Her i huset elsker jeg at få cylindriske pakker med posten. Op til jul i år kom der flere sådanne pakker. Mit postbud tager Covid-19-faren alvorligt og har derfor udviklet en teknik med at kaste pakkerne hen til mig fra 5-6 m afstand! Heldig kan indholdet ikke knuses. De cylindriske pakker kommer fra Sverige og indeholder fine “julbonader” i papir.

Jeg har tidligere skrevet om fænomenet “julbonader” her på bloggen: her, her og her. Kort fortalt er en bonad egentlig et billede, som er trykt på papir – en plakat. Har de julemotiver, kalder man dem “julbonader”. Oprindeligt var der tale om billeder, som var vævet eller broderet på stof og som i sagens natur var både tidskrævende og dyre at anskaffe . De blev hængt op i svenske hjem ved højtiderne. I løbet af 1900-tallet udviklede man så de trykte “bonader”, som folk med jævn eller lav indkomst også havde råd til. Stefan og Siv fra Sverige, som jeg har købt mange af bonaderne i min samling af, fortæller, at disse bonader af papir var kunst for folk, som ikke havde råd til at købe malerier før i tiden. Der var bonader med sommermotiver, påskemotiver, julemotiver, efterårsmotiver osv., så man kunne skifte dekorationen på væggen ud i løbet af året. Bonaderne kunne man købe for få kroner bl.a. i købmandsbutikkerner på landet, på svensk kaldet “lanthandel”. Og sådan en landhandel drev Stefan og Siv fra 1994 til 2014. Butikken som kaldes Flinks Handelsbod ligger på øen Flatö ud for Sverige vestkyst et stykke nord for Göteborg. Butikkens historie går helt tilbage fra 1912, og selveste den svenske vises grand old man “Evert Taube” besøgte stedet flere gang om sommeren i 1940’erne, og han skrev flere af sine viser her. Det var Taube, der gav landhandelens ejer, Gustav Johansson, tilnavnet Flink.

Handelsboden eksisterer stadig i dag – nu som restaurant. Fra handelsbodens gamle lager har jeg fået lov at købe flere bonader med motiver skabt af Karen K. Men før vi kigger på dem, vil jeg lige fortælle lidt om den svenske tradition med bonader.

Motiverne på de svenske papirsbonader er ofte smukke landskaber og nostalgiske scenerier fra gamle dage. Jeg er fascineret af denne svenske tradition, for jeg tror ikke vi har en tilsvarende i Danmark. Ja, faktisk findes der slet ikke et ord for fænomenet på dansk. Selvfølgelig ville ordet “juleplakat” give mening, men nogen udbredt tradition for at hænge juleplaketer op, kan vi ikke påstå at vi har i Danmark. Et godt eksempel på danskerne manglende tradition for bonader blev jeg opmærksom på, da jeg op til jul i år genlæste den danske oversættelse af Sven Nordquists fantastisk julehistorie om Pettersen og Findus, nemlig “Nissemaskinen”. Historien foregår vistnok i 1950’erne – i hvert fald dengang hvor plastik var et nyt og lidt mystisk materiale! En dag op til jul kommer en omrejsende handelsmand med kufferten fuld af julestads på besøg på Pettersens husmandssted.

Sælgeren præsenterer alle de fristende julesager for Pettersen, og i den danske oversættelse står der, at han bl.a. finder nogle stofruller med “julebroderier” frem, som Pettersen er interesseret i. Men ordet “julebroderier” må være oversætterens forsøg på at få fortællingen til at give mening for danske børn. Når man ser på tegningerne i bogen, er der ingen tvivl om, at der er tale om papirruller med trykte motiver på. Hvem solgte også færdiglavede julebroderier i 1950’erne? Dem kunne husmoderen da uden tvivl selv lave!

Gamle Pettersen er imidlertid ingen husmoder – og han køber bl.a. en fin bonad med glade julekøer.

Og til slut i bogen – hvor Pettersen og Findus står og stirrer efter julenissen – kan vi se, at julbonaden er blevet hængt til pynt på væggen. Lidt fiks er den blevet hængt op i et hjørne af stuen, så den løber hen over to vægge. Der var vist ikke rigtig plads på væggen ved siden af vinduet.

Herunder ses en typisk svensk bonad med almueidylisk motiv. Den stammer fra 1940’erne, og kunstneren bag er Maja Synnergren (1891-1950).

Det er lidt sjovt, at der på væggen på billedet faktisk hænger gammel bonad, som synes at afbilde bønder i søndagstøjet på vej til kirke. Stilen er kendt fra svensk folkekunst og blev eftergjort på papirsbonader efter Erik Forsman (1916-1976), som det ses herunder:

Karen Kjærsgaard, hvis tegninger også var populære i Sverige, bidrog til den svenske bonadstradition både med motiver til påske, jul og resten af året. Langt flest julemotiver dog. Jeg har fundet enkelte af disse gamle plakater her i Danmark, men hovedparten har jeg fra Sverige.

Karen K.’s julbonader stammer fra 1960’erne og 1970’erne, og stilen er knap så myldrende, som de svenske bonader fra 1940’erne og 1950’erne. Jeg tror, Karen K. har været mere inspireret af 60’erne og 70’erne tekstiltryk med et mere skarpskåret og plakat-egnet billedsprog, som f.eks. denne engel trykt på bomuld:

Her vil jeg vise de nye julebonader, som jeg i år har købt fra Stefan og Sivs gamle lager og enkelte andre steder. De er næsten alle trykt af kunstforlaget Axel Elisasson, som også udgav postkort og julekort og andre papirvarer. Alle bonader har et serienummer, og jeg gætter på, at man måske kan aflæse produktionsåret heraf. I så fald stammer de fra 1970 og 1971.

Den her fine julebonad (nr. 7193) med en nisse, som har været ude at hente juletræ, har jeg tidligere kun set billeder af, så jeg er glad for nu at have et eksemplar i min samling. Og så ovenikøbet i to forskellige versioner. Flere af disse bonader blev nemlig ikke bare trykt på papir, men også på tyndt, tyndt plastik til at klæbe op på ruder, køleskabe, skabslåger eller andre glatte overflader. Her er platikudgaven på en af mine køkkenlåger:

Man kunne købe sådanne plastfolie pynt enkeltvis eller i hele pakker, som det ses her:

Det må regnes som den professionelle udgave af en form for julepynt, som vi praktiserede i min barndom, nemlig at klippe flotte billeder ud af indkøbsposer fra Brugsen eller andre dagligvarerbutikker og klæbe dem op på køleskabet.

Den næste bonad, som er kommet til min samling i år, har jeg faktisk købt i Danmark. Tidligere her jeg kun haft denne i plastudgave. Men her er den trykt på kraftigt papir i limet på karton. Nu hænger den i min entré og hilser på alle, der kommer på julebesøg.

Den er formentlig trykt i Danmark. I hvert fald har den ikke det typiske AE (Axel Eliasson) logo, nummerering og teskten “Svensk tillverkning”, som alle de andre bonader. Oprindeligt lavede Karen K. faktisk dette billede, som en pakkekalender til sin søn, Lars omkring 1967. Det kan du læse om her.

Den næste svenskfremstillede bonad (nr. 7023) viser nisser, som går tur med deres katte i en sneklædt by, mens børn ser måbende til fra vinduerne. Det er heller ikke så tit, man ser nogen gå tur med en kat i snor.

På den næste bonad (nr. 7062) kommer julenissen med gaver til et nissehus. Her benytter Karen K. også teknikken med af blandet forskellige materier: buskene foran huset er tuja- og rønnebærkviste. Stråtaget er måske en kokosmåtte (?). Desuden skabes der en 3D-effekt ved at lægge flere lag oven på hinanden omkring husets døre og vinduer.

Den sidste egentlige julbonad, som er tilføjet til samlingen i år (nr. 7022) har et klassisk Karen K. motiv, nemlig en nissepige, som er god ved skovens dyr. De lange øjevipper er lidt ukarakteristisk for Karen K.’s stil, men bonaden er signeret “Karen K.” så der er ingen tvivl. Fuglene i træet er da også klassiske Karen K. fugle.

Jeg er ret vild med den funky ramme omkring billedet, som i sin farvestålehed giver gode associationer til tiden omkring 1970, hvor jeg tror, bonaden er produceret. Desuden minder det også lidt om et broget svensk kludetæppe.

De sidste nykøb til Karen K. samlingen er ikke egentlige bonader, men er ligesom bonaderne trykt på kraftigt papir. Den første er en bordløber eller juledug. Den ligeledes fra firmaet Axel Eliasson, men er nummereret med kun to cifre (76), hvilket jeg tror er en ældre nummerserie end de fircifrede. Den er formentlig fra 1960’erne.

Den lange, smalle papirstrimmel herunder ville svenkerne nok kalde en julefrise:

Julefrisen er så slidt i begge ender, at der ikke er bevaret firmalogo eller evt. signatur. Men jeg skulle hilse fra Karen K.-forskningscentrets assistent, som for 4 år siden klippede omkring 50 Karen K. grangrene ud i filt til et juletræstæppe, og sige at der ikke er nogen tvivl om, at dette er Karen K. design!

De flettede hjerter med de karakteriske prikker på hjerternes buer og i nogle af de flettede felter ses også andre steder hos Karen K., som f.eks. herunder:

Til slut en lille bordløber, som måske/måske ikke er af Karen K.

Der er selvfølgelig ingen signatur på denne, men forlagets logo “Axel Elissason” og løbenummer 7070 peger mod en tid, hvor Karen K. lavede designs til dette svensk firma. Fototeknikken og brug af blandede materieler genkendes også hos Karen K.

I det hele taget minder stilen meget om dekorationen på denne dækkerserviet af Karen K., også selv om fuglene ikke er helt ens.

Så indtil videre vil vi lade tvivlen kommer denne bordløber til gode og tilskrive den Karen Kjærsgaards produktion fra ca. 1970.

Måske er du blevet inspireret til at anvende den svenske julbonadstradition i din julepynt næste år? Jeg er i hvert fald. Fortsat god jul – eller som de siger i Sverige: “God fortsättning”

Julen har fået corona i år, og få dage før jul blev stormagasinerne lukket ned lige midt i den allertravleste julehandel. Mon ikke det flytter en hel del julegaveindkøb over på nethandel i år? Det er sjovt at tænke på, at nethandelen på en måde minder lidt om tidligere tiders postordrekøb, hvor befolkningen i selv de fjerneste afkroge af landet kunne købe og få tilsendt de flotte varer, som postordrekatalogerne lokkede med. F.eks. som i dette julekatalog fra Daells varehus udsendt i 1959.

(Man kan bladre digitalt af de gamle kataloger fra postordrefirmaerne og varehusene på det kongelige biblioteks hjemmeside. Det er ægte kulturhistorie.)

Men hvis man boede i en af landets større byer kunne man også selv tage ind til et af stormagasinerne og købe sine julegaver. Og så var det jo vigtigt, at de blev pakket flot ind.

Og op til jul engang i slutningen af 1950’erne eller starten af 1960’erne, var der en kunde, som fik sin julegave pakket ind i denne gaveæske. Selvfølgelig med design af Karen K.:

Æsken har set bedre dage, og metalklipsene, der holder hjørnerne sammen har én efter én næsten givet op.

Men i betragtning af, at æsken var tænkt som en midlertidig indpakning for ca. 60 år siden, har den egentlig klaret det ok. Hvad mon æsken indeholdt den juleaften? Den måler 24x24x6 cm, og kartonen er ikke særlig kraftig, så det her ikke været noget tungt. Måske har den været anvendt til et halstørklæde, sokker eller undertøj fra tøjafdelingen? Eller måske har der snarere været legetøj i den?

Æsken er på smukkeste vis signeret “Karen K”, så der kan ikke være tvivl om, hvem der har tegnet den. Stilen tyder på, at det er ret tidligt i Karen K’s karrier, som begyndte omkring 1954.

Det samme design går for øvrigt igen på et bevaret stykke gavepapir fra samme tid – bare med grøn baggrund, så måske har mange haft glæde af Karen K.’s tegninger af engle, snemænd, julemænd og dalarheste rundt om julegaven i det eller de år.

Den faste læser af bloggen vil nok undre sig lidt over julenissen på gavepapiret, og måske endda sige, at bloggeren er et vrøvlehovede. Der er nemlig i designet lidt af en sjældenhed blandt Karen K’s tegninger: En skægget julenisse. Det er lige før at skæggede Karen K. nisser i de første mange årtier af hendes professionelle karriere er lige så sjældne som en hvid jul i Danmark i det 21. århundrede, og det er også blev beskrevet flere gange her på bloggen, som argument i diskussion og herkomsten af forskellige gamle nisser. Har de skæg er de næsten med garanti ikke tegnet af Karen K. Næsten alle nisser hos Karen K. er nemlig børn eller glatbarberede ungnisser – eller kvindelig nisser selvfølgelig. Først op i 1990’erne, hvor Karen K. selv var blevet over 60 år, ses skæggede gamle nisser af og til, og det er også først der, at julemanden himself rigtig gør sit indtog i hendes tegninger. Men her er altså en sjælden undtagelse fra tidligt i karrieren:

I dag indeholder gaveæsken farvestrålende julekugler fra 1970’erne. Man bliver glad i låget ,både når man ser på æskens låg, og når man tager låget af og ser de blændende blanke farver på jule- og discokuglerne inde i kassen.

Jeg håber, I når alle jeres julegave indkøb og får gaverne flot pakket ind. Nogle gange er indpakningen (næsten) vigtigere end indholdet.

Lad os se det i øjnene: traditionen med at sende julekort med posten er ved at dø ud. Derfor har jeg starten en ny julekortstradition, som sikrer mig, at jeg alligevel får julehilsner i postkassen.

Traditionen er at købe gamle julekort tegnet af Karen K.. Det foregår på instagram, facebook, internetauktioner og hvor den slags ellers er til salg. På den måde er min julekortstradition kommet til at dække over hele året, så der ligeså vel kan ligge et julekort i min postkasse i juli som i december. Til gengæld må jeg leve med, at de hilsner, som er skrevet på kortene, ikke er til mig, men til helt ukendte mennesker.

Når man læse julehilsnerne er det på en måde som at høre Giro 413 bare uden musik. Til gengæld er der billeder til.

F.eks. sender Kirsten (og moder) deres hengivne hilsner til overlærer Gudrun Kirkegaard (og hendes forældre) i København i julen 1957 med dette kort:

Onkel Otto og Tante Minna i Hvide Sande sender gode ønsker for julen og det nye år til Familien Johnsen på Pramdragerkroen i Silkeborg i julen 1975 med dette kort:

Ud over poststemplet fra Hvide Sande postkontor er der på kortet et stempel, som reklamerer med, at Hvide Sande er “En havfrisk by at handle i”.

Her er for øvrigt et billede af Pramdragerkroen fra 1984. Kroen findes endnu:

I 1957 sender Birgitte til Lene ønsker om en rigtig god jul og et godt nytår, samt at hun må nyde den meget velfortjent ferie. Det sker med dette kort:

I 1962 sender Carl og Grethe jule- og nytårshilsen til Karen og Vagn i Tyrsted ved Horsens, og tilføjer, at de nok ses en af juledagene. Det sker på dette forgyldte julekort:

Og med dette kort ønsker Ingeborg og Nisse “God jul Gott Nytt år” (fortrykt på kortet) til Agda Svensson i svenske Broby:

Og et ukendt sted i Sverige i 1967 ønsker Sara og familien: “God Helg. Kära Ester!” med denne lille engel:

Sjovest at det selvfølgelige at læse andres julekort, når man får afsløret lidt om afsenderen eller modtageren. Det her kort har Ane Marie (og Erik) sendt Grethe og Knud i Store Spjellerup i 1981. Kortet er dog fra 1979, hvor Ane Marie formentlig har klippet det ud af Familiejournalen. Ane Marie fortæller, at hun nu har tre børnebørn, og at hun er lystfisker, når vejret er til det:

Helt tilbage i 1955 sender Helen og Mogens julehilsen til “Forfatteren Jørgen Bukdahl” på “Bjerget” i Askov ved Vejen med dette kort, som må være et af de første kort Karen K. har sat sit navn på.

Jørgen Bukdahl var forfatter og foredragsholder (1896-1982). Det meste af sit voksne liv boede han i Askov og var knyttet til Højskolen der som ekstern foredragsholder.

“Bjerget” var det navn, han gav familiens hus. Det står en mindesten over ham i Skibelund Krat.

I 1958 havde Alice problemer med at få sin julehilsen sendt til Familien Elmhøj Andreasen i Esbjerg. Hun havde nemlig ikke skrevet husnummer på kortet, og derfor kom det retur. Det var ikke ualmindeligt, at man skrev ufuldstændige adresser på brevene i 1950’erne. Postbuddet kendte jo alle adresserne! På andre af de julekort, som jeg har fundet i år, mangler der ovenikøbet bynavn. Det er underforstået, at det er i København brevet skal leveres. Men i 1958 må Esbjerg altså have været så meget en storby, at postbuddet ikke kunne udbringe dette julekort. Så Alice har måtte klæbe et stykke papir over den oprindelig adresse og skrive den fuldstændige adresse og bruge endnu 20 øre på porto. Ikke underligt, at hun på forsiden har skrevet: “P.S. 22/12. Jeg troede vitterligt, at I var saa kendte at Hus Nr. var overflødigt.“:

I 1959 skriver en afsender, hvis navn jeg ikke kan læse, til hr. og fru Berg-Eriksen i Fredensborg, at han ikke selv kan rejse til Færøerne i julen år, fordi han arbejder med oversættelsen af en bog og fordi Marjan 1. januar starter i en “huslig plads” i London for 1/2 år:

Og samme år – og på et kort fra samme serie af Karen K. julekoet – sender Skovshoved Sejlklub invitation til årets julestue, som afholdes i Ryttergården i Klampenborg:

Læg mærke til, at invitationen er maskinskrevet direkte på kortet. Hvis alle invitationer til sejlklubben medlemmer er skrevet på den måde, må det have taget en rum tid at få lavet invitationerne!

Læg også mærke til, at der serveres JULEBOLLER til børnene. Ingen havde den gang forestillet sig, den diskussion, som 60 år senere – i 2019 – skulle rejse sig lige præcis om ordet juleboller….

Ud over indblik i andre menneskers liv og gøremål giver årets julekortsamling også et godt billede af udvikling i Karen K.’s tegnestil.

Disse kort er de ældste, fra ca. 1955-57:

Disse kort er fra ca. 1959:

Fra sidst i 1960’erne:

Og fra de gode gamle hessianfyldte 70’ere:

Og så et spring frem til 1990’erne, hvor kortene er tegnet for det amerikanske firma Caspari. Her ser man julemænd, hvad der ellers er stort set fraværende fra Karen K.’s produktion fra 1950’erne til 1970’erne:

Der er ikke længere nogen “Karen K.” signatur på 90’erne amerikanske kort, men bag på kortene kan man læse, at de er trykt after originale motiver af Karen Fjord Kjaersgaard.

Man kan genkende Karen K.’s 90’er-tegnestil fra periodens julepanoramaer fra Familiejournalen:

Det er også lidt sjovt at opdage, at ét af julekortene fra USA er en større udgave af et julekort (ligeledes amerikansk), som jeg havde fra tidligere:

Karen Kjærsgaards arbejdede med at udvikle sin kunstneriske stil gennem hele sin lange karriere, og selv om mange motiver gik igen i hendes produktion ,kom de til udtryk på vidt forskellig vis gennem tiden. Der er f.eks. ca. 40 år mellem de to motiver af Maria med Jesusbarnet herunder. Julekortet til højre er sendt i 1957, mens julekortet til venstre er fra 1990’erne:

Man kan sige, at der er en himmel til forskel.

 

 

 

Karen Kjærsgaards juletegninger, julekort og nissefigurer har været en stor del mange danskeres jul gennem flere årtier. Formentlig uden at mange kendte til signaturen Karen K. – eller hvem person bagved var. Det håber jeg at have rådet lidt bod på med denne blog.

I Sverige var julevarer designet af Karen K. også populære – ja faktisk blev mange af varerne fremstillet i Sverige. Bl.a. var det firmaet Hedlund, som stod bag de populære små plastiknisser. Og alligevel tror jeg, at personen Karen Kjærsgaard var endnu mindre kendt i Sverige end i Danmark i 1960’erne og 70’erne.

Men i det seneste nummer af det svensk magasin Scandinavian Retro (2019, nr. 6) får Karen Kjærsgaard nu en velfortjent omtale i broderlandet.

I bladet findes nemlig en lille reportage, som gennemgår designs af julegavepapir fra 1930’erne og frem til 1970’erne. På siderne om julegavepapir fra 60’erne og 70’erne fungerer flere af Karen K.’s designs som værdige repræsentanter for det forgængelige og omskiftelige materiale. Hendes gavepapiret blev ligesom plastnisserne produceret af Hedlund og kunne også købes i Danmark.

Herunder ses f.eks. et par tidstypiske 60’er designs. Karen K. har tegnet to af gavepapirerne på højre opslag. Nemlig det mørkebrune papir med engle, fugle og julekugler samt papiret med de små trinde nissedrenge og nissepiger i røde dragter.

Jeg har aldrig set dette julegavepapir før, men nogle af motiverne har jeg set som små svenske julekort. Blot med lidt ændrede farver:

I 1970’erne var Karen K. også storlevarandør til Hedlunds katalog af julegavepapir. Her på dobbeltopslaget ser man tre af Karen K.’s 70’er-designs, nemlig de to øverst til venstre og det øverst til højre:

Et af julegavepapirerne har jeg været heldig af finde et lille bevaret stykke af:

Gavepapiret med hjerterne på fandtes både med rød og med guldfarvet baggrund. Mange danskere vil genkende motiverne fra 70’ernes julepynt i Familiejournalen:

Gavepapiret med vinterlandskabet vækker genklang om Karen K.’s julepanorama fra Familiejournalen i 1976. Som man kan se på billedet herunder er motivet det samme. Det er et udsnit af gavepapiret til venstre og julepanoramaet til højre:

Men når man kigger nøjere efter, er der faktisk variationer imellem panoramaet og gavepapiret. Gavepapiret skulle nemlig leve op til en vigtig egenskab for genren: nemlig et evig gentaget motiv, som aldrig har en direkte begyndelse eller slutning, uanset hvor mange eller hvor få meter af gavepapiret, man ruller ud. Derfor er delmotiverne fra julepanoramaet blevet sat sammen på en ny måde, og der er sket ændringer undervejs.

Når man sætter de to motiver ved siden af hinanden kan man se, at kirketårnet har ændret facon, skøjtesøen er blevet spejlvendt, og træer omkring søen er blevet skiftet ud med træer, som er hentet fra andre dele af julepanoramaet. På det lille udsnit af gavepapiret, som er trykt i bladet, kan man se gentagelsen: det lille gule bindingsværkshus er både øverst og nederst i udsnittet. På det oprindelig julepanorama er der ingen gentagelser.

Jeg er glad for, at Scandinavian Retro har taget et emne som julegavepapir op. De forgængelige ting i verden, står mit hjerte særligt nær. Og Karen K. får endelig sat sit navn lidt mere på plads i retroverdenen. Jeg har tidligere her på bloggen skrevet mere om julegavepapirets historie i Danmark – og ikke mindst Karen K.’s bidrag til genren. Du kan læse om det og se mange flere billeder her og her.

Og apropos gammel julepapir – prøv lige at se noget ydmygt gammelt julepynt, jeg så på et loppemarked: Engle, nisser og snemænd klippet ud af gavepapir og limet på træklodser, så de kan stå. Jeg tror, vi er tilbage sidst i 50’erne, og man kan forestille sig nogle børn, der har fået afsavede stumper træ fra fars værksted og gavepapiret fra juleaften og har fået lov til at lave deres eget julepynt. Det er da nøjsomhed:

Hvis du er interesseret i magasinet Scandinavian Retro kan du købe det i løssalg forskellige steder i Danmark. Find en liste over forsælgere her.

 

 

Julen er slet ikke så uforanderlig, som vi nogen gange fristes til at tro. Nye juletraditioner kommer til, og andre traditioner glider ud i glemslen. I dette blogindlæg skal det handle om en (næsten) forsvundet juletradition, som havde sin storhedstid i 1900-tallet, nemlig julehæfter. Og der er selvfølgelig en forbindelse til Karen K. nederst i indlægget!

Hvad er julehæfter?

Med julehæfter mener jeg ikke særlige julenumre af kendte ugeblade som Familiejournalen og Hjemmet, der stadig i vores tid udsender et særligt julenummer i slutningen af november. Derimod tænker jeg på særlige hæfter – ofte i rigtigt flot udstyr med stort format, kraftigt papir, farvebilleder osv. som udkom én gang om året, nemlig op til jul. Indholdet var små noveller, digte, kulturhistoriske artikler, og ofte også opgavesider, ideer til julepynt, spil o.l.

Julehæfter i massevis

Fra min egen barndom husker jeg kun svagt min mormors “Ved julelampens skær” og en bunke med nogle meget gamle hæfter ved navn “Jul i Randers”, som blev lagt frem hos min morbror og tante i juletiden. Men på det seneste har jeg fundet ud af, at der i løbet af 1900-tallet blev udgivet et utal af sådanne julehæfter – nogle med større og nogle med mindre succes, nogle i få år og andre over en lang årrække.

Et af de ælste julehæfter var “Juleroser”, som udkom første gang i 1880’erne. Parallelt udkom “Børnene juleroser” (1884-1930), som selvfølgelig var henvendt til et yngre publikum. Prøv engang at se, hvor flot sådan et børneblad var i 1902 – helt i tidens skønvirkestil. Det har næppe været billigt, og jeg gætter på, at det hovedsageligt var det bedre borgerskabs børn i de større byer, som fik sådan et hæfte.

Samtidens berømte børnebogsillustrator Louis Moe havde tegnet:

Og samtidig var der helt anonyme tegninger fra en meget ung Robert Storm Pedersen, på to sider i bladet under titlen “Olgas Stil, illustreret af hendes Broder “:

Der er ingen tvivl, om at det er Storm P., der er på spil her. Så bare denne betuttede ko:

Blandt meget andet indeholdt bladet et automobilspil, et skyggeteater og reklamer rettet mod børn – det sidstnævnte er altså ikke en ny ting!

I de følgende årtier skyllede det frem med julehæfter i Danmark. Forlag, handelstandsforeninger, organisationer, politiske partier og religiøse trossamfund var blandt udgiverne. Titler som Jul på Mors, Næstved jul, Jul i Kalundborg og Fynsk jul fandt sit publikum lokalt.

Men andre julehæfter var landsdækkende. Titler var bl.a. Julestjernen (udgivet af Lohses forlag), Julesne (udgivet af A/S Danske hjem), Jul for alle (udgivet som suplement til ugebladet Hjemmet), Hjemstavnsjul (udgivet af hjemstavnsforeningerne), Folkets jul (udgivet af arbejderforlaget Tiden), Børnehavejul (udgivet af Landsforeningen Forebyggende Børneværn), Tyst jul  (Danske Døves Landsforbund) og Spejderjul (udgivet af de forskellige danske spejderkorps i fællesskab). Nogle gange var det kendte forfattere som Jeppe Aakjær, Thit Jensen, Selma Lagerlöf og Tove Ditlevsen, der leverede tekster. Andre gange kom teksterne fra de mere ukendte – men ikke mindre produktive – ugebladsnovelleforfattere. Kryds og tværser og vittighedsegninger føjedes til indholdet. Men grundstammen var stadig små noveller, som regel med lykkelig udgang. Fra år til år var julehæfterne i bund og grund meget ens, men når man kigger nærmere efter, er det helt tydeligt, at hæfterne afspejler præcis den tid, de udkom i, og ikke mindst hvem der var hæftets afsender.

Som f.eks. dette nummer af Hjemstavns jul fra 1943. Allerede forsiden signalerer dansk kultur og samhørighed, noget som fik forøget fokus under besættelsen.

Bladet er fyldt med historier og billeder fra forskellige egne af landet, og på første opslag ses et for tiden velkendt symbol: Kong Christian X til hest i Københavns gader.

Et af tidens berømte sangskriver-makkerpar, nemlig Sigfred Pedersen og Niels Clemmensen, leverede en ny fædrelandsang:

(Fun fact: Faktisk var det sidste arbejde, som komponisten Niels Clemmensen lavede, melodien til en julesang, som blev bragt i hæftet Julesne i 1950)

Og selv reklamen med det hyggelige juletræ på hæftets bagside er faktisk også en påmindelse om besættelsestiden.

Reklameteksten lyder nemlig:

Nu tændes Lys paa Julens Bud
til Fest for store og for smaa
men Straaaler maa ej slippe ud
og lyset holder PERGO paa
og pynter op i Stuen. 

Det er simpelthen en reklame for mørklægningsgardiner!

I 1945 kan julehæftet Jul for alle derimod indledes med digtet “Fredsjul” – besættelsestiden er forbi! Og inde i bladet fortæller fire deltagere i den danske frihedskæmpe dramatiske og gribende historier om julen 1944.

(Fun facts: Digteren Poul Sørensen var forøvrigt ham, der også skrev bl.a. teksten til Solitudevej og Skibet skal sejle i nat. Og se lige på forsiden af hæftet hernedenunder. Det ser ud som om, nogen har fået denne lille figur formgivet af Ada Bonfils for keramikfabrikken P. Ipsens Enke i julegave):

Alt i alt var hæfter som Julesne og Jul for alle ret ufarlige og fokuserede mere på hygge og nisser end på noget videre religiøs eller politisk. Den del var der andre julehæfter, som tog sig grundigt af.

Hæftet Julestjernen, som udkom fra 1899-1988 blev udgivet af det indre missionske forlag Lohse, og her var det ikke overraskende den religiøse og åndelige side af julen, som fyldte mest i hæftet historier og artikler.

(Se godt på dette nummer af Julestjernen fra 1959. Nogen har ganske uandægtigt udstyret Jomfru Maria med en tynd kuglepensmoustache!)

Ved siden af Indre Mission fandtes Luthersk Missionsselskab, som selvfølgelig også havde sit eget julehæfte, nemlig Juleneget som udkom fra 1923 til 2007. Fra 1939-1999 blev der parallelt hermed udgivet Børnenes juleneg, altså et børnejulehæfte. Her ses julehæftet fra 1979:

Indeholdet i Børnenes juleneg 1979 er hovedsageligt noveller med børn, som diskuterer religiøse spørgsmål med sine forældre – og der er næsten udelukkende tale om tekster, som er oversat fra norsk. Der er også en opgaveside:

Jule-rebusen med hilsen fra B.S. Ingemann kan jeg klare. Men den nederste opgave på siden kræver det en mere bibelstærk person end mig at løse. Faktisk har jeg stadig ikke forstået, hvad opgaven går ud på.

Helt og aldeles fri for religiøst indhold var til gengæld julehæftet Folkets jul, som blev udgivet af Arbejderfolaget og senere forlaget Tiden. Der er med andre ord tale om et kommunistisk skrift. Så det kan ikke undre ,at hverken Jesus eller Chr. X fik plads i hæftet. Det udkom fra 1936-1989, med enkelt ophold bl.a. under besættelsen. For at sige det mildt ,så er det ikke søde nisser og hyggelig julestemning, der præger hæftets indhold. Se bare forsiden fra 1946: Koldt og ækelt snesjap og grå ansigter.

Inde i bladet kan man læse om bl.a. den bulgarske kommunist Georgi Dimitroff, Raketbomber og raketaffyringer samt om Ejendomsretten i Sovjetunionen.

Novellerne handler især om mennesker, som på forskellig vis undertrykkes eller ødelægges af det kapitalistiske samfund.

Hele bladets politiske holdning opsummeres i denne lille tegneserie:

I 1962 er bladets forside blevet mere julehyggelig, men indeholdet er stadig dystert grænsende til det dystopiske. Glædelig jul:

Så er der altså mere ægte julehygge i julehæftet Børnehavejul, som blev solgt i børneinstitutioner – udbyttet gik til køb af “legerigtigt legetøj”. Her er der er ægte nissejul, og hverken Jesus eller Stalin fylder ret meget. Det gør derimod tegninger af skønne kvinder som Thora Lund, Dorte, Eva-Marie og Anna-Maija Usma.

Nogle af de samme tegnere lagde også pen til julehæftet Spejderjul, som f.eks. denne forside af Thora Lund:

Og hvorfor nu denne lange historie om julehæfter her på Karen K. bloggen? Fordi Karen K. selvfølgelig også har leveret tegninger til julehæfter. Jeg kender i hvert fald til to eksempler, som sjovt nok begge er fra 1979.

Det luthersk missonske julehæfte Børnenes Juleneg har et omslag tegnet af Karen K. Motivet er englenes forkyndelse af julebudskabet til hyrderne på marken.

Billedet er et udsnit af Karen Kjærsgaards større maleri, som året før, altså i 1978, var blevet bragt som julepanorama i Familiejournalen. 

Som man kan se, er det oprindelige billede blevet udvidet med et øde landskab omkring Betlehem, for også at kunne dække bagsiden af “Børnenes juleneg”.

Til Spejderjul 1979, leverede Karen K. ikke forsideillustrationen, den stod Sigrun Kapsberger for. Men inde i bladet har Karen Kjærsgaard illustreret Gurli Vibe Jensens tekst “Overraskelser”, med en sommerlig tegning af to snegle:

Du kan selv læse historien online ved at klikke her. Den står på side 4-5 i bladet.

Nu er spørgmålet om Karen Kjærsgaard mon har leveret illustrationer til andre julehæfter i tidens løb? Der er i hvert fald nok af julehæfter at lede i! Skikken med at udgive julehæfter døde langsomt ud fra 1980’erne. Kun få julehæfter overlevede årtusindskiftet. Jeg ved at Ved julelampens skær stadig udkommer her i 2019, og der er sikkert flere, men ikke mange.

Sådan kommer og går traditioner, selv i vores kære, gamle, evigt uforanderlige jul.

Karen Kjærsgaard har gennem tiden tegnet flere julekalendere. Som f.eks. dette fine 3D juletræ med kalenderlåge udgivet af forlaget L. Levison Junr.

Eller denne lågekalender, som er trykt i Danmark, men udgivet af det amerikanske firma Caspari med henblik på salg på det amerikanske marked:

Julekalenderen, eller adventskalenderen, som den kaldes på engelsk har titlen “Holy Night” (Hellige nat / Julenat), men kendere af Karen Kjærsgaards værk ville også kunne genkende julekalenderen som et udsnit af det maleri, som udgjorde Familiejournalens julepanorama i 1978.

Du kan læse mere om fine kalendere af Karen K. på tidligere blogindlæg. Nemlig her: Julekalender og her: En engels julekalender.

 

EN HELT SÆRLIG JULEKALENDER

Men nu skal det handle om en helt særlig julekalender. I anledning af den tilstundende højtid, har Karen K.-bloggens stab ophøjet sig selv til et Karen K.-forskningscenter med en (ulønnet) forskningsleder og hele to (ufrivilligt ulønnede) assistenter, for at kunne dykke dybere ned i historien bag en julekalender, som Karen K.-forskningscentret i det seneste stykke tid har arbejdet med at udrede. Kalenderen er ikke signeret, men efter en grundig undersøgelse, mener vi at kunne fastslå, at Karen K. er kunstneren bag denne usædvanlige julekalender:

Som man kan se på billederne, er julekalenderen udformet som en flexi vinyl singleplade, der skal afspilles på 45 omdrejninger. Omkring selve pladen med den indspillede musik, sidder en papring, hvor julekalenderens låger er placeret. I uåbnet tilstand viser kalenderen 24 børn, som med  hinanden i hænderne danser om det juletræ, som er trykt på selve vinylpladen. Juletræet er tegnet i et usædvanligt fugleperspektiv, så topstjernen midt på pladen og julelysene for enden af træets grene ses oppe fra. Pladen måler 25 cm i diameter. Fra bagsiden ligner den blot en skive karton med hul i midten.

Som det også ses på billedet her ovenover har forskningscentrets eksemplar af kalenderen fået åbnet næsten alle lågerne, men det er lykkedes at finde et billede af kalenderen i (næsten) uåbnet tilstand.

ER DET EN KAREN K.?

At kunne se kalenderen, som den oprindeligt har set ud, er en god hjælp, når man skal prøve at finde ud af, hvem der er kunstneren bag den usignerede julekalender. Jeg synes børnenes frisurer, ansigter, prikkede kjoler, knæbukser og seler, hvide strømper og små spidse sko har store ligheder med børnenes på denne zoo-plakat, som er signeret Karen K.

Kigger man på billederne, som gemmer sig bag kalenderens låger, er der også små hints, der tyder på, at Karen K. er kunstneren. Bag 1. decembers låge, gemmer sig et lille hus i sneeen med et grantræ foran. Sneen på grantræet ligger i nogle store karakteritiske (og egentlig ikke særligt elegante) puder, som man set det på flere af Karen K. tidlige julekort.

 

Bag låge nummer 7 og 19 gemmer der sig nogle små mus, som også har meget lighed med musene på nogle af Karen K.’s ældre tegninger. F.eks. musene på dette julekort:

Når man desuden kan konstatere, at julekalenderpladen er “Made in Denmark” og udgivet af L. Levison Jr., det københavnske firma, som Karen K. i 50’erne og 60’erne blandt andet tegnede adskillige serier af julekort for, mener forskningschefen på Karen K.-forskningscentret med stor sikkerhed at kunne fastslå, at den finurlige julekalender er en ægte Karen K. på trods af manglende signatur.

 

PÅ MUSEUM

Efter således at have konstateret julekalenderens kunstneriske ophav, er det oplagt at undersøge, hvad der ellers kan findes ud af om julekalenderens historie. Og et godt sted at søge viden om historie er landets museer. Derfor tog forskningscentret samlede stab på field trip til museet Tidens Samling i Odense, da vi havde hørt troværdige rygter om, at der på museet befandt sig netop sådan en julekalender. (Tak til kusine Mette for tip!). På Tidens Samling kan man få indblik i tøj, møbler og nips og dims fra hele det 20. århundrede. Og man må røre ved det hele! I november/december er der pyntet op til jul i de ti stuer på museet, som repræsenterer hvert et årti.

I jagten på Karen K.-julekalenderen fik forskningscentrets første og anden forskningsassistent øje på flere Karen K. designs, som gemte sig rundt omkring i museet. Bl.a. et julekort og en broderet klokkestreng:

Og til sidst fandt vi, hvad vi ledte efter. I interiøret fra et trendy pigeværelse fra 1960’erne lå julekalenderen på en stol.

Museets eksemplar af julekalenderen havde fået åbnet 14 låger.

HVOR GAMMEL ER DEN?

Det ser ud til, at Tidens Samling mener, at julekalenderen er fra 1960’erne. Og det er nok heller ikke helt galt. Men at dømme ud fra tegnestilen sammenlignet med andre tegninger af Karen K., er vi nok helt i starten af 1960’erne eller endda i slutningen af 1950’erne.

Kan vi komme det nærmere? Karen Kjærsgaard begyndte at tegne for firmaet Levison i 1953, hvor hun fik et sommerferiejob, og fra 1957 var hun tilknyttet Levison som freelancer. Pladen, som udgør midten af julekalenderen, skal afspilles på 45 omdrejninger i minuttet. Den allerførste vinylplade på 45 omdrejninger blev udgivet i USA i 1949, og det gik et stykke tid inden de blev almindelige i Danmark. Først i 1958 blev den sidste lakplade, som skulle afspilles på 78 omdrejninger udgivet herhjemme.

Den videre forskning i databasen Museernes Samlinger har afsløret, at museet Den Gamle By også ejer et eksemplar af julekalenderpladen,  som er indsamlet i forbindelse med en undersøgelse af danske julekalendere fra ca. 1930 og frem. Museet daterer julekalenderen til at være fremstillet ca. 1958-59, og kan desuden fortælle lidt om tilvirkningsprocessen. Sangen på pladen blev sunget af et unavngivet københavnsk børnekor og indspillet i København. Råbåndet blev derefter bragt til Holland, hvor musikselskabet Philips foretog selve indspilningen til pladen.

MUSIKKEN

Men hov, der er da en lille forskel på julekalenderen i Den Gamle By og julekalenderen i Karen K.-forskningscentrets samling. Har du opdaget den?

Forskningscentrets eksemplar af julepladekalenderen indeholder julesangen “Glade jul, dejlige jul”. Den Gamle Bys eksemplar har derimod julesangen “Højt fra træets grønne top” – selv om de har samme serienummer (No. 3242).

Hør pladen her:

Måske kunne børnekoret være Gunnar Nyborg-Jensens syngende drenge og piger, som var et populært børnekor i 1950’erne, men det er bare et gæt.

EN LILLE JULEKALENDER I DEN STORE VERDEN

Som man kan høre på indspilningen er der først et instrumentalt vers og derefter et vers, som nynnes uden ord af et børnekor. På selve vinylpladen er titlen på sangen “Glade jul” desuden gengivet på fem sprog (engelsk, tysk, dansk, italiensk og fransk). Den oprindeligt østrigske julesang “Stille Nacht” er jo oversat til stort set alle sprog og er kendt hele verden over. Den ordløse indspilning af sangen og de mange titler, som er trykt på pladen, tyder på, at julekalenderen har været tænkt til eksport. Melodien kunne genkendes overalt i den vestlige verden og signalere jul for alle som hørte pladen. Og en masse søgninger på internettet viser da også, at julekalenderen er nået vidt omkring og har fascineret flere moderne bloggere.

På den britiske musikblog djfood.org kan man f.eks. læse, at et eksemplar af julekalenderen i 2016 blev fundet i en genbrugsbutik i Sydlondon for 50 pences.

I Belgien har Thelma på hjemmesiden Merry The Christmas Collection lavet en overfantastisk illustreret gennemgang af antikke, vintage og retro julekalender fra mange lande, som det er helt overvældende at dykke ned i. Og der er også blevet plads til Karen K. særprægede julekalender! Find den som nr. A221 på hjemmesiden.

Og endelig er julekalenderen også nået helt til USA, nærmere bestemt New Jersey, hvor den har fundet plads i samlingen på Cotsen Children’s Library på Princeton University. Cotsen Children’s Library er en videnskabelig samling af børnelitteratur, børnekunst og pædagogisk legetøj helt tilbage fra middelalderen. Den lille danske julekalender har nr. 6488 i samlingen og er omtalt nærmere på et indlæg fra 2017 på samlingens blog. Blogindlægget handler om interaktive julekalendere, og den finurlige julekalenderplade sammenlignes både med 1800-tallets phenakistoskoper (drejelige papirskiver med billeder, som synes at bevæge sig, når skiven drejer rundt) og det 21. århundredes GIFs (små videosekvenser, som kører i loop).

Jeg er også ret sikker på, at det netop har været tanken med julekalenderen, at de 24 børn dansede rundt om juletræet, når man afspillede pladen på sin pladespiller. Men 45 omdrejninger i minuttet er alligevel en hel del, så børnene danser altså umådelig stærkt!

Hvis du ikke har tendens til svimmelhed kan du se her, hvordan det ser ud når pladen kører rundt i en lille video, som jeg har lagt på youtube.

HØJT FRA TRÆETS GRØNNE TOP?

Og hvad så med den udgave af julekalenderen, som har Højt fra træets grønne top som sit lydspor? Ja, den må jo være tænkt udelukkende til det danske marked. For det er kun i Danmark, at den gamle juleklassiker med Emil Hornemans melodi til Peter Fabers tekst fra 1848 vækker julestemning, som indbegrebet af den gode gamle jul.