Når man, som jeg, er uddannet arkæolog, så kan det blive en sport – eller en besættelse – at  datere ting, altså finde ud af præcist hvor gamle de er.

Dette indlæg handler om at datere ting, men mest om juleuroer, som Karen K. har lavet.

Inden det var blevet rigtigt tilladt at hænge julepynt op i år, fik jeg sneget denne lille Karen K. uro op i en snor i loftet. Ja, faktisk kom den først op at hænge i figentræet ude i haven. Det var ret hyggeligt.

Uroen er faktisk ikke så julet, udover at der står “JUL” på cirklen i midten. Den er tegne i den almuestil, Karen K. brugte i 60’erne og starten af 70’erne, hvor den slags var moderne.

Uroen ser jo ud til at være ret let at datere, for der står 1966 med store tal midt på den. Men man skal ikke lade sig narre. Uroen er nemlig tidligst lavet i 1967, har Karen K.-arkæologen konstateret!

Uroen er lavet ud af et klippeark, som Karen K. lavede til Familiejournalen i 1966. Det var det allerførste såkaldte julepanorama, hun lavede til bladet, selv om jeg ikke synes, det er et panorama.

Her ses et udsnit af arket, hvor man kan finde den lille medaljon med “Jul 1966”.

Men faktisk viser det sig, at alle de andre dele i uroen er fra et andet klippeark. Nemlig det, som blev bragt i Familiejournalen i 1967.

Her ses de to ark sammen:

I 1967 havde Familiejournalen adskillige forslag til, hvordan man kunne bruge klippearket, hvis man ikke slet og ret ville hænge det op på væggen.

Nogen har altså følt sig inspireret til at lave en juleuro, som bladet foreslår, men vedkommende har fortolket frit efter modellen i bladet og har også fundet dele frem fra arket fra 1966. Om uroen så er lavet i 1967 eller måske i 2016, er svært at sige. Men nu hænger den her hos mig og minder om en svunden tid.

For at gøre forvirringen mellem 1966 og 1967 total har jeg fundet ud af, at det ark, som Familiejournalen bragte i 1966, blev bragt det følgende år (altså 1967) i Aller-koncernens svenske ugeblad, som slet og ret hedder Aller. Arket var kun ændret en lille bitte smule… Man havde nemlig ændret årstallet på din lille medaljon fra “Jul 1966” til “Jul 1967”. Sådan kan årstal snyde!

Her ses det danske ark og det svenske ark sammen. Find selv den lille bitte forskel:

På bagsiden af det svenske ark, som også blev kaldt et “Julpanorama”, var der små opgaver og historier, som man jo så desværre klippede i stykker, hvis man ville lave kræmmerhusene.

Jeg har også fundet en anden lille fin juleuro til samlingen i løbet af sommeren 2017. Denne gang er det ikke en hjemmelavet en af slagsen, men en færdigkøbt lille juleuro i papir.

Tiden har været lidt hård ved den lille, fine uro, som efter min mening kombinerer to af de ting, som Karen K. tegner bedst, nemlig nisser og almuestemning.

Nisseuroen har engang ligget i en lille kartonæske, som forlængst er væk. heldigvis er billedet fra æskens låg bevaret. Her kan man se, at uroen er udgivet af Lundgren & Andersen, og at den har Nr. 542. Sidste år i december skrev jeg om juleuro nr. 543, så jeg er lidt spændt på, hvor mange der mon findes i alt! Du kan læse om juleuro nr. 543, og hvornår de begge to er fra, ved at klikke her.

Juleuroen er faktisk også kommet på museum. Den Gamle By i Århus har et eksemplar i sin samling. Du kan se den ved at klikke her.

I skal ikke snydes for nærbilleder af de fine nisser, som danser om juletræet:

Alle nisserne har print på begge sider og et lille hul i huen til en snor. Det bringer mig tilbage til de små nisser, som jeg skrev om i sidste blogindlæg:

 

De er også små, har print på begge sider og et hul i huen, så mon ikke de også engang har snurret rundt i en uro? Måske nr. 541 !?

Jeg synes helt klart, uroer har fortjent en renæssance. Det er en helt lille kunstart at lave en vellykket en, og så er det beroligende at se dem dreje rundt. Jeg håber, der også går uro i din jul – på den gode måde.