
Påsken nærmer sig med påskeharer, påskeæg, påskekyllinger og -høns, påskeliljer og hvad der ellers hører til. Så hvorfor ikke kigge på nogle glade påskebilleder, som Karen K. har skabt. Forårsstemningen er næsten garanteret, hvis du ser nærmere på billederne i dette blogindlæg.


Den lille skat af påskeplakater, som du kan se her på siden, faldt jeg over midt i det mørke efterår hos retro og vintage butikken Frou-Frou. Der er stadig flere Karen K. plakater til salg, hvis du gerne vil købe din egen. Du finder Karen K. plakaterne her. Du kan også købe stofledninger, gammelt julepynt, legetøj og en masse andet skøre, skæve og finurlige ting i butikken.
Plakaterne er alle udgivet af det svenske firma Axel Eliassons konstförlag. Axel Eliasson var den første, der begyndte at udgive postkort i Sverige. Det skete i 1890, hvor idéen om postkort var helt ny i Skandinavien. Sidenhen begyndte forlaget også at udgive julekort, reproduktioner af malerier, bordløbere, plakater og alle mulige andre papirvarer. Karen Kjærsgaard leverede i en årrække mange motiver til Axel Eliasson – især jule- og påskemotiver.
Alle Karen K. varerne er tydeligt nummererede, og disse varenumre kan måske give en ide om den rækkefølge, billederne er udgivet i, hvis vi forudsætter at de er nummereret fortløbende. Billedet med to glade kyllinger herover har således nr. 9.
Påskepigen her har nr. 125:

og denne flotte plakat har nr. 133:

Trofaste læsere af Karen K. bloggen vil nok genkende nogle af elementerne på dette billede. Den rugende høne midt i billedet må være prototypen på de gør-det-selv filthøns, som Familiejournalens læsere fik opskriften på i 1979.

Det glæder mig at se, at Karen K. oprindeligt har udført hønen i papir i stedet for filt. Det var nemlig også dette materiale, at jeg af dovenskab forfaldt til at udføre hønsene i op til påske for et par år siden:

(For øvrigt er mine papirhøns nu forsvundet på andet år. Uden tvivl fordi jeg har lagt dem et meget smart og logisk sted, som jeg siden har glemt! Jeg har ledt og ledt, men disse høns er meget gode til gemmeleg….)
Jeg er ret vild med de små bevingede væsner, som myldrer omkring hønemor på kollage nr. 133:




Jeg kan godt lide at betegne dem påskeengle, for det er et ord, der bruges alt for lidt. Men måske er det i virkeligheden en slags alfer eller feer? Under alle omstændigheder minder de om disse her af Karen K., som jeg tidligere har skrevet om her på bloggen.
Nå, tilbage til påskebillederne fra Axel Eliassons forlag. Dette har nr. 141:

Her ser vi, at Karen Kjærsgaard mestrede mange forskellige teknikker. Jeg tror, at dette er en reproduktion af et akrylmaleri, og udtrykket er også lidt anderledes end i kollagerne.


Jeg synes, det er kommer lidt alvor og realisme ind i det ellers nuttede motiv med børnene der fodrer høns. Fjerkræenes fjerdragt er ret detaljeret udført. Man kan næsten fornemme vinden suse i træet, og pigtråden i baggrunden er også en lidt hård kontrast til de glade dyr, som er langt mere realistiske end på billederne ovenfor. Undtagen katten, som stadig ligner en kat fra en tegneserie.

Den store himmel i baggruden er faktisk bare rigtig flot og dramatisk og kræver næsten, at man giver sig selv et øjeblik til at se på den i detaljer.

Nu sker der pludselig et stort spring i Axel Eliasson forlagets nummerering. Dette ret cool billede i klare plakatfarver har nemlig nr. 7001:

Jeg gætter på, at det store spring i numrene, skal forklares med, at man hos Axel Eliasson har fundet på en ny måde at give varenumre. Jeg har en idé om, at de første to cifre kunne være det år, plakaten er udgivet i, altså 1970. I hvert fald synes jeg godt, at stilen kunne passe til år 1970.



Hvis det er forklaringen bag varenumrene, så blev der udgivet endnu (mindst) tre påskeplakater i 1970.
Denne her har nr. 7004:

Den minder en hel del om de forsider, som Karen K. lavede til Familiejournalen i årene omkring 1970. Bl.a. dette forårsbillede fra 1969:

Denne plakat har nr. 7043:

Jeg bliver i godt humør af disse lidt skøre faldskærmskyllinger, og så er det ret fint, hvordan faldskærmene spejler de æggeskaller, som kyllingerne lige har slået hul på.



Den her frise me dhøns på en tidstyppisk baggrund af hessian har nr. 7047:

Du har se nærbilleder af den på et tidligere blogindlæg, som du finder ved at klikke her.
Jeg har en del andre papirvarer af Karen K., som er udgivet af Axel Eliassons kunstforlag. Varernumrene på disse begynder med 70, 71, 72 og 75. Så hvis der er tale om årstal, er det varer fra starten af 1970’erne.
På dem alle står der “svenskt tillverkad“, altså “Made in Sweden”. Og her bliver det hele lidt pudsigt, for da jeg købte plakaterne her af Søren fra Frou-Frou, fortalte han at han havde dem fra et stort restparti fra et dansk trykkeri. Det tyder jo på, at plakaterne også har været trykt og brugt i Danmark. Hvis der er nogen af bloggens læsere, der kan huske at have haft nogen af disse påskebilleder hængende – måske på sit børneværelse i 70’erne, vil jeg meget gerne høre fra jer.
Jeg håber, du lige som jeg kom i forårshumør af disse billeder. Nu må foråret altså gerne snart komme! Hvis du vil se endnu flere påskebilleder fra Karen K., kan du klikke her. GOD PÅSKE til jer alle.
P.S. Jeg har i dette indlæg brugt betegnelserne påskeplakat og påskebillede. I Sverige ville man formentlig bruge betegnelsen påskbonader om disse billeder. (Det udtales med tryk på ‘bo‘, så det ikke lyder som karbonader!)

Synes godt om dette:
Like Henter...