Omkring 1990 flyttede Karen Kjærsgaard fra Jylland til Sjælland – sikkert for at bo tættere på sine børn og børnebørn. Lige  som det var tilfældet med Karen Kjærsgaards hus ved landsbyen Tåning i nærheden af Skanderborg, hvor hun boede i 1980’erne, kom hendes nye bolig til at figurere på to af Familiejournalens julepanoramaer i de år, hvor hun boede i huset, nemlig i 1991 og 1994.

Her ses det udsnit af panoramaet fra 1991, som viser Karen K.’s eget hus. Igen er der tale om et idylisk gammelt hus i landlige omgivelser. Siden starten af 1960’erne boede Karen Kjærsgaard altid på landet, og naturen omkring hende inspirerede hendes tegninger.

I Familiejournalens omtale af panoramaet, som kunne læses inde i bladet, står der: “Karen Kjærsgaard bor på Midtsjælland, og hun har fundet motiver til julepanoramaet på den meget smukke egn. På den øverste del af panoramaet  ses det hus, hun selv bor i, en tidligere skovfogedbolig, og der et tændt lys i grantræet på gårdspladsen.”

I et interview på en hjemmeside om danske postkortkunstnere, omtaler Karen Kjærsgaard stedet som “det flade, frugtbare Sjælland“. Jeg har foretaget lidt research og har fundet ud af, at huset oprindeligt var skovfogedbolig under godset Giesegård, som ligger ved Ringsted. I dag er boligen stadig ejet af Giesegård, som lejer den ud. Den trelængede bygning i bindingsværk og med stråtag er opført i 1875 og ligger lige i skovkanten tæt på hovedgården.

På et foto fra en tidligere udlejningsannonce kan man se den gamle skovfogedbolig i omtrent samme perspektiv, som på Karen Kjærsgaards tegning. Der er dog ikke tale om et vinterfoto, så træerne skjuler en del af husene.

Fra vejen ser stuehuset sådan ud:

I 1994 var skovfogedhuset påny inspirationskilde til Karen Kjærsgaards julepanorama i Familiejournalen.

Motivet er denne gang fra husets gårdsplads, hvor der under vinterfuldmånen er et myldrende liv. Katte og nisser leger omkring husets udlænger, og vinterfuglene finder føde på foderbrættet, mens også harer, fasaner og et rådyr kommer på besøg. Uden tvivl har de store skovarealer omkring Karen Kjærsgaards bolig betydet et rigt dyre- og fugleliv, så hun har sikkert set alle disse dyr omkring sit hus. Midt på gårdpladsen står to børn – Karen Kjærsgaards børnebørn – omgivet af kælke med tøjdyr. Henover himlen flyver julemanden i sin kane.

Gårdspladsen, der danner scene for tegningen, ses i efterårsfarver på dette foto fra udlejningsannoncen – ganske vist fra en anden vinkel end Karen Kjærsgaards tegning.

Her ses fra gårdspladsen ud over haven og den bagvedliggende skov. Det store birketræ forrest i haven er vist det samme træ, som Karen Kjærsgaard har tegnet fyldt med vinterfugle på sit panorama.

Giesegårds historie går tilbage 1668, da skatkammersekretær Frederik Giese af kong Frederik d. 3 fik tildelt gården Skivede, som tidligere tilhørte kongen.  I 1705 oprettedes så godset Giesegaard, opkaldt efter Frederik Giese. Siden 1736 har godset været i familien Schacks eje. Den nuværende hovedbygning er opført i 1750 af enkengrevinde Anna Sophie Schack.

Da skovfogedhuset ved Giesegård blev opført i 1875 var der i høj grad brug for arbejdskraft i skovbruget. Al skovdriften foregik dengang ved håndkraft, og som man kan se på målebordsbladet fra 1892, var der også dengang vidstrakte skovarealer omkring herregården. Tidligere lå af en landets tre skovfogedskoler ved Giesegård – i dag har Danmarks kun én skovskole i Nordsjælland. Giesegård driver stadig i dag landbrug, skovdrift og jagt.

 

Karen Kjærsgaards julepanorama fra 1991 skiller sig ud fra de øvrige ved at være “på den høje led”. Hvor de ældre panoramaer kunne klippes ud til 12 små kort, kan dette panorama klippes til seks – eller tre meget store – julekort.

Det røde træhus midt på billedet, ser ikke særlig dansk ud, og man kunne tro, at Karen K. var inspireret af udenlandsk byggeri. Igen er der dog tale om et konkret hus, som ligger på Sjælland. I bladet kan man læse, at der er tale om et “schweizerhus”, som ligger i nærheden af Karen Kjærsgaards eget hus. Videre står der: “Det har tidligere været funktionærbolig under en stor gård, og her bor Karen Kjærsgaards ældste søn. Motivet på panoramaets nederste tredjedel stammer fra schweizerhusets have, og det er Karen Kjærsgaards barnebarn, det står på bredden af den lille sø med sin bamse i selskab med glade nisser.” 

Schweizerhuset er også en udlejningsbolig ejet af Giesegård.

På et par fotos fra en tidligere udlejningsannonce kan man se både huset og søen fra næsten samme perspektiv som Karen Kjærsgaards tegning, og det er tydeligt at se, hvor hun har hentet sin inspiration.

Det er for øvrigt sjovt at se, hvordan nisserne, der før var hovedpersoner på julepanoramaerne, er trådt i baggrunden her i 1900’erne, hvor Karen Kjærsgaard havde fået børnebørn og lod dem blive en en central del af motivet i stedet for et mylder af nisser. Julemanden, der kommer flyvende på tegningen fra 1994, er en ret sjældent gæst på de store julepanoramaer, der kom hvert år med enkelte afbrydelser fra 1976-1998. Først i 1988 dukker julemanden op som supplement til de mange små nisser – og så igen i 1993, 1994 og 1996. Måske er hans indtræden på scenen betinget af, at Karen Kjærsgaard havde fået børnebørn, som troede på julemanden?

 

English summary below.

I det seneste blogindlæg i serien om Karen K.’s huse ledte jeg efter et hus, hvor Karen Kjærsgaard boede i 1980’erne, og som hun selv beskrev som liggende “på en bakketop, hvor Jylland er højest“.

Nu er huset fundet, og jeg kan vise et billede af, hvordan stedet ser ud i dag. Efter at have ledt efter spor i Karen Kjærsgaards egne tegninger, som kunne fortælle, hvor huset ca. lå og efter selv at have kigget lidt i området omkring landsbyen Tåning, fik bloggerens kæreste den gode ide at konsultere en gammel telefonbog. Det var en meget nostalgisk oplevelse. Sådanne gamle telefonbøger findes faktisk på biblioteket!

Det er længe siden, jeg har haft en telefonbog i hånden. Gad vide, hvornår man holdt op med at trykke den slags – eller findes de mon endnu? Jeg kan i hvert fald bedst huske telefonbøger fra min barndom, hvor spejderne fik lidt penge for at dele dem ud til husstandene. Og når den nye telefonbog kom, var det sjovt at slå sine egne forældres navn op i den. Man kunne også slå op på erhverssiderne og finde adresser på bryggerier. Hvis man skrev et pænt brev til et bryggeri, fik man som regel en pakke tilbage med klistermærker og sodavandsetiketter. Sådan morede børn sig i 1980’erne!

Nå, men ved hjælp af telefonbogen fandt jeg altså huset, og den nuværende ejer gav mig lov til at komme forbi og tage et par billeder. Det er et ganske lille hus – faktisk så lille, at det lykkedes mig at køre lige forbi det, første gang jeg kørte på vejen, hvor huset ligger. Huset er bygget helt tilbage i 1800, og er kun ca. 62 m² i grundplan. Siden Karen Kjærsgaard boede i huset, er tagetagen blevet taget i anvendelse, og der er sat en kvist på huset, som arkitektonisk bryder en del med stemningen af bondehusidyl. Ombygningen har også ændret tagets form, så det er blevet mere symetrisk end på Karen Kjærsgaards tid. På bagsiden af huset er en dør blevet muret til, og huset er ikke længere hvidt men gult. Men i bund og grund er det det samme hus, som Karen K. boede i, og som hun tegnede flere gange på sine juletegninger i Familiejournalen.

Jeg kunne konstatere, at huset ikke, som jeg troede, havde en allé. I 1982 skrev Karen K.’s nemlig “Historien om en lille fugl” i Familiejournalens julehæfte. Den begynder sådan: “En dejlig sommermorgen kom naboens lille dreng, Frederik, pilende ned igennem alleen så hurtigt, hans ben kunne bære ham (…) og et øjeblik efter stor han her i min dør.” Ud fra den oplysning, troede jeg, at det var Karen Kjærsgaards hus, der havde en allé. Da jeg var på stedet kunne jeg imidlertid se, at den omtalte allé hørte til gården på den anden siden af vejen over for Karen Kjærsgaards hus, og selv om mange af træerne er udskiftet siden 1980’erne, er jeg ret sikker på, at det er træer fra netop den alléen, som ses på flere af Karen K.’s tegninger. De ligger endda geografisk rigtigt i forhold til huset, på alle tegningerne.

Meget er altså stadig det samme omkring Karen K.’s tidligere hus, men meget er også forandret. Det gammel træ bagved huset, hvor nisserne boede, er væk. Det er nok ikke så mange år siden, at træet forsvandt. På det nedenstående billede fra 2009, som jeg har lånt fra google street view, tror jeg, det er nissernes træ i en amputeret udgave, som ses bagest til højre i billedet bagved foderbrættet. Karen K. skrev selv i den tidligere nævnte “Historien om en lille fugl“, at selv om nisserne har travlt “har de tid til at snakke lidt med alle fuglene, som flyver omkring foderpladsen.”

Nisserne har nu forhåbentlig fundet et andet sted at bo, nu hvor deres træ er væk. Derimod står der stadig solbærbuske neden for det sted, hvor træet engang stod – præcis som på Karen Kjærsgaards tid i huset. (Læs mere her). Og sørme om vi ikke lige fik et glimt af en nisse i solbærbuskene, så de er nok ikke flyttet langt væk. Måske over i skoven på den anden side af marken.

Til sidst vil jeg gerne sig tak til den nuværende ejer, for at vi måtte komme forbi og tage billeder af huset, som er en lille smule “landskendt” fra Karen K.’s tegninger.

Lidt billeder af det bakkede landskab “hvor Jylland er højest” på en regnvåd julidag. Nogle af billederne er taget fra tårnet på Ejer Baunehøj.

English summary: In an earlier post in this series about houses were Danish artist and designer Karen Kjærsgaard’s (Karen K.) used to live I narrow to the precise location of a house that she has used several time in her drawing to an area around the village of Tåning, Karen Kjærsgaard lived in this house in the 1980’s. Now I have found the actual house (using and old directory from 1987/88!) and the present owner allowed me to take some photos of it.

I denne sommerspecial vil jeg tage dig med ud på min søgen efter et lille hus på landet. I Karen K.’s juletegninger til Familiejournalen i 1980’erne gik et bestemt lille landhus igen flere gange. Jeg blev derfor nysgerrig på, om der mon var tale om specifikt hus og ikke bare et opdigtet. Nedenfor kan du læse, hvad jeg fandt ud om om det lille hus på landet ud fra spor i Karen Kjærsgaards egne tegninger. Så tag med på en tur, som fører os til Jyllands højdepunkt.

I 1983 forestillede Karen K.’s julepanorama i Familiejournalen et lille stråtækt bondehus omgivet af nisser som leger, synger, spiller og danser. Lige nu vil jeg se bort fra nisserne og koncentrere mig om huset. I bladet kan man læse, at motivet faktisk er Karen Kjærsgaards “eget lille hus på landet.” Jeg blev nysgerrig på, hvor huset ligger – og om det overhovedet findes i dag.

Allerede i 1980 havde Karen K. brugt det samme hus som motiv til et par små vignettegninger i Familiejournalens julehæfte. Her ser man huset fra begge sider. Huset er karakteristisk ved én skorsten og et lidt asymtetrisk tag. Det store træ foran huset og de tre træer på bakken bagved går igen på begge billeder. Det kunne tyde på, at Karen Kjærsgaard tegner de træer, som faktisk står omkring huset.

To vignettegninger af Karen K.’s hus fra Familiejournalen nr. 48 1980. Karen K er selv med på begge billederne.

Også det store poppeltræ bag huset, som ses på billedet ovenfor, har Karen K. gengivet på en anden af sine tegninger. Nemlig julepanoramaet fra 1982, som ses her nedenfor.

I bladet fra 1982 skriver Karen K. selv om sit “lille hvide hus langt ude på landet”, og det fremgår, at huset ligger i skovkanten og har en allé. Men der er ingen tegninger af huset i denne omgang.

 I 1987 optræder Karen K.’s hus igen på Familiejournalens julepanorama. Men nu er der “zoomet ud”, og man ser huset i et bakket marklandskab med læhegn og skov og en gård og en kirke i baggrunden.

Hvad ved vi nu?

Med lidt forsigtighed kan vi nu sige følgende om Karen K.’s hus:

1. Hun har formentlig boet der i perioden (mindst) 1980-1987.
2. Det er et hvidt, stråtækt hus med én skorsten og asymetrisk tag
3. Det ligger på landet, tæt på skoven og har en allé

Det er ikke så mange spor at gå efter, men måske er det muligt at finde nærmere ud af, hvor huset ca. lå.

Flere spor og hints i sagen:

På Per Sørensens hjemmeside om postkortkunstere findes en tekst, som Karen K. selv har skrevet og sit liv og sin kunst. Her kan man bl.a. læse:

“… siden 1961 har jeg boet  langt ude på landet i Danmark – først i  en smuk dal i Jylland – derefter på en bakketop, hvor Jylland er højest og siden på det flade, frugtbare Sjælland….”

Her hører vi, at Karen Kjærsgaard har boet flere forskellige steder. Fra gamle interviews, som tidligere er omtalt her på bloggen, har jeg fundet ud af, at hun i 1966 og 1970 boede ved Kærbølling i Vejle Ådal. Det må være dette sted, hun selv omtaler som “en snuk dal i Jylland.” Det hus, som jeg nu forsøger at lokalisere, skal formentlig med Karen Kjærsgaards egne ord findes “på en bakketop, hvor Jylland er højest”.

Hvor er Jylland så højest?

Det højestliggende område i Jylland er Søhøjlandet. Området er ikke klart geografisk
afgrænset, men især området mellem Silkeborg og Skanderborg med de mange bakker og søer har lagt navn til området. Her findes bl.a. Himmelbjerget og Silkeborgsøerne, som de fleste sikkert kender.

På kortet her til højre er den omtrentlige udstrækning af Søhøjlandet markeret med en blå oval. Hvis Karen Kjærsgaard har boet, der hvor Jylland er højest, må det være i dette område.

Konkurrencen om at være Jyllands (og dermed Danmarks) højeste punkt står mellem tre lokaliteter i dette område: nemlig Ejer Baunehøj, Yding Skovhøj og Møllehøj. Det er kun ca. 50 cm forskel mellem den højeste og den laveste af disse bakketoppe. Først i 2005 viste nye målinger, at Møllehøj med 170,86 m er Danmarks højete punkt. Dermed blev Yding Skovhøj med sine 170,77 m, som man tidligere troede var Danmarks højeste punkt, henvist til andenpladsen. Ejer Baunehøj er nummer tre med 170,35 m.

Da Karen Kjærsgaard boede “hvor Jylland er højest” i 1980’erne er det måske Yding Skovhøj eller Ejer Baunehøj, der henvises til – selv følgelig ikke sådan forstået, at hun har boet præcis på toppen af en af dem. På Ejer Baunehøj står som bekendt et udsigttårn! Vi må derfor ses på andre spor, hvis placeringen af det lille hvide hus skal indsnævres yderligere.

Kirker og gårde

Måske – og kun måske – kan det findes flere spor til stedets lokalisering i Karen K.’s egne tegninger. Vi har allerede set, at fleste af træerne omkring huset går igen på mange tegninger, hvilket måske skyldes, at der er tale om faktiske træer. Jeg tror ikke, der er tale om en en-til-en gengivelse af omgivelserne omkring huset, men om nogle markante træer i landskabet, som kommer med på tegningen. Måske gælder det samme for de bygningerne, man kan se på julepanoramaet fra 1987. Her ses en kirke og en gård, som måske også er faktiske bygninger i nærheden af Karen K.’s hus. Jeg forsøgte derfor i første omgang et finde en kirke i Søhøjlandet, som ligner kirken på tegningen.

Kun én eneste kirke og området mellem Hammel, Silkeborg og Skanderborg synes faktisk at kunne være kirken på billedet. Det vil sige: kun én kirke har tårn mod vest, kor og skib som alle er kalkede hvide og har sadeltag af rødt tegl. Det er kirken i Tåning:

Selv om Tåning Kirke ikke ligner tegningen i alle detajler – bl.a. åbningerne i tårnet – er  den stadig det bedste bud på en en kirke i Søhøjlandet, hvis kirken på tegning er en rigtig eksisterende kirke.

Da tårnet vender mod vest, kan man se, at kirken på tegningen er set fra syd. Hvis man kører til Tåning fra syd kommer man forbi en gård, som på besnærende vis ligner gården fra Karen K. panoarama. Og lidt længere oppe af vejen kan man lige præcis se Tåning Kirkes tårn over træerne. Om vinteren er der formentlig et friere udsyn til kirken.

Tåning Kirke ligger blot 3-4 km fra Jyllands tre højeste punkter. Det kunne tyde på, at det virkelig er i dette område Karen K. har boet. Hvis perspektivet med kirken er rigtig, skal hendes hus måske søges syd for Tåning.

 

 

 

 

På vej til en familiefest i Skanderborg i sidste uge tog vi en tur igennem området for at se stedet med egne øjne. Der er tale om at meget smukt bakket landskab, og man føler sig vitterligt langt ude på landet, som Karen Kjærsgaard skriver.

På vejen op til Tåning kom vi forbi den gård, som måske er identisk med gården på Karen K.’s tegning. Gården har dog fået nyt tag, siden googles fotovogn kørte forbi for nogen år siden, så ligheden er ikke så slående mere.

 

Til venstre et foto fra google streetview taget for nogle år siden, til højre bloggerens eget foto fra 25. juni 2016.

Ved Tåning Kirke havde vi en god snak med nogle af de lokale, som arbejdede på kirkegården. De var meget hjælpsomme, men desværre kunne ingen af dem genkende Karen Kjærsgaards hus eller huske, at nogen med det navn skulle have boet i sognet.

Konklusion

Så hvem ved, måske – måske ikke – er vi tæt på at have lokaliseret Karen K.’s hus. Men fortsættelse følger, hvis jeg finder ud af noget…

P.S. Kirken og gården fra 1987 brugte Karen K. igen nogle år senere på en kalender (1995) og et julepanorama (1996). På det tidspunkt var hun dog flyttet til Sjælland.

P.P.S. Det lykkedes mig at finde huset, du kan læse om det her.