Før landbruget blev industrialiseret i løbet af 1900-tallet, var der tradition for at man i landbosamfundet hjalp hinanden med høsten. Og når høsten var i hus i september, holdt man også i fællesskab et stort høstgilde.
Her ses Karen K.’s kollage af stofrester, uldgarn, karton, bygaks, græs og blomster, som kom til at pryde forsiden af Familiejournalen i august 1969.
Den søde lille høstpige kom til at stå lidt i kontrast til de overskrifter, som fandt vej til den endelige forside. Fx.: LIGE PÅ OG HÅRDT MED TOM BOGS. (Tom Bogs var professionel bokser).
Fejringen af høsten skulle i gamle dage foregå inden Mikkelsdag, dvs. den 29. september. Stemningen af sådan en høstfest er bevaret som et minde i sangen “Marken er mejet, og høet er høstet“, som man måske stadig synger rundt omkring.
Teksten siger bl.a.:
Dette er andet vers af Højskolesangbogens version af “Marken er mejet“. Teksten er af den sydfynske bondedigter Mads Hansen og fra 1868, men den bygger faktisk på en ældre høstvise med titlen “I Høsten” af Adolph Recke (1820-67). I det originale vers er der blevet lidt mere plads til flirteriet mellem karle og piger, som uden tvivl har været en væsentlig del af høstfesten:
Teksten passer fint til Karen K.’s postkort af et høstgilde, som ses her ovenover. Et dansende par under en udsmykning af korn, græs og blomster blev sidenhen en af Karen K.’s sødmefyldte kollager.
Karen K. brugte mange motiver med folkedragter i sine arbejder sidst i 1960’erne og 1970’erne.
Det sidste kornneg, som blev bundet på marken, blev brugt til pynt i gildesalen til høstfesten. Ja, nogle gange sad neget endda med til bords. Og den pige, der havde bundet det sidste neg, skulle tage den første dans, når musikanterne spillede op.
Omkring reformationen havde man fra kirkens side prøvet at indføre, at høstfesten skulle holdes præcis på Mikkeldag, som også kaldtes Alle Engles Dag. Her skulle man takke for årets afgrøde og samtidig skulle der “den hele dag både om morgenen, formiddag og efter måltid prædikes om englene, og hvad gavn vi have af deres tjeneste…” Men Mikkelsdag som høstfestdag vandt aldrig rigtig indpas i befolkningen. Høstfester var populære, men datoen ikke vigtig. (kilde: Troels-Lund: Dagligt liv i Norden i det sekstende Århundrede, bd. IV).
Derimod blev Mikkelsdag – sammen med påsken – i de gamle landbosamfund ofte anvendt som skiftedag – dvs. den dag hvor tyende på landet kunne skifte tjenestested – nu var høsten jo vel overstået. Dette var på trods af, at Chr. V’s danske lov fra 1683 faktisk slog fast, at skiftedag var 1. juni og 1. december.
Mikkelsdag er opkaldt efter ærkeenglen Mikael. Måske var en af grundene til, at den kirkelige Mikkelsmesse aldrig blev så populær på disse breddegrader, at navnet “Mikkel” havde en lidt negativ klang og blev associeret med noget lumsk. Tænk bare på “Mikkel Ræv”. Derfor slutter jeg af på dette blogindlæg ved at se frem mod Mikkelsdag med et par frække og søde ræve tegnet af Karen K. gennem årtierne.
