Snart er det nytår. Året er faret afsted. Årene farer afsted, og mens tiden går, forandrer verden sig omkring os.
Se bare hvordan forsiden af Familiejournalen ændrede sig fra 1923 til 1998. (Selv 1998 er efterhånden meget længe siden!). Fra noget stilrent og moderne i 1923 til noget stilrod og ærlig talt konservativt, nostalgisk og tilbageskuende billedside og indhold i 1998.
Nytår er også tid til en ny kalender. I 1990’erne tegnede Karen Kjærsgaard flere kalendere til Familiejournalen. Hver kalender havde fire akvareller – en til hver årstid. Den første kalender kom i 1993, og var med dyre og fugle motiver. En vildgås, en sneppe, et egern og en agerhøne.
Akvarellerne er malet med stor nøjagtighed i detaljen og kunne sagtens illustrere en faunabog.
Denne næste kalender kom i sidste nr. af Familiejournalen 1994 og var for året 1995. Ugedagene fra 1995 passer med 2017, så her får I billederne med kalenderdelene på, hvis nogen skulle have lyst til at bruge den som vægkalender i 2017.
Det er lidt usædvanligt at se tomme landskabsmotiver fra Karen K.’s hånd. F.eks. i julepanoramaerne er landskabene altid befolket med massevis af nisser og engle. Men her får landskaberne lov til at tale for sig selv med sine sarte nuancer.
Alle landskaberne har virkelige forbilleder forskellige steder i Jylland. Gården på billedet for januar-marts ligger tæt ved Ejer Bavnehøj lige i nærheden af Karen Kjærsgaards eget hus. Jeg har tidligere skrevet om stedet, og det kan du læse om her og her.
Motiver for april-juni er fra Mossø tæt ved Øm Kloster.
Sensommerbilledet forestiller Limfjordøen Livø set fra øen Fur. Mon ikke Karen K. bloggens faste stab skal på tur i 2017 og se både Mossø, Fur og Livø i virkeligheden?
Vintermotivet her er så blegt og sart i farverne, at det næsten bliver helt væk. Der er ikke mange detaljer i billedet, som kan afsløre lokaliteten. Men det skulle forestille et landskab sydvest for Skanderborg. Men det er måske ikke hel urealistisk at forestille sig, at det er udsigten over bakken fra Karen Kjærsgaards eget hus, som hun har valgt som motiv.
Huset, hvor Karen K. boede i 1980’erne ca. 7 km sydvest for Skanderborg, og den store bakke uden for hendes vinduer. Udsnit af julepanorama fra 1987.
Til 1996 fik Familiejournalens læsere endnu en kalender, denne gang med fuglemotiver. Fuglene er en isfugl, en gærdesmutte, en vibe og en stillits. Jeg er specielt vild med forårsbilledet af gærdesmutten i det blomstrende kirsebærtræ.
Ligesom kalenderen fra 1993 er akvarellerne meget detaljerede og naturalistisk udført. På billedet af isfuglen ses oven i købet resten af en signatur hvor isfuglens latinske navn Aleco Atthis indgår. Signaturen er desværre beskåret, så man ikke kan se hvilket år tegninger er fra – det er sikkert en fejl, at den ikke er fjernet helt. Men akvarellen er i hvert fald udført 30. maj. Billederne kan sagtens være meget ældre end 1995. For eksempel havde Familiejournalens læsere allerde set tegningen af stillitsen i form af et julekort i 1984.
Stillitsen på ark med julekort fra 1984.
Til året 1998 bragte bladet en årstidskalender med fire blomsterakvareller: Iris, rose, solsikke og julestjerne.
Stilen er lidt mere løs i udtrykket end sædvanligt fra Karen Kjærsgaard og lever egentlig ikke op til hendes sædvanlige standart. I hvert fald ikke hvis idealet er de naturalistiske gengivelser af planter, som hun tidligere havde tegnet, og som jeg personligt meget bedre kan lide. Du kan se nogle af dem ved at klikke her.
Den sidste Karen K. kalender, som Familiejournalen bragte var til det sidste år i det gamle årtusinde, 1999. Motiverne var dyrebørn: Ræveunger, en harekilling, en spurveunge og kattekillinger. Stilen er til dels naturalistisk men med et ekstra drys nuttethed og naivisme.
Også dette år havde der sneget sig lidt genbrug ind i kalenderen. Kompositionen med de tre ræveunger kunne man også se på julepanoramaet fra 1992.
Billedet af den lille spurveunge kunne den meget opmærksomme læser måske huske fra 1982, hvor Karen Kjærsgaard i julehæftet havde skrevet en historie om en spurveunge, som faldt ud af reden. Den vil I kunne læse her på bloggen engang i 2017.
Med disse kalendere, der minder os om, at lyset er vendt, og at forår og sommer snart skal vende tilbage, vil jeg gerne sige tak for 2016 her på Karen K. bloggen. Vi ses i 2017. Godt nytår!
Jeg må være ca. 100 år gammel. I hvert fald kan jeg huske skolefester, hvor underholdningen bestod af sanglege: “Jeg gik mig over sø og land”, “Tornerose var et vakkert barn”, “Bro Bro Brille” og “Så går vi rundt om en enebærbusk”. Tror nutidens børn ville flække af grin, hvis de blev udsat for den slags.
Børn i leg. Måske “Bro Bro Brille”. Billede fra ca. 1965 fra “Børns leg”.
Jeg kan også huske en enkelt juletræsfest fra min barndom i forsamlingshuset 2. eller 3. juledag. Jeg kan huske, at jeg syntes, det var vildt underligt at danse om juletræ efter juleaften, men i virkeligheden var det sikkert en gammel tradition, at diverse foreninger holdt den juletræsfester slags netop i helligdagene. Nu foregår de fleste julearrangementer i november eller starten af december, og d. 25. december betragter de fleste julen som overstået.
Men jeg kom til at tænke på Karen K.’s julehjerter med husflittige nisser, da sangen “Så går vi rundt om en enebærbusk” pludselig kom ind i mine tanker efter adskillige år langt væk. De opbyggelige og opdragende vers i sangen kan man næsten finde afbillede en til en i Karen K.’s julepynt.
For de af jer, der måske ikke kender sangen, kan jeg fortæller af omkvædet lyder sådan her:
Så går vi rundt om en enebærbusk, enebærbusk, enebærbusk, så går vi rundt om en enebærbusk, tidlig mandag morgen.
Nisser omkring en enebærbusk på heden. Panorama fra 1986.
Ugedagen skiftes ud undervejs, og så synger man om de flittige pligter, man gør den dag. Det var den gang storvasken to adskillige dage. Det hele sluttes af med kirkegang søndag morgen!
Så gør vi såd’n, når vi vasker vort tøj, tidlig mandag morgen:
Julehjerte fra 1979.
Så gør vi såd’n, når vi skyller vort tøj, tidlig tirsdag morgen:
Kræmmerhus 1995.
Så gør vi såd’n, når vi tørrer vort tøj, tidlig onsdag morgen:
Juleremse 1983.
Så gør vi såd’n, når vi stryger vort tøj, tidlig torsdag morgen.
Mærkelig nok kan jeg ikke finde et eneste Karen K. billede med nisser, der stryger tøj!
Så gør vi såd’n, når vi fejer vort gulv, tidlig fredag morgen:
Julehjerte fra 1978.
Så gør vi såd’n, når vi skurer vort gulv, tidlig lørdag morgen:
Julehjerte fra 1981.
Så gør vi såd’n, når til kirke vi går, tidlig søndag morgen:
Postkort lånt fra www.piaper.dk. Tilhører Familien Kjærsgaard.
Sanglegen om enebærbusken kendes også i Norge og Sverige i næsten samme udgave og med samme melodi. I Norge synger man sangen, når man danser om juletræet! På svensk hedder den “Så går vi runt om ett enebärsnår“, og her forbindes den også med juletræsfester. Også i Holland, Belgien og England har man en lignende gammel sangleg, og man mener at sangen måske oprindelig er engelsk. (Danmarks Sanglege udgivne af S. Tvermose Thyregod, 1931, s. 258-9).
Sanglegene har rødder tilbage i 1800-tallet – mindst. Det er underligt – og lidt rart – i min egen levetid at have været en del af sådan en gammel tradition.
I går fik de fleste af os vores julegaver. Da jeg selv var ved at pakke mine gaver ind lillejuleaften opdagede, at jeg havde glemt gavemærkater. Heldigvis have jeg et par løse stumper fra Karen K. klippeark – hjerter, medaljoner og en hank til kræmmerhuse, som snildt kunne bruges til gavemærkater.
Jeg fik nogle rigtig gode julegaver i år. Og sørme om jeg ikke også fik noget Karen K.!
Fra en sød læser af blogger fik jeg til min store fornøjelse tilsendt en julegave lige før jul: nemlig et fint Eva Rosenstand julebroderi mønster designet af Karen Kjærsgaard. Jeg kan ikke brodere, så måske skal jeg igang med perlerplader, hvis jeg vil lave nisser. Under alle omstændigheder er det et fantastisk nyt indslag i min Karen K. samling.
Hvis du ikke allerede har læst om den store jagt på Karen K. broderi, så klik her. En af de sidste dage før jul var jeg også heldig at finde et Karen K. broderi i en genbrugsbutik i samme stil som mønsteret herover.
Fra min søster fik jeg et fantastisk gammelt juletræstæpppe i papir købt i en genbrugsforretning i Gøteborg.
Der kan ikke være tvivl om, at Karen K. står bag designet, men juletræstæppet er desuden til overflod signeret. Fantastisk gammel ting, som kun var tiltænkt engangsbrug, men som har overlevet i sikkert mere end 40 år nu.
Det kunne godt være et Karen K. juletræstæppe af papir, som er med i denne scene fra juleaften i filmen “Dyrlægens plejebørn” fra 1968. Nederst til venstre i billedet.
Og prøv så engang at se dette juletræstæppe af stof.
Nisserne og hjerterne er meget lig dem på mit papirjultræstæppe, men der er ingen signatur. Er det et tyvstjålet design, eller er Karen K.’s navn bare forsvundet i transformationen fra papir til stof?
Der er vist stadig mange Karen K. mysterier at løse i det nye år. Jeg skriver om det på bloggen, når jeg finder ud af noget nyt.
Men først er det tid til julehygge. Fortsat god jul.
Porcelænsmalet juletallerken fra 1975. Porcelænsmaling var en stor ting i 70’erne! Denne her er lavet af “Kis” efter et julehjerte fra Familiejournalen i 1974.
Kære allesammen. Det faste team bag Karen K. bloggen vil gerne ønske jer en rigtig glædelig jul!
Det har været en travl december, og nu er vi lidt trætte efter at have spist risengrød. Men alle jeres besøg på bloggen gennem hele “forjuletiden” har gjort det til en fest at lave julekalender for jer.
Vi håber, I får nogle hyggelige juledage, og så skrives vi snart ved igen.
Her dagen før dagen er det på sin plads at huske på, hvorfor vi fejrer jul. Nemlig pga. en barnefødsel i Betlehem for lidt mere end to tusind år siden.
Udsnit af Karen K. julepanorama fra 1978
Selv om traditionen med at sætte en julekrybbe op i juletiden egentlig er katolsk, har den nu vundet godt indpas herhjemme. Allerede i starten af 1900-tallet begyndte skikken med julekrybber at brede sig fra sydeuropa og til norderuopa. Til Danmark via Nordtyskland. I følge en artikel i Familiejournalen hjemførte Laura Aller (som var hustru til Carl Aller, Familiejournalens og Allerkoncernens grundlægger) selv krybbe-ark fra Tyskland. Og i 1921 blev den første julekrybbe til at samle bragt i Familiejournalen.
Julekrybbe fra Familiejournalen fra 1920’erne. Billederne tilhører Esben Rasmussen. Du finder dem ved at klikke her.
Gennem årene bragte bladet mange forskellige udklipsark til jul: Kirker, landsbyhuse, nissestuer osv., indtil traditionen stoppede i 1940 med et modelark af den samme år indviede Grundtvigskirke i København. I 1960’erne blev tradition med samleark genoplivet, og her leverede Karen K. meget af materialet. Karen K.’s julekrybbe – og andre samleark til juletiden – skriver sig altså ind i en lang omend ikke ubrudt tradition for de fingernemme blandt Familiejournalens læsere.
Der var også en julekrybbe i Familiejournalen i 1926.
Hvis man var fast abonnent på Familiejournalen fra 1968-1999 kan man i dag være indehaver af hele fire forskellige julekrybber tegnet af Karen Kjærsgaard. Hun leverede nemlig julekrybber, som læserne kunne klippe ud og samle i 1968, 1980, 1992 og 1999.
Figurerne i en rigtig julekrybbe er velkendte: Maria med Jesusbarnet, Josef, hyrderne, de hellige tre konger, engle og dyrene i stalden. Men faktisk er det lidt “ubibelsk” at lade hyrder og konger mødes i stalden julenat. Der er nemlig ingen tekst i Bibelen, der omtaler både hyrder og konger samtidigt. Hyrdernes besøg hører man om i Lukasevangeliet, men kongernes besøg kun omtales i Markusevangeliet. Nå, ja faktisk omtales de som “vise mænd fra Østerland” (der står ikke noget om at der var tre), og de var nok i virkeligheden zarathustriske præster og stjernetydere. Det er først langt senere, at der opstår en tradition om, at der er tale om tre konger, og i julekrybber og Betlehemsscener i billedkunsten er de næsten altid portræteret som konger med kroner på hovedet. Senere hen fik de også navnet Caspar, Melchior og Balthazar, og det blev tradition at der var en gammel konge, en ung konge og en sort konge. Denne tradition har Karen K.’s også fulgt i alle sine julekrybber i Familiejournalen.
1968
I Familiejournalens julehæfte fra 3. december 1968 kom de første dele til den første af i alt fire julekrybber, som Karen K. tegnede til bladet gennem årene.
Julehæftet 1968 med den første dele til julekrybben. Kirken på forsiden er Horne Kirke på Fyn, som også kom til at være på forsiden af julehæftet i 1981.
Arket med krybben, som skulle danne kulisse til hele opstillingen var trykt på karton. De følgende tre uger kom et ark med figurerne til julekrybben. De var trykt på siden inde i bladet men med hvis bagside, hvor der også var plads til samleinstruktioner.
Samlearket fra 17. december 1968.
Samleinstruktionerne fra arkets bagside.Kongerne på vej til Betlehem.Josef med englekor.
Først på selveste juleaften (!) udkom bladet med det sidste klippeark til julekrybben. Så man skulle skynde sig efter af have været på arbejde d. 24., købe bladet på vejen hjem og gå i gang med saks og lim, mens julemaden simrede, hvis man skulle have hele julekrybben færdig til juleaften. Meget passende fik man først selve krybben og Jesusbarnet den 24. december.
De sidste figruer til kyrbben samlet. To velklædte hyrder og et får var også med på kilppearket fra 24. december 1968Julekrybbens to hovedpersoner med from okse og æsel og en helligåndsdue.
Julekrybben fra 1968 er fin og farverig. Den er min personlige favorit blandt Karen K.’s julekrybber. Farverne og mønstrene på kjoler og kapper er detaljere og i 60’er-moderne flower power farver.
I 1992 skriver en af Familiejournalens skribenter, Ulrik Jensen om julekrybber: “Hjemme hos undertegnede er det ikke jul, hvis ikke Karen Kjærsgaards første Familie Journal-krybbe fra sidt i 60’erne er opstillet på sin faste, fremtrædende plads. Mange børn af generationen har indlemmet krybben i deres kære, ubrydelige juletraditioner – fortæller vores nu voksne datter. Hendes gamle klassekammerater har alle et personligt forhold til den krybbe…” (Familiejournalen nr. 50, 1992).
På dette billede med forslag til en en måde at dække julebord på fra 1974. Har figurerne fra julekrybben sneget sig ind i bordpynten – selv om de godt nok til dels er samlet forkert. Et fif er det at stikke grangrene ned i radiatoren, så de lunes op og udsender “en jule-fortættet duft” (Familiejournalen nr. 48, 1974).
1980
I 1980 var der igen en julekrybbe fra Karen K. tegnebord til Familiejournalens læsere.
Denne gang var man i lidt bedre tid end i 1968. Julekrybben blev bragt over tre uger i november – begyndende 3. november med et megaklippeark, med stald, dyr og englevinger.
Til gengæld var det en væsentlig mere udfordrende opgave at samle krybben. Staldens vægge og tag var trykt på tyndt papir, som skulle have støtte ved at limes på en papkasse eller lignende, og der blev også lagt op til at stalden skulle udstyres med elektrisk lys.
Personligt var jeg så heldig, at en læser at bloggen tilbød mig, at jeg kunne købe en allerede samlet stald, som var limet på masonitplader og til overflød havde elektrisk lys. Stalden var også allerede befolket med æsler og får, så det var bare at lægger Jesus i krybben.
Nogle af figurer var lidt slidt eller blevet væk siden 1980, så de blev fornyet. Josef skulle i Karen K.’s instruktion have en stav i hånden. Han fik et afkortet grillspyd.
Sammenlignet med julekrybben fra 1968 er den fra 1980 mere afdæmpet i farverne. Det hele virker en smule “støvet” med bløde brune og blå nuancer.
Hyrdene ser meget mellemøstlige ud.
1992
I 90’erne bragte Familiejournalen hele to julekrybber af Karen K. Som noget nyt, var det nu blevet muligt at trykke udklipsark med både for- og bagside. Man skulle alt ikke længere klippe figurerne front og bag ud hver for sig og klæbe dem sammen. Det var også en udfordring, som krævede stor præcision, hvis det ikke skulle blive skævt.
I 90’erne blev Karen K.’s julepynt i Familiejournalen heller ikke længere trykt inde på siderne i bladet, men blev bragt på “løse” ark i kraftigt blankt papir, som sad midt i eller uden om bladet. Figurerne i krybben var små og buttede og nuttede, lige som de nisser og engle, som Karen K. havde tegnet til Familiejournalen de to foregående år.
På trods af det nye tiltag virker julekrybben fra 1992 som lidt af en “snydejulekrybbe”. Der er nemlig ikke nogen stald, som man kan samle. Figurerne er fine at hænge op i vinduet, men stalden må man selv samle og male af en papkasse. I bladet kunne man læse hvordan.
1999
Lige op til årtusindskiftet bragte Familiejournalen endnu engang en julekrybbe tegnet af Karen Kjærsgaard. Denne gang manglede der hverken stald eller dyr i stalden. Der var endog en dromedar med i scenariet. Måske grebet af milleniumfeber udråbte Familiejournalen selv julekrybben til “Århundredes julekrybbe”.
Igen var der tale om blankt papir med trykt på begge sider, så når først de forskellige dele var klippet ud, var det en smal sag at lime figurer og stald sammen.
Når man får serveret glögg og hjemmelavede romkugler, er det endnu sjovere at samle julekrybbe.
Stilen i 1999-julekrybbe er en helt anden end i den fra 1992. Væk er den enkle “plakatstil” med store ensartede flader. I stedet er hver figur små fine akvareller, med skygger og et væld af detaljer i f.eks. planterne, fårenes uld, dromedarens manke og kongernes kåber.
Selve stalden er vældig fint malet med et væld af detaljer på både yderside og inderside. Omkring stalden vokser citrontræer, oliven, aloe og andre eksotiske planter, som giver hele sceneriet en sommerlig og varm stemning.
Inde i stalden har katten fået øje på en stillits, som er fløjet ind gennem et af de store åbne vinduer.
Så er alle figurer klippede ud og klar til at befolke stalden.
Julekrybbe backstage
Det er interessant at observere, hvordan Josef, Maria og englene i 1999 er blevet mere “hvide” sammenlignet med 1968. Julens hovedbegivenhed er på samme tid, noget der skete for meget længe siden et sted i mellemøsten, og noget som en meget lokalt og dansk.
Han lagdes i et krybberum, Guds engle sang med fryd derom…
Josef tager imod nattens gæster.Hyrderne med fåreflokkenKongerne fra Østerland med dromedar.Julekrybben 1999
Det var en præsentation af Karen Kjærsgaard julekrybber over 30 år. De har et meget forskelligt udtryk. Hvilken af krybberne er din favorit?
Så åbnes den 22. låge i bloggens julekalender. Her få dage før juleaften, hvor næsten alt handler om jul, jul og jul, fortsætter det astrologiske år uanfænget. Og vi har nu bevæget os ind i Stenbukkens tegn.
Her ses Karen K. vignet for stjernetegnet stenbukken fra de små hæfter med årshoroskoper, som i mange år fulgte med Familiejournalen.
Stenbukken i naturen er egentlig en art bjergged. Her ses et par andre geder, som Karen K. har tegnet.
I morgen er der igen julestemning i Karen K. bloggens julekalender.
Når juletræet skal pyntes til juleaften, sætter langt de fleste i dag en stjerne i toppen af træet. Som symbol på Betlehemsstjernen, der viste sig på himlen, da Jesus blev født, og ledte de tre vise mænd til den nyfødte konge.
Gammelt julekort med en engel i toppen af juletræet.
Det har dog ikke altid været en stjerne, som udsmykkede toppen af juletræet. Da skikken med at have et pyntet juletræ i stuen i begyndelsen af 1800-tallet nåede Danmark fra Tyskland, var det almindeligt at sætte en stor engel i toppen af træet. Englen symboliserede viste nok Christkind, som var en engel i barneskikkelse, der kom ved juletid. Christkind-traditionen var i sær udbredt i Sydtyskland og landene deromkring. Selv om Christkind nogen gange blive blandet lidt sammen Jesusbarnet, er det i virkeligheden en anden figur – ofte en pige i engleskikkelse – der uden af blive set af børnene deler gaver ud – ligesom sidenhen julemanden.
I H.C. Andersens eventyr “Grantræet” fra 1845 står der om juletræet: “og allerøverst oppe i toppen blev sat en stor stjerne af flitterguld; det var prægtigt, ganske mageløst prægtigt.” I 1861 omtaler H.C. Andersens eventyr “Tolv med Posten” dog en anden toppynt: “den lille Engel af Vox, øverst oppe i Træet, ryster med Knittergulds-vingerne, flyver fra den grønne Top og kysser Smaaa og Store inde i Stuen, ja de fattige Børn med, som staae udenfor og synge Julesangen om Stjernen over betlehem.” I en barndomserindring af Marie Folmer (født i 1877), der som barn boede hos sine bedsteforældre på et husmandssted i Ungstrup syd for Viborg, fortælles om juletræet: “I Toppen sad en fin Engel. Mine Veninder havde aldrig set saa fin og skøn en Engel; den var rigtignok ogsaa købt i Viborg.” (fra Iørn Piø “Julen – før og nu”, 1989)
I tidens løb, har der også været anden pynt i toppen af juletræet. I “Peters jul” (1870), som mange nok opfatter som “den rigtige gamle jul”, er det såmænd en stork, der sidder i toppen af juletræet. I starten af 1900-tallet brugte man også nogen gang spir af farver, skinnende glas. Man kunne også vælge at pryde toppen af juletræet med en stor nisse i papir. Det ses på gamle kartonark, som man kunne klippe ud og samle til en topnisse.
Bloggerens kæreste kom på den idé, at det kunne være hyggeligt med en nisse i toppen af juletræet, og at Karen K.’s store dekorationsnisser i karton (som du kan læse om ved at klikke her) ville være super-velegnede til formålet.
Karen K.’s nisser har ikke bagsider, så jeg har scannet nissen, spejlvendt den i computeren og printet to nisser, som kan klippes ud og klæbes sammen. De skal stives af med lidt karton for ikke at blive for slatne.
Jeg fik lov til at låne et par juletræer i den lokale juletræsplantage til fotosession med topnisserne.
Nissedrengen med ræven er også fin i toppen af træet.
I det hele taget ser Karen K.’s nisser ud til at have det rigtig godt ude i skoven.
Nu er der ingen undskyldning for ikke at have en nisse i toppen af træet næste år. Det er kulturhistorisk korrekt – og desuden ser det rigtig hyggeligt ud.
Hvis man skal nå at klippe og klistre alt færdigt til juleaften, er det en god ide at komme i gang i god tid. I adventstiden i 1969 kunne Familiejournalens læsere over fire uger samle Karen K.’s uro med titlen “Nissernes julestue“. Uge for uge kunne man på den måde se uroen vokse, indtil alt i nissernes julestue – som i menneskenes ditto – var klar præcis til juleaften.
Jeg har fundet de gamle klippeark frem for at få lidt julestemning anno 1969.
Det første klippeark var ikke så sprælsk. Det bestod af det store jul, som er rygraden i hele ophænget. Efter af have samlet hjulet og fæstet det i en loftsbjælke var det bare at komme i gang med figurerne til uroen.
Så skal der klippes stjerner til ophænget. Juleskum må der til.
De første figurer, som samles til uroen er nisserne, der skal holde julestue.Nisserne er ved at gøre klar til julen: bager brunkager, fejer gulvet og pakker gaver ind.
På det næste klippeark var de første julegæster til nissernes julestue. Nemlig Bamse og Dukkelise, Rudolf med den røde tud og en masse små fugle.
Hvem er egentlig nissernes julegæster? Karen K. sender en lille intertekstuel hilsen til det blad, som bragte hendes juleuro, når hun gør Bamse og Dukkelise til en del af juleuroen. De to figurer var nemlig velkendte ansigter for Familiejournalens læsere. Helt siden 1935 havde tegneserien om Bamse og Dukkelise var et fast indslag i Familiejournalen. Bamse og dukkelise fortsatte i bladet frem til 1985, hvor de takkede af efter 50 år. Tegneserien var oprindelig engelsk, men blev overtaget og tegnet af den danske tegner Harry Nielsen.
Julstue på børnehjemmet med Bamse og Dukkelise. Tegneserie i Familiejournalen år 1969.
Her ses Karen K.’s udgave af Bamse og Dukkelise.
“Rudolf med den røde tud” kalder Karen Kjærsgaard selv rensdyret, som er med til julefesten. Det fleste kender nok sangen om Rudolf, men hvornår opstår ideen om et rensdyr ved navn Rudolf egentlig? Ideen om julemandens rensdyrkane stammer fra Amerika. I digtet “A Visit From St. Nicolas” eller “The Night Before Christmas), som blev udgivet anonymt i 1823, men som siden 1837 har været tilskrevet forfatteren Clement Clarke Moore. De står godt nok ikke noget i digtet om, at rensdyrene kan flyve. Den idé er kommet til senere. Men i digtet fra 1823 får rensdyrene navne, nemlig: Dasher, Dancer, Prancer, Vixen, Comet, Cupid, Donner og Blitzen (Torden og Lynild). Altså ikke nogen Rudolf. Han kommer nemlig først til ca. 100 år senere.
I 1939 blev Rudolf, julemandens niende rensdyr ,introduceret i en lille fortælle- og malebog skrevet af Robert L. May og udgivet af det amerikanske stormagasin Montgomery Ward. Historien handlede om det unge rensdyr Rudolf, som blev drillet af julemandens andre rensdyr pga. sin røde næse. Men Rudolf ender med at lede rensdyrflokken og lyse vej for julemandens kane i tågen julenat og dermed redde julen for alle. Ti år senere i 1949 skrev Robert L. Mays svoger, Johnny Mark sangen “Rudolph the Rednosed Reindeer” som var bygget på historien. Sangen blev straks et hit og er nu en kendt juleklassiker i mange lande. Sangen blev oversat til dansk allerede i 1950 med titlen “Kender I den om Rudolf” (bedre kendt som Rudolf med den røde tud). Den danske version er egentlig lidt en camoufleret drikkevise, som spiller på associationen mellem røde næser og alkolhol. I starten af sangen nævnes “toddyer”, og sangen slutter af med et “skål for de røde næser!”. Det tema var ikke en del af den oprindelige engelske tekst!
Seks små fugle, vistnok grønsiskner slutter sig også til juleselskabet. For som Karen Kjærsgaard skriver, regner de med, “at der nok også falder lidt af til dem, når nisserne holder julefest…”
Undervejs er der fine instruktionstegninger til, hvordan uroen samles, men hvordan den helt færdige uro skal se ud er faktisk en overraskelse, for der er hverken fotos eller tegninger af det.
Til sidst – lige før juleaften – sluttede julemanden til festlighederne. Han behøver vist ikke nærmere præsentation.
Julemanden medbringer et pyntet juletræ, og nissernes julestue er komplet!
Julemanden med sit mest berømte rensdyr.
Så skal uroen bare samles. Sikke mange snore, der skulle til! Usynligt tråd og en kat og en roterende uro er en lidt uheldig kombination, og man kan godt miste modet mit i alt snoretrækkeriet.
Men til sidst blev uroen færdig. (Ja jeg ved godt, der stadig mangler tre fugle, men jeg skulle også bage klejner).
Det er en godt overlæsset juleuro. Den er ikke lavet ud fra devisen “less is more!”
Bamse er på vej op ad stigen, for at hente katten ned til julestuen.
Hvis du vil se uroen i bevægelse, så klik på linket her. Så ser du en lille video, hvor nisserne og deres gæster danser om juletræet.
P.S. Efter at have kigget lidt på uroen et par dage, blev jeg enig med mig selv om, at den var pænere, hvis snorene var lidt kortere.
Jeg synes, at gamle julekort er ekstra spændende, når de har været sendt med julehilsner. Det er fascinerende at sidde med et 60 år gammelt julekort og tænke på, at nogen har købt, skrevet, sendt, modtaget, gemt og passet på kortet gennem alle de år. I min samling af Karen K. julekort har jeg to kort, som i 1970’erne er blevet sendt til samme modtager. Det ene er fra 1973 og det andet fra 1978. De er begge to sendt til Poul ved Svendborg fra Marianne, som, jeg gætter på, er Pouls søster. Begge kort er fra samme “nissefamilie” julekortserie, så måske har den samme type kort været til salg i flere år, eller også har Marianne købt en stor bunke kort, som hun brugte af i flere år. Julehilsner er som regel ret ens (og lidt kedsommelige). Alligevel synes jeg, det er sjovt at forestille sig, hvilke personer og historier, der ligger bag de kortfattede tekster bag på julekortene. Som nu kortene fra Marianne til Poul.
Mariannes julekort til Poul i 1973.
I 1973 skriver Marianne:
“Kære Poul! En rigtig god jul, samt et godt og lykkeligt nytår ønsker vi for dig. Hvistidentilladerdet kan det være vi slår et slag forbi dit hus i dagene mellem jul og nytår. De kærligste hilsner fra Carsten og Marianne.”
Marianne har selv understreget ordene “hvis tiden tillader det“, så ærlig talt lyder det ikke, som om Poul skal gøre sig de store forhåbninger om et julebesøg. Åbenbart havde man allerede meget travlt i 1973, det er ikke et nyt fænomen. Postkortet viser seks unge nisser, der danser og hygger sig. Det lader ikke til, at Poul har nogen kone, kærester eller børn.
I 1978 skriver Marianne:
“Kære Poul! Vi håber du får en rigtig god jul og et godt og lykkebringende nytår. Vi har hentet juletræ på landet i dag og ligeledes kartofler. Vi holder jul herhjemme, alle tre alene, da vi ikke vil nogen steder i julen. Ha’ det godt. Med kærlig hilsen Michael, Carsten og Marianne.”
Vi kan se, at der nu er kommet en søn i huset hos Carsten og Marianne. Der bliver ikke givet nogen løfter om et muligt julebesøg hos Poul i år. Faktisk bliver det understreget, at familien ikke vil nogen steder hen i julen! Postkortet viser en nissefamilie med far, mor og to små nissebørn.
Måske satte Poul julekortet fra Marianne op på sin bogreol til pynt i 1978.
Til Mariannes forsvar, skal det dog siges, at hun vistnok boede i København, for her er begge kortene poststemplede. Og det var jo længe før Storebæltsbroen. Men jeg håber, at Poul havde en masse søde venner, som han tilbragte julen med. Det kan jeg i hvert fald godt lide at tænke på. Poul har måske haft det helt fint med, at familien ikke kom på julebesøg, hvem ved. I hvert fald har han gemt julekortene, for de findes endnu. Men man kunne jo godt overveje, om man ikke skulle tage på julebesøg i stedet for blot at sende et julekort (eller en sms!), hvis man kender en som Poul….
Karen Kjærsgaard må have tegnet 100-vis af julekort. I hvert fald bliver jeg stadig ved med at opdage nye. Helt fra starten af hendes karriere fra 1950’erne og to-tre årtier frem blev julekortene solgt både her i Danmark og det øvrige Norden samt i USA. I den senere del af karrieren – helt op til efter år 2010 – tegnede hun udelukkende for det amerikanske firma Caspari.
I et interview fra Hendes Verden nr. 50 i 1970 med Karen Kjærsgaard, der allerede dengang mest var forbundet med juletegninger, spørger intervieweren Harald Frilund:
–Hvordan kom De ind i nissebranchen?
– Ved en ren og skær tilfældighed. Da jeg var færdig på Kunsthåndværkerskolen, kom jeg på tegnestuen hos Levison, som fremstillede julekort for et amerikansk firma. Idéerne kom fra forskellige eruopæiske tegnere, men da vi efterhånden var blevet mange på tegnestuen, fandt man ud af, at vi selv skulle forsøge os med motiverne. Jeg fik opgaven og opdagede, at min force lå dér. Det gik så godt, at jeg i 1957 valgte at blive free lance og startede med fortsatte opgaver fra Levison. Senere kom der tilbud fra svenske forlag, som jeg tegner til endnu.
1950’erne
At Karen K. begyndte at tegne julekort free lance og med sin karakteristiske signatur i 1957 passer fint med, at de ældste julekort, jeg kender til fra hendes hånd, er sendt i 1957. Noget tilfredsstillende med julekort, som har været sendt, er, at de har tydelige årstal. Et julekort må logisk nok senest være fremstillet det år, hvor det er sendt.
Her ses det ældste Karen K. julekort i min samling. Jeg har to stk. som er sendt i henholdvis 1957 og 1958.
Nogle af Karen K.’s ældste julekort udgivet af Levison Junr. med varenummer 5363.
Helt siden 1950’erne producerede Karen K. julekort i små serier, hvor alle kortene havde samme stil, tema, udtryk og dekoration. Engelen på det gamle kort her er fra en serie, hvor dekorationen er julepynt fra 1950’erne. Her ses et par øvrige kort fra samme serie:
Den lille hane af strå her har jeg set i “levende live”, så jeg gætter på, at de andre motiver fra serien også er ægte julepynt, måske fra Karen Kjærsgaards egen kasse med julepynt.
Hanen, som inspirerede Karen K. til et af hendes tidlige julekort, er formentlig fra Steneby Hemslöjdsförening i Sverige.
Her ses den samme hane i et “autentisk” 50’er-interiør på det fantastiske udstillingssted “Tidens samling” i Odense.
Billedet er brugt med tilladelse fra Marlene, der skriver den flotte blog mingamlejul.dk
Men tilbage til julekortene:
Dette røde julekort med en engel i snor er sendt i 1959, men varnummeret afslører at det nok er fra 1957 eller 1958. Kortet rummer lidt postvæsenshistorie. Det er nemlig sendt til Overassistent E. Brøgger på bogholderikontoret, Generaldirektoratet for Post og Telegrafvæsenet! For, som afsenderen Mortensen skriver, har han glemt Brøggers adresse i Paradiskrogen. Det er sjovt, når de gamle brugte julekort, sådan giver små glimt fra de personerne liv, som kortene er sendt til eller fra.
Flere af Karen K.’s tidlige julekort og postkort kom i forskellige farver, som disse, der også er fra sidst i 1950’erne.
Julekort udgivet af Levison junr. med varenummer 5387
Til sidst lige et egentlig lidt mærkværdigt motiv af en engel på et rådyr, fra senest 1959.
Udgivet af Levison Junr. med varenummer 5493.
Forlaget L. Levison junr., som Karen Kjærsgaard tegnede julekort for, var for øvrigt nogen af de første der producerede julekort i Danmark, helt tilbage i 1880’erne. Christian d. 9. fik bragt julekort fra Levison junr. til Amalienborg, mens både Frederik d. 8. og Christian d. 10. selv mødte op i butikken i Købmagergade, for at købe julekort. (kilde: Henry Hellssen: Kapitler af Købmagergades historie, 1950)
1960’erne
Fra 1960’erne blev Karen K. julekort også solgt i Sverige og Finland – selvfølgelig med julehilsner trykt på de respektive sprog.
Her ses en serie med nisser, fugle og havreaks som gennemgående motiver. Serien er fra senest 1964, hvor mit ældste kort er sendt. I Danmark er kortene udgivet af GeMo. GeMo står for Georg Moldow, som drev en grossererforretning i København. I 1950 omtales firmaets profil således: Firmaet handler fortrinsvis med sygeplejeartikler og farmaceutiske utensilier samt bastbånd og juleartikler for bog- og papirhandlere. (Krak: Danmarks ældte forrretninger). I 1960’erne og 70’erne var Karen K.’s julekort altså også i GeMo’s varesortiment.
I Sverige blev Karen K.’s julekort udgivet af det velrenomerede Axel Eliassons Konstförlag. I Finland blev kortene udgivet af Paperitaide (Papirkunst), som i dag hedder Paletti. Som det anes på billedet er kortene udkommet i flere forskellige størrelse og formater: med og uden hvid ramme, med og uden riflet kant og som henholdvis enkelt- og dobbeltkort. De meget små julekort er svenske, og deres brug skyldes, at man kunne sende småkort for en lavere porto, hvis man undlod at skrive andet end sit navn. Således har modtageren måtte ladet sig nøje med det fortrykte “God Jul Gott Nytt År” og ingen personlige kommentarer.
Er det mon også portobesparelser, der ligger bag den upersonlige tekst på dette finske julekort? Eller er det et eksempel på den berømte finske ordknaphed, at fru Rouva kun får ordet “Elina” på sit julekort?
Fra midt i 1960’erne stammer også denne serie af folkloristiske julekort, som blev udgivet i Sverige og Finland, men måske aldrig i Danmark.
Stilen på kortene stemmer godt overens med det almuejulepynt og julekortene med folkedragter, som Karen K. leverede til Familiejournalen (og forøvrigt også de svenske udgaver af Allers blade) fra 1966 og nogle år frem.
Bilag til det svenske blad Allers i julen 1967. Det samme ark med julepynt var bragt i Familiejournalen året forinden. Billedet har jeg lånt fra nettet, er det dit hører jeg gerne fra dig.
Endnu er par små svenske / finske julekort. Det ene er sendt i 1965.
Du kan se flere finske julekort fra 1960’erne og 1970’erne på Leenas hyggelige finske blog, hvorfra jeg har fået lov til at låne disse billeder:
Stadig i 1960’erne arbejdede Karen K. med mangle forskellige tegnestile på sine julekort. Flere af dem, er jeg ikke sikker på, jeg ville have genkendt som Karen K., hvis det ikke havde været for signaturen. Som f.eks. disse nissekort med guldtryk.
I interviewet fra 1970 fortæller Karen K. om, at det faktisk er fint at tegne nisser midt om sommeren, så tingene kan blive sat i produktion til julesalget:
– Ja, for om det er en nisse, man tegner, eller det er noget helst andet, kommer ud på ét. Hovedsagen er, at man tegner. Og om vinteren er der i forvejen jul alle vegne – måske endda lidt for meget. Jeg tror egentlig også, det er nemmest at få idéerne om sommeren – altså éns egne, selvstændige idéer, når man ikke ser andres nisser alle vegne. Det vil uværgerligt påvirke.
Til min store fornøjelse lykkedes det mig at finde et par reklamer for Karen K.’s julekort fra 1960’erne. Den første er fra postordrefirmaet Sommers Magasiners julekatalog fra 1964. Det var dengang, hvor de fleste af varerne i kataloget var tegnet af reklametegnere og ikke fotograferet.
Side fra Sommers Magasginers julekatalog 1964.
På siden herover har reklametegneren gengivet nogle af butikkens julevarer. Og der er selvfølgelig vigtigt, at tegningen ligner den ægte vare så meget som muligt. Derfor er det også muligt at genkende Karen K.’s julekort i vrimlen.
Kortene solgtes som dobbeltkort med kuvert i sæt af 4 for 58 øre og angives at være udført af kendte kunstnere.
I 1967 var der er anden serie af Karen K. postkort til salg i Sommers Magasiner, som det ses i denne annonce fra årets julekatalog.
Du kan se mange flere kataloger fra Sommers Magasiner fra årene 1952-1968 på Det Kongelige Biblioteks hjemmeside ved at klikke her. Svælg i fortidens varesortiment og reklametegnernes overdådige tegninger.
1970’erne
I 1970’erne fortsætter Karen K. med forskellige typer nisser. Nisserne fra det lille svenske julekort her ses også på en svenske udgivet julefrise i papir. Kortet er sendt i 1970.
Herunder ses et svensk julekort med gyngende nisser, som er sendt i 1973. Den samme type nisser ses på en svensk julefrise af papir.
Nogle ret udbredte kort fra 1970’erne er de nedenstående, som er udgivet i både Danmark og Sverige. Det ældste, jeg har, er sendt i 1973. (Update: Jeg har sidenhen fundet en svensk udgave af et af kortene, som er fra 1969!)
Jeg kalder serien for nissefamilie-serien, fordi jeg synes motiverne kredser om unge nisser som danser, danner par, får børn og danner familie.
Sjovt nok anvender Karen Kjærsgaard præcis den samme komposition af nisser mere end 20 år senere på nogle kræmmerhuse til Familiejournalen. Men i mellemtiden er det blevet til bedsteforældre- og børnebørnesnisser. Måske fordi Karen Kjærsgaard selv havde fået børnebørn.
Julekortene fra 1970’erne kan fortælle endnu lidt posthistorie. Udfra adresserne på de brugte julekort kan man nemlig se, at det først i løbet af 70’erne blev almindeligt at skrive både gadenavn og husnummer på kortene. I hvert fald hvis modtageren boede i en mindre by. Her var navnet på personen og landsbyen samt et postnummer nok. Så måtte postbudet finde ud af resten. Måske var det også dengang postbudet havde tid til at komme ind og få en kop kaffe.
Her ses tre svenske julekort starten af 1970 – og et enkelt dansk fra 1973. De er i samme serie som et julekort, der bliver vist i Hendes Verdens artikel om Karen Kjærsgaard fra 1970.
Kortene og billedet tilhører Nina og er brugt med tilladelse.
1980’erne og frem efter
Fra 1980’erne synes Karen K.’s produktion af julekort til det skandinaviske marked at ebbe ud. De to kort herunder er måske lige fra starten af 80’erne. Kortet med nissedrengen og kattene er i hvert fald sendt i 1980.
På disse kort er Karen K.’s nisser let genkendelige fra Familiejournalens julepynt og de små plastikfigurer.
I 1984 bragte Familiejournalen et ark med julekort med vinterfugle tegnet af Karen Kjærsgaard. Motiverne pegede godt henimod Karen Kjærsgaards mere naturalistiske tegninger af dyr, fugle og planter, som prægede den senere del af hendes produktion.
Man kan se, at Karen K. har stort talent for det naturalistiske, lige som hun havde for det naivistiske. Herhjemme blev det dog især Mads Stages dyrebilleder, som danskerne tog til sig på dækkeservietter, billeder i skifterammer, kaffestel osv. gennem 80’erne.
Karen Kjærsgaard fortsatte med at levere designs til det amerikanske firma Caspari langt ind i det nye årtusind, og det er her, man skal lede efter den senere del af hendes julekortproduktion.
Amerikansk julekort tegnet af Karen Kjærsgaard. Det ligner hendes streg fra 1990’erne. Kortet er sendt i 2006 fra USA.
Der bliver hele tiden ved med at dukke nye Karen K. julekort op, som jeg ikke har set før. Kortene herunder tilhører en læser af bloggen, som viste mig sin samling. Kortet øverst til venstre er posttemplet i 1960, og kortet øverst til venstre er poststemplet i 1957.
Hvis du vil se endnu flere Karen K. julekort, kan du se en fantastisk samling på Per Sørensens hjemmeside ved at klikke her.
Mikaels Karen K. blog 