Til Bo fra Farmor og Farfar, julen 1971

Det er de mest overraskende steder, man kan finde det, man leder efter – nogle gange endda uden at vide at man leder!

I dag købte jeg dette gamle brætspil i en lidt rodet genbrugsbutik, bare fordi jeg syntes, det så lidt sjovt ud, og fordi jeg godt kan lide de gamle spil. Det her så ud til at være fra 1960’erne, men var i pæn stand.

Da jeg kom hjem, måtte jeg tjekke, om spillet var intakt. Og det var det heldigvis: alle de små flyvemaskiner, spillebrikker, lykkekort og pengesedler i møntfoden Inters var der. Og så var der en anden lille overraskelse i spillet. Nemlig et til og fra-kort, der afslørede, at spillet var en julegave til Bo fra Farmor og Farfar.

Men da jeg vendte til og fra-kortet, blev jeg overrasket. Det var nemlig tegnet af Karen K. Jeg har aldrig set til og fra-kort af den her type før, så det var en sjov opdagelse.

Da jeg kiggede nærmere på spilleæsken, fik jeg lidt mere hints om spillets historie. På låget var der med kuglepen skrevet 24/12-1971. Det må betyde, at det var juleaften for præcis 50 år siden, at Bo fik dette spil af sine bedsteforældre.

Spillet er udgivet af det danske spilfirma Drechsler, som jeg tidligere har skrevet om her på bloggen, fordi Karen K. også har tegnet et billedlotteri til Drechsler. Tegningerne til billedlotteriet blev senere også brugt til at stavelotteri. Jeg er ad forskellige omveje nået frem til, at Karen K.’s billedlotteri er fra starten af 1960’erne og i hvert fald ikke efter 1967. Det år skiftede Drechsler nemlig logo, og billedlotteriet har det gamle logo på æsken. Drecshler nummererede deres spil løbende: Karen K. billedlotteri fik nr. 235 og stavelotteriet blev nr. 241.

Det spil, som Bo fik i 1971, har nummer 252, så det må være lidt yngre end Karen K.-spillene. Det har dog stadigvæk firmaets gamle logo med de slyngede bogstaver, så det kan ikke være yngre end 1967. Spillet havde altså været i produktion i nogle år, da Bo fik det.

Karen K.’s tegning fra det lille til og fra-kort har jeg set før. Den er nemlig også at se på et lille julehjerte eller julekurv i papir, som jeg var heldig at finde her tidligere i november måned. Ja og også på et gammel julekort fra 1960’erne er det samme motiv blevet brugt. Det er en god måde at “genbruge” tegningerne på:

Det er lidt pudsigt, at det lille til og fra-kort har overlevet inde i spilæsken i et halvt århundrede, men jeg er glad for, at det gjorde.

PS. Her kan du vil læse mere om Karen K.’s Billedlotteri for Drechsler.

Juledug på bordet

Nu hvor novembermørket sænker sig, har vi ekstra brug for hygge. Her på Karen K. “forskningscentret” har aktiviteterne stået lidt stille i 2021 – til dels pga. manglende økonomiske bevillinger.

Imidlertid var et genbrugsfund i den forgangne uge i form af en blå juledug med dansende nisser en oplagt lejlighed for forskningslederen og forskningsassistenten til at mødes til hygge og planlægning af eventuelle fremtidige forskningsemner. Det blev dog mest til hygge med juleboller og te.


Den fine blå juledug er et hjemmelavet håndarbejde ud fra et mønster tegnet af Karen Kjærsgaard. Nisserne er applikeret på, og se er granrankerne broderet på. Hele sysættet er i sin tid køb gennem broderi-giganten Eva Rosenstand for 39 kr. engang i 60’er-70’erne. Det ved vi her på forskningscentret fra ekspedition til Den Gamle Bys brodeributik for seks år siden. Den begivenhedsrige udflugt kan du læse om ved at klikke på linket nederst på siden her.

Her så vi nemlig et billede af selvsamme blå nissedug i et bestillingdkatalog fra Eva Rosenstand. Som man kan se følger farvevalget i den nyindkøbte genbrugsdug ret nøje farverne fra kataloget. Det mønstrede stof på nogle nissekjoler er dog skiftet ud med lyserødt.

Det må have været en stor opgave at lave duggen, så det er fint at den nu kommer til ære og værdighed igen.




Forskningsassisten stod for bordopdækningen med tidstypisk service – nemlig stentøjsstellet Relief. Det er fra samme tid som juledugen og passer perfekt til.


Jeg håber, I også er ved at finde julepynten og julehyggen frem, her hvor november er allermest mørk. Så er der alligevel lys i mørket.


Læs om Karen K. broderier og applikationer her: