ENGLISH SUMMARY BELOW

I dag, d. 13. september, fylder bloggeren 40 år, og på sådanne dage kan man godt blive lidt nostalgisk.

Da jeg for et års tid siden for første gang så dette billede af Karen K, som prydede forsiden af Familiejournalen i september 1972, undrede jeg mig over, at billedet kunne vække barndomsminder hos mig, når jeg aldrig havde set det før.

Forklaringen er nok den, at Karen K.’s naive og varme illustrationer vækker generelle gode barndomsminder hos os, som har set hendes tegninger i barndommen – uden at kende kunstnerens navn. Men en anden forklaring på, at tegningen af drengen med æblerne vækker barndomsminder hos mig, er dette fotografi af mig fra ca. 1982, som næsten kunne have været inspiration for Karen K.’s tegning:

Det er i hvert fald sjovt for mig, at sætte to de billeder side om side:

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Billedet er taget i min mormors have, som var resterne af mine oldeforældres æbleplantage på Djursland. Æblehaven blev anlagt engang i starten af 1900-tallet. Selv om træerne var gamle i min barndom, blev der hvert år stadig plukket massevis af æbler, som blev lagt i trækasser med min oldefars navn H.H. Hansen, Ørum. Egentlig var han først og fremmest malermester.

Livet bragte mine oldeforældre fra Fyn til Minnesota i USA. Her mødte de hinanden og blev gift. Derefter tilbage til Fyn og endelig til Djursland, hvor de byggede hus anlagde æbleplantage.

Og fordi min mormor, da jeg var barn, stadig boede i huset med resterne af æblehaven rundt om, voksede jeg op med navne som Fillippa, Ingrid Marie, James Grieve (udtalt James Greve), Cox Orange, Belle de Boskoop (udtalt bellebåskåp), Venus, Guldborg og Bananæble. Og Reineclaude (utalte René Klode) – men det var nu blommer. Navnene blev brugt, næsten som om det var velkendte personer, som de voksne havde mødt.

Det var en stor begivenhed, når der skulle plukkes æbler. Vi lærte at plukke æblerne forsigtigt af, så man ikke brækkede de kviste af træet, hvor der skulle vokse æbler næste år.

I min egen have er der ikke plads til et æbletræ, men heldigvis har naboens Discovery- æbletræ forvildet sig ind over hegnet til mig, så jeg også kan få lidt friske æbler. I år er de ekseptionelt røde!

Alle disse æbleminder, får mig til at tænke på Ludvig Holsteins digte. (Han er i dag bedst kendt for sagene Det er i dag et vejr og Det lysner over agres felt). Han levede fra 1864-1943, så mine oldeforældre kunne i teorien godt have læst hans digtsamlinger Mos og Muld (1917) og Æbletid (1920). Holsteins lyriske naturreligiøse digte og panteistiske tankegang ville dog nok have været lige lovligt løssluppent for mine oldeforældre.

Her 100 år senere er Holsteins lyrik temmelig gammeldags i udtrykket, men det er stadig flot lyrik. I nedenstående lille digt, der dufter af efterår, æbler og regn fanger han store stemninger ind i små ord: det er vende tilbage til gamle steder og stemninger, forfald, høst, genfødsel og i det hele taget livets cyklus. Det passer fint ind en dag som i dag:

Ok, indrømmet. Digtet her ovenover er faktisk en collage, som jeg har lavet af Ludvig Holsteins digte “Gravenstener” fra digtsamlingen Mos og muld og “September” fra digtsamlingen Æbletid, men jeg synes Holsteins budskab kommer smukt frem i destileret form. De originale digte har tilsammen 86 vers.

I dag er mine oldeforældre (som jeg aldrig har mødt), deres hus og have, min mormor og min barndom historie, men et lille billede, som Karen K.’s dreng med æblerne, kan vække minderne til live igen.

Til sidst lige en anden af septembers herligheder: brombærrene.

Og brombærrene smager fortrinligt sammen med æbler i en tærte. Jeg ønsker jer alle en fortsat god september måned.

ENGLISH SUMMARY: APPLES! Last year I saw Karen K.’s front page illustration for a 1972 magazine for the first time. The collage showing a boy in front of an apple tree with an apple in his hands immediate reminded me of a photo of myself from my own childhood. The photo was taken in the orchard at my grandmother’s house. The orchard was planted in the beginning of the 2oth century by my great-grandparents whom I have never met. They were both born on the Island on Funen in Danmark, but emigrated – individually – to America and got married in Minneapolis, Minnesota. Some years later they returned to Denmark. I think it is amazing how art can awaken memories even though that specific piece of art is not a part of that memory. I turned 40 today, so this blog post might be slightly nostalgic…

Hvis du har kommentarer til min blog eller spørgsmål om Karen K.’s kunst, er du meget velkomment til at skrive til mig.