En engels julekalender

Den her engel landede en gang i løbet af det forgangne år i mit hus. Hun var egentlig lavet til eksport til USA. Made in Denmark står der bag på hende. Men enten kom hun aldrig afsted eller også er hun fløjet tilbage over Atlanten.

IMG_3793

Der er nok ca. 55 år siden hun kom til verden på papirvarefabrikken Levison Jr. Så det er ikke så mærkeligt, at hun både har mistet sine vinger og tabt sit hoved et sted på færden.

Hun står og pynter på bordet, og så gemmer der sig en julekalender bag blomsterne i hendes kjolekant.

IMG_3794

24 bittesmå låger, som allerede er åbnet på forhånd. Derfor er det heller ikke helt snyd, at jeg kigger bag ved alle lågerne selv, om vi kun er nået halvvejs gennem dagene til jul. (Spoiler-alert, læs ikke videre, hvis du ikke vil se hvad der gemmer sig bag lågerne!)

Engelens julekalender er fra dengang, hvor man var mere nøjsom. Ingen slik eller gaver hver dag frem til jul, men bare et lille simpelt billede bag ved hver låge. Kunne man mon begejstres over det i 1960?

IMG_3820

 

Jeg kan i hvert fald godt begejstres her mange år efter af 24 bittesmå Karen K. emojies med juletema.

Her er de første 21:

Skærmbillede 2017-12-12 kl. 21.52.33

Og så de sidste tre fra d. 22., 23. og 24. december:

Skærmbillede 2017-12-12 kl. 21.52.48

Jeg må sige, at det er lidt en spøjs beslutning, at der bag juleaftens låge gemmer sig en Luciabrud.

Har du selv snydt med julekalenderne gennem livet, eller kunne du godt vente til næste dag med at åbne morgendagens låge? Fortsat god og tålmodig december til alle.

header-jul-3

 

 

 

Kræmmerhuse

Jeg har opdaget, at Karen K. bloggen bliver brugt som opslagsværk. Det, synes jeg, er super dejligt. For nyligt er der blevet efterlyst en oversigt over Karen K.’s kræmmerhuse, så den vil jeg prøve at give her. Jeg kender langt fra dem alle for hun har sikket lavet flere hundrede, men her skal I høre om dem, jeg kender til. De er først og fremmest, de kræmmerhuse, som Familiejournalen har bragt i årenes løb.

Slutningen af 1960’erne?

Men vi begynder med dette store ark, som man har kunnet købe i fri handel i bog- og papirhandlere.

IMG_3229

Jeg gætter på, at det er fra slutningen af 1960’erne, og det er tidens glade hippefarver, der får frit spil.

 

Hvis ikke arket havde været signeret Karen K. havde jeg nok aldrig gættet på, at det var hende, der har tegnet dem.

IMG_3230

Kræmmerhusene i kradse farver og stort set bare med mønstre og striber er nemlig langt fra den stil, som de fleste forbinder med Karen K.: Søde nisser og engle i gammeldags stil eller almuetegninger.

Sjovt nok referer Karen K. til sine egne hippiekræmmerhuse i andet af sin julepynt, som nok er fra ca. samme periode.

IMG_3674

På de her genialt hyggelige grangrensguirlander af karton gemmer der sig gengivelser af rigtig julepynt, bl.a. af noget fra Karen K.’s egen hånd.

IMG_3676.jpg

Ligheden med kræmmerhusene fra det store klippeark er ikke til at tage fejl af.

IMG_3678

Man må næsten tro, at nissekræmmerhuset her også eksisterer som et ægte kræmmerhus, men er jeg endnu ikke faldet over, så det må være gætteri.

1966-67

Det var dog ikke kun hippiekulteren og dens farveglæde, der var trendy i slutningen af 1960’erne. Man dyrkede også den gamle bondekultur og almuekunsten.

thumb_img_3440_1024.jpg

I 1966 og 1967 bragte Familiejournalen ved juletid nogle store klippeark med Karen K. julepynt i almuestil. Her begyndte en lang tradition med, at Karen Kjærsgaard tegnede julepynt til bladet.

Der var 6 kræmmerhuse på hvert ark. Herunder ses kræmmerhusene fra 1966 i nærbillede – nogle af dem med krøllet hank, som det hedder i julesangen.

IMG_3367IMG_3368IMG_3370

1974

IMG_3612.jpg

I 1974 skete der noget meget stilfærdigt i Familiejournalens julehæfte. Under den uprætentiøse overskrift “Her er et kræmmerhus…” gav bladet sine læsere et lille kræmmerhus med en syngende engel til at klippe ud og hænge på juletræet.

IMG_3611.jpg

For de, som elsker Karen K.’s julepynt, var dette dog en vigtig begivenhed. Englekræmmerhuset blev det første af 104 stykker juletræspynt i samme stil, som Karen K. tegnede til Familiejournalen i 1974 og over de efterfølgende 7 år. De meget kendte hjertekurve med hjerte. kan du læse om ved at klikke her. Men det er lige før kræmmerhusene er mine favoritter.

Allerede fra første år havde Karen Kjærsgaard lagt en plan. Hun tegnede 8 hjertekurve med nisser under et bestemt tema hvert år. I hvert år tegnede hun 5 kræmmerhuse med engle (eller andre religiøse motiver i et enkelt tilfælde). Kræmmerhusene med engle var også hvert år samlet i små serier, som havde fællestema eller måske fortalte en lille historie. I 1974 var det et englekor og -orkester, man fik samlet.

thumb_1974.49.klippeark2_1024thumb_1974.51.ark5_1024

Karen Kjærgaard foreslog selv i bladet, at man hængte pynten på juletræet, og at man hængte englene øverst på træet og tættest på julestjernen. Nisserne kunne man fordele længere nede på træet, tættest på gulvet.

1975

Året efter dukker der endu et englekræmmerhuse op i Familiejournalens julehæfte sidste i november og bebudede både julens kommer og årets julepynt fra Karen K.

IMG_3613.jpg

I de følgende to uger fik med hjertekurve med nisser og i det blad, som kom omkring tredje søndag i advent kom kræmmerhusene. Det blev fast tradition at julepynten kom på denne måde: først et kræmmerhus, så fire hjertekurve, så fire hjertekurve og til sidst fire kræmmerhuse. 1975 var dog lidt utraditionelt i den forstand, at englene fra julehæftet ikke fik følgeskab at flere engle, men af nogle andre af julens hovedpersoner, nemlig Jomfru Maria med Jesusbarnet og de hellig tre konger: Kasper, Melchior og Baltazar.

IMG_3615IMG_3616

På den måde kommer de fem kræmmerhuse fra 1975 til at udgøre en lille julekrybbe i sig selv. Selv om Karen K.’s naive stil er bibeholdt, synes jeg, at stilen også virker inspireret af russiske ikoner.

1976

IMG_3636.jpg

Det følgende år fyldte englene igen på kræmmerhusene –  denne gang iklædt hvide pelshuer og matchende pelssko. Et af årets temaer var engle som er travlt beskæftiget med at lave snevejr.

IMG_3634.jpg

Der var et lile brud på traditionen det år – eller traditionen var ikke helt en tradition endnu kan man sige. Nisser og engle blev nemlig blandet.

IMG_3633

Det skete aldrig sidenhen.

IMG_3632

1977

Så fulgte englekræmmerhus på englekræmmerhus slag i slag de kommende år, tegnestilen ændrede sig lidt undervejs. Hvert år blev julepynten selvfølgelig bragt på nogle af de sider i Familiejournalen som var i farver og på glittet papir, der var nemlig også dele af bladet som var uden farver og på mat papir. Det var en meget sparsommelig tid.

IMG_3624.jpg

IMG_3621IMG_3622

1978

Personligt er jeg ret vild med englene fra 1978, der er klædt i det, som Familiejournalen kalder “moderigtig vinterstrik”.

IMG_3626.jpg

Ideen med engle i strik er ret original, her er ingen hvide kjoler. Jeg synes striktrøjer og strikhuer gør englene lidt ekstra skandinaviske og hjemlige.

IMG_3628IMG_3629

Jeg er også ret begejstret for englen med paraplys – det ser man ikke så tit. Mon engle bruger paraply som faldskærm, når de skal lande?

1979

thumb_1979.48.ark0a_1024.jpg

Heldigvis vendte engle i moderigtig vinterstrik tilbage i 1979.

IMG_3594.jpg

Englene er dog også klædt i sommerkjoler på et af kræmmerhusene, hvilket må siges at være ret originalt.

Jeg tror, at Karen K. har været inspireret af Ingemanns salmer her. Engle daler som bekendt “ned i skjul” og “flyver hid med paradisgrønt”, som man synger i “Glade jul”. I Blomsterne har de plukket på “paradisets enge”, og da de står i den snedækkede by har det bragt lidt af “Gud himmeriges fryd” med til de små.

Eller sagt med Ingemanns ord:

Guds Søn var selv et barn, og på krybbestrå han lå,
hans vugge stod på jord foruden gænge.
Guds Himmeriges fryd har han lovet de små
og blomster fra Paradisets enge.

Du kan selv tjekke salmerne “Glade jul” og “Nu titte til hinanden” på Den Danske Salmebog Online, hvis du ikke har salmebogen på hylden.

1980

IMG_3600.jpg

I 1980 blev julen bebudet med trommende engle i Familiejournalens julehæfte. Ved siden af var der reklamer der minder om, at 1980’erne var kuponhæfternes tid.

IMG_3603IMG_3604

1980 danner englen igen kor og orkester lige som i 1974 – men med større besætningen denne gang. Hvad er det egentlig for nogle mærkværdige guitarviolinbratscher englene spiller på?

1981

IMG_3592.jpg

I 1981 fik vi svar på, hvor englenes striktrøjer og huer kommer fra. De laver dem selv. PÅ kræmmerhuset i julehæftet er de ved at vinde garn. På den modstående side er der reklamer for ikke helt billige julegaver fra EVA. Det var for dem, der havde godt med penge i der i starten af 1980’erne – og det var bestemt ikke alle.

IMG_3597.jpg

På de næste kræmmerhuse kan man se englene strikke, stroppe strømper og pudse støvler. Det er ellers normalt nisseopgaver hos Karen K., så det er hyggeligt at vide, at engle også beskæftiger sig med den slags.

IMG_3598

Til sidst flyver englene ud i snestorm med lommetørklæder under de snottede næser.

1982-1987

Kræmmerhusene fra 1981 blev de sidste af denne type, som Karen K. tegnede til Familiejournalen. Fra 1982 og et par år frem tegnede hun anden julepynt, som man kunne klippe ud og samle. Måske er det tilfældigt, men det var også i 1982 at Familiejournalens format skrumpede. Fra 31×24 cm til 28×21 cm. Måske synes Karen K. at det nye format blev for småt til hendes kræmmerhuse og hjertekurve. Eller måske var det bare tid til forandring. Julepynten fra 1982 og 1983 skriver jeg om en anden gang på bloggen. Men du kan allerede nu læse om Nils Holgersson juleuroen fra 1984 ved at klikke her.

I 1985, 1986 og 1987 var der slet ingen Karen K. julepynt i Familiejournalen.

1988

Men i 1988 skete der atter noget. I Familiejournalens julehæfte fandt man et kræmmerhus – ikke med en engel – men med en gammel konge, som bebudede en ny serie kræmmerhus fra Karen K.

IMG_3639

Kræmmerhuset sad side om side med en cigaretreklame. Den var nok ikke gået i dag. Stilen på kræmmerhuset var lidt anderledes end de sidste kræmmerhuse, som var i bladet syv år tidligere. Og selv Karen K.’s velkendte signatur havde ændret sig. Nu stod der bare Karen og håndskriften var også anderledes. Man fornemmede at en ny tid var indtrådt.

I de næste numre af bladet fulgte flere kræmmerhuse, så det blev er en helt lille julekrybbe på kræmmerhuse. Der var kun plads til et kræmmerhus på hver side nu, men alligevel blev det til hele 7 kræmmerhuse, hvor der før var fem hvert år.

IMG_3641.jpgIMG_3644.jpgIMG_3683 2.jpg

Det sidste kræmmerhus med stjernerne var næsten udelukkende et stiliseret mønster. Det kom der mere af det følgende år.

1989

IMG_3662.JPG

I 1989 julehæftet medfulgte et løst ark på kraftigt glittet papir med Karen K. kræmmerhuse, i et ret ny stil, som dog nok svarede meget godt til smagen i starten af 1990’erne.

 

De næste uger var der lignende kræmmerhuse på bladet tynde side, så de krævede afstivning bagpå, hvis man ville samle dem.

IMG_3664

Som om stilen var ny, moderne og lidt kold kan man på de sidste kræmmerhuse dog godt se, at Karen K. nok har været inspireret af den almuestil hun tegnede kræmmerhuse i i 1967, og som ses her:

IMG_3685.JPG

 

1993

Midt i 1990’erne var der igen kræmmerhuse af Karen K. i Familiejournalen. Eller måske er det mere rigtigt at kalde dem julekurve, for formen var ikke den traditionelle kræmmerhusform, men her er de i hvert fald.

Kræmmerhusene fra 1993-1996 var på løse ark af stift glittet papir og med ensartet farve på bagsiden. Man skulle altså ikke længere stive julepynten af med papir, før man kunne samle den, og man klippede heller ikke i bladet.

IMG_3686IMG_3687

Lige som i 1989 greb Karen K. tilbage til sin egen gamle julepynt og brugte elementer fra den i sine nye kræmmerhuse. De dansede nisser med støvler på kræmmerhuset øverst har hun f.eks. lånt fra sin egen uro “Juleskibet” fra 1972, som ses her:

IMG_3703.jpg

Og i øvrigt er kræmmerhusene dekoreret med de naturalistiske blomster og plantemotiver som Karen K. i sær beskæftigede sig med fra 1990’erne og frem til ca. 2011, hvor hun indstillede karrieren.

Jeg tror, der må have været flere kræmmerhuse i Familiejournalen i 1993 end disse to ark, men jeg kender dem ikke. Hvis nogen af bloggens læsere kender dem. vil jeg gerne høre fra jer.

1994

I 1994 var der hele tolv kræmmerhuse med bamser, nisser engle og blomster i Familiejournalen.

IMG_3688IMG_3689IMG_3690IMG_3691IMG_3692IMG_3693

1995

I nogle af kræmmerhusene fra 1995 greb Karen Kjærsgaard tilbage til sine egne julekort fra lige omkring 1970. Det kan du læse om ved at klikke her.

IMG_3694IMG_3695IMG_3696IMG_3697

Striberne nederst på hvert kræmmerhus minder faktisk om Karen K.’s egne kræmmerhuse fra sidst i 1960’erne, som du så allerførst i dette blogindlæg.

1996

Kræmmerhusene fra 1996 havde fuglemotiver, som var hentet direkte fra Karen Kjærsgaard egne julekort fra 1984.

 

Selv om det er fine motiver og meget flotte gengivelser af vinterens fugle er disse motiver nok dem i Karen K.’s produktion, som har mindst interesse i eftertiden. Jeg synes dog, man kan mærke at Karen K. selv brændte for disse motiver. Måske var hun blevet en smule træt af nisser efter at have tegnet den i over 30 år.

2000

IMG_3666.jpg

Karen Fjord Kjærgaard var født i 1932. Alligevel var hun aktiv som tegner langt ind i det nye årtusind. I 2000 fulgte dette ark med kræmmerhuse på stift glitterpapir med Familiejournalens julehæfte.

2001

IMG_3670.jpg

I 2001 blev der bragt endnu et ark i samme stil.

IMG_3673.jpg

De klare farver, der måske ikke vækker julestemning hos alle, minder ikke så lidt om de kræmmerhuse fra slutningen af 60’erne, som dette indlæg om kræmmerhuse begyndte med. Dermed var ringen sluttet for Karen K.’s kræmmerhuse gennem mere end 30 år. Kræmmerhusene i 2001 blev det sidste julepynt, Karen Kjærsgaard tegnede for Familiejournalen. Men hun fortsatte karrieren i yderligere mindst 10 år, til hun var omkring 80 år gammel.

P.S. Hvis du har fået lyst til selv at samle nogen af de gamle kræmmerhuse. Kan du finde og downloade mange af dem i Esbens fotoalbum på flickr ved at klikke her.

header-jul-3

 

 

GemGem

Uro i julen

Når man, som jeg, er uddannet arkæolog, så kan det blive en sport – eller en besættelse – at  datere ting, altså finde ud af præcist hvor gamle de er.

Dette indlæg handler om at datere ting, men mest om juleuroer, som Karen K. har lavet.

Inden det var blevet rigtigt tilladt at hænge julepynt op i år, fik jeg sneget denne lille Karen K. uro op i en snor i loftet. Ja, faktisk kom den først op at hænge i figentræet ude i haven. Det var ret hyggeligt.

Karen K juleuro

Uroen er faktisk ikke så julet, udover at der står “JUL” på cirklen i midten. Den er tegne i den almuestil, Karen K. brugte i 60’erne og starten af 70’erne, hvor den slags var moderne.

IMG_2377

Uroen ser jo ud til at være ret let at datere, for der står 1966 med store tal midt på den. Men man skal ikke lade sig narre. Uroen er nemlig tidligst lavet i 1967, har Karen K.-arkæologen konstateret!

Uroen er lavet ud af et klippeark, som Karen K. lavede til Familiejournalen i 1966. Det var det allerførste såkaldte julepanorama, hun lavede til bladet, selv om jeg ikke synes, det er et panorama.

Her ses et udsnit af arket, hvor man kan finde den lille medaljon med “Jul 1966”.

thumb_IMG_3443_1024

Men faktisk viser det sig, at alle de andre dele i uroen er fra et andet klippeark. Nemlig det, som blev bragt i Familiejournalen i 1967.

Her ses de to ark sammen:

thumb_IMG_3440_1024

I 1967 havde Familiejournalen adskillige forslag til, hvordan man kunne bruge klippearket, hvis man ikke slet og ret ville hænge det op på væggen.

thumb_IMG_3441_1024.jpg

Nogen har altså følt sig inspireret til at lave en juleuro, som bladet foreslår, men vedkommende har fortolket frit efter modellen i bladet og har også fundet dele frem fra arket fra 1966. Om uroen så er lavet i 1967 eller måske i 2016, er svært at sige. Men nu hænger den her hos mig og minder om en svunden tid.

For at gøre forvirringen mellem 1966 og 1967 total har jeg fundet ud af, at det ark, som Familiejournalen bragte i 1966, blev bragt det følgende år (altså 1967) i Aller-koncernens svenske ugeblad, som slet og ret hedder Aller. Arket var kun ændret en lille bitte smule… Man havde nemlig ændret årstallet på din lille medaljon fra “Jul 1966” til “Jul 1967”. Sådan kan årstal snyde!

Her ses det danske ark og det svenske ark sammen. Find selv den lille bitte forskel:

thumb_IMG_3443_1024

260194254_94275d79-6f75-4c11-82ed-48d7cea2f98d

På bagsiden af det svenske ark, som også blev kaldt et “Julpanorama”, var der små opgaver og historier, som man jo så desværre klippede i stykker, hvis man ville lave kræmmerhusene.

Allers julpanorama bagside.jpg
Bagsiden af den svenske udgave af julepanoramaet fra 1966/1967.

Jeg har også fundet en anden lille fin juleuro til samlingen i løbet af sommeren 2017. Denne gang er det ikke en hjemmelavet en af slagsen, men en færdigkøbt lille juleuro i papir.

thumb_IMG_2975_1024thumb_IMG_2977_1024thumb_IMG_2976_1024

Tiden har været lidt hård ved den lille, fine uro, som efter min mening kombinerer to af de ting, som Karen K. tegner bedst, nemlig nisser og almuestemning.

thumb_IMG_2974_1024

Nisseuroen har engang ligget i en lille kartonæske, som forlængst er væk. heldigvis er billedet fra æskens låg bevaret. Her kan man se, at uroen er udgivet af Lundgren & Andersen, og at den har Nr. 542. Sidste år i december skrev jeg om juleuro nr. 543, så jeg er lidt spændt på, hvor mange der mon findes i alt! Du kan læse om juleuro nr. 543, og hvornår de begge to er fra, ved at klikke her.

I skal ikke snydes for nærbilleder af de fine nisser, som danser om juletræet:

thumb_IMG_2983_1024thumb_IMG_2982_1024thumb_IMG_2981_1024thumb_IMG_2980_1024thumb_IMG_2979_1024

Alle nisserne har print på begge sider og et lille hul i huen til en snor. Det bringer mig tilbage til de små nisser, som jeg skrev om i sidste blogindlæg:

De er også små, har print på begge sider og et hul i huen, så mon ikke de også engang har snurret rundt i en uro? Måske nr. 541 !?

Jeg synes helt klart, uroer har fortjent en renæssance. Det er en helt lille kunstart at lave en vellykket en, og så er det beroligende at se dem dreje rundt. Jeg håber, der også går uro i din jul – på den gode måde.

IMG_2989

header-jul-3

Lille, mindre, mindst

Jeg er ret vild Karen K.’s julekort, som var populære i 1970’erne.

IMG_9534 (1)

Du kan læse om Karen K.’s julekort ved at klikke her.

I Sverige blev der også udgivet små julekort på ca. 7×10 cm med de samme motiver. Og nu her jeg fundet en lille sjov ting. Julegavemærkater – til og fra-kort – med motiverne fra Karen K.’s julekort.

IMG_3147

Til og fra kortene er ikke meget større end en æske tændstikæsker og stadig med plastikfolien omkring efter mere end 40 år. Ligesom julekortene er de trykt i Danmark og udgivet af firmaet GeMo (Georg Moldow).

IMG_3152

Det føltes lidt forkert at åbne en pakke som havde ligget i oprindelig stand i så mange år. Nysgerrigeheden vandt dog over mig, og jeg listede de små dobbelte kort ud af plastikken.

Der var fem kort med fire forskellige motiver.IMG_3159IMG_3161

De fine til-og-fra-kort måler kun 7×5 cm. Så man kan godt tale om lille, mindre, mindst:

IMG_3158

Og apropos lille fandt jeg også disse to små nissedamer:

IMG_2988

De er også kun lidt over en Tordenskjold høje. I næste blogindlæg skriver jeg om, hvad de mon har været brugt til.

header-jul-3

 

Inspireret af Karen K.

Her på bloggen skriver jeg en masse om, hvad der har inspireret Karen K. Naturen, litteraturen, steder hun har boet og folkekunst for at nævne nogle eksempler.

Men Karen K. har også selv inspireret andre. Det er i hvert fald det, som jeg tror, er tilfældet med de ting, jeg viser i dette blogindlæg. Her er nogle af Karen K.’s filtklip og akvareller blevet omsat til andre materialer. Jeg tror ikke, Karen K. har haft en finger med i spillet i de fleste tilfælde.

Det første eksempel har jeg vist før. Karen K.’s fine forside til Familiejournalen er blevet omsat i broderi.

Bedøm selv resultatet. Stregerne under nissen på broderiet giver næsten ikke mening, før man ser på Karen K.’s originale collage, at det skal forestille halm.

Nu er der gået sport i for mig at genfinde Karen K. motiver andre steder. Her er et eksempel fra en svensk julbonad af papir (til venstre), som er blevet forvandlet til et broderi. Og igen er motivet blevet spejlvendt!

Det er ikke præcis det samme billede, f.eks. er nissens støvler blevet til træsko, og trøjen og bukserne har skiftet farve. Men egernets og nissens positur, huens facon, opsmøgene på nissens ærmer og grenen på træstubben er så ens, at det ikke kan være tilfældigt.

Også en af Karen K.’s dekorationsnisser i karton er blevet transformeret til et julebroderi. Og igen er der ingen tvivl om, at der er en sammenhæng mellem de to billeder, selv om nissens tøj har ændret lidt farver, og fuglene er fløjet op i luften (og har forvandlet sig fra blåmejser til dompapper, som skaberen af broderiet sikkert syntes var mere julede).

broderi nisse med juletræ
Billedet af broderiet har jeg lånt fra nettet. Er det dit, hører jeg gerne fra dig.

Det sidste eksempel, som jeg ikke er så skråsikker på, som jeg er på de andre, er denne store plastiknisse til at hænge på væggen:

Ørjan plastnisse
Nissen og billedet tilhører Ørjan. Tak for lån.

Nissen er lidt i familie med to store plastiknisser af Karen K., som du kan læse om her.

img_9591
Plastiknisser, som jeg godt tør tilskrive Karen K.

Men alligevel er nissen på ski ikke helt i samme stil, som de to andre. Til gengæld minder dens lidt  cocktailpølseformede nissehue om nisserne på Karen K.’s julepanoramaer fra 80’erne.

Nissen til højre er klippet ud af Karen K.’s panorama fra 1982, og minder temmelig meget om plastiknissen til venstre. Måske endda så meget, at man godt kan kalde nissen til venstre for en Karen K. nisse.

Hvis du også genkender Karen K. tegninger, som er genbrugt andre steder, vil jeg meget gerne høre fra dig.

 

karenkblogheader

 

GemGem

Hvem er Bolette?

Teamet bag Karen K. bloggen har på det seneste forsøgt at løse et nyt Karen K. mysterium. I bloggens julekalender kunne man sidste år d. 10. december læse om svenske julbonader (julebilleder) tegnet af Karen K.

Som de flest andre af Karen Kjærsgaards papirting, er julbonaderne signeret med den karakteristiske Karen K.-signatur. F.eks. dette akvarelmalede billede af en dreng, der sover, mens nisserne leger rundt omkring ham.

IMG_2447

Når der hos Karen K. er en dreng, så er der også tit en pige. Sådan at forstå at hun tit skabte sine ting i par. F.eks. de kendte nisser:

Påklædningsdukkerne:

eller Familiejournalens julehjerter, der på hver side har en henholdsvis en nissepige  og en nissedreng i præcis samme scene:

Derfor skulle man tro, at det samme var tilfældet med disse to svenske julbonader:

IMG_2447Bolette1

De to tegninger er næsten ens i deres komposition: Det sovende barn med teddybjørnen til venstre i billedet, den store hovedpude, folden på sengetæppet, månen og sneen uden for ruden, nisserne og juletræet til højre i billedet, sløjferne på pakkerne. Desuden har billederne samme størrelse, samme ramme og er trykt samme sted.

Tegningen med drengen er fint signeret Karen K.:

IMG_2448

Derfor var jeg sikker på, at billedet af pigen også var tegnet af Karen K. Men se nu signaturen:

Bolette2

Bolette! Hvem er Bolette?

Har Bolette tyvstjålet Karen K.’s komposition, idé og tegnestil? (Det kunne selvfølgelig også være Karen K., der har stjålet fra Bolette. Men det kan vi her på Karen K.-bloggen jo vanskeligt forestille os 😉

Kan man forestille sig, at Karen K. har haft en “ghost tegner” (hvad er den grafiske pendant til en ghost writer?) – altså en tegner som har produceret “Karen K”-produkter, uden at Karen K. selv har tegnet dem?

Eller har Karen K. publiceret noget af sin produktion under psedonym?

Det er ikke til at vide med sikkerhed.

Faktum er bare, at de to tegninger er så ens, at man næsten må gå ud fra, at det er samme tegner, som har udført dem begge – på. På trods af afvigende signatur. Det er kun lykkedes mig, at finde én anden ting, som er signeret af Bolette. Nemlig denne – ligeledes svenske – påskebonad:

22662775_1349647918477668_738254177_o (1).jpg

Kan det – på trods af navnet – alligevel være Karen K., som står bag dette filtklip? Når man nærstuderer billeder, er det meget Karen K.’sk i detaljerne.

Se f.eks. græstotterne og blomsterne på filtklippet af Bolette:

22561257_1349648208477639_158329065_o (1)

og sammenlign med græstotter og blomster på dette filtklip af af Karen K.:

påske

De er nærmest ens.

Eller se på guirlanden i kanten af Bolettes filtklip:

22561257_1349648208477639_158329065_o (1)

og sammenlign med granborten på Karen K.’s juletræstæppe:

thumb_IMG_5968_1024.jpg

thumb_IMG_5969_1024

De er også ens. (Karen K. bloggen videnskabelige assistent husker endnu med gru de mange grangrene, der skulle klippes til juletræstæppet og kan forsikre at grangrenene på Bolette-bonaden er af samme slags).

Eller se de små flagrende fugle på filtklippet af Bolette, til venstre (jeg beklager den dårlige billedkvalitet) og sammenlign med fuglene fra en juleuro af Karen K., til højre:

Også hele motivet, komposition, materialevalget og signaturen, der er sat på som en lille selvstændig lap nederst til højre på billedet er træk, som kan findes hos Karen K.

Jeg vover derfor at gætte på, at Boletter faktisk er et psedonym for Karen K. Hvorfor Karen Kjærsgaard skulle have valgt at signere nogen af sine arbejder med navnet Bolette, er derimod uvist.

Først tænkte jeg, at Karen K. måske havde fundet på et navn, som svenskerne bedre forstod – begge bonader med navnet Bolette er jo trykt og solgt i Sverige. Karen er nemlig slet ikke et udbredt navn i Sverige, hvor man opfatter det som et dansk eller engelsk/amerikansk navn, kun ca. 1200 svenske kvinder hed Karen i 2016. Derimod er formen Karin udbredt i Sverige, ca. 156.000 svenske kvinder hed Karin i 2016. Men Bolette ville være et dårligt pseudonym, hvis målet var at gøre sig mere “svensk”. For Bolette er faktisk også et dansk navn, som kun 35 svenske kvinder bar i 2016.

Vi er altså kommet lidt nærmere på svaret til spørgsmålet: Hvem er Bolette? Der er formentlig Karen K. Men hvorfor, hvornår og hvor længe Karen Kjærsgaard brugte signaturen Bolette, det står hen i det uvisse.

karenkblogheader

 

 

 

 

 

Fyrtøjet

Karen K. har illustreret mange eventyr af H.C. Andersen. Eventyret om Fyrtøjet har hun illustreret både som postkort/ bog- og kalenderbillede og som et dukketeater fra 1973. Dukketeatret er et flot tableau af det hule træ, som soldaten skal kravle ned i for at hente fyrtøjet til heksen. Jeg synes, det kunne være sjovt at bringe hele H.C. Andersens eventyr og illustrere det med Karen K.’s tegninger, så jeg har lånt kulisser og dukker fra andre af Karen K.’s eventyr. Jeg håber, du vil nyde eventyret, som er temmelig amoralsk. Vold og bortførelse og terrorregimente er en del af heltes vej til toppen! Men det er nu meget hyggeligt alligevel alt sammen 🙂

IMG_0519

Her begynder historien:

FYRTØJET

Tekst: H.C. Andersen 1835/ Illustrationer: Karen Fjord Kjærsgaard 1965-1973/ Fotos: Svend Larsen 2016 og Mikael 2017.

Der kom en soldat marcherende hen ad landevejen: én, to! én, to! Han havde sit tornyster på ryggen og en sabel ved siden, for han havde været i krigen, og nu skulle han hjem. Så mødte han en gammel heks på landevejen; hun var så ækel, hendes underlæbe hang hende lige ned på brystet. Hun sagde: “God aften, soldat! Hvor du har en pæn sabel og et stort tornyster, du er en rigtig soldat! Nu skal du få så mange penge, du vil eje!”

“Tak skal du have, din gamle heks!” sagde soldaten.

Karen K Fyrtøjet Soldat heks træ

“Kan du se det store træ?” sagde heksen, og pegede på et træ, der stod ved siden af dem. “Det er ganske hult inden i! Der skal du krybe op i toppen, så ser du et hul, som du kan lade dig glide igennem og komme dybt i træet! Jeg skal binde dig en strikke om livet, for at jeg kan hejse dig op igen, når du råber på mig!”

“Hvad skal jeg så nede i træet?” spurgte soldaten.

“Hente penge!” sagde heksen, “du skal vide, når du kommer ned på bunden af træet, så er du i en stor gang, der er ganske lyst, for der brænder over hundrede lamper. Så ser du tre døre, du kan lukke dem op, nøglen sidder i. Går du ind i det første kammer, da ser du midt på gulvet en stor kiste, oven på den sidder en hund; han har et par øjne så store som et par tekopper, men det skal du ikke bryde dig om! Jeg giver dig mit blåternede forklæde, det kan du brede ud på gulvet; gå så rask hen og tag hunden, sæt ham på mit forklæde, luk kisten op og tag lige så mange skillinger, du vil. De er alle sammen af kobber, men vil du hellere have sølv, så skal du gå ind i det næste værelse, men der sidder en hund, der har et par øjne, så store, som et møllehjul, men det skal du ikke bryde dig om, sæt ham på mit forklæde og tag du af pengene! Vil du derimod have guld, det kan du også få, og det så meget, du vil bære, når du går ind i det tredje kammer. Men hunden, som sidder på pengekisten, har her to øjne, hvert så stort som Rundetårn. Det er en rigtig hund, kan du tro! Men det skal du ikke bryde dig noget om! Sæt ham bare på mit forklæde, så gør han dig ikke noget, og tag du af kisten så meget guld, du vil!”
“Det var ikke så galt” sagde soldaten. “Men hvad skal jeg give dig, din gamle heks? For noget vil du vel have med, kan jeg tænke!”

“Nej” sagde heksen, “ikke en eneste skilling vil jeg have! Du skal bare tage til mig et gammelt fyrtøj, som min bedstemoder glemte, da hun sidst var dernede!”

“Nå! Lad mig få strikken om livet!” sagde soldaten.

“Her er den!” sagde heksen, “og her er mit blåternede forklæde.”

Karen K Fyrtøjet træ soldat

Så krøb soldaten op i træet, lod sig dumpe ned i hullet og stod nu, som heksen sagde, nede i den store gang, hvor de mange hundrede lamper brændte.

Nu lukkede han den første dør op. Uh! Dér sad hunden med øjnene, så store som tekopper Karen K Fyrtøjet hund tekopperog gloede på ham.

“Du er en net fyr!” sagde soldaten, satte ham på heksens forklæde og tog lige så mange kobberskillinger, han kunne have i sin lomme, lukkede så kisten, satte hunden op igen og gik ind i det andet værelse. Eja! Dér sad hunden med øjne så store, som et møllehjul.

 

 

Karen K Fyrtøjet hund møllejhul

“Du skulle ikke se så meget på mig!” sagde soldaten, “du kunne få ondt i øjnene!” Og så satte han hunden på heksens forklæde, men da han så de mange sølvpenge i kisten, smed han alle de kobberpenge han havde, og fyldte lommen og sit tornyster med det bare sølv.

Karen K Fyrtøjet Hund Rundetårn

Nu gik han ind i det tredje kammer! nej det var ækelt! Hunden derinde havde virkeligt to øjne så store som Rundetårn! Og de løb rundt i hovedet, ligesom hjul!

“God aften!” sagde soldaten og tog til kasketten, for sådan en hund havde han aldrig set før; men da han nu så lidt på ham, tænkte han, nu kan det jo være nok, løftede ham ned på gulvet og lukkede kisten op, nej gudbevares! Hvor der var meget guld! Han kunne købe for det hele København og kagekonernes sukkergrise, alle tinsoldater, piske og gyngeheste, der var i verden! Jo der var rigtignok penge! Nu kastede soldaten alle de sølvskillinger, han havde fyldt sine lommer og sit tornyster med, og tog guld i stedet, ja alle lommerne, tornystret, kasketten og støvlerne, blev fyldte, så han knap kunne gå! Nu havde han penge! Hunden satte han op på kisten, slog døren i og råbte så op igennem træet: “Hejs mig nu op, du gamle heks!”

“Har du fyrtøjet med?” spurgte heksen!

“Det er sandt!” sagde soldaten, “det havde jeg rent glemt,” og nu gik han og tog det. Heksen hejsede ham op, og så stod han igen på landevejen, med lommer, støvler, tornyster og kasket fulde af penge.

“Hvad vil du nu med det fyrtøj,” spurgte soldaten.

“Det kommer ikke dig ved!” sagde heksen, “nu har du jo fået penge! Giv mig bare fyrtøjet!”

“Snik snak!” sagde soldaten, “vil du straks sige mig, hvad du vil med det, eller jeg trækker min sabel ud og hugger dit hoved af!”

IMG_1896.JPG

“Nej,” sagde heksen.

Så huggede soldaten hovedet af hende. Der lå hun! Men han bandt alle sine penge ind i hendes forklæde, tog det som en bylt på ryggen, puttede fyrtøjet i lommen og gik lige til byen.

IMG_1899.jpg

Det var en dejlig by, og i det dejligste værtshus tog han ind, forlangte de allerbedste værelser og mad, som han holdt af, for nu var han rig da han havde så mange penge.

Tjeneren, som skulle pudse hans støvler, syntes rigtignok, det var nogle løjerlige gamle støvler, sådan en rig herre havde, men han havde ikke endnu købt sig nye; næste dag fik han støvler at gå med, og klæder som var pæne! Nu var soldaten blevet en fornem herre, og de fortalte ham om al den stads, som var i deres by, og om deres konge, og hvilken nydelig prinsesse hans datter var.

“Hvor kan man få hende at se?” spurgte soldaten.

“Hun er slet ikke til at få at se!” sagde de alle sammen, “hun bor i et stort kobberslot, med så mange mure og tårne om! Ingen uden kongen tør gå ud og ind til hende, fordi der er spået, at hun skal blive gift med en ganske simpel soldat, og det kan kongen ikke lide!”

“Hende gad jeg nok se!,” tænkte soldaten, men det kunne han jo slet ikke få lov til!

Nu levede han så lystig, tog på komedie, kørte i Kongens Have og gav de fattige så mange penge og det var smukt gjort! Han vidste nok fra gamle dage, hvor slemt det var ikke at eje en skilling! han var nu rig, havde pæne klæder, og fik da så mange venner, der alle sagde, han var en rar en, en rigtig kavaler, og det kunne soldaten godt lide! Men da han hver dag gav penge ud, og fik slet ingen ind igen, så havde han til sidst ikke mere end to skillinger tilbage og måtte flytte bort fra de smukke værelser, hvor han havde boet, og op på et lille bitte kammer, helt inde under taget, selv børste sine støvler og sy på dem med en stoppenål, og ingen af hans venner kom til ham, for der var så mange trapper at gå op ad.

Det var ganske mørk aften, og han kunne ikke engang købe sig et lys, men så huskede han på, at der lå en lille stump i det fyrtøj, han havde taget i det hule træ, hvor heksen havde hjulpet ham ned. Han fik fyrtøjet og lysestumpen frem, men lige i det han slog ild og gnisterne fløj fra flintestenen, sprang døren op, og hunden, der havde øjne så store, som et par tekopper, og som han havde set nede under træet, stod foran ham og sagde: “Hvad befaler min herre!”

“Hvad for noget!” sagde soldaten, “det var jo et morsomt fyrtøj, kan jeg således få, hvad jeg vil have! Skaf mig nogle penge,” sagde han til hunden, og vips var den borte! Vips var den igen, og holdt en stor pose fuld af skillinger i sin mund.

Nu vidste soldaten, hvad det var for et dejligt fyrtøj! Slog han én gang, kom hunden der sad på kisten med kobberpengene, slog han to gange, kom den, som havde sølvpenge, og slog han tre gange, kom den, der havde guld. Nu flyttede soldaten ned i de smukke værelser igen, kom i de gode klæder, og så kendte straks alle hans venner ham, og de holdt så meget af ham.

Så tænkte han engang: Det er dog noget løjerligt noget, at man ikke må få den prinsesse at se! Hun skal være så dejlig, siger de alle sammen! Men hvad kan det hjælpe, når hun skal alle tider sidde inde i det store kobberslot med de mange tårne. Kan jeg da slet ikke få hende at se? Hvor er nu mit fyrtøj! Og så slog han ild, og vips kom hunden med øjne så store, som tekopper.

“Det er rigtignok midt på natten,” sagde soldaten, “men jeg ville så inderlig gerne se prinsessen, bare et lille øjeblik!”

IMG_1889

Hunden var straks ude af døren, og før soldaten tænkte på det, så han ham igen med prinsessen, hun sad og sov på hundens ryg og var så dejlig, at enhver kunne se, det var en virkelig prinsesse; soldaten kunne slet ikke lade være, han måtte kysse hende, for det var en rigtig soldat.

Hunden løb så tilbage igen med prinsessen, men da det blev morgen, og kongen og dronningen skænkede te, sagde prinsessen, hun havde drømt sådan en underlig drøm i nat om en hund og en soldat. Hun havde redet på hunden, og soldaten havde kysset hende.

IMG_1905.JPG

“Det var såmænd en pæn historie!” sagde dronningen.

Nu skulle en af de gamle hofdamer våge ved prinsessens seng næste nat, for at se, om det var en virkelig drøm, eller hvad det kunne være.

Soldaten længtes så forskrækkelig efter igen at se den dejlige prinsesse, og så kom da hunden om natten, tog hende og løb alt hvad den kunne, men den gamle hofdame tog vandstøvler på, og løb lige så stærkt bagefter; da hun nu så, at de blev borte inde i et stort hus, tænkte hun, nu ved jeg hvor det er, og skrev med et stykke kridt et stort kors på porten.

IMG_1908

Så gik hun hjem og lagde sig, og hunden kom også igen med prinsessen; men da han så, at der var skrevet et kors på porten, hvor soldaten boede, tog han også et stykke kridt og satte kors på alle portene i hele byen, og det var klogt gjort, for nu kunne jo hofdamen ikke finde den rigtige port, når der var kors på dem alle sammen.

Om morgnen tidlig kom kongen og dronningen, den gamle hofdame og alle officererne for at se, hvor det var, prinsessen havde været!

“Dér er det!” sagde kongen, da han så den første port med et kors på.

“Nej dér er det, min søde mand!” sagde dronningen, der så den anden port med kors på.

thumb_IMG_1909_1024

“Men dér er ét og dér er ét!” sagde de alle sammen; hvor de så, var der kors på portene. Så kunne de da nok se, det kunne ikke hjælpe noget at de søgte.

Men dronningen var nu en meget klog kone, der kunne mere, end at køre i karet. Hun tog sin store guldsaks, klippede et stort stykke silketøj i stykker, og syede så en lille nydelig pose; den fyldte hun med små, fine boghvedegryn, bandt den på ryggen af prinsessen, og da det var gjort, klippede hun et lille hul på posen, så grynene kunne drysse hele vejen, hvor prinsessen kom.

Om natten kom da hunden igen, tog prinsessen på sin ryg, og løb med hende hen til soldaten, der holdt så meget af hende, og ville så gerne have været en prins, for at få hende til kone.

Hunden mærkede slet ikke, hvorledes grynene dryssede lige henne fra slottet og til soldatens vindue, hvor han løb op ad muren med prinsessen. Om morgnen så da kongen og dronningen nok hvor deres datter havde været henne, og så tog de soldaten og satte ham i kachotten.

Der sad han. Uh, hvor der var mørkt og kedeligt, og så sagde de til ham: I morgen skal du hænges. Det var ikke morsomt at høre, og sit fyrtøj havde han glemt hjemme på værtshuset. Om morgnen kunne han mellem jernstængerne i det lille vindue se folk skynde sig ud af byen, for at se ham blive hængt. Han hørte trommerne og så soldaterne marchere. Alle mennesker løb af sted; der var også en skomagerdreng med skødskind og tøfler på, han travede sådan i galop, at hans ene tøffel fløj af og lige hen mod muren hvor soldaten sad og kiggede ud mellem jernstængerne.

“Ej, du skomagerdreng! Du skal ikke have sådant et hastværk,” sagde soldaten til ham, “der bliver ikke noget af, før jeg kommer! Men vil du ikke løbe hen, hvor jeg har boet, og hente mig mit fyrtøj, så skal du få fire skilling! Men du må tage benene med dig!” Skomagerdrengen ville gerne have de fire skilling, og pilede af sted hen efter fyrtøjet, gav soldaten det, og ja nu skal vi få at høre!

Uden for byen var der muret en stor galge, rundt om stod soldaterne og mange hundrede tusinde mennesker. Kongen og dronningen sad på en dejlig trone lige over for dommeren og det hele råd.

Soldaten stod allerede oppe på stigen, men da de ville slå strikken om hans hals, sagde han, at man jo altid tillod en synder før han udstod sin straf, at få et uskyldigt ønske opfyldt. Han ville så gerne ryge en pibe tobak, det var jo den sidste pibe han fik i denne verden.

Det ville nu kongen ikke sige nej til, og så tog soldaten sit fyrtøj og slog ild, én, to, tre! Og der stod alle hundene, den med øjne så store som tekopper, den med øjne som et møllehjul og den, der havde øjne så store som Rundetårn!

“Hjælp mig nu, at jeg ikke bliver hængt!” sagde soldaten, og så før hundene ind på dommerne og hele rådet, tog en ved benene og en ved næsen og kastede dem mange favne op i vejret, så de faldt ned og sloges rent i stykker.

“Jeg vil ikke!” sagde kongen, men den største hund tog både ham og dronningen, og kastede dem bag efter alle de andre; da blev soldaterne forskrækkede og alle folkene råbte: “Lille soldat, du skal være vor konge og have den dejlige prinsesse!”

Så satte de soldaten i kongens karet, og alle tre hunde dansede foran og råbte “hurra!” Og drengene peb i fingrene og soldaterne præsenterede. Prinsessen kom ud af kobberslottet og blev dronning, og det kunne hun godt lide! Brylluppet varede i otte dage, og hundene sad med til bords og gjorde store øjne.

IMG_1888

karenkblogheader