Tegneren bag signaturen “Karen K.” blev døbt Karen Fjord Aschengreen, da hun blev født i 1932. Efternavnet Kjærsgaard fik hun, da hun blev gift med styrmandselev og senere civilingeniør Erik Kjærsgaard i 1951. Hendes navn var derefter Karen Fjord Kjærsgaard, og som kunstner signerede hun oftest sine værker med “Karen K.”.
Signatur fra senest 1962, hvor dette julekort er sendt.
I mere officielle og seriøse kunstneriske sammenhænge omtales hun dog som “Karen Kjærsgaard”. Bl.a. i Familiejournalens omtaler af hendes tegninger til bladet gennem alle årtierne, hos Skars Forlag, hvortil hun tegnede grafiske forsider midt i 1960’erne og hos medicinalfirmaet MECCO-DUMEX, for hvem hun i 1962 illustrerede en H.C. Andersen kalender.
Kolofon fra roman fra Skars Forlag, som Karen K. har desginet omslaget til.
Langt hovedeparten af Karen K.’s produktion er nået ud til folket som masseproducerede produkter. Plastnisser og julekort blev lavet i store oplag og julepynten, som man fandt på Familiejournalens sider, kom ud i lige så store oplag som bladet – altså langt over 100.000 eksemplarer. I min samling har jeg dog én ægte Karen K. – nemlig en lille akvarel, som forestiller rådyr på en snedækket mark. Billedet har jeg købt hos en læser af bloggen, som havde haft billedet i længere tid, men som ikke kunne fortælle nærmere om, hvor det i sin tid var erhvervet fra.
En ægte Karen K. akvarel fra 1985
Billedet er signeret “Karen K. 85.” Alligevel var jeg i starten en lille smule skeptisk over for, om det nu også var Karen Kjærsgaard, der havde malet akvarellen. Jeg syntes ikke helt, at stilen var entydig Karen Kjærsgaard, og ret beset kunne der jo sagtens være en anden kunstner, som kaldte sig Karen K. Desuden synes jeg ikke, at signaturen ligende Karen K.’s almindelige signatur.
Akvarellens signaturTil sammenligning ses her Karen K. almindelige signatur
Det er en meget fordelagtig egenskab for samlere, at Karen Kjærsgaard gennem det meste af sin karriere signerede sine ting. På postkort, julepanoramaer, billedlotteri, børnebilleder og ark med julepynt findes det karakteristiske “Karen K.”, som var hendes kunstnernavn. Signaturen er meget ens gennem årene – og forskellene i den, er nok mest et udtryk for, at den blev håndskrevet hver gang.
Her er en lille kavalkade over signaturer fra mange af årene i kronologisk rækkefølge.
Signatur ca. 1958Signatur 1962Signatur ca. 1965Signatur 1966Signatur 1967Signatur 1972Signatur 1975Signatur 1979Signatur 1981Signatur 1984
Som man kan se, er der ikke den store udvikling i signaturen. Fra den ældste signatur fra sidst i 1950’erne og frem er der en tendens til, at “r’et” i Karen bliver lidt bredere, og at de enkelte bogstaver i navnet bliver lidt mere tydeligt definerede. Men dybest set er det den samme letgenkendelige signatur. Og som det ses, er signaturen på min akvarel fra 1985 temmelig anderledes.
Signatur på original akvarel
For at få opklaret om min akvarel er “en ægte Karen K.” og ikke “kunstsvindel” 😉 kiggede jeg nærmere på Karen K. signaturer i Familiejournalen, fra omkring 1985. I Familiejournalen, er det let at følge signaturens udvikling år for år – forudsat at Karen Kjærsgaard faktisk har tegnet og signeret julepynten i den rækkefølge, det er udgivet, og ikke fundet noget gammelt “i skuffen” af og til! Og her sker der noget omkring midten af 1980’erne. Signaturen forsvinder nemlig næsten! Siden det første ark med Karen K. julepynt var blevet bragt i Familiejournalen i 1966 havde der næsten hvert år til jul været både et stort ark – et julepanorama – samt forskellig pynt (hjerter, kræmmerhuse, uroer, dukketeatre) som kunne klippes ud og samles. I 1984 var julepanoramaet erstattet af et ark, der kun havde seperate postkort med vinterfugle. Som barn, kan jeg huske, at det var meget skuffende, at der ikke var noget panorama med nisser det år. Og ydermere var Karen K. signaturen væk. Der var blot med almindelig trykt tekst skrevet “TEGN. KAREN K.” på postkortenes bagside.
I Familiejournalens julehæfte i 1984 var der for første gang i mange år ikke noget julepanorama tegnet af Karen K. I stedet fik læserne dette ark med fuglejulekort – og helt uden den karakteristiske Karen K. signatur.
I 1985 var panoramaet erstattet af et ark med nissejulekort (genbrugte billeder fra tidligere julehjerter) – igen uden den velkendte signatur. Der var ingen yderligere Karen K. julepynt i 1985, og heller ikke i 1986 og 1987. I 1986 var der dog atter et panorama med nisser med den velkendte signatur (Du kan læse om det panorama ved at klikke her). I 1987 var det et nissepanorama, men nu uden signatur (Du kan læse om det panorama ved at klikke her).
Signatur 1988
I 1988 var der heldigvis igen Karen K. julepynt i Familiejournalen. Personligt havde jeg dog imellemtiden nået en alder, hvor jeg ikke længere interesserede mig for den slags, så den julepynt har jeg først opdaget som voksen. Nu var der igen signatur, men den var anderledes end før. K.’et, der stod for Kjærsgaard, var nu væk, så signaturen blot var “Karen.”. Det store K i Karen var anderledes end før, idet de skrå streger slyngede sig i en bue om den lodrette streg. Det samme ses på signaturen på min akvarel fra 1985, og det overbeviste mig om, at den vitterlig er malet af Karen Kjærsgaard.
Igen i 1989 var det julepynt med signaturen “Karen.” i Familijournalen, selv om den var næsten usynlig.
Signatur 1989
Det blev faktisk den sidste signatur på Karen K.’s julepynt i Familiejournalen. Selv om der blev bragt julepanoramer, kalendre og lidt julepynt igennem 1990’erne var det nu uden signatur – hvis ikke bladet selv skrevet Karen K. med trykte bogstaver. Dermed var den velkendte Karen K. signatur helt forsvundet, og da hendes tegnestil i 1990’erne også blev noget anderledes, kan hendes tegninger fra den periode være svære at kende.
Amerikanske engangstallerkner med Karen K.’s design “Winter Birds” og designerens fulde navn trykt på indpakningen.
Sideløbende med sin danske produktion lavede Karen Kjærsgaard også designs til servietter, paptallerkner og meget andet til det amerikanske firma Caspari indtil kort før sin død i 2014. Derovre var hun ikke kendt som Karen K., men fik – i hvert fald i de senere år – sit fulde navn “Karen Fjord Kjaersgaard” trykt på de varer, som var dekoreret med hendes tegninger. Det er faktisk flot, at firmaet har valgt at hædre de designere, som står bag produkterne, frem for at deres navne blot glider over i anonym glemsel.
Omkring 1990 flyttede Karen Kjærsgaard fra Jylland til Sjælland – sikkert for at bo tættere på sine børn og børnebørn. Lige som det var tilfældet med Karen Kjærsgaards hus ved landsbyen Tåning i nærheden af Skanderborg, hvor hun boede i 1980’erne, kom hendes nye bolig til at figurere på to af Familiejournalens julepanoramaer i de år, hvor hun boede i huset, nemlig i 1991 og 1994.
Her ses det udsnit af panoramaet fra 1991, som viser Karen K.’s eget hus. Igen er der tale om et idylisk gammelt hus i landlige omgivelser. Siden starten af 1960’erne boede Karen Kjærsgaard altid på landet, og naturen omkring hende inspirerede hendes tegninger.
I Familiejournalens omtale af panoramaet, som kunne læses inde i bladet, står der: “Karen Kjærsgaard bor på Midtsjælland, og hun har fundet motiver til julepanoramaet på den meget smukke egn. På den øverste del af panoramaet ses det hus, hun selv bor i, en tidligere skovfogedbolig, og der et tændt lys i grantræet på gårdspladsen.”
I et interview på en hjemmeside om danske postkortkunstnere, omtaler Karen Kjærsgaard stedet som “det flade, frugtbare Sjælland“. Jeg har foretaget lidt research og har fundet ud af, at huset oprindeligt var skovfogedbolig under godset Giesegård, som ligger ved Ringsted. I dag er boligen stadig ejet af Giesegård, som lejer den ud. Den trelængede bygning i bindingsværk og med stråtag er opført i 1875 og ligger lige i skovkanten tæt på hovedgården.
Foto fra udlejningsannonce fra Giesegård
På et foto fra en tidligere udlejningsannonce kan man se den gamle skovfogedbolig i omtrent samme perspektiv, som på Karen Kjærsgaards tegning. Der er dog ikke tale om et vinterfoto, så træerne skjuler en del af husene.
Fra vejen ser stuehuset sådan ud:
I 1994 var skovfogedhuset påny inspirationskilde til Karen Kjærsgaards julepanorama i Familiejournalen.
Julepanorama 1994
Motivet er denne gang fra husets gårdsplads, hvor der under vinterfuldmånen er et myldrende liv. Katte og nisser leger omkring husets udlænger, og vinterfuglene finder føde på foderbrættet, mens også harer, fasaner og et rådyr kommer på besøg. Uden tvivl har de store skovarealer omkring Karen Kjærsgaards bolig betydet et rigt dyre- og fugleliv, så hun har sikkert set alle disse dyr omkring sit hus. Midt på gårdpladsen står to børn – Karen Kjærsgaards børnebørn – omgivet af kælke med tøjdyr. Henover himlen flyver julemanden i sin kane.
Gårdspladsen, der danner scene for tegningen, ses i efterårsfarver på dette foto fra udlejningsannoncen – ganske vist fra en anden vinkel end Karen Kjærsgaards tegning.
Her ses fra gårdspladsen ud over haven og den bagvedliggende skov. Det store birketræ forrest i haven er vist det samme træ, som Karen Kjærsgaard har tegnet fyldt med vinterfugle på sit panorama.
Giesegårds historie går tilbage 1668, da skatkammersekretær Frederik Giese af kong Frederik d. 3 fik tildelt gården Skivede, som tidligere tilhørte kongen. I 1705 oprettedes så godset Giesegaard, opkaldt efter Frederik Giese. Siden 1736 har godset været i familien Schacks eje. Den nuværende hovedbygning er opført i 1750 af enkengrevinde Anna Sophie Schack.
Postkort af Giesegaards hovedbygning, starten af 1900-tallet.
Da skovfogedhuset ved Giesegård blev opført i 1875 var der i høj grad brug for arbejdskraft i skovbruget. Al skovdriften foregik dengang ved håndkraft, og som man kan se på målebordsbladet fra 1892, var der også dengang vidstrakte skovarealer omkring herregården. Tidligere lå af en landets tre skovfogedskoler ved Giesegård – i dag har Danmarks kun én skovskole i Nordsjælland. Giesegård driver stadig i dag landbrug, skovdrift og jagt.
Karen Kjærsgaards julepanorama fra 1991 skiller sig ud fra de øvrige ved at være “på den høje led”. Hvor de ældre panoramaer kunne klippes ud til 12 små kort, kan dette panorama klippes til seks – eller tre meget store – julekort.
Det røde træhus midt på billedet, ser ikke særlig dansk ud, og man kunne tro, at Karen K. var inspireret af udenlandsk byggeri. Igen er der dog tale om et konkret hus, som ligger på Sjælland. I bladet kan man læse, at der er tale om et “schweizerhus”, som ligger i nærheden af Karen Kjærsgaards eget hus. Videre står der: “Det har tidligere været funktionærbolig under en stor gård, og her bor Karen Kjærsgaards ældste søn. Motivet på panoramaets nederste tredjedel stammer fra schweizerhusets have, og det er Karen Kjærsgaards barnebarn, det står på bredden af den lille sø med sin bamse i selskab med glade nisser.”
Schweizerhuset er også en udlejningsbolig ejet af Giesegård.
På et par fotos fra en tidligere udlejningsannonce kan man se både huset og søen fra næsten samme perspektiv som Karen Kjærsgaards tegning, og det er tydeligt at se, hvor hun har hentet sin inspiration.
Det er for øvrigt sjovt at se, hvordan nisserne, der før var hovedpersoner på julepanoramaerne, er trådt i baggrunden her i 1900’erne, hvor Karen Kjærsgaard havde fået børnebørn og lod dem blive en en central del af motivet i stedet for et mylder af nisser. Julemanden, der kommer flyvende på tegningen fra 1994, er en ret sjældent gæst på de store julepanoramaer, der kom hvert år med enkelte afbrydelser fra 1976-1998. Først i 1988 dukker julemanden op som supplement til de mange små nisser – og så igen i 1993, 1994 og 1996. Måske er hans indtræden på scenen betinget af, at Karen Kjærsgaard havde fået børnebørn, som troede på julemanden?
I dag, d. 24. september går vi ind i Vægtens tegn. Her ses Karen K.’s vignet til stjernetegnet Vægten, hvor vægtskålene i ægte Karen Kjærsgaard stil er fyldt op med farverige blomster.
Karen K.’s stjernetegnsvignetter blev brugt i Familiejournalens årshoroskoper fra 1973 og mere end 15 år frem. Her ses bladets egen reklame for den allerførste gang, hvor Karen K.’s tegninger blev brugt til horoskopet, der udkom som et lille hæfte som tillæg til nr. 1 1973.
På forsiden af de små hæfter med horoskoper så man Karen K.’s farverige illustration, der bl.a. har hentet sin inspiration fra folkloristiske mønstre og blomstermotiver, som det i Skandinavien bl.a. blev anvendt på møbler og kister i 1800-tallets bondekultur. Men mest af alt minder det farvestrålende, geometriske og koncentriske mønster om en indisk mandala. Måske har Karen Kjærsgaard fået kendskab til disse gennem sine forældre, som tilbragte de første fire år af Karens liv i Indien, hvorfra Karen Kjærsgaard altså har sine allertidligste barndomsminder.
Karen K.’s illustration fra forsiden af Familiejournalens årshoroskoper.
Før landbruget blev industrialiseret i løbet af 1900-tallet, var der tradition for at man i landbosamfundet hjalp hinanden med høsten. Og når høsten var i hus i september, holdt man også i fællesskab et stort høstgilde.
Her ses Karen K.’s kollage af stofrester, uldgarn, karton, bygaks, græs og blomster, som kom til at pryde forsiden af Familiejournalen i august 1969.
Den søde lille høstpige kom til at stå lidt i kontrast til de overskrifter, som fandt vej til den endelige forside. Fx.: LIGE PÅ OG HÅRDT MED TOM BOGS. (Tom Bogs var professionel bokser).
Fejringen af høsten skulle i gamle dage foregå inden Mikkelsdag, dvs. den 29. september. Stemningen af sådan en høstfest er bevaret som et minde i sangen “Marken er mejet, og høet er høstet“, som man måske stadig synger rundt omkring.
Postkort af Karen K. Formentlig fra sidst i 1950’erne.
Teksten siger bl.a.:
Dette er andet vers af Højskolesangbogens version af “Marken er mejet“. Teksten er af den sydfynske bondedigter Mads Hansen og fra 1868, men den bygger faktisk på en ældre høstvise med titlen “I Høsten” af Adolph Recke (1820-67). I det originale vers er der blevet lidt mere plads til flirteriet mellem karle og piger, som uden tvivl har været en væsentlig del af høstfesten:
Teksten passer fint til Karen K.’s postkort af et høstgilde, som ses her ovenover. Et dansende par under en udsmykning af korn, græs og blomster blev sidenhen en af Karen K.’s sødmefyldte kollager.
Forsideillustration Familiejournalen september 1972
Karen K. brugte mange motiver med folkedragter i sine arbejder sidst i 1960’erne og 1970’erne.
“Høstgilde” sammenstillet af udsnit af Karen K. julekort fra 1973-75. Folkedragter fra forskellige egne af Danmark.
Det sidste kornneg, som blev bundet på marken, blev brugt til pynt i gildesalen til høstfesten. Ja, nogle gange sad neget endda med til bords. Og den pige, der havde bundet det sidste neg, skulle tage den første dans, når musikanterne spillede op.
En mand fra Vejleegnen byder en kvinde fra Præstø op til dans.
Omkring reformationen havde man fra kirkens side prøvet at indføre, at høstfesten skulle holdes præcis på Mikkeldag, som også kaldtes Alle Engles Dag. Her skulle man takke for årets afgrøde og samtidig skulle der “den hele dag både om morgenen, formiddag og efter måltid prædikes om englene, og hvad gavn vi have af deres tjeneste…” Men Mikkelsdag som høstfestdag vandt aldrig rigtig indpas i befolkningen. Høstfester var populære, men datoen ikke vigtig. (kilde: Troels-Lund: Dagligt liv i Norden i det sekstende Århundrede, bd. IV).
Derimod blev Mikkelsdag – sammen med påsken – i de gamle landbosamfund ofte anvendt som skiftedag – dvs. den dag hvor tyende på landet kunne skifte tjenestested – nu var høsten jo vel overstået. Dette var på trods af, at Chr. V’s danske lov fra 1683 faktisk slog fast, at skiftedag var 1. juni og 1. december.
Mikkelsdag er opkaldt efter ærkeenglen Mikael. Måske var en af grundene til, at den kirkelige Mikkelsmesse aldrig blev så populær på disse breddegrader, at navnet “Mikkel” havde en lidt negativ klang og blev associeret med noget lumsk. Tænk bare på “Mikkel Ræv”. Derfor slutter jeg af på dette blogindlæg ved at se frem mod Mikkelsdag med et par frække og søde ræve tegnet af Karen K. gennem årtierne.
Ræv fra billedlotteri ca. 1965.En listig ræv kigger frem fra kulissen af et dukketeater, 1973.Nissepige fodrer ræv, julehjerte 1974.Udsnit af panorama, 1976.Polarræv, fra julehjerte 1976.Udsnit af panorama 1977.Udsnit af panorama 1983Ræveunger fra 1999-kalender. En lignede gruppe af ræveunger kan dog ses allerede på Familiejournalens julepanorama fra 1992.
I dag, d. 13. september, fylder bloggeren 40 år, og på sådanne dage kan man godt blive lidt nostalgisk.
Da jeg for et års tid siden for første gang så dette billede af Karen K, som prydede forsiden af Familiejournalen i september 1972, undrede jeg mig over, at billedet kunne vække barndomsminder hos mig, når jeg aldrig havde set det før.
Forklaringen er nok den, at Karen K.’s naive og varme illustrationer vækker generelle gode barndomsminder hos os, som har set hendes tegninger i barndommen – uden at kende kunstnerens navn. Men en anden forklaring på, at tegningen af drengen med æblerne vækker barndomsminder hos mig, er dette fotografi af mig fra ca. 1982, som næsten kunne have været inspiration for Karen K.’s tegning:
Det er i hvert fald sjovt for mig, at sætte to de billeder side om side:
Billedet er taget i min mormors have, som var resterne af mine oldeforældres æbleplantage på Djursland. Æblehaven blev anlagt engang i starten af 1900-tallet. Selv om træerne var gamle i min barndom, blev der hvert år stadig plukket massevis af æbler, som blev lagt i trækasser med min oldefars navn H.H. Hansen, Ørum. Egentlig var han først og fremmest malermester.
Mine oldeforældre med deres seks sønner, ca. 1924.
Livet bragte mine oldeforældre fra Fyn til Minnesota i USA. Her mødte de hinanden og blev gift. Derefter tilbage til Fyn og endelig til Djursland, hvor de byggede hus anlagde æbleplantage.
Huset ved malerværkstedet og æbleplantagen udenom.
Og fordi min mormor, da jeg var barn, stadig boede i huset med resterne af æblehaven rundt om, voksede jeg op med navne som Fillippa, Ingrid Marie, James Grieve (udtalt James Greve), Cox Orange, Belle de Boskoop (udtalt bellebåskåp), Venus, Guldborg og Bananæble. Og Reineclaude (utalte René Klode) – men det var nu blommer. Navnene blev brugt, næsten som om det var velkendte personer, som de voksne havde mødt.
Postkort af Karen K. Formentlig fra sidst i 1950’erne. Tilhører Per Sørensen www.piaper.dk
Det var en stor begivenhed, når der skulle plukkes æbler. Vi lærte at plukke æblerne forsigtigt af, så man ikke brækkede de kviste af træet, hvor der skulle vokse æbler næste år.
I min egen have er der ikke plads til et æbletræ, men heldigvis har naboens Discovery- æbletræ forvildet sig ind over hegnet til mig, så jeg også kan få lidt friske æbler. I år er de ekseptionelt røde!
Alle disse æbleminder, får mig til at tænke på Ludvig Holsteins digte. (Han er i dag bedst kendt for sagene Det er i dag et vejr og Det lysner over agres felt). Han levede fra 1864-1943, så mine oldeforældre kunne i teorien godt have læst hans digtsamlinger Mos og Muld (1917) og Æbletid (1920). Holsteins lyriske naturreligiøse digte og panteistiske tankegang ville dog nok have været lige lovligt løssluppent for mine oldeforældre.
Her 100 år senere er Holsteins lyrik temmelig gammeldags i udtrykket, men det er stadig flot lyrik. I nedenstående lille digt, der dufter af efterår, æbler og regn fanger han store stemninger ind i små ord: det er vende tilbage til gamle steder og stemninger, forfald, høst, genfødsel og i det hele taget livets cyklus. Det passer fint ind en dag som i dag:
Ok, indrømmet. Digtet her ovenover er faktisk en collage, som jeg har lavet af Ludvig Holsteins digte “Gravenstener” fra digtsamlingen Mos og muld og “September” fra digtsamlingen Æbletid, men jeg synes Holsteins budskab kommer smukt frem i destileret form. De originale digte har tilsammen 86 vers.
I dag er mine oldeforældre (som jeg aldrig har mødt), deres hus og have, min mormor og min barndom historie, men et lille billede, som Karen K.’s dreng med æblerne, kan vække minderne til live igen.
Dengang – i 1972 – reklamerede man endda med, hvad der ville være på forsiden af næste nummer af Famliejournalen.
Til sidst lige en anden af septembers herligheder: brombærrene.
Kræmmerhus tegnet af Karen K. Brombær, rønnebær og efeu. Familiejournalen 1994.
Og brombærrene smager fortrinligt sammen med æbler i en tærte. Jeg ønsker jer alle en fortsat god september måned.
ENGLISH SUMMARY: APPLES! Last year I saw Karen K.’s front page illustration for a 1972 magazine for the first time. The collage showing a boy in front of an apple tree with an apple in his hands immediate reminded me of a photo of myself from my own childhood. The photo was taken in the orchard at my grandmother’s house. The orchard was planted in the beginning of the 2oth century by my great-grandparents whom I have never met. They were both born on the Island on Funen in Danmark, but emigrated – individually – to America and got married in Minneapolis, Minnesota. Some years later they returned to Denmark. I think it is amazing how art can awaken memories even though that specific piece of art is not a part of that memory. I turned 40 today, so this blog post might be slightly nostalgic…
Hvis du har kommentarer til min blog eller spørgsmål om Karen K.’s kunst, er du meget velkomment til at skrive til mig.
Her i det tidlige efterår er det oplagt at tage en ridetur på sin hest ud i naturen. Hyggeligt, men ikke helt ufarligt, hvis hesten prøver sig frem med at spise ukendte vækster, som viser sig at være giftige. Dagens blogindlæg handler om heste og giftige planter, og hvordan man genkender planterne og passer på sin hest. Begge dele set gennem Karen Kjærsgaards tegninger og tekster.
Foto: Mogens Lange. Familiejournalen 1966, nr. 51.
Jeg tror, Karen Kjærsgaard godt kunne lide heste. I hvert fald kan man i en artikel fra 1966 se hende sammen med familiens to heste. Hestene omtales som en del af familien.
Den lille hestestald er det første, man møder på vej ned til huset, hvor Karen Kjærsgaard boede i 1960’erne.
I 1982, hvor Karen Kjærsgaard boede tæt på landsbyen Tåning i et lidt mindre hus uden plads til en hest, skriver hun, at hun havde sin hest i stald på nabogården. Så selvfølgelig er der også heste i Karen K.’s tegninger. Måske ikke nær så mange, som der er fugle, katte, får og andre dyr, men rundt omkring dukker hestene op både i naive gengivelser og i mere naturalistiske.
Nogle af de ældste gengivelser af heste fra Karen K.’s hånd, som jeg kender til, ses på nogle af postkortene i en romantiske serie, der viser årets gang i “de gode gamle dage”, som vistnok er en gang i 1800-tallet at dømme ud fra tøjet på tegningerne. Her ses både bøndernes arbejdsheste og de riges rideheste. Postkortene, tror jeg, er tegnet omkring 1960 eller lidt før.
Hestene hjælper med at bringe høsten i hus.Ryttere i vild fart over Erimetagesletten.
Postkortet med herrerne i de røde frakker, som rider af sted i så høj fart, at en af rytterne falder af hesten, er interessant. Slottet i baggrunden er Erimetageslottet i Jægerborg Dyrehave, så der må være tale om et motiv fra Erimetagesletten. I slutningen af 1950’erne boede Karen Kjærsgaard i Søllerød kun få km fra Dyrehaven, så det er sandsynligt, at hun har hentet inspiration til postkortet på en vandretur på Erimetagesletten. Måske har hun endda overværet Hurbertusjagten, som foregår her hvert år den første søndag i november. Det har den gjort næsten uden afbrydelser siden år 1900. Rytterne i Hubertusjagten er netop klædt i røde frakker og hvide bukser. Hubertusjagten er ikke nogen egentlig jagt på trods af navnet. Det er et hesteforhindringsløb, som har taget navn efter jagtens skytshelgen Hubertus. Lidt duft af jagt er der dog over begivenheden, idet der er tale om en symbolsk videreføring af den såkaldte par force jagt, som er hele baggrunden for, at dyrehaven blev anlagt af Christian d. 5 fra 1670 og frem. Her blev der anlagt veje i stjerneformation, hvor man kunne drive par force jagten, som var en udmattelsesjagt, der gik ud på med heste og hunde at jage en kronhjort i timevis til den segnede af udmattelse, hvorefter kongen kunne stige ned fra sin hest og dræbe hjorten med et sværd.
Udsigten over Erimetagesletten
Det er lidt uklart, om Karen K.’s postkort forestiller en Hubertusjagt eller en par force jagt. Motivet på postkortet kan selvfølgelig ikke dateres, fordi det er en kunstnerisk gengivelse, hvor man ikke kan gøre krav på historisk korrekthed i detaljerne. Men alligevel kunne det være sjovt forsøge med en “historisk datering” af tegningen. Hvis det er en Hubertusjagt må motivet være fra 1900-tallet. Dette passer lidt dårligt med resten af postkortene i serien, hvor borgerskabets kvinder går i krinoliner, som hører til omkring 1850-1870. Træerne på postkortet ligner også mere forårstræer med lysegrønne blade og hvide blomster, end de ligner træer den første weekend i november, hvor Hubertusjagten finder sted. Hvis der er tale om par force jagt, må motivet været fra perioden 1736 (hvor Erimetageslottet blev bygget) og 1777 (hvor den sidste par force jagt blev afholdt i Dyrehaven). Dette passer igen lidt dårligt med de andre kort i serien, som peger mod 1800-tallets midte og anden halvdel – bl.a. viser et af kortene Tivoli, som åbnede i 1843. De høje hatte, som rytterne bærer, slår også først igennem som hovedbeklædning for herrer i starten af 1800-tallet. Man kan også sige, at et af de vigtigste elementer ved par force jagt – nemlig hundene – mangler på billedet, men de er måske halset i forvejen! Man må nok være tilfreds med at datere motivet til “de gode gamle dage” og nyde det hyggelige billede af de springende heste og de grønne og røde kontrastfarver. Man kan for øvrigt læse meget mere om Dyrehavens og par forcejagtens spændende historie på Kulturstyrelsens hjemmeside. Her kan du bl.a. læse om hvordan en af de kronhjorte, der blev nedlagt i par force jagt endte med at tage livet at kongen selv!
Hest fra Karen K.’s billedlotteri, ca. 1965.Svensk julekort. Sendt til Frk. Kerstin Falk i 1968.
Et andet hestemotiv “fra de gode gamle dage” tegnet af Karen Kjærsgaard er denne trompeterende herre på et svensk julekort fra 60’erne.
Inspirationen fra 17-1800-tallets skandinaviske almuekunst er tydelig. Der er f.eks. en del ligheder i kompositionen med det nedenstående maleri af en mand på en fjordhest. Billedet er et fyldningsmaleri fra 1700-tallet på et skab i Norsk Folkemuseum i Oslo.
Fyldningsmaleri fra 1700-tallet.
Efter nogle eksempler på lidt naive tegninger af heste, hvor der ikke har været hensigten at gengive en bestemt race, kommer her en tegning fra 1998, hvor en hest er gengivet mere naturtro. Hesten kunne ligne en gotlandsruss pony, har min kærestes søster fortalt mig.
Ud over at Karen Kjærsgaards tegnestil gik fra den mere naive til det naturalistiske over årene, er hesten sikkert også gengivet naturtro, fordi det er en konkret hest. Karen Kjærsgaard har i hvert fald flere gange indarbejdet sit eget hus, sin egen hund og sine børnebørn i sine tegninger. Børnene på tegninger her, er faktisk netop Karen Kjærsgaards børnebørn.
Familiejournalens julepanorama fra 1998 med børnebørn og måske en helt bestemt hest.
Men ud over at bruge heste i sine tegninger, interesserede Karen Kjærsgaard sig også mere konkret for hestehold og ville gerne dele ud af en vigtig viden i den forbindelse. I februarnummeret af månedsmagasinet “Hippologisk tidsskrift” i 1989 begyndte således en ny serie om giftige planter med tegninger og tekst af Karen Fjord Kjærsgaard. Det var intet mindre end bladets 101. årgang, idet Hippologisk var blevet udgivet helt siden 1888 – næsten lige så længe som Familiejournalen, som udkom første gang i 1877. Måned for måned gennemgik Karen Kjærsgaard forskellige vilde planter, som er giftige for heste at æde. Nogle af planterne er endog så giftige, at heste kan dø inden for få timer efter at have indtaget planten. Den første plante i serien er også en af de farligste, nemlig taks. Karen Kjærsgaard nævner selv den indirekte motivation for sin oplysningskampagne, nemlig tidligere tragiske hestedødsfald:
“Det skulle ikke være nødvendigt at gentage den demonstration, en københavnsk væddeløbsstald lavede nogle år tilbage. Ingen havde tænkt på, at der i årevis havde været takshæk rundt om løbefolden, før et par fuldblodsheste gjorde opmærksom på det. På den eneste måde de nu kunne: Ved at dø på stedet.” (Karen Fjord Kjærsgaard, Hippologisk Tidsskrift 1989, nr. 2, s. 36)
Seriestart i Hippologisk Tidsskrift 1989, nr. 2
At advarslen desværre fortsat er relevant ses af denne nyhedshistorie fra 2009, hvor flere heste døde af at spise taksgrene, som var smidt på et Sankt Hans bål under opbygning.
Formentlig fordi taksplanten er både meget udbredt og meget giftig, starter serien med en omtale af den. Faktisk skal der bare 150 gram taks for at en fuldvoksen hest får forgiftning, som fører til kredsløbsforstyrrelser og hjertestop. Derfor blev taks i gamle dage omtalt som mælkemandens skræk. Når mælkevognens heste ventede ved vejen, mens mælkemanden leverede de daglige mælkeflasker til døren, kunne hestene finde på at stå og nippe til de planter, som var inden for rækkevidde. Og var det taks, der voksede der, kunne det være fatalt.
I løbet af femten måneder over 1989-90 når Karen K. at levere tegninger af 13 giftige planter til Hippologisk Tidsskrift. Det er: taks, buksbom, liljekonval, kærpadderokke, bidende ranunkel, skarntyde, fingerbøl, kvalkved, julerose, pebertræ, bingelurt samt hvid og gul anemone. Karen Kjærsgaard gengiver alle karakteristiske dele af planterne: blade, blomster og eventuelle bær. Tegningerne giver et godt indtryk af Karen Kjærsgaards evne til at gengive naturtro detaljer. Detaljer som jo er særligt vigtige, når formålet er at lære læseren at genkende de giftige planter i naturen.
Mærkeligt nok er serien afbrudt i juli-, august- og septembernummeret i 1989 – som jo ellers netop er måneder, hvor det er oplagt at ride ud i naturen. Heller ikke i martsnummeret fra 1990 er der et indlæg i serien, men i juninummeret fra 1989 og aprilnummeret fra 1990 er der to!
Sammen med tegning og tekst om anemoner i aprilnummeret fra 1990, skriver Karen Kjærsgaard: “Her – godt i gang med serien om de giftige planter – vil jeg sige så mange tak til alle, som har hjulpet mig med materiale….” Og så følger en liste af folk, bl.a. Karen Kjærsgaards søn og svigerdatter, som begge er agronomer. Ordlyden “godt i gang” tyder jo på, at serien med de giftige planter skal fortsætte, men dette blev faktisk det sidste indlæg i serien, som blev bragt i Hippologisk Tidsskrift.
Nogle år senere blev nogle af tegningerne fra serien – nu suppleret med guldregn og stormhat – trykt som en lille plakat med titlen “Giftige planter Have og hegn” i “Landsbladet hest“. Her til venstre er plakaten gengivet i sort-hvid, men den var selvfølgelig i farver.
Formentlig udgav bladet endnu en miniplakat under titlen “Giftige planter Mark og skov”, hvor gul iris, engbrandbæger og giftttyde er føjet til.
I hvert fald munder det hele ud i en “dobbelt plakat” på 70×50 cm med tegninger af seksten af planterne fra serien. Og denne plakat kan man faktisk stadigvæk købe! Den koster 90 kr. ,og så er man samtidig med til at støtte “Hestens værn”. Du kan købe plakaten ved at følge dette link.
Man kan overveje, om Karen Kjærsgaard mon tegnede flere planter til serien om giftige planter. En hel farveflora over vilde planter i den danske natur ville have været rigtig flot.
ENGLISH SUMMARY: Horses and venomous plants. Karens Kjærsgaard, I think, liked horses and that is reflected in her designs where horses are seen every now and then, though perhaps not as often as birds, cats or sheep. In this blog post I present some of her drawings of horses from the the 1960s to the 1990s. One old postcard depicts a hunting scene from the so-called Deer Park north of Copenhagen, a par force hunting landscape designed for royal hunts in the 17th century, today a recreational park around the Hermitage, a small castle. The landscape is now a UNESCO World Heritage Site. Another of Karen Kjærsgaard’s horse drawing shows how she is influenced by Scandinavian folk art. In the years 1989-94 a series of Karen Kjærsgaard designs of venomous plants were printed in various Danish horse magazine. The aim of the series was to educate and warn riders about plants that might seriously injure or even kill their horses, if they allowed the horses to eat the plants. A poster with some of these very delicate plants design is still available to buy: click here.
Hvis du har kommentarer eller spørgmål til bloggen, kan du skrive til mig privat her:
Så er vi trådt ind i efteråret, siger kalenderen, og det er tid til et nyt afsnit i serien “Året rundt med nisserne”, som Karen Kjærsgaard selv beskrev det under overskriften “Liv og glade dage hos nisserne fra træet” i Familiejournalens julehæfte i 1983 og 1980. Du kan se de tidligere indlæg i serien ved at klikke på disse links: nr.1, nr. 2 og nr. 3.
Miniaturetegning fra 1983.
Karen Kjærsgaard skriver: “Dagene glider af sted med arbejde og leg i en dejlig rolig rytme. Inden længe er det sensommer, og de marker, som for bare et halvt år siden var dækket af et tykt lag glitrende sne, står nu bugnende fulde af modne hvedeaks. Så slæber de små nisser deres sække ud i marken. De går derinde i en gylden skov, hvor solen sender et flimmer af lys ned mellem strå, der for nisserne er høje som træer. De fleste hvedekorn finder de på jorden, men ind imellem klatrer de op ad de glatte strå for at brække korn af aksene.” (Karen Kjærsgaard 1983)
“Alle kornene samles i sækkene, og sækkene bæres under stønnen og prusten hjem til træet.” (1983)
“Forråd til vinterens kolde dage gemmer de i store sække oppe på balkonen over deres stue”. (1980)
To udsnit fra Karen K. julepanorama i Familiejournalen 1980
Karen K. har også tegnet andre efterårbilleder med nisser, som du kan ser herunder.
To udsnit af Karen K. julepanorama i Familiejournalen 1986.
Efteråret er nemlig også tid for nisserne til at samle tyttebær og blåbær samt lyngris – måske til deres senge.
Sent på efteråret lægger tågen sig over landskabet, og inde i granskoven mødes nisser, katte og engle omkring den gamle gravhøj.
Til december, når det bliver vinter igen, kommer sidste afsnit i serien “Året rundt med nisserne.”
Hvis du har kommentarer eller spørgsmål til min blog, vil jeg meget gerne høre fra dig:
I dag, d. 24. august, går vi ind i Jomfruens tegn – bloggerens eget stjernetegn. Her ses Karen K.’s vignet til stjernetegnet, som blev bragt i Familiejournalens små hæfter med årshoroskoper. Hvis du vil læse om andre af Karen K.’s illustrationer til stjernetegnene, skal du scrolle lidt ned ad denne side og klikke på linket “Stjernetegn” under “Kategorier” i højre side af skærmen. Her kan du også finde direkte links til mange andre tidligere blogindlæg, pt. er der 42 indlæg på bloggen.
Denne egentlig ret tækkelige pige, er alligevel noget af det mest dristige Karen K. har offentliggjort. Jeg vil supplere med lidt flere jomfrutegninger fra Karen Kjærsgaards hånd – nemlig af jomfruen over dem alle: Jomfru Maria.
Det første billede er Maria i stråleglans bragt på forsiden af Familiejournalen tre dage før jul i 1971. Gad vide om man kunne finde på at pryde forsiden af et ugeblad med sådan et religiøst motiv her i 2016?
Bemærk de malende overskrifter uden på dette nummer af Familiejournalen.
Det næste billede af Jomfru Maria er en figur fra Familiejournalens julekrybbe i 1968. Maria var i tidstypisk flower power kjole!
Nogle år senere, i 1980, tegnede Karen K. endnu en julekrybbe til Familiejournalen. Her var Maria kommet i en mere afdæmpet lyseblå kjole, hvilket er den typiske jomfru Maria farve. Her ses hun som samlesæt.
I 1986 udgav Familiejournal sammen med julehæftet sidst i november et såkaldt julepanorama tegnet af Karen K. Sandt at sige er det nok snarere et sensommer- eller efterårspanorama. Forklaring følger. Motivet på dette panorama er nisser omkring en sø i et hedelandskab – måske er Karen Kjærsgaard blevet inspireret af landskabet ved de såkaldte Syvårssøer, som ligger i Jylland mellem Billund og Egtved. Billedargumentation følger.
Karen K.’s julepanorama til Familiejournalen 1986. Nisser boltrer sig i et jysk hedelandskab.
Siden 1976 havde Karen K. hvert år tegnet et julepanorama – et billede eller en plakat med julemotiv til Familiejournalen. Panoramaerne var sandsynligvis inspireret af svenske såkaldte “julbonader” – langstrakte julebilleder på stof eller papir, som der i Sverige var tradition for at hænge op ved juletid, og som Karen K. også havde tegnet til det svenske marked. Karen K.’s julepanoramer til Familiejournalen var særligt snedigt udarbejdet, idet der på bagsiden var trykt tekst og linier til tolv julekort. Den store plakat kunne således klippes ud i tolv motiver, som i sig selv gjorde den samlet enhed.
Familiejournalen skriver selv om panoramaet, at det er et “trefløjet panorama kan blive til 12 smukke julekort. Det er tegnet af Karen Kjærsgaard – og hun lader i år sine søde nisser boltre sig i et skønt jysk hedelandskab, hvor svanerne flyver forbi og de første snefnug kommer hvirvlende” (Familiejournalen 1986, nr. 46). Jeg har tænkt på, om snefnuggene måske er en kunstnerisk eftertanke, som skal få billedet til at se mere “julet” ud. I hvert fald er nisserne godt i gang med at plukke tyttebær og blåbær, og de er normalt modne i august og september. Det svarer også godt til den blomstrende lyng. Derfor synes jeg, der mest er tale om et efterårsbillede – nisser er hos Karen K. jo heller ikke strengt knyttet til julen. Du kan læse mere om Karen K.-nissernes hele år i mine blogindlæg “Året rundt med nisserne“.
Et af de tolv postkortudsnit fra panoramaet viser en nisse i samtale med en topmejse.
Landskabet på panoramaet er – som der også står i bladet – umiskendeligt jysk med lyngen, heden og det vide udsyn under en stor åben himmel. Men faktisk er der også en anden lille detalje, som afslører, at landskabet i hvert fald ligger vest for Storebælt, nemlig den lille fugl, som ses nederst til venstre på panoramaet, med den karakteristiske top på hovedet. Det er en topmejse, og den lever i Danmark stort set kun i Jylland og på Fyn, hvor den er en udbredt ynglefugl. Topmejsen er en standfugl, så den flyver altså ikke sydpå om vinteren. Topmejsen indvandrede til Danmark sydfra sidst i 1800-tallet og har siden bredt sig til Jylland og Fyn. Men da den er en meget stedfast fugl, som ikke bevæger sig over store afstande, har arten endnu ikke krydset Storebælt. Afstanden over vand er simpelthen for stor. Gad vide om Storebæltsbroen kan bevirke, at topmejsen også indvandrer til Sjælland?
Reenacting af overstående julekort. Topmejse fra juleuro, 1979 og stor nisse i plast. Begge designet af Karen K. Topmejse tegnet af Karen K. Fra et ark med julekort, 1984.
Da jeg første gang så denne tegning af Karen K., kom jeg til at tænke på et helt bestemt hedelandskab, som jeg selv har besøgt, nemlig Randbølhede sydøst for Billund. Og nærmere bestemt området omkring Syvårssøerne. Jeg synes, det er sandsynligt, at Karen K. er inspireret af netop dette landskab – i hvert fald er der mange ligheder mellem landskabet og tegningen. Desuden boede hun i 1970’erne i det samme område – ca. 20 km fra Syvårssøerne. Lighederne mellem Karen Kjærsgaards tegning og landskabet ved Syvårssøerne ses herunder:
Syvårssøerne. Foto lånt fra Naturstyrelsens hjemmeside.
Den opmærksomme læser vil nok lægge mærke til, at panoramaet herover ikke har de karakteristiske lodrette folder, som var nødvendige for at det kunne være inde i Familiejournalen. Der er tale om en plakat uden påtrykte postkort på bagsiden – måske et prøvetryk fra Allers trykkeri. Jeg har fået at vide, at denne plakat stammer fra en ældre dame, som ryddede op i sin afdøde fars lejlighed i Hellerup. Faderen kom en del på det trykkeri, som Allers brugte, så plakaten stammer nok derfra.
Men hvad er så Syvårssøerne for et sted? Det fortryllende navn dækker over en række såkaldte temporære søer i Frederikshåb Plantage på Randbøl Hede. Navnet hentyder til, at søerne kun nogle gange er fyldt med vand. Andre år fremstår området som en flad slette. I folkemunde blev det til, at søerne var vandfyldte hvert syvende år, og deraf opstod navnet. Men der er ikke nogen systematik i, hvornår søerne opstår. Det er grundvandet, som bestemmer vandstanden i søerne, og man kan heller ikke regne med, at søerne opstår i perioder efter megen regn. Grundvandet har sin egen rytme. I 2016 er søerne meget vandfyldte og ligner motivet på Karen K.’s panorama rigtig godt. Til sammenligning kan man herunder se to billeder fra mine besøg på stedet i henholdsvis 2013, hvor der næsten ikke var vand i søerne, og 2016, hvor der var ekstra meget vand i søerne.
Syvørssøerne juli 2013Syvårssøerne juli 2016.
Området er virkelig et besøg værd, ud over søerne, skoven, lyngen og tyttebærrene kan man også opleve fine hvide sandstrande som ved Vesterhavet – men altså inde midt på den jyske hede, så langt fra havet som man kan komme her i Danmark.
Sandstrand ved Syvårssøerne midt på den jyske hede, juli 2016.
Der er et rigt dyreliv omkring søerne med hoppende frøer, myrer og massevis af lynende blå sølvsmede, eller måske var det vandnymfer. De var vanskelige at fotografere, for de sad ikke stille ret mange sekunder ad gangen, så her er en sølvsmed tegnet af Karen K. i stedet for.
På Karen K.’s panorama ses yderligere en lille fugl, nemlig en sortmejse. Den lever i Danmark især i nåletræsplantager, hvor den har rede i huller i træstrammer eller i jorden. Hele området omkring Syvårssøerne er nåletræsplantange, så der ville være gode forhold for Karen K.’s lille sortmejse her.
Nederst til højre på dette takkekort udgivet af det amerikanske firma Caspari, har Karen Kjærsgaard også tegnet en lille sortmejse.Tolvtedels julekortsudsnit af det store panoramabillede. Med sortmejse og Karen K. signatur nederst til højre.
Plantagen omkring søerne
Ja, og minsandten om vi ikke også så nisser i lyngen. Deres huer lignede de modne tyttebær.
Så bedøm selv, tror du, at Karen K. var inspireret af Syvårssøerne, da hun tegnede sit hedelandskab?
Hvis du vil besøge stedet, kan du printe dig eget kort ud fra Naturstyrelsens hjemmeside, hvor du også kan læse mere om seværdigheder i området. Man parkerer, der hvor Bøgevadsvej slår et lille knæk. Der står WC på kortet. Parkeringspladsen ligger på venstre side af vejen, når man kommer fra Egtved, og hvis man har for meget fart på, kører man nemt forbi! Derfra er der ca. 2 km gåtur op til søerne og tilbage til parkeringspladsen. Men hvorfor ikke gøre en endnu længere tur ud af det og se nogle af de andre flotte natursteder, f.eks. den store sandklit Stoltenbjerg, hvor fra man har en god udsigt over det flade landskab?
Jeg håber, du har fået lyst til at besøge Syvårssøerne. Man føler sig næsten hensat til en anden verden. God tur!
ENGLISH SUMMARY: In this blog post I try to locate the moor landscape that might have been the inspiration for Danish designer and artist Karen K.’s (Karen Fjord Kjærsgaard) 1986 Christmas panorama printed in the magazine “Familiejournalen”. It is mentioned in the magazine that the landscape is from the peninsula of Jutland. The small bird in the bottom left corner of the panorama (a crested tit) also suggests this, because in Denmark this bird only lives in Jutland and on the island of Funen. I think the panorama resembles the landscape around Syvårssøerne (“The Seven Years Lakes”) close to the town of Billund (and Legoland). The name of the lakes stem from the fact that the lakes are temporary – they only fill up with water some years, other years they are dry and the landscape takes the form of flat plains. In the 1970’s Karen Kjærsgaard lived approx. 20 km away from these lakes. In her drawing she has filled the landscape with “nisser”, folklore creatures that today are mostly associated with Christmas, but in folklore and in Karen K.’s opinion they are all year round inhabitants of nature and human dwellings.
Så er skolernes sommerferie ved at være forbi. Det har Karen K. også en kommentar til. Nemlig denne forside af en dreng, der vandrer hen ad Skolegade med skoletasken på ryggen. Billedet prydede Familiejournalens forside for 45 år siden.
Skoledreng med lodden skoletaske. Karen K.’s forside til Familiejournalen 1971 nr. 32.
Det skoleår, der begyndte i august 1971, var for øvrigt kun det andet skoleår, som ved lov havde femdages skoleuger. Indtil august 1970 havde man nemlig også undervisningen om lørdagen. I de sidste år af 1960’erne havde man dog enkelte steder lavet forsøgsordninger med lørdagsfri i skolerne.
Skoleskema af Karen K. fra Familiejournalen 1976 nr. 32.Bloggerens storesøskende på tur med børnehaveklassen i 1976. Med skoletasker i lignende klare plakatfarver som på Karen K.’s skoleskema fra samme år.
I 1976 kunne familiejournalens læsere give deres børn et skoleskema tegnet af Karen K. Her var der ingen kolonne til lørdagstimer. Dog ser der på skemaet en lidt pusseløjerlig kolonne til højre for fredagskolonnen: Bemærkninger. Hvilke bemærkninger er det, man skal skrive på et skoleskema ud for undervisningstimernes forskellige klokkeslet? Mon ikke, det er et seksdages skoleskema fra før 1971, der er blevet konverteret til et femdages?
Men for de børn, der – som bloggerens store søskende – begyndte i skolen i 1976, var lørdagsundervisning blot en fjern fortid.
Her i 2016 – adskillige skolereformer senere – ønskes store som små en god skolestart.
Mikaels Karen K. blog 