Mors Dag nærmer sig. Det er vist ingen underdrivelse at sige, at hovedparten af de postkort, som Karen K. tegnede i løbet af sin karriere, var julekort. Men ind imellem blev det også til andre kort – bl.a. en hel del påskekort til det svenske marked og, som I skal se her, også et kort til Mors Dag – altså i USA.
Det fine kort med Mor Bjørn og hendes unger er udgivet af Firmaet H. George Caspari i Amerika i 1977. Det er dog trykt i Danmark hos forlaget L. Levison Junr., som Karen Kjærsgaard leverede mange designs til gennem siden, så måske er det også blevet udgivet herhjemme.

Mors Dag er oprindelig en Amerikansk opfindelse, men fejres i dag over store dele af verden – dog på forskellige dage. Skikken kom til Danmark i starten af 1900-tallet, og her har vi valgt at fejre dagen på den 2. søndag i maj, ligesom amerikanerne gør.
I 1969 lancerede Bing & Grøndahl sin første Mors Dags platte, og siden er der kommet en hvert eneste år. Altid med et motiv af en dyremor med sine unger. I 1985 var turen komme til en bjørnefamilie, og motivet er da ikke helt ulig Karen Kjærsgaards lidt ældre kort.

Mon ikke der eksisterer flere Karen K. Mors Dags kort med andre dyr? Hvis jeg finder dem, skal jeg nok fortælle om det. Vi ved i hvert fald, at hun var i stand til at tegne en helt zoologisk have.
