

























Hej på bloggen!

Vi hedder Misser og Cille. Misser er mig med den flotte med striber, og Cille er mig den søde, bløde med sorte og hvide farver. Nu er det endelig blevet vores tur til at skrive her på bloggen. Indtil videre har vi kun fået lov til at være lidt med i baggrunden.

Der er sket det, at vores mennesker i sommer besluttede sig for at flytte sammen i et nyt hus – uden at spørge os! Så vi er blevet papsøskende. Det går nogenlunde, selv om det nogen gange er umådeligt irriterrende at skulle dele sit hus med en anden kat. Så gokker vi hinanden i hovedet og hvæser. Men som regel går det ok, så slikker vi hinanden i panden, og vi har fundet en fælles interesse, nemlig mad. Og heldigvis er det ikke de samme stole, vi kan lide at sove på. Og så hjælpes vi ad med at holde fremmede katte, ude af vores have.

Lige da vi var flyttet ind, stak jeg (Cille) af – og jeg fortæller ikke til nogen, hvor jeg var
henne! Heller ikke til Misser. Efter et par dage. kunne jeg se, at der hang plakater med mit billede rundt omkring i lygtepælene her i vores nye kvarter. Det, synes jeg, var en passende måde at fortælle, at jeg var flyttet hertil. Efter lidt over seks dage blev jeg dog træt af livet som vildkat og vendte hjem igen – jeg var nu også blevet ret sulten!
Nå, men nok om det. Vi har hørt, at det igen er ved at være jul og det betyder, at der kommer nisser op alle vegne i huset. Og nisser skal drilles! Det er altid sjovt at give en nisse et puf, når de mindst venter det, så de vælter eller falder på gulvet. Men menneskene bliver så sure. Nisserne af plastik må ikke falde på gulvet, og nisserne af papir må man ikke lægge sig på og mase flade. Så råber menneskene op. Det er eller noget af det sjoveste ved julen – og så er det faktisk en gammel tradition, at nisser og katte driller hinanden, men det har menneskene vist glemt.

Vi ved, at der her i huset især kommer en masse nisser frem af en dame, som de kalder Karen K. Det er hende, som vores menneske skriver om her på bloggen. Mennesker er vilde med de nisserne, men vi kan meget bedre lide Karen K., fordi hun har også tegnet en masse katte, som ligner os på en prik. De to flotteste katte, vi kender! Vi tror bestemt, at Karen K. godt kunne lide katte.
Se bare her:
og her:
Vi har forresten lagt mærke til noget pudsigt. Gennem alle de mange år, hvor Karen K. tegnede skete der en udvikling med dyrene på hendes billeder. De gik fra at være lidt tegneserieagtige og nuttede til mere at mere at ligne sig selv, som de ser ud i naturen. Men os katte ændrede sig næsten ikke gennem alle årene. På den måde er vi lidt noget særligt. Se bare:
Dyr fra 1977:




Og de samme dyr fra 1994:



Nu vil vi ikke skrive mere. Vi skal rundt i huset og finde nisser. Men skal bare liiiige have en lur først.
Misser & Cille


I dag, d. 11/11 2019 er det hundrede år siden, at Første Verdenskrig sluttede. Sidenhen er det gået galt mange gange, og den fred på jord, som man håbede på, er stadig kun et from ønske.
Dette amerikanske postkort med en hvid due med olivengren er tegnet af Karen Kjærsgaard. Den hvide due er et universelt symbol på fred.

Og på The National Gallery of Art i Washington kan man købe nedstående postkort, som også er tegnet af Karen Kjærsgaard:
Den fortrykte tekst i kortet er:
Peace on Earth Joy to All
Samme fortrykte budskab har tre små julesangere fra et andet af Karen Kjærsgaards lidt yngre, amerikanske julekortsproduktion, og da julen nu igen nærmest sig med lyntogsfart, er det passende at vise disse tre budbringere med et håb for en fremtid, hvor vi kan leve i større fordragelighed på hinanden uanset hudfarve og frisure.


….eller hvordan er det nu?

Påske 2018 var perfekt til solbadning, eller hvordan var det nu? Billedet herover er taget på Langfredag.
Nu er påskeferien forbi. Til gengæld er foråret begyndt! På samme dag, som jeg pakkede påskepynten væk og købte marcipanæg på udsalg, ankom dette meget lille og cylindriske brev fra Sverige.

I brevet var en lille svensk påskefrise tegnet af Karen K.

Du kan læse mit tidligere indlæg om svenske påskebilleder og deres drønspændende nummerering her. Denne her er også fra Axel Eliassons forlag ,og den har nr. 65.


Himlen var næsten lige så blå som på påskefrisen her i dag. Og jeg så årets første sommerfugl – en citronsommerfugl. Karen K. har også en sommerfugl med på sit billede – det er en stor kålsommerfugl.

Vintergækker, erantis og violer er der også blevet plads til. Og måske er lidt farveforvirret vorterod? Blomster fra hele forårsperioden.

Og det der med at påsken var til jul…. i går så jeg, at billetterne til en julekoncert, som jeg vil til i december, er kommer i forsalg. Det er sørme i god tid at tænke på julen! Forhåbentlig er der mange rare ting i vente til os alle, inden det atter bliver jul, og Karen K.-nisserne skal findes frem.
Godt forår!


Så er det blevet nytår og år nr. 2 på bloggen om Karen K. er gået. Jeg er glad for, at se, at der har været endnu mere interesse om Karen Kjærsgaard og hendes værker her i 2017.

De fleste besøgende på bloggen kommer ikke så overraskende fra Danmark, Norge og Sverige, men på kortet herover viser de farvede lande, hvorfra der har været besøg på bloggen. I 2017 var der for første gang besøg fra bl.a. Hong Kong, Hviderusland, Argentina, Bulgarien, Taiwan, Estland, Equador og Kazahkstan.
Nu er 2018 begyndt, og som så mange andre har du måske også taget en ny kalender i brug, og du har måske også et nytårsfortsæt om at spise flere grøntsager. Så kan du hente inspiration i denne tegning af Karen Kjærsgaard:

Som man kan læse nederst på billedet, er grøntsagstegningen fra en 2001-kalender, som Familiejournalen gav sine læsere. Så vidt jeg ved, var denne kalender det allersidste Karen Kjærsgaard (som forlængst var holdt med at kalde sig Karen K. på det tidspunkt) leverede til Familiejournalen. Karen K.-forsiden i julenummeret 2017 var jo genbrug fra 1970, som du kan læse om her.
Og kigger man grundigere efter på kalenderen fra 2001 kan man se, at d. 1. januar præcis som her i 2018 faldt på en mandag. Så den 17 år gammel kalender kan faktisk bruges i år!
Kalenderen fra 2001 fik mig til at tænke på en kalender, som jeg selv lavede dengang for snart mange år siden lige efter årtusindeskiftet. Jeg gravede nogle af mine gamle selvkomponerede årstidsdigte frem fra skuffen og supplerede med nogle nye, så der var tolv i alt – ét til hver måned. Jeg kontaktede mine gamle dansklærer fra folkeskolen, Poula Jørgensen, og hørte om hun ville illustrere digtene. Og heldigvis sagde hun ja!

Her skal I få mit digt og Fru Jørgensens tegning til januar. Jeg håber, I synes om det.


Og nu tilbage til Karen Kjærsgaards kalender. Tegningen til april, maj og juni er lidt af en botanisk umulighed, nemlig blomstrende krokus, perlehyacinter, syrener, iris og stedmoderblomster på én og samme tid.

Men måske har Karen Kjærsgaard netop sammensat blomster, som blomstrer til forskellige tider, fordi billedet skal strække over flere kalendermåneder. Og så er det måske ikke så botanisk umuligt alligevel. Jeg blev i hvert fald overrasket over at finde denne blomstrende stedmoderblomst foran mit hus på en meget grå 1. januar i år.

Billedet for juli, august og september minder om sol og strand og eksotiske ferierejser:

Og hvis nytårsfortsættet om mere frugt og grønt faktisk holdt gennem hele året, kan man slutte af med en omgang sunde snacks, når det igen bliver mørke og adventstid i oktober, november og december:

Det kan dog ikke anbefales at spise kristtjørn! Den både stikker og er giftig.
Jeg håber at kunne vise meget mere af Karen Kjærsgaards værker i 2018, og indtil der kommer nyt kan du læse i nogle af de over 100 indlæg, som det er blevet til i løbet af bloggens første to år. Kig forbi bloggen af og til, hvis du får en ledig stund i 2018.
Rigtig godt nytår.

Noget af det bedste ved julen er få julekort fra nær og fjern. Siger Jesper Fårekylling ikke noget i den retning i Disneys juleshow?
Hvor mange julekort har du fået i år?
Årets status på julekort hos mig er:
Julekort modtaget: 0
Julekort sendt: 0
Julekort købt: 5 (?)

De kort, jeg har købt, er allesammen gamle og tegnet af Karen K., og selv om det er dejligt at se på de fine tegninger, så er det også rigtigt sjovt at vende kortene om og se de håndskrevne hilser på den anden side og gætte på, hvem afsenderen og modtageren var engang i tiden.

Det her julekort er sendt i 1956. Det må være et af de allertidligste Karen K. julekort, fra før hun blev freelancetegner i 1957. Der er ingen Karen K.’s signatur på kortet, men i følge Per Sørensens imponerende hjemmeside om danske postkortkunstnere skulle den være god nok, selv om stilen ligger et stykke fra Karen K.’s senere karakteristiske juletegninger.

Julehilsnen på kortet er lidt rørende:
Kære Fru Håkonson. Det er jo meget længe siden jeg har set dem derfor vil jeg skrive et kårt til dem. Og jeg vil meget hellere gå på Tårbæk skole. Og denne skole jeg nu går på den hedder Østre skole. Kærlig hilsen fra Jette.
Mon der stadig findes skoleelever, der skriver julehilsner til deres tidligere skolelærerinder?

Det her svenske julekort, som vist nok er sendt i 1965 er også til en lærerinde:
Nemlig småbørnslærerinde Anita P…….. i Garphyttan
Snälla Anita. Tack så hjärtligt för brevet. I år lyser väl julljusen vackrare än någon gång. Hoppas att det lilla livet arta sig riktigt väl. Hjärtliga julhälsningar och gott Nytt år. Tant Brühner
Sjovt nok har jeg fundet to julekort sendt med et års mellemrum (1957 og 1958) fra Ellen H….. i Århus til fru Stubager i Ringe. Fru Stubager er ikke selv lærerinde som de to foregående julekortsmodtager, men er gift med en overlærer.

I 1957 skriver Ellen fra Århus:
Kære Fru Stubager. En rigtig god jul ønsker jeg dem, deres mand og børn; deres drenge må jo snart være store, sådan som tiden løber. Jeg har haft Erik (min brors nr. 2) boende i efteråret; det var vældig hyggeligt; nu er han på Askov, men kommer igen til sommer, hvis han vælger medicinen.
Og så er tilføjet, skrevet på hovedet, som en eftertanke:
Håber det lykkes engang at træffes igen. Rigtig mange hilsner Ellen H…..
Så kom 1958 – et år med 365 dage – men jeg tror ikke, at Ellen og Fru Stubager nåede at se hinanden i 1958 heller. Kort før jul 1958 skriver Ellen fra Århus (kortet er sendt d. 21. december):
Kære Fru Stubager. En rigtig god jul ønsker jeg dem, deres mand og børn. Jeg håber alt står vel til? Her går det godt, jeg har min brors næstældste – Erik – boende, han studerer medicin, og det er svært hyggeligt at have ham; jeg håber vi engang har held med at træffes. Alt godt i det nye år. Deres Ellen H…..

De to julekort til fru Stubager er forresten fra sammen serie af Karen K. julekort, så måske havde Ellen stadig nogen kort til overs fra den pakke hun købte i 1957.


Dette lille muntre grisekort er et dobbeltkort, som er sendt fra Valby d. 21. december 1965. Hvem modtageren er ved, man ikke, navnet har stået på kuverten, som forlængst er væk. Julehilsnen er kort, måske endda lidt bøs:
En rigtig glædelig Jul og et godt Nytaar ønsker jer begge. Schou. Hvor bliver kalenderen af?
Schou er ikke påvirket af retskrivningsreformen af 1948. Hos Schou bruges stadigt dobbelt-a og store bogstaver i navneordene.

Det sidste julekort er langt nyere. Det er sendt i 2006 fra Madison et sted i USA og til Sverige og minder om, at Karen Kjærsgaard tegnede kort til det amerikanske marked langt ind i det 21. århundrede. Afsender af kortet er et ægtepar og modtagerne er “Kära vänner!” hjemme i Sverige.
I kortet står bl.a.:
Vi skriver det här från ett grått och dimmigt Madison och som vanligt ser det ut att bli en snöfattig jul. Bush har säkert sin hand även i detta….. Allt går sin gilla gång här hos oss. L… ägnar mycken tid åt sin hund Tucker och H… går på sin hormonmedicinering. Det blir en stillsam jul här hemma med säkert för mycket mat. Man får läsa en god bok och kanske knäcka några nötter? Hoppas allt är bra med er och er family.
Det var et lille indblik i julehilsner skrevet på bagsiden af Karen K. julekort. Teksten på julekort er næsten en helt litterær genre for sig selv. Ofte har man ikke set modtageren i endnu et år, og når man så skal referere hele året i telegramstil, har man så meget at sige, og man ofte ikke får sagt noget alligevel. Et gennemgående tema er dog ønsket om og længslen efter snart at ses igen.
Det bliver spændende at se og læse, hvilke julekort fra fortiden, der når frem inden julen næste år.

Jeg er ret vild Karen K.’s julekort, som var populære i 1970’erne.

Du kan læse om Karen K.’s julekort ved at klikke her.
I Sverige blev der også udgivet små julekort på ca. 7×10 cm med de samme motiver. Og nu her jeg fundet en lille sjov ting. Julegavemærkater – til og fra-kort – med motiverne fra Karen K.’s julekort.

Til og fra kortene er ikke meget større end en æske tændstikæsker og stadig med plastikfolien omkring efter mere end 40 år. Ligesom julekortene er de trykt i Danmark og udgivet af firmaet GeMo (Georg Moldow).

Det føltes lidt forkert at åbne en pakke som havde ligget i oprindelig stand i så mange år. Nysgerrigheden vandt dog over mig, og jeg listede de små dobbelte kort ud af plastikken.
Der var fem kort med fire forskellige motiver.

De fine til-og-fra-kort måler kun 7×5 cm. Så man kan godt tale om lille, mindre, mindst:

Og apropos lille fandt jeg også disse to små nissedamer:

De er også kun lidt over en Tordenskjold høje. I næste blogindlæg skriver jeg om, hvad de mon har været brugt til.

Her på bloggen skriver jeg en masse om, hvad der har inspireret Karen K. Naturen, litteraturen, steder hun har boet og folkekunst for at nævne nogle eksempler.
Men Karen K. har også selv inspireret andre. Det er i hvert fald det, som jeg tror, er tilfældet med de ting, jeg viser i dette blogindlæg. Her er nogle af Karen K.’s filtklip og akvareller blevet omsat til andre materialer. Jeg tror ikke, Karen K. har haft en finger med i spillet i de fleste tilfælde.
Det første eksempel har jeg vist før. Karen K.’s fine forside til Familiejournalen er blevet omsat i broderi.
Bedøm selv resultatet. Stregerne under nissen på broderiet giver næsten ikke mening, før man ser på Karen K.’s originale collage, at det skal forestille halm.
Nu er der gået sport i for mig at genfinde Karen K. motiver andre steder. Her er et eksempel fra en svensk julbonad af papir (til venstre), som er blevet forvandlet til et broderi. Og igen er motivet blevet spejlvendt!
Det er ikke præcis det samme billede, f.eks. er nissens støvler blevet til træsko, og trøjen og bukserne har skiftet farve. Men egernets og nissens positur, huens facon, opsmøgene på nissens ærmer og grenen på træstubben er så ens, at det ikke kan være tilfældigt.
Også en af Karen K.’s dekorationsnisser i karton er blevet transformeret til et julebroderi. Og igen er der ingen tvivl om, at der er en sammenhæng mellem de to billeder, selv om nissens tøj har ændret lidt farver, og fuglene er fløjet op i luften (og har forvandlet sig fra blåmejser til dompapper, som skaberen af broderiet sikkert syntes var mere julede).

Det sidste eksempel, som jeg ikke er så skråsikker på, som jeg er på de andre, er denne store plastiknisse til at hænge på væggen:

Nissen er lidt i familie med to store plastiknisser af Karen K., som du kan læse om her.

Men alligevel er nissen på ski ikke helt i samme stil, som de to andre. Til gengæld minder dens lidt cocktailpølseformede nissehue om nisserne på Karen K.’s julepanoramaer fra 80’erne.
Nissen til højre er klippet ud af Karen K.’s panorama fra 1982, og minder temmelig meget om plastiknissen til venstre. Måske endda så meget, at man godt kan kalde nissen til venstre for en Karen K. nisse.
Hvis du også genkender Karen K. tegninger, som er genbrugt andre steder, vil jeg meget gerne høre fra dig.

Karen K.’s tegninger har endnu engang lokket den faste stab bag Karen K.-bloggen ud på tur. Denne gang gik turen til den skønne Limfjordsø Fur.

Det hele begyndte med dette sensommerbillede fra en kalender med tegninger af Karen Kjærsgaard, der blev udgivet med Familiejournalen i 1995. Tegningen forestiller Livø set fra Fur, og enhver seriøs blogger må selvfølgelig hen og se lokaliteten med egne øjne.

Som sagt så gjort, så I denne uge gik turen til Fur. En færgetur på bare tre minutter fører fra fastlandet til øen, som er på 22 km2. I starten af 1990’erne, da Karen Kjærsgaard malede sin akvarel, boede der lige omkring 1000 mennesker på Fur. I 2017 er tallet nede på 771. (Du kan læse mere om befolkningstallet på Danmarks småøer i det seneste nummer af bladet Ø-posten her). Til gengæld er der siden kommet et berømt bryghus til. Og naturen er stadig noget helt særligt på Fur.

Den sydlige del af øen er lav og har marker, og her bor de fleste mennesker. På tværs af øen løber et langt bakkedrag, som isen har skubbet op under sidste istid, og nordsiden af øen er fyldt med bakker og flotte dramatiske landskaber. Helt særlige er de høje molersklinter på øens nordside. Moler har været en stor industri for øen i hele 1900-tallet, og der er stadig to fungerende molersværker på øen. Moleret bliver brugt både til kattegrus, mursten og dynamit!

Rundt omkring på øen kan man se sporene af molersværkerne, hvor der er blevet gravet kæmpe huller.


Der kan man rigtig se de mange lag, som er afsat gennem millioner af år. De mørke lag er er aske fra vulkaner. De hvide lag er dannet af små skaldyr, som døde og faldt ned på bunden af urhavet, hvor der lå ca. 300 meter vand over det, som i dag er Fur.
I de lag, som blevet aflejret på bunden af havet for 55 milioner år siden, er der gode muligheder for at finde fossiler.


I en af molersgravene står bispehuen. Det er en formation af moler, som ikke kunne bruges til udvinding, og som derfor fik lov til at blive stående, mens man gravede hele landskabet rundt omkring den væk. Toppen af bispehuen var engang jordoverfladen i hele det omgivende område.

Nå, men vi var jo taget af sted for at finde det sted, hvor Karen Kjærsgaard havde malet sin akvarel af Livø set fra Fur. Livø er synlig fra det meste af Furs nordkyst.
Først tænkte vi, at billedet nok var malet fra toppen af klinterne ved “Den røde sten”, som er et af de mest besøgte steder på øen. Men det var, som om Livø lå for langt væk i forhold til tegningen, og der var heller ikke noget af den lyng, som Karen K. havde tegnet i forgrunden.

Men smukt var der, så I får lige nogle billeder derfra:
For at finde det helt rigtige sted måtte vi cykle ud til Furs østligste punkt, som hedder Færkerodde.
Der er ingen tvivl om, at det er her, Karen K. må have fundet inspirationen til sit billede. Afstanden fra Fur til Livø er kortest her, og vegetationen med lyng og græs er helt rigtig.

Det var netop, da Karen K. bloggens fotograf stod i det gule græs for at tage fotos af Livø, at vi traf en snog eller hugorm! Den smuttede ind mellem lyngen, inden der blev lejlighed til at stiftede nærmere bekendtskab – mens fotografen spænede i den anden retning. Så I får ikke noget billede af slangen.
Til gengæld mødte vi denne lille fætter på stranden ved Færkerodde:

Det var en stor sælunge, som lå i vandkanten og kiggede på os. Vi skyndte os videre, for den var ikke ret vild med, at vi gik forbi. Men vi nåede lige at tage en sælfie. Mødet med sælen var nok belønningen for at have fundet det rigtige sted, hvor Karen K.-tegningen var blevet til!
Nu var det en lidt grå sommeraften, vi var på Færkerodde, men farverne fra Karen K.’s akvarel genfandt vi i udsigten fra det værelse, vi havde lejet:

Vi så også den giftige brandbæger, som Karen K. har tegnet.
Her er lidt flere stemningsbilleder fra Fur:Det var en fanstastisk tur på Fur, vi vil gerne tilbage en anden gang, og kan kun anbefale bloggens læsere at gøre det samme. Og tænk, det hele startede med en mere end tyve år gammel tegning af Karen K.!
Det er ikke første gang Karen K. har lokket bloggens stab ud på tur. Du kan læse om vores ture til Syvårssøerne, Den Gamle By, Karen K.’s hus og Ejer Bavnehøj, Karen K.’s hus og Bindeballe Købmandsgård.
Karen K.’s tegninger af giftige planter, kan du læse om her.
Og hvis du har fået lyst til at besøge Fur, kan du læse mere om naturen her. Fin overnatning fik vi på Skovgården.
Fortsat god sommer til jer alle. Og huske at kigge op fra jeres iPhones og kameraer, når I er på fotosafari og står midt i noget af Danmarks smukkeste natur!


Ah sommer! Lykke og lyse nætter. Og nogen gange skinner solen oven i købet! Jeg håber, sommeren bliver lang og god.
![]()
Man skal lede længe efter sommerbilleder i Karen K’s produktion – vinter og forår fylder mest.
Men en hyggeligt svensk børnesommerplakat fra 1960’erne er det blevet til. Med en smilende sol, ægte margueritter og – bogstavelig talt – vatskyer.
![]()
![]()
I 1978 kunne man efter skabelon i Familiejournalen lave filtklip med “Sommerens pige” tegnet af Karen K. Sommerens pige har mærkeligt nok vinger, men ligner ellers de fleste små, søde piger fra Karen K.
![]()
![]()
Her er Karen Kjærsgaard selv i gang med sy sommerpigen dengang for næsten 40 år siden. Måske var verden mere naiv og uskyldig dengang. Eller bare simplere. Ellers er det nostalgiens slørede lys, der får det til at se sådan ud?
Mange somre er gået, siden Karen K. skabte disse billeder. Nu er det sommer igen, og stokroserne blomstrer både på Karen K.s tegning og ved bloggerens lille skipperhus.
![]()

Hvis sommervejret svigter herhjemme, er du måske så heldig at opleve sommeren under sydligere himmelstrøg, som på denne tegning fra et eventyrtableau fra 1970. Harzen måske?
![]()
Karen K. bloggen ønsker alle en god sommer!
