Folkedragter 2

For lidt tid tilbage faldt jeg over to små indrammede billeder i en genbrugsbutik. De var tegnet af Karen K. og forestillede to kvinder i egnsdragter eller folkedragter.

IMG_0077.JPG

Jeg fik lyst til at skrive mere om de postkort med folkedragter, som Karen K. tegnede til Familiejournalens julepanoramaer i 1968, 1973, 1974 og 1975, og som jeg skrev om her på bloggen for et år siden. I alt 50 forskellige kort blev det til med folkedragter fra hele landet.

På hvert kort er det skrevet, hvor i landet dragten stammer fra, og jeg synes det var sjovt at vise et Danmarkskort, hvor Karen K.’s tegninger var sat ind på de lokaliteter, som dragterne stammer fra. Jeg klippede alle figurerne ud af julekortene og satte dem på deres rette plads på Danmarkskortet.

Udbredelseskortet kom til at se sådan ud:

kort-klippet-ud

Så kan du se, om der er nogen postkort fra det område, du kommer fra eller bor i. Bornholm har jeg sat ind oppe i øverste højre hjørne, som på et vejrudsigtskort. Og syd for den nuværende grænse ses en kvinde med meget stor stråhat i en dragt fra Dannevirkeegnen. Nogle egne er rigtig godt repræsenteret. For eksempel fra Læsø, Fanø, Lyø og Ærø er der to, og Amager har hele tre.

Hvert år var der på arket med julekort også ét fra landene i Nordatlanten: Færøerne, Grønland og Island. Hvor de færøske og islandke dragter minder lidt om de danske, er det tydeligt at grønlændernes dragt tilhører en helt anden kulturkreds.

Kvinden fra Island har en dragt på fra Mödruvellir i det nordlige Island. Derimod kan de to dragter fra Færøerne på kortene fra 1968 og 1973 ikke nærmere stedfæstes. De færøske folkedragterne er nemlig mere individuelle og ikke så stedspecifikke som de danske. (Tak til Benthe for den oplysning).

Karen K. postkort

Karen K.’s postkort med folkedragter er små fine kunstværker. De er tegnet på farvet karton med farvekridt eller farveblyanter. Hver lille streg ligner næsten et fladsting, og det får kortene til at se broderede ud, selv om det altså er tegninger. Måske som en lille hyldest fra Karen K. til alt det store sy-, broderi- og kniplingsarbejde som i sin tid blev lagt i folkedragterne.

Kortene var ret populære. Som mit loppefund viser, kunne man ramme dem ind og hænge dem op. Hvis du i 70’erne gik på Rolandsskolen i Brøndbyerne, har du måske set portkortene på væggen i aulaen. Familiejournalen skriver i nr. 49 fra 1975, om hvordan skoleinspektør Kjeld E. Stephansen har fået kortene rammet ind og hængt op – fordi de er smukke, og fordi Karen Kjærsgaard gengivelse af de gamle dragter er meget minutiøs og korrekt. Så man kunne lære noget ved at se på dem.

IMG_0076.jpg

Karen Kjærsgaard har hentet megen af sin inspiration og viden om folkedragterne i to bøger af Ellen Andersen, nemlig “Danske bønders klædedragt”, 1960 og “Folkedragter i Danmark”, 1952. Den sidstnævnte indeholder billeder og beskrivelser af egnsdragter på Nationalmuseet, og mange er Karen K.’s postkort er tegnet efter disse modelfotos fra 1950’erne, hvor kvinder og mænd poserer i dragterne i tidstypiske omgivelser – formentlig på Frilandsmuseet.

Her er et par eksempler på Karen K.’s tegninger, som er blevet inspireret af Inga Aistrups fotografier i bogen.

amager-folkedreagt
Kirkedragt fra Amager
praesto-folkedragt
Brudepige fra Præstø Amt
falster-folkedragt
Kvindedragt fra Nordfalster
mols-folkedragt
Pige fra Mols

Karen K.’s tegninger har meget vidde i skørterne, næsten som om kvinderne bærer krinoline, hvilket ikke var en del af folkedragten. Men det får kjolernes mønstre til at stå flottere frem på tegningerne.

Hvad er folkedragter?

Hvad er egentlig historien med folkedragter. Gik alle folk på landet rundt sådan klædt i “gamle dage”? Hvornår var de gamle dage? Og havde alle kvinderne i en egn præcis ens kjoler på.

Folkedragterne er bøndernes klædedragt, som var forskellig og tit mere gammeldags end

fano
Kvindedragt fra Fanø

byboernes. Men alle folk på landet gik ikke klædt sådan. De fleste af de dragter, som vi i dag kender som folkedragter, var meget bekostlige, og de var først og fremmest festdragter, som man brugte ved særlige lejligheder og absolut ikke til at arbejde i. Og det var kun de rigeste bønder, som havde råd til sådan en luksus. Folkedragter var stor set gået ud af brug ved midten af 1800-tallet, selv om de nogle steder – f.eks. på øerne i Vadehavet – blev båret af ældre kvinder helt ind i starten af 1900-tallet. Og nej, det var ikke sådan at eksempelvis alle piger på Mols var klædt præcis som pigen på billedet her ovenfor. Men i hver egn havde dragten nogle karakteriska, som adskilte den fra andre. Det kunne være dele af dragten – f.eks. hovedtøjet  – eller visse farver, mønstre eller snit, som blev foretrukket i et bestemt område.

rosnaes
Pige fra Røsnæs

Blandt de 50 postkort, som Karen K. tegnede er der kun 9 mandsdragter. Det er ikke så sært, for manddragterne var slet ikke så forskellige fra sted til sted. Det var først og fremmest kvindedragten som havde specifikke egnspræg. Mændene rejste trods alt nogen gange ud af sognet for at sejle, gå i krig eller handle, mens kvinderne kunne leve hele deres liv inden for sognets grænser. F.eks. på Røsnæs, hvor pigerne havde en meget speciel dragt, kunne en pige næsten ikke gifte sig med en mand fra et andet sogn, fordi hun så skulle anskaffe sig en ny garderobe. Og prisen på sådan en dragt taget i betragtning kan det godt være, at bondepigens økonomiske fornuft sejrede over romantikken.

Dragterne fortæller historie og skrøner

Unavngiven.png
Kvinde fra Skovshoved

Lad os kigge lidt nærmere på nogle af dragterne. Pigen her til venstre er fra Skovshoved, der i sin tid var et fiskerleje nord for København – nu er det vokset sammen med Gentofte. Skovserpigen (som de blev kaldt) bærer sin karakteristiske fiskekurv på ryggen. Hun har fodlangt skørt, sjal til at varme ryggen og tørklæde til at tage vinden, når hun skal vandre fra Skovshoved og ind til staden for at sælge sine fisk ved Gammel Strand. Her står der i dag en statue af en fiskerkone som minde om et stykke forsvundet kulturhistorie.

Læg mærke til den røde kant nederst på skørtet. Det var et signal Skovserpigen brugte til at fortælle giftelystne undersvende, at hun var ugift.

 

ringkobing
Kvinde fra Ringkøbing Amt

Egndragten fra Ringkøbingområdet er helt specielt – i hvert fald er det den eneste jeg kender til, hvor kvindernes gik med høje sorte hatte! Hattene var som regel af hareskind og blev derfor af nordvestjyderne kaldt “hårhårshatte”. Årsagen til den mærkværdige hovedbeklædning blev forklaret med flere sagn, bl.a. at moden skulle have spredt sig blandt egnens kvinder efter at et skib med en last af høje hatte var forlist på Vestkysten. En anden historie beretter at en købmand fra Ringkøbing havde forkøbt sig på et parti høje hatte. En dag satte han så for sjov en hat på hovedet af en smuk bondepige, og straks blev hattene højeste mode.

Forklaringen er dog formentlig nok en anden. I Holland og Rhinegnene  kendes den høje buttede hat helt tilbage til 1400-tallet. I 16- og 1700-tallet kommer den på mode igen. På det tidspunkt var der livlig handel mellem Danmark og Nordtyskland, og mange karle og piger fra Jylland tog også arbejde i Nordtyskland. Herfra er moden så hentet til Danmark.

Kvindehatten er ikke cylindrisk som herrenes, men er mere buttet. Under hatten bar kvinderne en lille hvid hue besat med flæser af kniplinger, som det også ses på Karen K.’s tegning.

randers.png
Mand fra Randers Amt

Manden her fra Randersegnen har også en mærkværdig hovedbeklædning, som faktisk går helt tilbage til middelalderen eller før. I middelalderen havde hætten en pose i nakken (en strud), som man kunne bruge til at have penge i. I tidens løb lavede man struden meget lang, jo længere jo smartere.

De langskaftede læderstøvler var meget dyre. En mand kunne få et par støvler til sin konfirmation eller bryllup, og så skulle de holde livet ud. Langt fra alle havde dog råd til sådan en luksus. I nogle landbyer var der ét par fælles støvler, som man så kunne låne, når man havde behov for dem.

 

 

 

lyok

 

Parret her fra Lyø er klædt på til fest. Pigen er i dansedragt. Det ser man på de løse, åbne ærmer, som man kaldte særkeærmer. Man kaldte det “at smide sig barærmet”. Også de dyre silkebånd, som hang løst under dansen for ikke at blive ødelagt, når man svedte signalere fest og dans. Men kan du gætte hvad det er ved pigens fremtoning, som de gamle folk på Lyø midt i 1800-tallet fandt upassende? Frisuren! Kvinderne på Lyø plejede nemlig ligesom andre landbokvinder i landet at rede deres hår tilbage og sætte det i en top under huen. Men en ung lærer som kom til Lyø i 1840 lærte skolepigerne at rede håret med midterskilning, som det var moderne i købstæderne. Forargede forældre forbød deres piger at få en så upassende frisure!

lyo

Til sin tegning af Lyømanden har Karen K. hentet inspiration i et gammelt fotografi fra 1871 taget i atalietet hos portrætfotograferne Hansen, Schou og Weller i København. Egnsdragten på Lyø var lidt mere gammeldags end på Fyn. Den strikkede hus blev kaldt en “nikulørs hue”, fordi den var strikket af mange forskellige farver garn. Sådan en hue var karakteristisk for de sydfynske øer.

I 1700 var herremoden at have langt hår. Bønderne gik “i eget hår” i modsætning til de højere klasser, som havde parykker. Omkring 1800 lærte omrejsende bissekræmmere fra Holsten de unge karle at klippe håret kort. I begyndelsen gjorde man nar af de korthårede, men efterhånden bredte moden sig.

 

Fra Amager har Karen K. tegnet hele tre kvindedragter. Amgerbønderne var meget velhavende, og det kunne man bl.a. se i kvindernes dragter: fint klæde, silketørklæder og store forgyldte smykker. Amager og Røsnæs var de eneste steder i landet, hvor man langt op i tiden holdt fast i at kvinderne havde forskellige dragter til forskellige lejligheder. Kvinden til venstre er i “kokkedragt” – som blev brugt af slægtninge til brudeparret, som vartede op ved brylluppet. Kvinden i midten er i en brudedragt, mens kvinden til højre er i klædt i det røde forklæde, som kun blev brugt til kirkegang. Om skuldrene har hun et såkaldt “barcelonatørklæde”. Det var silketørklæder som sømændene bragte hjem til deres kærester, som brodere farvede mønstre på dem. På brystet bærer hun et stort forgyldt spænde med billeder af jomfru Maria med Jesusbarnet og pigerne egne initialer som små hængesmykker nedenunder.

Tre kvinder fra amager

Galleri

Og sådan kunne man blive ved, der er masser af historie gemt i dragterne. Men nu vil jeg bare vise jer nogle flere af Karen K.’s flotte tegninger. Postkortene er fine, men jeg synes, figurerne bliver endnu mere levende, når de er klippet ud af rammerne og baggrunden på kortene.

Odense Amt – Røsnæs – Mors

Fanø – Bornholm – Fyn

Ærø – Viskinge – Vendsyssel

Dannevirke – Horne – Drejø

Salling – Nordsjælland – Røsnæs

Langeland – Samsø – Kalundborg

Lolland – Hedebo (“Heden” mellem København, Køge og Roskilde) – Fur

Vejle Amt – Ærø – Læsø

Tåsinge – Mandø – Vendsyssel

laeso2

Pigen her ser næsten mellemøstlig ud, men hun er klædt i en en egnsdragt fra Læsø. Tankevækkende. Her nedenunder kan du se en Læsøkvinde i en vaskepulverreklame fra 1971. Det var ikke kun Karen K., der dyrkede almueromantik i slutningen af 1960’erne og starten af 70’erne! Kvinden i festdragten fra Læsø står i samtale med en meget moderne kvinde anno 1971 foran en traditionel Læsøgård med tangtag.

IMG_0181.jpg

Til slut kunne jeg slet ikke lade være med at lege lidt med figurerne i form af lidt billedmanipulation.

hus3.JPG
En kvinde i en dragt fra Vejleegnen byder velkommen til det hus, hvor Karen K boede i 1960’erne. Huset og dragten er fra ca. samme tid.
skov
En ung kvinde fra Løgstøregnen er i bøgenskoven for at se på anemoner.

Husk, at hvis du kun lide dette indlæg, så giv det et “like” ligesom Rømøpigen her ved at klikke på LIKE-knappen med den blå stjerne her nedenunder indlægget. Så bliver jeg så glad 🙂

rømø.png
Synes godt om!

Vægten

13082072_10209412394416940_670273684_n (1)

FullSizeRender-37.jpg

 

I dag, d. 24. september går vi ind i Vægtens tegn. Her ses Karen K.’s vignet til stjernetegnet Vægten, hvor vægtskålene i ægte Karen Kjærsgaard stil er fyldt op med farverige blomster.

Karen K.’s stjernetegnsvignetter blev brugt i Familiejournalens årshoroskoper fra 1973 og mere end 15 år frem. Her ses bladets egen reklame for den allerførste gang, hvor Karen K.’s tegninger blev brugt til horoskopet, der udkom som et lille hæfte som tillæg til nr. 1 1973.

 

På forsiden af de små hæfter med horoskoper så man Karen K.’s farverige illustration, der bl.a. har hentet sin inspiration fra folkloristiske mønstre og blomstermotiver, som det i Skandinavien bl.a. blev anvendt på møbler og kister i 1800-tallets bondekultur. Men mest af alt minder det farvestrålende, geometriske og koncentriske mønster om en indisk mandala. Måske har Karen Kjærsgaard fået kendskab til disse gennem sine forældre, som tilbragte de første fire år af Karens liv i Indien, hvorfra Karen Kjærsgaard altså har sine allertidligste barndomsminder.

Horoskop
Karen K.’s illustration fra forsiden af Familiejournalens årshoroskoper.

 

ornaments_04-01
Farvestrålende mandalaer. Flower vector designed by Freepik

KarenKblogheader

Visiting Karen K.

Today’s blog post is in English as a thank you to Lili Chou who has been so kind to let me share with you some photos of her visit to Karen Kjærsgaard’s house back in 2011. Karen passed away in 2014, sadly, but we still have all of her beautiful art work.

As mentioned in an earlier blog post Karen made designs for many paper products for the American company Caspari Inc for many years. Some of these products are still available to buy. Even here in Denmark you can purchase them through various webshops. For example www.paperdeluxe.dk or directly from Caspari’s international online shop.

6273469436_4f1d9cd052_o
Lili and Karen discussing Karen’s art work. Photo belongs to Lilli Chou.

Lili who works for Caspari Inc has send me the following letter about her work with Karen and the visit i 2011:

“I have worked with Karen and her designs for more than 15 years. We used her botanical work along with many xmas art in our collections. (wrapping papers, paper napkins, paper plates, boxed notes, invitations, thank you card, boxed note cards, bridge sets, xmas cards and recently lacquered trays). Her flowers are beautiful and with accurate details, her birds are vivid and they come to life….even though her model-bird is without the head ! (you can see we were laughing in one of the picture when she held up that model bird. She is a wonderful artist and I was very lucky to had the chance to work with her and finally meet her in 2011.

Karen was very friendly and was a great pleasure to work with.  I think she put a lot of time and thoughts into creating her work and thus finished with such incredible details. Although I did not see her in action, I heard she used tiny brushes painting details. I also heard she painted looking at real flowers instead of photos of flowers. (no wonder she gets all the details). Before I went to see her, I imagined her garden would be full of flowers but I was surprised that it was not … (may be due to timing of the visit.) Since she was productive all year round she must have had an incredible ability to “see” images in her mind-eyes..”

6273470784_33cfc1399e_o
Karen showing her unusual model bird! Photo belongs to Lilli Chou.

You can see more photos from the visit to Karen K. in Lili’s flickr album which you find here. Please enjoy some wonderful photos that allow you to look into Karen K.’s work studio and that seem to reveal a visit to a home with a very good atmosphere.

FullSizeRender-39
One of Karen K.’s christmas card for Familiejournalen 1984, depicting a brambling.

Karen who lived most of her life in the country side was always inspired by nature around her in her art work. Her Danish plants and birds many of which she probably observed in her own garden “translates” well for a Northern American audience it seems to judge by her many design for Caspari.

Even though Karen’s model bird, a brambling, was missing its head, Karen was still able to create a very lifelike representation of a brambling (Danish: kvækerfinke).

The brambling is a winter guest in Denmark. It breeds in Northern Scandinavian, Russia and Siberia during the summer, but many of the Scandinavian birds spend the winter in Denmark feeding on beech nuts.

 

 

IMG_7738
My own out of stock paper plates from the Winter Birds collection that Karen Fjord Kjærsgaard made for Caspari.

When Karen passed away in 2014 Caspari had the following memorial note in their catalogue.

Karen K mindeord
Caspari’s note on Karen’s passing. Quote from Isak Dinesen’s “Winter’s Tale”, 1942 (Karen Blixen: Vintereventyr). Photo belongs to Lili Chou.

I like to think about the fact that Karen Kjærsgaard’s designs, created in her countryside home in Denmark are also popular thousands of kilometres away in the US.

KarenKblogheader

Flugten til Ægypten

karen-k-julepanorama-1981
Karen K.’s julepanoram til Familiejournalen 1981.

Et usædvanligt julepanorama

I 1981 tegnede Karen K. et julepanorama til Familiejournalen, som skilte sig ud fra de øvrige, hun lavede til bladet gennem årene. Motivet var ikke julenisser eller skandinavisk almueromantik, men et religiøst motiv. I 1978 havde hun tegnet en Bethlehemsscene med Jesusbarn, hyrder og de helligtrekonger på kameler, men nu kom den mere dramatiske fortsættelse af historien, nemlig “Flugten til Ægypten”.

Ifølge Biblen skete der det, da kongerne havde tilbedt Jesusbarnet, at en engel åbenbarede sig for Josef og sagde: ”Stå op, tag barnet og dets moder med dig og flygt til Ægypten og blive der, indtil jeg siger dig til; thi Herodes vil søge efter barnet for at dræbe det.” Da stod han op og tog barnet og dets moder med sig ved nattetid og drog bort til Ægypten. (Matthæus, 2:13-14)

Flugten til Ægypten udsnit
Udsnit af Karen K.’s “Flugten til Ægypten”

Karen K.’s panorama skildrer denne flugt gennem et mellemøstligt bjerglandskab –
formentlig er det morgenstunden efter flugten der skildres. Dramaet bliver dog mildnet noget af den hærskare af små engle, som flyver omkring den hellige familie og lyser dem på vej. Men uanset den naivistiske gengivelse af historien, er det er usædvanligt valg til en juleplakat til et dansk ugeblad.

Biblen fortæller i øvrigt intet om rejsen, eller hvad der sker i Ægypten. Blot at familien boede der, indtil kong Herodes døde.

Legenden om palmetræet

Fra mange andre kilder har vi imidlertid fortællinger og legender knyttet til flugten. Karen K. lod sig inspirere af “Legenden om palmetræet” til at lave yderligere to illustrationer af flugten gennem Sinai-ørknen. Helt konkret har Karen K. ladet sig inspirere af den version af legenden, som den svenske forfatter Selma Lagerlöf gengiver i sin bog Kristus-legender fra 1904. Men legenden om palmetræet er oldgammel og kendes fra mange kilder. Her vil jeg prøve at give et billede af legendens udbredelse fra Syrien over Europa til England og Sverige og fra Koranen til Daimis juleplade fra 1970’erne.

Kort fortalt siger legenden, at Josef og Maria er på vandring og er sultne og tørstige. De kommer forbi en dadelpalme med mange frugter, men dadlerne hænger for højt til, at Maria kan nå dem. Da taler det nyfødte (eller nogen gange endda endnu ufødte) Jesusbarn til palmen og befaler den at bøje sig, så hans moder kan plukke frugterne fra palmens top.

Legenden om palmetræet 2
Karen K.’s illustration til Legenden om palmetræet, 1981.

Det arabiske barndomsevangelium og Det uægte Matthæusevangelium

Legenden nævnes i det apokryfe skrift, som kaldes ”Det arabiske barndomsevangelium”. De apokryfe skrifter er tekster om Jesu liv, som ikke er kommet med i den autoriserede udgave af Biblen. I følge dette evangelium kunne Jesus tale, allerede da han lå i vuggen. Barndomsevangeliet stammer fra Syrien og er sandsynligvis fra 400-tallet. Her fortælles om Jesu’ barndom og tiden i Ægypten. I det kristne Europa kom disse tekster i middelalderen til at danne grundlag for en tekst, som kaldes ”Det uægte Matthæusevangelium”, og som menes at stamme fra 600-tallet. I moderne dansk oversættelse lyder legenden om dadelpalmen sådan:

“På den tredje dag af deres rejse, skete det, medens de drog af sted, at den salige Maria blev træt på grund af solens hede, og da hun så en palme, sagde hun til Josef: “Jeg vil hvile mig en smule i skyggen af denne palme”. Således førte Josef hende hurtigt til palmen og lod hende stige ned fra lastdyret. Da den salige Maria havde lagt sig ned, så hun op til palmens krone og så, at den var fuld af frugter. Da sagde hun til Josef: “Jeg ville ønske, at man kunne hente nogle af disse frugter ned”. Josef sagde til Maria: “Det undrer mig, at du siger det, for du ser dog, hvor høj palmen er, og det undrer mig, at du tænker på at spise af palmens frugt. Jeg for min del tænker mere på, at vi mangler vand til vore vandsække, og vi har intet, hvormed vi kan stille lastdyrenes tørst”. Da talte Jesus-barnet: “Palme, nej dine grene og forfrisk min mor med dine frugter!” Og straks sænkede palmen sin top ned for fødderne af den salige Maria, og de samlede frugten derfra, som mættede dem. Men da de var færdige, forblev den i denne stilling og ventede på befalingen om atter at rejse sig af ham, som havde givet befaling om, at den skulle neje sig. Da sagde Jesus-barnet: “Ret dig op, palme, bliv stærk og gå hjem til mine træer, som er i Paradiset. Og åbn under dine rødder en kilde, som er skjult i jorden, så at vandene må flyde til at stille vor trøst!” Da rettede den sig straks op, og en helt klar, frisk og fuldkommen lys kilde begyndte at sprudle ved dens fod.”

Koranen

Maria
Maria. Fra Karen K.’s julepanorama i Familiejournalen 1997.

Også i muslimernes hellige bog Koranen finder man legenden om dadeltræet, dog i en lidt anden form. Her er det fostret i Marias mave, der taler til træet.

“Veerne drev hende hen til stammen af et palmetræ, og hun råbte forpint: “Oh! Jeg ville ønske, jeg var død før dette – gemt og glemt!” Men en stemme råbte til hende under palmetræet: “Fortvivl ikke, for Herren har forsynet dig med en bæk! Og ryst palmens stamme hen imod dig selv, og friske, modne dadler vil falde ned til dig. Så spis og drik – og fat mod.” (Koranen 19:23-26)

Kort tid efter vender Maria tilbage til byen med det nyfødte og allerede talende Jesusbarn på armen. Ifølge Islam er Maria én af fire perfekte kvinder.

 

The Cherry Tree Carol og Daimi

I vesteuropæisk tradition bliver dadelpalmen til et kirsebærtræ. Fra det engelske sprogområde kendes religiøse sange (carols) bygget over legenden. Disse sange menes at gå helt tilbage til 1400-tallet og blev brugt i religiøse skuespil. I “The Cherry Tree Carol” fremstår Josef ofte temmelig knotten! Da Maria beder ham om at plukke kirsebær for hende, vrisser han, at hun kan jo spørge sit barns fader om hjælp!”

Daimi
Daimis juleplade fra 1972 med en sang inspireret af Legenden om palmetræet.

I 1972 udgav Dimi en juleplade, som indeholdt sangen “Josef og Maria”, der er Thøger Olesens danske gendigtning af “The Cherry Tree Carol”. Sangen har melodi af Johannes Kjær, men lægger sig i toner og ord tæt op ad den engelske carol. Dog har sangens tilblivelsestidspunkt i starten af 1970’erne givet den en snert af rødstrømpe og kvindefrigørelse. Hør sangen her. Thøger Olesen var en sangskriver, der skrev utallige sangtekster i dansktop- og visegenren bl.a. “Gid du var i Skanderborg” og “Storkespringvandet”.

 

 

Selma Lagerlöf

Den smukkeste version af legenden og palmetræet, synes jeg dog, er Selma Lagerlöfs. Det er denne version af legenden, som inspirerede Karen K. til hendes tegninger, og den begynder sådan her:

Legenden om Palmetræet
Karen K.’s illustration til legenden om palmetræet, 1981

“Langt borte, i en ørken ovre i Østerland, voksede der for mange år siden en palme, der både var

uhyre gammel og uhyre høj. Ingen, der drog igennem ørkenen, kunde lade være at standse og betragte den; thi den var meget større end andre palmer, og folk sagde om den, at den sikkert vilde blive højere end obelisker og pyramider.

Som nu denne store palme stod i sin ensomhed og skuede ud over ørkenen, fik den en dag øje på noget, der bragte dens vældige bladkrone til forundret at vugge frem og tilbage på den smalle Stamme. Ude ved ørkengrænsen kom to ensomme mennesker vandrende. De var endnu i den afstand, hvor kameler ikke ser større ud end myrer, men det var ganske sikkert to mennesker. To, der var fremmede i ørkenen — thi palmen kendte ørkenfolket — en mand og en kvinde, der hverken havde vejviser eller lastdyr eller telt eller vandsæk…..”

Hele fortællingen blev trykt i Familiejournalen ved siden af Karen K.’s julepanorama i 1981, og den kan læses på dansk her: Flugten til Ægypten. Mens du læser historien, kan du tænke på den lange vandring over kontinenter og kulturer, som legenden om palmetræet har tilbagelagt, før den nåede til dig.

Flugten til Ægypten 1978
Ørkenlandskab. Udsnit af Karen K.’s julepanorama i Familiejournalen 1978

KarenKblogheader

Karen K.’s huse 1

Karen Kjærsgaard nåede at bo mange forskellige steder i løbet af sit liv (1932-2014) –  som regel på naturskønne steder. Det landskab, hun boede i, inspirerede hendes arbejde og går igen i hendes tegninger. Desuden har hun i sine tegninger anvendt flere af de huse, som hun selv har beboet. Hvis man har sendt et af de julekort, Karen K. tegnede til Familiejournalen i 80’erne og 90’erne, så var det idylliske hus på landet, som var på kortet, faktisk en helt konkret bygnig – nemlig Karen K.s eget hus.

Det gav mig lyst til at prøve at finde ud af, hvor disse huse lå – og om de findes endnu. Da jeg aldrig har kendt Karen Kjærsgaard, har jeg ledt efter husene som lidt af et detektivarbejde ud fra spor, som findes i interviews osv. Det har være rigtigt sjovt at prøve at finde frem til husene og her kommer første del af historien om Karen K’s. huse.

Madras

kilder: artikel om Karen K. i Familiejournalen 1966 nr. 51, Gyldendal Den Store Danske 

havne jul
Måske er dette postkort fra Karen K.s’s hånd et arkaiserende minde over familiens tid i ØK’s tjeneste ved Den Bengalske Bugt – med juletræ. Billedet er brugt med tilladelse fra http://www.piaper.dk

Karen Fjord Aschengreen blev født i Indien, og boede de første fire år af sit liv fra 1932-36 i det, som dengang hed Madras. I dag hedder byen Chennai.  Her boede hun med sine forældre Julius Christian og Asta Bolette Aschengreen og sin storesøster Kirsten, fordi faderen siden 1928 var bestyrer af Østasiatisk Kompagnis filial i Madras. Organisationen opkøbte jordnødder og drev oliemøller. Før dette havde Karens far været udstationeret for ØK i Manchuriet, hvor han i 1926 blev gift med Asta Bolette.

Jeg ved ikke, hvor familien Aschengreen boede i millionbyen Madras, men Karen Kjærsgaard har i et interview fra 1966 dette minde fra den tidligste barndom:

Der sad en lille pige på sin fars knæ og beundrede alt det fine, han havde hængt på et træ, der så meget anderledes ud end de andre træer, hun så, når hun var ude og køre tur i barnevognen med sin mor… For der vokser ikke grantræer i Madras! Men hendes far, J. Chr. Aschengreen (…), havde naturligvis sørget for, at der kom et rigtigt juletræ ud til familien, så de kunne fejre en ægte dansk jul ved den bengalske havbugt… selv om det var det dejligste sommervejr.

Karens tidligste barndomsminder er altså fra Indien. Måske er det også herfra, hun blev påvirket til den forkærlighed for klare og strålende farver, som går igen i hendes arbejde.

 

 

FullSizeRender-39 kopi
Indiske motiver fra Karen K.’s billedlotteri ca. 1965

 

Holte

kilder: artikel om Karen K. i Familiejournalen 1966 nr. 51, Kraks Vejvisere over KøbenhavnGyldendal Den Store Danske, Folketælling Søllerød Sogn 1940

I 1936 vendte familie Aschengreen tilbage til Danmark, hvor J. Chr. Aschengreen blev overflyttet til ØK’s hovedkontor. Han blev prokurist og sidenhen underdirektør og administrerende direktør for skibsafdelingen. Familien boede Holte, hvor Karen gik i skole på Holte Gymnasium.

I hvert fald siden 1940 boede familien i dette – ikke helt lille – hus:

Carlsmindevej 5 2
Billede fra tidligere salgsannonce af det hus, hvor familien Aschengreen boede.

Huset er fra 1939, så det må være familien Aschengreen, der har fået det bygget. Det er ombygget i 1961, så det er ikke sikkert det så præcis sådan ud, da Karen Aschengreen boede i huset, som barn. I folketællingen fra 1940 kan man lidt overraskende se, at Karen, som på det tidspunkt er 7 år, er den eneste i familien, som har mellemnavnet Fjord.

Carlsmindevej
Huset set fra vejen i nutiden. Billede fra google street view
aftenkjole4
Aftenkjole, som har tilhørt Asta Aschengreen. Foto tilhører Nationalmuseet.

Et glimt at livet i huset kan man få på Nationalmuseet, som ejer denne aftenkjole syet af den berømte skrædder Preben Birck. Der er fra 1950’erne og har tilhørt Karen Kjærsgaards mor, Asta Aschengreen.

Du kan læse mere om kjolen her.

 

 

Barndomshusets moderne arkitektur har  – så vidt jeg ved – ikke sat sig spor i Karen K.’s værker. Det skete først, da hun blev gift og flyttede på landet. Det kommer der mere om i næste blogindlæg om Karen K.’s huse.

KarenKblogheader

Nils Holgersson

I 1984 bragte Familiejournalen en juleuro, som bestod af en flyvende vildgås med fem nisser på ryggen. Uroen var selvfølgelig tegnet af Karen K., og i bladet kunne man læse, at hun var inspireret af Selma Lagerlöfs fortælling om ”Nils Holgersson forunderlige rejse gennem Sverige” og gåsen Mor Akka, som er en af bogens hovedpersoner. Selma Lagerlöfs historie er ingen julehistorie, og derfor er det passende at fortælle om den her midt i foråret.

Karen K uro
Kippearkene med Karen K.’s Nils Holgersson-uro. Hvis man udelader stjernerne, bliver den lidt mindre julet.
FullSizeRender-32
Uroen er næsten klar til at komme op at flyve.

De fem nisser på ryggen af gåsen er Karen Kjærsgaards frie fortolkning – i Selma Lagerlöfs bog er der kun en enkelt dreng – Nils Holgersson – som bliver lille og flyver med vildgæssene gennem Sverige fra Skåne til Lapland.

Historien

Nils Holgersson er en egentlig ikke særlig sympatisk bondedreng, som bor med sine forældre på et lille husmandssted i det sydlige Skåne. En dag hvor han er alene hjemme, fanger han en nisse i et net. Nissen bliver vred og hævngerrig – ja nisser var slet ikke så rare før i tiden (læs mere her) – og tryller Nils lillebitte. Faktisk så lille at katten nemt kunne æde ham. I de danske oversættelser står der, at Nils er blevet til en nisse – hvilket er ret misvisende. I originalen står der en ”pusling”, hvilket blot henviser til, at Nils er blevet lille. Han har ikke fået nissernes magiske evner eller sindelag. Nissehuen og træskoene, som Karen K. har tegnet på sin juleuro stemmer dog helt overens med beskrivelsen i Selma Lagerlöfs bog – sådant tøj havde Nils Holgersson på. Ikke fordi han var klædt ud som nisse, men fordi det var traditionel bondedragt i slutningen af 1800-tallet.

FullSizeRender-32 kopi
Nissedreng (eller bondedreng) med tamgæs. Karen K. 1975

Samtidig med at Nils bliver tryllet lille, modtaget han dog én ny evne– nemlig at han nu taler dyrenes sprog. Samme dag trækker en flok vildgæs hen over gården på vej mod deres sommerlogi i Lapland. Gårdens hvide tamgase bliver med ét fristet til at drage med vildgæssene, og det nytter ikke, at Nils i sin nyerhvervede lille skikkelse kaster sig om halsen på Morten Gås, for at holde ham nede. Gåsen tager Nils med på flugten, og sådan begynder Nils Holgerssons forunderlige rejse.

Da både Morten tamgås og Nils er blevet accepteret af vildgæssene begynder en lang rejse gennem Sverige fra syd til nord hen over foråret og tilbage mod syd, da efteråret kommer. Førergåsen for flokken er den meget gamle gås Akka – opkaldt efter et fjeld i Lapland. Akka betyder på samisk ”gammel kvinde”, og det er denne gås, Karen K. har ladet sig inspirere af til juleuroen. Gåseflokken gør undervejs på deres rejse ophold i samtlige svenske landsdele – lige på nær Halland, som Selma Lagerlöf af uransagelige årsager blot lader dem flyve henover.

Karen K uro Nils Holgersson
Mor Akka med fem nisser på ryggen. Karen K. 1984.

På vejen oplever Nils mange spændende og farlige situationer. Dyrenes verden er ikke idyllisk. Man jagter og æder hinanden – og menneskene er potentielt alle dyrs og hele naturens største fjende. Samtidig oplever Nils et Sverige, som han slet ikke kender nede i landbrugslandet Skåne. Han oplever minedrift, skovdrift, storindustri, krigsflåden og de store byer. Og ikke mindste ser han landets storslåede natur.

Karen K. har gennem årene tegnet mange af de skandinaviske dyr, som optræder i bogen om Nils  Holgersson. Et par af bogens skurke er ræven Smirre og måren ved Ronneby Å. Elgen Gråskind og gasen Morten er mere godmodige dyr. (Ræven er fra et dukketeater fra 1973, de øvrige dyr fra et billedlotteri fra ca. 1965)

Karen K postkort efterår
Postkortet her af Karen K. kunne godt illustrere et af de svenske landskaber, som gæssene flyver henover.

Baggrunden

Selma Lagerlöf
Selma Lagerlöf modtog Novbelprisen i litteratur i 1909.

Bogen blev til, da det nationale svenske lærerforbund i 1902 bad forfatterinden Selma Lagerlöf om at skrive en geografisk lærebog til svenske skolebørn. Hun var allerede da en meget berømt forfatter i sit hjemland. I 1906-7 udkom bogen i to bind. Ud over landets geografi, flora og fauna, gjorde Selma Lagerlöf også flittigt brug af gamle sagn fra de forskellige landsdele i Sverige, som bliver vævet ind i fortællingen om Nils Holgersson. Forfatterinden selv træder faktisk også ind i historien, nemlig da hun selv møder Nils Holgersson ved herregården Mårbacka i Värmland, som var hendes fødehjem. I fortællingen ankommer hun efter mange års fravær til Mårbacka en sen aften – der bor nu andre folk på gården. I virkelighedens verden erhvervede Selma Lagerlöf Mårbacka tilbage i 1901. Historien om Nils Holgersson foregår henover et svensk forår, en sommer og et efterår helt præcis fra forårsjævndøgn søndag d. 20. marts og til onsdag d. 9. november samme år. I bogen fremgår det ikke, hvilket årstal der er tale om, men det er formentlig 1898, hvor d. 20. marts faldt på en søndag.

Karen K uro Nils Holgersson 2

 Karen K Nils Holgersson

Populariteten

Selma Lagerlöfs bog blev meget mere end blot en lærebog i geografi. Først og fremmest er den en spændende og medrivende fortælling for børn, som voksne også sagtens kan læse. Og er man som jeg lidt vild med Sverige, vil man også nyde beskrivelserne af et Sverige som på mange måder er forsvundet i dag. Bogen er på trods af det meget svenske tema blevet oversat til mere end 60 sprog og var den mest populære svenske børnebog, indtil Astrid Lindgrens bøger om Pippi Langstrømpe blev udgivet. Der er gennem tiden kommet adskillige oversættelser på dansk i mere eller mindre forkortede udgaver. Til den voksne læser vil jeg dog anbefale Anne Marie Bjergs oversættelse fra 2005, som er både uforkortet og nutidig i sproget.

 

20 kroner Nils Holgersson

Svensk 20 krone seddel. Denne penge seddel udgår i 2016.

Nils Holgerssons har sat sig spor flere steder i svensk brugskunst. Måske bedst kendt fra en svensk 20 krone seddel, hvor Nils Holgerssons og gæssene ses flyve henover et sydsvensk (?) landskab. Ligeledes er forskellige historier blevet afbilledet på juleplatter fra Rörstrand – den svenske pendant til Den Kongelige Porcelænsfabrik – i årene 1970-1999. Selv om det er juleplatter, er der sjældent tale om vintermotiver, da historien, som nævnt slet ikke foregår om vinteren. Derved adskiller de svenske juleplatter sig fra de danske.

Juleplatter Nils Holgersson
Svenske juleplatter med motiver fra Nils Holgersson. Selv om de ser hyggelige ud, gemmer der sig barske historier fra Selma Lagerlöfs bog bag motiverne. På platten fra 1973 sidder Nils Holgersson og læser salmer for en gamle bondekone, som ligger død på gulvet – ensom efter at hendes børn er emigreret til Amerika. På platten fra 1975 bliver Nils truet på livet af en bjørn i Bergslagen, hvis ikke han brænder det jernværk ned, som har ødelagt bjørnens hjem.

Moralen

Hen mod slutningen af romanen taler gåsen Akka til Nils Holgersson og kommer med en slags morale, som stadig er relevant i dag: ”Hvis du har lært noget hos os, Tommeltot (red.: gæssene kaldes Nils for Tommeltot), så synes du måske ikke at menneskene bør være alene på jorden….Tænk på at I har et stort land, og at I nok kunne have råd til at overlade nogle nøgne skær og nogle lavvandede søer og sumpede moser og nogle øde fjelde og fjerne skove til os fattige dyr, hvor vi kunne være i fred! I hele min tid har jeg været jagtet og forfulgt. Det ville være godt at vide at der også var et fristed for sådan en som mig.” (oversættelse Anne Marie Bjerg).

FullSizeRender-31
Vildgås tegnet af Karen K. Fra årskalender udgivet af Familiejournalen. Ukendt årstal – formentlig starten af 1990’erne.

KarenKblogheader

Postkortkunstneren

Hvornår har du sidst sendt et postkort? Selv fra ferien er det nok de færreste, der sender et postkort hjem, nu hvor der er kommet meget hurtigere og billigere måder at sende en hilsen på. Før i tiden var det ikke så usædvanligt at sende et postkort til venner og familie, og havde man mere end et par linier, man ville meddele, kunne man endda bruge et dobbeltkort, hvor der var plads til at skrive mere. Hvis postkortet var rigtig flot, kunne modtageren sætte det til pynt på opslagstavlen eller amagerhylden.

Karen K postkort forår pynt
Postkort til pynt. En forårsskov med anemoner tegnet af Karen K.

I næsten seks årtier fra 1950’erne og frem tegnede Karen K. mange postkort. Langt de fleste af hendes postkort er dog faktisk julekort plus lidt kort til påske. Jeg kender kun til nogle få serier af postkort fra Karen K.’s hånd, som ikke er knyttet til højtiderne. Nemlig en serie på 16 kort, som viser scener fra årets forskellige begivenheder i land og by for ca. 100-150 år siden i et panskandinavisk landskab, der kunne tyde på, at kortene også er blevet udsendt i Sverige. Derudover findes en serie på 12 postkort med illustrationer af H.C. Andersens eventyr. Og endelig producerer det amerikanske firma Caspari stadigvæk postkort ud fra Karen K. akvareller af fugle, blomster og planter.

Karen K postkort H.C. Andersen
Svinedrengen. Karen K.’s postkort med illustration til H.C. Andersens eventyr. Kortet er sendt i 1963 til Anne i Nr. Sundby på hendes fødselsdag. De øvrige 11 kort fra H.C. Andersens serien kan ses på Per Sørensens hjemmeside.

Næsten al min viden om Karen K. som postkortkunstner har jeg fra Per Sørensens imponerende hjemmeside, som du finder her: www.piaper.dk. Per Sørensens har gjort et kæmpe grundforskningsarbejde og har gravet biografiske oplysninger frem om ikke færre end 180 danske postkortkunstnere og deres værker. Disse kunstnere er langt hen ad vejen anonyme og kan derfor ikke bare slås op i f.eks. Weibachs Kunstnerleksikon. Postkorttegning var ikke så velset blandt etablerede kunstnere. Selv kendte kunstner som Gerda Wegener og Storm P. får ikke deres postkort nævnt med ét ord i opslagsværkerne, mens deres plakater, bladillustrationer, bogomslag m.v. omtales. Dette er til trods for, at postkortene måske var de værker, som nåede videst omkring både i geografisk forstand og i det almene kendskab i befolkningen. (Sørensen, Boie & Christensen: Fra billedhilsen til postkort. Postkortets historie i Danmark, 2007).

Per Sørensens side om Karen K. findes et interview med Karen Kjærsgaard, hvor hun fortæller, at hun i 1953 fik job på Levisons tegnestue. Firmaet var grundlagt som en papirhandel i 1850 og stod i 1940-60 bag en stor produktion af tegnede kort. (Sørensen, Boie & Christensen: Fra billedhilsen til postkort. Postkortets historie i Danmark, 2007). Det var dette forlag, der udgav den velkendte børnebog “Spørge Jørgen” i 1944.

Karen K postkort pynt
Karen K postkort til pynt.
Karen K postkort midesommervisen2
Jeg har altid synes, at de her lerfigurer ser ud, som om de er i gang med at afsynge Midsommervisen.

En interessant detalje ved gamle postkort, er, at selv om der oftest ikke er trykt noget årstal på dem, kan man alligevel få en ide om deres alder, hvis de er blevet sendt og poststemplede. De to serier med postkort, der viser henholdsvis årets gang og H.C. Andersens eventyr, er udgivet på trykkeriet Lundgren & Andersen, et firma der blev startet i Glostrup i 1947 af litograf Kjeld Lundgren og bogtrykker Andersen. Årstidsserien har nr. 85, mens H.C. Andersen serien har nr. 89, så de er formentlig omtrent lige gamle. Tegnestilen tyder på at de er fra den tidligste år af Karen Kjærsgaards produktion. Det ældste poststemplede eksempler af H.C. Andersen kortene, som jeg pt. kender til, er sendt i 1963. Jeg gætter på, at de to serier er fra starten af 1960’erne eller måske lidt før.

caspari postcards

postkort sneugle
Eksempler på nyere postkort efter Karen K.’s akvareller. Udgivet af Caspari.

Måske har du fået lyst til at sende et postkort til en ven. Lidt af lysten forsvinder dog måske igen, når man ser priserne på porto anno 2016. H.C. Andersen-postkortet, som du ser højere oppe på dette blogindlæg, blev sendt for blot 25 øre i 1963. Det svarer til ca. 3 kr i dag. Dengang var det også billigere at sende et åbent postkort fremfor et brev i kuvert. I dag er porto til både brev og postkort 19 kr. Postdanmark har set sig nødsaget til at hæve priserne, fordi vi sender “for lidt” post – måske for få postkort…..

KarenKblogheader