Se, nu er da Julen straks forbi;
Det er Helligtrekongers Aften.
Saa ender den rare Jul; men vi
er glade, at vi har haft den.

Sådan begynder det næstsidste digt i “Peters jul”, som Johan Krohn udgav i 1866. Helligtrekongers aften eller tolvte juledag er måske blev lidt glemt i vores moderne fejring af julen, men traditionelt har d. 5. januar markeret afslutningen af juletiden. Den 6. januar var så selve helligtrekongers dag.

Digtet fortsætter:

Tre Lys har vi tændte – tænk engang! –
for Kongerne, de, som bragte
Jesusbarnet en Julepresent;
vi ved det, for Far har sagt det.

Dagen er selvfølgelig opkaldt efter de vise mænd fra Østerland, som besøgte det nyfødte Jesusbarn med gaverne: guld, røgelse og myrra. Det var til Helligtrekonger og ikke til juleaften/juledag, at Grundtvig skrev salmen “Dejlig er den himmel blå”, som i dag opfattes som en julesang. Salmen hed oprindeligt “De hellige tre Konger” og havde ustyrligt mange vers. Den var en af de sange, som man i 1800-tallet brugte, når man gik på Helligtrekongersbesøg. Disse besøg foregik således, at tre mænd uklædt som konger i mørket på helligtrekongersaften eller -dag gik fra hjem til hjem med en lysende stjernelanterne og sang forskellige sange til gengæld for lidt beværtning.

Selv om der i Bibelen ikke nævnes noget om, at de vise mænd var konger – eller at der var tre, er det alligevel blevet en tradition at omtale dem som Helligtrekonger. Selv i kirken hedder dagen Helligtrekongersdag. Karen K. har gennem flere årtier tegnet adskillige udgaver af de helligtrekonger, som jeg synes det kunne være sjovt at vise her i kronologisk rækkefølge. Gennem alle årene fastholder hun den udbredte tradition om at der er en gammel konge, en ung konge og en sort konge, nemlig morianernes konge. En morian er en gammel betegnelse for en sort mand, en afrikaner.

Det ældste Karen K. billede af kongerne, viser dem på vej til Betlehem ledet af den store stjerne.

De næste konger er figurer fra Karen K.’s julekrybbe fra 1968.

I 1971 udkom det første nummer af Familiejournalen på selve Helligtrekongersaftensdag. Karen K. havde leveret en flot kollage til forsiden af kongerne klædt i brokade og perler.

Det samme billede kunne man også få i indrammet udgave til julestuen eller børneværelset.

I årene 1974-1981 tegnede Karen K. årligt otte hjertekurve samt fem kræmmerhuse til Familiejournalen. Hvor motiverne på hjertekurvene var nisser og den verdslige jul, var motiverne på kræmmerhusene næsten altid engle og den (lidt) mere religiøse jul. I 1975 var kræmmerhusene simpelthen et lille krybbespil med Maria og barnet, engelen og de tre konger på hver sit kræmmerhus. Stilen får mig til at tænke på russiske ikoner.

I 1978 dristede Karen K. sig til at lave et religiøst julepanorama til Familiejournalen efter flere år med nisselandskaber. Nederst til højre i billedet ses kongerne komme ridende på kameler ind i Betlehem under appelsintræerne.

I 1980 tegnede Karen K. påny en julekrybbe, hvor kongerne naturligvis indgik. Dragterne var knapt så detaljerede og spraglede som i 60’erne og 70’erne.

Efter tre år midt i 80’erne helt uden saml-selv julepynt af Karen K. i Familiejournalen, vendte hun i 1988 tilbage med en serie af kræmmerhuse, der lige som i 1975 udgjorde et lille krybbespil.  80’erne pastelfarver har sneget sig ind i kongernes dragterne og borterne på kanten af kræmmerhusene.

I 1992 lavede Karen Kjærsgaard et krybbespil i form af flade figurer med for- og bagside til at hænge op. Figurerne er buttede og lidt barnlige i udtrykket, så det er svært at se forskel på den unge og den gamle konge, for ingen af dem har det skæg, det normalt indikerer forskellen.

Til Milleniumjulen i 1999 tegnede Karen Kjærsgaard de sidste helligtrekonger, som jeg har kendskab til. Her ses de på vej gennem en oase med deres dromedar. Kongerne fra 1999 er forresten de første af Karen K. siden gavepapiret fra 60’erne, hvor alle kongerne har deres gaver i hænderne.

For at markere afslutningen på julen kunne man på helligtrekongeraften tænde tre lys – ét for hver af kongerne – og lade dem brænde ned. Man kunne også have et særligt helligtrekongers lys, som havde tre arme med hver sin stage. Lysene omtales også i Peters jul, hvor digtet slutter med ordene.

Her sidder vi ved vort lille Bord
og ser, hvordan Lysene brænde;
naar de er slukkede, siger Mor,
at saa er Julen til Ende.