Tænk, hvis der var en forbindelse mellem min yndlingsbog fra barndommen og Karen K.’s tegninger, som er temaet fra denne blog….. Måske er der faktisk en forbindelse. Måske ikke. Det skriver jeg om på bloggen i dag.
Yndlingsbogen
For at starte med begyndelsen. Altså min begyndelse, så er det vist ingen underdrivelse at sige, at Malerkattene var min absolutte yndlingsbog, da jeg har helt lille. Jeg mener : den handlede om katte og om farver! Hvad kan man ønske sig mere?
Dybest set er handlingen i bogen ret tyndbenet, men det betød ikke noget for mig dengang omkring 1980: To søde katte blander maling og får forskellige farver, som de maler deres omgivelser med. Til sidst sover de og drømmer i multi-color.
Undervejs lærer man om de forskellige farver. F.eks. lyserød:
Og lilla, som var min yndlingsfarve dengang:
Det var handlingen kort fortalt. Men det vigtigste var selvfølgelig tegningerne med de to farveglade missekatte.
Hvad jeg ikke vidste dengang var, at bogen faktisk var amerikansk (oprindelig The Color Kittens). Tegningerne var udført i 1949 af det amerikanske kunstnerægtepar Alice og Martin Provensen. (Måske uden at vide det kender du sikkert lidt til Martin Provensen, for det er ham der designede Kellog’s Frostflakes maskot, Tony the Tiger).
Men alt det var jeg lykkeligt uvidende om som barn. Jeg vidste heller ikke, at min yndlingsbog var udkommet på dansk allerede i 1951 – flere årtier før jeg blev født. For nyligt fandt jeg den ældste danske udgave af bogen. Den hed “Male-misserne” og viste sig at indeholde adskillige tegninger, som ikke var med i min tyndere fattigfirser-udgave af bogen! Det føles næsten som et svigt, at jeg som barn var blevet forholdt disse billeder! For dem af jer, der har oplevet det samme, bringer jeg et par af billederne her:
1951’er udgavens titelblad. Denne syrede drømmesekvens var desværre udeladt i 80’er-udgaven af bogen.Dette udgangsbilede fra den oprindelige bog var der heller ikke plads til i den senere danske udgave.
Det er forresten sjovt at sammenligne de to danske (og ret frie) oversættelser af den engelske tekst. I 1951 brugte man stadig ordet brandgul i stedet for orange. Var brandgul mon virkelig det almindeligt brugte ord for den farve, man får, når man blander rødt og gult dengang i 1951? Det lyder meget gammeldags.
Prøv at sammenligne de to oversættelser. Brandgul er med tiden blevet til orange.
Men hvad med dem mulige forbindelse mellem Malerkattene og Karen K.? Det kommer jeg til nu.
For nyligt fandt jeg en gammel amerikansk bog med folkesange fra 1947. Bogen er gennemillustreret af Malerkattenes “mor og far”, Alice og Martin Provensen, og var faktisk deres første fælles arbejde.
Titelblad fra Fireside Book of Folk Songs med illustrationer af hr. og fru Provensen, 1947.
Et par af illustrationerne til nogle af sømandssangene i bogen fik mig til at overveje, om Karen Kjærsgaard mon kan have kendt denne sangbog og bevidst eller ubevidst er blevet inspireret til et par af sine egne tegninger i starten af karrieren. I hvert fald synes jeg, at der er nogle interessante lighedspunkter.
Især dette gamle Karen K. julekort med søfartsmotiv har paralleller i sangbogen.
Julekort i stort format. Tilhører Karen Kjærsgaards familie og er lånt fra Per Sørensens hjemmeside om danske postkortkunstnere.
Se nu billederne fra sangbogen. Der er flere elementer, som går igen:
Scenen med havnekajen, huset til venstre med et skilt over døren, tønderne, sejlskibene i det fjerne.
Eller her:
Kvinden i krinoline og med den lille hund i snor. Manden med en kasse under armen og en nakkepisk.
Motiver, som påfaldende ligner vignettegninger fra sangbogen, finder man på Karen K.’s uro juleskibet.
Se bare ankeret her:
Provensens ankerKaren K.’s anker.
Eller den springende delfin:
Provensens delfinKaren K.’s delfiner.
Ok, måske er det bare ønsketænkning fra min side. Måske er det bare tilfældigt, at tegningerne i den gamle sangbog ligner nogle af Karen K.’s tegninger. I virkeligheden er der måske ikke så mange forskellige måder at tegne delfiner, sejlskibe, ankre og tønder på.
Men det kunne være så hyggeligt, hvis der var en forbindelse! Menneskehjernen elsker forklaringer og forbindelser og mønstre og leder altid efter dem. Specielt i en urolig tid som den, vi lever i, ville en forbindelse tilbage til dengang, hvor det bedste i verden var en bog om to katte og alle verdens farver, ikke være det værste at finde.
Selv i 2020 bliver det jul, og så skal der ske lidt her på Karen K. bloggen igen. Denne nissenyhed har jeg glædet mig til at dele med jer næsten et helt år….
Det skal handle om de populære plastnisser lavet efter Karen K.’s design. Jeg har tidligere skrevet om plastnisserne her på bloggen og beskrevet, hvordan jeg har fundet grafiske forlæg for flere de små plastnisser: Altså Karen K. tegninger i 2D som så er blevet omskabt til små plastikfigurer i 3D. Det tidligere blogopslag er langt det mest besøgte i hele Karen K. bloggens 5-årige historie. Ca. 1/3 af alle klik på bloggen er på netop dette opslag. Hvis du vil læse eller genlæse det, findes det her.
Nogle af de mest populære Karen K. nisser i plast er de to store nisser, som du ser her. De er ret så dyre at skaffe sig, hvis man overhovedet er så heldig at finde dem. Meeeeen…. er de overhovedet af Karen K.?
Svaret er stadig: Ja, det tror jeg bestemt, men nu har jeg lidt mere belæg for påstanden, end blot at de ligner andre nisser af Karen K. Jeg har nemlig fundet det grafiske forlæg for nisserne. Kort efter jul sidste år fandt jeg denne svenske julebordløber af papir.
Den har i sin tid kostet 1,50 svenske kroner, så det må være et stykke tid siden, den blev købt første gang.
Juleløberen er i en fotokollagestil, som var meget anvendt i 1970’erne, og som Karen K. ofte benyttede. Man ser tydeligt at nisserne, grangrene og hjerterne kaster skygger. Det hele er simpelthen lagt op på en træplade og fotograferet, hvilket giver en slags 3D effekt.
Der er ingen tvivl om at plastiknisserne er lavet efter forlæg fra nisserne på denne juleløber. Men kan vi være sikker på at kunsteren bag tegningerne er Karen K.? Løberen er desværre ikke signeret. Men nisserne har et tydeligt Karen K. præg. Nederst på løberen er med små utydelige bogstaver trykt 7158 Printed in Sweden, hvilket fortæller mig, at den er udgivet af forlaget Axel Eliasson. (Læs mere her.) Måske indikerer “71”, at løberen er trykt i 1971, men det er kun et gæt. Karen Kjærsgaard fremstillede masser af løbere, julefriser og julebilleder (julbonader) for Axel Eliasson i 1960’erne og 1970’erne. Nogle var signerede, andre var ikke.
Et træk, der kan være med til at understrege, at Karen K. er kunstneren bag løberen – og plastnisserne – er de karakteristike kvaster på nissernes huer, som også ses på de velkendte julehjerter fra Familiejournalen. Sammenlign selv på billledet herunder:
Plastikfigurerne er endda udformet sådan, at nissepigen kan lægge sin hånd på den meget generte nissedrengs skulder, ligesom på tegningen. Det er da en fin detalje.
Har du fundet dine nisserne frem? Ellers er det ved at være tiden. Der er mindre end en måned til juleaften!
Igennem det meste af sin lange karriere leverede Karen Kjærsgaard designs til det amerikanske firma Caspari. Firmaet, der findes endnu, laver bl.a. kort, bordkort, servietter og engangsservice til alle tænkelige højtider: jul, påske, fødselsdage, mors dag halloween osv.
Halloween, der falder d. 31. oktober, har i løbet af de seneste år vundet fodfæste herhjemme, og overalt kan man se græskarhoveder, spøgelseskager, hekse og skeletter, og man kan høre uhyggelige fortællinger eller komme på “ghost walks”. Det kan faktisk ikke blive uhyggeligt og bloddryppende nok! Karen Kjærsgaard har også leveret Halloween design til Caspari, som bl.a. er blevet brugt på servietter og paptallerkner.
Sådan rigtigt uhyggeligt er det dog ikke.
Bag på tallerknernes indpakning har man meget prisværdigt gjort opmærksom på, at det er Karen Fjord Kjærsgaard, der står for designet.
I det hele taget er det svært at finde noget rigtig uhyggeligt i Karen K’s tegnede univers. Selv heksene er ret elskelige, som f.eks. denne Sankt Hans Heks:
I et interview med Karen Kjærsgaards søn, Jakob, som Familiejournalen bragte sidste år, fortalte han, at han mor ønskede, at alle væsner i hendes tegninger skulle være glade. Jakob konfronterede sin mor med det lidt absurde i dette, da hun havde lavet en kollega med en dreng, der havde fanget en fisk. For selv den fisk, der var trukket på land så glad ud. Men Karen insisterede på de glade ansigter, og det er jo egentlig en sympatisk tankegang.
Her er det billede, som Jakobs historie refererer til. Det blev bragt som forside på Familiejournalen i 1972:
Jeg har måtte lede længe efter uhyggelige elementer i Karen K.’s tegninger, som kan passe til Halloween. Men i dukketeateret til Fyrtøjet var der lidt at finde.
I det hule træ, som soldaten kravler ned i, bor der ugler og ravne.
Og i de mørke rum under træet, hvor de tre store hunde lurer, kan man skimte mængder af flagermus og spindelvæv i de dunkle kroge.
En anden amerikansk højtid, som falder mellem Halloween og jul, er Thanksgiving, men denne højtid har ikke vundet indpas herhjemme. Dagen fejres den fjerde torsdag i november. Det er egentlig en høstfest, hvor man takker for årets afgrøde, og hovedebegivenheden er et storslået måltid med familie og venner. Den traditionelle menu er kalkun og græskartærte. Både kalkun og græskar var fødevarer, som europæerne først stiftede bekendskab med, da de kom til den nye verden – Amerika.
Karen Kjærsgaard har også lavet et Thanksgiving design til det amerikanske firma. Motivet kaldes “Harvest Farm”:
Og græskarret til Thankgiving-menuen, har hun også illustreret:
Her på matriklen nøjes vi med lidt meget diskret Halloween-pynt:
Efteråret pynter sig egentlig så fint selv:
Serviet-design af Karen Fjord Kjærsgaard: Gyldne kastanjer.
Så kom efteråret. Søndagen er grå og regnfuld. Høsten er i hus. I kirkerne har der været holdt høstgudstjeneste, de røde æbler løsner let fra træets trætte kviste, og der er sagt farvel til sommeren.
Karen K. tegnede i 1950’erne en serie postkort, der illustrerede årets gang i Skandinavien i “gamle dage”. Kortet her leder tankerne hen på den gamle danske sang “Marken er mejet”, som har en tekst, der oprindelige var skrevet af Adolph Recke engang før 1867, men som den digtende bonde Mads Hansen omdigtede og gjorde lidt mere jordnær i 1868.
Marken er mejet, og høet er høstet, kornet er i laderne, og høet står i hæs. Frugten er plukket, og træet er rystet, og nu går det hjemad med det allersidste læs. Rev vi marken let, det er gammel ret, fuglen og den fattige skal også være mæt.
Og efter høstarbejdet følger så høstgildet:
Loen vi pynter med blomster og blade, vi har georginer og bonderoser nok. Børnene danser allerede så glade, alle vore piger står ventende i flok. Bind så korn i krans, hurra, her til lands sluttes altid høsten med et gilde og en dans.
Sådan et høstgilde har Karen K. også tegnet på et af sine postkort, så man skulle næsten tro, at det er de to vers fra den gamle høstsang, der har inspireret hende.
Jeg har ikke høstet nogen mark (men har dog plukket æbler fra træet), og jeg har heller ikke været til høstgilde. Til gengæld synes jeg, at september er perfekt til at begynde på indendørs hygge, når regnen siler ned, og det bliver tidligt mørkt om aftenen.
Jeg har tit tænkt på, at mange af Karen K.’s detaljerede tegninger kunne være blevet perfekte puslespil. Derfor besluttede jeg mig for at få lavet mit eget. Og jeg valgte motivet med høstgildet.
Motivet fra postkortet sendte jeg ind til et af de firmaer, som har specialiseret sig af at trykke billeder af dine børn og kæledyr i fotobøger, kalendere, på krus og t-shirt – eller på at lave din bedstemor som puslespil. Og resultatet blev et fint lille Karen K. høstpuslespil med 266 brikker.
Så var det jo bare at gå i gang. Det vigtigste først, signaturen:
Og så i gang med at samle kanten:
Der er en dejlig ro i at lægge puslespil, og man kommer til at se meget nærmere på alle de mange farver og detaljer i Karen Kjærsgaard oprindelige tegning.
Da de letteste dele af puslespillet var samlet, var det tid til en kop te og en hjemmebagt rosinbolle, inden den sværeste del af puslespillet skulle lægges.
Færdig!
På billedet er netop de geoginer (dahlier) og bonderoser (stokroser), som man synger om i “Marken er mejet”.
Geoginerne stråler også i haven lige nu og viser al deres sidste farvepragt, inden frosten kommer.
Og hjertetræet var det første af havens træer til at overgive sig til efterårsfarverne:
Jeg håber, I får et dejligt efterår. Måske med puslespilstid og drømme om næste sommer:
Et stykke oppe i Sverige, i Småland, ligger den lille by Vissefjärda, hvor der bor ca. 600 mennesker. Det gjorde der også i 1950’erne, da sømanden Birger Hägerbrand kom til byen. Sømanden var gået på land og ville nu være butikejer i den lille by. Derfor købte han en Tobaks- og papirhandel af en gammel mand, som kaldtes “Ernst med læben” pga. at sin meget store underlæbe. Butikken kom nu til at hedde “Hägerbrands Tobak- och pappershandel”, men de lokale døbte butikken “Biggans”.
Butikken Biggans i Vissefjärda. Billedet har jeg lånt fra Emmabodas lokalavis.
Butikken var ikke bare en boghandel, men i ordet bedste forstand en blandet landhandel. Ud over bøger, papirvarer og tobak kunne man finde alt muligt i butikken. Der blev også solgt cykelgrejer, og man kunne få repareret sit cykel. Selv TV- og radioapparater kunne man finde. Butikken bragte faktisk fjernsynet til den lille by omkring 1957-58. Byens første TV-apparat stod i butikkens vindue og var et tilløbsstykke for byens beboere, der stod uden for vinduerne betragtede det nye vidunder, også selv om der det meste af tiden kun blev vist et prøvebillede. På det tidspunkt blev der nemlig kun sendt ca. en times TV om dagen.
Det brede udvalg af varer i butikken betød også, at varelageret voksede. Snart blev selve lageret bag ved butikken også indlemmet i butikken og op til jul og andre højtider blev endda trappen op til familien lejlighed på første sal brugt til udstilling af sæsonens varer.
Til butikkens varelager købte Birger engang i 1960’erne eller 1970’erne en plakat (en bonad ville svenskerne nok kalde den) tegnet af Karen K. og trykt af det svenske papirvarefirma Axel Eliasson. Ved juletid havde “Biggans” også julevarer tegnet af Karen K. (bonader med nisser og engle), men denne plakat havde ikke noget med jul at gøre. Derimod viser den en zoologisk have fyldt med glade dyr og gæster. Det er dejligt at se andet end juletegninger fra Karen Kjærsgaards hånd, jeg synes det bringer en helt anden side frem hos hende.
Men plakaten som Birger købte ind blev aldrig solgt. År ud og år ind lå den på hylderne på lageret eller i butikken. År blev til årtier. I 1990 gik Birger på pension, og nu overtog hans to børn butikken, som de holdt åbent som en fritidssyssel hver fredag eftermiddag og lørdag formiddag. Der kom mange kunder, som nød at se på de mange varer, som forlængst var blevet umulige at opdrive andre steder. Plakaten af Karen K. blev dog stadig ikke solgt. I 2017 – efter mere end 60 år blev det besluttet at butikken skulle lukke, og der blev holdt ophørsudsalg. Og alligevel var der stadig er stort varelager tilbage efter at den sidste kunde havde forladt butikken. Og fra dette varelager fandt plakaten med den zoologiske vej til mig i Danmark. Hvor er det mærkeligt at tænke på, at det tog 40-50 år at få solgt den!
Plakaten er rigtig fin og med et mylder af liv. Af en eller anden grund får den mig til at tænke på en sang, som har brændt sig ind i min barnehjerne engang i begyndelsen af 1980’erne. Jeg tror, ikke jeg har hørt sangen mere end én gang, og jeg brød mig ikke engang specielt om den, men alligevel har jeg aldrig glemt den. Sangen er med Trille og hedder “Dyrene i Zoologisk Have.” Du kan høre sangen her og måske også få den på hjernen! Indspilningen er fra 1972 og indeholder blokfløjtesolo, hvilket var et klassisk element i børnemusik dengang.
Sangen hørte jeg ved en tilfældighed en dag, jeg sad og ventede på, at fjernsynet skulle begynde. Godt nok var der mere end én times TV om dagen der i starten af 1980’erne, men det begyndte først ud på eftermiddagen (ud over lidt TV for børn på nogle hverdagsmorgner). Det sidste stykke tid, inden programmerne begyndte, kom programoversigten på. Og den kunne have set ca. sådan ud:
I vores hjem kom programoversigten og programmerne ganske vist ikke i farver før i 1983. Nå, men de første programmer på dagen var TV for børn , og de sidste par minutter inden det første program kunne man høre en sang, mens man sad og gloede på programoversigten. Det var her jeg hørte “Dyrene i Zoologisk Have”.
Karen K.’s zoologiske have er herlig at lade øjnene gå på opdagelse i med al dens mylder. Den minder faktisk om barndommens ca. samtidige “myldrebøger” af tyskeren Ali Mitgutsch (1970’erne).
Hos Ali Mitgutsch er der også en zoologisk have:
Og så ligner hele komposition i Karen Kjærsgaard zoologisk have ret meget et af hendes egne lidt ældre postkort. Postkortet viser en anden hyggelig have, nemlig Tivoli:
Jeg synes, at både den zoologisk have og Tivoli-motivet ville være rigtig velegnede til puslespil! De har den perfekte kombination af detaljer og ensartede flader til formålet.
Da jeg kiggede nærmere på detaljerne, kom jeg til at tænke på Karen K.’s billedlotteri, som hun tegnede for Drecshler midt i 1960’erne. Jeg har tidligere skrevet om det her på bloggen. Billedlotteriet er udkommet i mange udgaver og forleden dag fandt jeg den yngste udgave af spillet i en rodekasse i en genbrugsbutik.
Karen K.’s billedlotteri. Her i den udgave, som Brio/Joker udgav i 1970’erne.
Mange af motiver fra billedlotteriet kan man genfinde på plakaten.
Min plakat er ikke den eneste zoologiske have, som Karen K. har tegnet. Her er et billede, som tilhører familien Kjærsgaard. Nogle af dyrene fra den plakat, jeg har, findes også i denne zoologiske have, men der er også rigtig mange andre fine dyr her: giraffer, næsehorn, dromedar, antiloper og en pande bl.a. Måske er det nat i zoo, for der er ingen gæster i haven. Til gengæld løber pingvinerne frit omkring. Karen K. var måske forud for sin tid med “udbryderpingvinerne”, som senere blev berømte i Madagaskar- tegnefilmene 😉
Fotografiet har jeg fået lov til at låne fra Karen Kjærsgaards barnebarn Maia, som har instagramprofilen: maiafjord.
Ja, det – og meget andet – kom jeg til at tænke på, da jeg så den gamle plakat. Man kan komme vidt omkring i tankerne.
P.S. Historien om landhandelen i den lille by i Småland har jeg fra lokalavisen “Barometern” og fra Vissefjärda facebookside, hvor Leif Sjöqvisth har skrevet om sine minder fra butikken og byen.
Hejsan
jag har lite svårt att visa inläggen på ett bra sätt så jag tar mig friheten att använda copy paste för att ni alla ska få ta del.
Detta är ett inlägg av Leif Sjöqvist. Trevlig läsning. Tack för inlägget Leif 🙂
………………………………………………………………………….
“När kulturen kom till Vissefjärda!
Åsa, du skriver om tecknad film på TV och 70-talet. Kalle Anka, Karl Bertil Jonsson m.fl. Det är kultur! De filmerna håller fortfarande och det är kul. Men………
……jag kan berätta då “Kulturen kom till Vissefjärda!”
Den kulturella delen i samhället bestod på -40 och -50 talet av ett Ordenshus med biograf. Det var allt! Jaa, ok då, Bromboda Folkets Park låg ju där med dans sommartid.
Men det “riktiga” kulturgenombrottet kom faktiskt in i samhället 1955 eller möjligen 1956.
Det var då han gjorde sitt intåg i Vissefjärda, affärsmannen Birger Hägerbrand! Har var en entreprenör som trodde på lokal handel och att ha sin butik “knökafull”.
Det var så att Tobak och Pappershandeln drev av en man som hette Ernst Karlsson men som gick under namnet “Ernst med läppen”. Hans underläpp var onormalt stor och hängde liksom ner.
“Ernst med läppen” blev gammal och ville avsluta sin handel varför han lät sälja sin affär. Birger Hägerbrand kom in och blev i bygden kallad “Biggan”.
“Biggan” var gift med Aina . (jag kan ha fel på namn här!) Aina arbetade bl.a. som lärare i skolköket. Vi som gick i skolan hade hemkunskap på lördagarna och då var hon den som lärde oss allt om palsternackors betydelse och att potatis inte fick vara gröna! Och mycket annat! Hemkunskap hade man som ämne från klass fem om jag minns rätt. Själv var jag inte så aktiv i “skolköket” eftersom jag arbetade även på lördagarna och därför kom jag som alltid för sent till lektionerna. Dessutom var jag smutsig i klädsel pga arbetets karaktär. Vi körde mjölklinjerna till Vissefjärda mejeri.
Men ibland var jag med i köket och det var ganska intressant.
“Biggan” drev sin affär hårt. Alla tyckte nog att “Biggan” var en klippa. Man kunde köpa det mesta som tillhörde tobak-bok och papper i hans affär. Med åren blev butiken så full med varor att även lagerdelen innanför själva butiken blev affär! och som inte det vore tillräckligt så kunde han inför jul och andra helger även använda trappan upp till sin bostad på övervåningen som exponering för sina varor! Det stod olika varor halvvägs upp!
Inte nog med det! Han ordnade också så att kulturen kom till samhället! Han började nämligen att sälja radioapparater mer på allvar än vad “Ernst med läppen” hade gjort. Han ordnade plats för apparaterna på några hyllor direkt in till vänster då man kom in i butiken. Där stod de och glänste med sina vackra fronter.
Men det egentliga genombrottet kom troligtvis vid julskyltningen 1957/-58. Då hade minsann “Biggan” tagit hem en TV-apparat som han ställde upp i ett av skyltfönstren!
Det blev naturligtvis stor succé! På den tiden gick man man ur huse den första söndagen i december för att se vilken affär som hade den vackraste julskyltningen. Jag tror faktiskt det förekom nån form av tävling där tittarna fick välja.
Utanför “Biggans” pappershandel var det folksamling! Hela den stora grusplanen fylldes snart upp och man kunde se på TV! Det var stort! I och för sig var det väl testbilden som visades därför att det fanns bara “riktig sändning” en timma. Det var nyheter och i bästa fall några fler programpunkter. Men folk stod där och tittade på detta under! Att man kunde se en människa i realtid i en liten ruta på en möbel.
Det var just då kulturen kom till Vissefjärda! Tack vare “Biggan”!
Först ut i denna nya värld var cykelreparatör Björnbom. Han bodde snett emot “Dollarkungens hus” eller bredvid Fagerströms ladugård.
Då TV;n var på lös det ett blått sken som var väldigt starkt genom fönstren i huset.
“Biggan” fick ny fart på affärerna. Han hade givetvis ett stort motstånd från bl.a. “RadioLasse” i Emmaboda. “RadioLasse” sålde även vitvaror till kök och hade därför en stor kundkrets redan då TV;n gjorde sitt intåg i Småland. Men “Biggan” var av det sega virket och stod sig bra i konkurrensen.
1959 köpte jag själv en så kallad transistorradio av “Biggan” Den hette Minerva och kostade 195 kr vilket var en smärre förmögenhet på den tiden! I vart fall för min egen del. Fick spara länge innan jag kunde köpa den. Pruta självfallet ner den till 175 kr. Bra business tyckte både “Biggan” och jag!
Tänk att kunna ligga vid badet och lyssna på radio! Vilken grej!
Problemet var batterierna. Sex stora runda batterier som var urladdade redan efter nån timmars körning.
Man kunde på söndagarna lyssna på “De tio” som var en förlaga till Svensktoppen. De tio startades av Radio Nord, ett piratskepp som gick utanför svenska lagar vad gäller sändningstillstånd och annat! Mycket populär anläggning som tyvärr senare stoppades och jag tror till och med beslagtogs av staten! Det fanns två skepp som låg på internationellt vatten. Ett utanför Stockholmstrakten och hette Radio Nord samt ett utanför skånekusten som då hette Radio Syd.
“Biggan” fortsatte att imponera i sin affärsvärld. Han byggde en ny verkstad på tomten emot hotellet. Där öppnade han cykel och mopedförsäljning. Även smärre reparationer skulle utföras.
Men det blev ungefär som med TV-försäljningen, det fanns hårt motstånd från både Lindås och Emmaboda från etablerade cykelhandlare. I Vissefjärda fanns bara Gunnar Johansson men han reparerade mestadels vad jag minns. Sålde säkert en eller annan cykel på beställning. Alla vet väl var hans lilla verkstad fanns?
Jaja, detta är historien om då “Kulturen kom till Vissefjärda”!
Har för mig att detta utspelades ungefär samtidigt som Alfa Laval etablerade sin automatiska vacuumdrivna mjölkmaskin! I vart fall i mina hemtrakter från den tiden!
Jeg har hørt, at i dagene mellem jul og Helligtrekonger er englene på jorden, hvor de går lønligt i blandt os…
Karen Kjærsgaard tegnede massevis af engle gennem årene, og englene fik mange forskellige udtryk. Mest kendt er nok hendes engle i denne stil:
Men Karen Kjærsgaard mestrede mange forskellige stilarter og fra de sidste årtier af hendes karriere findes der nogle helt andre engle, som er inspireret af malerkunsten i den italienske renæssance (slutningen af 1400-tallet til omkring 1600).
Det er fra renæssancen, at de små tykke englebasser, kaldet putti, kommer ind i kunsten. De mest kendte er nok dem her af Rafael fra “Den sixtinske Madonna“, 1512-13.
Putti er små tykke barneengle med bare numser og små vinger, som myldrer rundt i renæssancens – og også barokkens – kirkekunst.
To små putti’er af Karen Kjærsgaard kan man se på hendes julepanorama til Familiejournalen i 1997. Her er vi meget langt fra tegnestilen og nisselandskaberne på hendes julepanoramaer fra 1970’erne og 80’erne – og Karen Kjærsgaard var også forlængst holdt op med at signere sine værker med Karen K.
Udsnit af julepanaroma af Karen Kjærsgaard, 1997
Til sammenligning ses her et par putti fra renæssancen.
Udsnit af Gaudenzio Ferraris maleri: “Madonna degli aranci”, 1529-1530
Renæssancekunsten havde dog også helt andre engle end puttierne.
Store alvorlige engle, der kommer som budbringere til menneskene eller musicerer omkring Jesu’ fødsel. Englene begynder også at få mere kvindelige træk, end de havde i middelalderkunsten. Det kan man se i Karen Kjærsgaards renæssanceengle, som står ude i siderne på julepanoramaet fra 1997:
Jeg synes godt, at man kan se inspirationen fra den italienske renæssance. F.eks. fra disse engle af Melozzo da Forli, ca. 1480:
Karen Kjærsgaards renæssanceengle fløj også over Atlanten, hvor papirfirmaet Caspari udgav dem som et eksklusivt gavepapir:
Og Karen Kjærsgaards renæssanceengle blev også til amerikanske julekort:
Amerikansk julekort fra firmaet Caspari. Noderne bag ved englen er til julesalmen “Silent Night” (Glade jul).
Engle kan som bekendt have mange former, og også i Karen Kjærsgaard værk kan der altså gemme sig lønlige engle, som man slet ikke ville tro var tegnet af hende, hvis ikke man undersøgte sagen nærmere. Så hold altid øje med englene – i alle deres afskygninger.
De sidste to år har jeg her på bloggen skrevet om svenske julebilleder – eller såkaldte “julbonader”, som Karen K. har tegnet. Du kan bliver klogere på fænomenet og Karen K.’s bidrag til genren her og her.
Sidste år skrev jeg om dette billede (som ikke er magnetisk, som der står, men er trykt på tyndt plast, som klæber til glatte overflader), og jeg gættede på, at det nok var fra omkring 1960.
Årstallet var ikke helt ved siden af. Jeg har lige fundet dette billede i Familiejounalens julehæfte fra 1967.
Fotografiet er fra Karen Kjærsgaard hjem, og man kan se, at det originale nissebillede var sat på en masonitplade og hang på hendes yngste søn, Lars’ værelse. Her fungerede det som pakkekalender.
Sidenhen blev kalenderkollagen fyldt op med legetøj, affotograferet og printet på gennemsigtigt plastik, så man rundt omkring i de svenske hjem kunne hænge nissebilledet på køleskabet eller skabslåger. Sjovt at tænke på, at Lars’ julekalender kom i handelen på den måde.
Men nu lidt mere om andre julbonader, som jeg har fundet i årets løb.
Her er anden fin nissemand, som ikke er signeret, men der er ingen tvivl om, at Karen K. er kvinden bag.
Ligesom Lars’ julekalender er der tale om en kollage, hvor flere materialer er blandet. Nissen har ægte halm i træskoene og krammer et juletræ, som vist egentlig er en enebærgren. En af stjernerne på himlen bliver topstjerne på juletræet – det er en fin detalje!
Denne julbonad er lige som alle andre jeg har set fra Karen K. udgivet af det svenske kunstforlag Axel Eliasson, og denne har varenummer 7193. Jeg gætter på at det måske betyder, at den er fra 1971.
Fra samme forlag, men med et meget lavere varenummer – og sikkert også noget ældre end de foregående – er det sidste tre ting, jeg vil vise. De to første her, kan man nok ikke kalde “bonader”, men snarere friser, fordi de er lange og smalle. Det er bare så sjovt at sige “bonad” og udtale det med rigtig skånsk accent…
Denne lille frise har nummer 41, og selv om en mus eller et barn har gnavet i hjørnet af den, er den stadig charmerende.
Det er er rigigt kludeklip med en kirke i filt og englekjoler i stofrester. Der er ingen signatur på frisen, men ansigterne siger helt tydeligt Karen K.
Og selv om tenikken er en helt anden på disse signede Karen K.-julekort, som måske også er lidt yngre end julefrisen, så minder de ret meget om julefrisen by-silhuet og trompettruttende engle.
Postkortene er for øvrigt også udgivet af Axel Eliassons Konstförlag.
Den næste julefrise har nummer 51 fra Axel Elisasson og er uden signatur. Dens ophav har skabt debat her på Karen K.-forskningscentret. Er det en ægte Karen K., eller er det ikke? Forskningscenterleder er sikker på, at det er en Karen K. , mens (den nu ulønnede) forskningsassistent er af en anden mening.
Her ser du frisen. Hvad tror du?
Forskningsassistensen argumenterer med, at stråfigurer ikke er udbredte hos Karen K. Faktisk kan vi ikke finde ét eneste andet eksempel på f.eks. julebukke hos Karen K. Og Forskningslederen må modvilligt anerkende dette argument.
Og hvad er denne her stråmand egentlig for en underlig himstregims?:
Forskningscenterlederen påpeger dog, at der ikke kan være tvivl om, at Karen Kjærsgaard er ophavet til de to engle, som er på julefrisen.
Ansigterne, vingerne, de spidse ballerinasko og kjolerne af stofrester ligner i hvert fald rigtig meget englene på frise nr. 41, som vi lige har set. Men nr. 41 er jo heller ikke signeret, argumenter forskningsassistenten…. Og sådan begyndte en spændende debataften på Karen K.-forskningscentret, der endte med, at forskningslederen gav sig selv ret.
Mon ikke også kreative Karen Kjærsgaard selv har bundet julebukkene, som er på frisen? Hvad er egentlig historien bag julebukkene, som vi her i Skandinavien sætter op som julesymbol? Julebukken er en meget gammel tradition, måske endda helt tilbage fra vikingetiden. Senere blev bukken lidt dæmonisk og kunne dukke op ved juletid i form af en mand forklædt som buk med et skind over ryggen og horn i panden. Selv om julebukken kunne komme med gaver til børnene, som en slags forløber for julemanden, så ville han hellere skræmme og drille dem. I 17- og 1800-tallets “julestuer” kunne man få besøg af julebukken. “Julestuer” var den gang ret løsslupne arrangementer for voksne, hvor karle og pige under påskud af selskabslege kunne komme i nær fysisk kontakt. Der kunne julebukken stå bag grovkornede løjer. I dag er julebukken mest af halm og til ren pynt, og den er hverken særlig skræmmende eller fræk.
Og hvad så med den underlig havrestråmand?
Jeg har haft svært ved at finde ud præcis, hvad han er for én, men tror han er et levn fra gamle svenske (måske også danske) bondetraditioner. I nogle dele af Sverige lavede man en halmdukke i forbindelse med høsten, som man gemte til julen. Andre steder blev dukken lavet i juledagene af den julehalm, som man spredte ud på gulvet for at gøre stuen flot og højtidspyntet. Dukken brugte man til at tage varsler af i forbindelse med en juleleg.
Her ses sådan en gammel svensk juledukke, som ikke er helt ulig Karen K.’s stråmand.
Halmdukke fra Jämtland. Copytright Nordiska Museet.
Man satte dukken på gulvet, og en af husets beboere skulle lægge sig på ryggen med hovedet mod dukken. Så bøjede han sig sammen, slog benene op over hovedet og greb dukken med sine fødder. Så blev dukken kastet væk med fødderne, og alt afhængigt af hvordan dukken landede, tog man varsler for det nye år. Jeg tror, det er sådan en gammel halmdukke, vi ser på frisen, selv om den nok også har mistet sin oprindelige betydning og nu mest er til pynt ligesom julebukken.
Med den sidste “julbonad”, jeg vil vise jer, bliver vi både i almuestilen og i 1960’erne. (Ja ok, det er heller ikke en julbonad, men derimod en juleløber i papir til at pynte på julebordet med).
Jeg synes tydeligt, man genkender Karen Kjærsgaard almuestil fra 1960’erne, men heldigvis er løberen også signeret, så man ikke behøver bruge en aften på at diskutere dens ægthed.
Løberen er et smukt eksempel på, hvordan Karen K. sammensmelter en 1800-tals landlige kunstform med løberens (og Karen K.’s) egen nutid, nemlig tresserne farveglade flowerpower-stil.
På den måde er løberen på mere end én måde et nostalgisk ekko fra en svunden tid. Og i julen må man jo gerne være lidt nostalgisk…..
I mange årtier var et fast indslag i Familiejournalen de farvestrålende klippe-ud-og-samle-ark, som læserne kunne sætte sammen til alt muligt: tog, ridderborge, stationer, damptog, biler, julekrybber, nisselandskaber og meget mere. I starten af 1900-tallet var det ikke kun til jul, at den slags ark kunne forekomme i bladet. Efter 1940’erne ebbede traditionen dog ud. Og det var først i 1968 med en julekrybbe tegnet af Karen K., at traditionen blev taget op igen. Nu som et rent julefænomen.
Det næste mange år var det Karen K., der stod bag julens samleark i Familejournalen. I 1969 kom uroen Nissernes julestue. I 1970 et tablau med Snehvide og de syv små dværge og i 1971 et dukketeater bygget over eventyret om Den lille pige med svovlstikkerne. I 1972 var det så blevet tid til uroen Juleskibet, som jeres blogger i år har sat sig for at samle.
Klar til at gå i gang
Udstyrret fra seks klippeark fra fire gamle numre af Familiejournalen, blomsterpinde, saks, lim og snor gik jeg i gang med et større projekt, som skulle vise sig at tage en hel del timer. I følge teksten i bladet havde Familiejournalens læsere udtrykkeligt bedt om ,at det endelig ikke måtte være alt for let at samle klippearkene. Og det krav, synes jeg, at Karen K. har levet helt op til med sit juleskib!
En lille del af den meget lange vejledning
Vejledningen er adskillige sider lang, og inden man kan gå i gang med selve skibet, skal man binde en stor stjerne af pinde, som skibet skal hænges op i. Karen K. foreslår peddigrør – et ord jeg ikke har hørt i mange år! Faktisk ved jeg ikke helt, hvad det er, udover at man i 1970’erne kunne tage aftenskolekursus i fletning med peddigrør. Selv, siger Karen K., har hun dog brugt pindene fra en kinesisk dækkeserviet. Jeg valgte blomsterpinde og gik så i gang med projektet.
Heldigvis fik jeg god hjælp af en nysgerrig Cille:
Godt at jeg har været spejder engang og bygget broer, tårne og bålborde i granrafter og selvbindergarn i en grad, så der stadig sad en lille smule hukommelse om dobbelte halvstik og krydsbesnøringer fast et sted i min hjerne. Og selv om jeg nok ikke vinder mange duelighedstegn for disse besnøringer, så kom der dog en helt hæderlig stjerne ud af det til sidst.
Så er det tid at gå i gang med selve skibet, men inden vi når så vidt, er det på sin plads lige at overveje, hvad det lidt gammeldags udtryk “juleskib” egentlig dækker over. Et juleskib er vel i bund og grund betegnelsen for et hvilket som helst skib, som har mål mod en destination op til jul – om det så er et fragtskib eller et passagerskib – og uanset om destinationen er London, København eller Julerup Færgeby. Idéen med et juleskib, der bringer ens kære hjem til jul ,er jo helt ideelt til julefortællinger: Når skibet sikkert frem og inden juleaften, hvad bringer skibet med, og er den elskede ventede med på skibet, som man håbede? Tænk bare på DR’s Jul i Gammelby, hvor man i hele 24 afsnit ventede på det gode skib Haabet. Og her ser du forfatteren Kaj Brusens fortælling med titlen “Juleskibet” fra hæftet Julesne fra 1952.
Motivet kan også bruges på juleplatter som denne fra Bing & Grøndahl fra 1917:
Eller hvad med denne reklame for Brugsens appelsiner fra 1970? :
Som det ses, kan et juleskib være mange forskellige ting, men her på vores breddegrader har man dog især brugt udtrykket juleskib, om de store skibe, som sejlede fra Amerika til Skandinavien, og på hvilke udvandrede danskere, nordmænd og svenskere vendte tilbage på julebesøg i deres gamle fædrelande.
Præcis sådan et juleskib beskriver Henrik Cavling (Danmarks første rigtige journalist, ham med Cavlingprisen) i sin bog “Fra Amerika” fra 1897. (Her på den juleglade blog skal Cavling have sin egen lille pris for at være idé manden bag det store juletræ på Rådhuspladsen i København, som blev sat op for første gang i 1914.) Men nu et par citater fra Cavlings kapitel om juleskibet:
Det er et broget Selskab, som nogle uger før jul samles om Thingvalla-Damperen, det såkaldte Juleskib, der er i Færd med at gå til Norden. Bitterligt koldt er det i New York. Blå-sorte haglskyer hænger over de høje huse. Sneen fyger gennem gaderne, og det blæser Kulde. Skibet, som de pelsklædte farmere stavrer hen imod, ville også være ganske tilsneet, dersom ikke røgen fra de store skorstene uophørligt væltede ud over den dryppende takkelage. Der er bevægelse for og agter. Skruen grumser op i vandet, og kommando-ordene skærer tværs igennem de rejsendes forvirrede snakken. Både indenbords og udenbords er der febrilsk travlhed med at ordne ting, som absolut skal ordnes i det sidste øjeblik, og hen over travlheden slår en duft af biksemad, timian og sul.
Karen Kjærsgaards juleskib er ganske vist ikke nogen damper, men et sejlskib. Der er ingen fotografier af det færdige skib i bladet, kun denne lille skitsetegning, så det er ekstra spændende at samle skibet og se hvordan, det kommer til at se ud.
Langsomt begynder skibet at tage form
I mellemtiden kan vi høre lidt mere om rejsen over Atlanterhavet med juleskibet i 1897. Nu er damperen Thingvalla nået ud på det åbne hav:
“December måned er måske den værste af alle vintermåneder for en Atlanterhavsrejse. Haglstorme raser over New Foundlands banker. Bølgerne brøler hult og mætter deres raseri mod skibets sider, og ingen fod tør mere betræde dækket, der ustandseligt overskylles af de skummende vandbjerge.
Og dog er der ret hyggeligt om bord på Juleskibet. En førtrøstningsfuld helligdags-stemning råder mellem passagererne, og de daglige besværligheder glemmes ved tanken om glæderne, der vinker i det fjerne. De fleste af disse rejsende har i mange og lange år længtes efter fødelandet, de aldrig kunne glemme. I onde og gode dage tænkte de på denne rejse, og disse tanker var det måske, der holdt dem oppe, når de bøjede hovedet og var ved at bukke under i den hårde kamp. Solskin og magsvejr har de sjælden haft i de forløbne år, og uvejret her på havet synes dem egenlig naturligt som endnu noget, de bør gennemgå, før de genser Danmark.”
Karen K.’s juleskib sejler ikke med hjemves-ramte emigranter, men med en munter besætning af skibsnisser med stribe sømandstrøjer og støvler med høje hæle:
En af skibsnisserne fik endda lov at pryde en af december månedsforsider i fuld figur:
Cavling fortsætter sin beretning: “Men så, når de i lange nætter har ligget og hørt på stormens tuden og maskinens stønnende lyde, når de i fem seks døgn har sejlet gennem storm og mørke, så vågner de en morgen og finder, at det er sommer. Havet ligger blikstille og dampende. Juleskibet sejler i den varme Golfstrøm.
Nu bliver dækket fejet i en fart. Der er forår i luften og lysblink i vanddråberne, som drypper fra de lange istapper. Alle rejsende strømmer op på Skansen. Ordene løsnes på de stumme læber. Man hører latter og harmonikamusik, og aftenen ender med en dans.
I dette dejlige vejr sejler juleskibet en uge. Det er, som vuggede det gennem en stille solbeskinnet dal ude mellem Atlanterhavets bølger, og om aftenen, når de hjemaddragende står og stirrer ud over de slumrende vande, er det, som hørte de juleklokken kime i den lyse luftning.”
Måske er det lige præcis også i den lune Golfstrøm, at Karen K.’s juleskib sejler. Havet ser blå-grønt og venligt ud og legesyge delfiner springer rundt om skibet.
De samme springende delfiner kan man for øvrigt se i Karen K.’s billedelotteri fra midt i 1960’erne.
Ombord på juleskibet er der lystighed og leg, og fra øverste dæk lyder harmonikamusik:
Selve skibets navn giver også associationer til varme himmelstrøg, nærmere bestemt den lille caribiske østat Saint Lucia. Og samtidigt klinger det jo lidt i danske ører af julestemning med tanken på Lucia-optog i skoler og børnehaver. Ganske smart detalje af Karen Kjærsgaard.
Juleskibet – bare Karen K.’s uro og Cavlings fortælling – er nu ved at være i havn. Han fortsætter:
“… Nordens Stjernehimmel, som de rejsende nu ikke har set i mange år, funkler ned til dem som et lysende budskab i den mørke vinternat. Så kommer rejsens sidste dage, da længslen og utålmodigheden vokser, og da alle tanker og ønsker iler forud for det trætte skib.(…)
Endelig en aften efter femten dages sørejse rygtes det på skibet, at man kan se et fyr, og hurtigt strømmer alt levende, unge og gamle, mænd og kvinder, op på skansen.(…)indtil der pludselig høres en mumlen langs med rælingen: Dér! Dér! Det er et lysglimt, ganske svagt, omtrent som gløden af en tændstik. Det forsvinder og viser sig, det bliver større, det blinker og det vinker, og en sælsom fortryllelse står der ud af disse matte lysstråler, der er hjemmets første julehilsen til de rejsende.”
Karen K.’s juleskib får også sin egen nordiske stjernehimmel og får desuden følgeskab af juleengle det sidste stykke på rejsen.
Og så er hele uroen endelig færdig:
Den er virkelig blevet fin og hyggelig med mange fine detaljer:
Arbejdet med juleskibet har måske sat sig lidt på min hjerne. Jeg synes pludseligt, at juletræet i toppen af masten på Karen K.’s juleskib ligner toppen af dette flydende sømærke, som jeg så på land ved Ærøskøbing Havn for nylig.
Og den her ganske unikke træsko-skibs-lampe, som jeg faldt over hos en marskandiser i weekenden, ligner også Karen K.’s juleskib med det røde sejl ganske godt, synes jeg:
Søfart har ikke været fremmed for Karen Kjærsgaard, og det synes jeg, man kan fornemme i juleskibets udformning. Hendes far, J. Chr. Aschengreen arbejdede for ØK, og da Karen mødte sin kommende mand, var han i lære som styrmand. På Vejle Stadsarkiv findes der billeder fra 1969, hvor drengene fra skoleskibet Georg Stage besøger Karen Kjærsgaard og hendes mand i deres hus uden for Vejle. Bl.a. viser Karen ejendommes heste frem for drengene. Desværre kan jeg ikke vise jer billederne pga. copyright rettigheder, så dem må vi tænke os til.
Men nu skal vi have juleskibet fra Amerika helt i havn. På http://www.filmcentralen.dk, som er en hjemmeside med gratis historiske film om Danmark, er der en fin lille film fra 1947 om juleskibets ankomst til København. Du kan se filmen her.
Juleskibet ankommer til København
Og Karen K.’s juleskib vugger roligt videre på bølgerne med kurs direkte mod juleaften.
P.S. Hvis du har fået lyst til at læse hele Henrik Cavlings fortælling om rejsen med juleskibet, finder du den her på litteratur-projektsiden http://www.runeberg.org sammen med resten af hans bog “Fra Amerika“.
Bedst som man fornemmede, at foråret var ved at være på vej, har det sat ind med kulde og sne lige her op til den første dag i marts.
Det er nu flot, når sneen lægger sig over landskabet, og så kan man jo passende finde et par af Karen K.’s vinterbilleder frem.
Her er f.eks. to fine dobbeltkort med vintermotiver fra “de gode gamle dage”.
Det første er et vinterbillede fra købstaden, hvor skibene lægger til ved pakhusene langs kajen i den ellers meget tilfrosne havn, hvor byens fine borgere på promenade har vovet sig ud for at skøjte. Damernes krinoliner og herrernes høje hatte kunne tyde på, at vi er i tiden omkring 1860’erne.
Formentlig fra samme “H.C. Andersen tid” er vinterbilledet fra landet af en fornem kanetur forbi bøndergårdene, hvor bonden er ude og høste grønkål i kålgårdens sne.
Det lille stempel bag på kortene viser, at de er udgivet af firmaet Lundgren & Andersen, og lidt detektivarbejde har ført mig frem til, at Karen K. har tegnet dem omkring 1960.
Du kan læse lidt mere om Karen K som postkortkunstner her.
Lidt yngre end postkortene er denne hyggelige collage af børn, der gør klar til en sneboldkamp.
Her er vi tættere på den stil, som de fleste nok forbinder med Karen K., med de karakteristiske ansigter, som går igen på både engle og nisser og børn i hendes produktion. Collagen stammer fra en lille serie med titlen “Børns leg”. Den kan du læse mere om her.
Måske bliver der også tid til at bygge en snemand i de nærmeste dage, inden sneen er væk igen. Det er måske sidste chance i lang tid.
Her er en lidt sløret snemand fra et Karen K.-julekort fra ca. 1970. Det var dengang der – vistnok – altid var sne om vinteren. Sådan er det ikke mere. Vejret og naturen ændrer sig i vores tid.
Denne Karen K. tegning af en agerhøne, som putter sig under en snedækket burre i hegnet ved en mark, blev bragt som gave i Familiejournalen i januar 1990.
Agerhønen er en af de fugle fra det åbne land, som der er blevet færre af de sidste 40 år. Der er nu ca. 50.000 færre agerhøns i Danmark end i 1976. Du kan læse lidt, om hvorfor fuglene forsvinder fra det åbne land her.
Nyd nu vinteren, mens den er her. Førend man ved det, er der forår i luften.
UPDATERING 15. NOVEMBER 2018: Se kommentaren nederst på siden, hvor Karen Kjærsgaard søn løser gåden om Bolette 🙂
Teamet bag Karen K. bloggen har på det seneste forsøgt at løse et nyt Karen K. mysterium. I bloggens julekalender kunne man sidste år d. 10. december læse om svenske julbonader (julebilleder) tegnet af Karen K.
Som de flest andre af Karen Kjærsgaards papirting, er julbonaderne signeret med den karakteristiske Karen K.-signatur. F.eks. dette akvarelmalede billede af en dreng, der sover, mens nisserne leger rundt omkring ham.
Når der hos Karen K. er en dreng, så er der også tit en pige. Sådan at forstå at hun tit skabte sine ting i par. F.eks. de kendte nisser:
eller Familiejournalens julehjerter, der på hver side har en henholdsvis en nissepige og en nissedreng i præcis samme scene:
Derfor skulle man tro, at det samme var tilfældet med disse to svenske julbonader:
De to tegninger er næsten ens i deres komposition: Det sovende barn med teddybjørnen til venstre i billedet, den store hovedpude, folden på sengetæppet, månen og sneen uden for ruden, nisserne og juletræet til højre i billedet, sløjferne på pakkerne. Desuden har billederne samme størrelse, samme ramme og er trykt samme sted.
Tegningen med drengen er fint signeret Karen K.:
Derfor var jeg sikker på, at billedet af pigen også var tegnet af Karen K. Men se nu signaturen:
Bolette! Hvem er Bolette?
Har Bolette tyvstjålet Karen K.’s komposition, idé og tegnestil? (Det kunne selvfølgelig også være Karen K., der har stjålet fra Bolette. Men det kan vi her på Karen K.-bloggen jo vanskeligt forestille os 😉
Kan man forestille sig, at Karen K. har haft en “ghost tegner” (hvad er den grafiske pendant til en ghost writer?) – altså en tegner som har produceret “Karen K”-produkter, uden at Karen K. selv har tegnet dem?
Eller har Karen K. publiceret noget af sin produktion under psedonym?
Det er ikke til at vide med sikkerhed.
Faktum er bare, at de to tegninger er så ens, at man næsten må gå ud fra, at det er samme tegner, som har udført dem begge – på. På trods af afvigende signatur. Det er kun lykkedes mig, at finde én anden ting, som er signeret af Bolette. Nemlig denne – ligeledes svenske – påskebonad:
Kan det – på trods af navnet – alligevel være Karen K., som står bag dette filtklip? Når man nærstuderer billeder, er det meget Karen K.’sk i detaljerne.
Se f.eks. græstotterne og blomsterne på filtklippet af Bolette:
og sammenlign med græstotter og blomster på dette filtklip af af Karen K.:
De er nærmest ens.
Eller se på guirlanden i kanten af Bolettes filtklip:
og sammenlign med granborten på Karen K.’s juletræstæppe:
De er også ens. (Karen K. bloggen videnskabelige assistent husker endnu med gru de mange grangrene, der skulle klippes til juletræstæppet og kan forsikre at grangrenene på Bolette-bonaden er af samme slags).
Eller se de små flagrende fugle på filtklippet af Bolette, til venstre (jeg beklager den dårlige billedkvalitet) og sammenlign med fuglene fra en juleuro af Karen K., til højre:
Også hele motivet, komposition, materialevalget og signaturen, der er sat på som en lille selvstændig lap nederst til højre på billedet er træk, som kan findes hos Karen K.
Jeg vover derfor at gætte på, at Boletter faktisk er et psedonym for Karen K. Hvorfor Karen Kjærsgaard skulle have valgt at signere nogen af sine arbejder med navnet Bolette, er derimod uvist.
Først tænkte jeg, at Karen K. måske havde fundet på et navn, som svenskerne bedre forstod – begge bonader med navnet Bolette er jo trykt og solgt i Sverige. Karen er nemlig slet ikke et udbredt navn i Sverige, hvor man opfatter det som et dansk eller engelsk/amerikansk navn, kun ca. 1200 svenske kvinder hed Karen i 2016. Derimod er formen Karin udbredt i Sverige, ca. 156.000 svenske kvinder hed Karin i 2016. Men Bolette ville være et dårligt pseudonym, hvis målet var at gøre sig mere “svensk”. For Bolette er faktisk også et dansk navn, som kun 35 svenske kvinder bar i 2016.
Vi er altså kommet lidt nærmere på svaret til spørgsmålet: Hvem er Bolette? Der er formentlig Karen K. Men hvorfor, hvornår og hvor længe Karen Kjærsgaard brugte signaturen Bolette, det står hen i det uvisse.
UPDATE. SVAR FRA KAREN KJÆRSGAARDS SØN:
Hej Mikael,
Jeg er Karens ældste søn, Jakob. Min mor tegnede i en periode også under navnet Bolette. Jeg mener at kunne huske, at det var forlaget som mor i en periode tegnende til som ønskede sig et andet navn end Karen K – men fakta er, at Karen K og Bolette er en og samme person. Så du har ret :-). Er der andet jeg kan hjælpe med skal du bare skrive eller maile.
Præcis sådan et juleskib beskriver Henrik Cavling (Danmarks første rigtige journalist, ham med Cavlingprisen) i sin bog “Fra Amerika” fra 1897. (Her på den juleglade blog skal Cavling have sin egen lille pris for at være idé manden bag det store juletræ på Rådhuspladsen i København, som blev sat op for første gang i 1914.) Men nu et par citater fra Cavlings kapitel om juleskibet:
Mikaels Karen K. blog 