I slutningen af 1960’erne og starten af 1970’erne tegnede Karen K. hvert år klippeark til noget stort og avanceret, som læserne af Familiejournalen kunne samle i løbet af ugerne op til jul.

I 1968 var det en julekrybbe.

I 1969 var det uroen, som hed Nissernes julestue.

I 1970 var det et tableau med Snehvide og de syv små dværge.

I 1971 var det et dukketeater med H.C. Andersens eventyr Den lille pige med svovlstikkerne.

I 1972 var det uroen Juleskibet.

I 1973 var det et tableau med en scene fra H.C. Andersens eventyr Fyrtøjet.

Herefter gik der nogle år, hvor Karen K.’s julepynt i Familiejournalen var koncentreret om de velkendte hjertekurve med nisser og kræmmerhuse med engle.

Men i 1979 var det igen tid til et stort klippe- og klistre projekt (ved siden af hjertekurve og kræmmerhuse), nemlig Den Store Juleuro. (Det er et navn, jeg har fundet på, fordi uroen virkelig er stor, og selve projektet med at skulle samle den også er lidt overvældende for en fummelfingret mand som mig).

Det første ark til uroen blev bragt i Familiejournalens julehæfte i uge 46 1979. Klippearkene var gigastort (56×86 cm).

Her var englene, grankransen og de røde hjerter til uroen. Og (måske for symetriens skyld): to rødkælke. Rødkælken er den eneste fugl, som optræder to gange på uroen.

I samme julehæfte blev bragt et ark med fugle, og i de kommende to uger var der endnu et ark med julefugle. Alle var forskellige og alle var tegnet nøjagtigt efter rigtig fugle fra den danske vinternatur.

Karen K. lavede endda små forklarende tegninger, så man kunne identificere hver enkelt fugl.

Fuglene viser at Karen K. ganske vist brugte masser af fri fantasi i din tegninger med nisser og engle , men også at hun var inspireret af naturen omkring, som hun kendte godt. Hun ønskede at gengive fuglene med naturtro kendetegn frem for at tegne fantasifugle.

I alt tegnede kun 17 fugle til den store juleuro.

For nogle år siden samlede jeg vinterfuglene fra uro og hængte dem på en gren som efter-julepynt, og skrev om det her på bloggen.

Men videre end det, kom jeg aldrig med Den store juleuro.

Sidste år i 2023 fik jeg imidlertid en enestående mulighed for at lave udstillingen Karen K.’s jul på min arbejdsplads Museum Odense. Nærmere bestemt på udstillingsstedet Møntergården (som nu har taget navfirabsring til Tid – Museum for Odense).

På udstilling ville jeg vise bredden af Karen K.’s kunstneriske (jule)verden med både indlånte originale tegninger og den velkendte og den mindre kendte julepynt fra alle årene.

Så nu skulle det altså være med Den store juleuro! Og heldigvis ville min gode ven, Michael gerne hjælpe. Han er nemlig kostumeskrædder og har væsentlig mere styr på nål og tråd end mig.

Så ved fælles hjælp og krisehjælp fra Michael undervejs blev uroen endelig samlet i efteråret 2023 på trods af mange snore og knuder.

Hvis man er opmærksom og sammenligner vores uro med fotografiet af Karen K.’s egen udgave af uroen lidt højere oppe på siden, kan man se, at vi har ændret designet lidt og ladet fuglene blande sig lidt mere med englene. Vi syntes, det gav en lidt bedre dynamik og et lettere udtrykt.

Det var dejlig endelig at få lavet uroen færdig. Og den kom på museum….!

Højt oppe under loftet i den gamle Nyborgladen svævede uroen med engle, fugle og hjerter.

Når man gik op på det lille plateau helt oppe under loftet, kom man i øjenhøjde med den fine uro.

Nu skriver vi 2024 og indstillingen er forlængst pakket væk. Men Den store juleuro (som er næsten en meter i højden) er blevet hængt op i år igen. Denne gang hjemme i min stue. Og nu vækket den gode minder.

Man kan vist roligt sige, at DR’s TV-serie Matador er blevet folkeeje. Serien er blevet sendt otte gang på DR, og er nu permanent tilgængelig på DVD og drtv.

Serien er blevet en fælles referenceramme til en tid, som de færreste længere kan huske: “Hvordan var det i Matador?”, “Ligesom i Matador”. Spørgsmål om Matador har også været del af indfødsretsprøven. Nogle danskere har set serien adskillige gange og morer sig over at kunne citere replikker fra serien i alle mulige passende situationen.

Man referer til handlinger og personerne i Korsbæk næsten som om det er virkelighed. Og serien er blevet en slags historiebog, om hvordan det var at leve i en lille provinsby i Danmark i tiden før, under og efter 2. Verdenskrig.

Serien blev indspillet i 1978-82, men omhandler perioden 1929-1947. Og selvom – eller måske netop fordi – serien er en så perfekt gengivelse af perioden, er det blevet lidt en sport at finde små historiske og aktuelle fejl i Matador. Regisørerne som har stået for rekvisitterne har gjort et kæmpearbejde for at gøre scenerne og hjemmene i serien så historiske korrekte som muligt, og alligevel glipper det af og til.

F.eks. blev visen om de tre musikanter, som Røde synger til sit bryllup i 1935 først udgivet i 1939. Og til “Lauras store dag” er der også kludder i salmenumrene, som er hængt op i kirken.

I afsnit nummer 8 huserer Gitte Graa i Varnæs’ stuer på bare tæer og med champagne, mens hun opfordrer Varnæsbrødrene til at spille Ludo om Laura. I køkkenet knuser en rasende Laura med en issyl den isblok, hun netop har hentet på mejeriet. Pudsigt nok er isblokken dog pakket ind i klar plastik, hvilket man ser i et kort sekund, da Laura smider isen over i en skål.

Efter at Matador er blevet digitaliseret og renset, er det blevet endnu lettere for nørder at pause billedet, zoome ind på detaljer og finde fejl. I al godmodighed naturligvis.

Nu vil jeg også melde mig i en Matador-nørdeklubben. Det drejer sig om en lille fejl i afsnit 12: I lyst og nød, som foregår i 1935-36.

I en scene ser man, hvordan der danses om juletræet hos henholdsvis Skjerns, Varnæs og Agnes og Røde.

Familien Skjern synger “Højt fra træets grønne top“, og juletræet er pyntet med Dannebrogsflag og kulørt papirpynt. På et tidspunkt zoomer kameraet ind på pakkerne under træet.

Og hvad ser man her yderst til venstre? Intet mindre end to julegaver pakket ind i julepapir, som er tegnet af Karen K. I julen 1935 var Karen Kjærsgaard, som dengang hed Aschengreen, kun lige fyldt tre år, og selv om hun nok havde haft farveblyanter i hånden på dette tidspunkt, var hun ikke begyndt at designe gavepapir endnu.

Man ser kun gavepapiret et kort øjeblik, men der er ingen tvivl om, at motivet forestiller et damplokomotiv med nisser, som er iført Karen K.’s karakteristiske lange nissehuer.

Jeg har aldrig set selve det pågældende julepapir, men til gengæld har jeg siddet med Karen K.’s originale tegning til designet, da jeg her i foråret besøgte Karen K.’s søn og fik mulighed for at se hendes efterladte arkiv.

Julegavepapiret i TV-serien er altså mere 1979 end det er 1935. Man kan spørge sig selv, om højkulørt gavepapir overhovedet var så udbredt i 1935, som gaverne under familien Skjerns juletræ antyder. Jeg husker ikke selv 1930’erne, men jeg tror, at kulørt gavepapir først efterhånden blev rigtigt udbredt efter 2. Verdenskrig.

I 1969 kunne man i hvert fald læse om den slags gavepapir, som noget relativt nyt:

Selv om det er sjovt for en nørd som mig at gribe folkene bag Matador i en lille fejl, så glæder jeg mig egentlig mere over, at Karen K.’s folkekære tegninger har fået en lillebitte plads i den folkekære serie Matador. Som endnu et lille stykke Danmarkshistorie.

Og hvad lavede Karen (K.) så egentlig i 1935? Ja, hun var langt, langt fra Danmark. Nemlig i det daværende Madras i Indien, hvor hun var født i 1932. Hendes far var nemlig i en årrække udstationeret der for ØK.

I en lille selvbiografisk historie fra dengang fortæller Karen K., hvordan hendes far tegnede elefanter til hende. Elefanter, som så så tossede ud, at kun far og datter kunne se, hvad de forestillede. Måske var det alligevel her kimen til Karen K.’s tegnetalent blev lagt.

Og du kan selv se efter i Matador afsnit 12.

Her i foråret 2024 har jeg haft den store fornøjelse at få mulighed for at se Karen K.’s efterladte arkiv med originale tegninger helt tilbage fra 1970’erne. Det er spændende og også lidt ærefrygtindgydende at sidde med de originale akvareller til velkendte tegninger og til endnu flere (for mig) ukendte tegninger, som blandt andet er blevet brugt som postkort på det amerikanske marked.

I arkivet fandtes også skitser og halvfærdige arbejder, som giver et spændende indblik i kunstneren Karen K.’s arbejdsmetoder. I perioden 1969-72 skabte Karen K. en række collager med glade børnemotiver, som blev anvendt til forside på Familiejournalen.

Her er nogle eksempler:

Billederne illustrerede altid årstidernes traditionelle gang: vinter, fastelavn, forår, påske, sommer, Sankt Hans, skolestart, høstbal, efterår, jul osv.

Billederne er som lavet som collager af stofrester, filt, blonder, vat, karton, tørrede blomster, kornaks og meget mere. Det giver en flot næsten 3D-agtig effekt. De originale collager findes ikke mere. Karen K.’s søn har fortalt mig om arbejdsprocessen med collagerne. Når de enkelte dele, der dannede billedet, var blevet lagt op på en baggrund, der som regel bestod af farvet hessian eller en opslagstavle, blev der tager et godt fotografi af motivet. Disse fotografier blev hos en reklamefotograf i Vejle (Karen K. boede i nærheden af Vejle dengang) fremkaldt til nogle store farvedias, som man kunne trykke efter. Og disse dias findes endnu i arkivet.

Det var fascinerende at se disse billeder i den oprindelige klarhed, som lysbillederne har, og uden Familiejournalens logo og de tekster og andet krims-krams, som med tiden kravlede ind over billederne på ugebladets forside.

Farver var utroligt klare og stærke

I samlingen var der også et enkelt motiv, som var blevet lavet færdigt, men som aldrig kom i brug som forside på Familiejournalen. Det er billedet her af pigen som leger elsker-elsker-ikke med en maguerit og med sommerfugle og en lille mus, som følgesvende.

Til min store fornøjelse fandt jeg endnu mere i arkivet, nemlig en masse store udkast til flere forsider på Familiejournalen, som aldrig kom i anvendelse.

Her er f.eks. en fin tegning, som oprindelig var tiltænkt forsiden i uge 36 (september) i 1970. Som man kan se, startede Karen K. med en blyantstegning i størrelse 1:1,  som det så siden var planen at omsætte til en collage med stof og blomster m.m.

Nogle af skitserne havde titler som denne Aprilsnar.

Eller Hubertusjagt :

Man kan se på nogle af skitsetegningerne, at Karen K. allerede havde planlagt, hvilke farver der skulle anvendes.

F.eks. på denne fodbolddreng:

Jeg er ikke kreativ nok til at genskabe Karen K.’s tegning som collage. Men jeg synes det var sjovt at prøve at forlægge tegningen efter hendes anvisninger for at se hvordan hun havde tænkt dig den.

Derfor har jeg farvelagt tegningen på computer. Jeg beder om undskyld hos Karen K., som aldrig anvendte computer til sine tegninger, men med flid udførte alt i hånden med blyant, pensel eller saks.

 Her er resultatet, og det blev da meget hyggeligt:

Men lad os slutte dette indblik i kunstnerens arbejde af med endnu en skitsetegning fra samlingen.

Nemlig denne glade sommerdreng i smækbukser og med vandkande, som var tiltænkt pinsen (30. maj) eller juni måned i 1971, men som altså forblev en skitse.

Med denne tegning ønsker jeg alle en god start på sommeren.

Nu er der kun få timer til året 2023 rinder ud. 2023 har været et spændende år for mig her på Karen K.-bloggen. Selvfølgelig først og fremmest fordi jeg fik mulighed for at lave en udstilling om “Karen K.’s jul” på Møntergården i Odense.

Billederne, som vi har brugt uden på udstillingsbygningen er forstørret mange gange fra den svenske julbonad, som de oprindeligt stammer fra, men de gør sig godt i stor udgave.

Jeg er rørt og benovet over alle de positive tilbagemeldingerne fra gæsterne. Det lader til at mit håb om at formidle det nostalgiske, det hyggelige og det eftertænksomme og ikke mindst Karen Kjærsgaards talent er lykkedes.

Jeg håber, at udstillingen giver mig endnu mere mulighed for at arbejde med Karen K.’s værk i 2024.

Her på bloggen har 2023 og været et vildt år. Jeg har endda været i Familiejournalen. Det var stort. Du kan læse artiklen her.

2023 blev det år siden starten i 2016, hvor flest folk fra hele verden har kigget forbi bloggen. Jeg vil gerne takke jer, der læser med og kommenterer, for at gøre det så sjovt for mig at skrive på bloggen.

Med et par stemningsbilleder vil jeg gerne ønske jer alle et rigtig godt nytår. Må 2024 blive et godt år.

I weekenden købte jeg to gamle adventsstager med Karen K.-nisser i original indpakning. Jeg tror, de er fra slutningen af 1970’erne.

Både æskerne, stagerne og nisserne var i det , man roligt kan kalde “brugt stand”. Faktisk så det mest af alt ud, som omdet hele var blevet kørt over af en kane med mindst tolv rensdyr foran.

Ved nærmere øjesyn var skaderne endnu værre end forventet. Karton var flænset, plastikfolien revnet, blomsterkranse var løse, lyseholdere var faldet af og/eller klemt flade – og så – oh gys – manglede den ene liggende nissedreng sine ben!

I stedet for at kassere det hele besluttede jeg mig for at prøve at lave ét helt sæt ud af stumperne med en lille hjemmerestaurering.

Plastfolien stod ikke til at redde, så den måtte fjernes helt.

Selve stagen, der også var delvist smadret, limede jeg og camouflerede den værste skade med blomster. (For øvrigt et godt fif, som man kan bruge i mange af livets forhold). Nisserne blev renset for gammel stearin, og lyseholdere blev limet fast.

Æsken blev afstivet med nyt karton indvendigt. Til sidst købte jeg noget nyt stift plastfolie, så æsken (næsten) kunne komme til at ligne sig selv i sin storhedstid.

Ok, helt som ny blev æsken eller adventsstage ikke, men alligevel lidt hyggelig.

Som man kan se, står teksten forrest på æsken på svensk (oversat til tysk og engelsk). Det er fordi, stagerne er fremstillet i Sverige af firmaet Hedlunds Pappersindustri. Samme firma udgav også masser af julegavepapir med Karen K.-design i 1960’erne og 70’erne.

Karen Kjærsgaard har ikke designet selve stagen, er jeg overbevist om. Hos Hedlund har man taget tre af de plastiknisser, som blev lavet efter Karen K.’s tegninger, og sat dem på en rød plastikbund, som blev udstyret med fire gyldne lysholdere og pyntet med standard lysekranse med grønne blade og røde bær. Lignende adventsstager blev fremstillet hos Hedlund med andre plastiknisser tegnet af andre kunstnere.

Under restaureringen opdagede jeg for øvrigt noget, som jeg ikke tidligere har tænkt over. Nemlig at adventsstagen med Karen K.-nisser faktisk findes i to versioner. Nemlig én hvor nissen i midten kigger til højre og én hvor den kigger til venstre. Lidt variation skal der til.

Nu er der ikke længe til første søndag i advent, men jeg tror, at stagen får lov til at blive i sin nyrestaurerede æske og pynte på den måde i år.

Hvis du gerne vil se nærmere på en Karen K.-adventsstage finder du en i udstillingen “Karen K.’s jul”, som du kan besøge på Møntergården i Odense frem til 7. januar 2024.

Til sidst lige lidt rigtige røde bær som modvægt til al den røde juleplastik.

Vinteren har været mere våd end hvid i år. Alligevel er de fugle, som overvintrer på vores breddegrader, glade for det foder, som flinke mennesker lægger ud til dem.

Fugle indgik tit i Karen K. billeder. Nogle gange som detaljer i baggrunden, nogle gange som hovedmotiv. Jeg har lige fået fat i denne frise af papir, hvor vinterfugle er hovedmotivet.

Frisen er udgivet i Sverige af forlaget Axel Eliasson – formentlig engang i 1960’erne. Karen Kjærsgaard tegnede mange motiver for Axel Eliasson, der blev udgivet som plakater, bordløbere, remser og friser m.m. Som regel, men ikke altid, signerede hun sine ting med den velkendte Karen K. signatur.

Frisen her er også signeret, men skriften afviger noget fra Karens almindelige signatur. Den er kun i kapitæler og så er den i to farver! Normalt ser Karen K.-signaturen omtrent sådan ud:

Hvorfor Karen Kjærsgaard har valgt at skrive sin signatur anderledes her, er svært at svare på, men der er ingen tvivl om, at hun er kunstneren bag fugletegningerne.

Karen K. tegnede sjældent fugle efter sin frie fantasi. Det var som regel småfugle fra den danske natur, som kom ned på papiret. Senere i karrieren blev hendes tegninger af fugle mere naturalistiske, men her i den tidligere periode lagde hun nogle gange vægt på, at fuglene godt måtte være lidt nuttede og tegneserieagtige. At den grund kan det godt være lidt svært at artsbestemme fuglene på frisen, men jeg vil prøve.

Blåmejsen her er ikke svær at genkende. Slet ikke, hvis man tilhører den generation, der er vokset op med Mejseyoghurt, og reklamerne med den lille blå-gule fugl:

Fuglekongerne er også ret let at genkende med de gule kroner på hovederne, selv om Karen Kjærsgaard vist har overdrevet kronens størrelse:

Man kan få hjælp til at bestemme frisens fugle fra en juleuro med fugle, som Karen K. tegnede til Familiejournalen i 1979. De samme fugle går nemlig igen på frisen og i uroen, og i Familiejournalen 1979, identificerede hun selv fuglene.

Her har jeg lagt fuglene fra uroen op ved siden af frisen.

Især bogfinken voldte lidt problemer at genkende, men det må være to bogfinker, som ses øverst på frisen.

Til at hjælpe med at artsbestemme fuglene, har jeg også rådspurgt mig med min svoger, som er en dygtig natur- og fuglefotograf. Du kan se hans flotte billeder på Instagram: manoe1970.

Jeg har fået lov til at låne nogle af hans fotos. Så her er tegninger og “the real thing” side om side:

Bogfinke:

Fuglekonge:

Gråmejse (også kaldet sumpmejse):

Blåmejse:

Rødhals:

Gærdesmutte:

Allerede i starten af februar hørte jeg lærken for første gang. Fuglene er i gang med at forberede sig til foråret derude. Jeg tror, de kan mærke, det er på vej.