I dag vil Karen K.-bloggens forskerteam se nærmere på et rygte, som er begyndt at florere i kølvandet på, at Karen K.’s julenisser af plast er blevet meget populære (og dyre).

Flere steder har jeg set denne lille søde plastdame sat til salg som en Karen K. figur. Men kan det nu passe? Hvis du har beviser for dette, vil jeg gerne høre fra dig. Men nu har jeg selv undersøgt sagen nærmere, og må konkludere, at jeg ikke tror det mindste på, at der er tale om en Karen K. figur!

Figuren forestiller en såkaldt påskkärring. Hvis du ikke ved, hvad en påskkärring er, kan du læse mit blogindlæg fra sidste år om svensk påske. Disse påskehekse er fuldstændigt ukendt i dansk påsketradition, og allerede derfor synes jeg, det er lidt mærkeligt, at Karen K. skulle have designet sådan en.  I de efterhånden mange tegninger, som jeg har set af Karen K. på postkort, filtklip, friser og bonader, har jeg heller ikke set en eneste påskeheks endnu. Men ok, det er selvfølgelig muligt, at Karen K. har tilpasset sig svenske ønsker og har designet en påskkärring. Påskeheksen i plast findes både som løststående figur og som lysestage. Lysestagen er udformet som en plastplade, der i formen svarer til Karen K.’s julelysestager med plastnisser. Men som jeg viser i mit blogindlæg om plastnisser, findes der flere nissestager med denne plade, som ikke har noget med Karen K. at gøre.

Den lille påskeplastheks er bestemt nuttet, men jeg synes ikke, hendes træk er specielt Karen K.’ske. Og så har jeg netop fået denne svenske påskefrise i hænderne. Den er tegnet af Lars Carlsson, som har signeret den L.C.

På frisen ser man flere påskehekse, bl.a. en som er fuldstændig identisk med den lille plastfigur: Organgeprikket hvidt tørklæde, lilla vest, orange bluse, grøn trøje, hvidt/orange/lyserødt forklæde og grønt skørt med gult kantning. Også de buttede kinder, den tykke maven, munden og øjenbrynene er identisk på tegningen og figuren. Yderst til højre på frisen ses den kedel, som den lille plastfigur står med.

Så mon ikke vi roligt kan slå fast, at den lille plastheks faktisk er desginet af svenskeren Lars Carlsson. Forbindelsen til Karen K. er i bedste fald er løst rygte…. Så tro ikke på alt, hvad du læser på nettet, hverken 1. april eller alle andre dage hele året rundt.

Sidste år til påske skrev jeg her på bloggen om nogle søde svenske påskekort i lille format – ca. halv størrelse af et normalt postkort. Du kan læse om det ved at klikke her.

I dag er der næppe nogen, der sender et postkort for at ønske god påske. Men så kan man jo bruge de gamle kort fra 60’erne eller 70’erne til andre ting, f.eks. til at bygge korthuse med:

Siden sidste år har jeg fundet ud af, at kortene med de små påskevæsner også blev udgivet i almindelig postkortstørrelse. Så kan man endnu bedre se Karen K.’s fine tegninger.

Teksten bag på kortene – både på de store og de små – er på svensk, og jeg tror slet ikke, de her påskekort blev solgt i Danmark. Formentlig fordi danskerne ikke havde samme tradition som svenskerne med at sende korthilsner til påske.

Jeg har ikke indtil videre fundet et eneste dansk påskekort af Karen K., men til gengæld har jeg fundet disse to, som er blevet udgivet i Finland.

Kortene er som så ofte hos Karen K. del af en serie, hvor tegnestil, motivtemaer, farver og mønstre går igen. F.eks. ser man samme mønster på pigens kjole og drengens påskeæg. Der har givetvis været flere kort i samme serie.

Påskekortet til venstre tilhører Leena, som har givet mig lov til at bruge billedet her på bloggen. Du kan besøge Leenas hyggelige blog om gamle postkort her. Bloggen hedder Kirjeitä myllyltäni (Brev fra min mølle (!)) og er på finsk, men selv hvis du ikke kan læse finsk, er der er masser af flotte postkort at kigge på, bl.a. flere af Karen K. Og sørme om der ikke også er en lille historie om et postkort på dansk, som blev sendt i 1920 fra New York til Nagasaki. Det er sådan nogle kort, der kan sætte fantasien i gang.

Fra Per Sørensens hjemmeside om danske postkortkunstnere har jeg lånt to andre Karen K. påskekort, som formentlig er ca. 30 år yngre end de to finske og lavet til det amerikanske marked.

Jeg synes, det er meget sympatisk af Karen K., at der på påskekortet til højre er andre fugleunger end kyllinger. Hvornår ser man ellers et postkort med en tegning af en topmejseunge? Er der nogen af bloggens læsere, der ved, hvad de to fugleunger øverst er for nogen, så vil jeg meget gerne høre fra jer.

Og jeg vil også gerne høre fra dig, hvis du kender nogen danske påskekort af Karen K.

På dette foto, som stammer fra en “hjemme-hos” juleartikel i Familiejournalen fra 1966, ser man Karen K. omkring spisebordet med sine børn. I forgrunden på bordet står to farvestrålende haner. I baggruden ses julehjerter og nogle af Karen K.’s egne nisser, og børnene laver marcipankonfekt, men mon ikke det hele er en snydejulepyntning til ære for fotografen, som besøgte Karen Kjærsgaards hjem i god tid inden artiklen blev trykt i Familiejournalens julenummer, og inden der var blevet pyntet op til jul i det Kjærsgaardske hjem?

Så er hanerne egentlig julepynt? Jeg synes i hvert fald, at de passer mindst lige så godt til påske.

Og hvad er det egentlig for nogle haner? Du kender sikkert de røde, svenske træheste, som kaldes Dalaheste. Hestene, som er blevet lavet i Sverige i flere hundrede år, er blevet verdenskendte som symbol på Sverige og svensk folkekultur og er blevet en turistattraktion i sig selv.

Men der er flere dyr i Dalafamilien, bl.a. grise og haner. Eller tuppar, som svensker kalder de sidstnævnte. Så hanerne på Karen K.’s bord er ægte Dalatuppar.

For ca. 100 år siden fandtes Dalaheste  kun i to grundfarver – en rød blymaling, der skulle minde om de brune heste og en hvid med lidt blåt, der skulle ligne gråskimler. (Siden hen er der kommet heste i alle mulige farver). Hanerne findes i flere forskellige grundfarver: sort, hvid, orange, blå og gul.

Måske har de svenske dalatuppar på spisebordet inspireret Karen K. til  nogle af de farvestrålende haner i folkelig stil, som hun tegnede i den periode sidst og midt i 60’erne.