Det er vigtigt at kunne erkende, når man har taget fejl, men sidenhen er blevet klogere. Det skal bloggen handle om i dag.

For et år siden skrev jeg her på bloggen om nogle små porcelænslysestager, som var formgivet med udgangspunkt i Karen K.’s dekorationsnisser i karton. Ligheden var ret åbenlys.

Samtidig skrev jeg også om en anden lysestage med en nissepige, som godt nok lignede de andre i udformningen, men som jeg ikke mente, at Karen K. stod bag. Sådan ser den ud:

Men for at par dage siden modtog jeg en besked fra Lone, en læser af bloggen. Hun gjorde opmærksom på, at nissepigen på stagen mindede ret meget om en lille nisse af karton, jeg selv lige havde skrevet op på et at de seneste blogindlæg.

Og jeg må jo give Lone helt ret! Nissehuen, blomsterranken, pandehåret, sløjferne i fletningerne og det blufærdigt nedslåede blik er meget ens hos de to nissepiger. Så denne lysestage er også lavet med udgangspunkt i en Karen K. nisse!

Det er underligt, hvordan mange ting pludselig sker samtidigt. Jeg vidste, at der fandtes en stage med en nissedreng, der hørte sammen med stagen med nissepigen med blomsterranken.

Og samme dag, som jeg fandt frem til nissedrengen, faldt jeg over denne juleuro af Karen K., som jeg ikke kendte før.

Der er ingen tvivl om ophavskvinden bag denne juleuro, for den er signeret.

Ned fra uroens grankrans hænger netop nissepigen med blomsterranken. (Jeg er glad for at jeg i det mindste havde gættet rigtigt i det blogindlæg, som du kan læse ved at klikke her, at nissepigen i karton måtte stamme fra en juleuro).

I uroen drejer også en lille nissedreng med grøn jakke og røde bukser rundt. Præcis som drengen på lysestagen. Og kigger man nærmere efter er der flere ligheder. Den hvide krave, pandehåret, armstillingen og de hjerter, som han holder i hænderne. Faktisk var det lidt svært, at se, hvad porcelænsnissen stod med i hænderne, men når man har set juleuro, er det tydeligt, at det er julehjerter.

Selv bagfra ligner de små papnisser fra uroen de to nisser på lysestagerne. Så det kan vist godt konstateres, at lysestagerne her også er af Karen K. Eller i hvert fald formet ud fra Karen K.’s uronisser.

Tak til Lone for det skarpe blik og for at give sig tid til at skrive en kommentar.

Når man, som jeg, er uddannet arkæolog, så kan det blive en sport – eller en besættelse – at  datere ting, altså finde ud af præcist hvor gamle de er.

Dette indlæg handler om at datere ting, men mest om juleuroer, som Karen K. har lavet.

Inden det var blevet rigtigt tilladt at hænge julepynt op i år, fik jeg sneget denne lille Karen K. uro op i en snor i loftet. Ja, faktisk kom den først op at hænge i figentræet ude i haven. Det var ret hyggeligt.

Uroen er faktisk ikke så julet, udover at der står “JUL” på cirklen i midten. Den er tegne i den almuestil, Karen K. brugte i 60’erne og starten af 70’erne, hvor den slags var moderne.

Uroen ser jo ud til at være ret let at datere, for der står 1966 med store tal midt på den. Men man skal ikke lade sig narre. Uroen er nemlig tidligst lavet i 1967, har Karen K.-arkæologen konstateret!

Uroen er lavet ud af et klippeark, som Karen K. lavede til Familiejournalen i 1966. Det var det allerførste såkaldte julepanorama, hun lavede til bladet, selv om jeg ikke synes, det er et panorama.

Her ses et udsnit af arket, hvor man kan finde den lille medaljon med “Jul 1966”.

Men faktisk viser det sig, at alle de andre dele i uroen er fra et andet klippeark. Nemlig det, som blev bragt i Familiejournalen i 1967.

Her ses de to ark sammen:

I 1967 havde Familiejournalen adskillige forslag til, hvordan man kunne bruge klippearket, hvis man ikke slet og ret ville hænge det op på væggen.

Nogen har altså følt sig inspireret til at lave en juleuro, som bladet foreslår, men vedkommende har fortolket frit efter modellen i bladet og har også fundet dele frem fra arket fra 1966. Om uroen så er lavet i 1967 eller måske i 2016, er svært at sige. Men nu hænger den her hos mig og minder om en svunden tid.

For at gøre forvirringen mellem 1966 og 1967 total har jeg fundet ud af, at det ark, som Familiejournalen bragte i 1966, blev bragt det følgende år (altså 1967) i Aller-koncernens svenske ugeblad, som slet og ret hedder Aller. Arket var kun ændret en lille bitte smule… Man havde nemlig ændret årstallet på din lille medaljon fra “Jul 1966” til “Jul 1967”. Sådan kan årstal snyde!

Her ses det danske ark og det svenske ark sammen. Find selv den lille bitte forskel:

På bagsiden af det svenske ark, som også blev kaldt et “Julpanorama”, var der små opgaver og historier, som man jo så desværre klippede i stykker, hvis man ville lave kræmmerhusene.

Jeg har også fundet en anden lille fin juleuro til samlingen i løbet af sommeren 2017. Denne gang er det ikke en hjemmelavet en af slagsen, men en færdigkøbt lille juleuro i papir.

Tiden har været lidt hård ved den lille, fine uro, som efter min mening kombinerer to af de ting, som Karen K. tegner bedst, nemlig nisser og almuestemning.

Nisseuroen har engang ligget i en lille kartonæske, som forlængst er væk. heldigvis er billedet fra æskens låg bevaret. Her kan man se, at uroen er udgivet af Lundgren & Andersen, og at den har Nr. 542. Sidste år i december skrev jeg om juleuro nr. 543, så jeg er lidt spændt på, hvor mange der mon findes i alt! Du kan læse om juleuro nr. 543, og hvornår de begge to er fra, ved at klikke her.

Juleuroen er faktisk også kommet på museum. Den Gamle By i Århus har et eksemplar i sin samling. Du kan se den ved at klikke her.

I skal ikke snydes for nærbilleder af de fine nisser, som danser om juletræet:

Alle nisserne har print på begge sider og et lille hul i huen til en snor. Det bringer mig tilbage til de små nisser, som jeg skrev om i sidste blogindlæg:

De er også små, har print på begge sider og et hul i huen, så mon ikke de også engang har snurret rundt i en uro? Måske nr. 541 !?

Jeg synes helt klart, uroer har fortjent en renæssance. Det er en helt lille kunstart at lave en vellykket en, og så er det beroligende at se dem dreje rundt. Jeg håber, der også går uro i din jul – på den gode måde.

Se, nu er da Julen straks forbi;
Det er Helligtrekongers Aften.
Saa ender den rare Jul; men vi
er glade, at vi har haft den.

Sådan begynder det næstsidste digt i “Peters jul”, som Johan Krohn udgav i 1866. Helligtrekongers aften eller tolvte juledag er måske blev lidt glemt i vores moderne fejring af julen, men traditionelt har d. 5. januar markeret afslutningen af juletiden. Den 6. januar var så selve helligtrekongers dag.

Digtet fortsætter:

Tre Lys har vi tændte – tænk engang! –
for Kongerne, de, som bragte
Jesusbarnet en Julepresent;
vi ved det, for Far har sagt det.

Dagen er selvfølgelig opkaldt efter de vise mænd fra Østerland, som besøgte det nyfødte Jesusbarn med gaverne: guld, røgelse og myrra. Det var til Helligtrekonger og ikke til juleaften/juledag, at Grundtvig skrev salmen “Dejlig er den himmel blå”, som i dag opfattes som en julesang. Salmen hed oprindeligt “De hellige tre Konger” og havde ustyrligt mange vers. Den var en af de sange, som man i 1800-tallet brugte, når man gik på Helligtrekongersbesøg. Disse besøg foregik således, at tre mænd uklædt som konger i mørket på helligtrekongersaften eller -dag gik fra hjem til hjem med en lysende stjernelanterne og sang forskellige sange til gengæld for lidt beværtning.

Selv om der i Bibelen ikke nævnes noget om, at de vise mænd var konger – eller at der var tre, er det alligevel blevet en tradition at omtale dem som Helligtrekonger. Selv i kirken hedder dagen Helligtrekongersdag. Karen K. har gennem flere årtier tegnet adskillige udgaver af de helligtrekonger, som jeg synes det kunne være sjovt at vise her i kronologisk rækkefølge. Gennem alle årene fastholder hun den udbredte tradition om at der er en gammel konge, en ung konge og en sort konge, nemlig morianernes konge. En morian er en gammel betegnelse for en sort mand, en afrikaner.

Det ældste Karen K. billede af kongerne, viser dem på vej til Betlehem ledet af den store stjerne.

De næste konger er figurer fra Karen K.’s julekrybbe fra 1968.

I 1971 udkom det første nummer af Familiejournalen på selve Helligtrekongersaftensdag. Karen K. havde leveret en flot kollage til forsiden af kongerne klædt i brokade og perler.

Det samme billede kunne man også få i indrammet udgave til julestuen eller børneværelset.

I årene 1974-1981 tegnede Karen K. årligt otte hjertekurve samt fem kræmmerhuse til Familiejournalen. Hvor motiverne på hjertekurvene var nisser og den verdslige jul, var motiverne på kræmmerhusene næsten altid engle og den (lidt) mere religiøse jul. I 1975 var kræmmerhusene simpelthen et lille krybbespil med Maria og barnet, engelen og de tre konger på hver sit kræmmerhus. Stilen får mig til at tænke på russiske ikoner.

I 1978 dristede Karen K. sig til at lave et religiøst julepanorama til Familiejournalen efter flere år med nisselandskaber. Nederst til højre i billedet ses kongerne komme ridende på kameler ind i Betlehem under appelsintræerne.

I 1980 tegnede Karen K. påny en julekrybbe, hvor kongerne naturligvis indgik. Dragterne var knapt så detaljerede og spraglede som i 60’erne og 70’erne.

Efter tre år midt i 80’erne helt uden saml-selv julepynt af Karen K. i Familiejournalen, vendte hun i 1988 tilbage med en serie af kræmmerhuse, der lige som i 1975 udgjorde et lille krybbespil.  80’erne pastelfarver har sneget sig ind i kongernes dragterne og borterne på kanten af kræmmerhusene.

I 1992 lavede Karen Kjærsgaard et krybbespil i form af flade figurer med for- og bagside til at hænge op. Figurerne er buttede og lidt barnlige i udtrykket, så det er svært at se forskel på den unge og den gamle konge, for ingen af dem har det skæg, det normalt indikerer forskellen.

Til Milleniumjulen i 1999 tegnede Karen Kjærsgaard de sidste helligtrekonger, som jeg har kendskab til. Her ses de på vej gennem en oase med deres dromedar. Kongerne fra 1999 er forresten de første af Karen K. siden gavepapiret fra 60’erne, hvor alle kongerne har deres gaver i hænderne.

For at markere afslutningen på julen kunne man på helligtrekongeraften tænde tre lys – ét for hver af kongerne – og lade dem brænde ned. Man kunne også have et særligt helligtrekongers lys, som havde tre arme med hver sin stage. Lysene omtales også i Peters jul, hvor digtet slutter med ordene.

Her sidder vi ved vort lille Bord
og ser, hvordan Lysene brænde;
naar de er slukkede, siger Mor,
at saa er Julen til Ende.

I går fik de fleste af os vores julegaver. Da jeg selv var ved at pakke mine gaver ind lillejuleaften opdagede, at jeg havde glemt gavemærkater. Heldigvis have jeg et par løse stumper fra Karen K. klippeark – hjerter, medaljoner og en hank til kræmmerhuse, som snildt kunne bruges til gavemærkater.

Jeg fik nogle rigtig gode julegaver i år. Og sørme om jeg ikke også fik noget Karen K.!

Fra en sød læser af blogger fik jeg til min store fornøjelse tilsendt en julegave lige før jul: nemlig et fint Eva Rosenstand julebroderi mønster designet af Karen Kjærsgaard. Jeg kan ikke brodere, så måske skal jeg igang med perlerplader, hvis jeg vil lave nisser. Under alle omstændigheder er det et fantastisk nyt indslag i min Karen K. samling.

Hvis du ikke allerede har læst om den store jagt på Karen K. broderi, så klik her. En af de sidste dage før jul var jeg også heldig at finde et Karen K. broderi i en genbrugsbutik i samme stil som mønsteret herover.

Fra min søster fik jeg et fantastisk gammelt juletræstæpppe i papir købt i en genbrugsforretning i Gøteborg.

Der kan ikke være tvivl om, at Karen K. står bag designet, men juletræstæppet er desuden til overflod signeret. Fantastisk gammel ting, som kun var tiltænkt engangsbrug, men som har overlevet i sikkert mere end 40 år nu.

Det kunne godt være et Karen K. juletræstæppe af papir, som er med i denne scene fra juleaften i filmen “Dyrlægens plejebørn” fra 1968. Nederst til venstre i billedet.

Og prøv så engang at se dette juletræstæppe af stof.

Nisserne og hjerterne er meget lig dem på mit papirjultræstæppe, men der er ingen signatur. Er det et tyvstjålet design, eller er Karen K.’s navn bare forsvundet i transformationen fra papir til stof?

Der er vist stadig mange Karen K. mysterier at løse i det nye år. Jeg skriver om det på bloggen, når jeg finder ud af noget nyt.

Men først er det tid til julehygge. Fortsat god jul.