Påsken varer lige til jul…

….eller hvordan er det nu?

IMG_5242

Påske 2018 var perfekt til solbadning, eller hvordan var det nu? Billedet herover er taget på Langfredag.

Nu er påskeferien forbi. Til gengæld er foråret begyndt! På samme dag, som jeg pakkede påskepynten væk og købte marcipanæg på udsalg, ankom dette meget lille og cylindriske brev fra Sverige.

IMG_5295

I brevet var en lille svensk påskefrise tegnet af Karen K.

IMG_5296

Du kan læse mit tidligere indlæg om svenske påskebilleder og deres drønspændende nummerering her. Denne her er også fra Axel Eliassons forlag ,og den har nr. 65.

IMG_5301IMG_5302

Himlen var næsten lige så blå som på påskefrisen her i dag. Og jeg så årets første sommerfugl – en citronsommerfugl. Karen K. har også en sommerfugl med på sit billede – det er en stor kålsommerfugl.

IMG_5303

Vintergækker, erantis og violer er der også blevet plads til. Og måske er lidt farveforvirret vorterod? Blomster fra hele forårsperioden.

IMG_5305

Og det der med at påsken var til jul…. i går så jeg, at billetterne til en julekoncert, som jeg vil til i december, er kommer i forsalg. Det er sørme i god tid at tænke på julen! Forhåbentlig er der mange rare ting i vente til os alle, inden det atter bliver jul, og Karen K.-nisserne skal findes frem.

Godt forår!

IMG_5304

karenkblogheader

Historien om en lille fugl

Jeg er lige kommet hjem fra en lille ferie ved det tyske vadehav. Lige uden for hotelvinduet var to skovspurve ved at bygge rede på taget. Den ene af fuglene har lige lagt en pind fra sig hen over tagrenden, mens de tager en pause fra redebyggeriet og giver sig tid til at pudse fjerene. Inden længe har de årets første kuld unger i reden.

IMG_0411.JPG

Derfor skal I på bloggen i dag have en lille, hyggelig historie, som Karen Kjærsgaard fortalte i Familiejournalen i 1982, om hvordan hun blev “mor” til en lille skovspurveunge, der var faldet ud af reden. Til historien havde Karen K. tegnet et par billeder. Jeg har suppleret med lidt flere af Karen K.’s egne tegninger.

img032-1
Tegning, som Karen K. brugte til en kalender i 1999, men som faktisk stammer fra Historien om en lille fugl, fra 1982.

Her begynder historien:

HISTORIEN OM EN LILLE FUGL

En dejlig sommermorgen kom naboens lille dreng, Frederik, pilende ned igennem alleen så hurtigt, hans ben kunne bære ham – så hurtigt, at man faktisk ikke kunne se hans ben – og et øjeblik efter stod han her i min dør – med røde kinder, tindrende øjne og sin små varme hænder forsigtigt lukket om et eller andet.

IMGP2867
Alléen fra gården og ned til Karen K.’s hus, som ligger lige bag hækken til højre i billedet, 2016

– Se, hvad jeg fandt oppe på gårdpladsen – den er bestemt faldet ned fra taget! Han åbnede sine hænder, og der lå en stakkels lille fugleunge med store øjne og lange ben – og uden fjer på kroppen – kun få steder, kunne man se, var fjerene ved at gro frem.

Så fik vi travlt, kan I nok forstå. Vi hev brødet ud af min lille brødkurv – forede kurven med mange lag køkkenrullepapir ( – det var bedre end stof og vat, som fugleungens kløer ville hænge fast i), vi lagde fugleungen ned i den nye fine rede og stillede kruven, så den varme luft fra varmeapparatet hvirvlede op om reden. På den måde sørgede vi for, at fugleungen ikke kom til at fryse. Vi lagde et par lag køkkenrullepapir løst hen over kurven – og satte os ned og spekulerede over madproblemerne. Jeg måtte af sted til dyreforretningen efter specialfoder, som jeg kunne bløde op med vand og blande med franskbrød, men så var det også simpelthen sagen for en lille sulten fugleunge.

FullSizeRender-3.jpg
En af Karen K.’s egne illustrationer til historien.

Nu boede så den lille unge her i det lille hus hos Bell (min glade, kloge, dygtige hyrdehund) – og mig. Den skulle have mad hver halvanden time, fortalte den selv – og gik der mere end 5 minutter over tiden, måske fordi jeg sad midt i en vanskelig tegning, kom Bell med snuden mod min albue og sagde,at nu måtte jeg altså lægge penslerne, for ungen skulle fodres.

Bell.jpg
Bell var vist også gode vennerne med nisserne, der boede ved Karen K.’s hus. Udsnit af julepanorama 1987.

Og fugleungen blev større og større – dun og fjer piblede ud over hele dens krop. Frederik og hans storebror, Lars, kom og så til den hver dag – inden længe begyndte fugleungen at flagre med vingerne – og en søndag morgen stillede Lars hernede, iført arbejdstøj – og så lavede vi en papkasse fint til med græstørv, grene og soveplads – og med en glasplade som “tag”. Se, der kunne fugleungen prøve vingerne – uden at komme noget til – og I kan tro, den arbejdede! Når jeg spurgte: “Hvor er du, fugleunge” svarede den med et lille tyndt “Her”.

1982.48.pan.a
Lille skovspurv på kvisten. Udsnit af julepanorama 1982.
244427485_dcb0638e-3165-41f1-bc0e-ab7427357c2c (1)
Musvitternes rede. Forårstegning af Karen K.

Efterhånden måtte den have længere flyvestræk – den fik lov til at flyve rundt i stuen – og siden kom den solskinsdag, hvor jeg tænkte, den skulle flyve i hegnet. Jeg satte den forsigtigt på af en kvistene og gik hen i køkkendøren – og næsten hurtigere end lynet sad fugleungen på mig igen og fortalte “Sol eller ikke sol – denne verden er altså alt for gruelig stor”. Mange gange gik jeg hen med den på kvisten, og mange gange fløj den tilbage til mig – men så lidt efter lidt lærte den, at i hegnet var der nu ganske sjovt – der var legekammerater – en lille gulbug og en flok musvitbørn – og køkkendøren stod altid åben. Ind imellem kaldte jeg mit: “Hvor er du, fugleunge?” – og hver gang lød det “Her” ude fra hegnet.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Den blev jo træt, den lille unge – ganske som menneskebørn bliver det – og skulle have sin middagssøvn. Så stillede jeg mig i døren med armene bøjede, og fugleungen kom flyvende, ordnede folderne i mit skjorteærme som en rede og lagde sig til at sove – efter, med hovedet på skrå og blikket rettet op mod mig, at have sagt sådan stille og uden ord: “Nu passer du vel på mig, mens jeg sover?” Og jeg passede på. Og fugleungen sov.

FullSizeRender-2.jpg
En af Karen K.s egne illustrationer til historien.

Sidenhen lærte jeg den at spise hirsefrø – at tage bad i en underkop med vand og at drikke vand selv… Den hele sommer gik – med mange travle , dejlige dage for fugleungen, Frederik, Lars, Bell og mig – og efteråret nærmede sig. Børnene og jeg havde jo talt meget om, at det skulle være en lille fri fugl, som fløj rundt under Vorherres himmel – ikke en burfugl – og vi havde bestemt, at når den var vokset til, ville vi sætte den ud oppe ved gårdens hønsehus og stald. Dér var altid vand og foder, døre og vinduer, den kunne flyve ind og ud ad – sove kunne den under hønsehusets tag. Og der var en dejlig rosenhæk med en gudsvelsignelse af spurve, og det var godt, for fugleungen var selv en lille spurv.

Kassen med græs og grene blev sat væk, og fugleungen begyndte at sove på den øverste køkkenhylde – døren stod altid åben ud til haven, så om morgenen fløj den selv ud, og henunder aften – når mørket faldt på – kom den ind og gik til ro på sin køkkenhylde. Nu – syntes jeg – havde den lært alt, hvad jeg kunne lære den – gulbugen havde lært den at fange insekter i hegnet, og selv vidste den fra fødslen, at den skulle have ryggen dækket mod angreb ovenfra , når den sov – og at den skulle være ganske stille, når krageskrigene fyldte luften.

IMG_0390
Udsnit af illustration til “Den grimme ælling”, Karen K.
FullSizeRender-4
Karen K.’s egen illustration og billedtekst til historien.

Nu var tiden inde til , at fugleungen skulle rigtigt ud i livet, og på endnu en dejlig solskinsdag bar jeg den op til stald og hønsehus – jeg stillede lidt af dens eget foder og underkoppen med vand – og viste den at den kunne flyve ud og ind ad hønsehusets dør, ganske som i det lille hus. Nogle timer efter så jeg til den igen. Da kom den hvirvlende ud af spurveflokken hen til mig – et lille fjedret bundt af dirrende kærlighed: ”Gud ske lov, du kom – min middagssøvn – min mad – jeg er så træt og sulten.” Den sov i mine skjortefolder og spiste, så halsen bulede ud. Jeg satte den siden til ro inde på hønsehusets øverste hylde og gik op til den igen, da mørket var ved at falde på – og næste morgen tidlig. ”Her”, svarede den, når jeg kaldte og hver gang fik den mad og vand. Endnu en gang så jeg den deroppe – ind imellem så børnene den.

 

Karen Kjærsgaard heste
Karen Kjærsgaard med sine heste. Foto: Mogens Lange. Familiejournalen 1966, nr. 51

 

Næste forår, da jeg gik om min pony i stalden, mærkede jeg vingesus tæt ved min kind, og i vinduet sad en lille spurv, som jeg kunne komme ganske nær. Se – det var historien om den lille fugleunge, som nu flyver rundt mellem alle de andre kække spurve under Vorherres blå himmel.

 

 

 

 

 

IMG_0408.JPG
Skovspurv fra en uro af Karen K., 1979.

karenkblogheader

 

 

 

 

Vinterfugle

IMG_0097.JPG
Isblomster i bloggerens havehus

Selv om vintrene måske ikke er, hvad de var engang med sne og frost, så er det alligevel hyggeligt at fodre fugle i haven og holde øje med, hvilke fugle, der kigger forbi. Det er jeg sikker på Karen Kjærsgaard også har gjort. I hvert fald er hendes tegninger fyldt med småfugle, og jo mere man kigger efter, jo flere dukker de frem i alle hjørner af de landskaber, Karen K. har tegnet.

1994-pan-a
Udsnit af Karen K. julepanorama 1994.

Da Karen K. har tegnet langt flest vinterbilleder, er det overvejende standfuglene – dem som ikke flyver sydpå om vinteren – som hun har afbildet. Og det er især de fugle som kommer til foderbrættet hun har tegnet. Det er de små fugle – spurve og mejser. Krager, skader og andre store krabater har jeg endnu ikke set i Karen K.’s produktion.

Noget af det interessante ved Karen K.’s fugletegninger er at selv ved de mest naivitiske og hyggelige af slagsen er der næsten altid tale om rigtige fugle, og hun har gengivet fuglene med deres karakteristiske træk, så de kan genkendes. På denne tegning fra 1977 har jeg forsøgt at sætte navne på de mange fugle i træet.

1977 fugletræ.jpg
Udsnit af Karen K. julepanorama 1977

De fleste af fuglene på tegningen er meget genkendelige – men jeg er lidt i tvivl om grønirisken og gråmejsen. Og blåmejsen ser også lidt mærkværdig ud. Men alle tre fugle er med i den gruppe af fugle, som bliver “det sædvanlige slæng” på Karen K.’s tegninger gennem årene.

Her ses det mest af slænget: Musvit, skovspurv, stillids, rødhals, gråmejse, blåmejse, bogfinke og gulspurv.

1993-pan-a
Udsnit af Karen K. julepanorama fra 1993

Blåmejsen

sam_1982_0501_0019-1
Reklame for Mejse-yoghurt, Samvirke 1982

Hvem husker ikke den lille muntre blåmejse fra sin barndoms yoghurt?

Den lille vimse fugl med de klare farver er nok også en af de mest genkendelige i den danske natur og ved foderbrættet.

Karen K. har tegnet den tit, og her nedenfor ser du en samling af hendes blåmejsetegninger fra 60’erne til 90’erne.

Skovspurven og gråspurven

Man kan nemt komme til at forveskle skovspurven og gråspurven. Begge fugle er meget almindelige i Danmark, selv om bestanden af dalende. Om vinteren færdes de gerne i flok – også skovspurve og gråspurve sammen, og de ses tit ved foderbrættet.

Her kan du få hjælp fra Karen K.’s tegninger til at skelne du to spurve fra hinanden. Gråspurvehannen har en grå kalot, mens skovspurvene har en brun kalot og ligesom en lys krave og en sort plet på kinden. Hos skovspurvene er hannen og hunnen ens. Gråspurvehunnen er mere ensartet gråbrun.

Til venstre ser du en skovspurv på et julekort fra 1984. Til højre ser du en et gråspurvepar fra et udsnit af et julepanorama fra 1982.

Gråspurvene fra 1982 er indtil videre den eneste tegning af en gråspurv jeg har set fra Karen Kjærsgaards hånd. Skovspurve er der til gengæld mange af på hendes tegninger. Her er et udvalg fra 70’erne til 90’erne.

DOMPAPPEN

Dompappen med det flotte røde bryst har Karen Kjærsgaard også tegnet flere gange. Her er er en samling af tegninger fra 197o’erne og 80’erne.

Dompappen har fået sit lidt spøjse navn pga. netop sin røde bug. Navnet kommer af det tyske ord “Dompape”, som betyder en præst ved en domkirke. Til kirkelige højtider havde disse præsten nemlig en højrød dragt på. Måske pga. den røde farve er dompappen et yndet motiv på gamle julekort – ikke mindst i de angelsaksiske lande og Tyskland.

Som ved så mange andre fugle, er det hos dompappen hannen, som er den mest farverige og genkendelige, og det er som regel dompaphanner Karen K. har tegnet. Men på desginet “Winter Birds”, som er trykt på servietter, engangstallerkner mm. for det amerikanske firma Caspari har hun tegnet både en dompaphun og -han.

dompap han og hun Karen K (1).jpg
Udsnit af papirserviet

En fugleuro

I 1979 tegnede Karen K. er overdådig julefugleuro til Familiejournalens læsere. Her var der ikke mindre en 16 forskellige småfugle – og en ekstra rødhals i fine små bevingede udgaver.

Fugleuro.jpg

Med engle, hjerter og grangrene oven i festen stillede uroen visse krav til læserens tålmodighed, når det kom til snoretrækkeri. Jeg indså, at det var en tålmodighed, som jeg ikke kunne mønstre, og desuden kunne jeg godt tænke mig at lave en dekoration som ikke signalerede jul.

Det blev til dette fugletræ i stedet.

IMG_0188.jpg

På en gåtur fandt jeg et par nedblæste grene fra et poppeltræ, som jeg stak i en vase, og så var det bare at gå i gang med at samle fugle og hænge dem op.

IMG_0144.JPG

Hvis du selv har lyst til at samle fugle finder du de fleste af fuglene fra uroen på flickr, lige til at printe ud. Klik her.

Pas god på med at følge samleanvisninger alt for slavisk! Der er nemlig gået lidt kludder i nummerering på arkene, og der er blevet byttet om på halerne. Musvitten har byttet hale med blåmejsen, gråmejsen har byttet hale med stillidsen, gulspurven har byttet hale med dompappen og bogfinken har byttet hale med grønirisken. Gad vide, hvor mange mennesker rundt omkring i landet der samlede fuglene uden at opdage fejlen i 1979. Det må der være kommet nogle meget spøjse fugle ud af….

img_0193img_0196img_0158img_0161img_0162

De lidt “sjældne”

Mellem uroens fugle er der nogle stykker, som man ikke ser så tit i Karen K.’s tegninger. Bl.a. jernspurven og halemejsen.

Halemejsen

Halemejsen er er en lille fin fugl med hvidt hoved og en lang hale. Jeg havde aldrig hørt om halemejser, før der pludselig var en flok på fem af slagsen, som begyndte at besøge de mejsekugler, som min kæreste have hængt op i sit piletræ.

Her ses du Karen K.’s udgave af en halemejse til højre og til venstre et foto af den ægte vare. Fotoet har jeg fået lov til at bruge af Lizzie Sørup Pedersen, som har taget det og lagt det i den superhyggelige facebookgruppe Danske fugle. Gruppen kan anbefales, hvis du bliver i godt humør af smukke fuglebilleder.

Det er blevet til et par tegninger af halemejser blandt Karen K.’s mange fugle:

karen-k-halemejse
Udsnit af julepanorama 1996
1991-pan-c
Et helt træ fyldt med halemejser. Udsnit af julepanorama 1991.
halemejser Svend.jpg
To halemejser nyder foderet, som min kæreste har hængt op.

Solsorten

karen-k-solsort
Udsnit af julepanorama 1994

Du skal lige se nogen af de andre fugle som Karen K. sjældent tegner. Det behøver ikke at betyde af fuglene er sjældne i naturen. Mærkeligt nok er der f.eks. næsten ingen solsorte i Karen K.’s vintertegninger, selv om det er en af de fugle man hyppigst ser i haven og omkring menneskenes boliger. Faktisk har jeg kun finde én eneste tegning med solsorte på. På julepanoramaet fra 1994 er der to solsorte. Den eneste kan du se øverst i dette indlæg, og den anden kommer her. Mon Karen K. ikke brød sig om solsorte, der synger så smukt om sommeren, men om vinteren mest er en hidsig fugl, der ikke byder sig om at deres foderet med den mindre spurve og mejser?

 

 

 

Spætmejsen

1992-pan-1aHer er der tre spætmejser, som jeg også kun har fundet på én tegning af Karen K, nemlig julepanoramaet fra 1992.

Spætmejsen er den eneste fugl i Danmark, som kan løbe både ned ad træstammer med hovedet nedad.

Selv blev jeg desværre først bekendt med spætmejsers eksistens, da min kat en dag kom hjem med to døde eksemplarer. Heldigvis var der igen spætmejser i træet uden for mit vindue det næste forår.

Den lille spætmejse er forøvrigt måske en sladderhank om hvor motivet på Karens K.øs vinterbilledet er hentet fra. Det er nemlig sådan at spætmejse med rød bug lever i Jylland og på Fyn, mens de på Sjælland har lys bug. Så måske er det en vestdansk granplantage, man ser i baggrunden.

Karen K julepanorama 1992.png

og lige lidt flere:

img_0166
Flagspætte fra billedelotteri, 1960’erne.
skovduer-karen-k
Skovduer. Udsnit af julepanorama 1994.
grasisken-karen-k
Gråsiskener på engangstallerken fra serien Woodland Birds – nederst en rødhals. Fra den sene del af Karen Kjærsgaards karriere, hvor nisser var blevet afløst af fugle, som de mest gennemgående væsener i hendes tegninger. 

Men lad os vende tilbage til der, hvor vi startede, nemlig med at fordre småfuglene her ved vintertid. Det er hyggeligt at følge med i, hvilke fugle, man får besøg af.

1987-pan-a-1

Det kan godt gå lidt tid, inden fuglene opdager maden. Måske skal man overveje lokkemejser….

IMG_0113.JPG

Og husk at placere maden et sted, hvor katten ikke kan komme til, så det ikke ender med fuglebuffet!

img_0131

1987-pan-a

Forsat god vinter!

1996.pan.b.jpg

karenkblogheader

Kalendere

Snart er det nytår. Året er faret afsted. Årene farer afsted, og mens tiden går, forandrer verden sig omkring os.

Se bare hvordan forsiden af Familiejournalen ændrede sig fra 1923 til 1998. (Selv 1998 er efterhånden meget længe siden!). Fra noget stilrent og moderne i 1923 til noget stilrod og ærlig talt konservativt, nostalgisk og tilbageskuende billedside og indhold i 1998.

Nytår er også tid til en ny kalender. I 1990’erne tegnede Karen Kjærsgaard flere kalendere til Familiejournalen. Hver kalender havde fire akvareller – en til hver årstid. Den første kalender kom i 1993, og var med dyre og fugle motiver. En vildgås, en sneppe, et egern og en agerhøne.

Akvarellerne er malet med stor nøjagtighed i detaljen og kunne sagtens illustrere en faunabog.

Denne næste kalender kom i sidste nr. af Familiejournalen 1994 og var for året 1995. Ugedagene fra 1995 passer med 2017, så her får I billederne med kalenderdelene på, hvis nogen skulle have lyst til at bruge den som vægkalender i 2017.

img034-1

Det er lidt usædvanligt at se tomme landskabsmotiver fra Karen K.’s hånd. F.eks. i julepanoramaerne er landskabene altid befolket med massevis af nisser og engle. Men her får landskaberne lov til at tale for sig selv med sine sarte nuancer.

Alle landskaberne har virkelige forbilleder forskellige steder i Jylland. Gården på billedet for januar-marts ligger tæt ved Ejer Bavnehøj lige i nærheden af Karen Kjærsgaards eget hus. Jeg har tidligere skrevet om stedet, og det kan du læse om her og her.

img040-1

Motiver for april-juni er fra Mossø tæt ved Øm Kloster.

img042-1

Sensommerbilledet forestiller Limfjordøen Livø set fra øen Fur. Mon ikke Karen K. bloggens faste stab skal på tur i 2017 og se både Mossø, Fur og Livø i virkeligheden?

img041-1

Vintermotivet her er så blegt og sart i farverne, at det næsten bliver helt væk. Der er ikke mange detaljer i billedet, som kan afsløre lokaliteten. Men det skulle forestille et landskab sydvest for Skanderborg. Men det er måske ikke hel urealistisk at forestille sig, at det er udsigten over bakken fra Karen Kjærsgaards eget hus, som hun har valgt som motiv.

1987.pan.a.jpg
Huset, hvor Karen K. boede i 1980’erne ca. 7 km sydvest for Skanderborg, og den store bakke uden for hendes vinduer. Udsnit af julepanorama fra 1987.

Til 1996 fik Familiejournalens læsere endnu en kalender, denne gang med fuglemotiver. Fuglene er en isfugl, en gærdesmutte, en vibe og en stillits. Jeg er specielt vild med forårsbilledet af gærdesmutten i det blomstrende kirsebærtræ.

 

Ligesom kalenderen fra 1993 er akvarellerne meget detaljerede og naturalistisk udført. På billedet af isfuglen ses oven i købet resten af en signatur hvor isfuglens latinske navn Aleco Atthis indgår. Signaturen er desværre beskåret, så man ikke kan se hvilket år tegninger er fra – det er sikkert en fejl, at den ikke er fjernet helt. Men akvarellen er i hvert fald udført 30. maj. Billederne kan sagtens være meget ældre end 1995. For eksempel havde Familiejournalens læsere allerde set tegningen af stillitsen i form af et julekort i 1984.

15781953_1088976487878147_289093714_n.jpg
Stillitsen på ark med julekort fra 1984.

Til året 1998 bragte bladet en årstidskalender med fire blomsterakvareller: Iris, rose, solsikke og julestjerne.

Stilen er lidt mere løs i udtrykket end sædvanligt fra Karen Kjærsgaard og lever egentlig ikke op til hendes sædvanlige standart. I hvert fald ikke hvis idealet er de naturalistiske gengivelser af planter, som hun tidligere havde tegnet, og som jeg personligt meget bedre kan lide. Du kan se nogle af dem ved at klikke her.

Den sidste Karen K. kalender, som Familiejournalen bragte var til det sidste år i det gamle årtusinde, 1999. Motiverne var dyrebørn: Ræveunger, en harekilling, en spurveunge og kattekillinger. Stilen er til dels naturalistisk men med et ekstra drys nuttethed og naivisme.

Også dette år havde der sneget sig lidt genbrug ind i kalenderen. Kompositionen med de tre ræveunger kunne man også se på julepanoramaet fra 1992.

1992.pan.1a.jpg

Billedet af den lille spurveunge kunne den meget opmærksomme læser måske huske fra 1982, hvor Karen Kjærsgaard i julehæftet havde skrevet en historie om en spurveunge, som faldt ud af reden. Den vil I kunne læse her på bloggen engang i 2017.

Med disse kalendere, der minder os om, at lyset er vendt, og at forår og sommer snart skal vende tilbage, vil jeg gerne sige tak for 2016 her på Karen K. bloggen. Vi ses i 2017. Godt nytår!

karenkblogheader

 

 

 

Kryb og kravl

Dette blogindlæg skal handle om de små kryb og kravl, der hører sommeren til. Edderkopperne bygger spindelsvæv, sneglene gnaver i blomsterbladene, når det regner, og en humlebi forvilder sig ind ad en åben terrassedør og prøver at flyve ud igen gennem et lukket vindue. Karen K. har tegnet mange af disse småkryb. Som sædvanligt skal vi dog en lille omvej for at nå frem.

Som jeg tidligere har nævnt, består en uforholdsmæssig stor del af Karen K.’s kunsteriske produktion af jule- og vintermotiver. Sommerbilleder findes dog. Og ironisk nok skal et af disse sommerbilleder findes i det hedengangne blad “Spejderjul” fra 1979!

spejderjul 1979
Forsiden til Spejderjul 1979. Tegningen er ikke af Karen K. med af Sigrun Kapsberger. Inde i bladet var der derimod en sommertegning af Karen K. på side 5

Bladet Spejderjul husker jeg fra min barndom fra min mors tid som spejderleder, og måske også fordi alle vi tre børn på skift var spejdere. Bladet, som spejderne solgte op til jul, var et tværkorpsligt blad udgivet af KFUM-spejderne, KFUK-spejderne og Det Danske Spejderkorps. Bladet indehold små noveller, opgaver, gør det selv forslag, naturvidenskabelige artikler og også fortællinger, som havde med julens budskab at gøre. Bladet udkom fra 1926 og helt frem til 2001. Du kan finde en masse af de gamle udgaver af Spejderjul ved at klikke her.

snegle spejderjul
Sneglene Albert Antoinette og Antoinette Albert. Karen K.’s illustration til Gurli Vibe Jensens tekst.

I bladet fra 1979 er der en tegning af Karen K., som illustrerer en tekst af præsten, missionæren og forfatteren Gurli Vibe Jensen. Teksten, der hedder “Overraskelser”, kan vel nærmest opfattes som en prædiken. Teksten går fra at handle om vinbjergsnegle til at handle om, hvordan Gud ofte overrasker ved “at bruge det, der ikke ser ud af noget, til det allervæsentligste.”

Selv synes jeg, at den poetiskvidenskabelige første del af teksten er mest spændende. Her fortæller forfatteren, om hvordan hun, da hun boede i Ribe i Sydvestjylland fik importeret vinbjergsnegle fra Lolland, fordi hun havde læst, at sneglene ikke kunne leve der. (Det må have været i 1940’erne, hvor Gurli Vibe Jensen læste til lærer på Ribe Statsseminarium). Hun studerede sneglenes kærlighedsliv og kaldte dem “Albert Antoinette” og “Antoinette Albert” – en poetisk måde at sige på, at sneglene er hermafroditter – eller tvekønnede, både han og hun på én gang.

Om disse tvekønnede dyrs kærlighedsliv, skriver hun følgende: “Hvad gør en vinbjergsnegl, der er forelsket? Den sender en besked! M/K – det er det samme. Han ønsker hende, hun ønsker ham. De sagde hverken hej eller pist eller hvad med os, hva’? De flettede ikke fødder eller viklede øjenstilkene sammen. De var romantiske, så de sendte en kærlighedspil. Kærlighedspilen er så lille, at den kun kan ses med en meget stærk lup, men den er fuldkommen. Den er af kalk og har 4 styrevinger. Hver vinge har sit eget mønster, næsten som snefnuggenes mønster, og der er aldrig to mønstre, der er ens.”

Vinbjergsnegle og havesnegle i bloggerens egen have.

Da jeg læste teksten, undrede jeg mig noget over disse kærlighedspile. Digtede forfatteren frit over sneglenes kønsliv? Jeg måtte læse op på vinbjergsnegles parring for at blive klogere. Det viste sig, at den lille kalkpil faktisk er en realitet. Sneglene, som jo både er han og hun på samme tid, parrer sig ved at slynge sig tæt sammen og presse fodskiverne mod hinanden. Så udskyder hvert dyr en lille kalkpil med sædceller ind i det andet dyrs krop, og parringen er fuldbragt. Så blev jeg så klog!

I min have har jeg for tiden mange vinbjergsnegle og mange andre snegle. De er velkomne – undtagen de slimede husløse iberisk skovsnegle, der kan sætte en hortensia til livs på én nat.

Illustrationen til Gurli Vibe Jensens tekst er faktisk lidt atypisk blandt Karen K.’s tegninger. Sneglene er nemlig ikke særligt naturtro. I hvert fald ligner de høje, spidse, gule sneglehuse ikke vinbjergsneglenes hus – eller nogen anden dansk snegleart for den sags skyld. Senere i sin karriere tegnede Karen Kjærsgaard mange dyr – og ikke mindst fugle og planter, som var meget naturtro. På et billedlotteri af Karen K. fra midt i 1960’erne er situationen lidt blandet: nogle af dyrene er tegnet “nuttede” med smilende ansigter, mens andre er mere realistisk gengivet.

IMG_8001
Sneglen fra Karen K.’s billedlotteri fra 60’erne minder om sneglene fra Spejderjul 1979.
FullSizeRender-57
Sneglen fra billedlotteriet blev genbrugt i et stavelotteri nogle år senere.

Jeg tog kameraet og gik på Karen K. småkrybs-safari i haven, og resultatet ser du herunder.

IMG_8002IMG_7995IMG_7994FullSizeRender-58IMG_7997IMG_7996IMG_7993IMG_7999

De vinbjergsnegle, som Gurli Vibe Jensen importerede til Ribe, kunne faktisk ikke leve i marsklandet, præcis som bøgerne havde hævdet, men måtte klare sig i et terrarie med skvalderkål.

Alle de krybende, kravlende, summende og flyvende småkryb, som fylder naturen om sommeren, kan måske virke lidt irriterende, men de har alle deres berettigelse og formål i naturen, og når man først får øje på dem og følger deres aktiviteter, er det næsten som at være på en eksotisk safari.

God krible krable sommer!

KarenKblogheader

 

 

 

 

 

 

 

 

Ved vandet

Hvad er mere sommerligt end en tur til stranden? Størstedelen af Karen K.’s arbejder kredser om jul og vinter, men heldigvis har hun også lavet illustrationer knyttet til andre årstider.

I et interview med Karen Kjærsgaard fra Hendes Verden i 1970 handler det netop om, det at  tegne nisser hele sommeren, så  de er klar til julesæsonen. Men som intervieweren, Harald Frilund påpeger:

– Ind imellem når De også at tegne forsider til et ugeblad…

– Ja, og det er dejligt med forskellige slags arbejder, for ellers blev man jo idiot!

Det er sjovt at se, at Karen Kjærsgaard også havde en ironisk distance til de nissetegninger, som hun ellers hovedsageligt var kendt for. Et par af de forsider, hun lavede, og som intet har med jul at gøre, ses herunder.

Karen K Børns leg1
Ugebladsforside fra sommeren 1970 af Karen K.
Karen K børns leg 3
Ugebladsforside fra sommeren 1972 af Karen K.

IMG_7763

De små krappe bølger, som ses på begge billeder, havde Karen K allerede brugt nogle år tidligere på et af billederne i en serie om “Børn i leg”, som ses her til venstre.

 

 

I samme periode i starten af 1960’erne tegnede Karen K. også andre motiver, der minder om hav og strand. Bl.a. de små motiver herunder, som stammer fra et billedlotteri (ca. 1965),  illustrationen til H.C. Andersens eventyr “De Vilde Svaner” (1962) samt et sommerligt postkort (formentlig fra starten af 60’erne).

 

FullSizeRender-47
Karen K.’s sommerforside fra 1972 (t.h.) genanvendte hun i lidt ændret udgave til mønstret til et filtklip i 1983 (t.v.).

Men vandet er andet end hav og strand. Karen K. har også lavet et par sommerlige billeder fra søer.

FullSizeRender-42
Karen K. forside til Familiejournalen sommeren 1971. Sø  – eller en stor vandpyt?
IMG_6840
Forside til Familiejournalen sommeren 1970. Karen K.’s signatur er blevet til navnet på robåden.

Her ses et par af Karen K.’s tegninger af smådyr fra søen:

 

13407487_10209791376091245_1489865163_n
Hele Karen K.’s illustration til H.C. Andersens eventyr “De vilde svaner” (1962).

God tur til vandet, når solen vender tilbage – eller i regnvejr!

KarenKblogheader

 

Anemoner

Den 20. april 1971 bragte Familiejournalen på forsiden en kollage af Karen K., som passede til årstiden. Billedet forestillede en pige, som plukkede anemoner, og der var anvendt rigtige anemoner i kollagen.

IMG_6861

Tolv år senere, i Familiejournalens påskenummer 1983, blev det samme motiv brugt i et gør-det-selv filtklip i bladet. Det var det første af en serie på fire med årstidsbilleder, som blev bragt det år, og som læserne selv kunne samle. De rigtige anemoner fra den originale kollage var dog skiftet ud med anemoner af filt.

IMG_7563

Forsiden fra 1983 er noget mere urolig i layoutet end forsiden fra 1971. Der skulle nok lidt mere til at lokke læserne til at købe bladet i 1980’erne.

IMG_7561

Det var et større arbejde at samle og sy vægtæppet, men Familiejournalen trøstede læserne med ordene: “Har De ikke tid til at klippe og klistre, kan det trykte vægtæppe (som ses på fotoet herover) monteres på en blød plade og blive til et billede i børneværelset.

Det er sjovt at se de to billeder side om side og sammenligne, hvad der er forandret fra 1971 til 1983.

Allerede i starten af 1960’erne (sådan ca.) havde Karen Kjærsgaard tegnet et forårsbillede med anemoneplukkere, som del af en serie på 16 postkort, der viser årets gang.

Anemoneplukkere

IMG_7560
Anemoner i Lars’ kolonihave, 11. april 2016

Der er skrevet mange digte om anemoner. De  fleste er vistnok børnesange. F.eks.”Alle anemonemænd” af Halfdan Rasmussen, “Sikke mange, mange, mange anemoner” – som vistnok er af Kamma Laurents. (Hende med Spørge Jørgen), og Sebastians “Anemonesang” fra Ronja Røverdatter.

Dette er dog min favorit, nemlig digtet “Vist er det vår”, skrevet af Sigfred Pedersen d. 4. maj 1964 i Toftum Bjerge. Digtet er skrevet på en side fra en kassebog, og det blev først fundet for nyligt:

digt

Anemonerne er der ude lige nu og strækker sig mod solen, når den er fremme.

God skovtur!

KarenKblogheader