I zoologisk have

Et stykke oppe i Sverige, i Småland, ligger den lille by Vissefjärda, hvor der bor ca. 600 mennesker. Det gjorde der også i 1950’erne, da sømanden Birger Hägerbrand kom til byen. Sømanden var gået på land og ville nu være butikejer i den lille by. Derfor købte han en Tobaks- og papirhandel af en gammel mand, som kaldtes “Ernst med læben” pga. at sin meget store underlæbe. Butikken kom nu til at hedde “Hägerbrands Tobak- och pappershandel”, men de lokale døbte butikken “Biggans”.

267c8733-ae39-47ff-9da5-6664d086164e
Butikken Biggans i Vissefjärda. Billedet har jeg lånt fra Emmabodas lokalavis

Butikken var ikke bare en boghandel, men i ordet bedste forstand en blandet landhandel. Ud over bøger, papirvarer og tobak kunne man finde alt muligt i butikken. Der blev også solgt cykelgrejer, og man kunne få repareret sit cykel. Selv TV- og radioapparater kunne man finde. Butikken bragte faktisk fjernsynet til den lille by omkring 1957-58. Byens første TV-apparat stod i butikkens vindue og var et tilløbsstykke for byens beboere, der stod uden for vinduerne betragtede det nye vidunder, også selv om der det meste af tiden kun blev vist et prøvebillede. På det tidspunkt blev der nemlig kun sendt ca. en times TV om dagen.

Det brede udvalg af varer i butikken betød også, at varelageret voksede. Snart blev selve lageret bag ved butikken også indlemmet i butikken og op til jul og andre højtider blev endda trappen op til familien lejlighed på første sal brugt til udstilling af sæsonens varer.

Til butikkens varelager købte Birger engang i 1960’erne eller 1970’erne en plakat (en bonad ville svenskerne nok kalde den) tegnet af Karen K. og trykt af det svenske papirvarefirma Axel Eliasson. Ved juletid havde “Biggans” også julevarer tegnet af Karen K. (bonader med nisser og engle), men denne plakat havde ikke noget med jul at gøre. Derimod viser den en zoologisk have fyldt med glade dyr og gæster. Det er dejligt at se andet end juletegninger fra Karen Kjærsgaards hånd, jeg synes det bringer en helt anden side frem hos hende.

img_8548

Men plakaten som Birger købte ind blev aldrig solgt. År ud og år ind lå den på hylderne på lageret eller i butikken. År blev til årtier. I 1990 gik Birger på pension, og nu overtog hans to børn butikken, som de holdt åbent som en fritidssyssel hver fredag eftermiddag og lørdag formiddag. Der kom mange kunder, som nød at se på de mange varer, som forlængst var blevet umulige at opdrive andre steder. Plakaten af Karen K. blev dog stadig ikke solgt. I 2017 – efter mere end 60 år blev det besluttet at butikken skulle lukke, og der blev holdt ophørsudsalg. Og alligevel var der stadig er stort varelager tilbage efter at den sidste kunde havde forladt butikken. Og fra dette varelager fandt plakaten med den zoologiske vej til mig i Danmark. Hvor er det mærkeligt at tænke på, at det tog 40-50 år at få solgt den!

Plakaten er rigtig fin og med et mylder af liv. Af en eller anden grund får den mig til at tænke på en sang, som har brændt sig ind i min barnehjerne engang i begyndelsen af 1980’erne. Jeg tror, ikke jeg har hørt sangen mere end én gang, og jeg brød mig ikke engang specielt om den,  men alligevel har jeg aldrig glemt den. Sangen er med Trille og hedder “Dyrene i Zoologisk Have.” Du kan høre sangen her og måske også få den på hjernen! Indspilningen er fra 1972 og indeholder blokfløjtesolo, hvilket var et klassisk element i børnemusik dengang.

Sangen hørte jeg ved en tilfældighed en dag, jeg sad og ventede på, at fjernsynet skulle begynde. Godt nok var der mere end én times TV om dagen der i starten af 1980’erne, men det begyndte først ud på eftermiddagen (ud over lidt TV for børn på nogle hverdagsmorgner). Det sidste stykke tid, inden programmerne begyndte, kom programoversigten på. Og den kunne have set ca. sådan ud:

skærmbillede 2019-01-18 kl. 17.03.19

I vores hjem kom programoversigten og programmerne ganske vist ikke i farver før i 1983. Nå, men de første programmer på dagen var TV for børn , og de sidste par minutter inden det første program kunne man høre en sang, mens man sad og gloede på programoversigten. Det var her jeg hørte “Dyrene i Zoologisk Have”.

Karen K.’s zoologiske have er herlig at lade øjnene gå på opdagelse i med al dens mylder. Den minder faktisk om barndommens ca. samtidige “myldrebøger” af tyskeren Ali Mitgutsch (1970’erne).

img_8548

Hos Ali Mitgutsch er der også en zoologisk have:

herzanzuender-erinnerungsbuch-von-ali-mitgutsch

skærmbillede 2019-01-19 kl. 19.15.42

Og så ligner hele komposition i Karen Kjærsgaard zoologisk have ret meget et af hendes egne lidt ældre postkort. Postkortet viser en anden hyggelig have, nemlig Tivoli:

IMG_8568.jpg

Jeg synes, at både den zoologisk have og Tivoli-motivet ville være rigtig velegnede til puslespil! De har den perfekte kombination af detaljer og ensartede flader til formålet.

img_8549img_8550img_8551img_8552img_8553img_8554img_8555img_8556img_8557

Da jeg kiggede nærmere på detaljerne, kom jeg til at tænke på Karen K.’s billedlotteri, som hun tegnede for Drecshler midt i 1960’erne. Jeg har tidligere skrevet om det her på bloggen. Billedlotteriet er udkommet i mange udgaver og forleden dag fandt jeg den yngste udgave af spillet i en rodekasse i en genbrugsbutik.

IMG_8570.jpg
Karen K.’s billedlotteri. Her i den udgave, som Brio/Joker udgav i 1970’erne.

Mange af motiver fra billedlotteriet kan man genfinde på plakaten.

img_8565

img_8566img_8567

Min plakat er ikke den eneste zoologiske have, som Karen K. har tegnet. Her er et billede, som tilhører familien Kjærsgaard. Nogle af dyrene fra den plakat, jeg har, findes også i denne zoologiske have, men der er også rigtig mange andre fine dyr her: giraffer, næsehorn, dromedar, antiloper og en pande bl.a. Måske er det nat i zoo, for der er ingen gæster i haven. Til gengæld løber pingvinerne frit omkring. Karen K. var måske forud for sin tid med “udbryderpingvinerne”, som senere blev berømte i Madagaskar- tegnefilmene 😉

zoo karen k2
Fotografiet har jeg fået lov til at låne fra Karen Kjærsgaards barnebarn Maia, som har instagramprofilen: maiafjord.

Ja, det – og meget andet – kom jeg til at tænke på, da jeg så den gamle plakat. Man kan komme vidt omkring i tankerne.

P.S. Historien om landhandelen i den lille by i Småland har jeg fra lokalavisen “Barometern” og fra Vissefjärda facebookside, hvor Leif Sjöqvisth har skrevet om sine minder fra butikken og byen.

Skærmbillede 2018-11-11 kl. 16.01.50

 

 

 

 

 

https://24emmaboda.se/anrik-butik-har-gatt-i-graven

 

http://www.barometern.se/emmaboda/oforglomlig-butik-har-gatt-ur-tiden/

 

Hejsan
jag har lite svårt att visa inläggen på ett bra sätt så jag tar mig friheten att använda copy paste för att ni alla ska få ta del.
Detta är ett inlägg av Leif Sjöqvist. Trevlig läsning. Tack för inlägget Leif
………………………………………………………………………….
“När kulturen kom till Vissefjärda!

Åsa, du skriver om tecknad film på TV och 70-talet. Kalle Anka, Karl Bertil Jonsson m.fl. Det är kultur! De filmerna håller fortfarande och det är kul. Men………

……jag kan berätta då “Kulturen kom till Vissefjärda!”

Den kulturella delen i samhället bestod på -40 och -50 talet av ett Ordenshus med biograf. Det var allt! Jaa, ok då, Bromboda Folkets Park låg ju där med dans sommartid.
Men det “riktiga” kulturgenombrottet kom faktiskt in i samhället 1955 eller möjligen 1956.
Det var då han gjorde sitt intåg i Vissefjärda, affärsmannen Birger Hägerbrand! Har var en entreprenör som trodde på lokal handel och att ha sin butik “knökafull”.

Det var så att Tobak och Pappershandeln drev av en man som hette Ernst Karlsson men som gick under namnet “Ernst med läppen”. Hans underläpp var onormalt stor och hängde liksom ner.
“Ernst med läppen” blev gammal och ville avsluta sin handel varför han lät sälja sin affär. Birger Hägerbrand kom in och blev i bygden kallad “Biggan”.

“Biggan” var gift med Aina . (jag kan ha fel på namn här!) Aina arbetade bl.a. som lärare i skolköket. Vi som gick i skolan hade hemkunskap på lördagarna och då var hon den som lärde oss allt om palsternackors betydelse och att potatis inte fick vara gröna! Och mycket annat! Hemkunskap hade man som ämne från klass fem om jag minns rätt. Själv var jag inte så aktiv i “skolköket” eftersom jag arbetade även på lördagarna och därför kom jag som alltid för sent till lektionerna. Dessutom var jag smutsig i klädsel pga arbetets karaktär. Vi körde mjölklinjerna till Vissefjärda mejeri.
Men ibland var jag med i köket och det var ganska intressant.

“Biggan” drev sin affär hårt. Alla tyckte nog att “Biggan” var en klippa. Man kunde köpa det mesta som tillhörde tobak-bok och papper i hans affär. Med åren blev butiken så full med varor att även lagerdelen innanför själva butiken blev affär! och som inte det vore tillräckligt så kunde han inför jul och andra helger även använda trappan upp till sin bostad på övervåningen som exponering för sina varor! Det stod olika varor halvvägs upp!

Inte nog med det! Han ordnade också så att kulturen kom till samhället! Han började nämligen att sälja radioapparater mer på allvar än vad “Ernst med läppen” hade gjort. Han ordnade plats för apparaterna på några hyllor direkt in till vänster då man kom in i butiken. Där stod de och glänste med sina vackra fronter.
Men det egentliga genombrottet kom troligtvis vid julskyltningen 1957/-58. Då hade minsann “Biggan” tagit hem en TV-apparat som han ställde upp i ett av skyltfönstren!
Det blev naturligtvis stor succé! På den tiden gick man man ur huse den första söndagen i december för att se vilken affär som hade den vackraste julskyltningen. Jag tror faktiskt det förekom nån form av tävling där tittarna fick välja.
Utanför “Biggans” pappershandel var det folksamling! Hela den stora grusplanen fylldes snart upp och man kunde se på TV! Det var stort! I och för sig var det väl testbilden som visades därför att det fanns bara “riktig sändning” en timma. Det var nyheter och i bästa fall några fler programpunkter. Men folk stod där och tittade på detta under! Att man kunde se en människa i realtid i en liten ruta på en möbel.

Det var just då kulturen kom till Vissefjärda! Tack vare “Biggan”!

Först ut i denna nya värld var cykelreparatör Björnbom. Han bodde snett emot “Dollarkungens hus” eller bredvid Fagerströms ladugård.
Då TV;n var på lös det ett blått sken som var väldigt starkt genom fönstren i huset.

“Biggan” fick ny fart på affärerna. Han hade givetvis ett stort motstånd från bl.a. “RadioLasse” i Emmaboda. “RadioLasse” sålde även vitvaror till kök och hade därför en stor kundkrets redan då TV;n gjorde sitt intåg i Småland. Men “Biggan” var av det sega virket och stod sig bra i konkurrensen.
1959 köpte jag själv en så kallad transistorradio av “Biggan” Den hette Minerva och kostade 195 kr vilket var en smärre förmögenhet på den tiden! I vart fall för min egen del. Fick spara länge innan jag kunde köpa den. Pruta självfallet ner den till 175 kr. Bra business tyckte både “Biggan” och jag!
Tänk att kunna ligga vid badet och lyssna på radio! Vilken grej!
Problemet var batterierna. Sex stora runda batterier som var urladdade redan efter nån timmars körning.
Man kunde på söndagarna lyssna på “De tio” som var en förlaga till Svensktoppen. De tio startades av Radio Nord, ett piratskepp som gick utanför svenska lagar vad gäller sändningstillstånd och annat! Mycket populär anläggning som tyvärr senare stoppades och jag tror till och med beslagtogs av staten! Det fanns två skepp som låg på internationellt vatten. Ett utanför Stockholmstrakten och hette Radio Nord samt ett utanför skånekusten som då hette Radio Syd.

“Biggan” fortsatte att imponera i sin affärsvärld. Han byggde en ny verkstad på tomten emot hotellet. Där öppnade han cykel och mopedförsäljning. Även smärre reparationer skulle utföras.
Men det blev ungefär som med TV-försäljningen, det fanns hårt motstånd från både Lindås och Emmaboda från etablerade cykelhandlare. I Vissefjärda fanns bara Gunnar Johansson men han reparerade mestadels vad jag minns. Sålde säkert en eller annan cykel på beställning. Alla vet väl var hans lilla verkstad fanns?

Jaja, detta är historien om då “Kulturen kom till Vissefjärda”!
Har för mig att detta utspelades ungefär samtidigt som Alfa Laval etablerade sin automatiska vacuumdrivna mjölkmaskin! I vart fall i mina hemtrakter från den tiden!

Hälsningar
Leif Sjöqvisth “

Renæssanceengle

Jeg har hørt, at i dagene mellem jul og Helligtrekonger er englene på jorden, hvor de går lønligt i blandt os…

Karen Kjærsgaard tegnede massevis af engle gennem årene, og englene fik mange forskellige udtryk. Mest kendt er nok hendes engle i denne stil:

IMG_8089

Men Karen Kjærsgaard mestrede mange forskellige stilarter og fra de sidste årtier af hendes karriere findes der nogle helt andre engle, som er inspireret af malerkunsten i den italienske renæssance (slutningen af 1400-tallet til omkring 1600).

Det er fra renæssancen, at de små tykke englebasser, kaldet putti, kommer ind i kunsten. De mest kendte er nok dem her af Rafael fra “Den sixtinske Madonna“, 1512-13.

putti

Putti er små tykke barneengle med bare numser og små vinger, som myldrer rundt i renæssancens  – og også barokkens – kirkekunst.

To små putti’er af Karen Kjærsgaard kan man se på hendes julepanorama til Familiejournalen i 1997. Her er vi meget langt fra tegnestilen og nisselandskaberne på hendes julepanoramaer fra 1970’erne og 80’erne – og Karen Kjærsgaard var også forlængst holdt op med at signere sine værker med Karen K.

IMG_8083
Udsnit af julepanaroma af Karen Kjærsgaard, 1997

Til sammenligning ses her et par putti fra renæssancen.

putti La_Madonna_degli_aranci_-_Putti
Udsnit af Gaudenzio Ferraris maleri: “Madonna degli aranci”, 1529-1530

Renæssancekunsten havde dog også helt andre engle end puttierne.

Store alvorlige engle, der kommer som budbringere til menneskene eller musicerer omkring Jesu’ fødsel. Englene begynder også at få mere kvindelige træk, end de havde i middelalderkunsten. Det kan man se i Karen Kjærsgaards renæssanceengle, som står ude i siderne på julepanoramaet fra 1997:

 

Jeg synes godt, at man kan se inspirationen fra den italienske renæssance. F.eks. fra disse engle af Melozzo da Forli, ca. 1480:angels melozza da forli angels

Karen Kjærsgaards renæssanceengle fløj også over Atlanten, hvor papirfirmaet Caspari udgav dem som et eksklusivt gavepapir:

 

 

Engle kan som bekendt have mange former, og også i Karen Kjærsgaard værk kan der altså gemme sig lønlige engle, som man slet ikke ville tro var tegnet af hende, hvis ikke man undersøgte sagen nærmere. Så hold altid øje med englene – i alle deres afskygninger.

IMG_8082.jpg

Skærmbillede 2018-11-11 kl. 16.01.50

 

Endnu flere svenske julbonader

De sidste to år har jeg her på bloggen skrevet om svenske julebilleder – eller såkaldte “julbonader”, som Karen K. har tegnet. Du kan bliver klogere på fænomenet og Karen K.’s bidrag til genren her og her.

Sidste år skrev jeg om dette billede (som ikke er magnetisk, som der står, men er trykt på tyndt plast, som klæber til glatte overflader), og jeg gættede på, at det nok var fra omkring 1960.

IMG_4004

Årstallet var ikke helt ved siden af. Jeg har lige fundet dette billede i Familiejounalens julehæfte fra 1967.

Fotografiet er fra Karen Kjærsgaard hjem, og man kan se, at det originale nissebillede var sat på en masonitplade og hang på hendes yngste søn, Lars’ værelse. Her fungerede det som pakkekalender.

IMG_7597

Sidenhen blev kalenderkollagen fyldt op med legetøj, affotograferet og printet på gennemsigtigt plastik, så man rundt omkring i de svenske hjem kunne hænge nissebilledet på køleskabet eller skabslåger. Sjovt at tænke på, at Lars’ julekalender kom i handelen på den måde.

Men nu lidt mere om andre julbonader, som jeg har fundet i årets løb.

Her er anden fin nissemand, som ikke er signeret, men der er ingen tvivl om, at Karen K. er kvinden bag.

Endnu flere svenske julbonader (1).jpg

Ligesom Lars’ julekalender er der tale om en kollage, hvor flere materialer er blandet. Nissen har ægte halm i træskoene og krammer et juletræ, som vist egentlig er en enebærgren. En af stjernerne på himlen bliver topstjerne på juletræet – det er en fin detalje!

Denne julbonad er lige som alle andre jeg har set fra Karen K. udgivet af det svenske kunstforlag Axel Eliasson, og denne har varenummer 7193. Jeg gætter på at det måske betyder, at den er fra 1971.

Fra samme forlag, men med et meget lavere varenummer – og sikkert også noget ældre end de foregående – er det sidste tre ting, jeg vil vise. De to første her, kan man nok ikke kalde “bonader”, men snarere friser, fordi de er lange og smalle. Det er bare så sjovt at sige “bonad” og udtale det med rigtig skånsk accent…

Denne lille frise har nummer 41, og selv om en mus eller et barn har gnavet i hjørnet af den, er den stadig charmerende.

IMG_7895

Det er er rigigt kludeklip med en kirke i filt og englekjoler i stofrester. Der er ingen signatur på frisen, men ansigterne siger helt tydeligt Karen K.

Og selv om tenikken er en helt anden på disse signede Karen K.-julekort, som måske også er lidt yngre end julefrisen, så minder de ret meget om julefrisen by-silhuet og trompettruttende engle.

IMG_7907

Postkortene er for øvrigt også udgivet af Axel Eliassons Konstförlag.

Den næste julefrise har nummer 51 fra Axel Elisasson og er uden signatur. Dens ophav har skabt debat her på Karen K.-forskningscentret. Er det en ægte Karen K., eller er det ikke? Forskningscenterleder er sikker på, at det er en Karen K. , mens (den nu ulønnede) forskningsassistent er af en anden mening.

Her ser du frisen. Hvad tror du?

IMG_7885

Forskningsassistensen argumenterer med, at stråfigurer ikke er udbredte hos Karen K. Faktisk kan vi ikke finde ét eneste andet eksempel på f.eks. julebukke hos Karen K. Og Forskningslederen må modvilligt anerkende dette argument.

Og hvad er denne her stråmand egentlig for en underlig himstregims?:

IMG_7891

Forskningscenterlederen påpeger dog, at der ikke kan være tvivl om, at Karen Kjærsgaard er ophavet til de to engle, som er på julefrisen.

Ansigterne, vingerne, de spidse ballerinasko og kjolerne af stofrester ligner i hvert fald rigtig meget englene på frise nr. 41, som vi lige har set. Men nr. 41 er jo heller ikke signeret, argumenter forskningsassistenten…. Og sådan begyndte en spændende debataften på Karen K.-forskningscentret, der endte med, at forskningslederen gav sig selv ret.

Mon ikke også kreative Karen Kjærsgaard selv har bundet julebukkene, som er på frisen? Hvad er egentlig historien bag julebukkene, som vi her i Skandinavien sætter op som julesymbol? Julebukken er en meget gammel tradition, måske endda helt tilbage fra vikingetiden. Senere blev bukken lidt dæmonisk og kunne dukke op ved juletid i form af en mand forklædt som buk med et skind over ryggen og horn i panden. Selv om julebukken kunne komme med gaver til børnene, som en slags forløber for julemanden, så ville han hellere skræmme og drille dem. I 17- og 1800-tallets “julestuer” kunne man få besøg af julebukken. “Julestuer” var den gang ret løsslupne arrangementer for voksne, hvor karle og pige under påskud af selskabslege kunne komme i nær fysisk kontakt. Der kunne julebukken stå bag grovkornede løjer. I dag er julebukken mest af halm og til ren pynt, og den er hverken særlig skræmmende eller fræk.

Og hvad så med den underlig havrestråmand?

IMG_7891

Jeg har haft svært ved at finde ud præcis, hvad han er for én, men tror han er et levn fra gamle svenske (måske også danske) bondetraditioner. I nogle dele af Sverige lavede man en halmdukke i forbindelse med høsten, som man gemte til julen. Andre steder blev dukken lavet i juledagene af den julehalm, som man spredte ud på gulvet for at gøre stuen flot og højtidspyntet. Dukken brugte man til at tage varsler af i forbindelse med en juleleg.

Her ses sådan en gammel svensk juledukke, som ikke er helt ulig Karen K.’s stråmand.

halmdocka (1)
Halmdukke fra Jämtland. Copytright Nordiska Museet. 

Man satte dukken på gulvet, og en af husets beboere skulle lægge sig på ryggen med hovedet mod dukken. Så bøjede han sig sammen, slog benene op over hovedet og greb dukken med sine fødder. Så blev dukken kastet væk med fødderne, og alt afhængigt af hvordan dukken landede, tog man varsler for det nye år. Jeg tror, det er sådan en gammel halmdukke, vi ser på frisen, selv om den nok også har mistet sin oprindelige betydning og nu mest er til pynt ligesom julebukken.

Med den sidste “julbonad”, jeg vil vise jer, bliver vi både i almuestilen og i 1960’erne. (Ja ok, det er heller ikke en julbonad, men derimod en juleløber i papir til at pynte på julebordet med).

IMG_7901

Jeg synes tydeligt, man genkender Karen Kjærsgaard almuestil fra 1960’erne, men heldigvis er løberen også signeret, så man ikke behøver bruge en aften på at diskutere dens ægthed.

IMG_7905

Løberen er et smukt eksempel på, hvordan Karen K. sammensmelter en 1800-tals landlige kunstform med løberens (og Karen K.’s) egen nutid, nemlig tresserne farveglade flowerpower-stil.

På den måde er løberen på mere end én måde et nostalgisk ekko fra en svunden tid. Og i julen må man jo gerne være lidt nostalgisk…..

IMG_7902

Skærmbillede 2018-11-11 kl. 16.01.50

 

 

 

Juleskibet

I mange årtier var et fast indslag i Familiejournalen de farvestrålende klippe-ud-og-samle-ark, som læserne kunne sætte sammen til alt muligt: tog, ridderborge, stationer, damptog, biler, julekrybber, nisselandskaber og meget mere. I starten af 1900-tallet var det ikke kun til jul, at den slags ark kunne forekomme i bladet. Efter 1940’erne ebbede traditionen dog ud. Og det var først i 1968 med en julekrybbe tegnet af Karen K., at traditionen blev taget op igen. Nu som et rent julefænomen.

Det næste mange år var det Karen K., der stod bag julens samleark i Familejournalen. I 1969 kom uroen Nissernes julestue. I 1970 et tablau med Snehvide og de syv små dværge og i 1971 et dukketeater bygget over eventyret om Den lille pige med svovlstikkerne. I 1972 var det så blevet tid til uroen Juleskibet, som jeres blogger i år har sat sig for at samle.

IMG_7521
Klar til at gå i gang

Udstyrret fra seks klippeark fra fire gamle numre af Familiejournalen, blomsterpinde, saks, lim og snor gik jeg i gang med et større projekt, som skulle vise sig at tage en hel del timer. I følge teksten i bladet havde Familiejournalens læsere udtrykkeligt bedt om ,at det endelig ikke måtte være alt for let at samle klippearkene. Og det krav, synes jeg, at Karen K. har levet helt op til med sit juleskib!

IMG_7523
En lille del af den meget lange vejledning

Vejledningen er adskillige sider lang, og inden man kan gå i gang med selve skibet, skal man binde en stor stjerne af pinde, som skibet skal hænges op i. Karen K. foreslår peddigrør – et ord jeg ikke har hørt i mange år! Faktisk ved jeg ikke helt, hvad det er, udover at man i 1970’erne kunne tage aftenskolekursus i fletning med peddigrør. Selv, siger Karen K., har hun dog brugt pindene fra en kinesisk dækkeserviet. Jeg valgte blomsterpinde og gik så i gang med projektet.

Heldigvis fik jeg god hjælp af en nysgerrig Cille:

IMG_7525

Godt at jeg har været spejder engang og bygget broer, tårne og bålborde i granrafter og selvbindergarn i en grad, så der stadig sad en lille smule hukommelse om dobbelte halvstik og krydsbesnøringer fast et sted i min hjerne. Og selv om jeg nok ikke vinder mange duelighedstegn for disse besnøringer, så kom der dog en helt hæderlig stjerne ud af det til sidst.

IMG_7526IMG_7527

Så er det tid at gå i gang med selve skibet, men inden vi når så vidt, er det på sin plads lige at overveje, hvad det lidt gammeldags udtryk “juleskib” egentlig dækker over. Et juleskib er vel i bund og grund betegnelsen for et hvilket som helst skib, som har mål mod en destination op til jul – om det så er et fragtskib eller et passagerskib – og uanset om destinationen er London, København eller Julerup Færgeby. Idéen med et juleskib, der bringer ens kære hjem til jul ,er jo helt ideelt til julefortællinger: Når skibet sikkert frem og inden juleaften, hvad bringer skibet med, og er den elskede ventede med på skibet, som man håbede? Tænk bare på DR’s Jul i Gammelby, hvor man i hele 24 afsnit ventede på det gode skib Haabet. Og her ser du forfatteren Kaj Brusens fortælling med titlen “Juleskibet” fra hæftet Julesne fra 1952.

IMG_7794.jpg

Motivet kan også bruges på juleplatter som denne fra Bing & Grøndahl fra 1917:

Skærmbillede 2018-12-09 kl. 19.08.34.png

Eller hvad med denne reklame for Brugsens appelsiner fra 1970? :

IMG_7474.jpg

Som det ses, kan et juleskib være mange forskellige ting, men her på vores breddegrader har man dog især brugt udtrykket juleskib, om de store skibe, som sejlede fra Amerika til Skandinavien, og på hvilke udvandrede danskere, nordmænd og svenskere vendte tilbage på julebesøg i deres gamle fædrelande.

Skærmbillede 2018-12-09 kl. 12.16.35Præcis sådan et juleskib beskriver Henrik Cavling (Danmarks første rigtige journalist, ham med Cavlingprisen) i sin bog “Fra Amerika” fra 1897. (Her på den juleglade blog skal Cavling have sin egen lille pris for at være idé manden bag det store juletræ på Rådhuspladsen i København, som blev sat op for første gang i 1914.) Men nu et par citater fra Cavlings kapitel om juleskibet:

Det er et broget Selskab, som nogle uger før jul samles om Thingvalla-Damperen, det såkaldte Juleskib, der er i Færd med at gå til Norden. Bitterligt koldt er det i New York. Blå-sorte haglskyer hænger over de høje huse. Sneen fyger gennem gaderne, og det blæser Kulde. Skibet, som de pelsklædte farmere stavrer hen imod, ville også være ganske tilsneet, dersom ikke røgen fra de store skorstene uophørligt væltede ud over den dryppende takkelage. Der er bevægelse for og agter. Skruen grumser op i vandet, og kommando-ordene skærer tværs igennem
de rejsendes forvirrede snakken. Både indenbords og udenbords er der febrilsk travlhed med at ordne ting, som absolut skal ordnes i det sidste øjeblik, og hen over travlheden slår en duft af biksemad, timian og sul.

Karen Kjærsgaards juleskib er ganske vist ikke nogen damper, men et sejlskib. Der er ingen fotografier af det færdige skib i bladet, kun denne lille skitsetegning, så det er ekstra spændende at samle skibet og se hvordan, det kommer til at se ud.

IMG_7524

Langsomt begynder skibet at tage form

IMG_7528

IMG_7530

I mellemtiden kan vi høre lidt mere om rejsen over Atlanterhavet med juleskibet i 1897. Nu er damperen Thingvalla nået ud på det åbne hav:

“December måned er måske den værste af alle vintermåneder for en Atlanterhavsrejse. Haglstorme raser over New Foundlands banker. Bølgerne brøler hult og mætter deres
raseri mod skibets sider, og ingen fod tør mere betræde dækket, der ustandseligt overskylles af de skummende vandbjerge.

Og dog er der ret hyggeligt om bord på Juleskibet. En førtrøstningsfuld helligdags-stemning råder mellem passagererne, og de daglige besværligheder glemmes ved tanken om glæderne, der vinker i det fjerne. De fleste af disse rejsende har i mange og lange år længtes efter fødelandet, de aldrig kunne glemme. I onde og gode dage tænkte de på denne rejse, og disse tanker var det måske, der holdt dem oppe, når de bøjede hovedet og
var ved at bukke under i den hårde kamp. Solskin og magsvejr har de sjælden haft i de forløbne år, og uvejret her på havet synes dem egenlig naturligt som endnu noget, de bør gennemgå, før de genser Danmark.”

Karen K.’s juleskib sejler ikke med hjemves-ramte emigranter, men med en munter besætning af skibsnisser med stribe sømandstrøjer og støvler med høje hæle:

IMG_7540IMG_7541

En af skibsnisserne fik endda lov at pryde en af december månedsforsider i fuld figur:

IMG_7522

Cavling fortsætter sin beretning: “Men så, når de i lange nætter har ligget og hørt på stormens tuden og maskinens stønnende lyde, når de i fem seks døgn har sejlet gennem storm og mørke, så vågner de en morgen og finder, at det er sommer. Havet ligger blikstille og dampende. Juleskibet sejler i den varme Golfstrøm.

Nu bliver dækket fejet i en fart. Der er forår i luften og lysblink i vanddråberne, som drypper fra de lange istapper. Alle rejsende strømmer op på Skansen. Ordene løsnes på de stumme læber. Man hører latter og harmonikamusik, og aftenen ender med en dans.

I dette dejlige vejr sejler juleskibet en uge. Det er, som vuggede det gennem en stille solbeskinnet dal ude mellem Atlanterhavets bølger, og om aftenen, når de hjemaddragende står og stirrer ud over de slumrende vande, er det, som hørte de juleklokken kime i den lyse luftning.”

Måske er det lige præcis også i den lune Golfstrøm, at Karen K.’s juleskib sejler. Havet ser blå-grønt og venligt ud og legesyge delfiner springer rundt om skibet.

IMG_7718

De samme springende delfiner kan man for øvrigt se i Karen K.’s billedelotteri fra midt i 1960’erne.

IMG_8938

IMG_7724

Ombord på juleskibet er der lystighed og leg, og fra øverste dæk lyder harmonikamusik:

IMG_7792

Selve skibets navn giver også associationer til varme himmelstrøg, nærmere bestemt den lille caribiske østat Saint Lucia. Og samtidigt klinger det jo lidt i danske ører af julestemning med tanken på Lucia-optog i skoler og børnehaver. Ganske smart detalje af Karen Kjærsgaard.

IMG_7726

Juleskibet – bare Karen K.’s uro og Cavlings fortælling – er nu ved at være i havn. Han fortsætter:

“… Nordens Stjernehimmel, som de rejsende nu ikke har set i mange år, funkler ned til dem som et lysende budskab i den mørke vinternat. Så kommer rejsens sidste dage, da længslen og utålmodigheden vokser, og da alle tanker og ønsker iler forud for det
trætte skib.(…) 

Endelig en aften efter femten dages sørejse rygtes det på skibet, at man kan se et fyr, og hurtigt strømmer alt levende, unge og gamle, mænd og kvinder, op på skansen.(…)indtil der pludselig høres en mumlen langs med rælingen: Dér! Dér! Det er et lysglimt, ganske svagt, omtrent som gløden af en tændstik. Det forsvinder og viser sig, det bliver større, det blinker og det vinker, og en sælsom fortryllelse står der ud af disse matte lysstråler,
der er hjemmets første julehilsen til de rejsende.” 

Karen K.’s juleskib får også sin egen nordiske stjernehimmel og får desuden følgeskab af juleengle det sidste stykke på rejsen.

IMG_7793.JPG

IMG_7787

Og så er hele uroen endelig færdig:

IMG_7779

Den er virkelig blevet fin og hyggelig med mange fine detaljer:

 

 

Arbejdet med juleskibet har måske sat sig lidt på min hjerne. Jeg synes pludseligt, at juletræet i toppen af masten på Karen K.’s juleskib ligner toppen af dette flydende sømærke, som jeg så på land ved Ærøskøbing Havn for nylig.

IMG_7509

Og den her ganske unikke træsko-skibs-lampe, som jeg faldt over hos en marskandiser i weekenden, ligner også Karen K.’s juleskib med det røde sejl ganske godt, synes jeg:

IMG_7706

Søfart har ikke været fremmed for Karen Kjærsgaard, og det synes jeg, man kan fornemme i juleskibets udformning. Hendes far, J. Chr. Aschengreen arbejdede for ØK, og da Karen mødte sin kommende mand, var han i lære som styrmand. På Vejle Stadsarkiv findes der billeder fra 1969, hvor drengene fra skoleskibet Georg Stage besøger Karen Kjærsgaard og hendes mand i deres hus uden for Vejle. Bl.a. viser Karen ejendommes heste frem for drengene. Desværre kan jeg ikke vise jer billederne pga. copyright rettigheder, så dem må vi tænke os til.

Men nu skal vi have juleskibet fra Amerika helt i havn. På http://www.filmcentralen.dk, som er en hjemmeside med gratis historiske film om Danmark, er der en fin lille film fra 1947 om juleskibets ankomst til København. Du kan se filmen her.

Skærmbillede 2018-12-09 kl. 19.04.35
Juleskibet ankommer til København

Og Karen K.’s juleskib vugger roligt videre på bølgerne med kurs direkte mod juleaften.

IMG_7804

P.S. Hvis du har fået lyst til at læse hele Henrik Cavlings fortælling om rejsen med juleskibet, finder du den her på litteratur-projektsiden http://www.runeberg.org sammen med resten af hans bog “Fra Amerika“.

Skærmbillede 2018-11-11 kl. 16.01.50

 

 

 

 

Vinter og sne

Bedst som man fornemmede, at foråret var ved at være på vej, har det sat ind med kulde og sne lige her op til den første dag i marts.

Det er nu flot, når sneen lægger sig over landskabet, og så kan man jo passende finde et par af Karen K.’s vinterbilleder frem.

Her er f.eks. to fine dobbeltkort med vintermotiver fra “de gode gamle dage”.

IMG_4951

Det første er et vinterbillede fra købstaden, hvor skibene lægger til ved pakhusene langs kajen i den ellers meget tilfrosne havn, hvor byens fine borgere på promenade har vovet sig ud for at skøjte. Damernes krinoliner og herrernes høje hatte kunne tyde på, at vi er i tiden omkring 1860’erne.

IMG_4952

Formentlig fra samme “H.C. Andersen tid” er vinterbilledet fra landet af en fornem kanetur forbi bøndergårdene, hvor bonden er ude og høste grønkål i kålgårdens sne.

IMG_4953

Det lille stempel bag på kortene viser, at de er udgivet af firmaet Lundgren & Andersen, og lidt detektivarbejde har ført mig frem til, at Karen K. har tegnet dem omkring 1960.

IMG_4954

Du kan læse lidt mere om Karen K som postkortkunstner her.

Lidt yngre end postkortene er denne hyggelige collage af børn, der gør klar til en sneboldkamp.

IMG_4956

Her er vi tættere på den stil, som de fleste nok forbinder med Karen K., med de karakteristiske ansigter, som går igen på både engle og nisser og børn i hendes produktion. Collagen stammer fra en lille serie med titlen “Børns leg”. Den kan du læse mere om her.

Måske bliver der også tid til at bygge en snemand i de nærmeste dage, inden sneen er væk igen. Det er måske sidste chance i lang tid.

IMG_4958.PNG

Her er en lidt sløret snemand fra et Karen K.-julekort fra ca. 1970. Det var dengang der – vistnok – altid var sne om vinteren. Sådan er det ikke mere. Vejret og naturen ændrer sig i vores tid.

Denne Karen K. tegning af en agerhøne, som putter sig under en snedækket burre i hegnet ved en mark, blev bragt som gave i Familiejournalen i januar 1990.

IMG_4957

Agerhønen er en af de fugle fra det åbne land, som der er blevet færre af de sidste 40 år. Der er nu ca. 50.000 færre agerhøns i Danmark end i 1976. Du kan læse lidt, om hvorfor fuglene forsvinder fra det åbne land her.

Nyd nu vinteren, mens den er her. Førend man ved det, er der forår i luften.

karenkblogheader

 

 

Hvem er Bolette?

UPDATERING 15. NOVEMBER 2018: Se kommentaren nederst på siden, hvor Karen Kjærsgaard søn løser gåden om Bolette 🙂

Teamet bag Karen K. bloggen har på det seneste forsøgt at løse et nyt Karen K. mysterium. I bloggens julekalender kunne man sidste år d. 10. december læse om svenske julbonader (julebilleder) tegnet af Karen K.

Som de flest andre af Karen Kjærsgaards papirting, er julbonaderne signeret med den karakteristiske Karen K.-signatur. F.eks. dette akvarelmalede billede af en dreng, der sover, mens nisserne leger rundt omkring ham.

IMG_2447

Når der hos Karen K. er en dreng, så er der også tit en pige. Sådan at forstå at hun tit skabte sine ting i par. F.eks. de kendte nisser:

Påklædningsdukkerne:

eller Familiejournalens julehjerter, der på hver side har en henholdsvis en nissepige  og en nissedreng i præcis samme scene:

Derfor skulle man tro, at det samme var tilfældet med disse to svenske julbonader:

IMG_2447Bolette1

De to tegninger er næsten ens i deres komposition: Det sovende barn med teddybjørnen til venstre i billedet, den store hovedpude, folden på sengetæppet, månen og sneen uden for ruden, nisserne og juletræet til højre i billedet, sløjferne på pakkerne. Desuden har billederne samme størrelse, samme ramme og er trykt samme sted.

Tegningen med drengen er fint signeret Karen K.:

IMG_2448

Derfor var jeg sikker på, at billedet af pigen også var tegnet af Karen K. Men se nu signaturen:

Bolette2

Bolette! Hvem er Bolette?

Har Bolette tyvstjålet Karen K.’s komposition, idé og tegnestil? (Det kunne selvfølgelig også være Karen K., der har stjålet fra Bolette. Men det kan vi her på Karen K.-bloggen jo vanskeligt forestille os 😉

Kan man forestille sig, at Karen K. har haft en “ghost tegner” (hvad er den grafiske pendant til en ghost writer?) – altså en tegner som har produceret “Karen K”-produkter, uden at Karen K. selv har tegnet dem?

Eller har Karen K. publiceret noget af sin produktion under psedonym?

Det er ikke til at vide med sikkerhed.

Faktum er bare, at de to tegninger er så ens, at man næsten må gå ud fra, at det er samme tegner, som har udført dem begge – på. På trods af afvigende signatur. Det er kun lykkedes mig, at finde én anden ting, som er signeret af Bolette. Nemlig denne – ligeledes svenske – påskebonad:

22662775_1349647918477668_738254177_o (1).jpg

Kan det – på trods af navnet – alligevel være Karen K., som står bag dette filtklip? Når man nærstuderer billeder, er det meget Karen K.’sk i detaljerne.

Se f.eks. græstotterne og blomsterne på filtklippet af Bolette:

22561257_1349648208477639_158329065_o (1)

og sammenlign med græstotter og blomster på dette filtklip af af Karen K.:

påske

De er nærmest ens.

Eller se på guirlanden i kanten af Bolettes filtklip:

22561257_1349648208477639_158329065_o (1)

og sammenlign med granborten på Karen K.’s juletræstæppe:

thumb_IMG_5968_1024.jpg

thumb_IMG_5969_1024

De er også ens. (Karen K. bloggen videnskabelige assistent husker endnu med gru de mange grangrene, der skulle klippes til juletræstæppet og kan forsikre at grangrenene på Bolette-bonaden er af samme slags).

Eller se de små flagrende fugle på filtklippet af Bolette, til venstre (jeg beklager den dårlige billedkvalitet) og sammenlign med fuglene fra en juleuro af Karen K., til højre:

Også hele motivet, komposition, materialevalget og signaturen, der er sat på som en lille selvstændig lap nederst til højre på billedet er træk, som kan findes hos Karen K.

Jeg vover derfor at gætte på, at Boletter faktisk er et psedonym for Karen K. Hvorfor Karen Kjærsgaard skulle have valgt at signere nogen af sine arbejder med navnet Bolette, er derimod uvist.

Først tænkte jeg, at Karen K. måske havde fundet på et navn, som svenskerne bedre forstod – begge bonader med navnet Bolette er jo trykt og solgt i Sverige. Karen er nemlig slet ikke et udbredt navn i Sverige, hvor man opfatter det som et dansk eller engelsk/amerikansk navn, kun ca. 1200 svenske kvinder hed Karen i 2016. Derimod er formen Karin udbredt i Sverige, ca. 156.000 svenske kvinder hed Karin i 2016. Men Bolette ville være et dårligt pseudonym, hvis målet var at gøre sig mere “svensk”. For Bolette er faktisk også et dansk navn, som kun 35 svenske kvinder bar i 2016.

Vi er altså kommet lidt nærmere på svaret til spørgsmålet: Hvem er Bolette? Der er formentlig Karen K. Men hvorfor, hvornår og hvor længe Karen Kjærsgaard brugte signaturen Bolette, det står hen i det uvisse.

karenkblogheader

 

 

 

 

 

Historien om en lille fugl

Jeg er lige kommet hjem fra en lille ferie ved det tyske vadehav. Lige uden for hotelvinduet var to skovspurve ved at bygge rede på taget. Den ene af fuglene har lige lagt en pind fra sig hen over tagrenden, mens de tager en pause fra redebyggeriet og giver sig tid til at pudse fjerene. Inden længe har de årets første kuld unger i reden.

IMG_0411.JPG

Derfor skal I på bloggen i dag have en lille, hyggelig historie, som Karen Kjærsgaard fortalte i Familiejournalen i 1982, om hvordan hun blev “mor” til en lille skovspurveunge, der var faldet ud af reden. Til historien havde Karen K. tegnet et par billeder. Jeg har suppleret med lidt flere af Karen K.’s egne tegninger.

img032-1
Tegning, som Karen K. brugte til en kalender i 1999, men som faktisk stammer fra Historien om en lille fugl, fra 1982.

Her begynder historien:

HISTORIEN OM EN LILLE FUGL

En dejlig sommermorgen kom naboens lille dreng, Frederik, pilende ned igennem alleen så hurtigt, hans ben kunne bære ham – så hurtigt, at man faktisk ikke kunne se hans ben – og et øjeblik efter stod han her i min dør – med røde kinder, tindrende øjne og sin små varme hænder forsigtigt lukket om et eller andet.

IMGP2867
Alléen fra gården og ned til Karen K.’s hus, som ligger lige bag hækken til højre i billedet, 2016

– Se, hvad jeg fandt oppe på gårdpladsen – den er bestemt faldet ned fra taget! Han åbnede sine hænder, og der lå en stakkels lille fugleunge med store øjne og lange ben – og uden fjer på kroppen – kun få steder, kunne man se, var fjerene ved at gro frem.

Så fik vi travlt, kan I nok forstå. Vi hev brødet ud af min lille brødkurv – forede kurven med mange lag køkkenrullepapir ( – det var bedre end stof og vat, som fugleungens kløer ville hænge fast i), vi lagde fugleungen ned i den nye fine rede og stillede kruven, så den varme luft fra varmeapparatet hvirvlede op om reden. På den måde sørgede vi for, at fugleungen ikke kom til at fryse. Vi lagde et par lag køkkenrullepapir løst hen over kurven – og satte os ned og spekulerede over madproblemerne. Jeg måtte af sted til dyreforretningen efter specialfoder, som jeg kunne bløde op med vand og blande med franskbrød, men så var det også simpelthen sagen for en lille sulten fugleunge.

FullSizeRender-3.jpg
En af Karen K.’s egne illustrationer til historien.

Nu boede så den lille unge her i det lille hus hos Bell (min glade, kloge, dygtige hyrdehund) – og mig. Den skulle have mad hver halvanden time, fortalte den selv – og gik der mere end 5 minutter over tiden, måske fordi jeg sad midt i en vanskelig tegning, kom Bell med snuden mod min albue og sagde,at nu måtte jeg altså lægge penslerne, for ungen skulle fodres.

Bell.jpg
Bell var vist også gode vennerne med nisserne, der boede ved Karen K.’s hus. Udsnit af julepanorama 1987.

Og fugleungen blev større og større – dun og fjer piblede ud over hele dens krop. Frederik og hans storebror, Lars, kom og så til den hver dag – inden længe begyndte fugleungen at flagre med vingerne – og en søndag morgen stillede Lars hernede, iført arbejdstøj – og så lavede vi en papkasse fint til med græstørv, grene og soveplads – og med en glasplade som “tag”. Se, der kunne fugleungen prøve vingerne – uden at komme noget til – og I kan tro, den arbejdede! Når jeg spurgte: “Hvor er du, fugleunge” svarede den med et lille tyndt “Her”.

1982.48.pan.a
Lille skovspurv på kvisten. Udsnit af julepanorama 1982.
244427485_dcb0638e-3165-41f1-bc0e-ab7427357c2c (1)
Musvitternes rede. Forårstegning af Karen K.

Efterhånden måtte den have længere flyvestræk – den fik lov til at flyve rundt i stuen – og siden kom den solskinsdag, hvor jeg tænkte, den skulle flyve i hegnet. Jeg satte den forsigtigt på af en kvistene og gik hen i køkkendøren – og næsten hurtigere end lynet sad fugleungen på mig igen og fortalte “Sol eller ikke sol – denne verden er altså alt for gruelig stor”. Mange gange gik jeg hen med den på kvisten, og mange gange fløj den tilbage til mig – men så lidt efter lidt lærte den, at i hegnet var der nu ganske sjovt – der var legekammerater – en lille gulbug og en flok musvitbørn – og køkkendøren stod altid åben. Ind imellem kaldte jeg mit: “Hvor er du, fugleunge?” – og hver gang lød det “Her” ude fra hegnet.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Den blev jo træt, den lille unge – ganske som menneskebørn bliver det – og skulle have sin middagssøvn. Så stillede jeg mig i døren med armene bøjede, og fugleungen kom flyvende, ordnede folderne i mit skjorteærme som en rede og lagde sig til at sove – efter, med hovedet på skrå og blikket rettet op mod mig, at have sagt sådan stille og uden ord: “Nu passer du vel på mig, mens jeg sover?” Og jeg passede på. Og fugleungen sov.

FullSizeRender-2.jpg
En af Karen K.s egne illustrationer til historien.

Sidenhen lærte jeg den at spise hirsefrø – at tage bad i en underkop med vand og at drikke vand selv… Den hele sommer gik – med mange travle , dejlige dage for fugleungen, Frederik, Lars, Bell og mig – og efteråret nærmede sig. Børnene og jeg havde jo talt meget om, at det skulle være en lille fri fugl, som fløj rundt under Vorherres himmel – ikke en burfugl – og vi havde bestemt, at når den var vokset til, ville vi sætte den ud oppe ved gårdens hønsehus og stald. Dér var altid vand og foder, døre og vinduer, den kunne flyve ind og ud ad – sove kunne den under hønsehusets tag. Og der var en dejlig rosenhæk med en gudsvelsignelse af spurve, og det var godt, for fugleungen var selv en lille spurv.

Kassen med græs og grene blev sat væk, og fugleungen begyndte at sove på den øverste køkkenhylde – døren stod altid åben ud til haven, så om morgenen fløj den selv ud, og henunder aften – når mørket faldt på – kom den ind og gik til ro på sin køkkenhylde. Nu – syntes jeg – havde den lært alt, hvad jeg kunne lære den – gulbugen havde lært den at fange insekter i hegnet, og selv vidste den fra fødslen, at den skulle have ryggen dækket mod angreb ovenfra , når den sov – og at den skulle være ganske stille, når krageskrigene fyldte luften.

IMG_0390
Udsnit af illustration til “Den grimme ælling”, Karen K.
FullSizeRender-4
Karen K.’s egen illustration og billedtekst til historien.

Nu var tiden inde til , at fugleungen skulle rigtigt ud i livet, og på endnu en dejlig solskinsdag bar jeg den op til stald og hønsehus – jeg stillede lidt af dens eget foder og underkoppen med vand – og viste den at den kunne flyve ud og ind ad hønsehusets dør, ganske som i det lille hus. Nogle timer efter så jeg til den igen. Da kom den hvirvlende ud af spurveflokken hen til mig – et lille fjedret bundt af dirrende kærlighed: ”Gud ske lov, du kom – min middagssøvn – min mad – jeg er så træt og sulten.” Den sov i mine skjortefolder og spiste, så halsen bulede ud. Jeg satte den siden til ro inde på hønsehusets øverste hylde og gik op til den igen, da mørket var ved at falde på – og næste morgen tidlig. ”Her”, svarede den, når jeg kaldte og hver gang fik den mad og vand. Endnu en gang så jeg den deroppe – ind imellem så børnene den.

 

Karen Kjærsgaard heste
Karen Kjærsgaard med sine heste. Foto: Mogens Lange. Familiejournalen 1966, nr. 51

 

Næste forår, da jeg gik om min pony i stalden, mærkede jeg vingesus tæt ved min kind, og i vinduet sad en lille spurv, som jeg kunne komme ganske nær. Se – det var historien om den lille fugleunge, som nu flyver rundt mellem alle de andre kække spurve under Vorherres blå himmel.

 

 

 

 

 

IMG_0408.JPG
Skovspurv fra en uro af Karen K., 1979.

karenkblogheader