I dag, d. 13 . december er det Luciadag. Traditionen med at fejre Lucia er først og fremmest stor i Sverige, men den har også en vis udbredelse i Danmark. I Danmark er det dog ikke nogen ur-gammel tradition, som man måske kunne få indtryk af.
Desværre har nogen dekoreret Karen K.’s luciabrud fra 1969 med lidt kuglepen.
Da Karen K. i 1969 lavede en forside til Familijournalen med billede af en Luciabrud, kunne man læse følgende rubrik inde i bladet:
Man kan læse, at traditionen med Luciaoptog fortsat opfattes som ny i Danmark. Det første Luciaoptog i Danmark fandt sted i 1944. Sekretæren i Foreningen Norden, Franz Wend havde importeret idéen fra Sverige som et tiltag til at bringe lys i en mørk tid, nemlig den tyske besættelse af Danmark. Siden bredte traditionen sig i Danmark, men mest på skoler og i institutioner, ikke så meget i hjemmene, som det oprindeligt var traditionen i Sverige.
Også i gammel tid i Sverige markerede Luciadagen, at julen var nær.Luciadagen blev opfattet som optakt til julen, men i rigtig gammel tid var traditionen omkring natten før Luciadag – den blev Lussenatten – ikke så hyggeligt. Indtil år 1700 havde man i Danmark og Norge den julianske kalender, og i følge den var d. 13. december årets korteste dag. I den lange decembernat var der troldtøj på spil, og dyrene kunne tale, og det kvindelige væsen “Lusse” blev opfattet som en del af dette onde pak. Man beskyttede sig mod de onde kræfter med lys og bønner. F.eks. som denne norske tekst (i fordansket form): “Lussenatten lange, ikke være bange. Gud beskytte gård og grund, fisk i vand og fugl i lund. Ko og hest og får og ged blive karske, trind og fed. Hellige moder, gode Krist, fri fra Djævels død og list. Ikke være bange, Lussenatten lange.” (Fra Reidun Horvei: Folkesongar i Hordaland, 1998). Efter indførelsen af den gregorianske kalender i 1700 fik man justeret op på tingene ved i år 1700 simpelthen at springe dagene mellem d. 18. februar og d. 1. marts over. Derved kom årets korteste dag til at være omkring d. 21. december, som vi kender det i dag.
Først et stykke oppe i 1700-tallet begynder den Luciatradition, som vi kender bedre i dag, at vinde frem i Sverige. Skikken breder sig vist nok fra Värmland. I 1764 besøgte en provst ved navn Nyman Västergötland og stiftede her bekendtskab med en for ham ukendt tradition: “Ret som jeg lå i min bedste søvn, hørtes en vokalmusik uden for min dør, som vækkede mig. Straks derefter trådte et hvidklædt fruentimmer ind på mit værelse. Hun havde et bælte om livet og ligesom en vinge på hver skulder og bar store tændte lys i hver sin store sølvlysestage, de blev sat på bordet, og straks der efter kom der en med et lille dækket bord med alt slags spiseligt og drikkevarer, som blev stillet ved siden af min senge….det kaldes “Lussebete”. (Svenska kulturbilder Ny följd, häfte 5, 1936)
Postkort udgivet i Finland. Formentlig fra 1960’erne.
Den første omtale af en Luciabrud med lys i håret kendes i Sverige i 1820. Og her er det faktisk en mandlig Lucia, som kommer ind med hvid kjortel, lys i håret og en bowle med glögg! Det burde egentlig have været en tjenestepige, for hun skulle symbolisere Sankta Lucia, men da hun ikke kunne bære den tunge bowle, sendte man i stedet gårdskarlen! Efter denne tiden breder skikken sig i hele Sverige.
Samme motiv som ovenfor, men et lidt længere Luciaoptog. Dette kæmpepostkort tilhører Per Sørensen. Besøg hans hjemmeside her: www.piaper.dk
Karen K. tegnede også senere en Luciabrud. Efter nogle magre år uden Karen K. julepynt i Familiejournalen i 1985-1987, vendte hendes pynt tilbage i 1988. I 1990 tegnede hun bl.a disse ark med engle, som var trykt på begge sider, så de kunne klippes ud og hænges op.
Englene blev anført af en Luciabrud med lyskrans i håret. Jeg har moret mig lidt med at lave et lille visuelt Luciaoptog ud fra Karen K.’s originale tegninger. For et bringe det lidt ned på jorden, har jeg udeladt englevingerne og glorierne. Luciaoptog er jo som regel helt almindelig jordiske piger i hvide kjoler og ikke engle. Jeg synes selv, at resultatet er blevet ret fint.
Photoshoppet Luciaoptag baseret på Karen K.’s engle fra 1990.
Det er sjovt at blive ved med at opdage nye ting med Karen K. design på. Noget af det seneste, jeg selv har opdaget, er nogle ret spøjse plastikgenstande: juletræskugler, en lyskæde, juleklokker og så nogle fyrfadsstager (som dog er af glas).
Plastjulekugler med Karen K. nisser. Billedet har jeg lånt – med tilladelse af Johanna – som instagrammer om bl.a. retro under navnetretroofsweden.På juletræet. Billedet har jeg lånt – med tilladelse – af Johanna retroofsweden.
Jeg tror, de her genstande stammer fra starten af 80’erne, men jeg ved det ikke med sikkerhed, måske er de fra 70’erne. De er allesammen dekoreret med samme klistermærker med tre Karen K. nisser. Julekuglerne og klokkerne er til at hænge på juletræet. De er blevet solgt sammen med lignende klokker og kugler, som er dekoreret med andre kunstneres nisser. Nogle af dem er vist tegnet af svenske Lars Carlsson, tror jeg.
Kugler og klokker med Karen K. nisser blev solgt i ækser med andre, som var dekoreret af med andre tegneres nisser. Billedet har jeg lånt fra nettet. Er det dit, så giv mig besked.
Ærlig talt er hverken materiale eller finish på den her julepynt særlig imponerende. Men de er faktisk så frygtelige, at de bliverer lidt fantastiske.
Ikke mindst fantastisk er den lysekæde, der som lamper har juletræskuglerne af plast. Jeg har fundet lyskæden i en svensk udgave, og jeg ved ikke, om den også blev solgt i Danmark. Ud af kædens ti lyskugler er to tegnet af Karen K. Jeg må indrømme, at tegningerne på de andre otte kugler ikke siger mig så meget. Men Karen K.’s nisser kan næsten få mig til at glemme, hvor sjusket klistermærkerne er sat på.
Og når der kommer lys i, er det faktisk helt hyggeligt.
Det kan godt være lidt svært at have en kat til at hjælpe med at pynte op til jul.
“Hov, hvad er det du hænger op, menneske?”“Skal jeg ikke heller hjælpe dig med at pille den ned igen?”
Selv æsken, som lyskæden har ligget i, synes jeg er fantastisk. Designet på emballagen minder mig om min barndom.
Læg mærke til, hvordan der uden på æsken er tegninger af præcis de kugler, som er inde i æsken. Der er altså små tegninger af Karen K.’s nisser på emballagen.
Jeg er også ret vild, men de små piktogrammer på siden af æsken, der viser, hvordan lyskæden kan anvendes. Hvis man ser godt efter, er der igen Karen K. nisser på nogle af kuglerne.
Til sidst en lille fyrfadsstage med samme dekor som alle de ovnenævnte ting, men materiale skifter fra plast til glas.
Hvis du kender til andet mærkværdigt, sjældent eller rædsomt Karen K. julepynt, vil jeg meget gerne høre fra dig.
I går handlede blogindlægget om svenske julbonader, som Karen K. tegnede mange af. Så vidt jeg ved, blev disse julbonader – eller julefriser, som man måske kunne kalde dem – ikke solgt i Danmark, hvor der ikke er speciel tradition for at hænge sådan nogle julebilleder op.
Til gengæld skabte Karen K. en tradition, som mange måske kan huske fra deres barndom i 70’erne og 80’erne. Hun leverede næsten hvert år et såkaldt julepanorama til Familiejournalen, som kunne foldes ud og hænges op på væggen. Det er sandsynligt, at hun kan være inspireret til disse panoramaer efter at have tegnet julbonader til det svenske marked.
Men hvor nogle af Karen K.’s svenske julebonader udelukkende var parader af nisser på række, så var hendes danske julepanoramaer helstøbte billeder med et mylder af liv og detaljer ofte i et vinterligt landskab. Hovedparten af panoramaerne er befolket med nisser, men nogle enkelte har også rent religiøse motiver. Her lægger Karen K. sig tæt op af de rigtigt gamle svenske bonaders motivverden.
Karen K. tilføjer dog også et nyt element til julepanoramaerne, som er gør dem til noget ekstra særligt. For samtidig med, at hver panorama er et sammenhængende motiv, kan man også klippe arket ud til tolv julekort (fra 1988-1996 var det seks julekort), som hver især har sit eget harmoniske motiv. Det er en ret firnulig måde at komponere et billede på! Jeg synes, at man ofte lægger mærke til helt andre detaljer, når man ser på ét af de små julekort, end når man ser på det samlede panorama.
Julepanoramaet fra 1976 klippet ud i små julekort.
Her nedenfor vil jeg gerne give et samlet overblik over Karen K.’s julepanoramaer år for år. Jeg håber, I vil nyde at se på de sjove og hyggelige billeder, og måske kan I huske nogen af dem fra tidligere tiders jul. Jeg har skrevet målene under hvert billede, for at vise, hvordan panoramerne krymbede lidt i størrelse, efterhånden som Familiejournalens format blev mindre gennem årene.
Det allerførste julepanorama fra Familiejournalen 1976. 31 x 65 cm.Julepanorama 1977. 31 x 64 cm.Julepanorama 1978. 31 x 63 cm.Julepanorama 1979. 31 x 65 cm.Julepanorama 1980. 31 x 65 cm.Julepanorama 1981. 31 x 63 cm.
Julepanoramaet fra 1981 forestiller “Flugten til Ægypten” og har fået sit helt eget indlæg her på bloggen. Klik her for at læse det.
Julepanorama 1982. 29 x 57 cm.
Julepanoramaet fra 1982 forstiller nisserne, som bor i poppeltræet bag Karen K.’s hus. Hendes fortælling om nisserne i træet kan du læse om på et af mine tidligere blogindlæg ved at klikke her.
Julepanorama 1983. 29 x 57 cm.
Julepanoramaet fra 1983 forestiller Karen K.’s eget hus på landet. Du kan læse om hvordan jeg ledte efter huset ved at klikke her, og om hvordan jeg til sidst fandt det ved at klikke her. Hvis man ser godt efter på julepanoramaet, kan man se to små børn, som kigger ud af vinduet. Der er nabobørnene Lars og Frederik, som er på besøg. Karen K. skriver om dem i Historien om den lille fugl, som du kan læse her.
I 1984 og 85 var der trist nok ikke noget julepanorama af Karen K. i Familiejournalen. Disse år var der i stedet et ark med 12 individuelle postkort med henholdsvis fugle og nisser.
Julepanorama 1986. 28 x 57 cm.
Julepanoramaet fra 1986 har jeg skrevet et blogindlæg om, som du kan læse ved at klikke her.
Julepanorama 1987. 28 x 57 cm.
Julepanoramaet fra 1987 er det første uden den karakteristiske “Karen K.” signatur nederst i højre hjørne. Kirken, bondegården og det lille stråtrækte hus på panoramaet findes i virkeligheden. Du kan læse om dem ved at klikke her.
Julepanorama 1988. 28 x 57 cm.
Julepanoramaet fra 1988 viser julemanden, der ankommer til Den Gamle By i Aarhus . Du kan læse om det ved at klikke her.
I 1989 var der ikke noget julepanorama i Familiejournalen. I stedet var der et ark med mønstrede kræmmerhuse.
Julepanorama 1990. 28 x 57 cm. Julepanorama 1991. 57 x 28 cm.
Husene på julepanoramaet fra 1991 findes i virkeligheden. Du kan læse om dem ved at klikke her.
Julepanorama 1992. 28 x 57 cm. Julepanorama 1993. 28 x 57 cm.
Huset på julepanoramaet findes i virkeligheden. Her boede Karen K.’s ene søn med sin familie. Blandt datteren Maia, som i dag selv er blever kunstner lige som sin farmor. Du kan læse et interview med Karen K’s barnebarn her.
Julepanorama 1994. 28 x 57 cm.
Karen Kjærsgaard har selv boet i huset, som er på julepanoramaet fra 1994. Det kan du læse om ved at klikke her.
Julepanorama 1995. 28 x 57 cm. Julepanorama 1996. 28 x 57 cm.
Hvis man kigger grundigt på julepanoramaet fra 1996 kan man se, at huset og kirken og gården i baggrunden er de samme som på julepanoramaerne i 1987 og 1993. Det er Karen Kjærgaards egen lille hyggelige referance til sine tidligere billeder.
Julepanorama 1997. 28 x 57 cm. Der er ikke fortrykt julekort på bagsiden af dette panorama. Julepanorama 1998. 28 x 57 cm. Der er ikke fortrykt julekort på bagsiden af dette panorama.
I gården på julepanoramaet levede Karen Kjærsgaard den sidste del af sit liv, her boede hun sammen med sin søn, svigerdatter og børnebørn. Og her fortsatte hun sin virksomhed som kunster og illustrator.
Julepanoramaet fra 1998 blev det sidste, som Karen Kjærsgaard tegnede til Familiejournalen. Hun fortsatte dog med at levere andet julepynt til bladet til og med 2001. Jeg håber, du har nydt oversigten over julepanoramaerne. Måske vil du begynde din egen samling.
I dag skal det være lidt svensk bag julekalenderens låge. I 1960’erne og 70’erne tegnede Karen K. en stor mængde juleillustrationer til det svenske marked. Det er tvivlsomt, om de samme billeder også var til salg i Danmark, i hvert fald har jeg endnu til gode at se dem herhjemme, mens de i Sverige er forholdsvist udbredte. De er del af en svensk juletradition, som ikke er velkendt i Danmark. Nemlig at hænge julebilleder/juleplakater/julefriser af papir og med hyggelige billeder, der passer til julen, op. Fænomenet har ikke rigtigt et navn på dansk. På svensk er der forskellige ord, men julbonad synes at være det mest udbredte. Her skal jeg fortælle lidt om, hvad julbonader eller blot bonader er for noget og vise nogen af Karen K.’s.
En Karen K. julbonad i original indpakning. Formentlig fra slutningen af 1960’erne.
Kort fortalt er en “bonad” et billede til at hænge op på væggen til udsmykning. I rigtig gamle dage var det oftest billeder malet på stof, senere er de blevet udført på papir. Skikken var ikke kendt i alle dele af Sverige, og derfor kan vi udenforstående danskere kaste et undrende blik på fænomenet sammen med Selma Lagerlöfs hovedperson Nils Holgersson, som tidligere er omtalt her på bloggen. Nils Holgersson var en dreng fra det allersydligste Skåne, som blev tryllet lille og fløj med vildgæssene på deres rejse gennem Sverige i året 1898. I det sydlige Skåne, hvor Nils kom fra, kendte man ikke skikken med at hænge bonader op, så da han på sin rejse overnatter i et forladt hus i Sunnerbo Herred i Småland, måber han ved det, han ser:
“Der var sengetøj på sengen, og på væggen sad der stadig nogle lange stofbaner på hvilke tre mænd til hest, Kaspar, Melchior og Balthasar, var malet. De samme heste og de samme ryttere var afbildet mangfoldige gange. De red hele huset rundt og fortsatte deres færd helt op til tagspærrene.” (Nils Holgerssons forunderlige rejse gennem Sverige, oversat af Anne Marie Bjerg)
Traditionen med disse malede stofstykker var i Sverige i gamle dage specielt kendt i skovbygderne i det sydlige Halland og Småland. Billederne, der blev fremstillet af folkelige kunstnere eller bønder, og ikke af “rigtige” kunstnere blev især hængt op til jul, og de bar næsten altid bibelske motiver.
Herunder ses nogle eksempler på gamle “bonader”, som jeg så på Kulturen (det kulturhistoriske museum i Lund) i sommer.
Her er en beskrivelse fra 1888 af, hvordan man i 1860’erne fejrede jul i det sydlige Halland, bl.a. ved at hænge bonader op.
“En almen sædvane var det, at man juleaften pyntede stuerne på allehånde måder, så de fik et usædvanligt og højtideligt udseende. Nogle steder, hvor de gamle sæder og den landlige enfoldighed i sin bedste form blev bibeholdt længe, havde man stadig for vane at man juleaften helt og aldeles beklædte væggene med såkaldte “bonader”, som var malede på stof eller groft papir og sat op med små stifter. Disse bonader blev vanligvis taget ned på tyvende juledag (dvs. 13. januar også kaldtes Skt. Knuds dag), og ved denne lejlighed kunne man med egne øjne se, hvordan “Knud bærer julen ud”.
Har du nogensinde undret dig over, at der hænger en svensk julbonad på væggen i burgerbaren i New York i 80’er-filmen “Comin’ to America” med Eddie Murphy?
På de omtalte billeder var næsten udelukkende fremstillet scener fra bibelhistorien, og hver af disse scener blev yderligere forklaret med påskrevne bogstaver. Bonaderne kom fra Vrå i Småland eller var malede af stedets bønder…. og alle genstande på billederne blev gengivet efter bøndernes opfattelse og selvlærde indsigt i kunsten. Farverne var vanligvis meget prangende, og blev valgt med den højeste grad af uindskrænket frihed, så man kunne se grønne heste, røde får og mennesker med lyseblåt hår osv…… Utallige scener udspillede sig for beskuerens øjne langs væggerne, på bjælker og hylder, og i fald man ikke kunne forstå billeder – når bogstaverne var blevet utydelige – kunne man hurtigt finde én blandt husets folk, som kunne tyde billederne. Af det her beskrevne kan man nok let forstå, at disse malerier ikke kunne stå mål for en kunstkritik, men hvilket indvirkning de havde på de fromme barnesind, på uskyldens og enfoldighedens tro, det kan man vanskeligt beskrive, for det kan blot føles.” (Magnus Ysenius 1888, i: “Bonadsmålninger”, 1987. Min oversættelse).
Et lidt nyere billede af Rune Lindström (1916-1973) inspireret af de traditionelle bonader. Bibelsk motiv i svenske klæder og med forklarende tekst. Her er det ærkeenglen Gabriel, der fortæller Maria, at hun skal være mor til Jesus.
Med tiden gik disse religiøse bonader af mode og blev reddet af folkemindesamlere og er i dag museumsgenstande. Skikken med at hænge billeder op ved juletid holdt sig imidlertid eller blev genoplivet og bredte sig i landet. I 1900-tallet var det dog især billeder på papir og efterhånden blev sådanne papirbilleder produceret i mangfoldige udgaver, som blev hængt op på børneværelser og i dagligstuer rundt om i Sverige – ikke minst i 1950’erne-1970’erne. Billederne var dog ikke længere religiøse. Bibelscenerne var blevet udskiftet med vinterlandskabet og nissescener. Det var til denne moderne bonadstradition af Karen K. leverede tegninger til svenskerne.
Herunder viser jeg billeder af nogle forskellige julbonader, som er signerede af Karen K. Hvor mange hun har lavet, har jeg ikke tal på. Der er adskillige. Bonaderne kan være lidt svære at fotografere, fordi de ruller sig sammen, eller er så lange at de slet ikke kan være med på ét foto, hvis man skal se de mange fine detaljer. Derfor får I også lidt detaljebilleder.
Denne julebonad med nisser, der leger omkring en sovende dreng er formentlig fra 1960’erne.
Den næste julebonad er også fra 1960’erne. Temaet med nisser og fugle omgivet af havreaks anvendte Karen K. også på julekort og papirbordløbere fra samme periode.
Her ses nogle julekort samt en papirbordløber i samme serie.
Billedet har jeg lånt fra nettet. Er det dit, hører jeg gerne fra dig.
Nogle af de lange smalle julebilleder burde man måske kalde “julefriser” (på svensk julfris) i stedet for julbonader, men terminologien er ikke særlig entydig.
Julebillede i sin originale indpakning. Her kaldes det en julefrise.
De næste to julebonader er ikke af papir, men er trykt på tynd plastfilm. Den er beregnet til at sætte på vinduet, køleskabet eller lignende.
Er der andre der kan huske, hvordan man før i tiden klippede julemotiver ud af supermarkedets plasticposer og klæbede op på køleskabet med lidt vand? Karen K.’s plastfilmsbonader, mindede mig om den juletradition.
Den næste bonad har jeg fået som gave fra en af bloggens læsere, og jeg er meget glad for den.
En aflang julbonad med engle findes også
Her er et par stykker af den smalle og lange julbonader (friser), som det var oplagt at hænge på væggen helt oppe under loftet i stuen. Bonaden med de dansende nisser er fra 1970’erne. Begge er trykt i Sverige. Vinterlandskabet ser også mere svensk ud end dansk.
En lille julbonad er kommet op at hænge i min entre. Jeg beklager det mørke billede.
Her er et par billeder af en julbonad, som tilhører Nina, en af bloggens læsere. Billeder er anvendt med tilladelse.
Man kan slet ikke få nok af at kigge på de her billeder, så i får lige at par stykker mere, som jeg har fundet rundt omkring på nettet.
Billedet har jeg lånt fra nettet. Er det dit, hører jeg gerne fra dig.Billedet har jeg fundet på nettet. Er det dit, hører jeg gerne fra dig.
Julen varer lige til påske. Karen K.’s tegnede også bonader til påske, klik her for at læse mere.
Bag kalenderlågen i morgen kan du læse om, hvordan Karen K. (måske) blev inspireret af de svenske bonader og bragte traditionen til Danmark.
(Hvis du læser denne tekst i dit mailprogram, så klik på titlen øverst. Så bliver du ledt hen til min blog, hvor der hele ser lidt flottere ud og er lettere at læse).
Nu er vi kommet godt i gang med december, og også hos nisserne i træet ved Karen K.’s hus er det atter blevet vinter. Her kommer sidste afsnit af Året rundt med nisserne, med udgangspunkt i Karen Kjærsgaards egen fortælling om nisserne, som blev bragt ved siden af de store julepanoramaer i Familiejournalen i 1980 og 1983. Du kan læse de første indlæg i serien ved at klikke på dette link.
Karen Kjærsgaard fortæller: “Når vinteren endnu engang lægger sne ud over landskabet, har nisserne travlt i deres lune stuer – de kværner mel, lægger dej, bager brød… ” (1983)
“Siden har de travlt med at sørge for alle de fugle, som bliver omkring huset vinteren igennem (1980). De hælder korn ud over sneen til fuglene. (1983)”
To miniatureillustrationer trykt ved siden af Karen K.’s julepanorama i Familiejournalens julehæfte 1980.
“De hælder korn ud over sneen til fuglene og sidder så ved det store bord med nybagt brød og solbærmarmelade, (1983) og i december måned går de – som vi – i gang med alle juleforberedelserne.” (1980)
Nissernes juleforberedelser kan man bl.a. se på Karen K.’s juletræspynt, som blev bragt i Familiejournalen i årene 1978-1981. Her blev kunne man hvert år klippe ud og samle hjertekurve med motiver af nisser, som var huslige eller lavede juleforberedelser. I løbet af de tre år blev det til hele 32 hjertekurve i denne serie.
Julehjertet her fra 1979 er min absolutte favorit i hele serien. Her sidder en Karen K. nisse og klipper julehjerter med Karen K. nisser på! Karen K.’s karakteriske hjertekurve og englekræmmerhuse var allerede velkendte for Familiejournalens læsere. Der havde nemlig været bragt sådanne i bladet siden 1974 – de første fire år med nisser de besøgte dyr i forskellige lande. På julehjertet herover er der er næsten tale om et “mis en abyme“- motiv. Det er et kunsthistorisk udtryk for et billede, hvor hele billedets motiv optræder i mindre målestok inde i motivet. Det kaldes også “The Droste Effect” efter en en indpakning til Droste kakao fra 1904, hvor man ser en kvinde bære en bakke, hvorpå der står en æske kakao med billede af en kvinde, som bærer en bakke, hvorpå der står en æske kakao med billede af en kvinde….osv….
Nu bliver Karen K.’s julehjerte, vist aldrig et rigtigt “mis en abyme”, for julehjerterne på det ark som nissen klipper, ser ikke ud til at bære motivet med nissen, der klipper julehjerte. Men anyway….
Her bringer jeg nogle af de mest julede motiver af Karen K.’s 1978-1981 serie. Mange af de andre motiver forestiller gulvvask, vinduespudsning osv., som desværre (!) ikke kun hører julen til.
Hjerter fra 1978:
Hjerte fra 1979:
Hjerte fra 1980:
Hjerter fra 1981:
Dette var sidste afsnit om nissernes år. I menuen ude til høre kan du under “Kategorier” vælge “Året rundt med nisserne” og finde alle de andre historier om nissernes år. Jeg håber, I nyder jeres juleforberedelser og ikke bliver stressede. Hvis stressen alligevel bygger sig op, så husk, at i julen er det vigtigste, at man har det rart med hinanden og tænk på de ord, som Karen Kjærsgaard slutter sin fortælling om nisserne af med:
“I kan tro, de synes, de har det dejligt, det ganske år igennem.” (1983)
For noget tid siden blev jeg spurgt, om Karen K. også har lavet broderier – eller broderimønstre. Det var et spændende spørgsmål, fordi jeg ikke kendte svaret. Jeg gik i gang med at undersøge sagen og måtte bevæge mig ud i et fagområde, som jeg ikke vidste meget om. Min egen karriere inden for broderivirksomhed sluttede. da jeg i håndarbejdstimen i 4. klasse ved en fejl fik syet et julebroderi fast i mit penalhus, som lå på bordet under broderistoffet.
Jeg kom i tanke om, at jeg faktisk havde set et broderi, som måske var af Karen K. Ved nærmere eftersyn skal man måske snarere sige, at broderier er inspireret af Karen K.
Det er jo helt tydelig nissedrengen fra Karen K.’s collage, som er blevet overført til broderi (og spejlvendt i processen), men jeg synes elegancen og sødmen fra Karen K.’s originale billede er gået tabt. Jeg tror ikke der er en dygtig husmor, der selv har overført Familiejournalens forside til korssting, for jeg har set flere versioner af broderiet til salg rundt omkring (i Sverige!). Det tyder på, at mønsteret har været i fri handel.
En anden version af det samme broderi som ovenfor.
Sjov nok faldt jeg kort tid efter og denne tegning på hessian. Den ser ud til at være inspireret af det broderi, som er inspireret af Karen K. Sådan vandrer ideer og mønstre….
I en genbrugsbutik så jeg er billede, som virkede bekendt 😉
I et gammelt nummer af Hendes Verden fra november 1979 har jeg fundet et mønster, som også skylder Karen K. tak. Materialet til julebroderiet kunne man købe gennem broderifirmaet Inger Dahl, og selv om Karen Kjærsgaards navn ikke bliver nævnt noget sted, kan der ikke være tvivl om slægtsskabet til Karen K.’s nisser.
Et forbillede til broderier med “de mange nisser små” har jeg fundet på en gammel gaveæske signeret af Karen K.
Farven på tøjet er ændret lidt hist og her, men ellers er broderiet meget lig Karen K.’s tegning. Dog synes jeg igen, at der sker noget mærkeligt ved transformationen fra tegning til broderi. Nisserne er blevet udstyret med overdrevet store øjenvipper, som giver dem et übercute Disneypræg, som ikke er tro mod Karen Kjærsgaards streg.
Den stribede kat fra broderiet kan også ses på Karen K.’s oprindelige tegning.
På den svenske hjemmeside www.dittbroderi.com kan man købe et broderisæt til en juledug, hvor jeg også tror, nisserne er tegnet af Karen K. (Pris 1193 svenske kroner!)
De små kortbenede nisser på juledugen må være søskende til disse Karen K. nisser fra en svensk julefrise af papir, som må være fra 60’erne eller 70’erne.
Nisser på svensk papirfrise signeret Karen K.Billedet tilhører www.dittbroderi.com
De små sorte sko og nissernes dansende positur ses både på papir og broderi. Også ansigterne er genkendelige.
Et spor i Den Gamle By
Mens jeg grublede videre over Karen K. og broderimønstre besøgte jeg Den Gamle By i Århus. I museets 1974 kvarter opdagede jeg til min overraskelse en brodeributik. Butikkens vindue var i anledning af højtiden pyntet med julebroderier. Mens vi stod og trykkede næsen flad mod ruden, kom damen, som stod i butikken og låste døren op. Hun spurgte let ironisk om ville skulle se på broderier, og blev nok lidt overrasket over at to granvoksne skæggede mænd straks svarede “JA!”.
Og så havde vi oven i købet spørgsmål! Den flinke dame i butikken kunne dog ikke svare på om Karen Kjærsgaard havde tegnet broderimønstre, men viste frem af butikkens kataloger fra 1974 eller før.
Vi stiftede bekendskab med (for os) ukendte navne som Eva Rosenstand og Clara Væver, som var store kanoner inden for broderi i 1970’erne. Og her fandt vi billeder af broderier og applikationer, som lignede juledugen ovenfor, og vi følte os på sporet af Karen K.
På et dobbeltopslag i et katalog, var der flere nisserbroderier, som sagtens kunne være af Karen Kjærsgaard, men desværre blev ophavskvinden bag desginet ikke nævnt i kataloget.
De små nisser her med spidser huer kunne sagtens være af Karen K.
Nisserne minder i hvert fald en held del om nisser på nogle julekort af Karen K. fra starten af 1970’erne.
Det hyggelige besøg i museets brodeributik gav ikke sikre beviser, men kort tid efter fik jeg hjælp fra en kvinde i Sverige, som i 1970’erne havde købt et applikationssæt med ét af de mønstre, som jeg havde set i kataloget. Og på pakken stod at designet var af Karen Kjærsgaard.
Juledug med design af Karen Kjærsgaard, købt som gør det selv sæt i København i 1970’erne.
Senere fandt jeg også et Karen K. motiv som stramaj – et motiv som til en afveksling ikke var et julemotiv. I et katalog fra 1966 fra det nu næsten glemte postordre firma Sommers Magasiner fandt jeg denne reklame for stramajbilleder. Jeg måtte spørge min søster om, hvad stramaj er. Det er broderi på et stivere stof, hvor mønsteret er fortrykt, og hvor man bruger uldgarn i stedet for det tyndere broderigarn!
Interessen samler sig her om billedet nederst til venstre på siden. I reklamen står “Det yndige Billede fra H.C. Andersens Eventyr Hyrdinden og Skorstensfejeren har ligeledes vakt Begejstring…” (Bemærk hvordan navneordene stadigvæk er skrevet med stort, selv om det faktisk blev afskaffet med en retskrivningsreform allerde i 1948. Måske var det fordi man med denne reklame henvendte sig til at ældre publikum. Min farmor, der levede til 2004, holdt aldrig og med at skrive navneord med stort).
Side 66 i Sommers Magasiners Efterårs- og Vinterkatalog 1966. Du kan se alle kataloger fra Sommers Magasiner 1952-1968 på Det kongelige Biblioteks hjemmside.
Det lille stramajbillede af Hyrdinden og Skorstensfejeren er hentet fra et postkort, som Karen K. tegnede engang i 50’erne.
Hele opstillingen og næsten alle detaljerne fra postkortet går igen på stramajbilledet. Selv antallet af mursten i hvert skifte på skorstenen er det samme på de to billeder, , men hyrdinden er heldigvis holdt op med at græde på stramajen.
Det var sjovt at lede efter Karen K. broderier, selv om det ikke lige er min hjemmebane. Og jeg kan nu svare: Ja Karen K. har lavet broderimønstre, og hendes tegninger er vist også af andre blevet overført til broderi. I broderier fra 1960’erne og 70’erne kan man genfinde Karen K.’s karakteristiske streg.
UPDATERING 13. december 2016:
Et par dage efter, at dette indlæg var blevet offentliggjort fik jeg mail fra Lis, som er læser af min blog. Hun sendte mig afgørende bevis i spørgsmålet om Karen Kjærsgaards broderimønstre. I et Eva Rosenstand katalog fra 1984 er Karen Kjærsgaard simpelthen nævnt ved navn og der er en side med et udvalg af hendes mønstre, både jule- og helårs.
Nissernes, som højere oppe i indlægget var under kraftig mistanke for at være Karen K. nisser, viser sig nu med sikkerhed at være det.
Blandt mønstrene er en maritim klokkestreng. Jeg havde nok aldrig gættet på Karen K. her, men nu hvor jeg ved det, kan man godt genkende lidt af stilen fra hendes tidlige postkort.
Inden jeg for alvor begyndte at dykke ned i alle de forskellige ting, Karen K. har lavet, havde jeg set disse to lysestager i en genbrugsbutik og tænkt, at der var et eller andet velkendt over dem. Jeg kunne imidlertid ikke sætte fingeren på, hvad det velkendte bestod i, og stagerne fik lov til at stå i butikken.
Senere opdagede jeg Karen K.’s dekorationsnisser i karton med den karakteristiske signatur nederst til højre, og det gik op for mig, at nissestagerne også måtte designet af Karen Kjærsgaard – eller også var motiverne til stagerne i hvert fald snuppet fra Karen K.’s nisser. At inspirationen skulle gå den anden vej – altså at Karen Kjærsgaard fik inspirationen til sine kartonnisser ved at se de to porcelænsstager – anser jeg for mindre sandsynligt, bl.a. fordi dekorationsnisserne er en større serie på i alt ni “søskende”.
To af kartonnisserne er altså blevet modeleret op i 3D og lavet til lysestager. Pigen med juleneget og fuglene samt drengen med ræven er på stagerne gengivet med præcis samme positur og armstilling som kartonnisserne og detaljer, som de to rødkælke på fugleneget og drengens flagrende halstørklæde går også igen.
Selv farverne på tøjet er ens på kartonnisserne og porcelænsstagerne. Jeg har imidlertid også et andet sæt af lysestagerne, og der kan man se, hvor individuelt sådan nogle håndmalede genstande er. Pigens kjole har ændret nuance og nissedrengen har fået en julerød nissetrøje på i stedet for den blå uniformsjakke, som Karen K. har givet sin dekorationsnisse på. Ansigterne har også fået et lidt andet udtryk.
Der findes forresten andre porcelænsnisser, med lignende lyseholdere, men indtil videre har jeg ikke fundet andre, som jeg tror er designet af Karen K. Bl.a er nissen pigen her næsten lidt for pænt klædt sammenlignet med Karen K.’s nissepiger med bondekjole og forklæde. UPDATE: Nu er jeg blevet klogere og tror, at nissepigen alligevel er en Karen K. nisse. Læs hvorfor ved at klikke her.
En nissestage, som ligner Karen K.’s, men som jeg troede var designet af en anden.
Nisserne af karton kan der ikke være tvivl om, for Karen K. har sat sit navn på dem. I starten kaldte jeg dem for kravlenisser, men en ekspert på kravlenisser fortalte mig, at den rigtige betegnelse er dekorationsnisser. Kravlenisser har nemlig flapper, som kan bøjes bagover og sættes fast f.eks. i en bogreol. Det har Karen K.’s nisser ikke – derfor “dekorationsnisser”. Jeg har talt med folk, som er født sidst i 1950’erne, som kan huske dekorationsnisserne fra deres tidligste barndom, så jeg gætter på at dekorationsnisserne er fra starten af 1960’erne. Stagerne er sikkert ca. samtidige og de altså på den måde en slags forgængere for de små lysestager med plastiknisser fra 1970’erne, som de fleste forbinder med Karen K. Dem kan du læse om ved at klikke her.
Her ser du hele serien:
Dekorationsnisserne har kun tryk på den ene side, og de findes i to størrelser. Den ene er almindelige “kravlenissestørrelse” på omkring 15 cm, mens de andre er store og måler omkring 30 cm.
Trip trap træsko. Nisser i tre størrelser.
Nisserne har man købt i udstanset og færdig form, man har ikke selv skullet klippe dem ud af et ark. Det kan jeg se, fordi jeg har flere nisser af samme type, og de har på millimeteren samme facon. Der er nogen, der mener, at de store nisser kan have været solgt som juleudsmykning til butikker. Jeg har dog talt med flere, som havde disse store nisser i hjemmet i barndommen, så de har i hvert fald også været i fri handel. Der kan godt være ret stor farveforskel fra det ene optryk af nisser til det andet, som man ser her:
Et par en nisserne findes også som en fin lille nisseremse af papir. Og her er de trykt på begge sider – i spejlvendt form, så man altid ser nisserne forfra.
Jeg synes, at dekorationsnisserne er noget af det allerhyggeligste Karen K. har tegnet, man kan næsten se hvert strøg med pennen eller penslen, skyggerne er bløde, og ansigterne er ikke overnuttede. Også en sjov detalje af to af nisserne vender ryggen til beskuere i stedet for at stirrer os ind i øjnene, som er en dårlig vane mange kravlenisser har. Jeg kan ikke lade være med at blive i godt humør, når jeg kigger på de her nisser. De skal nok hjælpe med til den gode julestemning i det lille hjem igen i år.
Nisserstagerne giver os et indblik i, hvordan kartonnisserne ville have set ud, hvis de havde haft bagsider.
Som lovet i sidste måneds blogindlæg om Karen K.’s plastnisser vil jeg i dagens julekalenderindlæg vise Karen K. plastnisser til at hænge på væggen. Nisserne, som formentlig er fra sidst i 70’erne, måler lige omkring 40 cm i højden, og er dermed de højeste Karen K. nisser, jeg kender til.
De er fremstillet i meget tyndt og skrøbeligt plast, så hver af dem, som har overlevet til i dag er næsten et lille mirakel.
Nisserne er udformet i højt relief, så de er livagtige at se på og ikke bare flade. Af en af mine egne nisser af denne slags fremgår det, at den er “made in Hong Kong” og at den er solgt i Metro for 4,95.
Metro havde især salg til erhversdrivende, så måske har nisserne (bl.a.) fungeret som butikspynt.
Det er let at genkende Karen K.’s tegnestil fra andre af hendes produkter, f.eks. fra dette julekort. Jeg har fået at vide, at der skulle være flere karen K. nisser i denne serie, men jeg har endnu til gode at se dem.
Der er nogen, der ser ud til at være træt af at høre om nisser….
Karen K.’s søde tegninger er – selvfølgelig fristes man til at sige – også blevet overført til stof. Måske findes der mange flere, men her vil jeg vise dem, jeg kender til.
På de fantastiske, små lyseduge her, kan man slet ikke være i tvivl om at desginet er Karen K.’s, bare man ser på motiverne. Men de er ovenikøbet også signerede. De måler ca. 35 cm i diameter.
Billedet har jeg lånt – med tilladelse – af hejhej_lopper, som har en instagrambutik med loppe- og retrofund.
Et andet julestof – som må være fra sidst i 1970’erne eller fra 80’erne er også tydeligt baseret på Karen K.’s tegninger, selv om der ikke er signatur på. Stoffet må være solgt i metermål, i hvert fald har jeg set flere hjemmesyede ting lavet ud af det stof. Bl.a. denne hjemmesyede serviet.
Hjemmelavet stofserviet.
Motiverne på stoffet er hentet fra de velkendte hjertekurve fra Familiejournalen. Nisserne på stoffet er i selskab med skovens og gårdens dyr, og er helt konkret taget fra julehjerter, som blev bragt i Familiejournalen i 1974 og 1975. Af en eller anden grund er alle prints på stoffet dog blevet spejltvendte i forhold til de oprindelige tegninger.
Stoffet kunne også fås i en lidt anden version som en færdigsyet juledug. Her er selve hjerterne rundt om nisserne også kommet med.
Billederne af dugen er lånt – med tilladelse – af Sisse.
Personligt synes jeg ikke, at transformationen fra papir til stof er helt vellykket i dette tilfælde. De bløde penselstrøg fra de originale tegninger er væk, og nissernes ansigter er blevet lidt grove – næsten lidt troldeagtige.
Det måske mest kendte stofprint med Karen K.’s design er Sødahls juletekstiler med ansigtsløse engle. Sødahl var storleverandør af trykte juletekstiler, som i dag betragtes som retro.
Sødahl julestof med engle.
De myldrende engle her har noget udpræget Karen K. over sig, men der er ingen signatur, der gør, at man med sikkerhed kan sige at Karen Kjærsgaard er ophavskvinden. Jeg kontaktede Sødahl, som stadig eksisterer, og spurgte om de kunne fortælle noget om stoffets designer, og hvornår det blev produceret og solgt. Men der var kommet nye ejere siden dengang, og de har ikke nogen viden om 80’erne eller før. Hvis man sammenligner med nogle af Karen K.’s øvrige engletegninger, er der dog store ligheder.
Engelen her til venstre er fra Familiejournalens julepynt 1982, mens engelen til højre er fra en rød Sødahl juledug. Det gule hår med kraftig midterskilning samt kjolen med halsudskæring og plads til en stor bagdel ses på begge engle. De vide, hvide ærmer er også identiske.
På englene her fra 1990 ses også den samme frisure og en svævende glorie.
Endelig er der mange ligheder mellem englene til venstre, som er fra Karen K.’s julepanorama 1990 og englene på den røde Sødahl juledug til højre. De små spidse vinger og den helt simple udformning af englenes hænder og bare fødder, gør det uden for enhver tvivl, at det må være Karen Kjærsgaard, der har designet Sødahls juletekstiler. Man kan dog undre sig over, at man har udeladt Karen K.’s klassiske søde ansigter, så at englene hos Sødahl flyver rundt uden øjne, næse og mund. Måske har man ønsket er mere stramt grafisk udtryk.
Engletekstilerne findes i fem forskellige farver: Blå, rød, brun, vinrød og grøn. Alle farver er brugt på forskellige produkter: Dækkeservietter, juleløber, lille rund dug (diameter 45 cm), stor rund dug (diameter 165 cm) samt en firkantet dug.
Tre små juleengleduge med tre små 3D juleengle.
Stoffet er ifølge vaskeanvisningerne 100 % bomuld, men der er stor forskel på hvor groft og hvor kraftigt stoffet føles. En kraftig og grov bomuld er anvendt til løberne, dækkerservietterne og de små runde duge. Til de firkantede duge og de store runde duge er der anvendt et blødere og finere stof.
Juleløbere.
Englemønstret er fint tilpasset til hver enkelte genstand, som det pryder. På juleløberen er der en række engle langs hver side. Jeg tror man har kunne købe juleløbere i metermål og selv hæfte enderne, i hvert fald finder man dem i vidt forskellige længder – sikkert tilpasse til individuelle sofaborde og skænke.
Selv bloggerens kat er gået i gang med at nærstudere juletekstiler.Dug med diameter på 165 cm.
Den store cirkulære dug, der godt kunne finde anvendelse som juletræstæppe, har et koncentrisk, hvirvlende mønster af flyvende engle, som det er næsten hypnotisk at kigge på. Jeg må næsten give op over for at tælle, hvor mange forskellige engle der er på dugen (hvis man fraregner de spejlvendte version). Muligvis er der faktisk kun fire forskellige.
På dækkeservietterne er englene placeret langs kanten, så man ikke dækker motivet med sin tallerken.
Hvorfor ikke dække et bord med dækkeservietter i forskellige farve?Løberne er i lidt kraftigere bomuld.Husker du, da du lærte om fællesmængder i matematiktimen?
Englemønstret er også anvendt til nogle lidt specielle dåser, som man måske skal kalde kaffedåser. Dåserne er lavet i plast, men selve mønstre er trykt på papir, som er stukket ned i et hulrum. Det gør desværre, at papir ofte bølger. Pudsigt nok bærer dåserne ikke Sødahls logo. Sødahl producerede ellers også dåser – bl.a. med julemotiv – men de var som regel af blik. Englekaffedåserne her, er derimod stemplet med “anm. design“. Anm. design er ikke et firma, jeg kender meget til, ud over at de har produceret nogle kendte plastikdåser i samme form til mel, salt, sukker, kaffe og te. Her er motiv dog trykt direkte på plasten.
Andre plastdåser fra anm. design. Billedet har jeg fundet på nettet. Er det dit, så giv mig besked.Engledåser med glorie!
Jo mere jeg kiggede på Sødahls juletekstiler med Karen Kjærsgaards engle, jo mere tænkte jeg på, hvordan de ville se ud med ansigter. Så jeg besluttede mig for at lade det komme an på en prøve. Da jeg ikke er sikker nok på hånden til selv at tegne ansigter direkte på stoffet, lavede jeg det hele digtialt. Jeg klippede simpelthen engleansigter ud af Karen K.’s engle fra 1982 (se højere oppe i dette blogindlæg), og “klistrede” dem på fotos af julestoffet.
Når ansigterne kommer på, bliver det pludseligt helt tydeligt, at det er Karen K. engle.
Måske har du selv fået lyst til at tegne på dugen? Du må godt.
Bag dagens låge i Karen K. julekalenderen skal det handle om det, som jeg forbinder allermest mest Karen K. Nemlig hjertekurvene med nisser til at hænge på juletræet. De fleste husker nok, at hjertekurvene blev bragt som saml-selv-julepynt i Familiejournalen, men vidste du, at de var et fast indslag i bladet i hele otte år i træk fra 1974-1981?
Hele ideen til denne blog startede, da jeg i julen 2014 fandt dette gamle julehjerte fra min barndom i en kasse hos min far. Det vakte minder!
Hvert år var der otte hjertekurve i Familiejournalen, så en komplet samling er på 64 hjerter, og det måtte jeg forsøge at finde. Frem for at prøve at finde hjerterne enkeltvis og ikke vide, hvilket år de var fra, og hvilke jeg manglede, valgte jeg en mere konsekvent fremgangsmåde. Jeg købte en samling på 35 årgange af Familiejournalen! Det svarer til ca. 1800 blade. Min far blev sat på opgaven med at afhente bladene, og heldigvis havde han valgt at tage trailer med. 1800 ugeblade fylder overraskende meget!
Her ses hvor meget blot 24 årgange af Familiejournalen fylder!
De umådeligt mange ugeblade gav et fuldt overblik over alt, hvad Karen Kjærsgaard har leveret til bladet gennem tiden. Her skal det handle om hjertekurvene, som jeg samlede som barn og genfandt for nogle år siden. De blev startskuddet til den blog, som du læser nu.
Alle hjerterkurvene er opbygget på samme måde. På den ene side en nissepige som gør et eller andet og på den anden side af hjertet en nissedreng, som gør præcis det samme. Egentlig ganske godt i tråd med 1970’erne ligestilling mellem kønnene. Det ville ikke have været i 1970’ernes ånd, hvis kun nissedrengen var modig nok til at klappe en bjørn, eller hvis kun nissepigen gav sig i kast med at strikke uldsokker. Da jeg fik et overblik over hjerterne nissemotiver år for år, viste det sig, at de ikke bare var tilfældige. Hvert år havde sit eget tema.
Jeg har prøvet at sætte ord på hvert år tema
1974: Nisser fodrer skovens dyr
1975: Nisser med bondegårdsdyr
1976: Nisser på Grønland
1977: Nisser i Skandinavien
1978: Nisser dyrker vintersport og lave juleforberedelser
1979: Nisser laver juleforberedelser og huslige sysler
1980: Nisser laver huslige sysler
1981: Nisser laver juleforberedelser og huslige sysler.
Her viser jeg nogle udvalgte eksempler år for år. Det ville blive for meget at vise alle 64 forskellige i detaljer. Men hvis du er blevet nysgerrig på at se flere skal du besøge min Karen K. samlervens flickr album, hvor er masse af klippearkene fra Familiejournalen kan ses.
1974: Skovens dyr
Det allerførste ark med de senere så kendte hjertekurve af Karen K. blev bragt i Familiejournalen nr. 49 1974.
På det sidste ark med julepynt det år havde der sneget sig et dyr ind, som faktisk ikke heltpassede ind i temaet med skovens dyr. Måske derfor så Familiejournalen sig nødt til at skrive følgende: “Karen Kjærsgaard gør opmærksom på, at det ikke er en tigerunge, hun har tegnet på denne uges ark. Det er bare “mons”, den stribede staldkat, der be’r om lidt risengrød…” Gad vide, om nogen af læserne mon var i tvivl om det! Det kunne ellers have være cool med julepynt med Indiens vilde dyr….
Næsten med de samme var en tradition skabt. Familiejournalen kom i et tusindtals oplag, og selv om ikke alle læsere selvfølgelig samlede julepynten, må den have hængt i adskillige hjem de kommende år. Bl.a. hos den læser, som sendte nedenstående billede ind til bladet, af sin julepyntede hoveddør.
Foto af hr. Nansens hoveddør 1975. I autentiske gulnede 70’er farver.
Familiejournalen bragte billedet i sit julehæfte 1975 med ordene: …ingen kan forhindre en i med små midler at skabe julestemning om boligens indgang. Enklere end hr. B. Hansen (ja det skriver de altså!) har gjort det på billedet, kan det vist nok ikke gøres… men sagen er klar: Julehyggen hersker her! Og det oven i købet med udklip af Familie Journalen fra i fjor!”
1975: Bondegårdsdyr
Karen Kjærsgaard fortsatte altså med at lave julepynt til bladet, i starten blev det kaldt julestads, men det ord gled efterhånden over i glemmebogen. Og hvert år var julepynten forsidestof. Et af hjerterne blev trykt i stort format på forsiden.
Julehjerterne, som sad på Familiejournalens sider, havde den svaghed, er der var tryk bagpå, reklamer eller artikler. Desuden var bladet trykt på tyndt papir, som gjorde hjerterne meget slatne. Så både af æstetiske og praktiske årsager var det nødvendigt at lime hvidt papir eller karton bagpå hjerterne inden man samlede dem. I min søgen på julehjerter faldt jeg dog over nogen, som fuldstændigt lignede Familiejournalens, men som var trykt på lidt stivere papir og med hvid bagside.
Efter lidt søgning på nettet fandt jeg ud af, at nogle af arkene med Karen K.’s julepynt simpelthen havde været i fri handel. Jeg købte mine egne uåbnede eksemplarer af en hjælpsom samler af papirsager, som havde købt arkene i en boghandel i Jylland, som lukkede et år ved juletid.
Det er hjerter fra 1974-75, som ses på arkene (sammen med nogle kræmmerhus med engle), og det er de eneste, jeg har set trykt på sådanne ark. De var udgivet af JCO, som også står bag den julekalender, du kunne læse om i det første indlæg i bloggens julekalender.
Logo og varenummer på julepyntsarkene.
På billedet her kan du se arkene til salg i den meget finurlige butik Herolds Varehus på Amager. Her kan man købe gammelt legetøj, julepynt, papirvare, festartikler – og hvem ved, om der ikke gemmer sig lidt Karen K. et sted på hylderne.
Herolds Varehus er stadig indrettet som i 1923 og sælger alt muligt og umuligt mellem himmel og jord. Nederst til højre titter et par ark med Karen K. julepynt frem. Billedet tilhører Herolds Varehus og er brugt med tilladelse.
1976: Grønland
Julehjertet med de grønlandske børn er unikt i hele samlingen af hjerter, fordi det er det eneste, hvor der ikke optræder en nisse.
1977: Skandinavien
Hjertet med samebørnene er unikt i samlingen, fordi det ikke viser nissedrengen og nissepigen i præcis den samme (omend spejlvendte) situation. Nissedrengen er blevet ven med en samepige, mens nissepigen er blevet ven med en samedreng.
1978: Vintersport og juleforberedelser
1979: Juleforberedelser og huslige sysler
1980: Huslige sysler
I 1980 udgjorde frem af hjerterne en lille serie fra fåreryg til sokker. Motiverne forestillede nisser, der klippede får, kartede, spandt garn, farvede garv og til sidst strikkede sokker.
1981: Juleforberedelser og huslige sysler
Hjertekurvene i 1981 blev de sidste, som Familiejournalen bragte. 64 forskellige var det blevet til gennem årene, så det er rimeligt – som nissedrengen på billedet herover – at tørre sveden af panden!
Julehjerter i mange former
I årene efter 1981 kom der dog et lille efterspil omkring Karen K. julehjerter. I november 1982 kunne man se denne annonce for filtklip i Familiejournalen.
I teksten kan man læse, at Karen Kjærsgaard i en årrække har lavet bl.a. hjertekurve til Familiejournalens læsere, og at en af hjertekurvene nu er omsat i filtklip, som kan købes som et kit. Den opmærksomme Karen K. samler vil dog hurtigt se, at hjertets motiv med nissepigen siddende på en træstub aldrig har været udgivet som papirhjerte. Det er et nyt motiv, eller måske et som Karen K lod blive i skrivebordsskuffen.
Hjertet i færdig udgave på min væg. Jeg fandt det i en genbrugsbutik.
I 1985 udgav Familiejournalen er ark med 12 julekort tegnet af Karen K. Motiverne var taget fra hjertekurvene 1978-1981. Men ét nyt motiv har sneget sig ind i rækken, nemlig nissepigen med et pyntet juletræ. Det kunne eller have været et flot motiv på en hjertekurv.
Julekort 1984 med motiver fra hjertekurvene 1978-81.Ét nyt motiv blandt julekortene.
Karen K.’s julehjertekurve er temmelig store og kræver et stort åbent juletræ. Ved en fejltagelse kom jeg til at kopiere nogle af hjerterne ned til halv størrelse, og jeg synes egentlig de blev ret søde. Samtidigt kan de hænge på et lille juletræ eller på grene i en vase.
Julehjerter i original og formindsket størrelse side om side.Julehjerte i lille udgave på juletræet.
Men det er ikke kun upsizening, der fungerer. En sød læser af bloggen gjorde mig opmærksom på, at Karen K. julehjerter også fandtes i en stor udgave. Tak 🙂 De er hele 34 cm høje trykt på kraftigt pap og med forskelligt motiv på hver side. Motiverne kommer virkelig til deres ret på den måde. Det er motiver fra 1974-75, og jeg tænker, at disse hjerter måske kan have været brugt til juleudsmykning i butikker i 70’erne.
motivet. Det kaldes også “The Droste Effect” efter en en indpakning til Droste kakao fra 1904, hvor man ser en kvinde bære en bakke, hvorpå der står en æske kakao med billede af en kvinde, som bærer en bakke, hvorpå der står en æske kakao med billede af en kvinde….osv….
Mikaels Karen K. blog 