Vejen over bjergene

I dag, d. 28. februar, er det et år siden, at en af Tyrkiets store forfattere, Yaşar Kemal døde – ca. 91 år

IMG_6895
Karen Kjærsgaard har tegnet det grafiske omslag til den danske oversættelse af Kemals roman.

gammel. Man ved det ikke helt, for han var ikke selv klar over, om han var født i 1923 eller 1924. Da hans bog ”Vejen over bjergene”, som den første blev udgivet på dansk i 1967 af Skars Forlag, havde Karen Kjærsgaard tegnet bogens omslag. Yaşar Kemal kom fra Çukurova regionen og voksede op i en bjerglandsby, hvor han som det eneste barn lærte at læse og skrive. Det temmelig barske miljø og de fattige bjergbønders skæbne går igen som temaer i hans litterære værker.

Jeg har læst “Vejen over bjergene”, og det er en temmelig fremmedartet fortælling for en vestlig læser. På bogens bagside står bl.a. “Hvert år, når bomuldshøstens tid er inde, forlader alle i landbyen deres huse…. alle drager bort fra den fattige anatoliske bygd, vandrer ad de besværlige veje over Taurusbjergene til Çukurovasletten for at plukke bomuld, hvorved de kan tjene nok til at kunne betale deres afgifter og købe deres fornødenheder til den hårde vinter i bjergene….”

 

FullSizeRender-2
Detalje af panorama tegnet af Karen K. Familie Journalen 1981.

Det meste af bogen handler dog om en enkelt families kvaler og indbyrdes stridigheder undervejs, nemlig Ali, hans kone Elif og Alis mor. Der opstår splid i familien, og følelserne svinger mellem dyb omsorg og grænseløst had. En vestlig læser ville nok tolke hændelserne, som resultat af hovedpersonerne indre dæmoner udsprunget af de barske levevilkår, fortvivlede forsøg på at bryde ud af konventionernes snærende bånd og den råhed, der udspringer af magtesløshed over ikke at kunne forme sig eget liv. Men jeg er langtfra sikker på, at det er Yaşar Kemals sigte med romanen. Romanen er i øvrigt forkortet ved oversættelse, idet de afsnit, der er allermest uforståelige for vestlige læsere, er udeladt.

Timian
Timian. Akavarel af Karen Fjord Kjærsgaard. Fra Anemette Olesen: Mit krydderurtekøkken, 1992
FullSizeRender
Detalje af panorama. Familiejournalen 1981.

Mærkeligt nok fylder Taurusbjergene, som er selve sceneriet omkring hovedpersonerne, meget lidt i bogen. Af og til træder landskabet dog frem i glimt – f.eks. som en vind, der bærer duft af timian og merian med sig. I 1974 interviewede Henrik Norbrandt Yaşar Kemal i Instanbul, hvilket man kan læse i Norbrandts bog “Breve fra en ottoman”. Kemal fotæller om sin baggrund og inspiration. Han beskriver Çukurova som en rig jord, en poetisk jord. Her levede, siger Kemal, en stor botaniker ved navn Dioskorides, som omkring 200 år før år 0 gik rundt i Taurusbjergene og samlede lægeurter. Hele 700 urter skulle det være blevet til. Også den første botaniker i islamisk historie, eventyrskikkelsen Lokman Hekim kom fra denne egn. Man sagde om ham, at han kendte planternes sprog. Og man sagde, at planterne kaldte ham til sig og fortalte ham, hvilke sygdomme de hver især kunne læge. I uendelige tider ledte Lokman Hekim efter én bestemt plante: Udødelighedsurten.

Merian
Merian. Akvarel af Karen Fjord Kjærsgaard. Fra Anemette Olesen: Mit krydderurtekøkken, 1992.

Og en dag skete det, at en urt råbte til ham: Jeg er udødelighedurten! Lokman Hekim plukkede urten, spiste lidt af den og lagde resten i pres i sin notesbog. Men da han var på vej over en bro åbnede han bogen, for at se lidt nærmere på urten. I det samme kom der en vinge ud af luften og slog bogen ud af hans hænder, så den forsvandt I floden. Det var nok en advarsel om, at Lokman Hekim havde trådt for nær det guddommelige. Men Lokman Hekim, der allerede havde spist af udødelighedsurten, havde opnået evigt liv. Derfor går han stadig rundt den dag i dag og leder efter udødelighedsurten.

 

“Vejen over bjergene” kan man måske finde antikvarisk, og ellers kan den lånes på biblioteket.

 

FullSizeRender-3
Detalje af panorama tegnet af Karen K. Familiejournalen 1981.

 

KarenKblogheader

 

Skars Forlag

IMG_6767
Karen Kjærsgaards forsider til bøger fra Skars Forlag 1966-67

Karen Fjord Kjærsgaard boede i en periode i 1960’erne og 70’erne i Kærbølling Huse lidt vest for Vejle. Ca. 10 km herfra ligger den lille landsby Vork. Her havde det lille bogforlag Skars Forlag hjemme i en årrække omkring midten af 1960’erne. Måske var det på grund af den geografiske nærhed mellem Kærbølling og Vork, at Karen Kjærsgaard kom til at lave den grafiske illustration, der prydede de bøger, der udkom på Skars Forlag i 1966-67. Jeg har fundet disse bøger på biblioteket, og selv om indbinding næsten har skjult Karen Kjærsgaards omslag på nogle af den, kan man stadig få indtryk af det oprindelige paperback-udseende.

 

 

FullSizeRender-26 2
Detalje af bogforside af Karen Kjærsgaard, 1966

Karen Kjærsgaards forsider var rent grafiske og blev brugt på syv (måske flere) bøger blot i forskellige farver. De ensartede forsider gav et seriepræg til en række ellers meget forskelligartet litteratur skrevet af forfattere fra alle geografiske hjørner af Europa og også fra fjernere kontinenter. Samtidig signalerede de prisbillig, men seriøs litteratur.

Helt billige var bøgerne fra Skars Forlag dog ikke, men de blev også udgivet uden offentlig støtte. Bøgerne fra 1965 kostede 16,25 kr inklusiv “statsafgift på litteratur”. Det svarer i 2016 priser til ca. 170 kr.

12606771_10208554521970665_694067189_n
Karen Kjærsgaards forsider til to bøger fra 1967

I 1966 kostede bøgerne 18,25 kr i. o., mens den noget tykkere roman “De frelste sjæle i Bomba” kostede 28,50 kr i. o. Bøgerne fra 1967 koster 19,25 i.m., mens den noget ty
kkere roman “Vejen over bjergene” koster 28,50 i.m. En lille økonomihistorisk detalje gemmer sig i forkortelserne “i.o.” og “i.m.” Det står for
henholdvis “inklusiv oms” og “inklusiv moms”, og fortæller at momsen blev indført netop i 1967.

 

 

1960’erne var på mange måder bogens storhedstid. Alle dannede mennesker i Danmark var medlem af en bogklub, og kunne snart få bogreolen fyldt. Der var adskillige små og store forlag rundt om i Danmark. Et af de mindre forlag, som dristigt nok satsede på ret smal litteratur, var Skars Forlag, med forlagsredaktøren Per Skar (1926-2009). Formålet med forlaget var med egne ord “at udgive bøger der siger noget væsentligt om menneskers forhold til hinanden. Forlaget udgiver ikke blot værker fra den vestlige kulturkreds, som vi følger os mest fortrolig med, men også fra egne hvis litteratur og kunst ligger uden for vore traditionelle kontaktområder, men som i lige så høj grad kommer os ved.” (Fra en liste over forlagets udgivne bøger bagest i Leonard Q. Ross: Hyman Kaplan (1966).

12606811_10208554523210696_219863212_n
Forside af Karen Kjærsgaard til en roman af den polskfødte jødisk-amerikanske forfatter Leo Rosten.

 

12606901_10208554520890638_2000317160_n
Karen Kjærsgaards forsider til to bøger af tjekkiske Ivan Olbracht, 1966 og 1967

I årene fra 1965-67 udkom der på Skars Forlag i alt ca. 15 bøger af forfattere fra bl.a. Grækenland, Spanien, Tyskland, Tjekkoslovakiet, Camaroun og Tyrkiet. Skars Forlag var den første der udgav en roman skrevet af en Tyrkiets store forfattere, Yaşar Kemal. Udgivelserne, der hver for sig repræsenterede store forfattere i deres egen kulturkreds, blev dog ikke den store salgssucces i Danmark.

 

 

 

 

 

Per Skar 1949
Per Skar, 1949. Anvendt med tilladelse fra Odsherred lokalarkiv.

Forlagsdirektøren Per Skar havde en alsidig karriere inden for dansk kulturliv fra 1940’erne. Oprindeligt var han uddannet smed, men på grund af en skadet arm opgav han en karriere som håndværker og tog i stedet studentereksamen. Han fungerede som højskolelærer bl.a. på Vallekilde, Vestbirk, Brandbjerg og Havnelev. Senere fungerede han  i forlagsbranchen som forlagsredaktør, oversætter, forfatter m.m. En overgang arbejdede han for forlaget SKALK, der siden 1957 har udgivet et populærarkæologisk tidsskrift. Dette tidsskrift har nærværende blogger i de seneste år leveret flere artikler til. Per Skar var sidenhen bl.a. forlagsredaktør på Forlaget Centrum. Stor glæde hos den sprognørdede blogger vakte det at finde Per Skars artikel “Det besværlige bogstav”. Artiklen gav mig svar på et spørgsmål, som længe har hjemsøgt mig, nemlig hvorfor forfatteren “J.P. Jakobsen” udtales “i. p. jakobsen” og hvorfor delikattesseforretningen “H. J. Hansen” i Odense udtales “h. i. hansen”. Artiklen finder i Mål og Mæle nr. 1, 1989 her.

Et cool foto af Per Skar fra 1965, som Vejle Stadsarkiv ikke vil give tilladelse til, at jeg bruger her på siden, kan du se ved at klikke på dette link.

P.S. Denne blogs “header”, som ses nederst på hvert blogindlæg, er hentet fra bagsiden af Karen Kjærsgaards omslag til “The Education of Hyman Kaplan”.

KarenKblogheader

Fiskene

FullSizeRender-26

Fra 1973 og frem til 1988 var det Karen K.’s stjernetegnsvignetter, der prydede Familiejournalens årshoroskoper, der kom som tillæg til blad,hvert år ved nytårstid. På omslaget af det lille tillæg sås et næsten orientalsk farvestrålende blomstrende stjernemønster. I hæftet kunne man læse om, hvad det kommende år ville bringe.

I dag, d. 19. februar, går vi ind i fiskenes tegn.

FullSizeRender-28
Stjernetegnet fiskene. Karen K. i Familiejournalens årshoroskop fra 1973-1988.

Astrologien, eller stjernetydningskunst, er flere tusind år gammel. Helt op i renæssancen blev astrologi og astronomi (den fysiske udforskning af stjernerne og himmelrummet) opfattet som en videnskabelig disciplin.

FullSizeRender-29
Bagsiden af tillæg til Familiejournalen 1987 – Årshoroskop. Karen K.

Hverdagsastrologien ser man mange steder i vores hverdag – næsten alle aviser og ugeblade har horoskoper og de tolv stjernetegn ser man afbildet på mange dagligdags brugs og pyntegenstande. På Astrologisk Museum har man fortalt mig, at hverdagsastrologien for alvor vandt indpas i Danmark, efter at Horoskopbladet Stjernerne udkom første gang i april 1956. Siden starten af 1960’erne har ugeblade som Familiejournalen bragt ugentlige horoskoper, som et fast indslag i bladet.

 

 

 

12596034_10208682240403546_1421392207_n
Guldfisk tegnet af Karen K. Fra billedlotteri.

KarenKblogheader

Året rundt med nisserne 1

Karen Ks hus
Karen K.’s eget hus med nissernes træ i baggrunden. Karen K. Tegning fra Familiejournalens julehæfte 1980.

I vores tid er nisser stort set blevet til de rene julegæster. Resten af året findes de slet ikke. I følge folketroen er nisser dog levende væsner, der selvfølgelig findes hele året. Traditionelt var nissen en gammel eneboer, som boede i stalden eller på loftet af hver enkelt gård. Hvis menneskene var gode mod nissen, passede han godt på gården. Hvis menneskene ikke var gode mod nissen, kunne han finde på at hævne sig – nogle gange endda temmelig grusomt. Men i hverdagen tog nissen del i det praktiske arbejde på gården i det skjulte. Især sørgede han for husdyrene, som han kunne tale med.

I forbindelse med de julepanoramaer, som Karen K. tegnede til Familiejournalen i 1980, 1982 og 1983 fortalte hun også for børn om de nisser, som bor i det gamle træ bag hendes eget hus ude på landet i Jylland. Historierne illustreres med flotte tegninger, der sagtens kunne have fungeret som julekort eller postkort.

Karen K’s nisser er af en lidt mere moderne type end den gamle folketros nissegubbe. Dels er de ungdommelige væsner uden skæg. Dels bor de i bofællesskab. Og endelig er de skovnisser, hvilket er en nyere trend inden for nisseboformer, som først kommer til i anden del af 1900-tallet. Tilsyneladende bor der kun mandlige nisser i Karen K.’s nissebofællesskab, eller også er nissetøjet kønsneutralt, hvilket heller ikke var helt usædvanligt i menneskenes verden i slutningen af 1970’erne og starten af 80’erne.

IMG_7182
Nissernes træ i skovkanten. Karen K. Detalje af Familiejournalens julepanorama 1982.

Karen K. skriver selv om sine nabonisser: “Langt ude på landet, hvor lærkene om sommeren synger dagen lang – og hvor vinden om vinteren lægger dyner af sne over mark og eng – ligger et lille hvidt stråtækt hus.

Bag huset strækker et gammelt poppeltræ sine grene mod himlen. Inde i huset sidder jeg og tegner – og inde i træet – ja, det er jo et ganske særligt træ – er der fuldt af flittige nisser. Man ser dem aldrig – de vil godt have fred og ro. Så snart de hører fodtrin, smækker de et stykke bark for vinduerne, og så tager de lynhurtigt en lille hvid pind i munden – den lille hvide pind, de altid bærer på sig, og som kan gøre dem helt usynlige.

Men om natten og i den tidlige morgenstund er de jo næsten altid uforstyrrede – og da har de travlt. I årets første måneder gør de forårsrent…” (Karen K. i Familiejournalens julehæfte 1980)

FullSizeRender-26 kopi 2
Strikkende nisser. Karen K. Tegning fra Familiejournalens julehæfte 1983.

Men nisserne har også andre pligter om vinteren. Til jul har de nemlig “alle mulige trøjer på – dem strikkede de i årets første måneder, mens sneen stadig lå ude på markerne, og aftnerne var mørke og lange. I kan tro, det rasler af strikkepinde i det gamle træ, når så mange små flittige hænder tager fat på strikketrøjet.” (Karen K. i Familiejournalens julehæfte 1983)

Næste del af Året rundt med nisserne følger i april.

KarenKblogheader

 

Billedlotteri

12714400_10208682241323569_41163972_n
Bloggerens kæreste er i anledning af vinterferien blevet lokket til at spille billedlotteri og spise marmorkage.

Uge 7 er vinterferie, så det er en god anledning til at få fundet de gamle brætspil frem fra skabet. I 1960’erne tegnede Karen K. et billedlotteri for trykkerivirksomheden Drechsler. Hun har endda fået lov til at sætte sin signatur på forsiden af spilæsken, hvilket på den tid var en ret usædvanlig gestus for tegnere, der som regel måtte levere deres arbejde uden at blive direkte krediteret.

Papirvarefabrikken Drechler blev stiftet af Curt Drechsler, som efter 1. verdenskrig flyttede til Danmark og fik job i en boghandel. I slutningen af 1920’erne grundlagde han C. Drechsler Papirvarefabrik i Glostrup. Ud over papirvarer udgav Drechsler også brætspil og blev landets største spilproducent. Bl.a. de kendte spil var et redesign af det amerikanske spil Monopoly, som blev til spillet Matador. Det udkom første gang i 1936. Andre kendte spil fra Drechsler var Æselspil og Afrikas stjerne.

12674254_10208682241443572_962965414_n

Alle Drechslers spil blev udgivet med et varenummer. Karen K.s billedlotteri for børn fik nr. CD 235. CD står for Curt Drechsler. Det er desværre ikke lykkedes mig at finde et katalog over Drechsler spil, som kunne hjælpe med at datere billedlotteriet. Spillet er udkommet i flere udgaver, som alle bærer nummer 235. Et af billederne i spillet er af en sporvogn, og da den sidste sporvogn i Danmark kørte i 1972, er det sandsynligt at spillet er fra før den tid.

Æskerne til de forskellige udgaver af spillet er identiske pånær Drechslers firmalogo. Den ældste udgave af spillet har en “håndskrevet” Drechsler signatur, mens den yngre udgave har et lille d med navnet dreschler i trykte typer skrevet henover. Drechsler skifter til det nye logo i 1967. I følge “Registreringstidende for vare- og fællesmærker” fra 14. februar 1968, blev det nye varemærke registreret 12. juni 1967. Karen K.s billedlotteri, må altså være ældre end 1967, men er blevet genudgivet efter 1967.

FullSizeRender-39
Drechsler logo før 1967
FullSizeRender-38
Drechsler logo efter 1967

 

 

 

 

 

 

De forskellige udgaver af Karen K.’s billedlotteri havde forskelligt udvalg og antal af spilleplader. I alt er der vistnok 12 spilleplader – fire røde, fire blå og fire grønne.

spil_billedlotteri_2Lotterispil opstod i Italien i 1500-tallet. Her var der tale om tallotterier. Sidenhen, i 1800-tallet, udvikledes der lotterispil, hvor man f.eks. skulle udføre et lille regnestykke eller genkende en blomst eller plante ud fra navnet, før man kunne gøre krav på en brik og lægge den på sin spilleplade. På den tid udvikledes altså billedlotteriet, og det blev et opdragende spil for børn. (Grunfeld m.fl.: Spil og leger fra hele verden, 1976). Det ældste kendte billedlotteri herhjemmme er et hjemmelavet spil fra starten af 1800-tallet – blandt billederne ses bl.a. en landsoldat i uniform fra Frederik VIs tid (Sigsgaard m.fl: Det legede vi med, 1982). Et af de første trykte, danske billedlotteri fra ca. 1850 findes på Nationalmuseet. Det kan købes i genoptryk bl.a. her hos Skalk.

12665603_10208682241003561_506182139_n

Lidt om Curt Drecshler

Curt Robert Gerhard Dreschler blev født 1. august 1899 i landsbyen Owschlag i Krop Sogn i Slesvig. I 1919 flyttede han fra Haderslev til Fredericiagade i København. I 1921 arbejdede han som boghandlermedhjælper i Gyldendahl Boghandel. Han var på det tidspunkt logerende hos familien Eilertsen i Ingerslevsgade 130. I 1922 var han logerende hos typograf Peter Steidl i Matthæusgade 34. Curt Drechsler blev gift med Anne Katrine Jensen. Grosserer Curt Drechsler døde d. 15. oktober 1946 på Østerbrogade 4, og blev begravet på kirkegården i Hellerup, hvor han havde boet på Høyrup Alle med sin hustru. Endnu i 1963 bor enken, Anna Katrine Drechsler, på denne adresse. I 1964 nævnes hun som eneste ansvarlige indehaver af C. Drechsler Papirvarefabrik, som lå på Sdr. Ringgade 47 – en adresse som ikke findes mere. Fabrikken blev lukket midt i 1970’erne. Brio overtog rettighederne til mange af Drechslers spil og genudgav dem under navnet Joker. Karen K.’s billedlotteri blev genudgivet af Joker med en ny æske, hvor lokomotivet fra spillet var i centrum. Spillepladerne var de samme som i den originale udgave.

karen-k-billedlotteri-joker
Jokers udgave af billedlotteriet, formentlig fra 1970’erne. Billedet er venligt stillet til rådighed af hejhej_lopper.

KarenKblogheader

 

 

Fastelavn

IMG_6855-2
Karen K.’s forside til Familiejournalen i fastelavnsugen 1971

Karen K. lavede i årene 1969-1972 en masse forsider til Familiejournalen. Billederne var udført som filtklip eller kludeklip og knyttede sig til årets gang. Som regel set gennem børns øjne.

Fastelavn falder omtrent midt mellem jul og påske. Oprindeligt var det indledningen til den katolske faste, hvor man ikke måtte spise kød og hvidt brød i de 40 dage frem til påskesøndag. Derfor blev fastelavn fejret med rigelige mængder af mad – det var sidste dag, man havde chancen i lang tid. I Danmark har fastelavn dog i flere hundrede år ikke haft noget med den kommende faste at gøre – fasten slog aldrig rigtig igennem her, og blev helt afskaffet ved reformationen omkring 1536. Fastelavn var før i tiden en uge lang fejring – en udpræget voksenfest med mange udskejelser og grovheder på gader og stræder. Af disse traditioner er det stort set kun tøndeslagning og udklædning, som har overlevet til i dag. Og fastelavn er blevet en fest for børn, der vist mest foregår indendøre med tøndeslagning i børnehaver, skoler og foreninger.

Slå katten af tønden

Pigen på billedet øverst på bloggen er lige blevet udnævnt til kattedronning, (selv om tønden stadigvæk er hel!). Skikken med at slå katten af tønden kendes helt tilbage til 1700-tallet. Dengang var tøndeslagningen en barbarisk affære med en rigtig levende kat (eller hane) inde i tønden. Det var en voksenleg, som kunne foregå til hest. Der findes et gammel digt fra 1729, som giver den stakkels kats perspektiv på fastelavnen:

Emdrup katte

12388109_1667962313488099_730709896_n
Udsnit af postkort udgivet i Sverige, Karen K.

 

 

 

 

 

Siden anden del af 1800-tallet, har man dog heldigvis ikke haft levende dyr i tønden. Det betød også en forandring i reglerne for, hvem der blev udnævnt til kattekonge. Før var det, den mand, der slog bunden ud af tønden, der fik titlen. I dag er det som regel, den som slår det sidste tøndebræt ned. (Kilde: Troels-Lund: Dagligt liv i Norden i det sektende Århundrede)

Udklædning

IMG_7065
Sorte Sara og Kaptajn Enøje. Karen K.’s forside til Familiejournalen 14. februar 1972

Da jeg fandt Karen K.’s forside til et nummer af Familiejournalen fra 1972, synes jeg i første omgang at motivet med en sigøjnerinde og en pirat var lidt mærkværdig. Men kun indtil jeg opdagede, at bladet var fra fastelavnsmandag det år, og at der selvfølgelig var tale om fastelavnsudklædning. Længe før danske børn havde hørt om Halloween, klædte de sig ud til fastelavn i februar og gik rundt ved dørene og sang for at få slik eller fastelavnsboller. Skikken med at klæde sig ud, lave narrestreger og vende op og ned på samfundets vante roller ved fastelavn er mange hundrede år gammel, men lige som med tøndeslagning var det før i tiden, de voksne som klædte sig ud. Med en maske på kunne man gøre sjove og grove ting, som man ellers ikke kunne tillade sig, og ulighederne i samfundet blev udjævnet for en kort stund.

Til sidst lige et par yderligere ideer til fastelavnsudlædning.

FullSizeRender-23
Brikker fra Karen K.’s billedlotteri, udgivet af Drechsler
FullSizeRender-25
Og kattene har det godt… Udsnit af Karen K.’s julepanorama fra Familiejournalen 1980

KarenKblogheader

Pen & Papir

IMG_6538

Da jeg en grå dag i januar kom gående mellem bilerne i Nørregade, var der pludselig en farveklat, der lyste op i et udstillingsvindue: En indrammet illustration af Karen K. til H.C. Andersens eventyr “Kejserens nye klæder”. Her kom kejseren gående ned ad byens gade i (næsten) det bare ingenting til vajende Dannebrogsflag og folkets måben.

Da jeg kiggede op kunne jeg se butikkens navn: Pen og papir. Det er en rigtig fin papirhandel, der også giver lidt fornemmelser fra en svunden tid. IMG_6537.JPG

Da jeg gik ind i butikken, så jeg endnu et indrammet eventyrbillede af Karen K. Denne gang til eventyret om “Fyrtøjet”. Butikkens indehaver, Rikke Allesen fortalte, at hun selv havde indrammet billederne, som hun havde fra en bogen “Tolv udvalgte eventyr” fra 1962. Her har Karen K. lavet store farveillustrationer til et H.C. Andersen eventyr for hver af årets måneder. Rikke sagde, at hun synes at de billeder talte til både børn og voksne og gjorde én i godt humør.

I butikken var der meget at se på. Der er et stort udvalg i tegne- og maleartikler, så det er det rigtige sted at gå hen, hvis man har en “papirhobby”. Men der er også mange andre finurlige varer: antikvariske bøger, gamle anskuelsestavler, historiske klippeark, flotte kort og meget mere.

Herunder ses lidt stemningsbilleder fra Pen & Papir.

Kig forbi butikken, næste gang du er i Odense. Adressen er Nørregade 30, 5000 Odense.

KarenKblogheader