Til nytårsaften skal der dækkes et pænt bord med masser af farver og glimmer og konfetti. Og hvad kunne være bedre end at pynte bordet med retro hjertekonfetti designet af Karen K.?

Denne geniale og farvestrålende bordpynt må være fra engang sidst i 1969’erne eller starten af 1970’erne. Denne her intakte pose konfetti nænner jeg ikke at åbne, for jeg har en ærefrygt for gamle ubrudte emballager.

Heldigvis har jeg også åben pose, og vi har brugt dem til en farveflod på vores nytårsbord.

De små hjerter er farvet på begge sider, så de altid lander smukt.

Og de kradse farver matcher servicen og den gode nytårsstemning.

En af mine yndlingsjulehistorier af nyere dato er Sven Nordqvists “Nissemaskinen”, hvor man følger gamle Peddersen og katten Findus i december måned (engang i 1960’erne tror jeg). På et tidspunkt kommer en dørsælger forbi og kan f.eks. tilbyde Husmoderens håndbog som bl.a. har en opskrift på hjemmelavet konfetti! (Det er god humor). Og selv om husflid er en god ting, hvorfor så lave sit eget konfetti i en tid, hvor man kunne købe Karen K.-konfetti!?

De små hjerter er ikke bare ens, men har mange forskellige mønstre. Og lignende mønstre finder man mange steder i Karen K.’s produktion. Bl.a. på denne bordløber af papir:

Og skulle ventetiden til kl. 12 nytårsaften blive lidt lang, er der god underholdning i at sortere konfettien efter farve, form og mønster.

Man ser, at fordelingen langt fra er ensartet. Tilfældigt eller snedigt udtænkt for bedst visuel effekt?

Uanset om du skal bruge din nytårsaften til at sortere konfetti eller noget helt andet, ønskes du et rigtig godt nytår.

I 1966 indspillede Dionne Warwick Burt Bacharachs og Hal Davids sang “Trains and boats and planes”, som blev et mindre hit. (Hør sangen her).

I 1966 var Karen Kjærsgaard godt i gang med sin grafiske karriere under navnet Karen K. Hun var endnu ikke begyndt at tegne julepynt til Familiejournalen, hvilket kan siges at være hendes folkelige gennembrud. Men i 1966 havde hun allerede i flere år tegnet for mange forskellige firmaer som Georg Moldow, L. Levison Junr., Lindgreen & Andersen, svenske Axel Eliassons Konstförlag og amerikanske Caspari. Julemotiver med nisser og engle dominerede produktionen fra starten af karrieren, og motiverne var ofte nostalgiske landlige scener med bindingsværkshuse, landsbykirker, skove og marker – den natur som Karen Kjærsgaard selv boede tæt på. Men af og til sniger der sig lidt mere “moderne” elementer ind i nissebillederne: tog, både og flyvemaskiner…og biler, luftballoner og hestevogne. Alle slags befordringsmidler i nissernes land. Nå ja, “moderne” er måske så meget sagt, for der er tale om veteranbiler, veteranfly, damplokomotiver osv. Så den gammeldags idylliske stemning er intakt.

De to julekort (tildels med guld på) er fra slut 1950’erne eller starten af 1960’erne. I hver fald senest 1962, for fra det år har jeg et poststemplet eksemplar fra serien, der var på i alt fire julekort. Kortene er udgivet af forlaget GeMo (Georg Moldow). GeMo blev storproducent af papjulekakendere til både det danske og det udenlandske marked. Så hvis du som jeg havde en dansk produceret julekalender som barn i 1970’er-80’erne er der stor sandsynlighed for at GeMo stod bag.

Nisser og veterantog er en sikker kombination på julekort og nissebilleder. Man kan vel dårligt forestille sig nisserne ankomme til jul i et overfyldt IC4-tog…..

Til det svenske marked tegnede Karen K. en flot julefrise med et damplokomotiv og fire togvogne – kørt og brugt af nisser. Motivet passer perfekt til frisens format på 13×79 cm. Frisen er måske fra 1970. Det er min egen (endnu ubeviste) teori at de to første cifre i varenummer 7030, som er trykt på frisen, betegner årstallet for udgivelsen.

Nissetoget har både passagervogne, postvogn, godsvogn og spisevogn. Særlig begejstret er jeg for godsvognen, hvor er umage flok af dyr er taget på togtur.

Et damplokomotiv pryder forsiden af den sene udgave af Karen K.’s billedlotteri. Det er udgaven fra efter 1973, hvor Joker havde overtaget rettighederne til spillet fra det tidligere firma Drechsler, som oprindeligt udgav Karen K.’s spil i 1960’erne.

I 1970’erne udgave af spillet er damplokomotiver flyttet over på en lotteriplade med legetøj. Derved har dragen fra det oprindelige spil måtte vige pladsen.

Lokomotivet var dog også med i det oprindelige billedlotteri. Ikke som legetøj, men som et rigtigt tog på en plade med befordringsmidler og bygninger.

Måske har man ved relanceringen af spillet efter 1973 taget disse motiver op til revision. Den sidste sporvogn i København var blevet indstillet i 1972 og fiskerbåde med sejl hørte også fortiden til. Lokomotiver kørte ikke længere på damp – og måske derfor blev lokomotivet overført til legetøjskategorien og de øvrige motiver fra spillepladen droppet helt i 1970’er udgaven af spillet.

Både og skibe finder man af og til hos Karen Kjærsgaard. Hun var velkendt med skibe. Hendes far Christian Aschengreen arbejdede for ØK og var udstationeret med din familie i Indien da Karen blev født. I følge en artikel i Familiejournalen fra 1966 mødte Karen sin kommende mand på et skib.

Det er dog ikke moderne fragtskibe og supertankere man ser på Karen K.’s motiver, men gamle sejlskibe for fulde sejl. Som på dette postkort, som jeg har lånt fra Per Sørensens hjemmeside.

Eller på dette broderimønster som Karen Kjærsgaard lavede til firmaet Eva Rosenstand

Der er ikke mange fly i Karen Kjærsgaards billedunivers. Men som man kan se, var der et fly i billeflotteriet fra 1960’erne. Og på et design af julegavepapir fra 1980 er nisserne på vingerne i propelfly og springer med faldskærm.

Lidt i samme boldgade: ikke en flyver, men dog et flyvende transportmiddel er nisserne luftballon på dette svenske julebillede (eller julbonad, som svenskerne ville kalde den).

Den er ligeledes udgivet af firmaet Axel Eliasson og printet i Sverige. Den har et meget lavt varenummer nemlig 11, og er måske et af de første julebilleder, som Karen K. fik trykt hos dette firma.

Læg for øvrigt mærke til sejlskibet i havnen nederst på billedet.

Og til slut lige lidt veteranbiler. Fra et stykke julegavepapir – nok fra 1970’erne:

Og til helt sidst – som lovet – en hestevogn.

Der er igen tale om en julefrise fra det svenske firma Axel Eliasson. Og den er formentlig fra 1960’erne.

Der er god fart over postvognen med firspand. Mere fart og svung end man ofte ser hos Karen K. Det er lige så nisserne bag på vognen er ved at falde af.

Hermed slutter den lille rundtur i Karen K.s trains, and boats, and planes – og lidt ekstra. Med fuld fart på vognen og trut i posthornet haster vi frem mod det nye år. God tur!

For nogle år siden skrev jeg her på bloggen om en fin juleuro tegnet af Karen K. Den gang var nisserne på uroen med til at løse et mysterium om nogle porcelænsnisser, som viste sig også være lavet af Karen K. Det har du læse om ved at klikke her.

Siden da har den lille nisseuro været oppe at hænge i vores hus hvert år til jul. Men der er en lille detalje som altid har undret mig. Skal de små hjerter på grankransen øverst oppe stritte lige ud i luften – eller skal de bøjes, så de hænger nedad?

Indtil i år har jeg altid ladet hjerterne stritte, som det ses på billedet herover.

Og sådan ser det ud oppefra:

Men i år har jeg været så heldig at finde endnu en udgave af den gamle juleuro, hvor er del af den oprindelige indpakning er bevaret. Her er der en flot lille tegning af Karen Kjærsgaard, som viser uroen i udfoldet tilstand.

Her ses det tydeligt, at det er meningen at hjerterne skal bøjes og hænge lodret ned, som om de hang som julepynt fra en grankrans – og det giver jo også god mening.

Sådan ser uroen ud, når hjerterne foldes på plads, som Karen Kjærsgaard selv havde tænkt sig. En ulempe ved at bøje i kartonen er, at det her 55-60 år efter at uroen blev lavet har gjort kartonen svag i bøjningerne, så hjerterne let kan falde helt af.

Jeg tror, at uroen er fra midt i 1960’erne. Metoden med at tegne indholdet af en vare uden på emballagen i stedet for at gengive indholdet med et fotografi gik efterhånden ud af brug efter 1960’erne.

Bag på et af hjerterne kan man se, at uroen er printet i Danmark. Og Karen K. har også sat sin karakteristiske signatur på grankransen.

På indpakningen kan man se, at uroen nok har været pakket i flad tilstand. Måske i en papirspose. Labellen har et fint hul, så posen med uroen har kunnet hænge på en stand i butikken. Prisen på 3 kroner og 35 øre er skrevet på med blyant.

Uroen har også et varenummer: 546. Sikkert fra firnaet Lundgreen & Andersen selv om firmaets logo ikke ser på labellen. Karen K. må have produceret en stribe af uroer for firmaet i denne periode. Jeg har tidligere skrevet om engleuroen nr. 543 (læs her) og nisseuroen nr. 542 (læs her)

Så hvordan mon uro nr. 544 og 545 så ud?

P.S. Det viser sig, at uroen også er blevet solgt i Sverige. Svenskerne kaldte den for en Tomtemobil. Og den havde et helt andet varenummer, men hvilket firma, der har udgivet uroen i det svenske, ved jeg ikke, men det nævnes, at der er tale om import – nemlig fra Danmark.

Det var lidt julepyntsforskning baseret på en original kilde. Sådan kan nissen gemme sig i detaljen.