os til påske. Tak til Peter for billedet.
På bagsiden af ugens blad finder man gamle Karen K. postkort, som jeg har hjulpet Familiejournalen med at finde frem til og scanne ind, så de kunne blive trykt på det blanke papir bag på bladet. Jeg skrev lidt om det i forrige uges blogindlæg, som du kan læse ved at klikke her.
Jeg synes, ligesom Familiejournalens chefredaktør, at kortene er virkelig søde og flotte, og at læserne bliver glad for dem.
Der er også Karen K. hygge på forsiden af ugebladet, nemlig en fin påskekollage, som er et gensyn med en Familiejournal-forside helt fra 1971. På billedet herunder er det bladet fra 1971 til venstre (det udkom tirsdag op til påske) og denne uges blad fra 2019 til højre. Som man kan se, er bladets format krympet lidt siden da.
(Næsten) samme forside anno 1971 og 2019. (KarenK-bloggens forskningsassistent har påskepyntet bordet).
Til gengæld er postkortene på bagsiden trykt i ca. dobbeltstørrelse af de originale små – og det klæder dem rigtig godt. Tegningerne med de mange detaljer kommer rigtigt til deres ret.
Kortene bag på Familiejournalen ses i midten og de gamle små kort udenom.
Hvad er der ellers sket med verden på de 48 år, som er imellem de to forsider? Tja, verden i dag er så kompliceret, at det kræver lidt mere end http://www.mikaelskarenkblog.com at sammenfatte den i få ord. Lidt nemmere forholder det sig med fortiden: Den er det lidt lettere at gøre sig klog på, fordi afstanden og glemsel sætter det hele i et enklere lys. Specielt, hvis man bruger Familiejournalen nr. 14 1fra 1971 som eneste kilde. Så det gør jeg. Og indirekte kommer det faktisk også til at afsløre lidt om vores egen tid.
En af de vaskepulverreklamer fra 1971, som nok huskes bedst.
I 1971 var en af kvinderne vigtigste opgaver at gøre rent og vaske tøj – hvis man skal tro reklamerne i det gamle blad! Der er ikke færre end 10 store reklamer for rengøringsmidler, vaskepulver, toiletrens og vaskemaskiner. I det nyeste blad fra i dag er der ikke en eneste af den slags reklamer. Men samtidig kunne en kvinde i 1971 sagtens gribe en pensel ellers malerrulle og give et gråt 50’er tapet en ny frisk farve. Ikke færre end to af bladet reklamer har malende kvinder i hovedrollen.
Og så kunne en ung kvinde i 1971 sagtens tillade sig at køre knallert. I ugens konkurrence var der hele fem knallerter på højkant. Her i 2019 kan man vinde billetter til Cirkusrevyen.
I 1971 kunne man vinde en knallert med Familiejournalen – og for øvrigt også en combi-camper.
I Familiejournalen apil 1971 så man frem mod badesæsonen
De letpåklædte kvinder i 1971-reportagen om badetøj, ville man måske ikke trykke i et ugeblad i 2019. Og de temmeligt mange tobaksreklamer fra det 48 år gamle blad, ville man i hvert fald helt sikkert ikke se i dag! Det er nemlig helt forbudt. Det var det ikke i 1971, men i 1972 blev det faktisk forbudt at bringe tobaksreklamer i ungdomsblade, og man måtte ikke bruge unge mennesker eller kendisser i de tobaksreklamer, som blev bragt andre steder. Siden 2002 har der været totalforbud mod tobaksreklamer i Danmark.
Både mænd og kvinder pulsede løs i de helt legale tobaksreklamer i 1971.
Sidst men ikke mindst skal Familiejournalen forslag til hjemmelavet påskepynt lige have et ord med på vejen. Der er tale om æggebakkekunst, og man må sige det er fantasifuldt – ikke mindst misilbugseringskøretøjet med to skrålende kyllinger som chauffører. Eller hvad med drejeskivetelefonen, som siden dengang er blevet en museumsgenstand….?
Derfor: hvis du køber Familiejournalen i denne uge, får du fire fine kort, som du kan pynte op med, eller endnu bedre: sende til nogen du holder af. Og hvis du gemmer bladet i 48 år, kan du i 2067 finde det frem og forundre dig over, hvor forandret verden dog er blevet.
De sidste to år op til jul har Familiejournalen genoptrykt én af Karen K.’s gamle juleforsider fra omkring 1970. Gensynet med de gamle forsider har vakt glæde, blandt de af bladets læsere, som kunne huske første gang, forsiderne af Karen K. prydede bladet for næsten 50 år siden. Og her i 2019 fortsættes succesen. I uge 16, som er påskeugen, vil Familiejournalen få et påskebillede af Karen K. på forsiden. Hvilket det bliver, ved jeg ikke, så det må vi vente med at få afsløret….
Måske er det en af af disse påskeforsider fra 1971-72, vi får at se igen i uge 16?
Til gengæld ved jeg, hvad der kommer til at pryde bagsiden af Familiejournalen nr. 16 i år, nemligt disse fine gamle Karen K. påskekort:
Og i den forbindelse har jeg her på mikaelskarenkblog.dk en lille finger med i spillet. Jeg har nemlig fået mulighed for at hjælpe Familiejournalen med at fremskaffe de gamle påskekort, så de nu kan blive genoptrykt bag på bladet.
Familiejournalen henvendte sig i første omgang til Karen Kjærsgaards to sønner for at indhente lov til at trykke påskeforsiden og kortene. Tilladelsen fik de, men sønnen Jakob var ikke sikker på, om han havde påskekortene i arkivet over sin mors værker. I stedet forslog han Familiejournalen at forhøre sig hos mig. Således fik jeg en henvendelse fra bladets chefredaktør, og heldigvis havde jeg kortene i min samling.
Jeg er glad og stolt over, at kunne hjælpe med, at disse gamle fine tegninger får et nyt liv og kommer ud til alle Familiejournalens læsere i ugen op til påske.
De små kort er så glade og farvestrålende og fulde af forårsblomstring og fuglefløjt. Man får lyst til at gå med bare tæer i græsset.
Der er næsten noget Bjørn Wiinbladsk inspiration at spore i tegninger, synes jeg. De spidse næser og de mandelformede øjne leder i hvert fald mine tanker lidt i den retning.
Hvis du har lyst, kan du læse om de gamle Karen K. påskekort ved at klikke her.
Et stykke oppe i Sverige, i Småland, ligger den lille by Vissefjärda, hvor der bor ca. 600 mennesker. Det gjorde der også i 1950’erne, da sømanden Birger Hägerbrand kom til byen. Sømanden var gået på land og ville nu være butikejer i den lille by. Derfor købte han en Tobaks- og papirhandel af en gammel mand, som kaldtes “Ernst med læben” pga. at sin meget store underlæbe. Butikken kom nu til at hedde “Hägerbrands Tobak- och pappershandel”, men de lokale døbte butikken “Biggans”.
Butikken Biggans i Vissefjärda. Billedet har jeg lånt fra Emmabodas lokalavis.
Butikken var ikke bare en boghandel, men i ordet bedste forstand en blandet landhandel. Ud over bøger, papirvarer og tobak kunne man finde alt muligt i butikken. Der blev også solgt cykelgrejer, og man kunne få repareret sit cykel. Selv TV- og radioapparater kunne man finde. Butikken bragte faktisk fjernsynet til den lille by omkring 1957-58. Byens første TV-apparat stod i butikkens vindue og var et tilløbsstykke for byens beboere, der stod uden for vinduerne betragtede det nye vidunder, også selv om der det meste af tiden kun blev vist et prøvebillede. På det tidspunkt blev der nemlig kun sendt ca. en times TV om dagen.
Det brede udvalg af varer i butikken betød også, at varelageret voksede. Snart blev selve lageret bag ved butikken også indlemmet i butikken og op til jul og andre højtider blev endda trappen op til familien lejlighed på første sal brugt til udstilling af sæsonens varer.
Til butikkens varelager købte Birger engang i 1960’erne eller 1970’erne en plakat (en bonad ville svenskerne nok kalde den) tegnet af Karen K. og trykt af det svenske papirvarefirma Axel Eliasson. Ved juletid havde “Biggans” også julevarer tegnet af Karen K. (bonader med nisser og engle), men denne plakat havde ikke noget med jul at gøre. Derimod viser den en zoologisk have fyldt med glade dyr og gæster. Det er dejligt at se andet end juletegninger fra Karen Kjærsgaards hånd, jeg synes det bringer en helt anden side frem hos hende.
Men plakaten som Birger købte ind blev aldrig solgt. År ud og år ind lå den på hylderne på lageret eller i butikken. År blev til årtier. I 1990 gik Birger på pension, og nu overtog hans to børn butikken, som de holdt åbent som en fritidssyssel hver fredag eftermiddag og lørdag formiddag. Der kom mange kunder, som nød at se på de mange varer, som forlængst var blevet umulige at opdrive andre steder. Plakaten af Karen K. blev dog stadig ikke solgt. I 2017 – efter mere end 60 år blev det besluttet at butikken skulle lukke, og der blev holdt ophørsudsalg. Og alligevel var der stadig er stort varelager tilbage efter at den sidste kunde havde forladt butikken. Og fra dette varelager fandt plakaten med den zoologiske vej til mig i Danmark. Hvor er det mærkeligt at tænke på, at det tog 40-50 år at få solgt den!
Plakaten er rigtig fin og med et mylder af liv. Af en eller anden grund får den mig til at tænke på en sang, som har brændt sig ind i min barnehjerne engang i begyndelsen af 1980’erne. Jeg tror, ikke jeg har hørt sangen mere end én gang, og jeg brød mig ikke engang specielt om den, men alligevel har jeg aldrig glemt den. Sangen er med Trille og hedder “Dyrene i Zoologisk Have.” Du kan høre sangen her og måske også få den på hjernen! Indspilningen er fra 1972 og indeholder blokfløjtesolo, hvilket var et klassisk element i børnemusik dengang.
Sangen hørte jeg ved en tilfældighed en dag, jeg sad og ventede på, at fjernsynet skulle begynde. Godt nok var der mere end én times TV om dagen der i starten af 1980’erne, men det begyndte først ud på eftermiddagen (ud over lidt TV for børn på nogle hverdagsmorgner). Det sidste stykke tid, inden programmerne begyndte, kom programoversigten på. Og den kunne have set ca. sådan ud:
I vores hjem kom programoversigten og programmerne ganske vist ikke i farver før i 1983. Nå, men de første programmer på dagen var TV for børn , og de sidste par minutter inden det første program kunne man høre en sang, mens man sad og gloede på programoversigten. Det var her jeg hørte “Dyrene i Zoologisk Have”.
Karen K.’s zoologiske have er herlig at lade øjnene gå på opdagelse i med al dens mylder. Den minder faktisk om barndommens ca. samtidige “myldrebøger” af tyskeren Ali Mitgutsch (1970’erne).
Hos Ali Mitgutsch er der også en zoologisk have:
Og så ligner hele komposition i Karen Kjærsgaard zoologisk have ret meget et af hendes egne lidt ældre postkort. Postkortet viser en anden hyggelig have, nemlig Tivoli:
Jeg synes, at både den zoologisk have og Tivoli-motivet ville være rigtig velegnede til puslespil! De har den perfekte kombination af detaljer og ensartede flader til formålet.
Da jeg kiggede nærmere på detaljerne, kom jeg til at tænke på Karen K.’s billedlotteri, som hun tegnede for Drecshler midt i 1960’erne. Jeg har tidligere skrevet om det her på bloggen. Billedlotteriet er udkommet i mange udgaver og forleden dag fandt jeg den yngste udgave af spillet i en rodekasse i en genbrugsbutik.
Karen K.’s billedlotteri. Her i den udgave, som Brio/Joker udgav i 1970’erne.
Mange af motiver fra billedlotteriet kan man genfinde på plakaten.
Min plakat er ikke den eneste zoologiske have, som Karen K. har tegnet. Her er et billede, som tilhører familien Kjærsgaard. Nogle af dyrene fra den plakat, jeg har, findes også i denne zoologiske have, men der er også rigtig mange andre fine dyr her: giraffer, næsehorn, dromedar, antiloper og en pande bl.a. Måske er det nat i zoo, for der er ingen gæster i haven. Til gengæld løber pingvinerne frit omkring. Karen K. var måske forud for sin tid med “udbryderpingvinerne”, som senere blev berømte i Madagaskar- tegnefilmene 😉
Fotografiet har jeg fået lov til at låne fra Karen Kjærsgaards barnebarn Maia, som har instagramprofilen: maiafjord.
Ja, det – og meget andet – kom jeg til at tænke på, da jeg så den gamle plakat. Man kan komme vidt omkring i tankerne.
P.S. Historien om landhandelen i den lille by i Småland har jeg fra lokalavisen “Barometern” og fra Vissefjärda facebookside, hvor Leif Sjöqvisth har skrevet om sine minder fra butikken og byen.
Hejsan
jag har lite svårt att visa inläggen på ett bra sätt så jag tar mig friheten att använda copy paste för att ni alla ska få ta del.
Detta är ett inlägg av Leif Sjöqvist. Trevlig läsning. Tack för inlägget Leif 🙂
………………………………………………………………………….
“När kulturen kom till Vissefjärda!
Åsa, du skriver om tecknad film på TV och 70-talet. Kalle Anka, Karl Bertil Jonsson m.fl. Det är kultur! De filmerna håller fortfarande och det är kul. Men………
……jag kan berätta då “Kulturen kom till Vissefjärda!”
Den kulturella delen i samhället bestod på -40 och -50 talet av ett Ordenshus med biograf. Det var allt! Jaa, ok då, Bromboda Folkets Park låg ju där med dans sommartid.
Men det “riktiga” kulturgenombrottet kom faktiskt in i samhället 1955 eller möjligen 1956.
Det var då han gjorde sitt intåg i Vissefjärda, affärsmannen Birger Hägerbrand! Har var en entreprenör som trodde på lokal handel och att ha sin butik “knökafull”.
Det var så att Tobak och Pappershandeln drev av en man som hette Ernst Karlsson men som gick under namnet “Ernst med läppen”. Hans underläpp var onormalt stor och hängde liksom ner.
“Ernst med läppen” blev gammal och ville avsluta sin handel varför han lät sälja sin affär. Birger Hägerbrand kom in och blev i bygden kallad “Biggan”.
“Biggan” var gift med Aina . (jag kan ha fel på namn här!) Aina arbetade bl.a. som lärare i skolköket. Vi som gick i skolan hade hemkunskap på lördagarna och då var hon den som lärde oss allt om palsternackors betydelse och att potatis inte fick vara gröna! Och mycket annat! Hemkunskap hade man som ämne från klass fem om jag minns rätt. Själv var jag inte så aktiv i “skolköket” eftersom jag arbetade även på lördagarna och därför kom jag som alltid för sent till lektionerna. Dessutom var jag smutsig i klädsel pga arbetets karaktär. Vi körde mjölklinjerna till Vissefjärda mejeri.
Men ibland var jag med i köket och det var ganska intressant.
“Biggan” drev sin affär hårt. Alla tyckte nog att “Biggan” var en klippa. Man kunde köpa det mesta som tillhörde tobak-bok och papper i hans affär. Med åren blev butiken så full med varor att även lagerdelen innanför själva butiken blev affär! och som inte det vore tillräckligt så kunde han inför jul och andra helger även använda trappan upp till sin bostad på övervåningen som exponering för sina varor! Det stod olika varor halvvägs upp!
Inte nog med det! Han ordnade också så att kulturen kom till samhället! Han började nämligen att sälja radioapparater mer på allvar än vad “Ernst med läppen” hade gjort. Han ordnade plats för apparaterna på några hyllor direkt in till vänster då man kom in i butiken. Där stod de och glänste med sina vackra fronter.
Men det egentliga genombrottet kom troligtvis vid julskyltningen 1957/-58. Då hade minsann “Biggan” tagit hem en TV-apparat som han ställde upp i ett av skyltfönstren!
Det blev naturligtvis stor succé! På den tiden gick man man ur huse den första söndagen i december för att se vilken affär som hade den vackraste julskyltningen. Jag tror faktiskt det förekom nån form av tävling där tittarna fick välja.
Utanför “Biggans” pappershandel var det folksamling! Hela den stora grusplanen fylldes snart upp och man kunde se på TV! Det var stort! I och för sig var det väl testbilden som visades därför att det fanns bara “riktig sändning” en timma. Det var nyheter och i bästa fall några fler programpunkter. Men folk stod där och tittade på detta under! Att man kunde se en människa i realtid i en liten ruta på en möbel.
Det var just då kulturen kom till Vissefjärda! Tack vare “Biggan”!
Först ut i denna nya värld var cykelreparatör Björnbom. Han bodde snett emot “Dollarkungens hus” eller bredvid Fagerströms ladugård.
Då TV;n var på lös det ett blått sken som var väldigt starkt genom fönstren i huset.
“Biggan” fick ny fart på affärerna. Han hade givetvis ett stort motstånd från bl.a. “RadioLasse” i Emmaboda. “RadioLasse” sålde även vitvaror till kök och hade därför en stor kundkrets redan då TV;n gjorde sitt intåg i Småland. Men “Biggan” var av det sega virket och stod sig bra i konkurrensen.
1959 köpte jag själv en så kallad transistorradio av “Biggan” Den hette Minerva och kostade 195 kr vilket var en smärre förmögenhet på den tiden! I vart fall för min egen del. Fick spara länge innan jag kunde köpa den. Pruta självfallet ner den till 175 kr. Bra business tyckte både “Biggan” och jag!
Tänk att kunna ligga vid badet och lyssna på radio! Vilken grej!
Problemet var batterierna. Sex stora runda batterier som var urladdade redan efter nån timmars körning.
Man kunde på söndagarna lyssna på “De tio” som var en förlaga till Svensktoppen. De tio startades av Radio Nord, ett piratskepp som gick utanför svenska lagar vad gäller sändningstillstånd och annat! Mycket populär anläggning som tyvärr senare stoppades och jag tror till och med beslagtogs av staten! Det fanns två skepp som låg på internationellt vatten. Ett utanför Stockholmstrakten och hette Radio Nord samt ett utanför skånekusten som då hette Radio Syd.
“Biggan” fortsatte att imponera i sin affärsvärld. Han byggde en ny verkstad på tomten emot hotellet. Där öppnade han cykel och mopedförsäljning. Även smärre reparationer skulle utföras.
Men det blev ungefär som med TV-försäljningen, det fanns hårt motstånd från både Lindås och Emmaboda från etablerade cykelhandlare. I Vissefjärda fanns bara Gunnar Johansson men han reparerade mestadels vad jag minns. Sålde säkert en eller annan cykel på beställning. Alla vet väl var hans lilla verkstad fanns?
Jaja, detta är historien om då “Kulturen kom till Vissefjärda”!
Har för mig att detta utspelades ungefär samtidigt som Alfa Laval etablerade sin automatiska vacuumdrivna mjölkmaskin! I vart fall i mina hemtrakter från den tiden!
I de sidste par dage har jeg fået mange beskeder fra folk, som ville fortælle mig en Karen K. nyhed. Tak fordi, I skrev, for ellers havde jeg ikke opdaget, at Familiejournalen i denne uge (uge 51 2017) har en forside kreeret af Karen K.
Det er samme forside, som prydede bladet for lidt mere end 47 år siden, nemlig i uge 49 1970. Jeg synes, Karen Kjærsgaards julehygge med den lille nisse på loftet stadig holder her så mange år efter.
Dengang kunne man også købe det lille nissebillede som indrammet billede til børneværelset, eller måske endda til stuen, hvor de voksne også kunne se det.
Nissen og katten med det sultne, skælmske udtryk sad også modeller til en af de små plastikfigurer, som både dengang og i dag er populære.
Inde i det nye blad skriver chefredaktør Søren Johannesen fint om de minder, som Karen K. nisser, julepynt, julepanoramaer osv. vækker hos ham – og sikkert også hos mange andre. Det er en flot omtale af Karen Kjærsgaards værk, men den kan du læse, hvis du køber bladet.
Så får du oven i købet ti til og fra kort, som også er kreeret af Karen K. Det er er en god gammel tradition, at Familiejournalen bringer til og fra kort til at klippe ud på bagsiden af det kraftige blanke omslag i den sidste uge op til jul. Tidligere år har tegnere som Gil, Verner Hancke og Wilhelm Hansen lagt streg til disse til og fra kort, men så vidt jeg ved, er det første gang Karen K. står bag.
Det er naturligvis også gamle billeder. Nemlig tre juleforsider fra Familiejournalen i 1969, 1970 og 1972.
Her kan du se de originale forsider:
Julen 2017 nærmer sig med hastige skridt. Jeg håber, at få tid til at skrive om endnu mere af Karen K.’s julepynt i de kommende dage, så tjek tilbage på bloggen i de nærmeste dage.
Jeg må være ca. 100 år gammel. I hvert fald kan jeg huske skolefester, hvor underholdningen bestod af sanglege: “Jeg gik mig over sø og land”, “Tornerose var et vakkert barn”, “Bro Bro Brille” og “Så går vi rundt om en enebærbusk”. Tror nutidens børn ville flække af grin, hvis de blev udsat for den slags.
Børn i leg. Måske “Bro Bro Brille”. Billede fra ca. 1965 fra “Børns leg”.
Jeg kan også huske en enkelt juletræsfest fra min barndom i forsamlingshuset 2. eller 3. juledag. Jeg kan huske, at jeg syntes, det var vildt underligt at danse om juletræ efter juleaften, men i virkeligheden var det sikkert en gammel tradition, at diverse foreninger holdt den juletræsfester slags netop i helligdagene. Nu foregår de fleste julearrangementer i november eller starten af december, og d. 25. december betragter de fleste julen som overstået.
Men jeg kom til at tænke på Karen K.’s julehjerter med husflittige nisser, da sangen “Så går vi rundt om en enebærbusk” pludselig kom ind i mine tanker efter adskillige år langt væk. De opbyggelige og opdragende vers i sangen kan man næsten finde afbillede en til en i Karen K.’s julepynt.
For de af jer, der måske ikke kender sangen, kan jeg fortæller af omkvædet lyder sådan her:
Så går vi rundt om en enebærbusk, enebærbusk, enebærbusk, så går vi rundt om en enebærbusk, tidlig mandag morgen.
Nisser omkring en enebærbusk på heden. Panorama fra 1986.
Ugedagen skiftes ud undervejs, og så synger man om de flittige pligter, man gør den dag. Det var den gang storvasken to adskillige dage. Det hele sluttes af med kirkegang søndag morgen!
Så gør vi såd’n, når vi vasker vort tøj, tidlig mandag morgen:
Julehjerte fra 1979.
Så gør vi såd’n, når vi skyller vort tøj, tidlig tirsdag morgen:
Kræmmerhus 1995.
Så gør vi såd’n, når vi tørrer vort tøj, tidlig onsdag morgen:
Juleremse 1983.
Så gør vi såd’n, når vi stryger vort tøj, tidlig torsdag morgen.
Mærkelig nok kan jeg ikke finde et eneste Karen K. billede med nisser, der stryger tøj!
Så gør vi såd’n, når vi fejer vort gulv, tidlig fredag morgen:
Julehjerte fra 1978.
Så gør vi såd’n, når vi skurer vort gulv, tidlig lørdag morgen:
Julehjerte fra 1981.
Så gør vi såd’n, når til kirke vi går, tidlig søndag morgen:
Postkort lånt fra www.piaper.dk. Tilhører Familien Kjærsgaard.
Sanglegen om enebærbusken kendes også i Norge og Sverige i næsten samme udgave og med samme melodi. I Norge synger man sangen, når man danser om juletræet! På svensk hedder den “Så går vi runt om ett enebärsnår“, og her forbindes den også med juletræsfester. Også i Holland, Belgien og England har man en lignende gammel sangleg, og man mener at sangen måske oprindelig er engelsk. (Danmarks Sanglege udgivne af S. Tvermose Thyregod, 1931, s. 258-9).
Sanglegene har rødder tilbage i 1800-tallet – mindst. Det er underligt – og lidt rart – i min egen levetid at have været en del af sådan en gammel tradition.
I dag, d. 13. september, fylder bloggeren 40 år, og på sådanne dage kan man godt blive lidt nostalgisk.
Da jeg for et års tid siden for første gang så dette billede af Karen K, som prydede forsiden af Familiejournalen i september 1972, undrede jeg mig over, at billedet kunne vække barndomsminder hos mig, når jeg aldrig havde set det før.
Forklaringen er nok den, at Karen K.’s naive og varme illustrationer vækker generelle gode barndomsminder hos os, som har set hendes tegninger i barndommen – uden at kende kunstnerens navn. Men en anden forklaring på, at tegningen af drengen med æblerne vækker barndomsminder hos mig, er dette fotografi af mig fra ca. 1982, som næsten kunne have været inspiration for Karen K.’s tegning:
Det er i hvert fald sjovt for mig, at sætte to de billeder side om side:
Billedet er taget i min mormors have, som var resterne af mine oldeforældres æbleplantage på Djursland. Æblehaven blev anlagt engang i starten af 1900-tallet. Selv om træerne var gamle i min barndom, blev der hvert år stadig plukket massevis af æbler, som blev lagt i trækasser med min oldefars navn H.H. Hansen, Ørum. Egentlig var han først og fremmest malermester.
Mine oldeforældre med deres seks sønner, ca. 1924.
Livet bragte mine oldeforældre fra Fyn til Minnesota i USA. Her mødte de hinanden og blev gift. Derefter tilbage til Fyn og endelig til Djursland, hvor de byggede hus anlagde æbleplantage.
Huset ved malerværkstedet og æbleplantagen udenom.
Og fordi min mormor, da jeg var barn, stadig boede i huset med resterne af æblehaven rundt om, voksede jeg op med navne som Fillippa, Ingrid Marie, James Grieve (udtalt James Greve), Cox Orange, Belle de Boskoop (udtalt bellebåskåp), Venus, Guldborg og Bananæble. Og Reineclaude (utalte René Klode) – men det var nu blommer. Navnene blev brugt, næsten som om det var velkendte personer, som de voksne havde mødt.
Postkort af Karen K. Formentlig fra sidst i 1950’erne. Tilhører Per Sørensen www.piaper.dk
Det var en stor begivenhed, når der skulle plukkes æbler. Vi lærte at plukke æblerne forsigtigt af, så man ikke brækkede de kviste af træet, hvor der skulle vokse æbler næste år.
I min egen have er der ikke plads til et æbletræ, men heldigvis har naboens Discovery- æbletræ forvildet sig ind over hegnet til mig, så jeg også kan få lidt friske æbler. I år er de ekseptionelt røde!
Alle disse æbleminder, får mig til at tænke på Ludvig Holsteins digte. (Han er i dag bedst kendt for sagene Det er i dag et vejr og Det lysner over agres felt). Han levede fra 1864-1943, så mine oldeforældre kunne i teorien godt have læst hans digtsamlinger Mos og Muld (1917) og Æbletid (1920). Holsteins lyriske naturreligiøse digte og panteistiske tankegang ville dog nok have været lige lovligt løssluppent for mine oldeforældre.
Her 100 år senere er Holsteins lyrik temmelig gammeldags i udtrykket, men det er stadig flot lyrik. I nedenstående lille digt, der dufter af efterår, æbler og regn fanger han store stemninger ind i små ord: det er vende tilbage til gamle steder og stemninger, forfald, høst, genfødsel og i det hele taget livets cyklus. Det passer fint ind en dag som i dag:
Ok, indrømmet. Digtet her ovenover er faktisk en collage, som jeg har lavet af Ludvig Holsteins digte “Gravenstener” fra digtsamlingen Mos og muld og “September” fra digtsamlingen Æbletid, men jeg synes Holsteins budskab kommer smukt frem i destileret form. De originale digte har tilsammen 86 vers.
I dag er mine oldeforældre (som jeg aldrig har mødt), deres hus og have, min mormor og min barndom historie, men et lille billede, som Karen K.’s dreng med æblerne, kan vække minderne til live igen.
Dengang – i 1972 – reklamerede man endda med, hvad der ville være på forsiden af næste nummer af Famliejournalen.
Til sidst lige en anden af septembers herligheder: brombærrene.
Kræmmerhus tegnet af Karen K. Brombær, rønnebær og efeu. Familiejournalen 1994.
Og brombærrene smager fortrinligt sammen med æbler i en tærte. Jeg ønsker jer alle en fortsat god september måned.
ENGLISH SUMMARY: APPLES! Last year I saw Karen K.’s front page illustration for a 1972 magazine for the first time. The collage showing a boy in front of an apple tree with an apple in his hands immediate reminded me of a photo of myself from my own childhood. The photo was taken in the orchard at my grandmother’s house. The orchard was planted in the beginning of the 2oth century by my great-grandparents whom I have never met. They were both born on the Island on Funen in Danmark, but emigrated – individually – to America and got married in Minneapolis, Minnesota. Some years later they returned to Denmark. I think it is amazing how art can awaken memories even though that specific piece of art is not a part of that memory. I turned 40 today, so this blog post might be slightly nostalgic…
Hvis du har kommentarer til min blog eller spørgsmål om Karen K.’s kunst, er du meget velkomment til at skrive til mig.
Så er skolernes sommerferie ved at være forbi. Det har Karen K. også en kommentar til. Nemlig denne forside af en dreng, der vandrer hen ad Skolegade med skoletasken på ryggen. Billedet prydede Familiejournalens forside for 45 år siden.
Skoledreng med lodden skoletaske. Karen K.’s forside til Familiejournalen 1971 nr. 32.
Det skoleår, der begyndte i august 1971, var for øvrigt kun det andet skoleår, som ved lov havde femdages skoleuger. Indtil august 1970 havde man nemlig også undervisningen om lørdagen. I de sidste år af 1960’erne havde man dog enkelte steder lavet forsøgsordninger med lørdagsfri i skolerne.
Skoleskema af Karen K. fra Familiejournalen 1976 nr. 32.
Bloggerens storesøskende på tur med børnehaveklassen i 1976. Med skoletasker i lignende klare plakatfarver som på Karen K.’s skoleskema fra samme år.
I 1976 kunne familiejournalens læsere give deres børn et skoleskema tegnet af Karen K. Her var der ingen kolonne til lørdagstimer. Dog ser der på skemaet en lidt pusseløjerlig kolonne til højre for fredagskolonnen: Bemærkninger. Hvilke bemærkninger er det, man skal skrive på et skoleskema ud for undervisningstimernes forskellige klokkeslet? Mon ikke, det er et seksdages skoleskema fra før 1971, der er blevet konverteret til et femdages?
Men for de børn, der – som bloggerens store søskende – begyndte i skolen i 1976, var lørdagsundervisning blot en fjern fortid.
Her i 2016 – adskillige skolereformer senere – ønskes store som små en god skolestart.
Da jeg en grå dag i januar kom gående mellem bilerne i Nørregade, var der pludselig en farveklat, der lyste op i et udstillingsvindue: En indrammet illustration af Karen K. til H.C. Andersens eventyr “Kejserens nye klæder”. Her kom kejseren gående ned ad byens gade i (næsten) det bare ingenting til vajende Dannebrogsflag og folkets måben.
Da jeg kiggede op kunne jeg se butikkens navn: Pen og papir. Det er en rigtig fin papirhandel, der også giver lidt fornemmelser fra en svunden tid.
Da jeg gik ind i butikken, så jeg endnu et indrammet eventyrbillede af Karen K. Denne gang til eventyret om “Fyrtøjet”. Butikkens indehaver, Rikke Allesen fortalte, at hun selv havde indrammet billederne, som hun havde fra en bogen “Tolv udvalgte eventyr” fra 1962. Her har Karen K. lavet store farveillustrationer til et H.C. Andersen eventyr for hver af årets måneder. Rikke sagde, at hun synes at de billeder talte til både børn og voksne og gjorde én i godt humør.
I butikken var der meget at se på. Der er et stort udvalg i tegne- og maleartikler, så det er det rigtige sted at gå hen, hvis man har en “papirhobby”. Men der er også mange andre finurlige varer: antikvariske bøger, gamle anskuelsestavler, historiske klippeark, flotte kort og meget mere.
Herunder ses lidt stemningsbilleder fra Pen & Papir.
Kig forbi butikken, næste gang du er i Odense. Adressen er Nørregade 30, 5000 Odense.
Mikaels Karen K. blog 