I denne sommerspecial vil jeg tage dig med ud på min søgen efter et lille hus på landet. I Karen K.’s juletegninger til Familiejournalen i 1980’erne gik et bestemt lille landhus igen flere gange. Jeg blev derfor nysgerrig på, om der mon var tale om specifikt hus og ikke bare et opdigtet. Nedenfor kan du læse, hvad jeg fandt ud om om det lille hus på landet ud fra spor i Karen Kjærsgaards egne tegninger. Så tag med på en tur, som fører os til Jyllands højdepunkt.

I 1983 forestillede Karen K.’s julepanorama i Familiejournalen et lille stråtækt bondehus omgivet af nisser som leger, synger, spiller og danser. Lige nu vil jeg se bort fra nisserne og koncentrere mig om huset. I bladet kan man læse, at motivet faktisk er Karen Kjærsgaards “eget lille hus på landet.” Jeg blev nysgerrig på, hvor huset ligger – og om det overhovedet findes i dag.
Allerede i 1980 havde Karen K. brugt det samme hus som motiv til et par små vignettegninger i Familiejournalens julehæfte. Her ser man huset fra begge sider. Huset er karakteristisk ved én skorsten og et lidt asymtetrisk tag. Det store træ foran huset og de tre træer på bakken bagved går igen på begge billeder. Det kunne tyde på, at Karen Kjærsgaard tegner de træer, som faktisk står omkring huset.
To vignettegninger af Karen K.’s hus fra Familiejournalen nr. 48 1980. Karen K er selv med på begge billederne.
Også det store poppeltræ bag huset, som ses på billedet ovenfor, har Karen K. gengivet på en anden af sine tegninger. Nemlig julepanoramaet fra 1982, som ses her nedenfor.

I bladet fra 1982 skriver Karen K. selv om sit “lille hvide hus langt ude på landet”, og det fremgår, at huset ligger i skovkanten og har en allé. Men der er ingen tegninger af huset i denne omgang.
I 1987 optræder Karen K.’s hus igen på Familiejournalens julepanorama. Men nu er der “zoomet ud”, og man ser huset i et bakket marklandskab med læhegn og skov og en gård og en kirke i baggrunden.

Hvad ved vi nu?
Med lidt forsigtighed kan vi nu sige følgende om Karen K.’s hus:
- Hun har formentlig boet der i perioden (mindst) 1980-1987.
- Det er et hvidt, stråtækt hus med én skorsten og asymetrisk tag
- Det ligger på landet, tæt på skoven og har en allé
Det er ikke så mange spor at gå efter, men måske er det muligt at finde nærmere ud af, hvor huset ca. lå.
Flere spor og hints i sagen:
På Per Sørensens hjemmeside om postkortkunstere findes en tekst, som Karen K. selv har skrevet og sit liv og sin kunst. Her kan man bl.a. læse:
“… siden 1961 har jeg boet langt ude på landet i Danmark – først i en smuk dal i Jylland – derefter på en bakketop, hvor Jylland er højest og siden på det flade, frugtbare Sjælland….”
Her hører vi, at Karen Kjærsgaard har boet flere forskellige steder. Fra gamle interviews, som tidligere er omtalt her på bloggen, har jeg fundet ud af, at hun i 1966 og 1970 boede ved Kærbølling i Vejle Ådal. Det må være dette sted, hun selv omtaler som “en snuk dal i Jylland.” Det hus, som jeg nu forsøger at lokalisere, skal formentlig med Karen Kjærsgaards egne ord findes “på en bakketop, hvor Jylland er højest”.
Hvor er Jylland så højest?
Det højestliggende område i Jylland er Søhøjlandet. Området er ikke klart geografisk
afgrænset, men især området mellem Silkeborg og Skanderborg med de mange bakker og søer har lagt navn til området. Her findes bl.a. Himmelbjerget og Silkeborgsøerne, som de fleste sikkert kender.
På kortet her til højre er den omtrentlige udstrækning af Søhøjlandet markeret med en blå oval. Hvis Karen Kjærsgaard har boet, der hvor Jylland er højest, må det være i dette område.
Konkurrencen om at være Jyllands (og dermed Danmarks) højeste punkt står mellem tre lokaliteter i dette område: nemlig Ejer Baunehøj, Yding Skovhøj og Møllehøj. Det er kun ca. 50 cm forskel mellem den højeste og den laveste af disse bakketoppe. Først i 2005 viste nye målinger, at Møllehøj med 170,86 m er Danmarks højete punkt. Dermed blev Yding Skovhøj med sine 170,77 m, som man tidligere troede var Danmarks højeste punkt, henvist til andenpladsen. Ejer Baunehøj er nummer tre med 170,35 m.
Da Karen Kjærsgaard boede “hvor Jylland er højest” i 1980’erne er det måske Yding Skovhøj eller Ejer Baunehøj, der henvises til – selv følgelig ikke sådan forstået, at hun har boet præcis på toppen af en af dem. På Ejer Baunehøj står som bekendt et udsigttårn! Vi må derfor ses på andre spor, hvis placeringen af det lille hvide hus skal indsnævres yderligere.
Kirker og gårde
Måske – og kun måske – kan det findes flere spor til stedets lokalisering i Karen K.’s egne tegninger. Vi har allerede set, at fleste af træerne omkring huset går igen på mange tegninger, hvilket måske skyldes, at der er tale om faktiske træer. Jeg tror ikke, der er tale om en en-til-en gengivelse af omgivelserne omkring huset, men om nogle markante træer i landskabet, som kommer med på tegningen. Måske gælder det samme for de bygningerne, man kan se på julepanoramaet fra 1987. Her ses en kirke og en gård, som måske også er faktiske bygninger i nærheden af Karen K.’s hus. Jeg forsøgte derfor i første omgang et finde en kirke i Søhøjlandet, som ligner kirken på tegningen.

Kun én eneste kirke og området mellem Hammel, Silkeborg og Skanderborg synes faktisk at kunne være kirken på billedet. Det vil sige: kun én kirke har tårn mod vest, kor og skib som alle er kalkede hvide og har sadeltag af rødt tegl. Det er kirken i Tåning:

Selv om Tåning Kirke ikke ligner tegningen i alle detajler – bl.a. åbningerne i tårnet – er den stadig det bedste bud på en en kirke i Søhøjlandet, hvis kirken på tegning er en rigtig eksisterende kirke.
Da tårnet vender mod vest, kan man se, at kirken på tegningen er set fra syd. Hvis man kører til Tåning fra syd kommer man forbi en gård, som på besnærende vis ligner gården fra Karen K. panoarama. Og lidt længere oppe af vejen kan man lige præcis se Tåning Kirkes tårn over træerne. Om vinteren er der formentlig et friere udsyn til kirken.


Tåning Kirke ligger blot 3-4 km fra Jyllands tre højeste punkter. Det kunne tyde på, at det virkelig er i dette område Karen K. har boet. Hvis perspektivet med kirken er rigtig, skal hendes hus måske søges syd for Tåning.

På vej til en familiefest i Skanderborg i sidste uge tog vi en tur igennem området for at se stedet med egne øjne. Der er tale om at meget smukt bakket landskab, og man føler sig vitterligt langt ude på landet, som Karen Kjærsgaard skriver.
På vejen op til Tåning kom vi forbi den gård, som måske er identisk med gården på Karen K.’s tegning. Gården har dog fået nyt tag, siden googles fotovogn kørte forbi for nogen år siden, så ligheden er ikke så slående mere.
Til venstre et foto fra google streetview taget for nogle år siden, til højre bloggerens eget foto fra 25. juni 2016.

Ved Tåning Kirke havde vi en god snak med nogle af de lokale, som arbejdede på kirkegården. De var meget hjælpsomme, men desværre kunne ingen af dem genkende Karen Kjærsgaards hus eller huske, at nogen med det navn skulle have boet i sognet.
Konklusion
Så hvem ved, måske – måske ikke – er vi tæt på at have lokaliseret Karen K.’s hus. Men fortsættelse følger, hvis jeg finder ud af noget…
P.S. Kirken og gården fra 1987 brugte Karen K. igen nogle år senere på en kalender (1995) og et julepanorama (1996). På det tidspunkt var hun dog flyttet til Sjælland.

P.P.S. Det lykkedes mig at finde huset, du kan læse om det her.
Thank you Kristen, so nice to hear from you. I hope you can understand the Danish. Mikael
LikeLike