I dag, d. 28. februar, er det et år siden, at en af Tyrkiets store forfattere, Yaşar Kemal døde – ca. 91 år
gammel. Man ved det ikke helt, for han var ikke selv klar over, om han var født i 1923 eller 1924. Da hans bog ”Vejen over bjergene”, som den første blev udgivet på dansk i 1967 af Skars Forlag, havde Karen Kjærsgaard tegnet bogens omslag. Yaşar Kemal kom fra Çukurova regionen og voksede op i en bjerglandsby, hvor han som det eneste barn lærte at læse og skrive. Det temmelig barske miljø og de fattige bjergbønders skæbne går igen som temaer i hans litterære værker.
Jeg har læst “Vejen over bjergene”, og det er en temmelig fremmedartet fortælling for en vestlig læser. På bogens bagside står bl.a. “Hvert år, når bomuldshøstens tid er inde, forlader alle i landbyen deres huse…. alle drager bort fra den fattige anatoliske bygd, vandrer ad de besværlige veje over Taurusbjergene til Çukurovasletten for at plukke bomuld, hvorved de kan tjene nok til at kunne betale deres afgifter og købe deres fornødenheder til den hårde vinter i bjergene….”
Det meste af bogen handler dog om en enkelt families kvaler og indbyrdes stridigheder undervejs, nemlig Ali, hans kone Elif og Alis mor. Der opstår splid i familien, og følelserne svinger mellem dyb omsorg og grænseløst had. En vestlig læser ville nok tolke hændelserne, som resultat af hovedpersonerne indre dæmoner udsprunget af de barske levevilkår, fortvivlede forsøg på at bryde ud af konventionernes snærende bånd og den råhed, der udspringer af magtesløshed over ikke at kunne forme sig eget liv. Men jeg er langtfra sikker på, at det er Yaşar Kemals sigte med romanen. Romanen er i øvrigt forkortet ved oversættelse, idet de afsnit, der er allermest uforståelige for vestlige læsere, er udeladt.
Mærkeligt nok fylder Taurusbjergene, som er selve sceneriet omkring hovedpersonerne, meget lidt i bogen. Af og til træder landskabet dog frem i glimt – f.eks. som en vind, der bærer duft af timian og merian med sig. I 1974 interviewede Henrik Norbrandt Yaşar Kemal i Instanbul, hvilket man kan læse i Norbrandts bog “Breve fra en ottoman”. Kemal fotæller om sin baggrund og inspiration. Han beskriver Çukurova som en rig jord, en poetisk jord. Her levede, siger Kemal, en stor botaniker ved navn Dioskorides, som omkring 200 år før år 0 gik rundt i Taurusbjergene og samlede lægeurter. Hele 700 urter skulle det være blevet til. Også den første botaniker i islamisk historie, eventyrskikkelsen Lokman Hekim kom fra denne egn. Man sagde om ham, at han kendte planternes sprog. Og man sagde, at planterne kaldte ham til sig og fortalte ham, hvilke sygdomme de hver især kunne læge. I uendelige tider ledte Lokman Hekim efter én bestemt plante: Udødelighedsurten.
Og en dag skete det, at en urt råbte til ham: Jeg er udødelighedurten! Lokman Hekim plukkede urten, spiste lidt af den og lagde resten i pres i sin notesbog. Men da han var på vej over en bro åbnede han bogen, for at se lidt nærmere på urten. I det samme kom der en vinge ud af luften og slog bogen ud af hans hænder, så den forsvandt I floden. Det var nok en advarsel om, at Lokman Hekim havde trådt for nær det guddommelige. Men Lokman Hekim, der allerede havde spist af udødelighedsurten, havde opnået evigt liv. Derfor går han stadig rundt den dag i dag og leder efter udødelighedsurten.
“Vejen over bjergene” kan man måske finde antikvarisk, og ellers kan den lånes på biblioteket.
Lotterispil opstod i Italien i 1500-tallet. Her var der tale om tallotterier. Sidenhen, i 1800-tallet, udvikledes der lotterispil, hvor man f.eks. skulle udføre et lille regnestykke eller genkende en blomst eller plante ud fra navnet, før man kunne gøre krav på en brik og lægge den på sin spilleplade. På den tid udvikledes altså billedlotteriet, og det blev et opdragende spil for børn. (Grunfeld m.fl.: Spil og leger fra hele verden, 1976). Det ældste kendte billedlotteri herhjemmme er et hjemmelavet spil fra starten af 1800-tallet – blandt billederne ses bl.a. en landsoldat i uniform fra Frederik VIs tid (Sigsgaard m.fl: Det legede vi med, 1982). Et af de første trykte, danske billedlotteri fra ca. 1850 findes på Nationalmuseet. Det kan købes i genoptryk bl.a. 
Mikaels Karen K. blog 