….eller hvordan er det nu?
Påske 2018 var perfekt til solbadning, eller hvordan var det nu? Billedet herover er taget på Langfredag.
Nu er påskeferien forbi. Til gengæld er foråret begyndt! På samme dag, som jeg pakkede påskepynten væk og købte marcipanæg på udsalg, ankom dette meget lille og cylindriske brev fra Sverige.
I brevet var en lille svensk påskefrise tegnet af Karen K.
Du kan læse mit tidligere indlæg om svenske påskebilleder og deres drønspændende nummerering her. Denne her er også fra Axel Eliassons forlag ,og den har nr. 65.
Himlen var næsten lige så blå som på påskefrisen her i dag. Og jeg så årets første sommerfugl – en citronsommerfugl. Karen K. har også en sommerfugl med på sit billede – det er en stor kålsommerfugl.
Vintergækker, erantis og violer er der også blevet plads til. Og måske er lidt farveforvirret vorterod? Blomster fra hele forårsperioden.
Og det der med at påsken var til jul…. i går så jeg, at billetterne til en julekoncert, som jeg vil til i december, er kommer i forsalg. Det er sørme i god tid at tænke på julen! Forhåbentlig er der mange rare ting i vente til os alle, inden det atter bliver jul, og Karen K.-nisserne skal findes frem.
Godt forår!