Halloween og Thanksgiving

Igennem det meste af sin lange karriere leverede Karen Kjærsgaard designs til det amerikanske firma Caspari. Firmaet, der findes endnu, laver bl.a. kort, bordkort, servietter og engangsservice til alle tænkelige højtider: jul, påske, fødselsdage, mors dag halloween osv.

Halloween, der falder d. 31. oktober, har i løbet af de seneste år vundet fodfæste herhjemme, og overalt kan man se græskarhoveder, spøgelseskager, hekse og skeletter, og man kan høre uhyggelige fortællinger eller komme på “ghost walks”. Det kan faktisk ikke blive uhyggeligt og bloddryppende nok! Karen Kjærsgaard har også leveret Halloween design til Caspari, som bl.a. er blevet brugt på servietter og paptallerkner.

Sådan rigtigt uhyggeligt er det dog ikke.

Halloween

Halloween2
Bag på tallerknernes indpakning har man meget prisværdigt gjort opmærksom på, at det er Karen Fjord Kjærsgaard, der står for designet.

I det hele taget er det svært at finde noget rigtig uhyggeligt i Karen K’s tegnede univers. Selv heksene er ret elskelige, som f.eks. denne Sankt Hans Heks:

FullSizeRender-4

I et interview med Karen Kjærsgaards søn, Jakob, som Familiejournalen bragte sidste år, fortalte han, at han mor ønskede, at alle væsner i hendes tegninger skulle være glade. Jakob konfronterede sin mor med det lidt absurde i dette, da hun havde lavet en kollega med en dreng, der havde fanget en fisk. For selv den fisk, der var trukket på land så glad ud. Men Karen insisterede på de glade ansigter, og det er jo egentlig en sympatisk tankegang.

Her er det billede, som Jakobs historie refererer til. Det blev bragt som forside på Familiejournalen i 1972:

Jeg har måtte lede længe efter uhyggelige elementer i Karen K.’s tegninger, som kan passe til Halloween. Men i dukketeateret til Fyrtøjet var der lidt at finde.

I det hule træ, som soldaten kravler ned i, bor der ugler og ravne.

Og i de mørke rum under træet, hvor de tre store hunde lurer, kan man skimte mængder af flagermus og spindelvæv i de dunkle kroge.

IMG_2504IMG_2505IMG_2506

En anden amerikansk højtid, som falder mellem Halloween og jul, er Thanksgiving, men denne højtid har ikke vundet indpas herhjemme. Dagen fejres den fjerde torsdag i november. Det er egentlig en høstfest, hvor man takker for årets afgrøde, og hovedebegivenheden er et storslået måltid med familie og venner. Den traditionelle menu er kalkun og græskartærte. Både kalkun og græskar var fødevarer, som europæerne først stiftede bekendskab med, da de kom til den nye verden – Amerika.

Karen Kjærsgaard har også lavet et Thanksgiving design til det amerikanske firma. Motivet kaldes “Harvest Farm”:

Karen K turkey

Og græskarret til Thankgiving-menuen, har hun også illustreret:

IMG_4217

Her på matriklen nøjes vi med lidt meget diskret Halloween-pynt:

IMG_2509

Efteråret pynter sig egentlig så fint selv:

nl6472
Serviet-design af Karen Fjord Kjærsgaard: Gyldne kastanjer.

karenkblogheader

 

Puslespilstid

Så kom efteråret. Søndagen er grå og regnfuld. Høsten er i hus. I kirkerne har der været holdt høstgudstjeneste, de røde æbler løsner let fra træets trætte kviste, og der er sagt farvel til sommeren.

IMG_2016

Karen K. tegnede i 1950’erne en serie postkort, der illustrerede årets gang i Skandinavien i “gamle dage”. Kortet her leder tankerne hen på den gamle danske sang “Marken er mejet”, som har en tekst, der oprindelige var skrevet af Adolph Recke engang før 1867, men som den digtende bonde Mads Hansen omdigtede og gjorde lidt mere jordnær i 1868.

Marken er mejet, og høet er høstet,
kornet er i laderne, og høet står i hæs.
Frugten er plukket, og træet er rystet,
og nu går det hjemad med det allersidste læs.
Rev vi marken let,
det er gammel ret,
fuglen og den fattige skal også være mæt.

Og efter høstarbejdet følger så høstgildet:

Loen vi pynter med blomster og blade,
vi har georginer og bonderoser nok.
Børnene danser allerede så glade,
alle vore piger står ventende i flok.
Bind så korn i krans,
hurra, her til lands
sluttes altid høsten med et gilde og en dans.

Sådan et høstgilde har Karen K. også tegnet på et af sine postkort, så man skulle næsten tro, at det er de to vers fra den gamle høstsang, der har inspireret hende.

2019011407234_0001.jpg

Jeg har ikke høstet nogen mark (men har dog plukket æbler fra træet), og jeg har heller ikke været til høstgilde. Til gengæld synes jeg, at september er perfekt til at begynde på indendørs hygge, når regnen siler ned, og det bliver tidligt mørkt om aftenen.

Jeg har tit tænkt på, at mange af Karen K.’s detaljerede tegninger kunne være blevet perfekte puslespil. Derfor besluttede jeg mig for at få lavet mit eget. Og jeg valgte motivet med høstgildet.

Motivet fra postkortet sendte jeg ind til et af de firmaer, som har specialiseret sig af at trykke billeder af dine børn og kæledyr i fotobøger, kalendere, på krus og t-shirt – eller på at lave din bedstemor som puslespil. Og resultatet blev et fint lille Karen K. høstpuslespil med 266 brikker.

IMG_2005IMG_2008

Så var det jo bare at gå i gang. Det vigtigste først, signaturen:

IMG_2006

Og så i gang med at samle kanten:IMG_2007

Der er en dejlig ro i at lægge puslespil, og man kommer til at se meget nærmere på alle de mange farver og detaljer i Karen Kjærsgaard oprindelige tegning.

Da de letteste dele af puslespillet var samlet, var det tid til en kop te og en hjemmebagt rosinbolle, inden den sværeste del af puslespillet skulle lægges.

IMG_2012

Færdig!

IMG_2014

På billedet er netop de geoginer (dahlier) og bonderoser (stokroser), som man synger om i “Marken er mejet”.

Geoginerne stråler også i haven lige nu og viser al deres sidste farvepragt, inden frosten kommer.

71491002_434451737177823_6135905306879721472_n

71958788_716415095492877_2846712574420975616_n

Og hjertetræet var det første af havens træer til at overgive sig til efterårsfarverne:

71525581_403810526984305_1602203215804235776_n

Jeg håber, I får et dejligt efterår. Måske med puslespilstid og drømme om næste sommer:

IMG_2018.JPG

karenkblogheader

 

 

I zoologisk have

Et stykke oppe i Sverige, i Småland, ligger den lille by Vissefjärda, hvor der bor ca. 600 mennesker. Det gjorde der også i 1950’erne, da sømanden Birger Hägerbrand kom til byen. Sømanden var gået på land og ville nu være butikejer i den lille by. Derfor købte han en Tobaks- og papirhandel af en gammel mand, som kaldtes “Ernst med læben” pga. at sin meget store underlæbe. Butikken kom nu til at hedde “Hägerbrands Tobak- och pappershandel”, men de lokale døbte butikken “Biggans”.

267c8733-ae39-47ff-9da5-6664d086164e
Butikken Biggans i Vissefjärda. Billedet har jeg lånt fra Emmabodas lokalavis

Butikken var ikke bare en boghandel, men i ordet bedste forstand en blandet landhandel. Ud over bøger, papirvarer og tobak kunne man finde alt muligt i butikken. Der blev også solgt cykelgrejer, og man kunne få repareret sit cykel. Selv TV- og radioapparater kunne man finde. Butikken bragte faktisk fjernsynet til den lille by omkring 1957-58. Byens første TV-apparat stod i butikkens vindue og var et tilløbsstykke for byens beboere, der stod uden for vinduerne betragtede det nye vidunder, også selv om der det meste af tiden kun blev vist et prøvebillede. På det tidspunkt blev der nemlig kun sendt ca. en times TV om dagen.

Det brede udvalg af varer i butikken betød også, at varelageret voksede. Snart blev selve lageret bag ved butikken også indlemmet i butikken og op til jul og andre højtider blev endda trappen op til familien lejlighed på første sal brugt til udstilling af sæsonens varer.

Til butikkens varelager købte Birger engang i 1960’erne eller 1970’erne en plakat (en bonad ville svenskerne nok kalde den) tegnet af Karen K. og trykt af det svenske papirvarefirma Axel Eliasson. Ved juletid havde “Biggans” også julevarer tegnet af Karen K. (bonader med nisser og engle), men denne plakat havde ikke noget med jul at gøre. Derimod viser den en zoologisk have fyldt med glade dyr og gæster. Det er dejligt at se andet end juletegninger fra Karen Kjærsgaards hånd, jeg synes det bringer en helt anden side frem hos hende.

img_8548

Men plakaten som Birger købte ind blev aldrig solgt. År ud og år ind lå den på hylderne på lageret eller i butikken. År blev til årtier. I 1990 gik Birger på pension, og nu overtog hans to børn butikken, som de holdt åbent som en fritidssyssel hver fredag eftermiddag og lørdag formiddag. Der kom mange kunder, som nød at se på de mange varer, som forlængst var blevet umulige at opdrive andre steder. Plakaten af Karen K. blev dog stadig ikke solgt. I 2017 – efter mere end 60 år blev det besluttet at butikken skulle lukke, og der blev holdt ophørsudsalg. Og alligevel var der stadig er stort varelager tilbage efter at den sidste kunde havde forladt butikken. Og fra dette varelager fandt plakaten med den zoologiske vej til mig i Danmark. Hvor er det mærkeligt at tænke på, at det tog 40-50 år at få solgt den!

Plakaten er rigtig fin og med et mylder af liv. Af en eller anden grund får den mig til at tænke på en sang, som har brændt sig ind i min barnehjerne engang i begyndelsen af 1980’erne. Jeg tror, ikke jeg har hørt sangen mere end én gang, og jeg brød mig ikke engang specielt om den,  men alligevel har jeg aldrig glemt den. Sangen er med Trille og hedder “Dyrene i Zoologisk Have.” Du kan høre sangen her og måske også få den på hjernen! Indspilningen er fra 1972 og indeholder blokfløjtesolo, hvilket var et klassisk element i børnemusik dengang.

Sangen hørte jeg ved en tilfældighed en dag, jeg sad og ventede på, at fjernsynet skulle begynde. Godt nok var der mere end én times TV om dagen der i starten af 1980’erne, men det begyndte først ud på eftermiddagen (ud over lidt TV for børn på nogle hverdagsmorgner). Det sidste stykke tid, inden programmerne begyndte, kom programoversigten på. Og den kunne have set ca. sådan ud:

skærmbillede 2019-01-18 kl. 17.03.19

I vores hjem kom programoversigten og programmerne ganske vist ikke i farver før i 1983. Nå, men de første programmer på dagen var TV for børn , og de sidste par minutter inden det første program kunne man høre en sang, mens man sad og gloede på programoversigten. Det var her jeg hørte “Dyrene i Zoologisk Have”.

Karen K.’s zoologiske have er herlig at lade øjnene gå på opdagelse i med al dens mylder. Den minder faktisk om barndommens ca. samtidige “myldrebøger” af tyskeren Ali Mitgutsch (1970’erne).

img_8548

Hos Ali Mitgutsch er der også en zoologisk have:

herzanzuender-erinnerungsbuch-von-ali-mitgutsch

skærmbillede 2019-01-19 kl. 19.15.42

Og så ligner hele komposition i Karen Kjærsgaard zoologisk have ret meget et af hendes egne lidt ældre postkort. Postkortet viser en anden hyggelig have, nemlig Tivoli:

IMG_8568.jpg

Jeg synes, at både den zoologisk have og Tivoli-motivet ville være rigtig velegnede til puslespil! De har den perfekte kombination af detaljer og ensartede flader til formålet.

img_8549img_8550img_8551img_8552img_8553img_8554img_8555img_8556img_8557

Da jeg kiggede nærmere på detaljerne, kom jeg til at tænke på Karen K.’s billedlotteri, som hun tegnede for Drecshler midt i 1960’erne. Jeg har tidligere skrevet om det her på bloggen. Billedlotteriet er udkommet i mange udgaver og forleden dag fandt jeg den yngste udgave af spillet i en rodekasse i en genbrugsbutik.

IMG_8570.jpg
Karen K.’s billedlotteri. Her i den udgave, som Brio/Joker udgav i 1970’erne.

Mange af motiver fra billedlotteriet kan man genfinde på plakaten.

img_8565

img_8566img_8567

Min plakat er ikke den eneste zoologiske have, som Karen K. har tegnet. Her er et billede, som tilhører familien Kjærsgaard. Nogle af dyrene fra den plakat, jeg har, findes også i denne zoologiske have, men der er også rigtig mange andre fine dyr her: giraffer, næsehorn, dromedar, antiloper og en pande bl.a. Måske er det nat i zoo, for der er ingen gæster i haven. Til gengæld løber pingvinerne frit omkring. Karen K. var måske forud for sin tid med “udbryderpingvinerne”, som senere blev berømte i Madagaskar- tegnefilmene 😉

zoo karen k2
Fotografiet har jeg fået lov til at låne fra Karen Kjærsgaards barnebarn Maia, som har instagramprofilen: maiafjord.

Ja, det – og meget andet – kom jeg til at tænke på, da jeg så den gamle plakat. Man kan komme vidt omkring i tankerne.

P.S. Historien om landhandelen i den lille by i Småland har jeg fra lokalavisen “Barometern” og fra Vissefjärda facebookside, hvor Leif Sjöqvisth har skrevet om sine minder fra butikken og byen.

Skærmbillede 2018-11-11 kl. 16.01.50

 

 

 

 

 

https://24emmaboda.se/anrik-butik-har-gatt-i-graven

 

http://www.barometern.se/emmaboda/oforglomlig-butik-har-gatt-ur-tiden/

 

Hejsan
jag har lite svårt att visa inläggen på ett bra sätt så jag tar mig friheten att använda copy paste för att ni alla ska få ta del.
Detta är ett inlägg av Leif Sjöqvist. Trevlig läsning. Tack för inlägget Leif
………………………………………………………………………….
“När kulturen kom till Vissefjärda!

Åsa, du skriver om tecknad film på TV och 70-talet. Kalle Anka, Karl Bertil Jonsson m.fl. Det är kultur! De filmerna håller fortfarande och det är kul. Men………

……jag kan berätta då “Kulturen kom till Vissefjärda!”

Den kulturella delen i samhället bestod på -40 och -50 talet av ett Ordenshus med biograf. Det var allt! Jaa, ok då, Bromboda Folkets Park låg ju där med dans sommartid.
Men det “riktiga” kulturgenombrottet kom faktiskt in i samhället 1955 eller möjligen 1956.
Det var då han gjorde sitt intåg i Vissefjärda, affärsmannen Birger Hägerbrand! Har var en entreprenör som trodde på lokal handel och att ha sin butik “knökafull”.

Det var så att Tobak och Pappershandeln drev av en man som hette Ernst Karlsson men som gick under namnet “Ernst med läppen”. Hans underläpp var onormalt stor och hängde liksom ner.
“Ernst med läppen” blev gammal och ville avsluta sin handel varför han lät sälja sin affär. Birger Hägerbrand kom in och blev i bygden kallad “Biggan”.

“Biggan” var gift med Aina . (jag kan ha fel på namn här!) Aina arbetade bl.a. som lärare i skolköket. Vi som gick i skolan hade hemkunskap på lördagarna och då var hon den som lärde oss allt om palsternackors betydelse och att potatis inte fick vara gröna! Och mycket annat! Hemkunskap hade man som ämne från klass fem om jag minns rätt. Själv var jag inte så aktiv i “skolköket” eftersom jag arbetade även på lördagarna och därför kom jag som alltid för sent till lektionerna. Dessutom var jag smutsig i klädsel pga arbetets karaktär. Vi körde mjölklinjerna till Vissefjärda mejeri.
Men ibland var jag med i köket och det var ganska intressant.

“Biggan” drev sin affär hårt. Alla tyckte nog att “Biggan” var en klippa. Man kunde köpa det mesta som tillhörde tobak-bok och papper i hans affär. Med åren blev butiken så full med varor att även lagerdelen innanför själva butiken blev affär! och som inte det vore tillräckligt så kunde han inför jul och andra helger även använda trappan upp till sin bostad på övervåningen som exponering för sina varor! Det stod olika varor halvvägs upp!

Inte nog med det! Han ordnade också så att kulturen kom till samhället! Han började nämligen att sälja radioapparater mer på allvar än vad “Ernst med läppen” hade gjort. Han ordnade plats för apparaterna på några hyllor direkt in till vänster då man kom in i butiken. Där stod de och glänste med sina vackra fronter.
Men det egentliga genombrottet kom troligtvis vid julskyltningen 1957/-58. Då hade minsann “Biggan” tagit hem en TV-apparat som han ställde upp i ett av skyltfönstren!
Det blev naturligtvis stor succé! På den tiden gick man man ur huse den första söndagen i december för att se vilken affär som hade den vackraste julskyltningen. Jag tror faktiskt det förekom nån form av tävling där tittarna fick välja.
Utanför “Biggans” pappershandel var det folksamling! Hela den stora grusplanen fylldes snart upp och man kunde se på TV! Det var stort! I och för sig var det väl testbilden som visades därför att det fanns bara “riktig sändning” en timma. Det var nyheter och i bästa fall några fler programpunkter. Men folk stod där och tittade på detta under! Att man kunde se en människa i realtid i en liten ruta på en möbel.

Det var just då kulturen kom till Vissefjärda! Tack vare “Biggan”!

Först ut i denna nya värld var cykelreparatör Björnbom. Han bodde snett emot “Dollarkungens hus” eller bredvid Fagerströms ladugård.
Då TV;n var på lös det ett blått sken som var väldigt starkt genom fönstren i huset.

“Biggan” fick ny fart på affärerna. Han hade givetvis ett stort motstånd från bl.a. “RadioLasse” i Emmaboda. “RadioLasse” sålde även vitvaror till kök och hade därför en stor kundkrets redan då TV;n gjorde sitt intåg i Småland. Men “Biggan” var av det sega virket och stod sig bra i konkurrensen.
1959 köpte jag själv en så kallad transistorradio av “Biggan” Den hette Minerva och kostade 195 kr vilket var en smärre förmögenhet på den tiden! I vart fall för min egen del. Fick spara länge innan jag kunde köpa den. Pruta självfallet ner den till 175 kr. Bra business tyckte både “Biggan” och jag!
Tänk att kunna ligga vid badet och lyssna på radio! Vilken grej!
Problemet var batterierna. Sex stora runda batterier som var urladdade redan efter nån timmars körning.
Man kunde på söndagarna lyssna på “De tio” som var en förlaga till Svensktoppen. De tio startades av Radio Nord, ett piratskepp som gick utanför svenska lagar vad gäller sändningstillstånd och annat! Mycket populär anläggning som tyvärr senare stoppades och jag tror till och med beslagtogs av staten! Det fanns två skepp som låg på internationellt vatten. Ett utanför Stockholmstrakten och hette Radio Nord samt ett utanför skånekusten som då hette Radio Syd.

“Biggan” fortsatte att imponera i sin affärsvärld. Han byggde en ny verkstad på tomten emot hotellet. Där öppnade han cykel och mopedförsäljning. Även smärre reparationer skulle utföras.
Men det blev ungefär som med TV-försäljningen, det fanns hårt motstånd från både Lindås och Emmaboda från etablerade cykelhandlare. I Vissefjärda fanns bara Gunnar Johansson men han reparerade mestadels vad jag minns. Sålde säkert en eller annan cykel på beställning. Alla vet väl var hans lilla verkstad fanns?

Jaja, detta är historien om då “Kulturen kom till Vissefjärda”!
Har för mig att detta utspelades ungefär samtidigt som Alfa Laval etablerade sin automatiska vacuumdrivna mjölkmaskin! I vart fall i mina hemtrakter från den tiden!

Hälsningar
Leif Sjöqvisth “

Renæssanceengle

Jeg har hørt, at i dagene mellem jul og Helligtrekonger er englene på jorden, hvor de går lønligt i blandt os…

Karen Kjærsgaard tegnede massevis af engle gennem årene, og englene fik mange forskellige udtryk. Mest kendt er nok hendes engle i denne stil:

IMG_8089

Men Karen Kjærsgaard mestrede mange forskellige stilarter og fra de sidste årtier af hendes karriere findes der nogle helt andre engle, som er inspireret af malerkunsten i den italienske renæssance (slutningen af 1400-tallet til omkring 1600).

Det er fra renæssancen, at de små tykke englebasser, kaldet putti, kommer ind i kunsten. De mest kendte er nok dem her af Rafael fra “Den sixtinske Madonna“, 1512-13.

putti

Putti er små tykke barneengle med bare numser og små vinger, som myldrer rundt i renæssancens  – og også barokkens – kirkekunst.

To små putti’er af Karen Kjærsgaard kan man se på hendes julepanorama til Familiejournalen i 1997. Her er vi meget langt fra tegnestilen og nisselandskaberne på hendes julepanoramaer fra 1970’erne og 80’erne – og Karen Kjærsgaard var også forlængst holdt op med at signere sine værker med Karen K.

IMG_8083
Udsnit af julepanaroma af Karen Kjærsgaard, 1997

Til sammenligning ses her et par putti fra renæssancen.

putti La_Madonna_degli_aranci_-_Putti
Udsnit af Gaudenzio Ferraris maleri: “Madonna degli aranci”, 1529-1530

Renæssancekunsten havde dog også helt andre engle end puttierne.

Store alvorlige engle, der kommer som budbringere til menneskene eller musicerer omkring Jesu’ fødsel. Englene begynder også at få mere kvindelige træk, end de havde i middelalderkunsten. Det kan man se i Karen Kjærsgaards renæssanceengle, som står ude i siderne på julepanoramaet fra 1997:

 

Jeg synes godt, at man kan se inspirationen fra den italienske renæssance. F.eks. fra disse engle af Melozzo da Forli, ca. 1480:angels melozza da forli angels

Karen Kjærsgaards renæssanceengle fløj også over Atlanten, hvor papirfirmaet Caspari udgav dem som et eksklusivt gavepapir:

 

 

 

Og Karen Kjærsgaards renæssanceengle blev også til amerikanske julekort:

Skærmbillede 2019-09-21 kl. 15.09.29.png
Amerikansk julekort fra firmaet Caspari. Noderne bag ved englen er til julesalmen “Silent Night” (Glade jul).

 

Engle kan som bekendt have mange former, og også i Karen Kjærsgaard værk kan der altså gemme sig lønlige engle, som man slet ikke ville tro var tegnet af hende, hvis ikke man undersøgte sagen nærmere. Så hold altid øje med englene – i alle deres afskygninger.

IMG_8082.jpg

Skærmbillede 2018-11-11 kl. 16.01.50

 

Endnu flere svenske julbonader

De sidste to år har jeg her på bloggen skrevet om svenske julebilleder – eller såkaldte “julbonader”, som Karen K. har tegnet. Du kan bliver klogere på fænomenet og Karen K.’s bidrag til genren her og her.

Sidste år skrev jeg om dette billede (som ikke er magnetisk, som der står, men er trykt på tyndt plast, som klæber til glatte overflader), og jeg gættede på, at det nok var fra omkring 1960.

IMG_4004

Årstallet var ikke helt ved siden af. Jeg har lige fundet dette billede i Familiejounalens julehæfte fra 1967.

Fotografiet er fra Karen Kjærsgaard hjem, og man kan se, at det originale nissebillede var sat på en masonitplade og hang på hendes yngste søn, Lars’ værelse. Her fungerede det som pakkekalender.

IMG_7597

Sidenhen blev kalenderkollagen fyldt op med legetøj, affotograferet og printet på gennemsigtigt plastik, så man rundt omkring i de svenske hjem kunne hænge nissebilledet på køleskabet eller skabslåger. Sjovt at tænke på, at Lars’ julekalender kom i handelen på den måde.

Men nu lidt mere om andre julbonader, som jeg har fundet i årets løb.

Her er anden fin nissemand, som ikke er signeret, men der er ingen tvivl om, at Karen K. er kvinden bag.

Endnu flere svenske julbonader (1).jpg

Ligesom Lars’ julekalender er der tale om en kollage, hvor flere materialer er blandet. Nissen har ægte halm i træskoene og krammer et juletræ, som vist egentlig er en enebærgren. En af stjernerne på himlen bliver topstjerne på juletræet – det er en fin detalje!

Denne julbonad er lige som alle andre jeg har set fra Karen K. udgivet af det svenske kunstforlag Axel Eliasson, og denne har varenummer 7193. Jeg gætter på at det måske betyder, at den er fra 1971.

Fra samme forlag, men med et meget lavere varenummer – og sikkert også noget ældre end de foregående – er det sidste tre ting, jeg vil vise. De to første her, kan man nok ikke kalde “bonader”, men snarere friser, fordi de er lange og smalle. Det er bare så sjovt at sige “bonad” og udtale det med rigtig skånsk accent…

Denne lille frise har nummer 41, og selv om en mus eller et barn har gnavet i hjørnet af den, er den stadig charmerende.

IMG_7895

Det er er rigigt kludeklip med en kirke i filt og englekjoler i stofrester. Der er ingen signatur på frisen, men ansigterne siger helt tydeligt Karen K.

Og selv om tenikken er en helt anden på disse signede Karen K.-julekort, som måske også er lidt yngre end julefrisen, så minder de ret meget om julefrisen by-silhuet og trompettruttende engle.

IMG_7907

Postkortene er for øvrigt også udgivet af Axel Eliassons Konstförlag.

Den næste julefrise har nummer 51 fra Axel Elisasson og er uden signatur. Dens ophav har skabt debat her på Karen K.-forskningscentret. Er det en ægte Karen K., eller er det ikke? Forskningscenterleder er sikker på, at det er en Karen K. , mens (den nu ulønnede) forskningsassistent er af en anden mening.

Her ser du frisen. Hvad tror du?

IMG_7885

Forskningsassistensen argumenterer med, at stråfigurer ikke er udbredte hos Karen K. Faktisk kan vi ikke finde ét eneste andet eksempel på f.eks. julebukke hos Karen K. Og Forskningslederen må modvilligt anerkende dette argument.

Og hvad er denne her stråmand egentlig for en underlig himstregims?:

IMG_7891

Forskningscenterlederen påpeger dog, at der ikke kan være tvivl om, at Karen Kjærsgaard er ophavet til de to engle, som er på julefrisen.

Ansigterne, vingerne, de spidse ballerinasko og kjolerne af stofrester ligner i hvert fald rigtig meget englene på frise nr. 41, som vi lige har set. Men nr. 41 er jo heller ikke signeret, argumenter forskningsassistenten…. Og sådan begyndte en spændende debataften på Karen K.-forskningscentret, der endte med, at forskningslederen gav sig selv ret.

Mon ikke også kreative Karen Kjærsgaard selv har bundet julebukkene, som er på frisen? Hvad er egentlig historien bag julebukkene, som vi her i Skandinavien sætter op som julesymbol? Julebukken er en meget gammel tradition, måske endda helt tilbage fra vikingetiden. Senere blev bukken lidt dæmonisk og kunne dukke op ved juletid i form af en mand forklædt som buk med et skind over ryggen og horn i panden. Selv om julebukken kunne komme med gaver til børnene, som en slags forløber for julemanden, så ville han hellere skræmme og drille dem. I 17- og 1800-tallets “julestuer” kunne man få besøg af julebukken. “Julestuer” var den gang ret løsslupne arrangementer for voksne, hvor karle og pige under påskud af selskabslege kunne komme i nær fysisk kontakt. Der kunne julebukken stå bag grovkornede løjer. I dag er julebukken mest af halm og til ren pynt, og den er hverken særlig skræmmende eller fræk.

Og hvad så med den underlig havrestråmand?

IMG_7891

Jeg har haft svært ved at finde ud præcis, hvad han er for én, men tror han er et levn fra gamle svenske (måske også danske) bondetraditioner. I nogle dele af Sverige lavede man en halmdukke i forbindelse med høsten, som man gemte til julen. Andre steder blev dukken lavet i juledagene af den julehalm, som man spredte ud på gulvet for at gøre stuen flot og højtidspyntet. Dukken brugte man til at tage varsler af i forbindelse med en juleleg.

Her ses sådan en gammel svensk juledukke, som ikke er helt ulig Karen K.’s stråmand.

halmdocka (1)
Halmdukke fra Jämtland. Copytright Nordiska Museet. 

Man satte dukken på gulvet, og en af husets beboere skulle lægge sig på ryggen med hovedet mod dukken. Så bøjede han sig sammen, slog benene op over hovedet og greb dukken med sine fødder. Så blev dukken kastet væk med fødderne, og alt afhængigt af hvordan dukken landede, tog man varsler for det nye år. Jeg tror, det er sådan en gammel halmdukke, vi ser på frisen, selv om den nok også har mistet sin oprindelige betydning og nu mest er til pynt ligesom julebukken.

Med den sidste “julbonad”, jeg vil vise jer, bliver vi både i almuestilen og i 1960’erne. (Ja ok, det er heller ikke en julbonad, men derimod en juleløber i papir til at pynte på julebordet med).

IMG_7901

Jeg synes tydeligt, man genkender Karen Kjærsgaard almuestil fra 1960’erne, men heldigvis er løberen også signeret, så man ikke behøver bruge en aften på at diskutere dens ægthed.

IMG_7905

Løberen er et smukt eksempel på, hvordan Karen K. sammensmelter en 1800-tals landlige kunstform med løberens (og Karen K.’s) egen nutid, nemlig tresserne farveglade flowerpower-stil.

På den måde er løberen på mere end én måde et nostalgisk ekko fra en svunden tid. Og i julen må man jo gerne være lidt nostalgisk…..

IMG_7902

Skærmbillede 2018-11-11 kl. 16.01.50

 

 

 

Juleskibet

I mange årtier var et fast indslag i Familiejournalen de farvestrålende klippe-ud-og-samle-ark, som læserne kunne sætte sammen til alt muligt: tog, ridderborge, stationer, damptog, biler, julekrybber, nisselandskaber og meget mere. I starten af 1900-tallet var det ikke kun til jul, at den slags ark kunne forekomme i bladet. Efter 1940’erne ebbede traditionen dog ud. Og det var først i 1968 med en julekrybbe tegnet af Karen K., at traditionen blev taget op igen. Nu som et rent julefænomen.

Det næste mange år var det Karen K., der stod bag julens samleark i Familejournalen. I 1969 kom uroen Nissernes julestue. I 1970 et tablau med Snehvide og de syv små dværge og i 1971 et dukketeater bygget over eventyret om Den lille pige med svovlstikkerne. I 1972 var det så blevet tid til uroen Juleskibet, som jeres blogger i år har sat sig for at samle.

IMG_7521
Klar til at gå i gang

Udstyrret fra seks klippeark fra fire gamle numre af Familiejournalen, blomsterpinde, saks, lim og snor gik jeg i gang med et større projekt, som skulle vise sig at tage en hel del timer. I følge teksten i bladet havde Familiejournalens læsere udtrykkeligt bedt om ,at det endelig ikke måtte være alt for let at samle klippearkene. Og det krav, synes jeg, at Karen K. har levet helt op til med sit juleskib!

IMG_7523
En lille del af den meget lange vejledning

Vejledningen er adskillige sider lang, og inden man kan gå i gang med selve skibet, skal man binde en stor stjerne af pinde, som skibet skal hænges op i. Karen K. foreslår peddigrør – et ord jeg ikke har hørt i mange år! Faktisk ved jeg ikke helt, hvad det er, udover at man i 1970’erne kunne tage aftenskolekursus i fletning med peddigrør. Selv, siger Karen K., har hun dog brugt pindene fra en kinesisk dækkeserviet. Jeg valgte blomsterpinde og gik så i gang med projektet.

Heldigvis fik jeg god hjælp af en nysgerrig Cille:

IMG_7525

Godt at jeg har været spejder engang og bygget broer, tårne og bålborde i granrafter og selvbindergarn i en grad, så der stadig sad en lille smule hukommelse om dobbelte halvstik og krydsbesnøringer fast et sted i min hjerne. Og selv om jeg nok ikke vinder mange duelighedstegn for disse besnøringer, så kom der dog en helt hæderlig stjerne ud af det til sidst.

IMG_7526IMG_7527

Så er det tid at gå i gang med selve skibet, men inden vi når så vidt, er det på sin plads lige at overveje, hvad det lidt gammeldags udtryk “juleskib” egentlig dækker over. Et juleskib er vel i bund og grund betegnelsen for et hvilket som helst skib, som har mål mod en destination op til jul – om det så er et fragtskib eller et passagerskib – og uanset om destinationen er London, København eller Julerup Færgeby. Idéen med et juleskib, der bringer ens kære hjem til jul ,er jo helt ideelt til julefortællinger: Når skibet sikkert frem og inden juleaften, hvad bringer skibet med, og er den elskede ventede med på skibet, som man håbede? Tænk bare på DR’s Jul i Gammelby, hvor man i hele 24 afsnit ventede på det gode skib Haabet. Og her ser du forfatteren Kaj Brusens fortælling med titlen “Juleskibet” fra hæftet Julesne fra 1952.

IMG_7794.jpg

Motivet kan også bruges på juleplatter som denne fra Bing & Grøndahl fra 1917:

Skærmbillede 2018-12-09 kl. 19.08.34.png

Eller hvad med denne reklame for Brugsens appelsiner fra 1970? :

IMG_7474.jpg

Som det ses, kan et juleskib være mange forskellige ting, men her på vores breddegrader har man dog især brugt udtrykket juleskib, om de store skibe, som sejlede fra Amerika til Skandinavien, og på hvilke udvandrede danskere, nordmænd og svenskere vendte tilbage på julebesøg i deres gamle fædrelande.

Skærmbillede 2018-12-09 kl. 12.16.35Præcis sådan et juleskib beskriver Henrik Cavling (Danmarks første rigtige journalist, ham med Cavlingprisen) i sin bog “Fra Amerika” fra 1897. (Her på den juleglade blog skal Cavling have sin egen lille pris for at være idé manden bag det store juletræ på Rådhuspladsen i København, som blev sat op for første gang i 1914.) Men nu et par citater fra Cavlings kapitel om juleskibet:

Det er et broget Selskab, som nogle uger før jul samles om Thingvalla-Damperen, det såkaldte Juleskib, der er i Færd med at gå til Norden. Bitterligt koldt er det i New York. Blå-sorte haglskyer hænger over de høje huse. Sneen fyger gennem gaderne, og det blæser Kulde. Skibet, som de pelsklædte farmere stavrer hen imod, ville også være ganske tilsneet, dersom ikke røgen fra de store skorstene uophørligt væltede ud over den dryppende takkelage. Der er bevægelse for og agter. Skruen grumser op i vandet, og kommando-ordene skærer tværs igennem
de rejsendes forvirrede snakken. Både indenbords og udenbords er der febrilsk travlhed med at ordne ting, som absolut skal ordnes i det sidste øjeblik, og hen over travlheden slår en duft af biksemad, timian og sul.

Karen Kjærsgaards juleskib er ganske vist ikke nogen damper, men et sejlskib. Der er ingen fotografier af det færdige skib i bladet, kun denne lille skitsetegning, så det er ekstra spændende at samle skibet og se hvordan, det kommer til at se ud.

IMG_7524

Langsomt begynder skibet at tage form

IMG_7528

IMG_7530

I mellemtiden kan vi høre lidt mere om rejsen over Atlanterhavet med juleskibet i 1897. Nu er damperen Thingvalla nået ud på det åbne hav:

“December måned er måske den værste af alle vintermåneder for en Atlanterhavsrejse. Haglstorme raser over New Foundlands banker. Bølgerne brøler hult og mætter deres
raseri mod skibets sider, og ingen fod tør mere betræde dækket, der ustandseligt overskylles af de skummende vandbjerge.

Og dog er der ret hyggeligt om bord på Juleskibet. En førtrøstningsfuld helligdags-stemning råder mellem passagererne, og de daglige besværligheder glemmes ved tanken om glæderne, der vinker i det fjerne. De fleste af disse rejsende har i mange og lange år længtes efter fødelandet, de aldrig kunne glemme. I onde og gode dage tænkte de på denne rejse, og disse tanker var det måske, der holdt dem oppe, når de bøjede hovedet og
var ved at bukke under i den hårde kamp. Solskin og magsvejr har de sjælden haft i de forløbne år, og uvejret her på havet synes dem egenlig naturligt som endnu noget, de bør gennemgå, før de genser Danmark.”

Karen K.’s juleskib sejler ikke med hjemves-ramte emigranter, men med en munter besætning af skibsnisser med stribe sømandstrøjer og støvler med høje hæle:

IMG_7540IMG_7541

En af skibsnisserne fik endda lov at pryde en af december månedsforsider i fuld figur:

IMG_7522

Cavling fortsætter sin beretning: “Men så, når de i lange nætter har ligget og hørt på stormens tuden og maskinens stønnende lyde, når de i fem seks døgn har sejlet gennem storm og mørke, så vågner de en morgen og finder, at det er sommer. Havet ligger blikstille og dampende. Juleskibet sejler i den varme Golfstrøm.

Nu bliver dækket fejet i en fart. Der er forår i luften og lysblink i vanddråberne, som drypper fra de lange istapper. Alle rejsende strømmer op på Skansen. Ordene løsnes på de stumme læber. Man hører latter og harmonikamusik, og aftenen ender med en dans.

I dette dejlige vejr sejler juleskibet en uge. Det er, som vuggede det gennem en stille solbeskinnet dal ude mellem Atlanterhavets bølger, og om aftenen, når de hjemaddragende står og stirrer ud over de slumrende vande, er det, som hørte de juleklokken kime i den lyse luftning.”

Måske er det lige præcis også i den lune Golfstrøm, at Karen K.’s juleskib sejler. Havet ser blå-grønt og venligt ud og legesyge delfiner springer rundt om skibet.

IMG_7718

De samme springende delfiner kan man for øvrigt se i Karen K.’s billedelotteri fra midt i 1960’erne.

IMG_8938

IMG_7724

Ombord på juleskibet er der lystighed og leg, og fra øverste dæk lyder harmonikamusik:

IMG_7792

Selve skibets navn giver også associationer til varme himmelstrøg, nærmere bestemt den lille caribiske østat Saint Lucia. Og samtidigt klinger det jo lidt i danske ører af julestemning med tanken på Lucia-optog i skoler og børnehaver. Ganske smart detalje af Karen Kjærsgaard.

IMG_7726

Juleskibet – bare Karen K.’s uro og Cavlings fortælling – er nu ved at være i havn. Han fortsætter:

“… Nordens Stjernehimmel, som de rejsende nu ikke har set i mange år, funkler ned til dem som et lysende budskab i den mørke vinternat. Så kommer rejsens sidste dage, da længslen og utålmodigheden vokser, og da alle tanker og ønsker iler forud for det
trætte skib.(…) 

Endelig en aften efter femten dages sørejse rygtes det på skibet, at man kan se et fyr, og hurtigt strømmer alt levende, unge og gamle, mænd og kvinder, op på skansen.(…)indtil der pludselig høres en mumlen langs med rælingen: Dér! Dér! Det er et lysglimt, ganske svagt, omtrent som gløden af en tændstik. Det forsvinder og viser sig, det bliver større, det blinker og det vinker, og en sælsom fortryllelse står der ud af disse matte lysstråler,
der er hjemmets første julehilsen til de rejsende.” 

Karen K.’s juleskib får også sin egen nordiske stjernehimmel og får desuden følgeskab af juleengle det sidste stykke på rejsen.

IMG_7793.JPG

IMG_7787

Og så er hele uroen endelig færdig:

IMG_7779

Den er virkelig blevet fin og hyggelig med mange fine detaljer:

 

 

Arbejdet med juleskibet har måske sat sig lidt på min hjerne. Jeg synes pludseligt, at juletræet i toppen af masten på Karen K.’s juleskib ligner toppen af dette flydende sømærke, som jeg så på land ved Ærøskøbing Havn for nylig.

IMG_7509

Og den her ganske unikke træsko-skibs-lampe, som jeg faldt over hos en marskandiser i weekenden, ligner også Karen K.’s juleskib med det røde sejl ganske godt, synes jeg:

IMG_7706

Søfart har ikke været fremmed for Karen Kjærsgaard, og det synes jeg, man kan fornemme i juleskibets udformning. Hendes far, J. Chr. Aschengreen arbejdede for ØK, og da Karen mødte sin kommende mand, var han i lære som styrmand. På Vejle Stadsarkiv findes der billeder fra 1969, hvor drengene fra skoleskibet Georg Stage besøger Karen Kjærsgaard og hendes mand i deres hus uden for Vejle. Bl.a. viser Karen ejendommes heste frem for drengene. Desværre kan jeg ikke vise jer billederne pga. copyright rettigheder, så dem må vi tænke os til.

Men nu skal vi have juleskibet fra Amerika helt i havn. På http://www.filmcentralen.dk, som er en hjemmeside med gratis historiske film om Danmark, er der en fin lille film fra 1947 om juleskibets ankomst til København. Du kan se filmen her.

Skærmbillede 2018-12-09 kl. 19.04.35
Juleskibet ankommer til København

Og Karen K.’s juleskib vugger roligt videre på bølgerne med kurs direkte mod juleaften.

IMG_7804

P.S. Hvis du har fået lyst til at læse hele Henrik Cavlings fortælling om rejsen med juleskibet, finder du den her på litteratur-projektsiden http://www.runeberg.org sammen med resten af hans bog “Fra Amerika“.

Skærmbillede 2018-11-11 kl. 16.01.50

 

 

 

 

Vinter og sne

Bedst som man fornemmede, at foråret var ved at være på vej, har det sat ind med kulde og sne lige her op til den første dag i marts.

Det er nu flot, når sneen lægger sig over landskabet, og så kan man jo passende finde et par af Karen K.’s vinterbilleder frem.

Her er f.eks. to fine dobbeltkort med vintermotiver fra “de gode gamle dage”.

IMG_4951

Det første er et vinterbillede fra købstaden, hvor skibene lægger til ved pakhusene langs kajen i den ellers meget tilfrosne havn, hvor byens fine borgere på promenade har vovet sig ud for at skøjte. Damernes krinoliner og herrernes høje hatte kunne tyde på, at vi er i tiden omkring 1860’erne.

IMG_4952

Formentlig fra samme “H.C. Andersen tid” er vinterbilledet fra landet af en fornem kanetur forbi bøndergårdene, hvor bonden er ude og høste grønkål i kålgårdens sne.

IMG_4953

Det lille stempel bag på kortene viser, at de er udgivet af firmaet Lundgren & Andersen, og lidt detektivarbejde har ført mig frem til, at Karen K. har tegnet dem omkring 1960.

IMG_4954

Du kan læse lidt mere om Karen K som postkortkunstner her.

Lidt yngre end postkortene er denne hyggelige collage af børn, der gør klar til en sneboldkamp.

IMG_4956

Her er vi tættere på den stil, som de fleste nok forbinder med Karen K., med de karakteristiske ansigter, som går igen på både engle og nisser og børn i hendes produktion. Collagen stammer fra en lille serie med titlen “Børns leg”. Den kan du læse mere om her.

Måske bliver der også tid til at bygge en snemand i de nærmeste dage, inden sneen er væk igen. Det er måske sidste chance i lang tid.

IMG_4958.PNG

Her er en lidt sløret snemand fra et Karen K.-julekort fra ca. 1970. Det var dengang der – vistnok – altid var sne om vinteren. Sådan er det ikke mere. Vejret og naturen ændrer sig i vores tid.

Denne Karen K. tegning af en agerhøne, som putter sig under en snedækket burre i hegnet ved en mark, blev bragt som gave i Familiejournalen i januar 1990.

IMG_4957

Agerhønen er en af de fugle fra det åbne land, som der er blevet færre af de sidste 40 år. Der er nu ca. 50.000 færre agerhøns i Danmark end i 1976. Du kan læse lidt, om hvorfor fuglene forsvinder fra det åbne land her.

Nyd nu vinteren, mens den er her. Førend man ved det, er der forår i luften.

karenkblogheader