Sidste år ved denne tid skrev jeg om juleremser her på bloggen. Som de fleste af jer sikkert huske, lovede jeg, at jeg ville vise jer nisserremserne, der var Familiejournalens julepynt i 1983, og da jeg går ind for, at man skal forsøge at holde de løfter, som andre kan huske, at man har afgivet, skal I nu se nisserne fra 1983 her.
Denne julepynt klippede og samlede jeg for første gang for ca. 30 år siden, men da de nisser for længst er gået til, måtte jeg påny i gang med saks og lim.
Her er resultatet anno 2018:
Nisserne på remserne er sprunget direkte ned fra motiverne Karen K.’s klassiske julehjertekurve. Her er nisserne også igang med at fælde juletræ, skovle sne, hugge og slæbe brænde samt at hænge vasketøj op under en mørkeblå nattehimmel.
På remserne er nisserne næsten blevet 3D. I hvert fald har de også bagsider, som blev limet sammen med forsiderne, så remserne var pæne både forfra og bagfra.
Jeg fik den idé at tilføje en tørresnor af køkkensnor, og synes det ser ret fikst ud. Karen K. kunne også lide at blande materialer, så jeg tror, hun ville have syntes om idéen.
I skal også lige et par mere af de gamle juleremser fra 1960’erne. De blev købt i færdig og udstanset form og havde også både for og bagside uden at der skulle hverken klippes eller klistres.
Den passer rigtig fint sammen med den nisseremse, som I så sidste år. De vinker endda til hinanden.
Fra 1960’erne findes der også engleremser. Her er et par engle steget ned på jorden og taler med et rådyr i skoven:
De passer også rigtig fint sammen med engleremsen, som I så sidste år.
De fire juleremser fra 1960’erne er – for én gang skyld, fristes man til at sige, ikke produceret i Sverige. Tværtimod står der “Printed in Denmark” på dem. De er formentlig jævngamle alle sammen. De har i hvert fald varenumre 235A, 235B, 236A og 236B. Derimod ved jeg ikke, hvilket firma, der står bag produktionen. Det kan måske være Levison jr. eller Georg Moldow – begge to var firmaer, som Karen K. tegnede bl.a. julekort for.
Hvis du kender mere til disse gamle juleremser, vil jeg gerne høre fra dig.
De sidste to år har jeg her på bloggen skrevet om svenske julebilleder – eller såkaldte “julbonader”, som Karen K. har tegnet. Du kan bliver klogere på fænomenet og Karen K.’s bidrag til genren her og her.
Sidste år skrev jeg om dette billede (som ikke er magnetisk, som der står, men er trykt på tyndt plast, som klæber til glatte overflader), og jeg gættede på, at det nok var fra omkring 1960.
Årstallet var ikke helt ved siden af. Jeg har lige fundet dette billede i Familiejounalens julehæfte fra 1967.
Fotografiet er fra Karen Kjærsgaard hjem, og man kan se, at det originale nissebillede var sat på en masonitplade og hang på hendes yngste søn, Lars’ værelse. Her fungerede det som pakkekalender.
Sidenhen blev kalenderkollagen fyldt op med legetøj, affotograferet og printet på gennemsigtigt plastik, så man rundt omkring i de svenske hjem kunne hænge nissebilledet på køleskabet eller skabslåger. Sjovt at tænke på, at Lars’ julekalender kom i handelen på den måde.
Men nu lidt mere om andre julbonader, som jeg har fundet i årets løb.
Her er anden fin nissemand, som ikke er signeret, men der er ingen tvivl om, at Karen K. er kvinden bag.
Ligesom Lars’ julekalender er der tale om en kollage, hvor flere materialer er blandet. Nissen har ægte halm i træskoene og krammer et juletræ, som vist egentlig er en enebærgren. En af stjernerne på himlen bliver topstjerne på juletræet – det er en fin detalje!
Denne julbonad er lige som alle andre jeg har set fra Karen K. udgivet af det svenske kunstforlag Axel Eliasson, og denne har varenummer 7193. Jeg gætter på at det måske betyder, at den er fra 1971.
Fra samme forlag, men med et meget lavere varenummer – og sikkert også noget ældre end de foregående – er det sidste tre ting, jeg vil vise. De to første her, kan man nok ikke kalde “bonader”, men snarere friser, fordi de er lange og smalle. Det er bare så sjovt at sige “bonad” og udtale det med rigtig skånsk accent…
Denne lille frise har nummer 41, og selv om en mus eller et barn har gnavet i hjørnet af den, er den stadig charmerende.
Det er er rigigt kludeklip med en kirke i filt og englekjoler i stofrester. Der er ingen signatur på frisen, men ansigterne siger helt tydeligt Karen K.
Og selv om tenikken er en helt anden på disse signede Karen K.-julekort, som måske også er lidt yngre end julefrisen, så minder de ret meget om julefrisen by-silhuet og trompettruttende engle.
Postkortene er for øvrigt også udgivet af Axel Eliassons Konstförlag.
Den næste julefrise har nummer 51 fra Axel Elisasson og er uden signatur. Dens ophav har skabt debat her på Karen K.-forskningscentret. Er det en ægte Karen K., eller er det ikke? Forskningscenterleder er sikker på, at det er en Karen K. , mens (den nu ulønnede) forskningsassistent er af en anden mening.
Her ser du frisen. Hvad tror du?
Forskningsassistensen argumenterer med, at stråfigurer ikke er udbredte hos Karen K. Faktisk kan vi ikke finde ét eneste andet eksempel på f.eks. julebukke hos Karen K. Og Forskningslederen må modvilligt anerkende dette argument.
Og hvad er denne her stråmand egentlig for en underlig himstregims?:
Forskningscenterlederen påpeger dog, at der ikke kan være tvivl om, at Karen Kjærsgaard er ophavet til de to engle, som er på julefrisen.
Ansigterne, vingerne, de spidse ballerinasko og kjolerne af stofrester ligner i hvert fald rigtig meget englene på frise nr. 41, som vi lige har set. Men nr. 41 er jo heller ikke signeret, argumenter forskningsassistenten…. Og sådan begyndte en spændende debataften på Karen K.-forskningscentret, der endte med, at forskningslederen gav sig selv ret.
Mon ikke også kreative Karen Kjærsgaard selv har bundet julebukkene, som er på frisen? Hvad er egentlig historien bag julebukkene, som vi her i Skandinavien sætter op som julesymbol? Julebukken er en meget gammel tradition, måske endda helt tilbage fra vikingetiden. Senere blev bukken lidt dæmonisk og kunne dukke op ved juletid i form af en mand forklædt som buk med et skind over ryggen og horn i panden. Selv om julebukken kunne komme med gaver til børnene, som en slags forløber for julemanden, så ville han hellere skræmme og drille dem. I 17- og 1800-tallets “julestuer” kunne man få besøg af julebukken. “Julestuer” var den gang ret løsslupne arrangementer for voksne, hvor karle og pige under påskud af selskabslege kunne komme i nær fysisk kontakt. Der kunne julebukken stå bag grovkornede løjer. I dag er julebukken mest af halm og til ren pynt, og den er hverken særlig skræmmende eller fræk.
Og hvad så med den underlig havrestråmand?
Jeg har haft svært ved at finde ud præcis, hvad han er for én, men tror han er et levn fra gamle svenske (måske også danske) bondetraditioner. I nogle dele af Sverige lavede man en halmdukke i forbindelse med høsten, som man gemte til julen. Andre steder blev dukken lavet i juledagene af den julehalm, som man spredte ud på gulvet for at gøre stuen flot og højtidspyntet. Dukken brugte man til at tage varsler af i forbindelse med en juleleg.
Her ses sådan en gammel svensk juledukke, som ikke er helt ulig Karen K.’s stråmand.
Halmdukke fra Jämtland. Copytright Nordiska Museet.
Man satte dukken på gulvet, og en af husets beboere skulle lægge sig på ryggen med hovedet mod dukken. Så bøjede han sig sammen, slog benene op over hovedet og greb dukken med sine fødder. Så blev dukken kastet væk med fødderne, og alt afhængigt af hvordan dukken landede, tog man varsler for det nye år. Jeg tror, det er sådan en gammel halmdukke, vi ser på frisen, selv om den nok også har mistet sin oprindelige betydning og nu mest er til pynt ligesom julebukken.
Med den sidste “julbonad”, jeg vil vise jer, bliver vi både i almuestilen og i 1960’erne. (Ja ok, det er heller ikke en julbonad, men derimod en juleløber i papir til at pynte på julebordet med).
Jeg synes tydeligt, man genkender Karen Kjærsgaard almuestil fra 1960’erne, men heldigvis er løberen også signeret, så man ikke behøver bruge en aften på at diskutere dens ægthed.
Løberen er et smukt eksempel på, hvordan Karen K. sammensmelter en 1800-tals landlige kunstform med løberens (og Karen K.’s) egen nutid, nemlig tresserne farveglade flowerpower-stil.
På den måde er løberen på mere end én måde et nostalgisk ekko fra en svunden tid. Og i julen må man jo gerne være lidt nostalgisk…..
I mange årtier var et fast indslag i Familiejournalen de farvestrålende klippe-ud-og-samle-ark, som læserne kunne sætte sammen til alt muligt: tog, ridderborge, stationer, damptog, biler, julekrybber, nisselandskaber og meget mere. I starten af 1900-tallet var det ikke kun til jul, at den slags ark kunne forekomme i bladet. Efter 1940’erne ebbede traditionen dog ud. Og det var først i 1968 med en julekrybbe tegnet af Karen K., at traditionen blev taget op igen. Nu som et rent julefænomen.
Det næste mange år var det Karen K., der stod bag julens samleark i Familejournalen. I 1969 kom uroen Nissernes julestue. I 1970 et tablau med Snehvide og de syv små dværge og i 1971 et dukketeater bygget over eventyret om Den lille pige med svovlstikkerne. I 1972 var det så blevet tid til uroen Juleskibet, som jeres blogger i år har sat sig for at samle.
Klar til at gå i gang
Udstyrret fra seks klippeark fra fire gamle numre af Familiejournalen, blomsterpinde, saks, lim og snor gik jeg i gang med et større projekt, som skulle vise sig at tage en hel del timer. I følge teksten i bladet havde Familiejournalens læsere udtrykkeligt bedt om ,at det endelig ikke måtte være alt for let at samle klippearkene. Og det krav, synes jeg, at Karen K. har levet helt op til med sit juleskib!
En lille del af den meget lange vejledning
Vejledningen er adskillige sider lang, og inden man kan gå i gang med selve skibet, skal man binde en stor stjerne af pinde, som skibet skal hænges op i. Karen K. foreslår peddigrør – et ord jeg ikke har hørt i mange år! Faktisk ved jeg ikke helt, hvad det er, udover at man i 1970’erne kunne tage aftenskolekursus i fletning med peddigrør. Selv, siger Karen K., har hun dog brugt pindene fra en kinesisk dækkeserviet. Jeg valgte blomsterpinde og gik så i gang med projektet.
Heldigvis fik jeg god hjælp af en nysgerrig Cille:
Godt at jeg har været spejder engang og bygget broer, tårne og bålborde i granrafter og selvbindergarn i en grad, så der stadig sad en lille smule hukommelse om dobbelte halvstik og krydsbesnøringer fast et sted i min hjerne. Og selv om jeg nok ikke vinder mange duelighedstegn for disse besnøringer, så kom der dog en helt hæderlig stjerne ud af det til sidst.
Så er det tid at gå i gang med selve skibet, men inden vi når så vidt, er det på sin plads lige at overveje, hvad det lidt gammeldags udtryk “juleskib” egentlig dækker over. Et juleskib er vel i bund og grund betegnelsen for et hvilket som helst skib, som har mål mod en destination op til jul – om det så er et fragtskib eller et passagerskib – og uanset om destinationen er London, København eller Julerup Færgeby. Idéen med et juleskib, der bringer ens kære hjem til jul ,er jo helt ideelt til julefortællinger: Når skibet sikkert frem og inden juleaften, hvad bringer skibet med, og er den elskede ventede med på skibet, som man håbede? Tænk bare på DR’s Jul i Gammelby, hvor man i hele 24 afsnit ventede på det gode skib Haabet. Og her ser du forfatteren Kaj Brusens fortælling med titlen “Juleskibet” fra hæftet Julesne fra 1952.
Motivet kan også bruges på juleplatter som denne fra Bing & Grøndahl fra 1917:
Eller hvad med denne reklame for Brugsens appelsiner fra 1970? :
Som det ses, kan et juleskib være mange forskellige ting, men her på vores breddegrader har man dog især brugt udtrykket juleskib, om de store skibe, som sejlede fra Amerika til Skandinavien, og på hvilke udvandrede danskere, nordmænd og svenskere vendte tilbage på julebesøg i deres gamle fædrelande.
Præcis sådan et juleskib beskriver Henrik Cavling (Danmarks første rigtige journalist, ham med Cavlingprisen) i sin bog “Fra Amerika” fra 1897. (Her på den juleglade blog skal Cavling have sin egen lille pris for at være idé manden bag det store juletræ på Rådhuspladsen i København, som blev sat op for første gang i 1914.) Men nu et par citater fra Cavlings kapitel om juleskibet:
Det er et broget Selskab, som nogle uger før jul samles om Thingvalla-Damperen, det såkaldte Juleskib, der er i Færd med at gå til Norden. Bitterligt koldt er det i New York. Blå-sorte haglskyer hænger over de høje huse. Sneen fyger gennem gaderne, og det blæser Kulde. Skibet, som de pelsklædte farmere stavrer hen imod, ville også være ganske tilsneet, dersom ikke røgen fra de store skorstene uophørligt væltede ud over den dryppende takkelage. Der er bevægelse for og agter. Skruen grumser op i vandet, og kommando-ordene skærer tværs igennem de rejsendes forvirrede snakken. Både indenbords og udenbords er der febrilsk travlhed med at ordne ting, som absolut skal ordnes i det sidste øjeblik, og hen over travlheden slår en duft af biksemad, timian og sul.
Karen Kjærsgaards juleskib er ganske vist ikke nogen damper, men et sejlskib. Der er ingen fotografier af det færdige skib i bladet, kun denne lille skitsetegning, så det er ekstra spændende at samle skibet og se hvordan, det kommer til at se ud.
Langsomt begynder skibet at tage form
I mellemtiden kan vi høre lidt mere om rejsen over Atlanterhavet med juleskibet i 1897. Nu er damperen Thingvalla nået ud på det åbne hav:
“December måned er måske den værste af alle vintermåneder for en Atlanterhavsrejse. Haglstorme raser over New Foundlands banker. Bølgerne brøler hult og mætter deres raseri mod skibets sider, og ingen fod tør mere betræde dækket, der ustandseligt overskylles af de skummende vandbjerge.
Og dog er der ret hyggeligt om bord på Juleskibet. En førtrøstningsfuld helligdags-stemning råder mellem passagererne, og de daglige besværligheder glemmes ved tanken om glæderne, der vinker i det fjerne. De fleste af disse rejsende har i mange og lange år længtes efter fødelandet, de aldrig kunne glemme. I onde og gode dage tænkte de på denne rejse, og disse tanker var det måske, der holdt dem oppe, når de bøjede hovedet og var ved at bukke under i den hårde kamp. Solskin og magsvejr har de sjælden haft i de forløbne år, og uvejret her på havet synes dem egenlig naturligt som endnu noget, de bør gennemgå, før de genser Danmark.”
Karen K.’s juleskib sejler ikke med hjemves-ramte emigranter, men med en munter besætning af skibsnisser med stribe sømandstrøjer og støvler med høje hæle:
En af skibsnisserne fik endda lov at pryde en af december månedsforsider i fuld figur:
Cavling fortsætter sin beretning: “Men så, når de i lange nætter har ligget og hørt på stormens tuden og maskinens stønnende lyde, når de i fem seks døgn har sejlet gennem storm og mørke, så vågner de en morgen og finder, at det er sommer. Havet ligger blikstille og dampende. Juleskibet sejler i den varme Golfstrøm.
Nu bliver dækket fejet i en fart. Der er forår i luften og lysblink i vanddråberne, som drypper fra de lange istapper. Alle rejsende strømmer op på Skansen. Ordene løsnes på de stumme læber. Man hører latter og harmonikamusik, og aftenen ender med en dans.
I dette dejlige vejr sejler juleskibet en uge. Det er, som vuggede det gennem en stille solbeskinnet dal ude mellem Atlanterhavets bølger, og om aftenen, når de hjemaddragende står og stirrer ud over de slumrende vande, er det, som hørte de juleklokken kime i den lyse luftning.”
Måske er det lige præcis også i den lune Golfstrøm, at Karen K.’s juleskib sejler. Havet ser blå-grønt og venligt ud og legesyge delfiner springer rundt om skibet.
De samme springende delfiner kan man for øvrigt se i Karen K.’s billedelotteri fra midt i 1960’erne.
Ombord på juleskibet er der lystighed og leg, og fra øverste dæk lyder harmonikamusik:
Selve skibets navn giver også associationer til varme himmelstrøg, nærmere bestemt den lille caribiske østat Saint Lucia. Og samtidigt klinger det jo lidt i danske ører af julestemning med tanken på Lucia-optog i skoler og børnehaver. Ganske smart detalje af Karen Kjærsgaard.
Juleskibet – bare Karen K.’s uro og Cavlings fortælling – er nu ved at være i havn. Han fortsætter:
“… Nordens Stjernehimmel, som de rejsende nu ikke har set i mange år, funkler ned til dem som et lysende budskab i den mørke vinternat. Så kommer rejsens sidste dage, da længslen og utålmodigheden vokser, og da alle tanker og ønsker iler forud for det trætte skib.(…)
Endelig en aften efter femten dages sørejse rygtes det på skibet, at man kan se et fyr, og hurtigt strømmer alt levende, unge og gamle, mænd og kvinder, op på skansen.(…)indtil der pludselig høres en mumlen langs med rælingen: Dér! Dér! Det er et lysglimt, ganske svagt, omtrent som gløden af en tændstik. Det forsvinder og viser sig, det bliver større, det blinker og det vinker, og en sælsom fortryllelse står der ud af disse matte lysstråler, der er hjemmets første julehilsen til de rejsende.”
Karen K.’s juleskib får også sin egen nordiske stjernehimmel og får desuden følgeskab af juleengle det sidste stykke på rejsen.
Og så er hele uroen endelig færdig:
Den er virkelig blevet fin og hyggelig med mange fine detaljer:
Arbejdet med juleskibet har måske sat sig lidt på min hjerne. Jeg synes pludseligt, at juletræet i toppen af masten på Karen K.’s juleskib ligner toppen af dette flydende sømærke, som jeg så på land ved Ærøskøbing Havn for nylig.
Og den her ganske unikke træsko-skibs-lampe, som jeg faldt over hos en marskandiser i weekenden, ligner også Karen K.’s juleskib med det røde sejl ganske godt, synes jeg:
Søfart har ikke været fremmed for Karen Kjærsgaard, og det synes jeg, man kan fornemme i juleskibets udformning. Hendes far, J. Chr. Aschengreen arbejdede for ØK, og da Karen mødte sin kommende mand, var han i lære som styrmand. På Vejle Stadsarkiv findes der billeder fra 1969, hvor drengene fra skoleskibet Georg Stage besøger Karen Kjærsgaard og hendes mand i deres hus uden for Vejle. Bl.a. viser Karen ejendommes heste frem for drengene. Desværre kan jeg ikke vise jer billederne pga. copyright rettigheder, så dem må vi tænke os til.
Men nu skal vi have juleskibet fra Amerika helt i havn. På http://www.filmcentralen.dk, som er en hjemmeside med gratis historiske film om Danmark, er der en fin lille film fra 1947 om juleskibets ankomst til København. Du kan se filmen her.
Juleskibet ankommer til København
Og Karen K.’s juleskib vugger roligt videre på bølgerne med kurs direkte mod juleaften.
P.S. Hvis du har fået lyst til at læse hele Henrik Cavlings fortælling om rejsen med juleskibet, finder du den her på litteratur-projektsiden http://www.runeberg.org sammen med resten af hans bog “Fra Amerika“.
Efter at jeg i mit seneste blogindlæg helt uventet lagde mærke til Karen K. julepynt på et af vores familiebilleder fra 1977, har jeg været hjemme hos min far og kigge en ekstra gang på de øvrige gamle lysbilleder fra julen 1977. For at se, om min mor mon havde hængt mere Karen K. julepynt på træet det år. Og minsandten. Her leger min bror og jeg forsat med biler på gulvtæppet, og i baggrunden ses et Karen K. kræmmerhus med en syngende engel:
Her ses kræmmerhuset:
Videre i kassetten med lysbilleder fandt jeg dette billede, hvor jeres blogger laver gymnastiske øvelser foran juletræet, og ser man godt efter, er der Karen K. pynt rundt omkring på træet, der hvor jeg har sat pile:
Læg mærke til, at min elskede pottestol – med rat og båthorn – og har fået plads ved træet.
Der er i hvert fald to kræmmerhuse og en hjerteformet kurv på træet. Præcis hvilken hjertekurv det er, kan være svært at se, men det kunne være denne her:
Kræmmerhusene og hjertet har siddet på en side i Familiejournalen i 1974, men jeg tror ikke, at min mor nogensinde har købt et nummer af Famliejournalen, så måske har hun købt Karen K.-arkene i fri handel i Brugsen eller Schou-Epa, eller hvor hun nu handlede i 1970’erne. Lige præcis de her kurve og kræmmerhuse kunne man nemlig også købe som løsark udgivet af forlaget JCO.
Billederne fra min barndom, hvor der pludselig dukkede Karen K. julepynt op, fik mig til at tænke på, hvor mange danske hjem Karen Kjærsgaard var med til at skabe julestemning i. Hvis man bare som et tankeeksperiment regner på, at Familiejournalen udkom i et oplag på ca. 200.000 i de år, hvor Karen K. tegnede julepynt til læserne, og hvis blot 1% procent af læserne lavede og brugte julepynten, så svarer det til, at 2000 danske hjem havde Karen K.’s julepynt hængende hvert år. Og derudover kommer julepynten, som man kunne købe i boghandlere og supermarkeder: figurerne, uroerne, julekortene, gavepapiret og julekalenderne. Man kan vist roligt sige, at Karen K. i høj grad har været med til at skabe danskernes julestemning. Jeg fik lyst til at se, om jeg kunne finde spor af Karen K. i andre danske hjem, men da jeg kun har min egne families lysbilleder til rådighed, tænkte jeg, at et godt sted at lede var i de gamle Familiejournaler, som jeg har en god stak af.
I Familiejournalens julenumre var der altid artikler, hvor journalisten tog på besøg hos kendte og ukendte danskere for at høre, hvordan netop den familie fejrede jul – ikke så overraskende blev julen fejret ret ens fra familie til familie, men det er jo netop en del af charmen ved julen! Og sørme om ikke også Karen K.’s julepynt var at finde i flere danske hjem gennem årene.
Første eksempel på Karen K.-julerier fandt jeg i blade fra 1967. Her var en af årets helt store stjerner i fokus, nemlig barnestjernen Pusle Helmuth, som var blevet danmarksberømt i de meget populære film “Min søsters børn”. De to første film kom i 1966 og 1967.
Under overskriften “Hvad pusler Pusle med” havde Familiejournalen fundet på at lave Pusles jul om til – ja et puslespil. Som man nok kan se på billedet, mangler der nogle brikker.
Brikkerne kunne børnene i løbet af de næste uger klippe ud af bladet. Og når man var færdig, var der en overskydende brik, som skulle sendes ind, hvis man ville deltage i konkurrencen om – ja et puslespil! Men mere interessant end konkurrencen er det nu, at der gemmer sig lidt Karen K.-tegninger på det færdige billede.
Selv om musene har spist lidt af mine puslespilsbrikker, kan man godt få en ide af det færdige billede:
Øverst på billedet lige over Pusle hænger der et Karen K. kræmmerhus.
Og man ser det endnu tydeligere på et andet foto i bladet:
Kræmmerhuset var et af dem, som Karen K. tegnede i folkloristisk stil til Familiejournalen i 1966 forestillende en bondepige med smal talje og brede skørter:
Nede i højre hjørne på Pusle-puslespillet ligger hunden Bjørn sammen med gavepapiret fra den dukke med vugge, som Pusle netop har pakket ud. Og gavepapiret – det er selvfølgelig kreeret af Karen K.
I julehæftet fra 1967 var Familiejournalen på besøg hos Hans Hansen. Og hvem er så det? tænker de fleste nok, men hvis du nogensinde har set en af de klassiske forsider fra Familiejournalens julenumre i 60’erne, 70’erne og 80’erne, så er de malet af Hans Hansen. Som f.eks. denne fra 1974:
I vores søgning efter spor af Karen K. i de danske hjem er det dog først og fremmest dette billede af Hans Hansens datter, Ina, som er interessant. Hun er nemlig i færd med at pakke en legetøjstraktor ind i Karen K. julepapir.
I 1970 besøgte Familiejournalen en usædvanlig husholdning, nemlig Evas pensionat i Skovlunde. Det var skrappe sager af drive pensionat, kan man forstå. Eva har været udsat for vold, tyveri, knivkast og bedrageri af sine pensionærer. Alligevel – og det er artiklens pointe – sætter Eva alt ind på at hjælpe, dem som har det svært i samfundet. Omkring 1970 var det bl.a. gæstearbejderne, som kom til Danmark i stort tal fra lande som Tyrkiet, Jugoslavien og Pakistan.
Her er pensionærer fra Grønland, Pakistan og Ægypten i gang med at klippe julepynt med Eva i midten.
Angiveligt hedder pensionærerne Susanne, Kelim, Alibaba og Mosadek…hmmm…
I kassen under sofabordet ser man nogle store dekorationsnisser af Karen K.
I 1971 havde Familiejournalen en lille notits under rubrikken Fra Thule til Gedser om fru Dehn i Vrold, som havde tapetseret sin entre med forsider fra Familiejournalen.
De fleste forsider er tegnet af Kurt Ard, men to collager af Karen K. er også kommet med.
Ideen til en ny dekorering af entréen er hermed givet videre.
I 1974 besøgte bladet Rødbygård – en institution for mentalt handicappede børn, og her var der også Karen K.-nisser på væggen:
Selv om det ser hyggeligt ud på billedet, hvor venneforeningen kommer med julegaver til børnene, er det faktisk på en ret barsk baggrund. Disse “glemte børn” lever nemlig på institution uden nogen kontakt til deres forældre. Sådan gjorde man i Danmark til langt op i 1970’erne.
Lidt mere hyggeligt var det i 1976, hvor Familiejournalen under mottoet “Al ære og respekt for det gamle julestads – lav noget nyt!” reklamerede for en juepose fyldt med klippe-klistre-juepynt i gør det selv form for børn og voksne. Juleposen var produceret af firmaet G. Moldow (eller GeMo), som Karen Kjærsgaard i 1960’erne og 70’erne tegnede bl.a. julekort for.
Jeg tror, at det meget vel kan være Karen K., der står bag den julekrybbe, der var i juleposen i 1976, og som ses på billedet her. I hvert fald ligner stalden, æslet, den væghængte krybbe og de kegleformede figurer andre julekrybber af Karen K. rigtig meget:
Hvis du kender mere til ulekrybben fra G. Moldows julepose vil jeg gerne høre fra dig.
Og apropos julekrybbe så er 3. klasse fra Holberg-skolen i København i 1976 ved at øve sig til årets krybbespil. Men kig på opslagstavlen bag ved englene, der hænger Karen K. julekort med piger i folkedragter.
Helt præcist er det disse to julekort:
Denne lille og helt uvidenskabelige undersøgelse af Karen K. julepynt i danske hjem, har vist, at Karen K.’s nisser, gavepapir m.m. har været at se i mange danske hjem. Det passer godt med, at jeg her på bloggen hører fra mange læsere, som husker Karen K. julepynt fra deres barndom. Meeeeen alligevel kan jeg ikke lade være med at tænke om, der måske er lidt snyd i billederne, som jeg viste ovenfor….
Er det ikke lidt mærkeligt, at de samme Karen K.-nisser findes både hos Eva i Skovlunde, på Rødbygård – og for øvrigt også på julemærkehjemmet i Skelskør, som jeg skrev om på mit forrige blogindlæg? Og at henholdvis Pusle og Hans Hansens datter i 1967 bruger det samme gavepapir? Hvis man tænker efter, er der måske en forklaring. Julebesøgs-artiklerne, som bliver bragt i bladene sidst i november eller i ugerne op til jul er jo formentlig blevet skrevet i oktober eller starten af november. Det er trods alt de færreste, der har pyntet op til jul på dette tidspunkt af året. Kan man forestille sig, at Familiejournalen har medbragt en kasse julepynt, og at der er blevet pynt lidt op til ære for fotografen…?
Og hvis vi vender os bort fra Karen K. et øjeblik, er det så ikke også påfaldende, at den her meget karakteristiske og meterhøje nisse ses både hos kunstneren Hans Hansen i 1967, hos cirkusartisterne Britt-Marie og Lillian i 1969 (de bor sammen med tre isbjørne, en flodhest, nubiske hænge-øre geder, et par hunde og en mus) samt hos familien Benneweis i 1969?
Jeg mistænker, at Familiejournalens fotograf har haft nissen med under armen på alle tre julebesøg, og måske er det samme tilfældet med Karen K. nisserne og gavepapiret, som jeg har fundet….
Men selv om Familiejournalen har snydt os alle sammen lidt, så er jeg sikker på, at Karen Kjærsgaard julepynt har været at se i tusindvis af danske hjem igennem mange årtier. Og det er den også her i bloggerens nye hjem i 2018.
Det er igen blevet julemåneden, og når det i morgen er den første søndag i december, betyder det, at det er tid til en årlig juletradition for min familie: nemlig at gå julemærkemarch.
Ved at gå en lille tur på 5 eller 10 km støtter man julemærkehjemmene, og så får man oven i købet en lille medalje, som forestiller et af årets julemærker. Julemærkemarchen har eksisteret siden 1977, og min familie har været med hvert år lige fra starten, hvor min mormor samlede os om den gode sag.
Til venstre ses bloggeren anno 1977, året hvor han deltog i sin første julemærkemarch – formentlig i barnevogn.Nogle af de seneste års medaljer fra julemærkemarchen.
Ideen med julemærket, som sælges for at samle penge ind til værdigt trængende børn, er dog langt ældre end 1977. Allerede i 1904 udkom det første julemærke i Danmark – ja i hele verden. Dengang samlede man penge ind til fordel for børn med tuberkulose. I dag samler man penge ind til julemærkehjemmene, hvor blandt overvægtige børn eller børn, som har det vanskeligt socialt, kan få et ophold og blive aflastet fra deres problemer.
Siden 1904 er der hvert år kommet et nyt ark med julemærker tegnet af forskellige kunstnere. I en artikel om Karen Kjærsgaard, som kunne læses i Familiejournalen nr. 51 i 1966, kaldte journalisten Jan Thrudvang (pseudonym for den excentriske Henri T. Meyer) hende for “Danmarks mest juleglade kunstner” og nævner alle de mange forskellige juleting hun står bag. Videre skriver han: “At hun ikke har tegnet noget julemærke endnu, er et rent tilfælde – det kommer vær vis på det.” Den forudseelse kom dog ikke til at holde stik. Karen K. kom – desværre – ikke til at lægge navn til et dansk julemærke.
Et Karen K. postkort – sendt med julemærke på forsiden i 1958.
En lille bitte forbindelse mellem Karen Kjærsgaard og julemærkerne er det dog lykkedes mig at finde. Se engang på dette billede fra 1972 af børn på julemærkehjemmet i Skælskør i fuld gang med at klippe julestads:
Billede fra Familiejournalen nr. 49 1972. Fotograf: Mogens Lange.
På opslagstavlen hænger der store Karen K. nisse i karton. Kan du finde de tre?
Nisserne af Karen K. Kan du læse om her. De øvrige nisserne på opslagstavlen er tegnet af bla. Iben Clante og Ely Gross.
Så nu er det bare om at få overtøjet på og trave en tur. Vi håber på sol og sne – og regner med regn.
Udsnit af gammel svensk julefrise tegnet af Karen K.
Men hov! Stop lige en halv og kig lidt nærmere på fotografiet fra 1977 som var lidt højere oppe på siden. Jeg lagde pludselig mærke til noget, jeg ikke havde set før.
Er det da ikke ét af Karen K. kræmmerhuse på fra 1974, der hænger på træet?
Selv om jeg slet ikke kan huske netop det her kræmmerhus fra mit barndomshjem, så er jeg ikke i tvivl om, at det er præcis det kræmmerhus med englen, som spiller på tværfløjte, som hænger på vores juletræ i 1977. Måske var det lige her min interesse for Karen K. startede…?
Vi hedder Misser og Cille. Misser er mig med den flotte med striber, og Cille er mig den søde, bløde med sorte og hvide farver. Nu er det endelig blevet vores tur til at skrive her på bloggen. Indtil videre har vi kun fået lov til at være lidt med i baggrunden.
Der er sket det, at vores mennesker i sommer besluttede sig for at flytte sammen i et nyt hus – uden at spørge os! Så vi er blevet papsøskende. Det går nogenlunde, selv om det nogen gange er umådeligt irriterrende at skulle dele sit hus med en anden kat. Så gokker vi hinanden i hovedet og hvæser. Men som regel går det ok, så slikker vi hinanden i panden, og vi har fundet en fælles interesse, nemlig mad. Og heldigvis er det ikke de samme stole, vi kan lide at sove på. Og så hjælpes vi ad med at holde fremmede katte, ude af vores have.
Lige da vi var flyttet ind, stak jeg (Cille) af – og jeg fortæller ikke til nogen, hvor jeg var henne! Heller ikke til Misser. Efter et par dage. kunne jeg se, at der hang plakater med mit billede rundt omkring i lygtepælene her i vores nye kvarter. Det, synes jeg, var en passende måde at fortælle, at jeg var flyttet hertil. Efter lidt over seks dage blev jeg dog træt af livet som vildkat og vendte hjem igen – jeg var nu også blevet ret sulten!
Nå, men nok om det. Vi har hørt, at det igen er ved at være jul og det betyder, at der kommer nisser op alle vegne i huset. Og nisser skal drilles! Det er altid sjovt at give en nisse et puf, når de mindst venter det, så de vælter eller falder på gulvet. Men menneskene bliver så sure. Nisserne af plastik må ikke falde på gulvet, og nisserne af papir må man ikke lægge sig på og mase flade. Så råber menneskene op. Det er eller noget af det sjoveste ved julen – og så er det faktisk en gammel tradition, at nisser og katte driller hinanden, men det har menneskene vist glemt.
Vi ved, at der her i huset især kommer en masse nisser frem af en dame, som de kalder Karen K. Det er hende, som vores menneske skriver om her på bloggen. Mennesker er vilde med de nisserne, men vi kan meget bedre lide Karen K., fordi hun har også tegnet en masse katte, som ligner os på en prik. De to flotteste katte, vi kender! Vi tror bestemt, at Karen K. godt kunne lide katte.
Se bare her:
og her:
Vi har forresten lagt mærke til noget pudsigt. Gennem alle de mange år, hvor Karen K. tegnede skete der en udvikling med dyrene på hendes billeder. De gik fra at være lidt tegneserieagtige og nuttede til mere at mere at ligne sig selv, som de ser ud i naturen. Men os katte ændrede sig næsten ikke gennem alle årene. På den måde er vi lidt noget særligt. Se bare:
Dyr fra 1977:
Og de samme dyr fra 1994:
Nu vil vi ikke skrive mere. Vi skal rundt i huset og finde nisser. Men skal bare liiiige have en lur først.
I dag, d. 11/11 2019 er det hundrede år siden, at Første Verdenskrig sluttede. Sidenhen er det gået galt mange gange, og den fred på jord, som man håbede på, er stadig kun et from ønske.
Dette amerikanske postkort med en hvid due med olivengren er tegnet af Karen Kjærsgaard. Den hvide due er et universelt symbol på fred.
Samme fortrykte budskab har tre små julesangere fra et andet af Karen Kjærsgaards lidt yngre, amerikanske julekortsproduktion, og da julen nu igen nærmest sig med lyntogsfart, er det passende at vise disse tre budbringere med et håb for en fremtid, hvor vi kan leve i større fordragelighed på hinanden uanset hudfarve og frisure.
Påske 2018 var perfekt til solbadning, eller hvordan var det nu? Billedet herover er taget på Langfredag.
Nu er påskeferien forbi. Til gengæld er foråret begyndt! På samme dag, som jeg pakkede påskepynten væk og købte marcipanæg på udsalg, ankom dette meget lille og cylindriske brev fra Sverige.
I brevet var en lille svensk påskefrise tegnet af Karen K.
Du kan læse mit tidligere indlæg om svenske påskebilleder og deres drønspændende nummerering her. Denne her er også fra Axel Eliassons forlag ,og den har nr. 65.
Himlen var næsten lige så blå som på påskefrisen her i dag. Og jeg så årets første sommerfugl – en citronsommerfugl. Karen K. har også en sommerfugl med på sit billede – det er en stor kålsommerfugl.
Vintergækker, erantis og violer er der også blevet plads til. Og måske er lidt farveforvirret vorterod? Blomster fra hele forårsperioden.
Og det der med at påsken var til jul…. i går så jeg, at billetterne til en julekoncert, som jeg vil til i december, er kommer i forsalg. Det er sørme i god tid at tænke på julen! Forhåbentlig er der mange rare ting i vente til os alle, inden det atter bliver jul, og Karen K.-nisserne skal findes frem.
Jeg har hørt om bloggere, som kan leve af at blogge. Og som får foræret tøj, sko, boligprodukter, billetter til filmpremierer og alt muligt andet fra firmaer, som gerne vil have omtale på populære blogs. Lad det være sagt med det samme, at det (endnu) ikke er realistisk for mig, at sige mit faste job op og satse på at leve af Karen K. bloggen. Det er nu heller ikke formålet med min blog. Jeg er glad, hvis jeg kan lave en hyldest til Karen Kjærsgaards værker og sprede en lille smule naiv og vigtig glæde til andre derude.
MEN jeg har faktisk fået flere gaver af søde læsere, og den seneste, som kom lige i rette tid til påske, skal I se her. Det er et fint hjemmelavet påskebillede (en påskbonad ville svenskerne kalde det) – lavet efter Karen K.’s mønster fra familiejournalen i 1979. Lis, som var så sød, at give mig billedet, har en fin internetbutik med retroting, som du kan besøge lige her. Der er lidt Karen K. ting i butikkens juleafdeling :-).
Da jeg gik hjem efter at have hentet billedet ,smuttede jeg forbi en genbrugsbutik, fordi det regnede. Og se hvad jeg fandt der:
Sørme om det ikke var et par haner lavet efter det samme mønster, som det billede, jeg gik rundt med i tasken! Men her var nogen blevet inspireret til at lave nogle sjove figurer ud af hanerne, som var stoppet ud med vat og udstyret med hønsefødder af ståltråd med omviklet garn.
Det var rigtig knald på farverne og så var der brugt farvede fjer foruden de fjer, som var klippet i filt. Jeg er sikker på, at det ville have begejstret Karen K., som selv ofte blandede mange materialer på sine kollager fra 60’erne og 70’erne.
Det kan ikke være nogen tvivl om slægtsskabet mellem hanerne.
Hanerne så jo stolte ud, som de stod der på deres tynde gule ben. Men halefjerene var ærlig talt noget pjuskede.
Så de fik en omgang med dampstrygejernet og bagefter en pensling med sukkervand.
Og så blev de hængt til tørre.
Jeg skal nok eksperimentere lidt mere med at stive med sukker. Men det hjalp da lidt på fjerpragten:
Med både påskebilledet på væggen og de to tossede haner på reolen er mit lille hus helt klar til påske.
Påsken nærmer sig med påskeharer, påskeæg, påskekyllinger og -høns, påskeliljer og hvad der ellers hører til. Så hvorfor ikke kigge på nogle glade påskebilleder, som Karen K. har skabt. Forårsstemningen er næsten garanteret, hvis du ser nærmere på billederne i dette blogindlæg.
Den lille skat af påskeplakater, som du kan se her på siden, faldt jeg over midt i det mørke efterår hos retro og vintage butikken Frou-Frou. Der er stadig flere Karen K. plakater til salg, hvis du gerne vil købe din egen. Du finder Karen K. plakaterne her. Du kan også købe stofledninger, gammelt julepynt, legetøj og en masse andet skøre, skæve og finurlige ting i butikken.
Plakaterne er alle udgivet af det svenske firma Axel Eliassons konstförlag. Axel Eliasson var den første, der begyndte at udgive postkort i Sverige. Det skete i 1890, hvor idéen om postkort var helt ny i Skandinavien. Sidenhen begyndte forlaget også at udgive julekort, reproduktioner af malerier, bordløbere, plakater og alle mulige andre papirvarer. Karen Kjærsgaard leverede i en årrække mange motiver til Axel Eliasson – især jule- og påskemotiver.
Alle Karen K. varerne er tydeligt nummererede, og disse varenumre kan måske give en ide om den rækkefølge, billederne er udgivet i, hvis vi forudsætter at de er nummereret fortløbende. Billedet med to glade kyllinger herover har således nr. 9.
Påskepigen her har nr. 125:
og denne flotte plakat har nr. 133:
Trofaste læsere af Karen K. bloggen vil nok genkende nogle af elementerne på dette billede. Den rugende høne midt i billedet må være prototypen på de gør-det-selv filthøns, som Familiejournalens læsere fik opskriften på i 1979.
Det glæder mig at se, at Karen K. oprindeligt har udført hønen i papir i stedet for filt. Det var nemlig også dette materiale, at jeg af dovenskab forfaldt til at udføre hønsene i op til påske for et par år siden:
(For øvrigt er mine papirhøns nu forsvundet på andet år. Uden tvivl fordi jeg har lagt dem et meget smart og logisk sted, som jeg siden har glemt! Jeg har ledt og ledt, men disse høns er meget gode til gemmeleg….)
Jeg er ret vild med de små bevingede væsner, som myldrer omkring hønemor på kollage nr. 133:
Jeg kan godt lide at betegne dem påskeengle, for det er et ord, der bruges alt for lidt. Men måske er det i virkeligheden en slags alfer eller feer? Under alle omstændigheder minder de om disse her af Karen K., som jeg tidligere har skrevet om her på bloggen.
Nå, tilbage til påskebillederne fra Axel Eliassons forlag. Dette har nr. 141:
Her ser vi, at Karen Kjærsgaard mestrede mange forskellige teknikker. Jeg tror, at dette er en reproduktion af et akrylmaleri, og udtrykket er også lidt anderledes end i kollagerne.
Jeg synes, det er kommer lidt alvor og realisme ind i det ellers nuttede motiv med børnene der fodrer høns. Fjerkræenes fjerdragt er ret detaljeret udført. Man kan næsten fornemme vinden suse i træet, og pigtråden i baggrunden er også en lidt hård kontrast til de glade dyr, som er langt mere realistiske end på billederne ovenfor. Undtagen katten, som stadig ligner en kat fra en tegneserie.
Den store himmel i baggruden er faktisk bare rigtig flot og dramatisk og kræver næsten, at man giver sig selv et øjeblik til at se på den i detaljer.
Nu sker der pludselig et stort spring i Axel Eliasson forlagets nummerering. Dette ret cool billede i klare plakatfarver har nemlig nr. 7001:
Jeg gætter på, at det store spring i numrene, skal forklares med, at man hos Axel Eliasson har fundet på en ny måde at give varenumre. Jeg har en idé om, at de første to cifre kunne være det år, plakaten er udgivet i, altså 1970. I hvert fald synes jeg godt, at stilen kunne passe til år 1970.
Hvis det er forklaringen bag varenumrene, så blev der udgivet endnu (mindst) tre påskeplakater i 1970.
Denne her har nr. 7004:
Den minder en hel del om de forsider, som Karen K. lavede til Familiejournalen i årene omkring 1970. Bl.a. dette forårsbillede fra 1969:
Denne plakat har nr. 7043:
Jeg bliver i godt humør af disse lidt skøre faldskærmskyllinger, og så er det ret fint, hvordan faldskærmene spejler de æggeskaller, som kyllingerne lige har slået hul på.
Den her frise me dhøns på en tidstyppisk baggrund af hessian har nr. 7047:
Du har se nærbilleder af den på et tidligere blogindlæg, som du finder ved at klikke her.
Jeg har en del andre papirvarer af Karen K., som er udgivet af Axel Eliassons kunstforlag. Varernumrene på disse begynder med 70, 71, 72 og 75. Så hvis der er tale om årstal, er det varer fra starten af 1970’erne.
På dem alle står der “svenskt tillverkad“, altså “Made in Sweden”. Og her bliver det hele lidt pudsigt, for da jeg købte plakaterne her af Søren fra Frou-Frou, fortalte han at han havde dem fra et stort restparti fra et dansk trykkeri. Det tyder jo på, at plakaterne også har været trykt og brugt i Danmark. Hvis der er nogen af bloggens læsere, der kan huske at have haft nogen af disse påskebilleder hængende – måske på sit børneværelse i 70’erne, vil jeg meget gerne høre fra jer.
Jeg håber, du lige som jeg kom i forårshumør af disse billeder. Nu må foråret altså gerne snart komme! Hvis du vil se endnu flere påskebilleder fra Karen K., kan du klikke her. GOD PÅSKE til jer alle.
P.S. Jeg har i dette indlæg brugt betegnelserne påskeplakat og påskebillede. I Sverige ville man formentlig bruge betegnelsen påskbonader om disse billeder. (Det udtales med tryk på ‘bo‘, så det ikke lyder som karbonader!)
Præcis sådan et juleskib beskriver Henrik Cavling (Danmarks første rigtige journalist, ham med Cavlingprisen) i sin bog “Fra Amerika” fra 1897. (Her på den juleglade blog skal Cavling have sin egen lille pris for at være idé manden bag det store juletræ på Rådhuspladsen i København, som blev sat op for første gang i 1914.) Men nu et par citater fra Cavlings kapitel om juleskibet:
henne! Heller ikke til Misser. Efter et par dage. kunne jeg se, at der hang plakater med mit billede rundt omkring i lygtepælene her i vores nye kvarter. Det, synes jeg, var en passende måde at fortælle, at jeg var flyttet hertil. Efter lidt over seks dage blev jeg dog træt af livet som vildkat og vendte hjem igen – jeg var nu også blevet ret sulten!
Den fortrykte tekst i kortet er:
Mikaels Karen K. blog 