For nylig fik jeg den helt utrolige mulighed at få lov til at hjælpe med at gennemgå nogle kasser med originale tegninger og tryk af Karen K.
Der var mange smukke ting som jeg aldrig har set før. Og i anledning af at foråret er på vej, vil jeg gerne vise jer nogle af Karen K.’s forårstegninger.
En fin, gul påskekylling kigger ud af ægget på den her tegning, som her er blevet trykt på et amerikansk påskekort fra firmaet Caspari. Den originale tegning er formentlig fra ca. 1980.
Og pludselig er der masser af påskekyllinger. Tegningen her tror jeg er fra 1990’erne:
Blandt Karen K.’s originale akvareller lå også en anden ting, som jeg ikke troede, jeg nogensinde skulle se. Nemlig et originalt bevaret filtklip af Karen Kjærsgaard selv:
Det er selve originalen til det mønster til et påskefiltklip som Familiejournalens læsere fik i 1980. Det er dejligt at vide, at Karen K.’s originale klip er bevaret, og det ser ud som nyt.
Langt de fleste af Karen K.’s filtklip/kollager findes nemlig ikke mere, men er dog “bevaret” som farvedias. Sådan et dias lå i kassen sammen med “påskepigen”:
Efterhånden som Karen Kjærsgaards meget lange karriere skred frem gled nisser og engle lidt i baggrunden, og naturmotiver – med tiden mere og mere naturalistiske – trådte i forgrunden. F.eks. som disse påskeliljer og pinseliljer, som nok er tegnet i 2000’erne.
Men når man dykker ned i hendes karriere, ser man at blomsterne og fuglene har været med hele vejen. Både som “fantasifugle” og “fantasiblomster” som på denne svenske plakat/bonad, som vistnok er fra ca. 1970:
og som genkendelige faktiske fuglearter og træer på denne ligeledes svenske “klokkestreng” af papir, som vistnok også er fra starten af 1970’erne – med blåmejse, landsvale og vipstjert:
Hvis nogen af jer har et bud på, hvad fuglen lige over vipstjerten er for en, vil jeg gerne høre fra jer:
Når man ser Karen K.’s forårsmotiver, kan man næsten ikke vente med at foråret for alvor kommer i gang. Man kan nærmest høre fuglenes pippen og mærke solen varme.
Måske meget symptomatisk for PostNords ry for at være langsom til at levere pakker og breve, så ankom de sidste af årets julekort 2023 først her på den tredje hverdag i januar 2024.
Et af kortene er poststemplet 22. december, så det har været 8 hverdage og og 5 helligdage undervejs fra Esbjerg til Tommerup. Det tempo ville næppe have imponeret de postvognskuske, som kørte for Christian d. 4.’s nyoprettede postvæsen i 1624. Nå, PostNord skal nu ikke høre mere negativt fra mig omkring den sene levering, for der var kun tale om “sekundære” julehilsner. Dvs. det var antikvariske julekort, som jeg har købt online.
Mere alvorligt for den døende julekortstradition er det nok, at PostNord d. 1. januar 2024 har øger portoen for at sende et postkort med mere end 100 % til hele 25 kr. Der er næppe nogen, der vil give så meget for at sende en julehilsen i kuvert, når der er så mange alternative elektroniske muligheder.
For få år siden kunne man sende et brev til omdeling næste dage. Det kan man ikke forvente længere. Til gengæld kan man sende en e-mail til den anden side af jorden på et sekund “gratis”
De forandringer, der sker over tid, fik mig til at tænke på en lille satirisk kommentar til fremtidens jul, som jeg læste i et ugeblad fra 1968. Afsenderen er Danmarks Radios generaldirektør, Niels-Jørgen Kaiser (som jeg holder personlig ansvarlig for, at Danmark ikke deltog i det europæiske melodi grandprix i 1967-1977 😞). Han syntes, at julen anno 1968 allerede var lidt “for meget”, og han forestillede sig, hvordan det bare blive værre i fremtiden – også med postvæsnet. Han skriver:
“ Julen er blevet et helårsarrangement. Afstanden mellem juleudsmykningens nedtagning og ophængning bliver kortere og kortere, og når granguirlanderne en dag bliver fremstillet af plastic, ender det nok med, man lader lader dem blive hængende.
Postvæsenet meddeler, at juleposten skal afsendes senest den 25. november, hvis man vil have den bragt ud, og meget tyder i øvrigt på, at breve for fremtiden skal afhentes på posthuset…” (Hjemmet 1968, nr. 52, s. 25)
Plasticgran er i vore dage blevet en kendsgerning, ikke kun i USA. Forsendelsestiderne er, som beskrevet ovenfor, blevet meget lange. Ja, og næsten hver gang jeg får en pakke skal jeg selv hente den i en pakkeshop. Så hr. Kaiser har fået mere ret i sine spådomme end han måske forestillede sig. Dog tager han fejl i at posthuset stadig eksisterer i fremtiden, det gør de ikke mere.
Ak ja, måske var verden lidt simplere og uskyldigere dengang for ca. 60-70 år siden. Eller hvad? Lad os få en kort stund vende tilbage til de gode gamle dage, “der var engang“ og se på et par af de gamle julehilsner på de antikvariske julekort.
Julekortet her er ikke unikt i min samling – jeg har flere med samme motiv. Men det er interessant på grund af sit poststempel med årstallet 1955. Det er nemlig endnu det første år, hvorfra jeg med sikkerhed har kendskab til julekort, som er signeret med den senere så velkendte Karen K.-signatur.
Udover selve poststemplet er kortet også blevet forsynet med et andet stempel, der bønfalder kunden om at skrive tydelig og fuld adresse på sine forsendelser. Og når man ser håndskriften på dette julekort, forstår man egentlig godt postvæsenet. Det er tydeligt nok, at kortet skal til Kongensgade 39, men i hvilken by? Aarhus, Aars, Herning…? I virkeligheden står der nok “Her” – altså i samme by som afsenderen, Esbjerg. Men det hele er en kende indforstået. Et tjek i folletællingen anno 1940 for Kongensgade 39 i Esbjerg bekræfter, at den er god nok, og at modtagerne af kortet er malermester Niels Olesen (lærer på teknisk skole) og frue, Marie Jensine.
Et par år før de modtog dette julekort, nemlig i 1952. Havde familien Nielsen holdt en juleaften, som var speciel nok til, at den kom i avisen. De havde nogle haft to sorte amerikanere som julegæster – nemlig farmeren John Jefferson fra Washington og hans søn John Jr. , som begge var på højskoleophold i Danmark, men manglede et sted at holde jul. Det blev så hos malermesterfamilien i Kongensgade.
(Julen 1955, hvor familen Nielsen modtog Karen K. julekortet, blev ulykkeligt nok Niels Olesens sidste. Han døde pludseligt året efter i Wien under en biltur til Jugoslavien).
Det næste daterede julekort i bunken er sendt i 1961. Hanne ønsker familien Kiilerich et glædelig jul og fortæller, at hun selv skal holde jul hos en venindes forældre, fordi hun ikke har fået fri hverken i julen eller nytåret, hvor der er ekstra travlt.
Karen K.’s motiv med engle der spreder stjernedrys er også anvendt på et kræmmerhus fra samme tid.
På kræmmerhuset har englene dog fået tilføjet glorier.
Det næste julekort er også sendt i 1961 og har fashionabelt guldtryk. Afsenderen, hvis navn jeg ikke kan læse, skriver til Kirsten, som er børnebibliotekar i Slagelse, at hans kone Minna har født en datter i november, og at “den lille satan” har skreget lige siden. Nederst på kortet har Minna dog tilføjet, at alt er Ok!
Kortet var adresseret direkte til Kirstens arbejdsplads, Børnebiblioteket i Slagelse, og det fremgår også at hun næsten lige er flyttet til byen, for afsenderen af julekortet spørger, om hun er faldet godt til der. Så måske kendte han ikke hendes nye adresse.
Her er et billede fra Børnebiblioteket i Slagelse fra ca. 1961, og faktisk er Kirsten en af de to kvinder bag skranken!
Billede fra arkiv.dk.
Men for at vende tilbage til motivet på Kirstens julekort. Guldet og engle står lidt i kontrast til den meget jordnære trillebør, som er på billedet! Men det med at give hinanden en køretur i trillebør fik mig til at tænke på en spøjs historie fra min egen slægtskrønike. Historien omhandler min oldefar, malermester H. Hansen, som jeg aldrig har mødt. Han var en meget religiøs mand, men vist hverken engleagtig eller specielt humoristisk anlagt. Det sidste kunne man ellers måske få indtryk af udfra denne lille historie om ham, som først kunne læses i en lokal avis i Grenå, men som siden blev trykt i Jyllandsposten d. 30. september 1921.
Med moderne reststavning står der:
“Forleden vædede malermester H. Hansen i Ørum med Cykelhandler Jens Nielsen i Ramten 20 kr. og aftensmad på, at han pr. trillebør og uden hvil kunne køre Nielsen fra Ørum til Ramten. Væddemålet blev udført samme aften, og malermester Hansen vandt med glans, idet han på en lille halv time trillede Larsen fra Ørum til Ramten.”
Ørum og Ramten er to små landsbyer på Djursland, og der er ca. fire kilometer imellem dem, så min oldefar har haft fart på. Måske har både pengepræmien og aftensmaden lokket. Måske hjalp en engel med at lette vægten af cykelhandler Larsen i trillebøren?
De næste to julekort er ens og i miniformat, kun 7×10,5 cm. Jeg har en del svenske julekort i miniudgave, men jeg har aldrig set præcis dette motiv i denne størrelse før.
To svenske julekort i miniformat
Det ene kort er formentlig sendt i 1969. Det år blev 35-øres frimærket med “Pelles nya kläder” i hvert fald udgivet af det svenske postvæsen. Det andet kort til gossen Hans-Christian fra farmor er nok sendt nogle år tidligere, for det har kun fået 25 øre i porto.
Kæmpe julekort
Efter de svenske julekort følger et julekort i “kæmpe” format. Nemlig 9,5×21,5 cm. Det store kort har aldrig været anvendt, men ud fra stilen tror jeg, det er et af Karen K.’s tidlige fra 1950’erne.
De sidste to kort, som er fra en serie med farvestrålende nissemotiver, er heller ikke brugte eller daterede, men de er nok fra ca. 1960.
Til sidst en lille krølle på historien. Samme dag som de forsinkede julekort kom helt fra USA et brev med et påskekort tegnet af Karen K. Kortet er fra den helt anden ende af Karen K.’s professionelle karriere. Sikkert fra efter år 2000. Motivet minder os om, at foråret ikke er så forfærdeligt langt væk.
Nu er der kun få timer til året 2023 rinder ud. 2023 har været et spændende år for mig her på Karen K.-bloggen. Selvfølgelig først og fremmest fordi jeg fik mulighed for at lave en udstilling om “Karen K.’s jul” på Møntergården i Odense.
Udstillingsbygningen hvor Karen K.-nisser i stor størrelse byder velkommen i vinduerne.
Billederne, som vi har brugt uden på udstillingsbygningen er forstørret mange gange fra den svenske julbonad, som de oprindeligt stammer fra, men de gør sig godt i stor udgave.
Jeg er rørt og benovet over alle de positive tilbagemeldingerne fra gæsterne. Det lader til at mit håb om at formidle det nostalgiske, det hyggelige og det eftertænksomme og ikke mindst Karen Kjærsgaards talent er lykkedes.
Udsnit af montre med julekort.
Gennemsigtig væg med julepanoramer.
Jeg håber, at udstillingen giver mig endnu mere mulighed for at arbejde med Karen K.’s værk i 2024.
Her på bloggen har 2023 og været et vildt år. Jeg har endda været i Familiejournalen. Det var stort. Du kan læse artiklen her.
2023 blev det år siden starten i 2016, hvor flest folk fra hele verden har kigget forbi bloggen. Jeg vil gerne takke jer, der læser med og kommenterer, for at gøre det så sjovt for mig at skrive på bloggen.
Med et par stemningsbilleder vil jeg gerne ønske jer alle et rigtig godt nytår. Må 2024 blive et godt år.
Der er kulturhistorie alle vegne omkring os. Selv de simpleste hverdagsting fortæller noget om os, vores kultur og vores tid.
I ca. 1989 besøgte jeg et plastikposemuseum på Mors i forbindelse med en spejdersommerlejr. I en gammel købmandsbutik (sådan husker jeg det) hang der plastikposer i tykke bundter, som man kunne blandre i. Der må have været hundredvis eller måske tusindvis af de der bæreposer af plastik, som man fik eller købte i butikkerne. Jeg tror ikke, at museet findes mere, men mit minde om det gør af en eller anden underlig grund.
Det får mig til at tænke på, hvordan tingene har ændret sig. I min barndom – ja indtil for få år siden – var plastikposer med logoer fra diverse butikker meget almindelige. Man fik dem endda gratis. I dag koster de dyrt, og det er faktisk lidt pinligt at købe en bærepose af plast, fordi vi er blevet meget mere bevidste om plastens skadelig virkning på vores miljø.
Julebærepose fra Brugsen. Fra 1980.
Men engang var butikkerne, Brugsen, supermarkederne, isenkræmmeren, elektrikeren og alle de andre stolte af deres plastikposer, som kunderne bar ud i gadebilledet som vandrende reklamer. Tit var der flotte store billeder på poserne. Og jeg ved, at det ikke kun var hjemme i min familie at disse billeder blev klippet ud og med lidt vand blev sat fast på køleskabet eller køkkenskabene som dekoration. I vores tilfælde kunne det også skjule nogle grimme pletter på forsiden af køleskabet. Det var i fattigfirserne, hvor man ikke bare skiftede et køleskab ud af æstetiske årsager.
Bæreposen af plastik blev opfundet i 1965, men det var først i løbet af 1970’erne, at de afløste bæreposerne af papir i butikkerne, og til sidst var plastikposerne helt dominerende. Inden for de seneste år er papirposen vendt tilbage i nogle butikker.
Som barn husker jeg, at plastikposerne var særligt interessante op til jul. Her var der nemlig fine julemotiver på. Dem har vi helt sikkert også pyntet med som billig julepynt derhjemme.
Mange velkendte kunstnere dekorerede disse poser. Og selv om kunstnernes navne ikke var kendte i den brede offentlighed, så var deres tegninger.
F.eks. disse:
Jeg tror, kunstneren bag disse er Johannes Hink. Han illustrerede også små julekalenderen af karton, som jeg fik lov til at købe i Brugsen for 1 krone, da jeg var lille.
Jeg ved ikke, fra hvilken butiks plastikposer billederne stammer, for jeg har dem kun bevarede som udklip. Men de kommer op til jul af nostalgiske grunde.
Pose fra isenkræmmerenutikken Difa
Denne her pose har jeg til gengæld bevaret i hel udgave. Difa, som butikken hed, husker jeg overhovedet ikke, men det var en landsdækkende kæde af gavebutikker/isenkræmmere. Kunstneren er Rina Dahlerup, som bl.a. har illustreret en masse børnebøger. Og jeg tror også, hun er kunstneren bag den lille tegnefilmsvignet, som indledte Legestuen på DR i min barndom.
Billede fra indledningen til DR’s Legestuen.
Karen K. har også bidraget til plastikposegenren. I hvert fald har jeg et enkelt motiv fra sådan en pose, som nu hænger på mit køleskab.
Jeg ved ikke, hvilken butik, der har brugt Karen K.’s julebillede på sine poser. Motivet er et udsnit af din fine julepanorama til Familiejournalen i 1977, så måske er bæreposen også fra ca. den tid.
Nu er det længe siden, jeg har set en pose fra et supermarked med julemotiv. Jeg mistænker, at genren helt er forsvundet. Det er lidt trist, men hvis det har en positiv effekt på miljøet, er tabet til at leve med. Verden forandrer sig hele tiden.
Under opbygningen af udstillingen “Karen K.’s jul”
I efteråret 2023 har jeg haft den store fornøjelse at kunne arbejde med at lave en særudstilling om Karen K.’s julepynt. Udstillingen, som har titlen “Karen K.’s jul”, kan ses på museet Møntergården i Odense frem til 14. januar 2024.
En af de ubetinget største oplevelser i forbindelse med forarbejdet til udstillingen var, at jeg fik lov til at besøge Karen Kjærsgaards søn og se det store arkiv af originale akvareller og tegninger, som hun har efterladt. Her fandtes en masse originale tegninger fra cirka 1978 og frem – tegninger der er blevet trykt som gavepapir, julekort, kræmmerhuse og meget mere. Nogle af disse smukke tegninger og akvareller har vi også fået lov til at låne og vise frem i udstillingen.
Originaler akvareller malet af Karen K. Originale akvareller i en montre i udstillingen
Jeg havde forestillet mig, at der i Karen Kjærsgaards arkiv også ville være en masse skitser og forarbejder til de forskellige tegninger. Men dette var der meget lidt af. Og måske giver det mening, at en så produktiv og dygtig kunstner ikke føler behov for at gemme løse skitser og stregtegninger.
Heldigvis var der dog nogle enkelte skitser i blandt, som fortæller os lidt om arbejdet med at skabe de endelige billeder.
Skitser fra Karen K.’s eget arkiv
På nogle små stykker pergamentpapir eller madpakkepapir fandtes der nogle blyantstegninger med nogle velkendte nisser. Mange af jer vil have set disse nisser før – de endte nemlig (for de flestes vedkommende) med at komne med på det julepanorama, som Karen K. malede til Familiejournalen i 1987. (Du kan læse om julepanoramerne her.)
Julepanorama 1987
Panoramaet fra 1987 har Karen Kjærsgaards eget hus i centrum. (Læs mere her og her.) Og rundt omkring på de snedækkede pløjemarker leger nisserne. Det er også Karen Kjærsgaards egen hund, Bell, som giver nisserne en ridetur hen over marken.
Skitserne som de er udstillet i udstillingen.
Når man tænker på hvor mange danskere, der har set og kender Karen K.’s julepanoramaer, så er det faktisk et lille stykke danmarkshistorie at have sådan en skitse bevaret.
Man kan finde mange af nisserne i det endelige billede. Nogle er dog blevet spejlvendt i processen, men ellers er der stor lighed mellem skitserne og de endelige nisser. Det viser lidt om hvor klar en idé Karen Kjærsgaard allerede fra starten har haft om det endelige motiv.
Her under kan du se et par eksempler på nisseskitser og det endelig resultat.
Små ændringer er der dog sket udervejs. Nissen her med sækken har mistet sine ski.
Præcis hvilke tegninger nissernes på den anden bevarede skitse herunder er forlæg til, har jeg ikke helt fundet ud af:
Men de lange huer og flagrende halstørklæder minder om nissernes fra Karen K.’s julepanorama fra 1988:
Hvis du har lyst til at besøge udstillingen “Karen K.’s jul”, skal du en tur forbi Møntergården i Odense senest 14. januar 2024.
I weekenden købte jeg to gamle adventsstager med Karen K.-nisser i original indpakning. Jeg tror, de er fra slutningen af 1970’erne.
Både æskerne, stagerne og nisserne var i det , man roligt kan kalde “brugt stand”. Faktisk så det mest af alt ud, som omdet hele var blevet kørt over af en kane med mindst tolv rensdyr foran.
Ved nærmere øjesyn var skaderne endnu værre end forventet. Karton var flænset, plastikfolien revnet, blomsterkranse var løse, lyseholdere var faldet af og/eller klemt flade – og så – oh gys – manglede den ene liggende nissedreng sine ben!
I stedet for at kassere det hele besluttede jeg mig for at prøve at lave ét helt sæt ud af stumperne med en lille hjemmerestaurering.
Plastfolien stod ikke til at redde, så den måtte fjernes helt.
Selve stagen, der også var delvist smadret, limede jeg og camouflerede den værste skade med blomster. (For øvrigt et godt fif, som man kan bruge i mange af livets forhold). Nisserne blev renset for gammel stearin, og lyseholdere blev limet fast.
Æsken blev afstivet med nyt karton indvendigt. Til sidst købte jeg noget nyt stift plastfolie, så æsken (næsten) kunne komme til at ligne sig selv i sin storhedstid.
Ok, helt som ny blev æsken eller adventsstage ikke, men alligevel lidt hyggelig.
Som man kan se, står teksten forrest på æsken på svensk (oversat til tysk og engelsk). Det er fordi, stagerne er fremstillet i Sverige af firmaet Hedlunds Pappersindustri. Samme firma udgav også masser af julegavepapir med Karen K.-design i 1960’erne og 70’erne.
Karen Kjærsgaard har ikke designet selve stagen, er jeg overbevist om. Hos Hedlund har man taget tre af de plastiknisser, som blev lavet efter Karen K.’s tegninger, og sat dem på en rød plastikbund, som blev udstyret med fire gyldne lysholdere og pyntet med standard lysekranse med grønne blade og røde bær. Lignende adventsstager blev fremstillet hos Hedlund med andre plastiknisser tegnet af andre kunstnere.
Under restaureringen opdagede jeg for øvrigt noget, som jeg ikke tidligere har tænkt over. Nemlig at adventsstagen med Karen K.-nisser faktisk findes i to versioner. Nemlig én hvor nissen i midten kigger til højre og én hvor den kigger til venstre. Lidt variation skal der til.
Nu er der ikke længe til første søndag i advent, men jeg tror, at stagen får lov til at blive i sin nyrestaurerede æske og pynte på den måde i år.
Hvis du gerne vil se nærmere på en Karen K.-adventsstage finder du en i udstillingen “Karen K.’s jul”, som du kan besøge på Møntergården i Odense frem til 7. januar 2024.
Til sidst lige lidt rigtige røde bær som modvægt til al den røde juleplastik.
Her i oktober 2023 har jeg den store fornøjelse at arbejde med en udstilling med titlen Karen K.’s jul. Udstillingen åbner på Møntergården i Odense og har åbent fra 3. november til 14. januar.
I sådan en udstilling er det svært at komme uden om Karen K.’s engagement med Familiejournalen. Selv om hun udførte opgaver for mange andre forlag og producenter, må man nok sige, at Familiejournalen eksponerede Karen K. julepynt til en meget bred skare af mennesker. I 1970’erne udkom bladet i hver uge i mere end 300.000 eksemplarer.
En af de sjoveste oplevelser i forbindelse med arbejdet med udstillingen har uden tvivl været at få lov til at besøge Karen Kjærsgaards søn, Jakob og se en masse af hendes originale akvareller. Museet har også fået lov til at låne nogle af akvarellerne til udstillingen.
Akvarel af Karen K.
En af akvarellerne var denne lidt usædvanlige af en lille kirke i sne. Det er en jysk landsbykirke, nærmere bestemt Torsted Kirke mellem Ringkøbing og Holstebro.
På arkiv.dk fandt jeg et foto fra 1982 af Torsted Kirke i sne. Billedet findes på Torsted Lokalhistoriske Arkiv. Det er næsten præcis samme motiv, som på Karen K.’s tegning. Hun kunne godt have brugt dette foto som forlæg for sin tegning.
Jeg vidste ikke helt, hvad tegningen af Torsted Kirke var tænkt til. Motiv på et julekort måske? Svaret lå dog skjult i samme lille mappe, som Karen K. havde lagt akvarellen i – Nemlig denne sammentegning:
Tegningen af Torsted Kirke var simpelthen Karen K.’s forslag til forside på Familiejournalens Julehæfte i 1982.
Men hvad var det nu lige med de der forsider på Familiejournalens julehæfter? Før 1982 var forsider næsten altid malet af den samme mand. Nemlig illustrator Henrik Hansen (1902-1980).
Hans første juleforsider var i 1940 og forestillede Brabrand Kirke ved Århus i sne. Derefter fulgte år efter år flotte vintermotiv. Ofte med kirker og næsten altid af steder som fandtes i virkeligheden. Enten omkring Århus eller Faaborg.
Forside 1953
I 1942 og igen i 1953 var motiv f.eks. hentet fra Den Gamle By. På bladet fra 1953 ses den skrifttype, som blev brugt på julehæftet i årtier fremover. Blot blev stavemåden “julehefte” med tiden erstattet med “julehæfte”.
På julehæftet fra 1969 er Henrik Hansens motiv Kaleko Mølle ved Faaborg.
I 1970 er der et motiv fra en gade i Faaborg:
Og i 1971 igen et motiv fra Den Gamle By.
I en årrække blev Henrik Hansens forsider forøvrigt også brugt på Familiejournalens svenske søsterblad Allers. Så svenskerne fik altså julemotiver af danske lokaliteter.
F.eks. Horne Rundkirke i 1968:
Illustratoren Henrik Hansen flyttede i 1920’erne ind i en villa i Åbyhøj ved Århus. Dengang var det en landsby, men i løbet af de ca. 50 år han boede der med sin familie, blev landsbyen opslugt af storbyen og er nu er forstad til Århus.
To kirker fra Århusegnen (Årslev og Hasle) prydede forsiden i 1977 og 1979.
Motivet fra 1979 blev det sidste, som Henrik Hansen leverede til Familiejournalen. Han døde nemlig i 1980.
I både 1980 og 1981 gik ugebladet ind for genbrug og greb simpelthen tilbage til to gamle forsider af Henrik Hansen, som man så genbrugte:
Forsiderne fra henholdsvis 1968 og 1971 blev brugt påny i 1980 og 81.
I 1982 tænkte man måske alligevel, at man måtte se sig om efter nye tegnere til julehæftets forside. Om bladet henvendte sig til Karen Kjærsgaard for at få hende til at udarbejde et forslag, eller om hun gjorde det på eget initiativ, ved jeg ikke. Faktum er, at der i hendes efterladte arkiv ligger et smukt forslag til julehæftets forside fra 1982. Og faktum er også, at motivet desværre ikke blev brugt.
Forsiden endte med at se sådan her ud:
Kunstneren er ikke angivet i bladet, men jeg ville nu have foretrukket Karen K. nøgterne og alligevel stemningsfulde billede af Torsted Kirke, som den faktisk så ud med sne på tilbage i 1982, i stedet for det lidt sødladne kanemotiv.
Karen K. kom aldrig til at tegne en forside til Familiejournalens julehæfte. Opgaven gik videre til andre kunstnere, f.eks. Mads Stage.
Hvis du gerne vil se Karen K. aldrig brugte og offentliggjorte forsidetegning, så besøg udstillingen på Møntergården. Der er åbent tirsdag-søndag fra 10-16 fra 4. november og til 14. januar.
Tænk, hvis der var en forbindelse mellem min yndlingsbog fra barndommen og Karen K.’s tegninger, som er temaet fra denne blog….. Måske er der faktisk en forbindelse. Måske ikke. Det skriver jeg om på bloggen i dag.
Yndlingsbogen
For at starte med begyndelsen. Altså min begyndelse, så er det vist ingen underdrivelse at sige, at Malerkattene var min absolutte yndlingsbog, da jeg har helt lille. Jeg mener : den handlede om katte og om farver! Hvad kan man ønske sig mere?
Dybest set er handlingen i bogen ret tyndbenet, men det betød ikke noget for mig dengang omkring 1980: To søde katte blander maling og får forskellige farver, som de maler deres omgivelser med. Til sidst sover de og drømmer i multi-color.
Undervejs lærer man om de forskellige farver. F.eks. lyserød:
Og lilla, som var min yndlingsfarve dengang:
Det var handlingen kort fortalt. Men det vigtigste var selvfølgelig tegningerne med de to farveglade missekatte.
Hvad jeg ikke vidste dengang var, at bogen faktisk var amerikansk (oprindelig The Color Kittens). Tegningerne var udført i 1949 af det amerikanske kunstnerægtepar Alice og Martin Provensen. (Måske uden at vide det kender du sikkert lidt til Martin Provensen, for det er ham der designede Kellog’s Frostflakes maskot, Tony the Tiger).
Men alt det var jeg lykkeligt uvidende om som barn. Jeg vidste heller ikke, at min yndlingsbog var udkommet på dansk allerede i 1951 – flere årtier før jeg blev født. For nyligt fandt jeg den ældste danske udgave af bogen. Den hed “Male-misserne” og viste sig at indeholde adskillige tegninger, som ikke var med i min tyndere fattigfirser-udgave af bogen! Det føles næsten som et svigt, at jeg som barn var blevet forholdt disse billeder! For dem af jer, der har oplevet det samme, bringer jeg et par af billederne her:
1951’er udgavens titelblad. Denne syrede drømmesekvens var desværre udeladt i 80’er-udgaven af bogen.Dette udgangsbilede fra den oprindelige bog var der heller ikke plads til i den senere danske udgave.
Det er forresten sjovt at sammenligne de to danske (og ret frie) oversættelser af den engelske tekst. I 1951 brugte man stadig ordet brandgul i stedet for orange. Var brandgul mon virkelig det almindeligt brugte ord for den farve, man får, når man blander rødt og gult dengang i 1951? Det lyder meget gammeldags.
Prøv at sammenligne de to oversættelser. Brandgul er med tiden blevet til orange.
Men hvad med dem mulige forbindelse mellem Malerkattene og Karen K.? Det kommer jeg til nu.
For nyligt fandt jeg en gammel amerikansk bog med folkesange fra 1947. Bogen er gennemillustreret af Malerkattenes “mor og far”, Alice og Martin Provensen, og var faktisk deres første fælles arbejde.
Titelblad fra Fireside Book of Folk Songs med illustrationer af hr. og fru Provensen, 1947.
Et par af illustrationerne til nogle af sømandssangene i bogen fik mig til at overveje, om Karen Kjærsgaard mon kan have kendt denne sangbog og bevidst eller ubevidst er blevet inspireret til et par af sine egne tegninger i starten af karrieren. I hvert fald synes jeg, at der er nogle interessante lighedspunkter.
Især dette gamle Karen K. julekort med søfartsmotiv har paralleller i sangbogen.
Julekort i stort format. Tilhører Karen Kjærsgaards familie og er lånt fra Per Sørensens hjemmeside om danske postkortkunstnere.
Se nu billederne fra sangbogen. Der er flere elementer, som går igen:
Scenen med havnekajen, huset til venstre med et skilt over døren, tønderne, sejlskibene i det fjerne.
Eller her:
Kvinden i krinoline og med den lille hund i snor. Manden med en kasse under armen og en nakkepisk.
Motiver, som påfaldende ligner vignettegninger fra sangbogen, finder man på Karen K.’s uro juleskibet.
Se bare ankeret her:
Provensens ankerKaren K.’s anker.
Eller den springende delfin:
Provensens delfinKaren K.’s delfiner.
Ok, måske er det bare ønsketænkning fra min side. Måske er det bare tilfældigt, at tegningerne i den gamle sangbog ligner nogle af Karen K.’s tegninger. I virkeligheden er der måske ikke så mange forskellige måder at tegne delfiner, sejlskibe, ankre og tønder på.
Men det kunne være så hyggeligt, hvis der var en forbindelse! Menneskehjernen elsker forklaringer og forbindelser og mønstre og leder altid efter dem. Specielt i en urolig tid som den, vi lever i, ville en forbindelse tilbage til dengang, hvor det bedste i verden var en bog om to katte og alle verdens farver, ikke være det værste at finde.
Jeg har lige opdaget, at det er flere år siden, jeg har skrevet noget her på bloggen i forbindelse med påsken. Så nu i 2023 skal det være igen.
Det at sende påskekort til hinanden har vist ikke været en “ting” her i Danmark siden starten af 1900-tallet. I Sverige holdt traditionen sig langt op i tid, og det betyder, at Karen K. har tegnet en hel del påskekort til det svenske marked. Og heldigvis kan man jo stadig pynte op med de fine gamle kort.
En serie af svenske påskekort fra 60’erne eller 70’erne. Kortene fandtes i to størrelser.
Det samme svenske forlag, som trykte påskekortene, stod også bag andet påskepapirpynt fra Karen K. Bl.a. bordløbere. Som et billigere alternativ til broderede løbere eller datidens trykte løbere af jute eller bomuld kunne man købe påskeløbere i kraftigt papir med flotte påskemotiver på.
Papirløberne var ikke så holdbare som dem i papir, men denne her har alligevel overlevet siden en gang i 70’erne (formentlig). Lidt hak og ridser gør ikke så meget i den forbindelse.
Påskebilleder til væggene var Karen K.’s svenske forlag også leveringsdygtigt i. Påskbonader kaldes de på svensk. Vi har ikke rigtigt et dækkende ord på dansk, så vi ville nok bare kalde dem plakater. Jeg tror dog aldrig, de har været til salg i Danmark.
Svensk påskbonad
Plakaten her har ingen Karen K.-signatur, men jeg købte den alligevel med en fornemmelse af, at Karen K. var kunstneren bag. Den er udgivet af hendes svenske forlag Axel Eliasson i den periode, hvor Karen K. leverede designs til dem.
Det var mest de runde sorte øjne og kollage-stilen, som mindede mig om Karen Kjærsgaards udtryk. Men ved lidt sammenlignende studier i min Karen K.-samling er jeg nået frem til, at hønsebilledet virkelig må være lavet af Karen K.
Sammenlignende studier
Hvis man kigger nærmere på hønsefamilien på det nederste billede, ligner de meget hønsene på det øverste: øjnene, hønsefødderne, kyllingerne som tildels ikke har næb, hanens røde kam og placeringen af hanens ben er næsten ens på de to billeder.
“Men HOV!” vil den opmærksomme læser sige: “Det nederste billede er jo signeret Bolette. Det er ikke Karen K.” Men jo, det er alligevel Karen K.! Karen Kjærsgaard ændrede nemlig en kort overgang sit kunstnernavn på svenske produkter – og kaldte sig Bolette i stedet. Det kan du læse om ved at klikke her.
Hanens lidt underlige gule øjne undrede mig lidt, og forekom mig at være atypiske for Karen K. Men jeg fandt tilsvarende gule øjne på to haner på en munter Karen K. påskefrise, som du kan se herunder, så de gule øjne er ikke enestående.
Her ses hele den lange påskefrise: festlige kyllinger med vintergæk, erantis, viol, birk og tusindfryd.
Her er endnu en påskbonad af Karen K. fra 70’erne:
Stilen er et lidt utraditionel for Karen K. – næsten i stil med Bjørn Wiinblad. Men sikke en fin forårsstemning. Selv kyllingen i fugleburet er i godt humør.
Karen K. har også tegnet påskekort i samme stil:
For nogle år siden fik jeg mulighed for at hjælpe redaktionen af Familiejournalen med at fremskaffe de fire gamle påskekort, da de gerne ville genoptrykke kortene på bagsiden af deres påskenummer i 2019. Det kan du læse om ved at klikke her og her.
Jeg håber, at Karen K.’s påskebilleder har bragt dig i forårshumør. Her på Fyn skinner solen i hvert fald. Så selv om påsken er lidt kold i år, kan man tydeligt mærke, at foråret er på vej. God påske!
Vinteren har været mere våd end hvid i år. Alligevel er de fugle, som overvintrer på vores breddegrader, glade for det foder, som flinke mennesker lægger ud til dem.
Fugle indgik tit i Karen K. billeder. Nogle gange som detaljer i baggrunden, nogle gange som hovedmotiv. Jeg har lige fået fat i denne frise af papir, hvor vinterfugle er hovedmotivet.
Frisen er udgivet i Sverige af forlaget Axel Eliasson – formentlig engang i 1960’erne. Karen Kjærsgaard tegnede mange motiver for Axel Eliasson, der blev udgivet som plakater, bordløbere, remser og friser m.m. Som regel, men ikke altid, signerede hun sine ting med den velkendte Karen K. signatur.
Signaturen på fuglefrisen
Frisen her er også signeret, men skriften afviger noget fra Karens almindelige signatur. Den er kun i kapitæler og så er den i to farver! Normalt ser Karen K.-signaturen omtrent sådan ud:
Hvorfor Karen Kjærsgaard har valgt at skrive sin signatur anderledes her, er svært at svare på, men der er ingen tvivl om, at hun er kunstneren bag fugletegningerne.
Karen K. tegnede sjældent fugle efter sin frie fantasi. Det var som regel småfugle fra den danske natur, som kom ned på papiret. Senere i karrieren blev hendes tegninger af fugle mere naturalistiske, men her i den tidligere periode lagde hun nogle gange vægt på, at fuglene godt måtte være lidt nuttede og tegneserieagtige. At den grund kan det godt være lidt svært at artsbestemme fuglene på frisen, men jeg vil prøve.
Blåmejsen her er ikke svær at genkende. Slet ikke, hvis man tilhører den generation, der er vokset op med Mejseyoghurt, og reklamerne med den lille blå-gule fugl:
Fuglekongerne er også ret let at genkende med de gule kroner på hovederne, selv om Karen Kjærsgaard vist har overdrevet kronens størrelse:
Man kan få hjælp til at bestemme frisens fugle fra en juleuro med fugle, som Karen K. tegnede til Familiejournalen i 1979. De samme fugle går nemlig igen på frisen og i uroen, og i Familiejournalen 1979, identificerede hun selv fuglene.
Karen K.’s uro fra 1979 med masser af fugle.
Her har jeg lagt fuglene fra uroen op ved siden af frisen.
Gærdesmutte, rødhals og blåmejse. Sortmejse, fuglekonge og bogfinke.
Især bogfinken voldte lidt problemer at genkende, men det må være to bogfinker, som ses øverst på frisen.
Til at hjælpe med at artsbestemme fuglene, har jeg også rådspurgt mig med min svoger, som er en dygtig natur- og fuglefotograf. Du kan se hans flotte billeder på Instagram: manoe1970.
Jeg har fået lov til at låne nogle af hans fotos. Så her er tegninger og “the real thing” side om side:
Bogfinke:
Foto: Mogens Møller Manøe.
Fuglekonge:
Foto: Mogens Møller Manøe.
Gråmejse (også kaldet sumpmejse):
Foto: Mogens Møller Manøe.
Blåmejse:
Foto: Mogens Møller Manøe
Rødhals:
Foto: Mogens Møller Manøe
Gærdesmutte:
Foto: Mogens Møller Manøe.
Allerede i starten af februar hørte jeg lærken for første gang. Fuglene er i gang med at forberede sig til foråret derude. Jeg tror, de kan mærke, det er på vej.
Mikaels Karen K. blog 