Sidste år ved denne tid skrev jeg om juleremser her på bloggen. Som de fleste af jer sikkert huske, lovede jeg, at jeg ville vise jer nisserremserne, der var Familiejournalens julepynt i 1983, og da jeg går ind for, at man skal forsøge at holde de løfter, som andre kan huske, at man har afgivet, skal I nu se nisserne fra 1983 her.
Denne julepynt klippede og samlede jeg for første gang for ca. 30 år siden, men da de nisser for længst er gået til, måtte jeg påny i gang med saks og lim.
Her er resultatet anno 2018:
Nisserne på remserne er sprunget direkte ned fra motiverne Karen K.’s klassiske julehjertekurve. Her er nisserne også igang med at fælde juletræ, skovle sne, hugge og slæbe brænde samt at hænge vasketøj op under en mørkeblå nattehimmel.
På remserne er nisserne næsten blevet 3D. I hvert fald har de også bagsider, som blev limet sammen med forsiderne, så remserne var pæne både forfra og bagfra.
Jeg fik den idé at tilføje en tørresnor af køkkensnor, og synes det ser ret fikst ud. Karen K. kunne også lide at blande materialer, så jeg tror, hun ville have syntes om idéen.
I skal også lige et par mere af de gamle juleremser fra 1960’erne. De blev købt i færdig og udstanset form og havde også både for og bagside uden at der skulle hverken klippes eller klistres.
Den passer rigtig fint sammen med den nisseremse, som I så sidste år. De vinker endda til hinanden.
Fra 1960’erne findes der også engleremser. Her er et par engle steget ned på jorden og taler med et rådyr i skoven:
De passer også rigtig fint sammen med engleremsen, som I så sidste år.
De fire juleremser fra 1960’erne er – for én gang skyld, fristes man til at sige, ikke produceret i Sverige. Tværtimod står der “Printed in Denmark” på dem. De er formentlig jævngamle alle sammen. De har i hvert fald varenumre 235A, 235B, 236A og 236B. Derimod ved jeg ikke, hvilket firma, der står bag produktionen. Det kan måske være Levison jr. eller Georg Moldow – begge to var firmaer, som Karen K. tegnede bl.a. julekort for.
Hvis du kender mere til disse gamle juleremser, vil jeg gerne høre fra dig.
De sidste to år har jeg her på bloggen skrevet om svenske julebilleder – eller såkaldte “julbonader”, som Karen K. har tegnet. Du kan bliver klogere på fænomenet og Karen K.’s bidrag til genren her og her.
Sidste år skrev jeg om dette billede (som ikke er magnetisk, som der står, men er trykt på tyndt plast, som klæber til glatte overflader), og jeg gættede på, at det nok var fra omkring 1960.
Årstallet var ikke helt ved siden af. Jeg har lige fundet dette billede i Familiejounalens julehæfte fra 1967.
Fotografiet er fra Karen Kjærsgaard hjem, og man kan se, at det originale nissebillede var sat på en masonitplade og hang på hendes yngste søn, Lars’ værelse. Her fungerede det som pakkekalender.
Sidenhen blev kalenderkollagen fyldt op med legetøj, affotograferet og printet på gennemsigtigt plastik, så man rundt omkring i de svenske hjem kunne hænge nissebilledet på køleskabet eller skabslåger. Sjovt at tænke på, at Lars’ julekalender kom i handelen på den måde.
Men nu lidt mere om andre julbonader, som jeg har fundet i årets løb.
Her er anden fin nissemand, som ikke er signeret, men der er ingen tvivl om, at Karen K. er kvinden bag.
Ligesom Lars’ julekalender er der tale om en kollage, hvor flere materialer er blandet. Nissen har ægte halm i træskoene og krammer et juletræ, som vist egentlig er en enebærgren. En af stjernerne på himlen bliver topstjerne på juletræet – det er en fin detalje!
Denne julbonad er lige som alle andre jeg har set fra Karen K. udgivet af det svenske kunstforlag Axel Eliasson, og denne har varenummer 7193. Jeg gætter på at det måske betyder, at den er fra 1971.
Fra samme forlag, men med et meget lavere varenummer – og sikkert også noget ældre end de foregående – er det sidste tre ting, jeg vil vise. De to første her, kan man nok ikke kalde “bonader”, men snarere friser, fordi de er lange og smalle. Det er bare så sjovt at sige “bonad” og udtale det med rigtig skånsk accent…
Denne lille frise har nummer 41, og selv om en mus eller et barn har gnavet i hjørnet af den, er den stadig charmerende.
Det er er rigigt kludeklip med en kirke i filt og englekjoler i stofrester. Der er ingen signatur på frisen, men ansigterne siger helt tydeligt Karen K.
Og selv om tenikken er en helt anden på disse signede Karen K.-julekort, som måske også er lidt yngre end julefrisen, så minder de ret meget om julefrisen by-silhuet og trompettruttende engle.
Postkortene er for øvrigt også udgivet af Axel Eliassons Konstförlag.
Den næste julefrise har nummer 51 fra Axel Elisasson og er uden signatur. Dens ophav har skabt debat her på Karen K.-forskningscentret. Er det en ægte Karen K., eller er det ikke? Forskningscenterleder er sikker på, at det er en Karen K. , mens (den nu ulønnede) forskningsassistent er af en anden mening.
Her ser du frisen. Hvad tror du?
Forskningsassistensen argumenterer med, at stråfigurer ikke er udbredte hos Karen K. Faktisk kan vi ikke finde ét eneste andet eksempel på f.eks. julebukke hos Karen K. Og Forskningslederen må modvilligt anerkende dette argument.
Og hvad er denne her stråmand egentlig for en underlig himstregims?:
Forskningscenterlederen påpeger dog, at der ikke kan være tvivl om, at Karen Kjærsgaard er ophavet til de to engle, som er på julefrisen.
Ansigterne, vingerne, de spidse ballerinasko og kjolerne af stofrester ligner i hvert fald rigtig meget englene på frise nr. 41, som vi lige har set. Men nr. 41 er jo heller ikke signeret, argumenter forskningsassistenten…. Og sådan begyndte en spændende debataften på Karen K.-forskningscentret, der endte med, at forskningslederen gav sig selv ret.
Mon ikke også kreative Karen Kjærsgaard selv har bundet julebukkene, som er på frisen? Hvad er egentlig historien bag julebukkene, som vi her i Skandinavien sætter op som julesymbol? Julebukken er en meget gammel tradition, måske endda helt tilbage fra vikingetiden. Senere blev bukken lidt dæmonisk og kunne dukke op ved juletid i form af en mand forklædt som buk med et skind over ryggen og horn i panden. Selv om julebukken kunne komme med gaver til børnene, som en slags forløber for julemanden, så ville han hellere skræmme og drille dem. I 17- og 1800-tallets “julestuer” kunne man få besøg af julebukken. “Julestuer” var den gang ret løsslupne arrangementer for voksne, hvor karle og pige under påskud af selskabslege kunne komme i nær fysisk kontakt. Der kunne julebukken stå bag grovkornede løjer. I dag er julebukken mest af halm og til ren pynt, og den er hverken særlig skræmmende eller fræk.
Og hvad så med den underlig havrestråmand?
Jeg har haft svært ved at finde ud præcis, hvad han er for én, men tror han er et levn fra gamle svenske (måske også danske) bondetraditioner. I nogle dele af Sverige lavede man en halmdukke i forbindelse med høsten, som man gemte til julen. Andre steder blev dukken lavet i juledagene af den julehalm, som man spredte ud på gulvet for at gøre stuen flot og højtidspyntet. Dukken brugte man til at tage varsler af i forbindelse med en juleleg.
Her ses sådan en gammel svensk juledukke, som ikke er helt ulig Karen K.’s stråmand.
Halmdukke fra Jämtland. Copytright Nordiska Museet.
Man satte dukken på gulvet, og en af husets beboere skulle lægge sig på ryggen med hovedet mod dukken. Så bøjede han sig sammen, slog benene op over hovedet og greb dukken med sine fødder. Så blev dukken kastet væk med fødderne, og alt afhængigt af hvordan dukken landede, tog man varsler for det nye år. Jeg tror, det er sådan en gammel halmdukke, vi ser på frisen, selv om den nok også har mistet sin oprindelige betydning og nu mest er til pynt ligesom julebukken.
Med den sidste “julbonad”, jeg vil vise jer, bliver vi både i almuestilen og i 1960’erne. (Ja ok, det er heller ikke en julbonad, men derimod en juleløber i papir til at pynte på julebordet med).
Jeg synes tydeligt, man genkender Karen Kjærsgaard almuestil fra 1960’erne, men heldigvis er løberen også signeret, så man ikke behøver bruge en aften på at diskutere dens ægthed.
Løberen er et smukt eksempel på, hvordan Karen K. sammensmelter en 1800-tals landlige kunstform med løberens (og Karen K.’s) egen nutid, nemlig tresserne farveglade flowerpower-stil.
På den måde er løberen på mere end én måde et nostalgisk ekko fra en svunden tid. Og i julen må man jo gerne være lidt nostalgisk…..
I mange årtier var et fast indslag i Familiejournalen de farvestrålende klippe-ud-og-samle-ark, som læserne kunne sætte sammen til alt muligt: tog, ridderborge, stationer, damptog, biler, julekrybber, nisselandskaber og meget mere. I starten af 1900-tallet var det ikke kun til jul, at den slags ark kunne forekomme i bladet. Efter 1940’erne ebbede traditionen dog ud. Og det var først i 1968 med en julekrybbe tegnet af Karen K., at traditionen blev taget op igen. Nu som et rent julefænomen.
Det næste mange år var det Karen K., der stod bag julens samleark i Familejournalen. I 1969 kom uroen Nissernes julestue. I 1970 et tablau med Snehvide og de syv små dværge og i 1971 et dukketeater bygget over eventyret om Den lille pige med svovlstikkerne. I 1972 var det så blevet tid til uroen Juleskibet, som jeres blogger i år har sat sig for at samle.
Klar til at gå i gang
Udstyrret fra seks klippeark fra fire gamle numre af Familiejournalen, blomsterpinde, saks, lim og snor gik jeg i gang med et større projekt, som skulle vise sig at tage en hel del timer. I følge teksten i bladet havde Familiejournalens læsere udtrykkeligt bedt om ,at det endelig ikke måtte være alt for let at samle klippearkene. Og det krav, synes jeg, at Karen K. har levet helt op til med sit juleskib!
En lille del af den meget lange vejledning
Vejledningen er adskillige sider lang, og inden man kan gå i gang med selve skibet, skal man binde en stor stjerne af pinde, som skibet skal hænges op i. Karen K. foreslår peddigrør – et ord jeg ikke har hørt i mange år! Faktisk ved jeg ikke helt, hvad det er, udover at man i 1970’erne kunne tage aftenskolekursus i fletning med peddigrør. Selv, siger Karen K., har hun dog brugt pindene fra en kinesisk dækkeserviet. Jeg valgte blomsterpinde og gik så i gang med projektet.
Heldigvis fik jeg god hjælp af en nysgerrig Cille:
Godt at jeg har været spejder engang og bygget broer, tårne og bålborde i granrafter og selvbindergarn i en grad, så der stadig sad en lille smule hukommelse om dobbelte halvstik og krydsbesnøringer fast et sted i min hjerne. Og selv om jeg nok ikke vinder mange duelighedstegn for disse besnøringer, så kom der dog en helt hæderlig stjerne ud af det til sidst.
Så er det tid at gå i gang med selve skibet, men inden vi når så vidt, er det på sin plads lige at overveje, hvad det lidt gammeldags udtryk “juleskib” egentlig dækker over. Et juleskib er vel i bund og grund betegnelsen for et hvilket som helst skib, som har mål mod en destination op til jul – om det så er et fragtskib eller et passagerskib – og uanset om destinationen er London, København eller Julerup Færgeby. Idéen med et juleskib, der bringer ens kære hjem til jul ,er jo helt ideelt til julefortællinger: Når skibet sikkert frem og inden juleaften, hvad bringer skibet med, og er den elskede ventede med på skibet, som man håbede? Tænk bare på DR’s Jul i Gammelby, hvor man i hele 24 afsnit ventede på det gode skib Haabet. Og her ser du forfatteren Kaj Brusens fortælling med titlen “Juleskibet” fra hæftet Julesne fra 1952.
Motivet kan også bruges på juleplatter som denne fra Bing & Grøndahl fra 1917:
Eller hvad med denne reklame for Brugsens appelsiner fra 1970? :
Som det ses, kan et juleskib være mange forskellige ting, men her på vores breddegrader har man dog især brugt udtrykket juleskib, om de store skibe, som sejlede fra Amerika til Skandinavien, og på hvilke udvandrede danskere, nordmænd og svenskere vendte tilbage på julebesøg i deres gamle fædrelande.
Præcis sådan et juleskib beskriver Henrik Cavling (Danmarks første rigtige journalist, ham med Cavlingprisen) i sin bog “Fra Amerika” fra 1897. (Her på den juleglade blog skal Cavling have sin egen lille pris for at være idé manden bag det store juletræ på Rådhuspladsen i København, som blev sat op for første gang i 1914.) Men nu et par citater fra Cavlings kapitel om juleskibet:
Det er et broget Selskab, som nogle uger før jul samles om Thingvalla-Damperen, det såkaldte Juleskib, der er i Færd med at gå til Norden. Bitterligt koldt er det i New York. Blå-sorte haglskyer hænger over de høje huse. Sneen fyger gennem gaderne, og det blæser Kulde. Skibet, som de pelsklædte farmere stavrer hen imod, ville også være ganske tilsneet, dersom ikke røgen fra de store skorstene uophørligt væltede ud over den dryppende takkelage. Der er bevægelse for og agter. Skruen grumser op i vandet, og kommando-ordene skærer tværs igennem de rejsendes forvirrede snakken. Både indenbords og udenbords er der febrilsk travlhed med at ordne ting, som absolut skal ordnes i det sidste øjeblik, og hen over travlheden slår en duft af biksemad, timian og sul.
Karen Kjærsgaards juleskib er ganske vist ikke nogen damper, men et sejlskib. Der er ingen fotografier af det færdige skib i bladet, kun denne lille skitsetegning, så det er ekstra spændende at samle skibet og se hvordan, det kommer til at se ud.
Langsomt begynder skibet at tage form
I mellemtiden kan vi høre lidt mere om rejsen over Atlanterhavet med juleskibet i 1897. Nu er damperen Thingvalla nået ud på det åbne hav:
“December måned er måske den værste af alle vintermåneder for en Atlanterhavsrejse. Haglstorme raser over New Foundlands banker. Bølgerne brøler hult og mætter deres raseri mod skibets sider, og ingen fod tør mere betræde dækket, der ustandseligt overskylles af de skummende vandbjerge.
Og dog er der ret hyggeligt om bord på Juleskibet. En førtrøstningsfuld helligdags-stemning råder mellem passagererne, og de daglige besværligheder glemmes ved tanken om glæderne, der vinker i det fjerne. De fleste af disse rejsende har i mange og lange år længtes efter fødelandet, de aldrig kunne glemme. I onde og gode dage tænkte de på denne rejse, og disse tanker var det måske, der holdt dem oppe, når de bøjede hovedet og var ved at bukke under i den hårde kamp. Solskin og magsvejr har de sjælden haft i de forløbne år, og uvejret her på havet synes dem egenlig naturligt som endnu noget, de bør gennemgå, før de genser Danmark.”
Karen K.’s juleskib sejler ikke med hjemves-ramte emigranter, men med en munter besætning af skibsnisser med stribe sømandstrøjer og støvler med høje hæle:
En af skibsnisserne fik endda lov at pryde en af december månedsforsider i fuld figur:
Cavling fortsætter sin beretning: “Men så, når de i lange nætter har ligget og hørt på stormens tuden og maskinens stønnende lyde, når de i fem seks døgn har sejlet gennem storm og mørke, så vågner de en morgen og finder, at det er sommer. Havet ligger blikstille og dampende. Juleskibet sejler i den varme Golfstrøm.
Nu bliver dækket fejet i en fart. Der er forår i luften og lysblink i vanddråberne, som drypper fra de lange istapper. Alle rejsende strømmer op på Skansen. Ordene løsnes på de stumme læber. Man hører latter og harmonikamusik, og aftenen ender med en dans.
I dette dejlige vejr sejler juleskibet en uge. Det er, som vuggede det gennem en stille solbeskinnet dal ude mellem Atlanterhavets bølger, og om aftenen, når de hjemaddragende står og stirrer ud over de slumrende vande, er det, som hørte de juleklokken kime i den lyse luftning.”
Måske er det lige præcis også i den lune Golfstrøm, at Karen K.’s juleskib sejler. Havet ser blå-grønt og venligt ud og legesyge delfiner springer rundt om skibet.
De samme springende delfiner kan man for øvrigt se i Karen K.’s billedelotteri fra midt i 1960’erne.
Ombord på juleskibet er der lystighed og leg, og fra øverste dæk lyder harmonikamusik:
Selve skibets navn giver også associationer til varme himmelstrøg, nærmere bestemt den lille caribiske østat Saint Lucia. Og samtidigt klinger det jo lidt i danske ører af julestemning med tanken på Lucia-optog i skoler og børnehaver. Ganske smart detalje af Karen Kjærsgaard.
Juleskibet – bare Karen K.’s uro og Cavlings fortælling – er nu ved at være i havn. Han fortsætter:
“… Nordens Stjernehimmel, som de rejsende nu ikke har set i mange år, funkler ned til dem som et lysende budskab i den mørke vinternat. Så kommer rejsens sidste dage, da længslen og utålmodigheden vokser, og da alle tanker og ønsker iler forud for det trætte skib.(…)
Endelig en aften efter femten dages sørejse rygtes det på skibet, at man kan se et fyr, og hurtigt strømmer alt levende, unge og gamle, mænd og kvinder, op på skansen.(…)indtil der pludselig høres en mumlen langs med rælingen: Dér! Dér! Det er et lysglimt, ganske svagt, omtrent som gløden af en tændstik. Det forsvinder og viser sig, det bliver større, det blinker og det vinker, og en sælsom fortryllelse står der ud af disse matte lysstråler, der er hjemmets første julehilsen til de rejsende.”
Karen K.’s juleskib får også sin egen nordiske stjernehimmel og får desuden følgeskab af juleengle det sidste stykke på rejsen.
Og så er hele uroen endelig færdig:
Den er virkelig blevet fin og hyggelig med mange fine detaljer:
Arbejdet med juleskibet har måske sat sig lidt på min hjerne. Jeg synes pludseligt, at juletræet i toppen af masten på Karen K.’s juleskib ligner toppen af dette flydende sømærke, som jeg så på land ved Ærøskøbing Havn for nylig.
Og den her ganske unikke træsko-skibs-lampe, som jeg faldt over hos en marskandiser i weekenden, ligner også Karen K.’s juleskib med det røde sejl ganske godt, synes jeg:
Søfart har ikke været fremmed for Karen Kjærsgaard, og det synes jeg, man kan fornemme i juleskibets udformning. Hendes far, J. Chr. Aschengreen arbejdede for ØK, og da Karen mødte sin kommende mand, var han i lære som styrmand. På Vejle Stadsarkiv findes der billeder fra 1969, hvor drengene fra skoleskibet Georg Stage besøger Karen Kjærsgaard og hendes mand i deres hus uden for Vejle. Bl.a. viser Karen ejendommes heste frem for drengene. Desværre kan jeg ikke vise jer billederne pga. copyright rettigheder, så dem må vi tænke os til.
Men nu skal vi have juleskibet fra Amerika helt i havn. På http://www.filmcentralen.dk, som er en hjemmeside med gratis historiske film om Danmark, er der en fin lille film fra 1947 om juleskibets ankomst til København. Du kan se filmen her.
Juleskibet ankommer til København
Og Karen K.’s juleskib vugger roligt videre på bølgerne med kurs direkte mod juleaften.
P.S. Hvis du har fået lyst til at læse hele Henrik Cavlings fortælling om rejsen med juleskibet, finder du den her på litteratur-projektsiden http://www.runeberg.org sammen med resten af hans bog “Fra Amerika“.
Efter at jeg i mit seneste blogindlæg helt uventet lagde mærke til Karen K. julepynt på et af vores familiebilleder fra 1977, har jeg været hjemme hos min far og kigge en ekstra gang på de øvrige gamle lysbilleder fra julen 1977. For at se, om min mor mon havde hængt mere Karen K. julepynt på træet det år. Og minsandten. Her leger min bror og jeg forsat med biler på gulvtæppet, og i baggrunden ses et Karen K. kræmmerhus med en syngende engel:
Her ses kræmmerhuset:
Videre i kassetten med lysbilleder fandt jeg dette billede, hvor jeres blogger laver gymnastiske øvelser foran juletræet, og ser man godt efter, er der Karen K. pynt rundt omkring på træet, der hvor jeg har sat pile:
Læg mærke til, at min elskede pottestol – med rat og båthorn – og har fået plads ved træet.
Der er i hvert fald to kræmmerhuse og en hjerteformet kurv på træet. Præcis hvilken hjertekurv det er, kan være svært at se, men det kunne være denne her:
Kræmmerhusene og hjertet har siddet på en side i Familiejournalen i 1974, men jeg tror ikke, at min mor nogensinde har købt et nummer af Famliejournalen, så måske har hun købt Karen K.-arkene i fri handel i Brugsen eller Schou-Epa, eller hvor hun nu handlede i 1970’erne. Lige præcis de her kurve og kræmmerhuse kunne man nemlig også købe som løsark udgivet af forlaget JCO.
Billederne fra min barndom, hvor der pludselig dukkede Karen K. julepynt op, fik mig til at tænke på, hvor mange danske hjem Karen Kjærsgaard var med til at skabe julestemning i. Hvis man bare som et tankeeksperiment regner på, at Familiejournalen udkom i et oplag på ca. 200.000 i de år, hvor Karen K. tegnede julepynt til læserne, og hvis blot 1% procent af læserne lavede og brugte julepynten, så svarer det til, at 2000 danske hjem havde Karen K.’s julepynt hængende hvert år. Og derudover kommer julepynten, som man kunne købe i boghandlere og supermarkeder: figurerne, uroerne, julekortene, gavepapiret og julekalenderne. Man kan vist roligt sige, at Karen K. i høj grad har været med til at skabe danskernes julestemning. Jeg fik lyst til at se, om jeg kunne finde spor af Karen K. i andre danske hjem, men da jeg kun har min egne families lysbilleder til rådighed, tænkte jeg, at et godt sted at lede var i de gamle Familiejournaler, som jeg har en god stak af.
I Familiejournalens julenumre var der altid artikler, hvor journalisten tog på besøg hos kendte og ukendte danskere for at høre, hvordan netop den familie fejrede jul – ikke så overraskende blev julen fejret ret ens fra familie til familie, men det er jo netop en del af charmen ved julen! Og sørme om ikke også Karen K.’s julepynt var at finde i flere danske hjem gennem årene.
Første eksempel på Karen K.-julerier fandt jeg i blade fra 1967. Her var en af årets helt store stjerner i fokus, nemlig barnestjernen Pusle Helmuth, som var blevet danmarksberømt i de meget populære film “Min søsters børn”. De to første film kom i 1966 og 1967.
Under overskriften “Hvad pusler Pusle med” havde Familiejournalen fundet på at lave Pusles jul om til – ja et puslespil. Som man nok kan se på billedet, mangler der nogle brikker.
Brikkerne kunne børnene i løbet af de næste uger klippe ud af bladet. Og når man var færdig, var der en overskydende brik, som skulle sendes ind, hvis man ville deltage i konkurrencen om – ja et puslespil! Men mere interessant end konkurrencen er det nu, at der gemmer sig lidt Karen K.-tegninger på det færdige billede.
Selv om musene har spist lidt af mine puslespilsbrikker, kan man godt få en ide af det færdige billede:
Øverst på billedet lige over Pusle hænger der et Karen K. kræmmerhus.
Og man ser det endnu tydeligere på et andet foto i bladet:
Kræmmerhuset var et af dem, som Karen K. tegnede i folkloristisk stil til Familiejournalen i 1966 forestillende en bondepige med smal talje og brede skørter:
Nede i højre hjørne på Pusle-puslespillet ligger hunden Bjørn sammen med gavepapiret fra den dukke med vugge, som Pusle netop har pakket ud. Og gavepapiret – det er selvfølgelig kreeret af Karen K.
I julehæftet fra 1967 var Familiejournalen på besøg hos Hans Hansen. Og hvem er så det? tænker de fleste nok, men hvis du nogensinde har set en af de klassiske forsider fra Familiejournalens julenumre i 60’erne, 70’erne og 80’erne, så er de malet af Hans Hansen. Som f.eks. denne fra 1974:
I vores søgning efter spor af Karen K. i de danske hjem er det dog først og fremmest dette billede af Hans Hansens datter, Ina, som er interessant. Hun er nemlig i færd med at pakke en legetøjstraktor ind i Karen K. julepapir.
I 1970 besøgte Familiejournalen en usædvanlig husholdning, nemlig Evas pensionat i Skovlunde. Det var skrappe sager af drive pensionat, kan man forstå. Eva har været udsat for vold, tyveri, knivkast og bedrageri af sine pensionærer. Alligevel – og det er artiklens pointe – sætter Eva alt ind på at hjælpe, dem som har det svært i samfundet. Omkring 1970 var det bl.a. gæstearbejderne, som kom til Danmark i stort tal fra lande som Tyrkiet, Jugoslavien og Pakistan.
Her er pensionærer fra Grønland, Pakistan og Ægypten i gang med at klippe julepynt med Eva i midten.
Angiveligt hedder pensionærerne Susanne, Kelim, Alibaba og Mosadek…hmmm…
I kassen under sofabordet ser man nogle store dekorationsnisser af Karen K.
I 1971 havde Familiejournalen en lille notits under rubrikken Fra Thule til Gedser om fru Dehn i Vrold, som havde tapetseret sin entre med forsider fra Familiejournalen.
De fleste forsider er tegnet af Kurt Ard, men to collager af Karen K. er også kommet med.
Ideen til en ny dekorering af entréen er hermed givet videre.
I 1974 besøgte bladet Rødbygård – en institution for mentalt handicappede børn, og her var der også Karen K.-nisser på væggen:
Selv om det ser hyggeligt ud på billedet, hvor venneforeningen kommer med julegaver til børnene, er det faktisk på en ret barsk baggrund. Disse “glemte børn” lever nemlig på institution uden nogen kontakt til deres forældre. Sådan gjorde man i Danmark til langt op i 1970’erne.
Lidt mere hyggeligt var det i 1976, hvor Familiejournalen under mottoet “Al ære og respekt for det gamle julestads – lav noget nyt!” reklamerede for en juepose fyldt med klippe-klistre-juepynt i gør det selv form for børn og voksne. Juleposen var produceret af firmaet G. Moldow (eller GeMo), som Karen Kjærsgaard i 1960’erne og 70’erne tegnede bl.a. julekort for.
Jeg tror, at det meget vel kan være Karen K., der står bag den julekrybbe, der var i juleposen i 1976, og som ses på billedet her. I hvert fald ligner stalden, æslet, den væghængte krybbe og de kegleformede figurer andre julekrybber af Karen K. rigtig meget:
Hvis du kender mere til ulekrybben fra G. Moldows julepose vil jeg gerne høre fra dig.
Og apropos julekrybbe så er 3. klasse fra Holberg-skolen i København i 1976 ved at øve sig til årets krybbespil. Men kig på opslagstavlen bag ved englene, der hænger Karen K. julekort med piger i folkedragter.
Helt præcist er det disse to julekort:
Denne lille og helt uvidenskabelige undersøgelse af Karen K. julepynt i danske hjem, har vist, at Karen K.’s nisser, gavepapir m.m. har været at se i mange danske hjem. Det passer godt med, at jeg her på bloggen hører fra mange læsere, som husker Karen K. julepynt fra deres barndom. Meeeeen alligevel kan jeg ikke lade være med at tænke om, der måske er lidt snyd i billederne, som jeg viste ovenfor….
Er det ikke lidt mærkeligt, at de samme Karen K.-nisser findes både hos Eva i Skovlunde, på Rødbygård – og for øvrigt også på julemærkehjemmet i Skelskør, som jeg skrev om på mit forrige blogindlæg? Og at henholdvis Pusle og Hans Hansens datter i 1967 bruger det samme gavepapir? Hvis man tænker efter, er der måske en forklaring. Julebesøgs-artiklerne, som bliver bragt i bladene sidst i november eller i ugerne op til jul er jo formentlig blevet skrevet i oktober eller starten af november. Det er trods alt de færreste, der har pyntet op til jul på dette tidspunkt af året. Kan man forestille sig, at Familiejournalen har medbragt en kasse julepynt, og at der er blevet pynt lidt op til ære for fotografen…?
Og hvis vi vender os bort fra Karen K. et øjeblik, er det så ikke også påfaldende, at den her meget karakteristiske og meterhøje nisse ses både hos kunstneren Hans Hansen i 1967, hos cirkusartisterne Britt-Marie og Lillian i 1969 (de bor sammen med tre isbjørne, en flodhest, nubiske hænge-øre geder, et par hunde og en mus) samt hos familien Benneweis i 1969?
Jeg mistænker, at Familiejournalens fotograf har haft nissen med under armen på alle tre julebesøg, og måske er det samme tilfældet med Karen K. nisserne og gavepapiret, som jeg har fundet….
Men selv om Familiejournalen har snydt os alle sammen lidt, så er jeg sikker på, at Karen Kjærsgaard julepynt har været at se i tusindvis af danske hjem igennem mange årtier. Og det er den også her i bloggerens nye hjem i 2018.
Det er igen blevet julemåneden, og når det i morgen er den første søndag i december, betyder det, at det er tid til en årlig juletradition for min familie: nemlig at gå julemærkemarch.
Ved at gå en lille tur på 5 eller 10 km støtter man julemærkehjemmene, og så får man oven i købet en lille medalje, som forestiller et af årets julemærker. Julemærkemarchen har eksisteret siden 1977, og min familie har været med hvert år lige fra starten, hvor min mormor samlede os om den gode sag.
Til venstre ses bloggeren anno 1977, året hvor han deltog i sin første julemærkemarch – formentlig i barnevogn.Nogle af de seneste års medaljer fra julemærkemarchen.
Ideen med julemærket, som sælges for at samle penge ind til værdigt trængende børn, er dog langt ældre end 1977. Allerede i 1904 udkom det første julemærke i Danmark – ja i hele verden. Dengang samlede man penge ind til fordel for børn med tuberkulose. I dag samler man penge ind til julemærkehjemmene, hvor blandt overvægtige børn eller børn, som har det vanskeligt socialt, kan få et ophold og blive aflastet fra deres problemer.
Siden 1904 er der hvert år kommet et nyt ark med julemærker tegnet af forskellige kunstnere. I en artikel om Karen Kjærsgaard, som kunne læses i Familiejournalen nr. 51 i 1966, kaldte journalisten Jan Thrudvang (pseudonym for den excentriske Henri T. Meyer) hende for “Danmarks mest juleglade kunstner” og nævner alle de mange forskellige juleting hun står bag. Videre skriver han: “At hun ikke har tegnet noget julemærke endnu, er et rent tilfælde – det kommer vær vis på det.” Den forudseelse kom dog ikke til at holde stik. Karen K. kom – desværre – ikke til at lægge navn til et dansk julemærke.
Et Karen K. postkort – sendt med julemærke på forsiden i 1958.
En lille bitte forbindelse mellem Karen Kjærsgaard og julemærkerne er det dog lykkedes mig at finde. Se engang på dette billede fra 1972 af børn på julemærkehjemmet i Skælskør i fuld gang med at klippe julestads:
Billede fra Familiejournalen nr. 49 1972. Fotograf: Mogens Lange.
På opslagstavlen hænger der store Karen K. nisse i karton. Kan du finde de tre?
Nisserne af Karen K. Kan du læse om her. De øvrige nisserne på opslagstavlen er tegnet af bla. Iben Clante og Ely Gross.
Så nu er det bare om at få overtøjet på og trave en tur. Vi håber på sol og sne – og regner med regn.
Udsnit af gammel svensk julefrise tegnet af Karen K.
Men hov! Stop lige en halv og kig lidt nærmere på fotografiet fra 1977 som var lidt højere oppe på siden. Jeg lagde pludselig mærke til noget, jeg ikke havde set før.
Er det da ikke ét af Karen K. kræmmerhuse på fra 1974, der hænger på træet?
Selv om jeg slet ikke kan huske netop det her kræmmerhus fra mit barndomshjem, så er jeg ikke i tvivl om, at det er præcis det kræmmerhus med englen, som spiller på tværfløjte, som hænger på vores juletræ i 1977. Måske var det lige her min interesse for Karen K. startede…?
Mon julemanden også læser med her på bloggen for at komme i julestemning? I hvert fald har der i timerne omkring midnat mellem d. 23. og 24. december været sytten besøg fra Grønland på bloggen. Juullimi Pilluarit!
Sytten besøg fra Grønland
Her ses en fin gammel juletrækurv af Karen K. med Grønlandsmotiver. Billederne tilhører instagramprofilen kirstinejensendk, og er brugt med tilladelse.
Sad du også og så “Den store jule- og nytårsbagedyst” på DR1 lillejuleaften? Nåede du så også at opdage, at noget af Karen K.’s julepynt fik et lille øjebliks TV-tid i programmet?
Her roder to af deltagerne, søskendeparret Jesper og Susanne, i kassen med gammel julepynt og finder en juleuro, som de begge to husker.
Nisserne er tegnet af Karen K. og blev bragt i Familiejournalen i 1991. I alt var der otte småtykke nissebørn, som du kan se her.
I 90’erne blev Karen K.’s julepynt i Familiejournalen ikke længere trykt på bladets lidt tynde sider, men på selvstændige ark af kraftigt, blankt papir. Og så var der tryk på begge sider! Man skulle altså ikke som i 80’erne klippe både en forside og en bagside til hver nisse ud og lime dem sammen. Stort teknologisk fremskridt!
Familiejournalen forslog, at man kunne lave en uro at nisserne, uden dog at vise et inspirerende billede af det færdige resultat. Og sådan en uro har man altså lavet hjemme hos Bagedystdeltagerne, Jesper og Susanne.
Og nå ja, mesterværkskagen fra de to Karen K.-glade bagedystdeltagere var jo netop en julehilsen til… Grønland. Sådan hænger tingene nogen gange så smukt sammen.
Nu er der kun få dage til juleaften, og det er blevet tid til at tage juletræet ind i stuen og pynte det. Et fint juletræ skal også have et fint juletræstæppe, og her har Karen K. også været behjælpelig.
Dette fine juletræstæppe med applikationer lavet efter mønster af Karen Kjærsgaard fandt jeg i en genbrugsbutik i december i år. På dette blogindlæg fra sidste år kan du læse om, hvordan et par af bloggens læsere og jeg nåede frem til, at nisserne er af Karen K. ved hjælp af et besøg i Den Gamles Bys broderi butik og gamle broderi kataloger.
Her er at par fotos af et Eva Rosenstand varekatalog fra 1970’erne, hvor man ser juletræstæppet.
Og her er lidt nærbilleder af mit nye, gamle juletræstæppe. Jeg kan godt lide, at den, som har lavet tæppet, har valgt et utraditionelt karrygult kantebånd!
Og nu er tæppet lagt ud og træet pyntet, så juleaften må gerne komme snart.
Men man kunne jo også vælge et juletræstæppe af papir. Eller det kunne man i hvert fald i 1970’erne, hvor dette svenske juletræstæppe formentlig er fra.
Tæppet er lavet i kollage- og fototeknik. Oven på en sivmåtte har Karen K. lagt udklippede nisser og en rød sol, som stråler ud fra midten. De to yderste ringe på sivmåtten er malet blå og så er der blevet lagt udklippede hjerter og cirkler løst oven på for at danne en bort. Derefter er det hele blevet fotograferet og trykt som et juletræstæppe. Man kan se, at nisser, solstråler og hjerter kaster skygger ned på sivmåtten. Metoden med sådanne fotokollager blev også brugt f.eks. til julegavepapir i 60’erne og 70’erne.
Juletræstæppet er ikke signeret, men det er karakteristiske Karen K. nisser i en stil fra starten af 1970’erne, som f.eks. også ses på dette julekort.
Juletræstæppet i papir er kun 48 cm i diameter og er altså kun til et lille juletræ – måske endda et bordjuletræ.
Prøv at se dette kunstige juletræ fra Sommers Magasiners julekatalog i 1959. Her forsøger man at sælge det lille bordtræ, som “de ensommes juletræ”! Det ville man nok ikke gøre i dag. Tankevækkende.
Der er selvfølgelig – blandt andet – Karen K. julepynt på mit træ igen i år.
Til gengæld er topdekorationen blevet lidt utraditionel. Den er dog tidssvarende med Karen K.’s julepynt.
Sidste år ved juletid skrev jeg om de svenske julbonaderher på bloggen. Disse julebilleder eller juleplakater har nok aldrig været så udbredte i Danmark som de er i Sverige, men helt ukendte kan de heller ikke have været. Jeg kan huske, at der hang et par stykker i min mormor og morfars hus.
Men hvad er det gode danske ord for sådanne billeder? Familiejournalen kaldte konsekvent Karen K.’s store juletegninger for julepanoramaer. I efterår/vinter katalogerne fra Sommers Magasiner omkring 1960 kan man se omtaler af sådanne billeder. Her kaldes de julefriser. Man kan fornemme, at varehuset har følt et behov for at forklare, hvad disse billeder skal bruges til. Og det er nok fordi brugen af dem ikke har været så udbredt i Danmark som i Sverige.
Se f.eks. annoncen her fra julen 1959:
Også de følgende år solgte Sommers Magasiner julefriser til samme pris, så det må have været et stort parti, de havde købt. Måske havde de importeret dem fra Sverige.
Karen Kjærsgaard kreerede mange billeder i forskellige stil og teknik til svenske julbonader. Måske blev de også solgt i Danmark i et eller andet omfang, men alle dem, jeg har fundet, er i hvert fald trykt i Sverige.
Og hvad er så egentlig det rigtige svenske ord for disse billeder? Jeg bruger det mest udbredte: Julbonad. Men se på billedet her:
Her er to svenske julebilleder i deres originale indpakning. (Disse er lavet i tyndt plastik, så de kan sættes på vinduet, køleskabet eller andre glatte flader). Det ene kaldes en julbonad og det anden en julvepa. Har det mon noget med formatet at gøre? Sådan at forstå at julvepa måske bruges om et billede, som er på højkant, mens julbonad bruges om et billede, som ligger ned. En hurtigt google billedesøgning kunne antyde, at der er noget om snakken. Julvepa bruges også om de smalle billeder eller broderier, som man på dansk ville kaldes klokkestrenge – selv om det ord også findes på svensk (klocksträng). Som man kan se er det lidt sprogforvirring også i det svenske, hvor man også nogen gange bruger ordet julfris, og den almindelig hr. Svensson vil nok ikke kunne forklare forskellen. Kært barn har åbenbart mange navne. Men jeg vil gerne høre fra svenskkyndige læsere, som har et bud på terminologien.
Nissen, der kommer med gaver på dette billede, er ikke en gammel skægget julemand, sådan som man ellers ofte ser. Karen Kjærsgaars tegnede meget sjældent gamle nisser, i hvert fald ikke så tidligt i sin karriere som denne bonad, som jeg gætter på kan være fra 60’erne. Det er en slags kollage, hvori der indgår rigtig legetøj, som måske kan hjælpe til at datere billedet.
Zebraen er en Kai Bøjesen zebra, men det gør os ikke klogere på billedets alder, for disse zebraer er produceret siden 1935, og så gammelt er nissebilledet i hvert fald ikke. Da var Karen Kjærsgaard kun 3 år. I dag er det nok de færreste, der ville give deres børn Kai Bøjesen dyr som legetøj, når man tager priserne på dem i betragtning. Racerbilen og stabeltårnet i gavesækken kunne ligne Brio, men jeg har ikke kunnet finde nogen direkte parralleller. Jeg tænker, at legetøjet samlet set kan være fra omkring 1960 ,og at billedet kan have samme alder. Men Karen Kjærsgaard kan selvfølgelig også have lavet sit billede senere og brugt “gammeldags” legetøj i kollagen.
Her er en fin julbonad af papir, hvor nisserne spiser grød, mens musene piler omkring fødderne på dem. Bemærk, at nisserne spiser med plastikteskeer!
Den lange smalle tegning her, burde man nok kalde en julefrise. Udfra tegnestilen, tror jeg, Karen K. har lavet den i 1960’erne:
Engle danser også om juletræ:
Ligesom nisserne. Denne bonad har varenummer 7065:
Nisserne fodrer dyr i skoven. Denne bonad har varenummer 7190:
Og nu er musene også kommer i stadstøjet og er med i pardansen ved juletræet. Denne bonad har varenummer 7552:
Engang i fortiden har bonaden kostet 7,50 svenske kroner.
Mange svenske papirting fra Karen K. har fircifrede varenumre, som begynder med 70, 71, 72 osv. Jeg har tænkt på om de to første cifre, men kan betegne det årstal, hvor et produkt er udgivet, og at de to sidste cifre, så er produktnumre. I så fald er de tre bonader herover fra første halvdel af 1970’erne. Det skal der forskes mere i.
Hvis bonaden med nr. 7552 kostede 7,50 kr ved juletid i 1975 ville det svare til ca. 40 svenske kroner i dag. Det synes jeg dog umiddelbart lyder lidt dyrt, papirvarer var billig julepynt. Og derfor skal vi være endnu gladere for, at nogen har passet godt på disse gamle billeder, så de stadig findes i dag.
Juleremser, hvad er det? En remse er jo typisk sådan en lille række vrøvleord eller et rim, som man kan gå og sige for sig selv. Men det er ikke sådanne remser, jeg tænker på i dag.
Man kan selv lave sin egen jule- eller nisseremse ved at folde at stykke farvet papir på den rigtige måde, klippe en nisse i papiret, og når man så folder det ud har man en hel række af ens nisser, der måske holder hinanden i hænderne. Det kunne se sådan her ud.
Billedet er dog lidt snyd, for nisseremsen her er ikke hjemmelavet. Den er industrielt fremstillet som reklame for en odenseansk butik for en del årtier siden og har trykte ansigter på den anden side.
Jeg ved ikke præcis, hvornår sådanne juleremser havde deres storhedstid, men jeg gætter på, at det var i begyndelsen af 1900-tallet og frem til 1960’erne. Til gengæld synes jeg, det er på tide, at juleremser får en revival. Og hvorfor ikke dem, som Karen K. har tegnet?
I papirvarehandler kunne man før i tiden købe billige færdiglavede nisseremser, som var lige til at sætte op på hylden, og som måske kun overlevede en enkelt jul. Engang i 1960’erne lavede Karen K. denne remse.
Billedet tilhører en svensk samlerven og er brugt med tilladelse.
Som på de fleste andre remser af denne type har nisserne ikke nogen bagsider, men er ens på begge sider – selvfølgelig blot spejlvendt.
Omkring 1960 lavede Karen K. dog disse fine juleremser, som var lidt avancerede ved at nisser og engle havde rygge.
Jeg har undret mig lidt over, hvad det er for en gul firkant, som er på den hvide engels kjole. Det ligner næsten et stykke tape, som har sat sig fast. Er det mon noget, som er gået fejl i produktionen? Uanset er det nogle meget fine engle.
Ca. 20 år senere i 1982-1983 kunne Familiejournalens læsere lave deres egne Karen K. remser med både nisser og engle. De blev godt nok ikke omtalt som remser i bladet, men som en “klip og klæb serie” af julepynt.
Fra 1974-81 havde Karen K. tegnet julekurve og kræmmerhuse til Familiejournalens december numre, men nu var det tid til noget nyt. Nisserne fra julekurvene og englene fra kræmmerhuse sprang ned fra juletræpynten og fik nyt liv med både for- og bagside.
Det hele startede med denne lille engel i Julehæftet 1982. Ikke med en tryllestav, men med en dirigentstok, og dermed var tonen slået an for det nye gør det selv julepynt.
Jeg kan tydelig huske, at jeg samlede disse engle i min barndom, sikkert klippet ud af min mormors familiejournaler. De engle er dog for længst gået til, så nu har jeg været i gang med at lave nye.
Og pludselig huskede jeg alt for tydeligt, hvor svært det var at klippe de de små spidse englevinger pænt ud. Det er det stadig! Familiejournalens trykketeknik var ikke præcis nok til, at figurerne kunne trykkes med for og bagsiden. Så læseren måtte selv klippe først forside og så bagside ud og klistre dem sammen.
Den første engel viste sig, at være dirigent for et lille englekor, som fulgte i de kommende uger. Det blev til seks ens af de syngende engle og én dirigent. Dermed fulgte Karen K. en af julepyntens udskrevne love. Nemlig at nisser helst skal være forskellige og sjove og beskæftiget med hver sin unikke opgave – ligesom smølfer. Engle derimod må gerne være ens og anonyme og i store klynger.
I 1983 fulgte dog flere engle, som kunne sluttes til skaren, hvis man havde gemt englene fra julen 1982. Og her blev variationen lidt større med harper, trompeter og fløjter.
Nu kunne man lave et helt lille englekor og orkester.
Sammen med engleremserne fulgte nisseremser. Man kunne godt blive lidt overvældet af de lange beskrivelser af, hvordan nisserne skulle samles:
og undervejs måtte man lære sig nye ord som “klæbeflap” og “ståstykke”.
Men det gik alligvel til sidst. Også selv om nogen prøvede at sabortere alt det klip og klæb halløj:
Nisserne fra 1982 havde travlt med at arrangere julefesten med juletræ, pakker, lys og masser af mad.
Det blev en rigtig fin nisseskare til sidst
I 1983 havde Karen K. tegnet nogle andre nisser til Familiejournalen. De havde travlt med udendørs juleforberedelser, men dem må I se en anden gang.
Som reklame for julepynten inde i bladet var der en stor nissepige på forsiden af et af bladene i 1982. Her er hun så kravlenisse på et billede af Ib Andersen.
Præcis sådan et juleskib beskriver Henrik Cavling (Danmarks første rigtige journalist, ham med Cavlingprisen) i sin bog “Fra Amerika” fra 1897. (Her på den juleglade blog skal Cavling have sin egen lille pris for at være idé manden bag det store juletræ på Rådhuspladsen i København, som blev sat op for første gang i 1914.) Men nu et par citater fra Cavlings kapitel om juleskibet:
Mikaels Karen K. blog 