Så er det blevet aftenen på d. 22. december, og juletræet et sat op i stuen og pyntet. I år har jeg fundet noget “nyt” gammelt Karen K. julepynt, som er kommet på træet. Det er den lille serie af julekurve, som ses på billedet herover.

Jeg tror, at julekurvene er fra starten af 1960’erne, og de er blevet solgt som udstansede stykker lige til at folde og samle og hænge på juletræet. Man slap altså for selv at klippe julepynten ud af et stort ark. Jeg nænnede dog ikke at samle disse originale gamle stykker pynt – ved hvem hvor mange, der findes af dem tilbage? I stedet tog jeg en kopi og måtte så i gang med saksen. Men det er jo også en hyggelig måde at bruge en eftermiddag op til jul på.

Kurvene kom hurtigt på træet:

En enkelt af julekurvene havde jeg allerede i en original gammel og lidt krøllet variant, så nu er der en dublet på træet. Det var dog lidt pudsigt, at de to ens kurve faktisk ikke har samme farve, når man sammenligner. Jeg ved ikke, om I kan se det på fotoet, som er taget i decembermørket, men den ene kurv er rød og den anden orange.

Der var heller ikke nogen blå hank i det sæt, jeg fandt i år, men måske har der oprindeligt været seks stykker julepynt i sættet?

I hvert fald er de netop seks stykker julepynt i en pakke med kræmmerhuse, som jeg har i samlingen. Og det samme gælder den fine samling af julekurve, som ses herunder. Billederne har jeg fået lov til at låne af Ragnhild med instagram profilen the_way_it_never_was. Tak Ragnhild 🙂

Og ja, der er også lidt andet Karen K. pynt på mit juletræ i år. Bl.a. de her to nisser, som sidder på grene. Nissedrengen er i gang med at feje visne nåle ned fra træet 😉 :

Nisserne stammer fra en juleuro ved navn “Nissernes julestue“, som jeg samlede for nogle år siden, men som siden er gået lidt op i limningen. Så nu er nisserne ude på egne ben. Nisseuroen blev oprindeligt bragt som julepynt i Familiejournalen over fire uger i 1969. Men selve arket med nisserne blev genoptrykt og bragt i bladet igen op til jul i 2018.

De to sekskantede julekurve med henholdsvis engle og dyr i sneen og nisser og grønlandske børn, der danser med en snemand kunne faktisk også være fine fyrfadsstager.

Jeg tror, Karen Kjærsgaard ville synes godt om at se sin julepynt anvendt på den måde.

I perioden fra 1976-1998 fulgte der næsten hvert år et stort julepanorama tegnet af Karen K. med Familiejournalens julehæfte., som udkom sidst i november. Du kan se en kavalkade over alle panoramerne her.

De flotte panorama-billeder, som var fulde af nisser og julestemning kunne klippes ud til julekort og kunne også – foreslog Familiejournalen – anvendes som baggrund for en pakkekalender.

Ugebladet opfordrede læserne til at skrive ind, hvis man fandt andre anvendelsesmuligheder for julepanoramaerne. Og her kommer så Karen K.-bloggen forslag med minimum 21 års forsinkelse. Læs videre og find en enkelt og gennemillustreret gør-det-selv guide til en fin Karen K. julelampe.

Det er Karens K-bloggens forskningassistent, der har udtænkt designet af denne Karen K. julelampe. Inspirationen er bl.a. hentet fra 60’er-70’erne roterende cylindriske lamper.

 

 

Det skal du bruge:

• Et Karen K. julepanorama
• En glat cylindrisk glasvase af en vis størrelse, omkreds 25 cm eller mere og højde 20 cm eller mere. Findes billigt i genbrugsbutikker.
• Målebånd
• Lineal
• Blyant
• Hvidt papir
• Saks
• Tape (og evt limstift)

Start med at måle vasen omkreds og læg omtrent 1 cm til.

Udvælg det bedste motiv på julepanoramaet med samme længde som vasens omkreds.

Afmærk motivet i den valgt bredde med blyant og lineal.

Klip motivet ud efter dine tegnede streger. (NB: Det er ikke for sarte sjæle at klippe i sådan et flot gammelt motiv!)

Sæt et stykke hvidt papir på bagsiden af dit udklippede motiv med tape eller limstift, så man ikke kan se postkortprintet på bagsiden, når man ser ned i den færdige lampe.

Rul motivet stramt om vasen og fastgør det på bagsiden med tape. Som det ses på billedet, kan man godt ryste lidt på hånden her! Det gør ikke noget, at motivet er højere end glasvasen.

Den færdige lampe!

To lamper i forskellig størrelse.

De færdige lamper med lys i. Her er brugt stearinlys, men man kan også lægge en elektrisk lyskæde ned i vaserne.

Lamperne fungerer fint som hyggelamper i den mørke juletid.

God fornøjelse med at lave dine egne lamper.

 

 

Så er det blevet tid til at pakke julegaverne ind. Og er der noget bedre end flot gavepapir? Selv om det nu var som om, gavepapiret var flottere i gamle dage… Som barn var jeg fascineret af papirenes mønstre – eller endnu bedre: nisselandskaber – som gentog sig selv i en uendelig og sommetider uigennemskuelig takt, så man hverken kunne finde begyndelsen eller enden.

Det er let at få “hjælp” til indpakningen, når der er gavebånd og snor på bordet:

Karen K. har tegnet masser af julegavepapir, men det meste er for længst væk. Kun små stumper fra fortiden er bevaret af glemsomme, tossede eller sentimentale mennesker. Som nu denne rulle, som jeg fandt i maj måned!

Her er det Karen K. nisser med de karaktertisiske “cocktailpølse”-huer, som adstadigt tøffer af sted i veteranbiler i et – sandt af sige temmelig overtrafikeret – vinterlandskab. Dette stykke ældgamle papir kan jeg selvfølgelig ikke nænne at bruge til årets julegaver, men et lille strejf af Karen K. skal gaverne alligevel have.

Derfor er gavemærkaterne lavet af gamle Karen K.’s julehjerter fra Familiejournalen, som er limet på kraftigt papir. En glad lille piberensernisser holder mærkatet på plads, og sørger for, at julen også i 2018 er nostalgisk.

Og mangler du en gave i sidste øjeblik, er det på tide at være kreativ. Som nu denne hjemmelavede servietholder, jeg fandt i en genbrugsbutik tidligere på ugen:

Den er lavet af tyndt træ pyntet med Karen K. kræmmerhuse fra et klippeark, som blev bragt i Familiejournalen i 1996. (Selve fuglemotiverne er dog endnu ældre. De fandtes som julekort allerede i 1984). Her ser du det oprindelige ark med kræmmerhusene:

Jeg er sikker på, at Karen Kjærsgaard ville have syntes om idéen. Hun opfordrede altid folk til at være kreative med sit julepynt og at finde på egne anvendelses-muligheder. En fiks detalje ved denne servietholder er de små hjerter fra klippearket, som er blevet brugt til fødder.

Så er det bare lige et finde ud af hvem, der skal have denne helt særlige gave til jul…

Og når du pakker gaver ind de næste par dage, så send en tanke til designeren, som har skabt motivet på papiret. Der står et levende menneske bag alt, hvad vi omgiver os med.

 

På aviskioskens hylder kan man i denne uge (uge 51 2018) se et velkendt ansigt. På forsiden af Familiejournalens sidste nummer inden juleaften ses nemlig en næsten 50 år gammel Karen K. engel.

Engelen – som faktisk er en luciabrud (læs mere om hende her) – var også forsidestof på Familiejournalen d. 9. december i 1969.

Nu er baggrunden på Karen K.’s kollage blevet fotoshoppet lidt større og en stjerne er tilføjet, så billedet passer til bladets nuværende format. Her ses bladet fra 1969 til venstre og denne uges blad til højre. Som man kan se, er bladet skrumpet en hel del i størrelse siden 1969! Til gengæld er det blevet tykkere.

På bagsiden af denne uges blad er der tre fine nisser og en kat, som man kan klippe ud og samle til julepynt. Det samme klippeark sad inde i bladet i 1969.

Nisserne var oprindelig del af en større juleuro ved navn Nissernes julestue, som jeg lavede for nogle år siden. Over fire uger i november-december 1969 var der klippeark i bladet, og det færdige resultat var en meget stor uro. Her var både julemanden, rensdyret Rudolf, Bamse og Dukkelise, kat og en flok fugle på besøg hos nisserne Men de tre fine nisser her kan nu sagtens stå på egne ben – eller hænge i egen snor, kan man sige.

Jeg har også uroen fra 1969 oppe at hænge i år, men den er blevet lidt skæv af en sommer i skunken, så jeg tror jeg vil skille den ad og bruge figurerne på juletræet næste år i stedet for.

Og hvad så med katten på klippearket? Oprindeligt var han tænkt til at sidde øverst på uroens store hjul. Men hvis du køber Familiejournalen i denne uge, kan han jo bruges som en lille kravlenissekat eller få en snor i og blive hængt op i selskab med nisserne. Fin er han i hvert fald.

Nu er det andet år i træk, at Familiejournalen har haft et Karen K. billede af ældre dato på forsiden op til jul – mon en ny juletradition er begyndt? Her er et par forslag til inspiration for chefredaktøren til næste år:

P.S. Tak til Peter og Lene for tippet om denne uges Familiejournal.

 

Jeg har opdaget, at Karen K. bloggen bliver brugt som opslagsværk. Det, synes jeg, er super dejligt. For nyligt er der blevet efterlyst en oversigt over Karen K.’s kræmmerhuse, så den vil jeg prøve at give her. Jeg kender langt fra dem alle for hun har sikket lavet flere hundrede, men her skal I høre om dem, jeg kender til. De er først og fremmest, de kræmmerhuse, som Familiejournalen har bragt i årenes løb.

Slutningen af 1960’erne?

Men vi begynder med dette store ark, som man har kunnet købe i fri handel i bog- og papirhandlere.

Jeg gætter på, at det er fra slutningen af 1960’erne, og det er tidens glade hippefarver, der får frit spil.

 

Hvis ikke arket havde været signeret Karen K. havde jeg nok aldrig gættet på, at det var hende, der har tegnet dem.

Kræmmerhusene i kradse farver og stort set bare med mønstre og striber er nemlig langt fra den stil, som de fleste forbinder med Karen K.: Søde nisser og engle i gammeldags stil eller almuetegninger.

Sjovt nok referer Karen K. til sine egne hippiekræmmerhuse i andet af sin julepynt, som nok er fra ca. samme periode.

På de her genialt hyggelige grangrensguirlander af karton gemmer der sig gengivelser af rigtig julepynt, bl.a. af noget fra Karen K.’s egen hånd.

Ligheden med kræmmerhusene fra det store klippeark er ikke til at tage fejl af.

Man må næsten tro, at nissekræmmerhuset her også eksisterer som et ægte kræmmerhus, men er jeg endnu ikke faldet over, så det må være gætteri.

1966-67

Det var dog ikke kun hippiekulteren og dens farveglæde, der var trendy i slutningen af 1960’erne. Man dyrkede også den gamle bondekultur og almuekunsten.

I 1966 og 1967 bragte Familiejournalen ved juletid nogle store klippeark med Karen K. julepynt i almuestil. Her begyndte en lang tradition med, at Karen Kjærsgaard tegnede julepynt til bladet.

Der var 6 kræmmerhuse på hvert ark. Herunder ses kræmmerhusene fra 1966 i nærbillede – nogle af dem med krøllet hank, som det hedder i julesangen.

1974

I 1974 skete der noget meget stilfærdigt i Familiejournalens julehæfte. Under den uprætentiøse overskrift “Her er et kræmmerhus…” gav bladet sine læsere et lille kræmmerhus med en syngende engel til at klippe ud og hænge på juletræet.

For de, som elsker Karen K.’s julepynt, var dette dog en vigtig begivenhed. Englekræmmerhuset blev det første af 104 stykker juletræspynt i samme stil, som Karen K. tegnede til Familiejournalen i 1974 og over de efterfølgende 7 år. De meget kendte hjertekurve med hjerte. kan du læse om ved at klikke her. Men det er lige før kræmmerhusene er mine favoritter.

Allerede fra første år havde Karen Kjærsgaard lagt en plan. Hun tegnede 8 hjertekurve med nisser under et bestemt tema hvert år. I hvert år tegnede hun 5 kræmmerhuse med engle (eller andre religiøse motiver i et enkelt tilfælde). Kræmmerhusene med engle var også hvert år samlet i små serier, som havde fællestema eller måske fortalte en lille historie. I 1974 var det et englekor og -orkester, man fik samlet.

Karen Kjærgaard foreslog selv i bladet, at man hængte pynten på juletræet, og at man hængte englene øverst på træet og tættest på julestjernen. Nisserne kunne man fordele længere nede på træet, tættest på gulvet.

1975

Året efter dukker der endu et englekræmmerhuse op i Familiejournalens julehæfte sidste i november og bebudede både julens kommer og årets julepynt fra Karen K.

I de følgende to uger fik med hjertekurve med nisser og i det blad, som kom omkring tredje søndag i advent kom kræmmerhusene. Det blev fast tradition at julepynten kom på denne måde: først et kræmmerhus, så fire hjertekurve, så fire hjertekurve og til sidst fire kræmmerhuse. 1975 var dog lidt utraditionelt i den forstand, at englene fra julehæftet ikke fik følgeskab at flere engle, men af nogle andre af julens hovedpersoner, nemlig Jomfru Maria med Jesusbarnet og de hellig tre konger: Kasper, Melchior og Baltazar.

På den måde kommer de fem kræmmerhuse fra 1975 til at udgøre en lille julekrybbe i sig selv. Selv om Karen K.’s naive stil er bibeholdt, synes jeg, at stilen også virker inspireret af russiske ikoner.

1976

Det følgende år fyldte englene igen på kræmmerhusene –  denne gang iklædt hvide pelshuer og matchende pelssko. Et af årets temaer var engle som er travlt beskæftiget med at lave snevejr.

Der var et lile brud på traditionen det år – eller traditionen var ikke helt en tradition endnu kan man sige. Nisser og engle blev nemlig blandet.

Det skete aldrig sidenhen.

1977

Så fulgte englekræmmerhus på englekræmmerhus slag i slag de kommende år, tegnestilen ændrede sig lidt undervejs. Hvert år blev julepynten selvfølgelig bragt på nogle af de sider i Familiejournalen som var i farver og på glittet papir, der var nemlig også dele af bladet som var uden farver og på mat papir. Det var en meget sparsommelig tid.

1978

Personligt er jeg ret vild med englene fra 1978, der er klædt i det, som Familiejournalen kalder “moderigtig vinterstrik”.

Ideen med engle i strik er ret original, her er ingen hvide kjoler. Jeg synes striktrøjer og strikhuer gør englene lidt ekstra skandinaviske og hjemlige.

Jeg er også ret begejstret for englen med paraplys – det ser man ikke så tit. Mon engle bruger paraply som faldskærm, når de skal lande?

1979

Heldigvis vendte engle i moderigtig vinterstrik tilbage i 1979.

Englene er dog også klædt i sommerkjoler på et af kræmmerhusene, hvilket må siges at være ret originalt.

Jeg tror, at Karen K. har været inspireret af Ingemanns salmer her. Engle daler som bekendt “ned i skjul” og “flyver hid med paradisgrønt”, som man synger i “Glade jul”. I Blomsterne har de plukket på “paradisets enge”, og da de står i den snedækkede by har det bragt lidt af “Gud himmeriges fryd” med til de små.

Eller sagt med Ingemanns ord:

Guds Søn var selv et barn, og på krybbestrå han lå,
hans vugge stod på jord foruden gænge.
Guds Himmeriges fryd har han lovet de små
og blomster fra Paradisets enge.

Du kan selv tjekke salmerne “Glade jul” og “Nu titte til hinanden” på Den Danske Salmebog Online, hvis du ikke har salmebogen på hylden.

1980

I 1980 blev julen bebudet med trommende engle i Familiejournalens julehæfte. Ved siden af var der reklamer der minder om, at 1980’erne var kuponhæfternes tid.

1980 danner englen igen kor og orkester lige som i 1974 – men med større besætningen denne gang. Hvad er det egentlig for nogle mærkværdige guitarviolinbratscher englene spiller på?

1981

I 1981 fik vi svar på, hvor englenes striktrøjer og huer kommer fra. De laver dem selv. PÅ kræmmerhuset i julehæftet er de ved at vinde garn. På den modstående side er der reklamer for ikke helt billige julegaver fra EVA. Det var for dem, der havde godt med penge i der i starten af 1980’erne – og det var bestemt ikke alle.

På de næste kræmmerhuse kan man se englene strikke, stroppe strømper og pudse støvler. Det er ellers normalt nisseopgaver hos Karen K., så det er hyggeligt at vide, at engle også beskæftiger sig med den slags.

Til sidst flyver englene ud i snestorm med lommetørklæder under de snottede næser.

1982-1987

Kræmmerhusene fra 1981 blev de sidste af denne type, som Karen K. tegnede til Familiejournalen. Fra 1982 og et par år frem tegnede hun anden julepynt, som man kunne klippe ud og samle. Måske er det tilfældigt, men det var også i 1982 at Familiejournalens format skrumpede. Fra 31×24 cm til 28×21 cm. Måske synes Karen K. at det nye format blev for småt til hendes kræmmerhuse og hjertekurve. Eller måske var det bare tid til forandring. Julepynten fra 1982 og 1983 skriver jeg om en anden gang på bloggen. Men du kan allerede nu læse om Nils Holgersson juleuroen fra 1984 ved at klikke her.

I 1985, 1986 og 1987 var der slet ingen Karen K. julepynt i Familiejournalen.

1988

Men i 1988 skete der atter noget. I Familiejournalens julehæfte fandt man et kræmmerhus – ikke med en engel – men med en gammel konge, som bebudede en ny serie kræmmerhus fra Karen K.

Kræmmerhuset sad side om side med en cigaretreklame. Den var nok ikke gået i dag. Stilen på kræmmerhuset var lidt anderledes end de sidste kræmmerhuse, som var i bladet syv år tidligere. Og selv Karen K.’s velkendte signatur havde ændret sig. Nu stod der bare Karen og håndskriften var også anderledes. Man fornemmede at en ny tid var indtrådt.

I de næste numre af bladet fulgte flere kræmmerhuse, så det blev er en helt lille julekrybbe på kræmmerhuse. Der var kun plads til et kræmmerhus på hver side nu, men alligevel blev det til hele 7 kræmmerhuse, hvor der før var fem hvert år.

Det sidste kræmmerhus med stjernerne var næsten udelukkende et stiliseret mønster. Det kom der mere af det følgende år.

1989

I 1989 julehæftet medfulgte et løst ark på kraftigt glittet papir med Karen K. kræmmerhuse, i et ret ny stil, som dog nok svarede meget godt til smagen i starten af 1990’erne.

 

De næste uger var der lignende kræmmerhuse på bladet tynde side, så de krævede afstivning bagpå, hvis man ville samle dem.

Som om stilen var ny, moderne og lidt kold kan man på de sidste kræmmerhuse dog godt se, at Karen K. nok har været inspireret af den almuestil hun tegnede kræmmerhuse i i 1967, og som ses her:

 

1993

Midt i 1990’erne var der igen kræmmerhuse af Karen K. i Familiejournalen. Eller måske er det mere rigtigt at kalde dem julekurve, for formen var ikke den traditionelle kræmmerhusform, men her er de i hvert fald.

Kræmmerhusene fra 1993-1996 var på løse ark af stift glittet papir og med ensartet farve på bagsiden. Man skulle altså ikke længere stive julepynten af med papir, før man kunne samle den, og man klippede heller ikke i bladet.

Lige som i 1989 greb Karen K. tilbage til sin egen gamle julepynt og brugte elementer fra den i sine nye kræmmerhuse. De dansede nisser med støvler på kræmmerhuset øverst har hun f.eks. lånt fra sin egen uro “Juleskibet” fra 1972, som ses her:

Og i øvrigt er kræmmerhusene dekoreret med de naturalistiske blomster og plantemotiver som Karen K. i sær beskæftigede sig med fra 1990’erne og frem til ca. 2011, hvor hun indstillede karrieren.

Jeg tror, der må have været flere kræmmerhuse i Familiejournalen i 1993 end disse to ark, men jeg kender dem ikke. Hvis nogen af bloggens læsere ved mere, vil jeg gerne høre fra jer.

1994

I 1994 var der hele tolv kræmmerhuse med bamser, nisser engle og blomster i Familiejournalen.

1995

I nogle af kræmmerhusene fra 1995 greb Karen Kjærsgaard tilbage til sine egne julekort fra lige omkring 1970. Det kan du læse om ved at klikke her.

Striberne nederst på hvert kræmmerhus minder faktisk om Karen K.’s egne kræmmerhuse fra sidst i 1960’erne, som du så allerførst i dette blogindlæg.

1996

Kræmmerhusene fra 1996 havde fuglemotiver, som var hentet direkte fra Karen Kjærsgaard egne julekort fra 1984.

 

Selv om det er fine motiver og meget flotte gengivelser af vinterens fugle, er disse motiver nok dem i Karen K.’s produktion, som har mindst interesse i eftertiden. Jeg synes dog, man kan mærke, at Karen K. selv brændte for disse motiver. Måske var hun blevet en smule træt af nisser efter at have tegnet den i over 30 år.

2000

Karen Fjord Kjærgaard var født i 1932. Alligevel var hun aktiv som tegner langt ind i det nye årtusind. I 2000 fulgte dette ark med kræmmerhuse på stift glitterpapir med Familiejournalens julehæfte.

2001

I 2001 blev der bragt endnu et ark i samme stil.

De klare farver, der måske ikke vækker julestemning hos alle, minder ikke så lidt om de kræmmerhuse fra slutningen af 60’erne, som dette indlæg om kræmmerhuse begyndte med. Dermed var ringen sluttet for Karen K.’s kræmmerhuse gennem mere end 30 år. Kræmmerhusene i 2001 blev det sidste julepynt, Karen Kjærsgaard tegnede for Familiejournalen. Men hun fortsatte karrieren i yderligere mindst 10 år, til hun var omkring 80 år gammel.

P.S. Hvis du har fået lyst til selv at samle nogen af de gamle kræmmerhuse. Kan du finde og downloade mange af dem i Esbens fotoalbum på flickr ved at klikke her.

 

 

GemGem

Her dagen før dagen er det på sin plads at huske på, hvorfor vi fejrer jul. Nemlig pga. en barnefødsel i Betlehem for lidt mere end to tusind år siden.

Selv om traditionen med at sætte en julekrybbe op i juletiden egentlig er katolsk, har den nu vundet godt indpas herhjemme. Allerede i starten af 1900-tallet begyndte skikken med julekrybber at brede sig fra sydeuropa og til norderuopa. Til Danmark via Nordtyskland. I følge en artikel i Familiejournalen hjemførte Laura Aller (som var hustru til Carl Aller, Familiejournalens og Allerkoncernens grundlægger) selv krybbe-ark fra Tyskland. Og i 1921 blev den første julekrybbe til at samle bragt i Familiejournalen.

Gennem årene bragte bladet mange forskellige udklipsark til jul: Kirker, landsbyhuse, nissestuer osv., indtil traditionen stoppede i 1940 med et modelark af den samme år indviede Grundtvigskirke i København. I 1960’erne blev tradition med samleark genoplivet, og her leverede Karen K. meget af materialet. Karen K.’s julekrybbe – og andre samleark til juletiden – skriver sig altså ind i en lang omend ikke ubrudt tradition for de fingernemme blandt Familiejournalens læsere.

Hvis man var fast abonnent på Familiejournalen fra 1968-1999 kan man i dag være indehaver af hele fire forskellige julekrybber tegnet af Karen Kjærsgaard. Hun leverede nemlig julekrybber, som læserne kunne klippe ud og samle i 1968, 1980, 1992 og 1999.

Figurerne i en rigtig julekrybbe er velkendte: Maria med Jesusbarnet, Josef, hyrderne, de hellige tre konger, engle og dyrene i stalden. Men faktisk er det lidt “ubibelsk” at lade hyrder og konger mødes i stalden julenat. Der er nemlig ingen tekst i Bibelen, der omtaler både hyrder og konger samtidigt. Hyrdernes besøg hører man om i Lukasevangeliet, men kongernes besøg kun omtales i Markusevangeliet. Nå, ja faktisk omtales de som “vise mænd fra Østerland” (der står ikke noget om at der var tre), og de var nok i virkeligheden zarathustriske præster og stjernetydere. Det er først langt senere, at der opstår en tradition om, at der er tale om tre konger, og i julekrybber og Betlehemsscener i billedkunsten er de næsten altid portræteret som konger med kroner på hovedet. Senere hen fik de også navnet Caspar, Melchior og Balthazar, og det blev tradition at der var en gammel konge, en ung konge og en sort konge. Denne tradition har Karen K.’s også fulgt i alle sine julekrybber i Familiejournalen.

1968

I Familiejournalens julehæfte fra 3. december 1968 kom de første dele til den første af i alt fire julekrybber, som Karen K. tegnede til bladet gennem årene.

Arket med krybben, som skulle danne kulisse til hele opstillingen var trykt på karton. De følgende tre uger kom et ark med figurerne til julekrybben. De var trykt på siden inde i bladet men med hvis bagside, hvor der også var plads til samleinstruktioner.

Først på selveste juleaften (!) udkom bladet med det sidste klippeark til julekrybben. Så man skulle skynde sig efter af have været på arbejde d. 24., købe bladet på vejen hjem og gå i gang med saks og lim, mens julemaden simrede, hvis man skulle have hele julekrybben færdig til juleaften. Meget passende fik man først selve krybben og Jesusbarnet den 24. december.

Julekrybben fra 1968 er fin og farverig. Den er min personlige favorit blandt Karen K.’s julekrybber. Farverne og mønstrene på kjoler og kapper er detaljere og i 60’er-moderne flower power farver.

I 1992 skriver en af Familiejournalens skribenter, Ulrik Jensen om julekrybber: “Hjemme hos undertegnede er det ikke jul, hvis ikke Karen Kjærsgaards første Familie Journal-krybbe fra sidt i 60’erne er opstillet på sin faste, fremtrædende plads. Mange børn af generationen har indlemmet krybben i deres kære, ubrydelige juletraditioner – fortæller vores nu voksne datter. Hendes gamle klassekammerater har alle et personligt forhold til den krybbe…” (Familiejournalen nr. 50, 1992).

På dette billede med forslag til en en måde at dække julebord på fra 1974. Har figurerne fra julekrybben sneget sig ind i bordpynten – selv om de godt nok til dels er samlet forkert. Et fif er det at stikke grangrene ned i radiatoren, så de lunes op og udsender “en jule-fortættet duft” (Familiejournalen nr. 48, 1974).

1980

I 1980 var der igen en julekrybbe fra Karen K. tegnebord til Familiejournalens læsere.

Denne gang var man i lidt bedre tid end i 1968. Julekrybben blev bragt over tre uger i november – begyndende 3. november med et megaklippeark, med stald, dyr og englevinger.

Til gengæld var det en væsentlig mere udfordrende opgave at samle krybben. Staldens vægge og tag var trykt på tyndt papir, som skulle have støtte ved at limes på en papkasse eller lignende, og der blev også lagt op til at stalden skulle udstyres med elektrisk lys.

Personligt var jeg så heldig, at en læser at bloggen tilbød mig, at jeg kunne købe en allerede samlet stald, som var limet på masonitplader og til overflød havde elektrisk lys. Stalden var også allerede befolket med æsler og får, så det var bare at lægger Jesus i krybben.

Nogle af figurer var lidt slidt eller blevet væk siden 1980, så de blev fornyet. Josef skulle i Karen K.’s instruktion have en stav i hånden. Han fik et afkortet grillspyd.

Sammenlignet med julekrybben fra 1968 er den fra 1980 mere afdæmpet i farverne. Det hele virker en smule “støvet” med bløde brune og blå nuancer.

Hyrdene ser meget mellemøstlige ud.

1992

I 90’erne bragte Familiejournalen hele to julekrybber af Karen K. Som noget nyt, var det nu blevet muligt at trykke udklipsark med både for- og bagside. Man skulle alt ikke længere klippe figurerne front og bag ud hver for sig og klæbe dem sammen. Det var også en udfordring, som krævede stor præcision, hvis det ikke skulle blive skævt.

I 90’erne blev Karen K.’s julepynt i Familiejournalen heller ikke længere trykt inde på siderne i bladet, men blev bragt på “løse” ark i kraftigt blankt papir, som sad midt i eller uden om bladet. Figurerne i krybben var små og buttede og nuttede, lige som de nisser og engle, som Karen K. havde tegnet til Familiejournalen de to foregående år.

På trods af det nye tiltag virker julekrybben fra 1992 som lidt af en “snydejulekrybbe”. Der er nemlig ikke nogen stald, som man kan samle. Figurerne er fine at hænge op i vinduet, men stalden må man selv samle og male af en papkasse. I bladet kunne man læse hvordan. 

1999

Lige op til årtusindskiftet bragte Familiejournalen endnu engang en julekrybbe tegnet af Karen Kjærsgaard. Denne gang manglede der hverken stald eller dyr i stalden. Der var endog en dromedar med i scenariet. Måske grebet af milleniumfeber udråbte Familiejournalen selv julekrybben til “Århundredes julekrybbe”.

Igen var der tale om blankt papir med trykt på begge sider, så når først de forskellige dele var klippet ud, var det en smal sag at lime figurer og stald sammen.

Stilen i 1999-julekrybbe er en helt anden end i den fra 1992. Væk er den enkle “plakatstil” med store ensartede flader. I stedet er hver figur små fine akvareller, med skygger og et væld af detaljer i f.eks. planterne, fårenes uld, dromedarens manke og kongernes kåber.

Selve stalden er vældig fint malet med et væld af detaljer på både yderside og inderside. Omkring stalden vokser citrontræer, oliven, aloe og andre eksotiske planter, som giver hele sceneriet en sommerlig og varm stemning.

Inde i stalden har katten fået øje på en stillits, som er fløjet ind gennem et af de store åbne vinduer.

Så er alle figurer klippede ud og klar til at befolke stalden.

Det er interessant at observere, hvordan Josef, Maria og englene i 1999 er blevet mere “hvide” sammenlignet med 1968. Julens hovedbegivenhed er på samme tid, noget der skete for meget længe siden et sted i mellemøsten, og noget som en meget lokalt og dansk.

Det var en præsentation af Karen Kjærsgaard julekrybber over 30 år. De har et meget forskelligt udtryk. Hvilken af krybberne er din favorit?