Karen K. i de danske hjem

Efter at jeg i mit seneste blogindlæg helt uventet lagde mærke til Karen K. julepynt på et af vores familiebilleder fra 1977, har jeg været hjemme hos min far og kigge en ekstra gang på de øvrige gamle lysbilleder fra julen 1977. For at se, om min mor mon havde hængt mere Karen K. julepynt på træet det år. Og minsandten. Her leger min bror og jeg forsat med biler på gulvtæppet, og i baggrunden ses et Karen K. kræmmerhus med en syngende engel:

IMG_7622

Her ses kræmmerhuset:

IMG_7744

Videre i kassetten med lysbilleder fandt jeg dette billede, hvor jeres blogger laver gymnastiske øvelser foran juletræet, og ser man godt efter, er der Karen K. pynt rundt omkring på træet, der hvor jeg har sat pile:

Juletræ 1977
Læg mærke til, at min elskede pottestol – med rat og båthorn – og har fået plads ved træet.

Der er i hvert fald to kræmmerhuse og en hjerteformet kurv på træet. Præcis hvilken hjertekurv det er, kan være svært at se, men det kunne være denne her:

IMG_7747

Kræmmerhusene og hjertet har siddet på en side i Familiejournalen i 1974, men jeg tror ikke, at min mor nogensinde har købt et nummer af Famliejournalen, så måske har hun købt Karen K.-arkene i fri handel i Brugsen eller Schou-Epa, eller hvor hun nu handlede i 1970’erne. Lige præcis de her kurve og kræmmerhuse kunne man nemlig også købe som løsark udgivet af forlaget JCO.

IMG_7745

Billederne fra min barndom, hvor der pludselig dukkede Karen K. julepynt op, fik mig til at tænke på, hvor mange danske hjem Karen Kjærsgaard var med til at skabe julestemning i. Hvis man bare som et tankeeksperiment regner på, at Familiejournalen udkom i et oplag på ca. 200.000 i de år, hvor Karen K. tegnede julepynt til læserne, og hvis blot 1% procent af læserne lavede og brugte julepynten, så svarer det til, at 2000 danske hjem havde Karen K.’s julepynt hængende hvert år. Og derudover kommer julepynten, som man kunne købe i boghandlere og supermarkeder: figurerne, uroerne, julekortene, gavepapiret og julekalenderne. Man kan vist roligt sige, at Karen K. i høj grad har været med til at skabe danskernes julestemning. Jeg fik lyst til at se, om jeg kunne finde spor af Karen K. i andre danske hjem, men da jeg kun har min egne families lysbilleder til rådighed, tænkte jeg, at et godt sted at lede var i de gamle Familiejournaler, som jeg har en god stak af.

47689272_2537424736274747_4207988736467664896_n

I Familiejournalens julenumre var der altid artikler, hvor journalisten tog på besøg hos kendte og ukendte danskere for at høre, hvordan netop den familie fejrede jul – ikke så overraskende blev julen fejret ret ens fra familie til familie, men det er jo netop en del af charmen ved julen! Og sørme om ikke også Karen K.’s julepynt var at finde i flere danske hjem gennem årene.

Første eksempel på Karen K.-julerier fandt jeg i blade fra 1967. Her var en af årets helt store stjerner i fokus, nemlig barnestjernen Pusle Helmuth, som var blevet danmarksberømt i de meget populære film “Min søsters børn”. De to første film kom i 1966 og 1967.

Under overskriften “Hvad pusler Pusle med” havde Familiejournalen fundet på at lave Pusles jul om til – ja et puslespil. Som man nok kan se på billedet, mangler der nogle brikker.

IMG_7731

Brikkerne kunne børnene i løbet af de næste uger klippe ud af bladet. Og når man var færdig, var der en overskydende brik, som skulle sendes ind, hvis man ville deltage i konkurrencen om – ja et puslespil! Men mere interessant end konkurrencen er det nu, at der gemmer sig lidt Karen K.-tegninger på det færdige billede.

Selv om musene har spist lidt af mine puslespilsbrikker, kan man godt få en ide af det færdige billede:

IMG_7734

Øverst på billedet lige over Pusle hænger der et Karen K. kræmmerhus.

IMG_7735

Og man ser det endnu tydeligere på et andet foto i bladet:

IMG_7737

Kræmmerhuset var et af dem, som Karen K. tegnede i folkloristisk stil til Familiejournalen i 1966 forestillende en bondepige med smal talje og brede skørter:

IMG_3367

IMG_7836

Nede i højre hjørne på Pusle-puslespillet ligger hunden Bjørn sammen med gavepapiret fra den dukke med vugge, som Pusle netop har pakket ud. Og gavepapiret – det er selvfølgelig kreeret af Karen K.

IMG_7736

I julehæftet fra 1967 var Familiejournalen på besøg hos Hans Hansen. Og hvem er så det? tænker de fleste nok, men hvis du nogensinde har set en af de klassiske forsider fra Familiejournalens julenumre i 60’erne, 70’erne og 80’erne, så er de malet af Hans Hansen. Som f.eks. denne fra 1974:

IMG_7746

I vores søgning efter spor af Karen K. i de danske hjem er det dog først og fremmest dette billede af Hans Hansens datter, Ina, som er interessant. Hun er nemlig i færd med at pakke en legetøjstraktor ind i Karen K. julepapir.

IMG_7742

I 1970 besøgte Familiejournalen en usædvanlig husholdning, nemlig Evas pensionat i Skovlunde. Det var skrappe sager af drive pensionat, kan man forstå. Eva har været udsat for vold, tyveri, knivkast og bedrageri af sine pensionærer. Alligevel – og det er artiklens pointe – sætter Eva alt ind på at hjælpe, dem som har det svært i samfundet. Omkring 1970 var det bl.a. gæstearbejderne, som kom til Danmark i stort tal fra lande som Tyrkiet, Jugoslavien og Pakistan.

Her er pensionærer fra Grønland, Pakistan og Ægypten i gang med at klippe julepynt med Eva i midten.

IMG_7748
Angiveligt hedder pensionærerne Susanne, Kelim, Alibaba og Mosadek…hmmm…

I kassen under sofabordet ser man nogle store dekorationsnisser af Karen K.

 

I 1971 havde Familiejournalen en lille notits under rubrikken Fra Thule til Gedser om fru Dehn i Vrold, som havde tapetseret sin entre med forsider fra Familiejournalen.

IMG_7749

De fleste forsider er tegnet af Kurt Ard, men to collager af Karen K. er også kommet med.

 

Ideen til en ny dekorering af entréen er hermed givet videre.

I 1974 besøgte bladet Rødbygård – en institution for mentalt handicappede børn, og her var der også Karen K.-nisser på væggen:

IMG_7750

Selv om det ser hyggeligt ud på billedet, hvor venneforeningen kommer med julegaver til børnene, er det faktisk på en ret barsk baggrund. Disse “glemte børn” lever nemlig på institution uden nogen kontakt til deres forældre. Sådan gjorde man i Danmark til langt op i 1970’erne.

Lidt mere hyggeligt var det i 1976, hvor Familiejournalen under mottoet “Al ære og respekt for det gamle julestads – lav noget nyt!” reklamerede for en juepose fyldt med klippe-klistre-juepynt i gør det selv form for børn og voksne. Juleposen var produceret af firmaet G. Moldow (eller GeMo), som Karen Kjærsgaard i 1960’erne og 70’erne tegnede bl.a. julekort for.

IMG_7751

Jeg tror, at det meget vel kan være Karen K., der står bag den julekrybbe, der var i juleposen i 1976, og som ses på billedet her. I hvert fald ligner stalden, æslet, den væghængte krybbe og de kegleformede figurer andre julekrybber af Karen K. rigtig meget:

 

Hvis du kender mere til ulekrybben fra G. Moldows julepose vil jeg gerne høre fra dig.

Og apropos julekrybbe så er 3. klasse fra Holberg-skolen i København i 1976 ved at øve sig til årets krybbespil. Men kig på opslagstavlen bag ved englene, der hænger Karen K. julekort med piger i folkedragter.

IMG_7831.jpg

Helt præcist er det disse to julekort:

Denne lille og helt uvidenskabelige undersøgelse af Karen K. julepynt i danske hjem, har vist, at Karen K.’s nisser, gavepapir m.m. har været at se i mange danske hjem. Det passer godt med, at jeg her på bloggen hører fra mange læsere, som husker Karen K. julepynt fra deres barndom. Meeeeen alligevel kan jeg ikke lade være med at tænke om, der måske er lidt snyd i billederne, som jeg viste ovenfor….

Er det ikke lidt mærkeligt, at de samme Karen K.-nisser findes både hos Eva i Skovlunde, på Rødbygård – og for øvrigt også på julemærkehjemmet i Skelskør, som jeg skrev om på mit forrige blogindlæg? Og at henholdvis Pusle og Hans Hansens datter i 1967 bruger det samme gavepapir? Hvis man tænker efter, er der måske en forklaring. Julebesøgs-artiklerne, som bliver bragt i bladene sidst i november eller i ugerne op til jul er jo formentlig blevet skrevet i oktober eller starten af november. Det er trods alt de færreste, der har pyntet op til jul på dette tidspunkt af året. Kan man forestille sig, at Familiejournalen har medbragt en kasse julepynt, og at der er blevet pynt lidt op til ære for fotografen…?

Og hvis vi vender os bort fra Karen K. et øjeblik, er det så ikke også påfaldende, at den her meget karakteristiske og meterhøje nisse ses både hos kunstneren Hans Hansen i 1967, hos cirkusartisterne Britt-Marie og Lillian i 1969 (de bor sammen med tre isbjørne, en flodhest, nubiske hænge-øre geder, et par hunde og en mus) samt hos familien Benneweis i 1969?

 

Jeg mistænker, at Familiejournalens fotograf har haft nissen med under armen på alle tre julebesøg, og måske er det samme tilfældet med Karen K. nisserne og gavepapiret, som jeg har fundet….

Men selv om Familiejournalen har snydt os alle sammen lidt, så er jeg sikker på, at Karen Kjærsgaard julepynt har været at se i tusindvis af danske hjem igennem mange årtier. Og det er den også her i bloggerens nye hjem i 2018.

47681692_355218515034817_4523792467652247552_n

Skærmbillede 2018-11-11 kl. 16.01.50

 

 

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s