Ah sommer! Lykke og lyse nætter. Og nogen gange skinner solen oven i købet! Jeg håber, sommeren bliver lang og god.
Man skal lede længe efter sommerbilleder i Karen K’s produktion – vinter og forår fylder mest.
Men en hyggeligt svensk børnesommerplakat fra 1960’erne er det blevet til. Med en smilende sol, ægte margueritter og – bogstavelig talt – vatskyer.
I 1978 kunne man efter skabelon i Familiejournalen lave filtklip med “Sommerens pige” tegnet af Karen K. Sommerens pige har mærkeligt nok vinger, men ligner ellers de fleste små, søde piger fra Karen K.
Her er Karen Kjærsgaard selv i gang med sy sommerpigen dengang for næsten 40 år siden. Måske var verden mere naiv og uskyldig dengang. Eller bare simplere. Ellers er det nostalgiens slørede lys, der får det til at se sådan ud?
Mange somre er gået, siden Karen K. skabte disse billeder. Nu er det sommer igen, og stokroserne blomstrer både på Karen K.s tegning og ved bloggerens lille skipperhus.
Hvis sommervejret svigter herhjemme, er du måske så heldig at opleve sommeren under sydligere himmelstrøg, som på denne tegning fra et eventyrtableau fra 1970. Harzen måske?
Karen K. bloggen ønsker alle en god sommer!