For flere år siden købte jeg en gammel julelyskæde og skrev om den her på bloggen.
Lyskæden er fra ca. 1980 og var interessant for mig, fordi et par af de julekugler , som hænger på kæden, har nissetegninger af Karen K.
Arkiv foto fra 2016, hvor Misser “hjælper” mig med at hænge lyskæden op.
Tilbage i 2016 tjekkede jeg selvfølgelig, om lyset i kæden virkede – det gjorde det – og jeg lavede også en prøveophængning. Men jeg må indrømme, at kæden ikke har været oppe at hænge siden
Det skyldes nok især, at det faktisk kun er to af de ti kugler, som har illustrationer af Karen K. Af en eller anden grund har det svenske firma bag kæden besluttet at blande motiver af to af deres faste julekunstnere, nemlig Karen K. og Lars Carlson. Karen K.’s nisser ses på to kugler og Lars Carlsons på otte.
Den lidt skæve fordeling er nok et udtryk for, at Lars Carlsons skæggede nissemænd var meget populære spredere af traditionel julestemning i Sverige. Sådan er det nok stadigvæk for mange, og også her i Danmark er Carlsons nisser kendte og populære.
Julekugle af Lars Carlson i baggrunden.
Jeg må dog være ærlig og indrømme, at Lars Carlsons nisser ikke rigtigt sætter mig i julestemning.
Men i år har jeg besluttet mig at opdatere julelyskæden til version 2.0. Jeg har nemlig efterhånden samlet et bunke “løse” plastikkugler med Karen K. nisser. De er egentlig tænkt som juletræspynt, men de har samme udformning som kuglerne på lyskæden, så de kan sagtens sættes ned over de gamle pærer.
Og efter lidt pillearbejde….
…. har jeg nu en lyskæde med en 9/10 Karen K. ratio. Den sidste kugle bliver også skiftet på et tidspunkt.
Opgraderingen af lyskæden betyder også, at den nu består en blanding af “sølv”- og “guldkugler”. Alle er det argeste plastik forstås!
Og nu kan lyskæden hænge rundt om pyntehylderne med dette års lille retro juleudstilling, som jeg har lavet på mit værelse.
Det ser hyggeligt ud, og læseren kan jo gå på jagt på hylderne og gætte på hvilken julepynt Karen K. står bag.
Jeg er ret begejstret for lyskædens nye udseende – undskyld Lars Carlsson.
Hvis du er blevet nysgerrig på Karen K.’s tegninger på disse julekugler, synes jeg du skal læse mit blogindlæg fra sidste år om præcis det. Her bliver det også afsløret, at den ultra skandinaviske lyskæde faktisk er fremstillet i Italien!
Karen K.’s originale tegning til en af nisserne på julekuglerne.
Forleden dag var jeg meget heldig (synes jeg selv), da jeg i en genbrugsbutik fandt en kasse med ruller af gavepapir fra omkring 1980.
I 1980’erne var Karen K. stadig ret stor inden for design af julegavepapir. Og der var også et par stykker fra hendes hånd i kassen, og de kom selvfølgelig med hjem til samlingen.
To gamle ruller med Karen K. gavepapir. Den ene har aldrig været åbnet.
Det er klassiske julemotiver på papiret: engle og nisser.
Motivet med de skæggede nissemænd i uniformslignende jakker har jeg været så heldigvis at sidde med en originaltegning til.
Her er det trykte motiv:
Og her er den originale tegning af Karen K. fra hendes efterladte arkiv:
Den opmærksomme læser ser, at tegningen har en anden baggrundsfarve end det trykte papir – det var helt almindeligt, at det samme motiv blev brugt på mange forskellige baggrundsfarver, så køberne kunne vælge den farve, der nu engang tiltalte dem bedst.
Den opmærksomme læser vil også se, at nisserne er placeret lidt anderledes på tegningen. På papiromslaget omkring tegningen har Karen K. skrevet nogle bemærkninger til det forlag (sikkert svenske Hedlunds), som skulle trykke papiret:
“Hermed vor moderne svenske tomte i en ny variation. Det er jo muligt det var en god idé med enkelte snekrystaller blandt snefnuggene.”
Der er altså åbenbart tale om en variant af en tidligere udgave af de samme nisser. Det er interessant at læse, at Karen K. opfatter disse nisser som “svenske” og “moderne”. Men det er måske i kontrast til klassiske svenske nisser som Jenny Nyströms og Lars Carlsons, som er mere nostalgiske og gammeldags i stilen. Det er også interessant at læse om hendes tanker om de små detaljer med snefnuggene, hvad enten hendes idé nu er blevet fulgt eller ej af forlaget.
Karen K. må have designet i hundredvis af forskelligt gavepapir gennem sine aktive år fra 1950’erne til først i 2010’erne. Jeg tror, at idéen om de gentagne mønster, som er karakterisk for gavepapir har tiltalt hende og hendes arbejdsrutine, samtidig med at hun har opfordret sig selv til at gøre motiverne smukke og utrivielle på trods af gentagelserne. Inden for julepapirgenrens stramme krav har hun haft et væld af ideer og variationer.
Her ses nogle noter fra hendes hånd – vist nok fra sidst i 1970’erne – med ideer til gavepapir og julepapir:
Jeg har aldrig før tænkt over, hvordan originaltegninger til gavepapir uendelighedsmønstre egentlig er udformet. Men i Karen K. arkiv fandtes en masse, alle i A4-størrelse, hvorfra motivet kan adderes og multipliceres i det uendelige:
To originale tegninger til Karen K. gavepapir.
Det er ingen overdrivelse at tale om hundredevis af forskelligt Karen K. gavepapir. Det seneste år har jeg opdaget en masse nye designs – fra både Danmark, Sverige og USA, hvor julepapiret blev distribueret.
Det ældste design blandt de nye fund er vist dette, som er fra omkring 1960. Måske endda fra 1950’erne.
Det er ikke så entydigt i Karen K.’s senere og mere genkendelige stil, men jeg er alligevel ikke i tvivl. Hvis man sammenligner med nogle af Karen K.’s tidligere julekort går flere af motiverne nemlig igen.
Se f.eks: adventskransen og kælken på disse to udklip fra nogen af Karen K’s. tidlige julekort. De er identiske med tegningerne på gavepapiret:
Hvert år i flere årtier designede Karen K. en hel stribe af designs til årets kollektion af gavepapir. Det har hun fortalte i et interview.
Det kunne være figurative mønstre som dem herover fra 1960’erne og 1970’erne, som nok mest tiltalte voksne. Eller motiver med nisser, som nok mest tiltalte børn, som disse to fra sidst i 1970’erne:
Fra et tidligt tidspunkt fik Karen K. den gode idé at inkludere sin signatur i mønstrene. Det er ikke noget, som man ser tit på gavepapir, hvor kunstneren ofte forbliver anonym. Men Karen K. forstod at slå sit navn fast og vidste, at det havde værdi som “brand”. Derfor ses hendes signatur ofte på gavepapiret – langt fra altid men alligevel ofte:
For et stykke tid siden købte jeg en større samling af brugt julepapir, som var blevet samlet og sat kronologisk i ringbind i perioden ca. 1958-2000.
På nogle af arkene har samleren skrevet årstal på, så man kan se præcis hvilket år papiret har været brugt som gavepapir. Procentvis fylder Karen K.’s designs ganske godt i mapperne fra ca. 1978-1990.
Papiret her med de cirkulerende engle på en flot blå baggrund er dateret til 1987. Det kan godt være lidt ældre, men er altså senest fra 1987.
Det samme motiv men med rød baggrund har jeg fundet en en deluxe importeret udgave i USA, hvor det blev udgivet af firmaet Marcel Schurmann Company Inc. Ikke i ruller, som vi kender det herhjemme, men som et lille stykke rektangulært, foldet papir på ca. 49,5×70 cm. Med en salgspris på $1.50 omkring 1987, har det været ret dyrt!
Hvis man sammenligner englepapiret med et andet og mere anonymt stykke gavepapir, virker det sandsynligt, at sidstnævnte også er tegnet af Karen K.:
På det her papir med smukke vinterlandskaber er det bl.a. hestene og de nøgne vintertræer, der afslører Karen K. som kunstneren:
Det er for øvrigt nok traktørstedet “Peder Lieps hus“ i Jægersborg Dyrehave, der har inspireret Karen Kjærsgaard til et af husene på dette motiv. Her ses huset på en tegning fra 1934:
Når man bladrer videre i samlingen af gavepapir, kan man følge Karen K.’s mønstr op gennem 1980’erne:
Og så med ét er det slut!
Fra 1990 forsvinder Karen K.’s designs helt fra mappen. Dette er det sidste motiv af Karen K. i den kronologiske samling :
Signaturen er der stadig, men motivet er allerede blevet lidt mere amerikansk end skandinavisk med en rigtig “Santa”. 1990’erne markerer den periode, hvor Karen K. begynder at fylde mindre i julens designs i Danmark og Sverige. I stedet begynder hun at koncentrere sin karriere mere mod det amerikanske marked. Men det må I høre om en anden gang.
Vejret her i starten af påskeugen har været virkelig flot med sol og høje temperaturer. Perfekt vejr til at hænge vasketøjet ud. Men hvorfor ikke også bruge tørresnoren mere dekorativt?
Karen K.’s flotte påskebilleder passer i hvert fald rigtig godt på snoren ude i haven, hvor blomsterne vælter frem lige nu.
Her er det en svensk “påskbonad”, som, jeg tror, er fra sidst i 1960’erne, og som er udgivet af det svenske forlag Axel Eliasson.
Hvis man zoomer ind på bonadens nederst højre hjørne, kan man se, at den er fra den periode, hvor Karen K.’s signerede sig med “Bolette”. Det svenske forlag havde bedt Karen Kjærsgaard om at variere sin signatur. Vist nok fordi det skulle se ud, som om forlaget havde flere tegnere tilknyttet. Og det kan man måske godt forstå, for til alle de papirvarer (duge, bonader, friser, bordløbere og dækkeservietter) som Axel Eliasson udgav i denne periode, var der stort set kun to tegnere, nemlig Lars Carlson og Karen K. Karen Kjærsgaard valgte altså navnet Bolette, som var hendes mors mellemnavn. Det blev dog kun få værker, som fik denne signatur, før hun igen vendte tilbage til Karen K.
Denne fine forårsgrønne påskefrise har den klassiske Karen K. signatur.
De klare farver gør sig godt ude i forårssolen.
Her lidt længere fremme på påskeugen er vejret blevet lidt mere gråt, og det er en god anledning til at rykke lidt indendøre og invitere gæster til en kop te.
Og selvfølgelig skal bordet dækkes med ægte retro påskepapirvarer af Karen K. fra omkring 1970: dækkeservietter og runde papirduge.
Disse papirvarer stammer også fra forlaget Axel Eliasson og kunne købes for få kroner i pakker af to:
Her har Karen K. ikke tegnet men lavet kollager af filt, hessian, papir, farvede fjer, silkeblomster m.m., som er fotograferet og overført til papir. De farvestrålende kyllinger er et karakterisk gennemgående tema.
Den trykte dækkeservietter imiterer et af datidens populære materialer: hessian! Dækkeservietterne af papir var et prisbilligt alternativ til dækkeservietter i mere bestante materialer, også selv om de kun kunne bruges en enkelt eller få gange.
Dækkeservietter og små runde dug af papir hører nok en anden tid til. Jeg har svært ved at forestille mig et stort kundegrundlag for sådan nogle produkter i dag. Men det er hyggeligt at tænke på, at de fandtes engang: blev designet, fotograferet, trykt, pakket, transporteret og solgt dengang for mere end 50 år siden.
Jeg håber, I får en fortsat god påske med masser af forårets mange farver.
Her på lillejuleaften 2024 er det blevet tid til at se på de Karen K. julekort, som er kommet til min samling i årets løb.
Og det er en overvældende tilstrømning der er sker i år: hele 42 nye kort spredt over mange årtier af Karen K.’s professionelle virke!
De mange nye kort skyldes hovedsageligt, at jeg I år fik mulighed for at besøge Karen K.’s søn og kigge igennem hendes efterladte arkiv af originale og trykte eksemplar som hun har samlet sammen i årenes løb. Og de julekort som der var flere af, fik jeg lov til at få et eksemplar af til min samling. Det var fantastisk.
Der var mange motiver, som jeg aldrig har set før. De fleste af kortene var trykt for det Amerikanske firma Caspari, og mange af de motiver har sikkert aldrig været brugt på kort her i Danmark. Til gengæld er der nogle få motiver i det amerikanske materiale, som danske fans af Karen K. nok vil kunne genkende.
Der er virkelig mange stilarter reprænsenteret i julekortsamlingen, og det er muligt at studere Karen K.’s skiftende stil fra 1950’erne til op omkring 2010 uden at jeg kan datere de enkelte kort helt præcist.
Motiverne er ofte tilpasset amerikanske øjne. De skandinaviske nisser er trådt i baggrunden til fordel for mere internationale julemotiver: engle, juletræer (uden Dannebrogsflag og flettede hjerter), vinterlandskaber, Bethlehemsmotiver og selvfølgelig den moderne juls hovedperson: Santa Claus.
Lad os kigge lidt nærmere på et udvalg af kortene.
Disse kort må være nogen af de ældste. De to yderst til venstre og de to øverst til højre tror jeg, helt tilbage fra 1950’erne eller omkring 1960.
De to kort til venstre med de små børneengle er nogle af de eneste i denne bunke, som er trykt til salg i Danmark. Nemlig af firmaet Andersen & Lundgren. Motiverne blev også brugt til kræmmerhuse og juletræskurve i samtiden. Jeg har en af dem på mit juletræ i år.
Det røde kort med med de dansende nisser med gule huer (?) og det blå med engelen og halmbukken har bragt et lidt fremmedartet skandanivisk julestemning til amerikanerne. Inden i står fortrykt: Christmas greeting and best wishes for a happy new year.
Det ene kort er fra Karen K. egen samling og det andet har jeg fået sendt hjem fra USA i en slags familiesammenføring, for der er ingen tvivl om, at de to kort er fra samme serie.
Dette kort med en engel er et af de få i bunken som er dateret. Det er udgivet i 1977.
Den næste bunke kort har motiver knyttet til den bibelske julefortælling. I midten ses “Hyrderne på marken” som får øje på den store lysende stjerne. Det er fra sidst i 1970’erne, og det er en af mine personlige favoritter blandt Karen K.’s julemotiver. Hyrderne er nemlig omplantet til et sneløst vinterlandskab på den jyske hede. Måske for at minde om, at julens budskab er relevant i alle lande og tider.
Kortet øverst til højre vil den opmærksomme Karen K. kender kunne kende som et udsnit af Karen K.’s julepanorama fra 1978, som forestillede Bethlehem med stalden , hyrderne på marken og helligtrekonger på vej. Det amerikanske kort er trykt i 1980.
Det store julekort øverst til venstre er ligeledes fra et julepanorama. Nemlig det fra 1981, som forestillede Flugten til Ægypten. Personmotivet af Josef, Maria og det lille Jesusbarn er genbrugt på kortet nedenunder, men personerne er nu omplantet i et toscansk landskab.
Nederst set to kort fra samme motivverden. Men stilen er en helt anden. Nærmest renæssancestil. Motiverne er fra sidst i 1990’erne. (Du kan læse mere om Karen K.’s renæssanceengle her.)
To udgaver af Maria med Jesusbarnet. Og forskellige engle. Vi må være i 1990’erne.
Julemanden har næsten ikke fyldt noget i Karen K.’s skandinaviske juleproduktion. Her er det nisserne (uden skæg) der fylder, og gammelfar er kun en sjælden gæst. (Først i 1990’erne sniger han sig lidt mere ind).
Men til det amerikanske marked fik Santa Claus mere plads på julekortene. De to øverste kort er fra en humoristisk Santa-serie, som Karen K. tegnede i firserne.
Nederst ses julemanden som faldskærmsudspringer, julekugle og en alvort udseende kæmpehøj mand.
Dette lidt usædvanlige julekortmotiv med en agerhøne i et pæretræ giver også kun rigtigt mening i et engelsksproget land. Billedet er nemlig en illustration til den gamle engelske julesang “The Twelve Days of Christmas” hvor netop en agerhøne er den første gave som hovedpersonen får af sin kæreste: On the first day of Christmas my true love gave to me a partridge in a pear tree.
Karen K. bragte også lidt af sin egen hverdag til de amerikanske julekortkøbere. Dog uden at de vidste de. Huset på dette julekort er nemlig det hus, hvor Karen Kjærsgaard boede en overgang i 1990’erne. Læs mere her.
Det sidste kort, som jeg vil trække frem, er et som jeg selv har fundet i årets løb. Der er ikke tegnet af Karen, kan man nok sagtens se. Det er et fotografisk stilleben med julegaver, gran og et julelys. Kortet er sendt i julen 1972 til familien Magnussen nær Horsens. Det betyder, at gavepapiret på de fotograferede pakker må være fra 1971 eller tidligere, og det er her Karen K. kommer ind i billedet.
Det interessante i denne sammenhæng er gavepapiret på den midterste pakke. Det er nemlig designet af Karen K. Et stykke af papiret var gemt i Karen Kjærsgaards eget arkiv, og her kan man læse, at hum designede det for det danske firma L. Levison junr. som “fotografisk montage”.
Det er tidstypisk fotografisk julepapir, hvor Karen K. har designet små julefigurer, som er lagt på en sivmåtte og fotograferet. Karen K.’s søn fortalt mig, at tingene blev til på den måde at tingene blev klippet ud, lagt op, fotograferet og skilt ad igen. Så der eksisterer ingen original “tegning”.
Til allerallersidst vil jeg slutte af med julekortene for i år med dette vigtige motiv: fredsduen. Tør vi håbe og tro på, at verden bliver bare lidt fredligere i 2025?
Så er det endelig blevet juleferie. Hurraaa! Da jeg gik i skole, syntes jeg, starten på juleferien var noget helt særligt. Juleferien, som lå forude, virkede i mit hovede lige så lang som sommerferien, selv om juleferien jo kun var lidt over en uge lang.
Dagen inden jul var speciel, fordi man faktisk slet ikke skulle andet end at hygge sig. Ingen undervisning og lektier.
Og så havde man lov til at tage et lille stearinlys med og tænde det på sit skolebord (Vi sad også på bagsædet i bilerne uden sikkerhedssele dengang!) Af en eller anden grund har jeg også en idé om, at vi fik en mandarin.
Jeg havde den Karen K. lysestage med, som er på billedet. Det var min storebors, og jeg syntes, den var fantastsisk. (Karen K. vidste jeg ingenting om).
Så der sad jeg i 1984 og så cirka ud som på billedet herover. Bare 40 år yngre. I 1984 gik jeg i 1. klasse, og for ikke ret længe siden fandt jeg min “Julebog 1984”, som vi skrev i skolen i december måned.
Julebogen var et stilehæfte, hvor vi klæbede juletegninger ind og skrev små historie – med stavelsesdeling i de lange ord. Hele den pædagogiske bagtanke var vel at øve sin skrivefærdighed.
Som litterært værk vil jeg beskrive min Julebog som en lidt uhomogen samling af meget korte noveller med en lidt tyndbenet karakteropbygning og usandsynlig lav spændingskurve. Et gennemgående tema er julegrød.
Der er anvendt mange forskellige ukrediterede illustratorer. En enkelt novelle er imidlertid illustreret af forfatteren selv (dog uden den store sammenhæng mellem tekst og billeder. Til gengæld er nisserne modigt klædt i lilla i modsætning til den traditionelle røde julefarve):
Når spændingsniveauet ikke er så højt, kan jeg til gengæld glæde mig over, at jeg stavede nogenlunde ok der midt i 1. klasse.
Den sidste historie i bogen har særlig interesse for mig i nutiden og for bloggen her. Den viser nemlig, at jeg har haft fat i et Familiejournalen fra 1982 og var faldet for Karen K.’s julepynt.
Fotoet med remserne med nisser og engle er julepynt, som Karen K. tegnede til Familiejournalen i 1982. Og julekortet med fuglene er klippet ud af Karen K.’s julepanorama samme år.
Her ses hele julepanoramaet fra 1982.
Det var pudsigt at se den gamle Julebog efter alle de år. Det er altid lidt særligt at møde fortiden på den måde.
Inde i hæftet lå også to fødselsdagskort med pingvinen Pondus stilet til mig fra “Venner i Danske Bank”. Den blev jeg sikkert begejstet for den gang!
Efter at have læst min Julebog fra 1984, synes jeg godt, julen 2024 kan begynde. I den rette nostalgiske stemning.
I slutningen af 1960’erne og starten af 1970’erne tegnede Karen K. hvert år klippeark til noget stort og avanceret, som læserne af Familiejournalen kunne samle i løbet af ugerne op til jul.
I 1973 var det et tableau med en scene fra H.C. Andersens eventyr Fyrtøjet.
Herefter gik der nogle år, hvor Karen K.’s julepynt i Familiejournalen var koncentreret om de velkendte hjertekurve med nisser og kræmmerhuse med engle.
Men i 1979 var det igen tid til et stort klippe- og klistre projekt (ved siden af hjertekurve og kræmmerhuse), nemlig Den Store Juleuro. (Det er et navn, jeg har fundet på, fordi uroen virkelig er stor, og selve projektet med at skulle samle den også er lidt overvældende for en fummelfingret mand som mig).
Her ses Den store juleuro, som Karen K. havde tænkt sig den.
Det første ark til uroen blev bragt i Familiejournalens julehæfte i uge 46 1979. Klippearkene var gigastort (56×86 cm).
Her var englene, grankransen og de røde hjerter til uroen. Og (måske for symetriens skyld): to rødkælke. Rødkælken er den eneste fugl, som optræder to gange på uroen.
I samme julehæfte blev bragt et ark med fugle, og i de kommende to uger var der endnu et ark med julefugle. Alle var forskellige og alle var tegnet nøjagtigt efter rigtig fugle fra den danske vinternatur.
Karen K. lavede endda små forklarende tegninger, så man kunne identificere hver enkelt fugl.
Fuglene viser at Karen K. ganske vist brugte masser af fri fantasi i din tegninger med nisser og engle , men også at hun var inspireret af naturen omkring, som hun kendte godt. Hun ønskede at gengive fuglene med naturtro kendetegn frem for at tegne fantasifugle.
I alt tegnede kun 17 fugle til den store juleuro.
For nogle år siden samlede jeg vinterfuglene fra uro og hængte dem på en gren som efter-julepynt, og skrev om det her på bloggen.
Men videre end det, kom jeg aldrig med Den store juleuro.
Sidste år i 2023 fik jeg imidlertid en enestående mulighed for at lave udstillingen Karen K.’s jul på min arbejdsplads Museum Odense. Nærmere bestemt på udstillingsstedet Møntergården (som nu har taget navfirabsring til Tid – Museum for Odense).
Igang med at opbygge udstillingen Karen K.’s jul.
På udstilling ville jeg vise bredden af Karen K.’s kunstneriske (jule)verden med både indlånte originale tegninger og den velkendte og den mindre kendte julepynt fra alle årene.
Så nu skulle det altså være med Den store juleuro! Og heldigvis ville min gode ven, Michael gerne hjælpe. Han er nemlig kostumeskrædder og har væsentlig mere styr på nål og tråd end mig.
Så ved fælles hjælp og krisehjælp fra Michael undervejs blev uroen endelig samlet i efteråret 2023 på trods af mange snore og knuder.
Hvis man er opmærksom og sammenligner vores uro med fotografiet af Karen K.’s egen udgave af uroen lidt højere oppe på siden, kan man se, at vi har ændret designet lidt og ladet fuglene blande sig lidt mere med englene. Vi syntes, det gav en lidt bedre dynamik og et lettere udtrykt.
Det var dejlig endelig at få lavet uroen færdig. Og den kom på museum….!
Højt oppe under loftet i den gamle Nyborgladen svævede uroen med engle, fugle og hjerter.
Når man gik op på det lille plateau helt oppe under loftet, kom man i øjenhøjde med den fine uro.
Nu skriver vi 2024 og indstillingen er forlængst pakket væk. Men Den store juleuro (som er næsten en meter i højden) er blevet hængt op i år igen. Denne gang hjemme i min stue. Og nu vækket den gode minder.
Hvor tit kigger man egentlig nøje på forsiden af gavemærkaterne, når gaverne skal pakkes op juleaften? Som regel vender man hurtigt mærkatet om, for at se hvem gaven er til og fra.
Men tit er der små fine motiver på de små til-og-fra kort. Som f.els. disse, som er tegnet af Karen K. og fremstillet hos det svensk kunstforlag Axel Eliasson.
Inde i den lille knitrende plastpose er der seks mærkater med fem forskellige motiver.
Som man kan læse på etiketten er gavemærkaterne trykt på “gummerat papper” eller på dansk “gummieret papir”. Det vil sige, at de lige som frimærker og kuverter før i tiden kan klæbe, når de bliver fugtet. Men man skal ikke mangle mundvand, hvis man skal slikke på bagsiden af alle disse mærkater! De er nemlig ikke så små endda: 12×8 cm.
Præcis hvornår mærkaterne er fra, ved jeg ikke. Men mon ikke de er fra 1960’erne. De blevet udgivet over flere år. Og over tid skiftede de størrelse, og papitypen og skifttypen blev også ændret undervejs. Men de var stadigvæk gummierede.
Her er to forskellige oplag af gavemærkaterne til sammenligning. De ældste til højre og de yngre til venstre.
Andre af Karen K.’s gavemærkater kunne fæstnes til gaverne på anden vis. Her er en lille pakke mærkater fra omkring 1970, som har været eksporteret til USA. Jeg har forsigtigt åbnet den mere end 50 år gamle pose, for at se nærmere på indholdet.
Der er fire forskellige mærkater, som er dobbelte med samme motiv på begge sider.
I posen ligger også en lille guldtråd til at binde mærkaterne fast på gavebåndet med.
Man kan også se, at mærkaterne er trykt i Sverige eksklusivt for det amerikanske papirvarerforlag Marcel Schurnan, som blev grundlagt i 1950 og stadig eksisterer. Mærkaterne er trykt på samme forlag, som dem ovenover, nemlig Axel Eliassons i Stockholm.
Karen K. tegnede (selvfølgelig) også adskillige andre motiver til til-og-fra-kort gennem årene. Nogle af motiverne gik igen på hendes julekort.
Særligt søde er de her:
Hvis du vil læse en lille historie om et Karen K. gavemærkater, kan du læse mit tidligere blogindlæg her, og samtidigt finde ud af, hvad Bo fik til jul af farmor og farfar i 1971.
For et par år siden, da brugen af AI for almindelige mennesker stadig var ny og spændende, fik jeg også lyst til at prøve at lave mine egne til-og-fra-kort med hjælp fra kunstig intelligens. Det var en sjov oplevelse for mig, som er bedre til ord end til at skabe billeder, at se mine tanker blive til små tegninger:
Men selv om nogle af motiverne, som maskinen spyttede ud, faktisk blev fine, så føltes det lidt som snyd. Især efter at have studeret Karen K.’s fine streg på originale akvareller og al den tid, talent og omhyggelighed hun havde lagt i motiverne.
Forhåbentlig er der stadig plads til den slags i fremtiden også.
I foråret 2024 havde jeg den store ære og fornøjelse at få liv til at gennemgå Karen K.’s arkiv af efterladte originale akvareller og skitser m.m. Og jeg har fået lov til at dele noget af det jeg fandt med jer.
I dette blogindlæg skal vi tilbage til den sene vinter/ det tidlige forår 1978. Der var Karen Kjærsgaard netop flyttet ind i et lille hus ved landsbyen Tåning i Østjylland. (Hvis du vil læse mere om, hvordan jeg i sin tid fandt Karen K.’s lille hus kan se læse to blogindlæg her og her)
På akvareller her har Karen K. tegnet sit nye hjem, mens det endnu var helt tomt.
Mens vinteren langsom blev til forår, og sneen smeltede, gik Karen Kjærsgaard rundt i sine nye omgivelser og fandt motiver til sine akvareller.
Her er det gården, som lå lidt længere oppe ad vejen.
Og her er det markerne omkring huset:
Billederne er mennesketomme og rummer måske lidt af underlige tomme fornemmelse, man godt kan have, når man lige er flyttet til et nyt sted. Karen K.’s sønner var på dette tidspunkt flyttet hjemmefra, så hun boede alene i det lille stråtækte hus.
Snart kom der dog liv i huset, som man kan se på det næste billede. Naboens børn kom tit på besøg i huset.
I huset sad Karen K. nu og tegnede sine mange akvareller, som skulle blive til gavepapir, fødselsdagskort, julepynt og meget mere.
Hvad jeg opdagede, da jeg kiggede i arkivet efter Karen K., var, at de originale akvareller blev sendt til forlag og producenter rundt omkring i Danmark, USA og andre steder som Kina og Italien for at blive trykt.
Det har sikkert været almindelig procedure på den tid før scannere og digital post, men det er alligevel tankevækkende, at Karen K.’s tegninger på den måde har været på rejse. Når akvarellerne var blevet trykt, blev de sendt tilbage til Danmark til Karen Kjærsgaards hus. Nogle gange havde producenterne skriblet noter på de originale tegninger, som om de var notespapir! De kan virke en lille smule respektløs, men i dag er skriblerierne er del af tegningens historie, som er med til at fortælle om tegningens rejse.
Omtrent i 1978-1980 tegnede Karen K. nogle små nissemotiver, som kom til at blive brugt på julekugler, juleklokker og lysestager. Her er den originale tegning.
Den blev sendt til Italien for at blive trykt over på tyndt gennemsigtigt plastik.
Tegningen kom retur til Karen K. med noter skrevet både på omslaget og selve tegningen.
På omslaget står der på italiensk : “Consegnato giro al cliente, aspettare risposta fra mi…”, som betyder noget i retning af: “ Send pengene til kunden (bank overførsel). Afvent svar fra….”
og
“Misura vaeida” = størrelsen passer.
Det er altså noter i forbindelse med betaling og trykning.
Nederst på den originale tegninger har en italiener skrevet, hvad tegninger forestiller: “Palle con bambini“ = “(Jule)kugler med børn”.
En dansker ser jo tydelig, at det er nisser, som er på tegningerne, men nisser er ikke et kendt koncept i Sydeuropa, så her er de blevet omdøbt til børn.
Tegningerne blev trykt på tyndt plastik, som derefter blevet monteret på julekugler og klokker af plastik.
De samme plastiktryk blev også monteret på små stager af glas til fyrfadslys.
Selv om julepynten blev fremstillet i Italien, var det formentlig ikke meningen, at de skulle sælges på det italienske marked. Forklaringen er nok snarere, at lønninger og produktionsomkostninger var billigere i Sydeuropa end i Danmark her omkring 1978-1980.
Så den færdige julepynt blev sendt tilbage til Skandinavien, hvor nisser var velkendte.
Julekuglerne af plastik blev også lavet til en lyskæde (og blev her sat sammen med julekugler med Lars Carlson motiver), som i hvertfald blev solgt i Sverige – måske også Danmark.
På æsken står der “Import”, og nu ved vi, at det er fra Italien.
Det var ekstra interssant at se denne originale akvarel i Karen K.’s arkiv. Der viser sig nemlig, at kun tre af de fire originale tegninger blev brugt. På både klokker, kugler og lysestager ser man disse tre motiver. Nissepigen med julelys og nissedrengene med en bog og et juletræ;
Motivet med nissepigen med julegrød blev aldrig trykt:
Er det mon italienerne, der ikke har forstået dette motiv med en bambina med et fad julegrød og har valgt det fra? Det er nok kun i Skandinavien, at risengrød signalerer julestemning. Eller blev billedet bare valgt fra ved en tilfældighed, fordi der kun var plads til tre motiver rundt om på siderne af klokker, kugler og lysestager.
Hvem ved, men heldigvis findes den originale akvarel stadig. Den blev malet i og sendt “from Denmark with love”.
Og PS. Det var ikke den eneste gang italienerne skrev på de originale tegninger.
På akvarellen her, som blev til julegavepapir er der også skrevet masser af noter på italiensk i forbindelse med redigering og trykning.
Dronning Mary har netop afsløret årets julemærker 2024, som er tegnet af Niels Ditlev.
Året julemærker 2024
Årets ark med julemærker føjer sig til en tradition inden for julemærker. Nemlig at et tronskifte markeres på julemærkerne det år. Det er sket fem gange siden 1907. Sidste gang var altså helt tilbage i 1972, da dronning Margrethe blev regent. Præcis denne begivenhed i 1972 fik betydning for Karen K. og julemærkerne. Men der vender jeg tilbage til om lidt.
Der er i Danmark udkommet julemærker siden 1904 til støtte for børn, som har det svært. Mange forskellige kunstnere har gennem tiden leveret motiver til de små julefrimærker. Bl.a. de mere kendte kunstnere er Arne Ungermann, Jais Nielsen, Arne Bang, Bjørn Wiinblad, Dronning Margrethe, Ib Spang Olsen og Svend Otto S.
I 1966 skrev Familiejournalen i et interview med Karen Kjærsgaard, at det kun ville være et spørgsmål om tid, inden Karen K. kom til at tegne et julemærke. Det kom imidlertid aldrig til at ske.
Men nu viser det sig, at Karen K. faktisk har lavet flere udkast til julemærker, som desværre aldrig er blevet til noget. Da jeg op til julen i 2023 forberedte en udstilling om Karen K.’s jul på Museum Odense, fortalte Karen Kjærsgaards søn mig, at hans mor også havde tegnet forslag til et ark med julemærker, men at det blev Dronning Margrethe, der vandt det år. Det gjorde mig meget nysgerrig på at se Karen K.’s forslag til julemærker. Det lykkedes imidlertid først at finde Karen K.’s julemærkeakvareller i foråret 2024 i hendes efterladte arkiv. Så de kom ikke med på udstilling, men nu kan I se dem her på bloggen.
Karen K.’s udkast til julemærker
I Karen K.’s arkiv fandtes denne fantastiske tegning af et ark julemærker i størrelse 1:1. På omslaget har Karen Kjærsgaard selv skrevet:
Udkast til julefrimærke. Ikke godkendt. Men senere trykt som kort til Øberg (Ryesgade, København). Desuden folkedragter gennem fire år til Familiejournalens panoramaer.
Karen K.’s forslag til julemærker blev altså ikke godkendt af den kommission, som hver år udvælger “vindermærket”. Men hvilket år, mon Karen K. har indsendt til forlag til kommissionen? Der er ikke årstal for Karen K.’s tegning. Men hendes søns forklaring, om at det var Dronning Margrethe, der vandt, fik mig til at tænke på 1970. Det år tegnede prinsesse (hun var ikke blevet dronning endnu) nemlig året julemærke med titlen Juleforberedelser i Himmelborgen.
Prinsesse Margrethes julemærker fra 1970 i Karen K.’s arkiv
Pudsigt nok fandtes lige præcis dette ark med julemærket gemt i Karen K.’s arkiv.
Imidlertid fandt vi også denne tegning af et udkast til julemærke i stort format:
Her står der jo helt tydeligt Julen 1968, så mon det var det år Karen K. sendte sit forslag ind? I så faldt var det ikke prinsesse/dronning Margrethe der havde vundet over Karen K. i udvælgelsen. I 1968 var det nemlig Bjørn Wiinblad der blev kunstneren bag året julemærke:
Bjørn Wiinblads julemærke 1968. Julemand på rensdyr. Julemærkekomiteens forretningsudvalg 1966. Måske var det disse mennesker der forkastede Karen K.’s forslag til julemærker i 1968.
Men stemte historien om, at Karen K. blev slået af Dronning Margrethe i julemærkekonkurrencen så slet ikke? Jo, det gjorde den. Bare på en anden måde, end jeg lige havde forestillet mig.
Det viste sig nemlig at Karen K. nogle år senere havde lavet endnu et bud på et julemærke. Nemlig i 1972.
Karen K.’s forlag til julemærket i 1972.
Her er et nærbillede af arket:
Jeg synes arket er virkelig smukt, og at det burde været blevet valgt og sat i produktion. Desværre ville skæbnen det anderledes. D. 14. januar 1972 døde nemlig Kong Fredrik d. 9. Derved blev hans ældste datter Margrethe dronning af Danmark. Og traditionen tro fik dette indflydelse på julemærket det år. Det kom nemlig til at være prydet af et motiv af det nye regentpar:
Julemærket 1972.
Personligt havde da langt hellere foretrukket Karen K.’s julemærker med engle, konger og jomfru Maria frem for det kedelige motiv af Margrethe og Henrik. Men traditioner indenfor kongehus og postetat var ikke sådan at hamle op med i 1972. Og hvis man skal “tabe” en julemærkekonkurrence, er Dronning Margrethe da en hæderlig modstander at tabe til!
Heldigvis var Karen K.’s arbejde med julemærkerne jo ikke spildt. Motiverne blev sidenhen brugt andre steder. Allerede i 1968 blev lignende motiver med fokkedragter nemlig bragt som julekort i Familiejournalen. Og dette blev gentaget i 1973-75, så det i alt blev til fire store flotte ark med folkedragter:
Julekort fra Familiejournalen med folkedragter tegnet af Karen K.
Karen K. gentegnede fuldstændigt folkedragtsmotiverne til julekortene i Familiejournalen. Mange af motiverne gik igen, men der er også nogle folkedragter fra julemærkerne, som aldrig blev til postkort. Bl.a. disse fra Århus, Aalborg, Skovshoved: og Anholt:
Som Karen K. selv skrev, blev julemærkearket også genbrugt som kort for “Øberg”.
Her ses kortene:
Julemærkerne blev til postkort
Øberg dækker over firmaet Alfred Th. Øberg A/S, som drev en gros handel med fyldepenne, papirvarer og kontorartikler. Firmaet eksisterede fra 1936-1991 og havde fra 1978 adresse på Ryesgade 3 i København, som Karen K. skriver. Det må altså være engang efter 1978, at Karen K.’s forslag til julemærker blev lavet til to postkort for firmaet Øberg.
Også forslaget til julemærker fra 1972 fandt anvendelse et andet sted. Reproduktionsrettighederne til gavepapir blev nemlig købt af det svenske firma Hedlunds Pappersindustri AB og trykt som gavepapir. Her ses det i firmaets katalog fra 1980:
Rettigheden til at trykke motiverne på kort blev købt af det amerikanske firma Caspari. Men desværre har jeg aldrig set eksempler på disse kort.
Jeg håber, du har fundet det interessant at læse om Karen K. og julemærkerne. Og at du ligesom jeg blev glad for at se disse tegninger, der aldrig har været offentliggjort før.
Du kan læse meget mere om 2024 julemærket og støtte sagen her: julemaerket.dk
Man kan vist roligt sige, at DR’s TV-serie Matador er blevet folkeeje. Serien er blevet sendt otte gang på DR, og er nu permanent tilgængelig på DVD og drtv.
Arne Ungermanns vignetter er lige som Bent Fabricius Bjerres kendingsmelodi blevet ikoner på Matador.
Serien er blevet en fælles referenceramme til en tid, som de færreste længere kan huske: “Hvordan var det i Matador?”, “Ligesom i Matador”. Spørgsmål om Matador har også været del af indfødsretsprøven. Nogle danskere har set serien adskillige gange og morer sig over at kunne citere replikker fra serien i alle mulige passende situationen.
Man referer til handlinger og personerne i Korsbæk næsten som om det er virkelighed. Og serien er blevet en slags historiebog, om hvordan det var at leve i en lille provinsby i Danmark i tiden før, under og efter 2. Verdenskrig.
Serien blev indspillet i 1978-82, men omhandler perioden 1929-1947. Og selvom – eller måske netop fordi – serien er en så perfekt gengivelse af perioden, er det blevet lidt en sport at finde små historiske og aktuelle fejl i Matador. Regisørerne som har stået for rekvisitterne har gjort et kæmpearbejde for at gøre scenerne og hjemmene i serien så historiske korrekte som muligt, og alligevel glipper det af og til.
F.eks. blev visen om de tre musikanter, som Røde synger til sit bryllup i 1935 først udgivet i 1939. Og til “Lauras store dag” er der også kludder i salmenumrene, som er hængt op i kirken.
Salmenumrene stemmer ikke med den salmebog, man havde i 1940, hvor afsnittet foregår.
I afsnit nummer 8 huserer Gitte Graa i Varnæs’ stuer på bare tæer og med champagne, mens hun opfordrer Varnæsbrødrene til at spille Ludo om Laura. I køkkenet knuser en rasende Laura med en issyl den isblok, hun netop har hentet på mejeriet. Pudsigt nok er isblokken dog pakket ind i klar plastik, hvilket man ser i et kort sekund, da Laura smider isen over i en skål.
Efter at Matador er blevet digitaliseret og renset, er det blevet endnu lettere for nørder at pause billedet, zoome ind på detaljer og finde fejl. I al godmodighed naturligvis.
Nu vil jeg også melde mig i en Matador-nørdeklubben. Det drejer sig om en lille fejl i afsnit 12: I lyst og nød, som foregår i 1935-36.
I en scene ser man, hvordan der danses om juletræet hos henholdsvis Skjerns, Varnæs og Agnes og Røde.
Familien Skjern synger “Højt fra træets grønne top“, og juletræet er pyntet med Dannebrogsflag og kulørt papirpynt. På et tidspunkt zoomer kameraet ind på pakkerne under træet.
Og hvad ser man her yderst til venstre? Intet mindre end to julegaver pakket ind i julepapir, som er tegnet af Karen K. I julen 1935 var Karen Kjærsgaard, som dengang hed Aschengreen, kun lige fyldt tre år, og selv om hun nok havde haft farveblyanter i hånden på dette tidspunkt, var hun ikke begyndt at designe gavepapir endnu.
Man ser kun gavepapiret et kort øjeblik, men der er ingen tvivl om, at motivet forestiller et damplokomotiv med nisser, som er iført Karen K.’s karakteristiske lange nissehuer.
Jeg har aldrig set selve det pågældende julepapir, men til gengæld har jeg siddet med Karen K.’s originale tegning til designet, da jeg her i foråret besøgte Karen K.’s søn og fik mulighed for at se hendes efterladte arkiv.
Karen K. originale tegning, der ligger til grund for gavepapiret, med hendes egne regibemærkning om størrelse samt de små sigtepunkter, som skulle sikre, at mønstret på det trykte papir blev gentaget korrekt i det uendelige. Efter trykning må Karen K. have fået originalen tilbage og har lagt den i arkiv.
Julegavepapiret i TV-serien er altså mere 1979 end det er 1935. Man kan spørge sig selv, om højkulørt gavepapir overhovedet var så udbredt i 1935, som gaverne under familien Skjerns juletræ antyder. Jeg husker ikke selv 1930’erne, men jeg tror, at kulørt gavepapir først efterhånden blev rigtigt udbredt efter 2. Verdenskrig.
I 1969 kunne man i hvert fald læse om den slags gavepapir, som noget relativt nyt:
Lille artikel/reklame for firmaet Levison, som producerede papirvarer og som Karen K. tegnede for. Familiejournalen 1969.
Selv om det er sjovt for en nørd som mig at gribe folkene bag Matador i en lille fejl, så glæder jeg mig egentlig mere over, at Karen K.’s folkekære tegninger har fået en lillebitte plads i den folkekære serie Matador. Som endnu et lille stykke Danmarkshistorie.
Og hvad lavede Karen (K.) så egentlig i 1935? Ja, hun var langt, langt fra Danmark. Nemlig i det daværende Madras i Indien, hvor hun var født i 1932. Hendes far var nemlig i en årrække udstationeret der for ØK.
Den lille Karen Aschengreen med sin indiske nanny.
I en lille selvbiografisk historie fra dengang fortæller Karen K., hvordan hendes far tegnede elefanter til hende. Elefanter, som så så tossede ud, at kun far og datter kunne se, hvad de forestillede. Måske var det alligevel her kimen til Karen K.’s tegnetalent blev lagt.
Mikaels Karen K. blog 