Nisser på skitseplan

~ mikaelbjerregaard ~ 4 kommentarer
Under opbygningen af udstillingen “Karen K.’s jul”

I efteråret 2023 har jeg haft den store fornøjelse at kunne arbejde med at lave en særudstilling om Karen K.’s julepynt. Udstillingen, som har titlen “Karen K.’s jul”, kan ses på museet Møntergården i Odense frem til 14. januar 2024.

En af de ubetinget største oplevelser i forbindelse med forarbejdet til udstillingen var, at jeg fik lov til at besøge Karen Kjærsgaards søn og se det store arkiv af originale akvareller og tegninger, som hun har efterladt. Her fandtes en masse originale tegninger fra cirka 1978 og frem – tegninger der er blevet trykt som gavepapir, julekort, kræmmerhuse og meget mere. Nogle af disse smukke tegninger og akvareller har vi også fået lov til at låne og vise frem i udstillingen.

Originaler akvareller malet af Karen K.
Originale akvareller i en montre i udstillingen

Jeg havde forestillet mig, at der i Karen Kjærsgaards arkiv også ville være en masse skitser og forarbejder til de forskellige tegninger. Men dette var der meget lidt af. Og måske giver det mening, at en så produktiv og dygtig kunstner ikke føler behov for at gemme løse skitser og stregtegninger.

Heldigvis var der dog nogle enkelte skitser i blandt, som fortæller os lidt om arbejdet med at skabe de endelige billeder.

Skitser fra Karen K.’s eget arkiv

På nogle små stykker pergamentpapir eller madpakkepapir fandtes der nogle blyantstegninger med nogle velkendte nisser. Mange af jer vil have set disse nisser før – de endte nemlig (for de flestes vedkommende) med at komne med på det julepanorama, som Karen K. malede til Familiejournalen i 1987. (Du kan læse om julepanoramerne her.)

Julepanorama 1987

Panoramaet fra 1987 har Karen Kjærsgaards eget hus i centrum. (Læs mere her og her.) Og rundt omkring på de snedækkede pløjemarker leger nisserne. Det er også Karen Kjærsgaards egen hund, Bell, som giver nisserne en ridetur hen over marken.

Skitserne som de er udstillet i udstillingen.

Når man tænker på hvor mange danskere, der har set og kender Karen K.’s julepanoramaer, så er det faktisk et lille stykke danmarkshistorie at have sådan en skitse bevaret.

Man kan finde mange af nisserne i det endelige billede. Nogle er dog blevet spejlvendt i processen, men ellers er der stor lighed mellem skitserne og de endelige nisser. Det viser lidt om hvor klar en idé Karen Kjærsgaard allerede fra starten har haft om det endelige motiv.

Her under kan du se et par eksempler på nisseskitser og det endelig resultat.

Små ændringer er der dog sket udervejs. Nissen her med sækken har mistet sine ski.

Præcis hvilke tegninger nissernes på den anden bevarede skitse herunder er forlæg til, har jeg ikke helt fundet ud af:

Men de lange huer og flagrende halstørklæder minder om nissernes fra Karen K.’s julepanorama fra 1988:

Hvis du har lyst til at besøge udstillingen “Karen K.’s jul”, skal du en tur forbi Møntergården i Odense senest 14. januar 2024.

Udstillingsplakat

Nisserestaurering

~ mikaelbjerregaard ~ Skriv en kommentar

I weekenden købte jeg to gamle adventsstager med Karen K.-nisser i original indpakning. Jeg tror, de er fra slutningen af 1970’erne.

Både æskerne, stagerne og nisserne var i det , man roligt kan kalde “brugt stand”. Faktisk så det mest af alt ud, som omdet hele var blevet kørt over af en kane med mindst tolv rensdyr foran.

Ved nærmere øjesyn var skaderne endnu værre end forventet. Karton var flænset, plastikfolien revnet, blomsterkranse var løse, lyseholdere var faldet af og/eller klemt flade – og så – oh gys – manglede den ene liggende nissedreng sine ben!

I stedet for at kassere det hele besluttede jeg mig for at prøve at lave ét helt sæt ud af stumperne med en lille hjemmerestaurering.

Plastfolien stod ikke til at redde, så den måtte fjernes helt.

Selve stagen, der også var delvist smadret, limede jeg og camouflerede den værste skade med blomster. (For øvrigt et godt fif, som man kan bruge i mange af livets forhold). Nisserne blev renset for gammel stearin, og lyseholdere blev limet fast.

Æsken blev afstivet med nyt karton indvendigt. Til sidst købte jeg noget nyt stift plastfolie, så æsken (næsten) kunne komme til at ligne sig selv i sin storhedstid.

Ok, helt som ny blev æsken eller adventsstage ikke, men alligevel lidt hyggelig.

Som man kan se, står teksten forrest på æsken på svensk (oversat til tysk og engelsk). Det er fordi, stagerne er fremstillet i Sverige af firmaet Hedlunds Pappersindustri. Samme firma udgav også masser af julegavepapir med Karen K.-design i 1960’erne og 70’erne.

Karen Kjærsgaard har ikke designet selve stagen, er jeg overbevist om. Hos Hedlund har man taget tre af de plastiknisser, som blev lavet efter Karen K.’s tegninger, og sat dem på en rød plastikbund, som blev udstyret med fire gyldne lysholdere og pyntet med standard lysekranse med grønne blade og røde bær. Lignende adventsstager blev fremstillet hos Hedlund med andre plastiknisser tegnet af andre kunstnere.

Under restaureringen opdagede jeg for øvrigt noget, som jeg ikke tidligere har tænkt over. Nemlig at adventsstagen med Karen K.-nisser faktisk findes i to versioner. Nemlig én hvor nissen i midten kigger til højre og én hvor den kigger til venstre. Lidt variation skal der til.

Nu er der ikke længe til første søndag i advent, men jeg tror, at stagen får lov til at blive i sin nyrestaurerede æske og pynte på den måde i år.

Hvis du gerne vil se nærmere på en Karen K.-adventsstage finder du en i udstillingen “Karen K.’s jul”, som du kan besøge på Møntergården i Odense frem til 7. januar 2024.

Til sidst lige lidt rigtige røde bær som modvægt til al den røde juleplastik.

En forsidehistorie

~ mikaelbjerregaard ~ 1 kommentar

Her i oktober 2023 har jeg den store fornøjelse at arbejde med en udstilling med titlen Karen K.’s jul. Udstillingen åbner på Møntergården i Odense og har åbent fra 3. november til 14. januar.

I sådan en udstilling er det svært at komme uden om Karen K.’s engagement med Familiejournalen. Selv om hun udførte opgaver for mange andre forlag og producenter, må man nok sige, at Familiejournalen eksponerede Karen K. julepynt til en meget bred skare af mennesker. I 1970’erne udkom bladet i hver uge i mere end 300.000 eksemplarer.

En af de sjoveste oplevelser i forbindelse med arbejdet med udstillingen har uden tvivl været at få lov til at besøge Karen Kjærsgaards søn, Jakob og se en masse af hendes originale akvareller. Museet har også fået lov til at låne nogle af akvarellerne til udstillingen.

Akvarel af Karen K.

En af akvarellerne var denne lidt usædvanlige af en lille kirke i sne. Det er en jysk landsbykirke, nærmere bestemt Torsted Kirke mellem Ringkøbing og Holstebro.

På arkiv.dk fandt jeg et foto fra 1982 af Torsted Kirke i sne. Billedet findes på Torsted Lokalhistoriske Arkiv. Det er næsten præcis samme motiv, som på Karen K.’s tegning. Hun kunne godt have brugt dette foto som forlæg for sin tegning.

Jeg vidste ikke helt, hvad tegningen af Torsted Kirke var tænkt til. Motiv på et julekort måske? Svaret lå dog skjult i samme lille mappe, som Karen K. havde lagt akvarellen i – Nemlig denne sammentegning:

Tegningen af Torsted Kirke var simpelthen Karen K.’s forslag til forside på Familiejournalens Julehæfte i 1982.

Men hvad var det nu lige med de der forsider på Familiejournalens julehæfter? Før 1982 var forsider næsten altid malet af den samme mand. Nemlig illustrator Henrik Hansen (1902-1980).

Hans første juleforsider var i 1940 og forestillede Brabrand Kirke ved Århus i sne. Derefter fulgte år efter år flotte vintermotiv. Ofte med kirker og næsten altid af steder som fandtes i virkeligheden. Enten omkring Århus eller Faaborg.

Forside 1953

I 1942 og igen i 1953 var motiv f.eks. hentet fra Den Gamle By. På bladet fra 1953 ses den skrifttype, som blev brugt på julehæftet i årtier fremover. Blot blev stavemåden “julehefte” med tiden erstattet med “julehæfte”.

På julehæftet fra 1969 er Henrik Hansens motiv Kaleko Mølle ved Faaborg.

I 1970 er der et motiv fra en gade i Faaborg:

Og i 1971 igen et motiv fra Den Gamle By.

I en årrække blev Henrik Hansens forsider forøvrigt også brugt på Familiejournalens svenske søsterblad Allers. Så svenskerne fik altså julemotiver af danske lokaliteter.

F.eks. Horne Rundkirke i 1968:

Illustratoren Henrik Hansen flyttede i 1920’erne ind i en villa i Åbyhøj ved Århus. Dengang var det en landsby, men i løbet af de ca. 50 år han boede der med sin familie, blev landsbyen opslugt af storbyen og er nu er forstad til Århus.

To kirker fra Århusegnen (Årslev og Hasle) prydede forsiden i 1977 og 1979.

Motivet fra 1979 blev det sidste, som Henrik Hansen leverede til Familiejournalen. Han døde nemlig i 1980.

I både 1980 og 1981 gik ugebladet ind for genbrug og greb simpelthen tilbage til to gamle forsider af Henrik Hansen, som man så genbrugte:

Forsiderne fra henholdsvis 1968 og 1971 blev brugt påny i 1980 og 81.

I 1982 tænkte man måske alligevel, at man måtte se sig om efter nye tegnere til julehæftets forside. Om bladet henvendte sig til Karen Kjærsgaard for at få hende til at udarbejde et forslag, eller om hun gjorde det på eget initiativ, ved jeg ikke. Faktum er, at der i hendes efterladte arkiv ligger et smukt forslag til julehæftets forside fra 1982. Og faktum er også, at motivet desværre ikke blev brugt.

Forsiden endte med at se sådan her ud:

Kunstneren er ikke angivet i bladet, men jeg ville nu have foretrukket Karen K. nøgterne og alligevel stemningsfulde billede af Torsted Kirke, som den faktisk så ud med sne på tilbage i 1982, i stedet for det lidt sødladne kanemotiv.

Karen K. kom aldrig til at tegne en forside til Familiejournalens julehæfte. Opgaven gik videre til andre kunstnere, f.eks. Mads Stage.

Hvis du gerne vil se Karen K. aldrig brugte og offentliggjorte forsidetegning, så besøg udstillingen på Møntergården. Der er åbent tirsdag-søndag fra 10-16 fra 4. november og til 14. januar.

Malerkattene

~ mikaelbjerregaard ~ Skriv en kommentar

Tænk, hvis der var en forbindelse mellem min yndlingsbog fra barndommen og Karen K.’s tegninger, som er temaet fra denne blog….. Måske er der faktisk en forbindelse. Måske ikke. Det skriver jeg om på bloggen i dag.

Yndlingsbogen

For at starte med begyndelsen. Altså min begyndelse, så er det vist ingen underdrivelse at sige, at Malerkattene var min absolutte yndlingsbog, da jeg har helt lille. Jeg mener : den handlede om katte og om farver! Hvad kan man ønske sig mere?

Dybest set er handlingen i bogen ret tyndbenet, men det betød ikke noget for mig dengang omkring 1980: To søde katte blander maling og får forskellige farver, som de maler deres omgivelser med. Til sidst sover de og drømmer i multi-color.

Undervejs lærer man om de forskellige farver. F.eks. lyserød:

Og lilla, som var min yndlingsfarve dengang:

Det var handlingen kort fortalt. Men det vigtigste var selvfølgelig tegningerne med de to farveglade missekatte.

Hvad jeg ikke vidste dengang var, at bogen faktisk var amerikansk (oprindelig The Color Kittens). Tegningerne var udført i 1949 af det amerikanske kunstnerægtepar Alice og Martin Provensen. (Måske uden at vide det kender du sikkert lidt til Martin Provensen, for det er ham der designede Kellog’s Frostflakes maskot, Tony the Tiger).

Men alt det var jeg lykkeligt uvidende om som barn. Jeg vidste heller ikke, at min yndlingsbog var udkommet på dansk allerede i 1951 – flere årtier før jeg blev født. For nyligt fandt jeg den ældste danske udgave af bogen. Den hed “Male-misserne” og viste sig at indeholde adskillige tegninger, som ikke var med i min tyndere fattigfirser-udgave af bogen! Det føles næsten som et svigt, at jeg som barn var blevet forholdt disse billeder! For dem af jer, der har oplevet det samme, bringer jeg et par af billederne her:

1951’er udgavens titelblad.
Denne syrede drømmesekvens var desværre udeladt i 80’er-udgaven af bogen.
Dette udgangsbilede fra den oprindelige bog var der heller ikke plads til i den senere danske udgave.

Det er forresten sjovt at sammenligne de to danske (og ret frie) oversættelser af den engelske tekst. I 1951 brugte man stadig ordet brandgul i stedet for orange. Var brandgul mon virkelig det almindeligt brugte ord for den farve, man får, når man blander rødt og gult dengang i 1951? Det lyder meget gammeldags.

Prøv at sammenligne de to oversættelser. Brandgul er med tiden blevet til orange.

Men hvad med dem mulige forbindelse mellem Malerkattene og Karen K.? Det kommer jeg til nu.

For nyligt fandt jeg en gammel amerikansk bog med folkesange fra 1947. Bogen er gennemillustreret af Malerkattenes “mor og far”, Alice og Martin Provensen, og var faktisk deres første fælles arbejde.

Titelblad fra Fireside Book of Folk Songs med illustrationer af hr. og fru Provensen, 1947.

Et par af illustrationerne til nogle af sømandssangene i bogen fik mig til at overveje, om Karen Kjærsgaard mon kan have kendt denne sangbog og bevidst eller ubevidst er blevet inspireret til et par af sine egne tegninger i starten af karrieren. I hvert fald synes jeg, at der er nogle interessante lighedspunkter.

Især dette gamle Karen K. julekort med søfartsmotiv har paralleller i sangbogen.

Julekort i stort format. Tilhører Karen Kjærsgaards familie og er lånt fra Per Sørensens hjemmeside om danske postkortkunstnere.

Se nu billederne fra sangbogen. Der er flere elementer, som går igen:

Scenen med havnekajen, huset til venstre med et skilt over døren, tønderne, sejlskibene i det fjerne.

Eller her:

Kvinden i krinoline og med den lille hund i snor. Manden med en kasse under armen og en nakkepisk.

Motiver, som påfaldende ligner vignettegninger fra sangbogen, finder man på Karen K.’s uro juleskibet.

Se bare ankeret her:

Provensens anker
Karen K.’s anker.

Eller den springende delfin:

Provensens delfin
Karen K.’s delfiner.

Ok, måske er det bare ønsketænkning fra min side. Måske er det bare tilfældigt, at tegningerne i den gamle sangbog ligner nogle af Karen K.’s tegninger. I virkeligheden er der måske ikke så mange forskellige måder at tegne delfiner, sejlskibe, ankre og tønder på.

Men det kunne være så hyggeligt, hvis der var en forbindelse! Menneskehjernen elsker forklaringer og forbindelser og mønstre og leder altid efter dem. Specielt i en urolig tid som den, vi lever i, ville en forbindelse tilbage til dengang, hvor det bedste i verden var en bog om to katte og alle verdens farver, ikke være det værste at finde.

Pynt til påske

~ mikaelbjerregaard ~ Skriv en kommentar

Jeg har lige opdaget, at det er flere år siden, jeg har skrevet noget her på bloggen i forbindelse med påsken. Så nu i 2023 skal det være igen.

Det at sende påskekort til hinanden har vist ikke været en “ting” her i Danmark siden starten af 1900-tallet. I Sverige holdt traditionen sig langt op i tid, og det betyder, at Karen K. har tegnet en hel del påskekort til det svenske marked. Og heldigvis kan man jo stadig pynte op med de fine gamle kort.

En serie af svenske påskekort fra 60’erne eller 70’erne. Kortene fandtes i to størrelser.

Det samme svenske forlag, som trykte påskekortene, stod også bag andet påskepapirpynt fra Karen K. Bl.a. bordløbere. Som et billigere alternativ til broderede løbere eller datidens trykte løbere af jute eller bomuld kunne man købe påskeløbere i kraftigt papir med flotte påskemotiver på.

Papirløberne var ikke så holdbare som dem i papir, men denne her har alligevel overlevet siden en gang i 70’erne (formentlig). Lidt hak og ridser gør ikke så meget i den forbindelse.

Påskebilleder til væggene var Karen K.’s svenske forlag også leveringsdygtigt i. Påskbonader kaldes de på svensk. Vi har ikke rigtigt et dækkende ord på dansk, så vi ville nok bare kalde dem plakater. Jeg tror dog aldrig, de har været til salg i Danmark.

Svensk påskbonad

Plakaten her har ingen Karen K.-signatur, men jeg købte den alligevel med en fornemmelse af, at Karen K. var kunstneren bag. Den er udgivet af hendes svenske forlag Axel Eliasson i den periode, hvor Karen K. leverede designs til dem.

Det var mest de runde sorte øjne og kollage-stilen, som mindede mig om Karen Kjærsgaards udtryk. Men ved lidt sammenlignende studier i min Karen K.-samling er jeg nået frem til, at hønsebilledet virkelig må være lavet af Karen K.

Sammenlignende studier

Hvis man kigger nærmere på hønsefamilien på det nederste billede, ligner de meget hønsene på det øverste: øjnene, hønsefødderne, kyllingerne som tildels ikke har næb, hanens røde kam og placeringen af hanens ben er næsten ens på de to billeder.

“Men HOV!” vil den opmærksomme læser sige: “Det nederste billede er jo signeret Bolette. Det er ikke Karen K.” Men jo, det er alligevel Karen K.! Karen Kjærsgaard ændrede nemlig en kort overgang sit kunstnernavn på svenske produkter – og kaldte sig Bolette i stedet. Det kan du læse om ved at klikke her.

Hanens lidt underlige gule øjne undrede mig lidt, og forekom mig at være atypiske for Karen K. Men jeg fandt tilsvarende gule øjne på to haner på en munter Karen K. påskefrise, som du kan se herunder, så de gule øjne er ikke enestående.

Her ses hele den lange påskefrise: festlige kyllinger med vintergæk, erantis, viol, birk og tusindfryd.

Her er endnu en påskbonad af Karen K. fra 70’erne:

Stilen er et lidt utraditionel for Karen K. – næsten i stil med Bjørn Wiinblad. Men sikke en fin forårsstemning. Selv kyllingen i fugleburet er i godt humør.

Karen K. har også tegnet påskekort i samme stil:

For nogle år siden fik jeg mulighed for at hjælpe redaktionen af Familiejournalen med at fremskaffe de fire gamle påskekort, da de gerne ville genoptrykke kortene på bagsiden af deres påskenummer i 2019. Det kan du læse om ved at klikke her og her.

Jeg håber, at Karen K.’s påskebilleder har bragt dig i forårshumør. Her på Fyn skinner solen i hvert fald. Så selv om påsken er lidt kold i år, kan man tydeligt mærke, at foråret er på vej. God påske!

Fuglefrise

~ mikaelbjerregaard ~ Skriv en kommentar

Vinteren har været mere våd end hvid i år. Alligevel er de fugle, som overvintrer på vores breddegrader, glade for det foder, som flinke mennesker lægger ud til dem.

Fugle indgik tit i Karen K. billeder. Nogle gange som detaljer i baggrunden, nogle gange som hovedmotiv. Jeg har lige fået fat i denne frise af papir, hvor vinterfugle er hovedmotivet.

Frisen er udgivet i Sverige af forlaget Axel Eliasson – formentlig engang i 1960’erne. Karen Kjærsgaard tegnede mange motiver for Axel Eliasson, der blev udgivet som plakater, bordløbere, remser og friser m.m. Som regel, men ikke altid, signerede hun sine ting med den velkendte Karen K. signatur.

Signaturen på fuglefrisen

Frisen her er også signeret, men skriften afviger noget fra Karens almindelige signatur. Den er kun i kapitæler og så er den i to farver! Normalt ser Karen K.-signaturen omtrent sådan ud:

Hvorfor Karen Kjærsgaard har valgt at skrive sin signatur anderledes her, er svært at svare på, men der er ingen tvivl om, at hun er kunstneren bag fugletegningerne.

Karen K. tegnede sjældent fugle efter sin frie fantasi. Det var som regel småfugle fra den danske natur, som kom ned på papiret. Senere i karrieren blev hendes tegninger af fugle mere naturalistiske, men her i den tidligere periode lagde hun nogle gange vægt på, at fuglene godt måtte være lidt nuttede og tegneserieagtige. At den grund kan det godt være lidt svært at artsbestemme fuglene på frisen, men jeg vil prøve.

Blåmejsen her er ikke svær at genkende. Slet ikke, hvis man tilhører den generation, der er vokset op med Mejseyoghurt, og reklamerne med den lille blå-gule fugl:

Fuglekongerne er også ret let at genkende med de gule kroner på hovederne, selv om Karen Kjærsgaard vist har overdrevet kronens størrelse:

Man kan få hjælp til at bestemme frisens fugle fra en juleuro med fugle, som Karen K. tegnede til Familiejournalen i 1979. De samme fugle går nemlig igen på frisen og i uroen, og i Familiejournalen 1979, identificerede hun selv fuglene.

Karen K.’s uro fra 1979 med masser af fugle.

Her har jeg lagt fuglene fra uroen op ved siden af frisen.

Gærdesmutte, rødhals og blåmejse.
Sortmejse, fuglekonge og bogfinke.

Især bogfinken voldte lidt problemer at genkende, men det må være to bogfinker, som ses øverst på frisen.

Til at hjælpe med at artsbestemme fuglene, har jeg også rådspurgt mig med min svoger, som er en dygtig natur- og fuglefotograf. Du kan se hans flotte billeder på Instagram: manoe1970.

Jeg har fået lov til at låne nogle af hans fotos. Så her er tegninger og “the real thing” side om side:

Bogfinke:

Foto: Mogens Møller Manøe.

Fuglekonge:

Foto: Mogens Møller Manøe.

Gråmejse (også kaldet sumpmejse):

Foto: Mogens Møller Manøe.

Blåmejse:

Foto: Mogens Møller Manøe

Rødhals:

Foto: Mogens Møller Manøe

Gærdesmutte:

Foto: Mogens Møller Manøe.

Allerede i starten af februar hørte jeg lærken for første gang. Fuglene er i gang med at forberede sig til foråret derude. Jeg tror, de kan mærke, det er på vej.

Forår, forår kom nu snart

~ mikaelbjerregaard ~ Skriv en kommentar

Op til påsken i 1983 bragte Familiejournalen et gør-det-selv mønster til et filtklip-vægtæppe, som Karen Kjærsgaard havde designet.

Filmklippet var et rigtigt forårsmotiv af en pige, der plukker anemoner i en skovbund.

På bladets midterside var der en gengivelse af det færdige resultat i størrelse 1:1. Og på de nærmeste sider i bladet var der mønster og samlevejledning.

For dem, der ikke har tid til at klippe og klistre, underholder vejledningen en lille kattelem: billedet midt i bladet kan monteres på en blød plade og hænges op i børneværelset. Og Familiejournalen afslører, at billedet er det første i en serie på fire med årstidsmotiver, som vil blive bragt henover året.

De fire årstidsbilleder som Familiejournalen bragte som gør-det-selv mønstre i 1983.

Karen K.’s filtklip med glade børn var velkendte for trofaste læsere af Familiejournalen. I perioden fra 1968-72 prydede sådanne billeder af Karen K. Familiejournalens forside flere gange om året.

Her ses et billede fra 1970’erne, hvor Karen Kjærsgaard er i gang med at fremstille et af sine velkendte filtklip.

Læsere af Familiejournalen med rigtig god hukommelse ville i 1983 måske have erindret at have set motivet med den lille anemoneplukkende pige før.

Det havde nemlig været forside på bladet tilbage i april 1971.

Forsiden af Familiejournalen 20. april 1971.

Karen Kjærsgaard havde genskabt det oprindelige motiv med nye farver. Og de ægte anemoner på det oprindelige billede var skiftet ud med anemoner i filt.

Pigens kjole med brune og lyserøde farver var nu prikket og de lyserøde sko var blevet sorte. En varm forårssol var også blevet tilføjet bag de endnu nøgne træer. Men i de store træk var de to billeder ens.

Familiejournalens forside 20. maj 1969.

Jeg må indrømme, at jeg glæder mig meget, til foråret kommer igen med anemoner, lyse dage og fuglesang. Og jeg hjælpe gerne foråret lidt på vej med endnu et forårbillede med en pige og hendes hund i en blomstereng.

Forår, forår kom nu snart …..

Den smukke and

~ mikaelbjerregaard ~ Skriv en kommentar

Her i starten af 2023 har man kunne se et sjældent syn i Munkemose i Odense. Ikke den grimme ælling, men den smukke and, kunne man sige.

Billede fra TV2Fyn

En kæmpestor smaragdgrøn and havde slået sig ned mellem gråænderne i parken. Det viste sig at være en undsluppen tamand af den amerikanske race Cayugaand.

Den store interesse for den smukke fugl fik mig til at tænke på nogle andetegninger af Karen Kjærsgaard, som jeg havde liggende.

Karen K.’s kunstneriske produktion bestod jo ikke udelukkende af nisser og julebilleder. Hun havde hele tiden en nær forbindelse til naturen, som hun boede mit i det meste af sit voksne liv. Dyr og fugle er hyppige gæster i Karen K.’s nisselandskaber – ofte i lidt nuttede, menneskeliggjort udgaver, men ved siden af dette tegnede Karen Kjærsgaard også naturalistiske billeder af især fugle.

I årene 1988-91 (og måske flere år?) bragte Familiejournalen flere af Karen K.’s fuglebilleder som helsides billede på ekstra kraftigt og glittet papir enten på særlige sider midt i bladet, som kunne tages ud, eller på omslagets indersider.

Gråand, han

I Familiejournalens sommernummer i 1988 blev de to første billeder bragt. Nemlig et billede af henholdsvis en han og en hun af Danmarks mest almindelige and, gråanden.

Herover ses andrikken. Desværre har jeg endnu ikke fundet billedet af gråand-hunnen.

En “levende” gråand betragter portrættet af sig selv.

Til gengæld fandt jeg en sjov funktion på Google lens, hvor man kunne se en gråandrik i naturligstørrelse i 3D i sin egen stue! Man kunne endda optage en lille video, som I kan se her. I videoen betragter den virtuelle and motivet af sin artsfælle.

Taffelænder

I følge Familiejournalen selv vakte de to andebiller i 1988 så megen glæde, at man besluttede at gentage succesen i sommernummeret i 1989. Denne gang med tegninger af et par taffelænder.

Taffeland, hun
Taffeland, han

Billederne har jeg bl.a. fundet i tidstypiske skifterammer anno 1989, så nogen må have fulgt Familiejournalen opfordring til at klippe billederne ud og hænge dem op.

Andesuccesen blev gentaget påny i sommernummeret fra 1990. Denne gang sad billederne på indersiden af bladets omslag, og motivet var et par bjergænder.

Bjergand, hun. Bemærk Karen Kjærsgaards signatur.

På dette billede kan man se Karen Kjærsgaards egen signatur og datering af billedet. Omkring 1986 gik Karen Kjærsgaard bort fra at signere sine ting med “Karen K.” og nøjedes med Karen (eller slet ingenting). Måske for at signalere, at hun bevægede sig i en ny retning og tildels med nye motiver?

Det er kun lykkedes mig at finde billedet af hunnen af dette par, men en lille gengivelse af billedet af hannen findes på bagsiden af billedet:

Endnu et – måske det sidste – andebillede, som Familiejournalen bragte var i januar 1991, hvor det nedenstående billede var trykt på indersiden af bladets bagside.

Krikænder

Det flotte vinterbillede forestiller to par af krikænder tæt på en stenet strand med høje skrænter.

I alle Karen Kjærsgaard naturbilleder fornemmer man en kærlighed og interesse for natur. I følge et gammelt interview i Familiejournalen gik hun også selv på jagt og derfor kendte hun sikkert andefuglene godt. Detaljen i fjerdragten på disse andebilleder er ret imponerende. Billederne kunne sagtens have fundet anvendelse i illustrerede faunabøger over Danmarks fugleliv.

At genkende et mønster

~ mikaelbjerregaard ~ 1 kommentar

Selv om det er januar, kan man godt grave lidt ned i Karen K.’s produktion af nissebilleder og gøre nye opdagelser.

Forleden blev jeg opmærksom på denne gamle lysedug med påtrykte julenisser og syntes, der var noget genkendeligt ved motivet.

Den lille retrodug viser nisser, der vandrer i et snehvidt landskab under månens lys. Og motivet er faktisk pænest på afstand. Når man kigger nærmere efter, er nissernes ansigter ikke så vellykkede i trykket.

Alligevel syntes jeg, der var noget genkendeligt ved motivet og ikke mindst den måde månelyset kaster skygger på sneen og på nissernes tøj.

Efter at have ledt lidt i gemmerne fandt jeg det jeg søgte: motiverne stammer fra en julefrise af papir tegnet af Karen Kjærsgaard!

Frisen er signeret af Karen K. og er udgivet af det svenske firma Axel Eliasson. Formentlig i starten af 1970’erne.

Det er de tre nisser på venstre del af frisen, som er blevet trykt på dugen.

De snedækkede graner og fuldmånen er der også blevet plads til.

Der kan ikke være tvivl om, at Karen K.’s tegning er blevet brugt som forlæg for den trykte dug. Men overførslen til tekstil er ikke helt vellykket – måske har man forsøgt at overføre for mange detaljer fra den fine tegning til det lidt grove tekstil.

Hvornår dugen er fra, kan jeg ikke sige med bestemthed, men jeg har en formodning om, at julefrisen, som danner forlæg for dugen måske er fra 1971. Den har varenummeret 7194 og måske indikerer de første to cifre årstallet for udgivelsen. I hvert fald kan man genkende den ramme af havreaks, som er på frisen, fra nogle af Karen K.’s julekort.

De ældste af disse julekort, som jeg har kunnet finde, er poststemplet i starten af 70’erne. Så måske er de ca. samtidige med frisen (?) og mon ikke dugen er omtrent fra samme periode?

Uanset kvaliteten på lysedugen – og uanset tiden på året – synes jeg, det er sjovt at gå og opdage sådan nogle små designdetaljer, som ingen måske har tænkt på i årevis.

Nytårskonfetti

~ mikaelbjerregaard ~ Skriv en kommentar

Til nytårsaften skal der dækkes et pænt bord med masser af farver og glimmer og konfetti. Og hvad kunne være bedre end at pynte bordet med retro hjertekonfetti designet af Karen K.?

Denne geniale og farvestrålende bordpynt må være fra engang sidst i 1969’erne eller starten af 1970’erne. Denne her intakte pose konfetti nænner jeg ikke at åbne, for jeg har en ærefrygt for gamle ubrudte emballager.

Heldigvis har jeg også åben pose, og vi har brugt dem til en farveflod på vores nytårsbord.

De små hjerter er farvet på begge sider, så de altid lander smukt.

Og de kradse farver matcher servicen og den gode nytårsstemning.

En af mine yndlingsjulehistorier af nyere dato er Sven Nordqvists “Nissemaskinen”, hvor man følger gamle Peddersen og katten Findus i december måned (engang i 1960’erne tror jeg). På et tidspunkt kommer en dørsælger forbi og kan f.eks. tilbyde Husmoderens håndbog som bl.a. har en opskrift på hjemmelavet konfetti! (Det er god humor). Og selv om husflid er en god ting, hvorfor så lave sit eget konfetti i en tid, hvor man kunne købe Karen K.-konfetti!?

De små hjerter er ikke bare ens, men har mange forskellige mønstre. Og lignende mønstre finder man mange steder i Karen K.’s produktion. Bl.a. på denne bordløber af papir:

Og skulle ventetiden til kl. 12 nytårsaften blive lidt lang, er der god underholdning i at sortere konfettien efter farve, form og mønster.

Man ser, at fordelingen langt fra er ensartet. Tilfældigt eller snedigt udtænkt for bedst visuel effekt?

Uanset om du skal bruge din nytårsaften til at sortere konfetti eller noget helt andet, ønskes du et rigtig godt nytår.