Julen nærmer sig med forsigtige skridt, og det er på tide, at der sker lidt nyt her på bloggen.
Jeg har for nyligt været heldig at erhverve en gammel Karen K.-sag, som jeg ellers kun tidligere har set billeder af. Den har været en tur over Atlanten og tilbage igen.
Det er en fin stor julekalender, som har været importeret fra Danmark til USA formentlig engang i starten af 1960’erne. Den er fremstillet i Danmark hos firmaet Levison Jr. A/S, som Karen Kjærsgaard tegnede for allerede fra starten af sin karriere i begyndelsen af 1950’erne. Den flotte julekalender blev importeret til det amerikanske marked af firmaet Caspari, som Karen Kjærsgaard siden hen tegnede for helt frem til 2010’erne.
Det er ikke tit, man finder så gamle julekalendere i flot stand, så da en anden samler solgte ud, slog jeg straks til.
Juletræets toptjerne havde dog lidt en smule overlast i årenes løb, så der måtte lige lidt restaurering til.
Men så var julekalenderen – eller The Advent Calendar – som amerikanerne kaldte den også næsten så god som ny.
Kalenderen kom oprindelig i en stor kuvert, så man kunne sende den som gave til et heldigt barn. På kuverten reklamerede man for, at julekalenderen var importerer fra det (måske lidt eksotiske) Danmark. Og Karen Kjærsgaard havde lavet en tegning af juletræet til kuvertens forside, så man fik en ide om, hvad der gemte sig i brevet.
Når kalenderens to dele blev sat sammen, havde man en flot 3D julekalender af et fint pyntet træ.
Julekalenderen låger har forsigtigt været åbnet, så vi kan godt tillade os at snydekigge lidt. Karen K. har selvfølgelig også tegnet billederne ved lågerne. Bag den første låge gemmer der sig en lille mus.
D. 9. december ser man en ugle:
Julemanden dukker op allerede 23. december bag en ekstra stor låge. Men Jesusbarnet meget passende ses bag den store 24. låge.
Nederst på træet har Karen Kjærsgaard sat sin velkendte Karen K. signaturen, så der er ingen tvivl om kunstneren.
Jeg glæder mig til, at vi kommer lidt tættere på julen, så den gamle julekalender kan blive sat frem. Med Karen K.-nisserne dansende rundtom.
Det nye år er kun nogle få dage gammelt, og de fleste har sikkert stadig nytårsaften 2021 i frisk erindring. Det var vist nok den varmeste nytårsaften målt i Danmark nogensinde. Sådan var det ikke i 1845, da H.C. Andersens eventyr om den lille pige med svovlstikkerne blev trykt første gang. Andersen begynder sim fortælling sådan her:
“Det var saa grueligt koldt; det sneede og det begyndte at blive mørk Aften; det var ogsaa den sidste Aften i Aaret, Nytaarsaften. I denne Kulde og i dette Mørke gik paa Gaden en lille, fattig Pige med bart Hoved og nøgne Fødder…..”
Eventyret er et af Andersens mest kendte. I december måned 1970 kunne læserne af Familiejournalen klippe og samle deres eget dukketeater over historien om den lille pige. Dukketeatret var tegnet og designet af Karen K
I fire numre af bladet var der kulisser, personer og rekvisitter til dukketeatret, som man lige kunne nå at få færdigt i tide inden jul.
Kulisserne med de gamle huse var trykt på kraftigt karton. De øvrige dele sad på de farvede glittede sider i bladet og var ret sarte. Karen Kjærsgaard gav i hvert nummer af ugebladet nøje instruktioner til, hvordan ugens figurer skulle samles.
Jeg har de fire blade liggende længe men har ikke nænnet at klippe i siderne. Men for nyligt var jeg heldig at finde et samlet og velbevaret eksemplar af det over 50 år gamle dukketeater. Det er blevet passet godt på og har været opbevaret i fine æsker. Derfor er det stadig pænt – alderen taget i betragtning.
Teatret var nydeligt klippet ud og samlet efter anvisningerne i bladene. Det er lidt ironisk, når man tænker på, at den lille pige er på gaden for at sælge svovlstikker, at kulisserne er afstivet med store tændstikæsker (Karen K’s eget forslag) og at flere af figurerne er blevet afstivet med en tændstik indvendigt.
I det sidste nummer af Familiejournalen før jul fik man de sidste figurer til teatret og et, manuskript som Karen K. har skrevet med udgangspunkt i H.C. Andersens tekst. Bl.a. får den lille pige et navn, Martha.
Jeg synes det kunne være sjovt at bringe manuskriptet her sammen med billeder af teatret. Så her er Karen K.’s udgave af det sørgelige eventyr.
DEN LILLE PIGE MED SVOVLSTIKKERNE
Eventyrspil i 1 akt efter H.C. Andersen skrevet af Karen Kjærsgaard til Familiejournalens dukketeater julen 1970
Personerne:
Martha: en fattig, lille pige
Frederikkes mor: en fin dame
Frederikke, en fin, lille pige
Mormor
MARTHA (kommer ind på scenen, forpustet efter løb): Åh, nej, hvor blev jeg dog bange! Benene kan slet ikke bære mig mere. Sådan ryster de. Den store karet kom farende omkring hjørnet, lige da jeg var ved at gå over gaden. Og kusken gjorde slet ikke noget for at holde på hestene. Jeg måtte springe for ikke at blive kørt over. Og så tabte jeg tøflerne. Den ene blev kørt over i rendestenen, og den anden tog den slemme dreng. Han lo og råbte til mig, at han ville bruge tøflen som vugge, når han selv fik børn!
(Småklynkende): Og nu har jeg slet ikke noget på fødderne! Åh nej, de er helt blå af kulde!
(Lidt roligere): Tøflerne var et par af mors gamle. De var alt for store til mig, Det var nok derfor, jeg tabte dem. Men dejlig varme var de alligevel.
(Efter en lille pause): Bare jeg dog turde gå hjem. Selv om vi kun har et koldt, utæt kammer helt oppe under taget og ingen penge til at købe brændsel for, er der dog lidt varmere inden døre. Men jeg tør ikke. Far sendte mig afsted i morges med en masse svovlstikker, som jeg skulle sælge til folk på gaden. Og jeg har ikke fået solgt en eneste endnu! Far slår mig, hvis jeg kommer hjem uden penge. Vi har haller ikke noget at købe mad for jeg har ikke fået noget at spise siden i aftes. Og det var kun et tørt stykke rugbrød. Åh, hvor er jeg sulten og træt. Bare jeg dog kun sælge et eneste bundt svovlstikker.
(Frederikke og Frederikke mor kommer langsomt over scenen)
MARTHA (med høj bedende stemme): Åh, kære frue, vil De ikke godt købe et bundt svovlstikker af mig? De koster kun en skilling, og jeg tør slet ikke komme hjem uden penge. Det er nytårsaften, og vi har hverken mad eller brændsel…
FREDERIKKE (ivrig, forfærdet): Mor! Har du set! Hun har bare fødder! I sådan en kulde. Det er vel nok synd! Skynd dig at købe noget af hende! Hun har heller ikke noget at spise, siger hun.
FREDERIKKES MOR: Nej lille, Frederikke, det vil jeg virkelig ikke! Sådan en lille sjuskedorte, der tigger på gaden, skal man bare lade, som man ikke ser. Det er sikkert hendes egen skyld, at hun ikke har sko på. Kom nu, min pige.
FREDERIKKE: Jamen, mor…
FREDERIKKES MOR: Kom nu, siger jeg! Vi kan ikke lade grossererens vente med gåsestegen. Klokken er mange. Du ved også godt, at de tænder det store juletræ, nu regner de med, at vi snart kommer.
(Frederikkes mor går hurtigt ud bag det gule hus. Frederikke følger tøvende efter. Standser et øjeblik og ser hen mod Martha, før også hun forsvinder bag det gule hus.)
MARTHA (sukker): Heller ikke hun ville købe noget af mig. Hun så ellers få fin og rig ud. Gåsesteg skulle de have! Det er der vist mange, der skal. Sådan som det dufter her i gaden… Og et stort juletræ… Åh, hvor jeg fryser. Mine finger er snart helt stive af kulde. Bare jeg dog turde trække en enkelt svovlstik ud af bundtet og tænde den. Det ville varme dejligt! (Efter en lille pause): Jeg gør det!
(En lommelampe tændes og illuderer som tændstikker, der flammer op.I det samme bevæger den store kakkelovn sig langsomt ind fra højre og stander et lille stykke fra Martha).
MARTHA: Ih, hvor svovlstikken lyser dejligt! Næsten som et lille julelys. Og varmer! (Får øje på kakkelovnen, forbavset):Nej, se! En stor kakkelovn! Med ild i! Åh, hvor er det skønt. Jeg vil også varme mine stakkels fødder.
(Lille pause, så går lyset ud. Og kakkelovnen forsvinder langsomt ud af scenen igen af den vej, hvorfra den kom).
MARTHA (klagende): Åh, nu forsvandt den dejlige kakkelovn… Mon ikke den kommer igen, hvis jeg stryger en ny svovlstik?
(Lyset fra tændstikflammen blusser op igen. I det samme glider det dækkede bord med gåestegen liggende på ind på scenen fra højre og standser omkring midten).
MARTHA (henrykt): Næh, sikket fint bord! Og en stor gåsesteg! Hvor den dog dufter! Der må være masser af svedsker og æbler i den.
(Stegen føres af fadet ned fra bordet og med små hoppende bevægelser henimod Martha).
MARTHA (himmelfalden): Ih, se! Nu kommer gåestegen helt hen til mig! Med kniv og gaffel i ryggen! Hvor skal den smage!
(Et øjeblik efter slukkes tændstikflammen, hvorefter først bordet og derefter gåsestegen forsvinder ud af scenen til højre).
MARTHA (klagende): Næh, hvor var det synd, at gåsen forsvandt… Jeg prøver at stryge en ny svovlstik!
(Flammen blusser på ny op. Juletræet glider langsomt ind på scenen fra højre og standser lidt fra Martha).
MARTHA (betaget): Et juletræ! Endnu større og dejligere pyntet end det, jeg så gennem glasdøren hos den rige købmand nu sidste jul. Der må være mindst tusind lys! Mon jeg kan nå dem med hænderne?
(Flammen slukkes, og juletræet glider ud af scenen til højre).
MARTHA (klagende): Åh nej. Det ville heller ikke blive hos mig! Se, nu forsvinder julelysene op i himmelen som klare stjerner. Og dér faldt en af dem ned igen med en ildstribe efter sig! Så går der en sjæl op til Gud: Det sagde mormor altid. Nu er hun selv død og oppe i himlen. Åh, jeg må stryge en svovlstik til!
(Flammen tændes, og mormor kommer til syne fra højre. Hun glider langsomt, ligesom svævende, hen imod Martha og standser lidt fra hende).
MARTHA (henrykt): Mormor! Åh mormor. Er du kommet tilbage til mig? Hvor er du smuk! Hvor din kjole skinner! Men mormor – jeg ved at når svovlstikken slukkes, forsvinder du igen. Ligesom den varme kakkelovn, den dejlige gåsesteg og det store, strålende juletræ. Oh, mormor, tag mig med dig! Nu stryger jeg resten af svovlstikkerne, så du kan blive her på jorden hos mig lidt endnu. Og når de slukkes, så tag mig med dig! Vil du ikke nok? Åh jo, jeg kan se du vil! Ja! Ja, sådan! Løft mig op på din arm og flyv med mig, højt op i himlen!
MORMOR: Ja, min lille pige. Jeg skal tage dig med derop, hvor der hverken er sult eller kulde. Hvor du aldrig mere skal være angst eller bedrøvet. Hvor der altid er lys og varme. Helt op til Gud….
MARTHA (lykkelig): Tak, mormor! Nu er jeg varm og glad igen!
(Flammen slukkes. Efter en kort pause kommer Frederikke og hende mor ind fra højre. Går over mod Martha, standser nær ved hende).
FREDERIKKE (ivrig, ængstelig): Mor! Se der, mor! Hun sidder der endnu, den lille pige med svovlstikkerne. Se, hvor hun sidder og smiler! Jeg tror, hun har fået solgt mange af sine svovlstikker, mens vi har været til nytårsfest!
FREDERIKKS MORS (højt): Du lille dér – det er for koldt for dig at blive siddende sådan! Nu skal du gå hjem! (Afsides med dæmpet stemme): Hun er jo død, frosset ihjel. Hun har forsøgt at varme sig lidt ved at rive svovlstikkerne. Og det ser ud, som om hun har set noget dejligt, før hun døde. (Højt igen): Kom, Frederikke! Den lille pige vågner nok snart og går hjem og fortæller sin mor og far om alt det dejlige, hun har drømt på årets første nat…
(Frederikke og hendes mor går langsomt ud. Alt lys på scenen slukkes. Forestillingen er forbi).
Alle på scenen for bifald:
Karen Kjærsgaard tegnede eventyrdukketeatre til Familiejournalen igen i 1971 og 1972, nemlig Snehvide og Fyrtøjet.
Hvis du har fået lyst til at lave dit eget dukketeater, kan du finde arkene her, hvor Esben, der er ekspert i klippeark og dukketeatre har lagt dem ud:
Her sidst i december er mange nisser ved at gøre sig klar til at rejse derhen, hvor de bor, når det ikke er jul: Skabe, skuffer og kasser på loftet. Inden de sidste rejser væk, vil jeg dog lige fortælle lidt nyt om de populære gamle Karen K. nisser i plast fra 60’er-70’erne. Jeg har tidligere skrevet om dem her på bloggen, og lige præcis den side er blevet den allermest populære at besøge. Du kan besøge siden her, hvis du ikke allerede kender den: https://mikaelskarenkblog.com/2016/10/27/karen-k-nisser-af-plast-og-engle/amp/
På siden skrev jeg dengang, at jeg ikke havde fundet bevis for, at nisserne var blevet solgt i Daells Varehus, fordi de ikke optrådte i postordrekatalogerne fra dette varehus. Men siden har jeg set mindst én Karen K. nisse med prismærke fra Daells Varehus, nemlig ham her:
Så Karen K. nisserne må have været til salg i den fysiske butik i Nørregade i det indre København.
I det hele taget har nisserne været til salg mange stede: i Brugser, i Føtex’er og kiosker – ikke bare i Danmark men i hele Skandinavien.
Karen Kjærsgaards søn, Jakob har fortalt mig, at nisserne vistnok blev produceret af Hedlunds Papirindustria i Sverige. Og det er sikkert rigtigt. Firmaet var storleverandør af juleartikler (f.eks. gavepapir og julepynt) til hele Skandinavien i 60’er-70’erne). Men for nylig er jeg også blevet opmærksom på, at i hvert fald nogle af nisser blev Made in Hong Kong som så meget andet af datidens plastjulepynt.
Jeg fik nemlig en e-mail fra Linda i USA, som havde fundet de fire nisser på billedet her i sin svigerfars julepyntskasse. Linda havde fundet vej til Karen K. bloggen og skrevet til mig.
Og både begge nissepiger og nissebedstefaren havde klistermærker der afslørede, at de var Hong Kong produkter:
Der har siddet et lignende klistermærke under nissedrengens fod:
Endnu mere overraskende var det for mig, at nisserne var blevet solgt i USA. Hos en blomsterhandler. Det fremgik af prismærkerne:
Så Karen K.’s nisser – som jeg troede var rent skandinaviske – er altså rejst helt til USA. Nærmest immigreret. I USA hvor man ikke kender til nisser i skandinavisk forstand har de nok taget navneforandring til Christmas Elfs – julemandens små hjælpere. Tak til Linda for at åbne et helt nyt kapitel i historien om Karen K. nisserne!
Men hvad med den gamle nisse med skægget? Er han også designet af Karen Kjærsgaard. Umiddelbart vil jeg sige nej, fordi Karen K. stort set kun tegnede unge nisser og nissebørn i den periode, hvor hendes tegninger dannede grundlag for plastiknisserne i 3D. På den anden side ligner hans hue jo ret meget de andre nissers. Det er et åbent mysterie, som vi måske vil finde svar på en kommende jul.
Da Karen K. begyndte at tegne julepynt til Familiejournalen i 1966, blev det i bladet omtalt som “julestads”. Om det er et gammelt eller et jysk ord, ved jeg ikke, men hyggeligt er det. Karen K.’s juletræspynt fra Familiejournalen er noget, som mange danskere på min alder og ældre kender: kræmmerhusene med engle og hjertekurvene med nissepiger og nissedrenge var fast indslag i Familiejournalens decembernumre i en årrække.
Men før julestadsen til ugebladet havde Karen K. i løbet af 1960’erne også tegnet andet juletræspynt, som kunne købes i fri handel. Enten som store ark, der skulle klippes ud og limes sammen eller – for den dovne husmoder 😉 – som allerede udklippede kræmmerhuse, julekurve og hanke, som blot skulle limes sammen. Dem købte man i en lille klar plastikpose. Hvad enten man købte klippeark eller en pose var der som regel seks-syv stykker julestads i hvert køb.
Jeg har været lidt på jagt efter den her gamle Karen K. julestads de seneste år. Tidligere i år fandt jeg dette ark. Jeg er lidt i tvivl, om det er originalt eller en kopi. Det er nemlig trykt på en lidt mat type papir – og der er kun fem stykker pynt på arket. Arket virker til at have være del af en blok med flere ark, så det er muligt, at man har kunnet købe ark med julepynt på den måde i en boghandel eller lignende engang. Eller også er det en nyere kopi, det virker som om, der er blandet julepynt fra to forskellige “serier” sammen – nemlig dels de stribede kræmmerhuse, som, jeg med sikkerhed ved, blev solgt på selvstændige ark, og så de mere detaljerede kræmmerhuse med nisser og engle. Kopi eller ej får man et indtryk af Karen K.’s julepynt fra 1960’erne.
Allerede sidste år var jeg heldig at finde lidt af det gamle julepynt og hænge det på juletræet. Det kan du læse om her:
Men her i 2021 har jeg været heldig af finde lidt mere. I dag den 23. december skulle der pyntes juletræ, og den nye gamle Karen K. pynt skulle selvfølgelig også på. I år blev der pyntet juletræ med sne dalende uden for vinduerne. Så bliver det ikke hyggeligere!
Her er noget af det pynt, der skulle på træet:
Og her er den senest tilkomne Karen K. pynt.
Der skulle en nænsom restaurering til: stearinlys fra gamle jules juletræslys skulle skrabes af, hanke skulle remonteres og fladtrykte kræmmerhuse skulle bringes i form igen. Men så var de også klar til at komme på træet.
Alle nisse-/englemotiverne fra julstadsen er også blevet brugt til julekort i samtiden. Se bare her:
Motiverne herunder har jeg endnu ikke set som julekort, men jeg er sikker på, de findes:
Den her lille julekurv er også sjov:
Motivet findes som julekort:
Men Karen Kjærsgaard har også genbrugt et af delmotiverne til et andet stykke julestads. Hun har bare skiftes engelen ud med en nisse og lavet en dekorationsnisse med pindsvin:
Til sidst et lille fif. Hvis dit juletræ ligesom vores i år har lige bare og åbne områder, hvor der ligesom mangler en gren, så fylder en nisseremse eller to tomrummet godt ud.
Rigtig glædelig lillejuleaften!
P.S. Lige et fif mere: Har du rigtig meget julepynt? Køb to juletræer 😀
Her i 2021 har jeg for første gang i årevis modtaget et personligt julekort med hilsen og det hele. Oven i købet både håndskrevet og håndtegnet med flotte juleskovsnegle. Det kort er jeg glad for.
Hvad angår tilgangen af nye, gamle Karen K. julekort til samlingen er der ikke sket så meget. Faktisk er det ved årsopgørelsen kun blevet til fire nye kort:
De tre kort i samme stil er fra omkring 1957. De har aldrig været sendt, men er blot blevet gemt i alle de år. Som man kan se, har de to øverste kort helt samme motiv – bare i to forskellige farver.
Kortene er nogle af de tidligste, Karen K. har lagt navn til. Hun hae været omkring 25 år da disse kort udkom på forlaget L. Levison junr. Kortene er fra to forskellige serier (varenumre 5337 og 5338) med stregtegninger af motiver fra julenat i Betlehem og mere moderne og hjemlige motiver med julepynt.
Så vidt jeg ved kom alle motiverne i tre farver: rød, grøn og blå. De røde har dog nok solgt bedst, i hvert fald er det dem, man oftest finder i dag.
Det sidste nye gamle kort for i år er kommet helt fra USA, hvor det er udgivet i 1977 – efter en original af Karen Kjærsgaard, som der står trykt på bagsiden. Den omtalte original må være det ark med julepynt i almuestil, som Karen K. tegnede til Familiejournalen i 1967. Her ses stjernen med det glade par i folkedragt som centre-piece.
I det julehæfte, hvor arket med julepynt blev bragt, kommer Karen K. selv med forslag til, hvordan julepynten kan bruges: bl.a. til en juleuro. Og at bladets læsere har taget ideen til sig, ved jeg, fordi jeg har fundet en gammel uro netop med stjernen fra det amerikanske julekort som bærende element. Alle delene er blevet forstærket med karton og har overlevet fint til i dag.
Det var et kort overblik over julekortene fra 2021. Det bliver spændende, hvad gammelt 2022 bringer.
Her på Karen K. bloggen kan vi godt lide – i al kærlighed – at omtale os selv som Karen K. forskningscentret. Vi er en forskningscenterleder og en forskningsassistent, der altid søger nye og glemte værker af Karen K. Vi indsamler, kategoriserer, katalogiserer, daterer dem og sætter dem ind i en kulturhistorisk ramme og formidler dem til her på bloggen.
Det gør det endnu sjovere, når læserne leger med på idéen om Karen K. forskningscentret. Derfor var jublen stor, da vi forleden modtog en donation til videnskaben fra en læser: et hidtil ukendt juleværk af Karen K. Stor tak til Lis, som driver retrosiden jakmussen.dk for gaven!
Tid, sted og anvendelse?
Lad os gå til værks som Piet van Deurs ville have gjort det og fastslå tid, sted og anvendelse. Der er tale om en aflang papirgenstand med målene 57×20 cm. Der er tryk på den ene side med flyvende engle på en mørkeblå baggrund omgivet af stjerner. Genstanden afslutter i en halvbue i den ene ende og det ses af kantudsmykningen, at denne afslutning er original. Derimod slutter den med en ret kant i den anden ende, som ikke er original, her ses værktøjsspor i form af lidt skæve klip med en saks. Det er derfor ret sikkert, at genstanden oprindeligt har været længere – formentlig præcis dobbelt så lang. Nogle svage brune pletter på papirets bagside (kaffe) antyder, at den har været i anvendelse på et bord, og der må være tale om en såkaldt juleløber. Måske skal man forestille sig, at dugen har været brugt til et juleselskab, hvor den er blevet beundret af gæsterne, for så at blive delt i to og givet hjem med to af gæsterne, som en form for gavegivning eller afdeling, en praksis der kendes i de fleste kulturer.
Selv om der ikke er Karen K. signatur på dugen, kan der ikke være tvivl om, at hun står bag. Alle træk ved englene fra de bare tæer og de spraglede kjoler til de syngende munde med det lidt forbavsede udtryk og de mørke prikøjne er sikre Karen K. indikatorer. Værket har formentlig været signerer på den halvdel, der nu mangler. Og den anden halvdel har formentlig været spejlvendt identisk med den bevarede del. Sådan ses det på andre juleløber fra samtiden. Bl.a. på den nissejuleløber, som jeg skrev om på bloggen sidste år. Her ses de to løbere side om side:
Det ses at der på trods af variationer næsten er tale om søsterværker: Figurernes slyngede forløb og udfyldelsen af de tomme mellemrum med små stjerner – og nissepigers og engles mønstrede kjoler er lighedstræk.
Begge juleløbere skal formentlig dateres til 1960’erne. Nissedugen er fremstillet hos det svenske firma Axel Eliasson og har et tidligt produktionsnummer, der netop daterer den til 60’erne. Muligvis er engleløberen også fremstillet i Sverige – som de fleste andre af Karen K. juleduge og julebilleder i papir – selv om den senest kendte proveniens er Danmark – hos Lis.
Den halverede juleløber komplementeres for øvrigt smukt af dette Marianne Starck fad fra Michael Andersen på Bornholm. Englene synger om barnet og dets mor. Ligesom i den gamle historie.
Engledug…. prøv at sige ordet. Hvordan skal det udtales? Med blødt eller hårdt g? Er det nattedug, som englene lader falde ned på græsset en lys sommeraften, er det engletårer der falder som dug på havens blomster, eller er det en dug til julebordet med smukke engle på. Jeg elsker sådan nogle dobbelttydige ord….
I den følgende skal det dog dreje sig om en borddug med engle på. For få dagen siden skrev jeg her på bloggen og en juledug med applikerede Karen K. nisser på:
Få dage efter fundet af nissedugen, var jeg igen i en genbrugsbutik og fik øje på en sammenfoldet blå dug på en hylde. Normalt var det ikke noget, jeg ville have kigget nærmere på, men den blå farve virkede bekendt, og den løjerlige kantning af dugen også. Begge dele mindede mistænkeligt om den nyerhvervede blå nissedug. Jeg foldede derfor dugen ud og længst inde i folderne gemte sig de fineste engle.
Det var den blå farve og kantsyningen, der ledte mig på sporet. Jeg har fået hjælp af en professionel skrædder til at kunne sige, at det kaldes en tittekant, og at hjørnet er syet i smig.
Og her har vi englene, som gemte sig inderste i dugen – flyvende mellem dalende snefnug.
Dugen må også have været et hjemmegjort arbejde købt som et sæt gennem broderifirmaet Eva Rosenstand, som Karen K. leverede mønstre til. De små spidse sko er typiske for hendes tegnestil, og englenes kyser ser man også i lignende stil bl.a. på dette julekort:
Jeg har lånt billedet fra piaper.dk
På et kræmmerhusene fra Familiejournalen i 1976 er der både englehuer og snefnug som på dugen.
Vel hjemme med dugen var det tid til at dække op til frokost med et stel, der marchede dugen både i farve og alder.
Stellet med de blå blade hedder Blå Linnea og er designet af Nils Thorsson for Aluminia sidst i 1950’erne. Det var udelukkende et frokoststel, så der finder ikke kaffekopper, middagstallerkner og sovseskåle. Men jeg synes, de blå og hvide farver passer godt med englene – som i det her tilfælde altså ikke flyver med paradisgrønt men med paradisblåt.
De små lysestager på bordet er fremstillet af Asp Holmblad ca. samtidig med Blå Linnea stellet og passer til deres egne julelys.
Jeg håber, I også får lyst til at dække fint julebord, og at engledug og engleduge falder på jeres vej .
Det er de mest overraskende steder, man kan finde det, man leder efter – nogle gange endda uden at vide at man leder!
I dag købte jeg dette gamle brætspil i en lidt rodet genbrugsbutik, bare fordi jeg syntes, det så lidt sjovt ud, og fordi jeg godt kan lide de gamle spil. Det her så ud til at være fra 1960’erne, men var i pæn stand.
Da jeg kom hjem, måtte jeg tjekke, om spillet var intakt. Og det var det heldigvis: alle de små flyvemaskiner, spillebrikker, lykkekort og pengesedler i møntfoden Inters var der. Og så var der en anden lille overraskelse i spillet. Nemlig et til og fra-kort, der afslørede, at spillet var en julegave til Bo fra Farmor og Farfar.
Men da jeg vendte til og fra-kortet, blev jeg overrasket. Det var nemlig tegnet af Karen K. Jeg har aldrig set til og fra-kort af den her type før, så det var en sjov opdagelse.
Da jeg kiggede nærmere på spilleæsken, fik jeg lidt mere hints om spillets historie. På låget var der med kuglepen skrevet 24/12-1971. Det må betyde, at det var juleaften for præcis 50 år siden, at Bo fik dette spil af sine bedsteforældre.
Spillet er udgivet af det danske spilfirma Drechsler, som jeg tidligere har skrevet om her på bloggen, fordi Karen K. også har tegnet et billedlotteri til Drechsler. Tegningerne til billedlotteriet blev senere også brugt til at stavelotteri. Jeg er ad forskellige omveje nået frem til, at Karen K.’s billedlotteri er fra starten af 1960’erne og i hvert fald ikke efter 1967. Det år skiftede Drechsler nemlig logo, og billedlotteriet har det gamle logo på æsken. Drecshler nummererede deres spil løbende: Karen K. billedlotteri fik nr. 235 og stavelotteriet blev nr. 241.
Det spil, som Bo fik i 1971, har nummer 252, så det må være lidt yngre end Karen K.-spillene. Det har dog stadigvæk firmaets gamle logo med de slyngede bogstaver, så det kan ikke være yngre end 1967. Spillet havde altså været i produktion i nogle år, da Bo fik det.
Karen K.’s tegning fra det lille til og fra-kort har jeg set før. Den er nemlig også at se på et lille julehjerte eller julekurv i papir, som jeg var heldig at finde her tidligere i november måned. Ja og også på et gammel julekort fra 1960’erne er det samme motiv blevet brugt. Det er en god måde at “genbruge” tegningerne på:
Det er lidt pudsigt, at det lille til og fra-kort har overlevet inde i spilæsken i et halvt århundrede, men jeg er glad for, at det gjorde.
PS. Her kan du vil læse mere om Karen K.’s Billedlotteri for Drechsler.
Nu hvor novembermørket sænker sig, har vi ekstra brug for hygge. Her på Karen K. “forskningscentret” har aktiviteterne stået lidt stille i 2021 – til dels pga. manglende økonomiske bevillinger.
Imidlertid var et genbrugsfund i den forgangne uge i form af en blå juledug med dansende nisser en oplagt lejlighed for forskningslederen og forskningsassistenten til at mødes til hygge og planlægning af eventuelle fremtidige forskningsemner. Det blev dog mest til hygge med juleboller og te.
Den fine blå juledug er et hjemmelavet håndarbejde ud fra et mønster tegnet af Karen Kjærsgaard. Nisserne er applikeret på, og se er granrankerne broderet på. Hele sysættet er i sin tid køb gennem broderi-giganten Eva Rosenstand for 39 kr. engang i 60’er-70’erne. Det ved vi her på forskningscentret fra ekspedition til Den Gamle Bys brodeributik for seks år siden. Den begivenhedsrige udflugt kan du læse om ved at klikke på linket nederst på siden her.
Her så vi nemlig et billede af selvsamme blå nissedug i et bestillingdkatalog fra Eva Rosenstand. Som man kan se følger farvevalget i den nyindkøbte genbrugsdug ret nøje farverne fra kataloget. Det mønstrede stof på nogle nissekjoler er dog skiftet ud med lyserødt.
Det må have været en stor opgave at lave duggen, så det er fint at den nu kommer til ære og værdighed igen.
Forskningsassisten stod for bordopdækningen med tidstypisk service – nemlig stentøjsstellet Relief. Det er fra samme tid som juledugen og passer perfekt til.
Jeg håber, I også er ved at finde julepynten og julehyggen frem, her hvor november er allermest mørk. Så er der alligevel lys i mørket.
Sommeren er højsæson for mange ting, men ikke for Karen K. bloggen. Det hænger sammen med, at en stor del af Karen Kjærsgaards kunstneriske produktion var knyttet til jul og påske. Og selv om Karen K. tegnede nisser hele året for at følge med efterspørgslen, så er det måske de færreste bloglæsere, der er klar til nissehuer og risengrød her i 25 graders varme. Man skal derfor lede længere efter sommermotiver hos Karen K. – i hvert fald i blandt de ting, som er kommet ud til offentligheden. Der var uden tvivl mere salg i påske- og julepynt end i sommermotiver.
Men her skal I se et par sommermotiver fra landet. Børn og dyr midt i alt det grønne. Alle tre motiver er såkaldte “bonader”, som har været til salg i Sverige. Herhjemme ville vi nok kalde dem plakater.
Skal man være helt ærligt, er billedet her måske tænkt som et påskebillede med alle de små gule kyllinger, men træerne er alligevel så grønne, at det leder tankerne hen på maj og juni mere end på en kold påskedag i marts eller april.
Billedet er en kollage, som er udført i stof, filt og karton på en blå hessian baggrund. Børnene med det bogstaverligt filtede hår sidder på gærdet og kigger på hønsefamilien. Der er så mange karakteristiske Karen K. elementer i billedet: børnenes ansigter med de runde sorte øjne og røde kinder, græstuerne, gran(?)grenene langs kanten og de små fugle, der flyver i luften – læg for øvrigt mærke til, at en af de små fugle har tabt sit øje inden, der er blevet taget foto af den originale kollage til videre tryk, der er kun en lille limklat synlig, der hvor øjet har siddet.
På trods af alle de “karenteristiske” elementer, vil den opmærksomme læser dog opdage, at billedet er signeret “Bolette”. Men Bolette er faktisk Karen, og Karen er Bolette. I en kort periode anvendte Karen K. signaturen Bolette på opfordring fra sit svenske forlag. Det kan du læse mere om her.
Plakaten er stadig i sin oprindelige indpakning, og man kan se, at den er solgt som en bonad. Prisen mangler, men har i starten af 1970’erne har den formentlig kostet omkring 1,5 svenske kroner.
Det næste billede er mere sommerligt. Svanerne har fået unger, og børnene er gået ned til søen under birketræerne for at fodre dem. Birketræerne omkring en stor sø og de blå silhuetter af bakker og skov i baggrunden giver billedet er meget skandinavisk præg.
Stilen er en helt andet her. Billedet er ingen kollage men en tegning/maleri – og det er ikke signeret. Alligevel er der ingen tvivl om, at kunstneren er Karen K. De røde sko med spænder er næsten en signatur for Karen K. på denne tid.
På det sidste sommerbillede er vi kommet længere hen på sommeren. Æblerne er røde på træerne, og der er modne bær på buskene. Børnene har fået fornuftige træsko og gummistøvler på i stedet for de sarte røde sko.
Plakaten er godt slidt, selv om det ikke ser ud til, at den har været oppe at hænge, men den må være blevet rullet ud mange gange for at blive kigget på.
Karen Kjærsgaard blander flere materialer ind i denne kollage. Huset er bogstavelig talt stråtækt, og brændestakken er lavet af savssmuld. Selve den fotografiske gengivelse af den oprindelige kollage, som ligger til grund for de videre eftertryk, som blev solgt i Sverige i 1970’erne, er faktisk lidt uskarpt. Måske gik det nogen gange lige lovligt hurtigt i udgivelsen, af disse meget prisbillige produkter. Men den gode sommerstemning har billedet nu alligevel beholdt.
En god sommer til jer alle, jeg håber, I kommer ud og ser den smukke grønne natur.
Mikaels Karen K. blog 