ENGLISH SUMMARY BELOW

Her i det tidlige efterår er det oplagt at tage en ridetur på sin hest ud i naturen. Hyggeligt, men ikke helt ufarligt, hvis hesten prøver sig frem med at spise ukendte vækster, som viser sig at være giftige. Dagens blogindlæg handler om heste og giftige planter, og hvordan man genkender planterne og passer på sin hest. Begge dele set gennem Karen Kjærsgaards tegninger og tekster.

Jeg tror, Karen Kjærsgaard godt kunne lide heste. I hvert fald kan man i en artikel fra 1966 se hende sammen med familiens to heste. Hestene omtales som en del af familien.

Bygningen, hvor Karen Kjærsgaard står med de to heste – som vistnok er ponyer – står endnu ved den ejendom, som familien Kjærsgaard ejede lidt vest for Vejle i 1960’erne. De nuværende ejere på stedet har fortalt mig, at det var familien Kjærsgaard, der byggede den lille stråtækte hestestald.

 

 

 

I 1982, hvor Karen Kjærsgaard boede tæt på landsbyen Tåning i et lidt mindre hus uden plads til en hest, skriver hun, at hun havde sin hest i stald på nabogården. Så selvfølgelig er der også heste i Karen K.’s tegninger. Måske ikke nær så mange, som der er fugle, katte, får og andre dyr, men rundt omkring dukker hestene op både i naive gengivelser og i mere naturalistiske.

Nogle af de ældste gengivelser af heste fra Karen K.’s hånd, som jeg kender til, ses på nogle af postkortene i en romantiske serie, der viser årets gang i “de gode gamle dage”, som vistnok er en gang i 1800-tallet at dømme ud fra tøjet på tegningerne. Her ses både bøndernes arbejdsheste og de riges rideheste. Postkortene, tror jeg, er tegnet omkring 1960 eller lidt før.

Postkortet med herrerne i de røde frakker, som rider af sted i så høj fart, at en af rytterne falder af hesten, er interessant. Slottet i baggrunden er Erimetageslottet i Jægerborg Dyrehave, så der må være tale om et motiv fra Erimetagesletten. I slutningen af 1950’erne boede Karen Kjærsgaard i Søllerød kun få km fra Dyrehaven, så det er sandsynligt, at hun har hentet inspiration til postkortet på en vandretur på Erimetagesletten. Måske har hun endda overværet Hurbertusjagten, som foregår her hvert år den første søndag i november. Det har den gjort næsten uden afbrydelser siden år 1900. Rytterne i Hubertusjagten er netop klædt i røde frakker og hvide bukser. Hubertusjagten er ikke nogen egentlig jagt på trods af navnet. Det er et hesteforhindringsløb, som har taget navn efter jagtens skytshelgen Hubertus. Lidt duft af jagt er der dog over begivenheden, idet der er tale om en symbolsk videreføring af den såkaldte par force jagt, som er hele baggrunden for, at dyrehaven blev anlagt af Christian d. 5 fra 1670 og frem. Her blev der anlagt veje i stjerneformation, hvor man kunne drive par force jagten, som var en udmattelsesjagt, der gik ud på med heste og hunde at jage en kronhjort i timevis til den segnede af udmattelse, hvorefter kongen kunne stige ned fra sin hest og dræbe hjorten med et sværd.

Det er lidt uklart, om Karen K.’s postkort forestiller en Hubertusjagt eller en par force jagt. Motivet på postkortet kan selvfølgelig ikke dateres, fordi det er en kunstnerisk gengivelse, hvor man ikke kan gøre krav på historisk korrekthed i detaljerne. Men alligevel kunne det være sjovt forsøge med en “historisk datering” af tegningen. Hvis det er en Hubertusjagt må motivet være fra 1900-tallet. Dette passer lidt dårligt med resten af postkortene i serien, hvor borgerskabets kvinder går i krinoliner, som hører til omkring 1850-1870. Træerne på postkortet ligner også mere forårstræer med lysegrønne blade og hvide blomster, end de ligner træer den første weekend i november, hvor Hubertusjagten finder sted. Hvis der er tale om par force jagt, må motivet været fra perioden 1736 (hvor Erimetageslottet blev bygget) og 1777 (hvor den sidste par force jagt blev afholdt i Dyrehaven). Dette passer igen lidt dårligt med de andre kort i serien, som peger mod 1800-tallets midte og anden halvdel – bl.a. viser et af kortene Tivoli, som åbnede i 1843. De høje hatte, som rytterne bærer, slår også først igennem som hovedbeklædning for herrer i starten af 1800-tallet. Man kan også sige, at et af de vigtigste elementer ved par force jagt – nemlig hundene – mangler på billedet, men de er måske halset i forvejen! Man må nok være tilfreds med at datere motivet til “de gode gamle dage” og nyde det hyggelige billede af de springende heste og de grønne og røde kontrastfarver. Man kan for øvrigt læse meget mere om Dyrehavens og par forcejagtens spændende historie på Kulturstyrelsens hjemmeside. Her kan du bl.a. læse om hvordan en af de kronhjorte, der blev nedlagt i par force jagt endte med at tage livet at kongen selv!

Et andet hestemotiv “fra de gode gamle dage” tegnet af Karen Kjærsgaard er denne trompeterende herre på et svensk julekort fra 60’erne.

 

Inspirationen fra 17-1800-tallets skandinaviske almuekunst er tydelig. Der er  f.eks. en del ligheder i kompositionen med det nedenstående maleri af en mand på en fjordhest. Billedet er et fyldningsmaleri fra 1700-tallet på et skab i Norsk Folkemuseum i Oslo.

 

Efter nogle eksempler på lidt naive tegninger af heste, hvor der ikke har været hensigten at gengive en bestemt race, kommer her en tegning fra 1998, hvor en hest er gengivet mere naturtro. Hesten kunne ligne en gotlandsruss pony, har min kærestes søster fortalt mig.

Ud over at Karen Kjærsgaards tegnestil gik fra den mere naive til det naturalistiske over årene, er hesten sikkert også gengivet naturtro, fordi det er en konkret hest. Karen Kjærsgaard har i hvert fald flere gange indarbejdet sit eget hus, sin egen hund og sine børnebørn i sine tegninger. Børnene på tegninger her, er faktisk netop Karen Kjærsgaards børnebørn.

Men ud over at bruge heste i sine tegninger, interesserede Karen Kjærsgaard sig også mere konkret for hestehold og ville gerne dele ud af en vigtig viden i den forbindelse. I februarnummeret af månedsmagasinet “Hippologisk tidsskrift” i 1989 begyndte således en ny serie om giftige planter med tegninger og tekst af Karen Fjord Kjærsgaard. Det var intet mindre end bladets 101. årgang, idet Hippologisk var blevet udgivet helt siden 1888 – næsten lige så længe som Familiejournalen, som udkom første gang i 1877. Måned for måned gennemgik Karen Kjærsgaard forskellige vilde planter, som er giftige for heste at æde. Nogle af planterne er endog så giftige, at heste kan dø inden for få timer efter at have indtaget planten. Den første plante i serien er også en af de farligste, nemlig taks. Karen Kjærsgaard nævner selv den indirekte motivation for sin oplysningskampagne, nemlig tidligere tragiske hestedødsfald:

“Det skulle ikke være nødvendigt at gentage den demonstration, en københavnsk væddeløbsstald lavede nogle år tilbage. Ingen havde tænkt på, at der i årevis havde været takshæk rundt om løbefolden, før et par fuldblodsheste gjorde opmærksom på det. På den eneste måde de nu kunne: Ved at dø på stedet.” (Karen Fjord Kjærsgaard, Hippologisk Tidsskrift 1989, nr. 2, s. 36)

At advarslen desværre fortsat er relevant ses af denne nyhedshistorie fra 2009, hvor flere heste døde af at spise taksgrene, som var smidt på et Sankt Hans bål under opbygning.

Formentlig fordi taksplanten er både meget udbredt og meget giftig, starter serien med en omtale af den. Faktisk skal der bare 150 gram taks for at en fuldvoksen hest får forgiftning, som fører til kredsløbsforstyrrelser og hjertestop. Derfor blev taks i gamle dage omtalt som mælkemandens skræk. Når mælkevognens heste ventede ved vejen, mens mælkemanden leverede de daglige mælkeflasker til døren, kunne hestene finde på at stå og nippe til de planter, som var inden for rækkevidde. Og var det taks, der voksede der, kunne det være fatalt.

I løbet af femten måneder over 1989-90 når Karen K. at levere tegninger af 13 giftige planter til Hippologisk Tidsskrift. Det er: taks, buksbom, liljekonval, kærpadderokke, bidende ranunkel, skarntyde, fingerbøl, kvalkved, julerose, pebertræ, bingelurt samt hvid og gul anemone. Karen Kjærsgaard gengiver alle karakteristiske dele af planterne: blade, blomster og eventuelle bær. Tegningerne giver et godt indtryk af Karen Kjærsgaards evne til at gengive naturtro detaljer. Detaljer som jo er særligt vigtige, når formålet er at lære læseren at genkende de giftige planter i naturen.

Mærkeligt nok er serien afbrudt i juli-, august- og septembernummeret i 1989 – som jo ellers netop er måneder, hvor det er oplagt at ride ud i naturen. Heller ikke i martsnummeret fra 1990 er der et indlæg i serien, men i juninummeret fra 1989 og aprilnummeret fra 1990 er der to!

Sammen med tegning og tekst om anemoner i aprilnummeret fra 1990, skriver Karen Kjærsgaard: “Her – godt i gang med serien om de giftige planter – vil jeg sige så mange tak til alle, som har hjulpet mig med materiale….” Og så følger en liste af folk, bl.a. Karen Kjærsgaards søn og svigerdatter, som begge er agronomer. Ordlyden “godt i gang” tyder jo på, at serien med de giftige planter skal fortsætte, men dette blev faktisk det sidste indlæg i serien, som blev bragt i Hippologisk Tidsskrift.

Nogle år senere blev nogle af tegningerne fra serien – nu suppleret med guldregn og stormhat – trykt som en lille plakat med titlen “Giftige planter Have og hegn” i “Landsbladet hest“. Her til venstre er plakaten gengivet i sort-hvid, men den var selvfølgelig i farver.

Formentlig udgav bladet endnu en miniplakat under titlen “Giftige planter Mark og skov”, hvor gul iris, engbrandbæger og giftttyde er føjet til.

I hvert fald munder det hele ud i en “dobbelt plakat” på 70×50 cm med tegninger af seksten af planterne fra serien. Og denne plakat kan man faktisk stadigvæk købe! Den koster 90 kr. ,og så er man samtidig med til at støtte “Hestens værn”. Du kan købe plakaten ved at følge dette link.

Man kan overveje, om Karen Kjærsgaard mon tegnede flere planter til serien om giftige planter. En hel farveflora over vilde planter i den danske natur ville have været rigtig flot.

ENGLISH SUMMARY: Horses and venomous plants. Karens Kjærsgaard, I think, liked horses and that is reflected in her designs where horses are seen every now and then, though perhaps not as often as birds, cats or sheep. In this blog post I present some of her drawings of horses from the the 1960s to the 1990s. One old postcard depicts a hunting scene from the so-called Deer Park north of Copenhagen, a par force hunting landscape designed for royal hunts in the 17th century, today a recreational park around the Hermitage, a small castle. The landscape is now a UNESCO World Heritage Site. Another of Karen Kjærsgaard’s horse drawing shows how she is influenced by Scandinavian folk art. In the years 1989-94 a series of Karen Kjærsgaard designs of venomous plants were printed in various Danish horse magazine. The aim of the series was to educate and warn riders about plants that might seriously injure or even kill their horses, if they allowed the horses to eat the plants. A poster with some of these very delicate plants design is still available to buy: click here.

Hvis du har kommentarer eller spørgmål til bloggen, kan du skrive til mig privat her: