Selv om vintrene måske ikke er, hvad de var engang med sne og frost, så er det alligevel hyggeligt at fodre fugle i haven og holde øje med, hvilke fugle, der kigger forbi. Det er jeg sikker på Karen Kjærsgaard også har gjort. I hvert fald er hendes tegninger fyldt med småfugle, og jo mere man kigger efter, jo flere dukker de frem i alle hjørner af de landskaber, Karen K. har tegnet.

Da Karen K. har tegnet langt flest vinterbilleder, er det overvejende standfuglene – dem som ikke flyver sydpå om vinteren – som hun har afbildet. Og det er især de fugle som kommer til foderbrættet hun har tegnet. Det er de små fugle – spurve og mejser. Krager, skader og andre store krabater har jeg endnu ikke set i Karen K.’s produktion.

Noget af det interessante ved Karen K.’s fugletegninger er at selv ved de mest naivitiske og hyggelige af slagsen er der næsten altid tale om rigtige fugle, og hun har gengivet fuglene med deres karakteristiske træk, så de kan genkendes. På denne tegning fra 1977 har jeg forsøgt at sætte navne på de mange fugle i træet.

De fleste af fuglene på tegningen er meget genkendelige – men jeg er lidt i tvivl om grønirisken og gråmejsen. Og blåmejsen ser også lidt mærkværdig ud. Men alle tre fugle er med i den gruppe af fugle, som bliver “det sædvanlige slæng” på Karen K.’s tegninger gennem årene.

Her ses det mest af slænget: Musvit, skovspurv, stillids, rødhals, gråmejse, blåmejse, bogfinke og gulspurv.

Blåmejsen

Hvem husker ikke den lille muntre blåmejse fra sin barndoms yoghurt?

Den lille vimse fugl med de klare farver er nok også en af de mest genkendelige i den danske natur og ved foderbrættet.

Karen K. har tegnet den tit, og her nedenfor ser du en samling af hendes blåmejsetegninger fra 60’erne til 90’erne.

Skovspurven og gråspurven

Man kan nemt komme til at forveskle skovspurven og gråspurven. Begge fugle er meget almindelige i Danmark, selv om bestanden af dalende. Om vinteren færdes de gerne i flok – også skovspurve og gråspurve sammen, og de ses tit ved foderbrættet.

Her kan du få hjælp fra Karen K.’s tegninger til at skelne du to spurve fra hinanden. Gråspurvehannen har en grå kalot, mens skovspurvene har en brun kalot og ligesom en lys krave og en sort plet på kinden. Hos skovspurvene er hannen og hunnen ens. Gråspurvehunnen er mere ensartet gråbrun.

Til venstre ser du en skovspurv på et julekort fra 1984. Til højre ser du en et gråspurvepar fra et udsnit af et julepanorama fra 1982.

Gråspurvene fra 1982 er indtil videre den eneste tegning af en gråspurv jeg har set fra Karen Kjærsgaards hånd. Skovspurve er der til gengæld mange af på hendes tegninger. Her er et udvalg fra 70’erne til 90’erne.

DOMPAPPEN

Dompappen med det flotte røde bryst har Karen Kjærsgaard også tegnet flere gange. Her er er en samling af tegninger fra 197o’erne og 80’erne.

Dompappen har fået sit lidt spøjse navn pga. netop sin røde bug. Navnet kommer af det tyske ord “Dompape”, som betyder en præst ved en domkirke. Til kirkelige højtider havde disse præsten nemlig en højrød dragt på. Måske pga. den røde farve er dompappen et yndet motiv på gamle julekort – ikke mindst i de angelsaksiske lande og Tyskland.

Som ved så mange andre fugle, er det hos dompappen hannen, som er den mest farverige og genkendelige, og det er som regel dompaphanner Karen K. har tegnet. Men på desginet “Winter Birds”, som er trykt på servietter, engangstallerkner mm. for det amerikanske firma Caspari har hun tegnet både en dompaphun og -han.

En fugleuro

I 1979 tegnede Karen K. er overdådig julefugleuro til Familiejournalens læsere. Her var der ikke mindre en 16 forskellige småfugle – og en ekstra rødhals i fine små bevingede udgaver.

Med engle, hjerter og grangrene oven i festen stillede uroen visse krav til læserens tålmodighed, når det kom til snoretrækkeri. Jeg indså, at det var en tålmodighed, som jeg ikke kunne mønstre, og desuden kunne jeg godt tænke mig at lave en dekoration som ikke signalerede jul.

Det blev til dette fugletræ i stedet.

På en gåtur fandt jeg et par nedblæste grene fra et poppeltræ, som jeg stak i en vase, og så var det bare at gå i gang med at samle fugle og hænge dem op.

Hvis du selv har lyst til at samle fugle finder du de fleste af fuglene fra uroen på flickr, lige til at printe ud. Klik her.

Pas god på med at følge samleanvisninger alt for slavisk! Der er nemlig gået lidt kludder i nummerering på arkene, og der er blevet byttet om på halerne. Musvitten har byttet hale med blåmejsen, gråmejsen har byttet hale med stillidsen, gulspurven har byttet hale med dompappen og bogfinken har byttet hale med grønirisken. Gad vide, hvor mange mennesker rundt omkring i landet der samlede fuglene uden at opdage fejlen i 1979. Det må der være kommet nogle meget spøjse fugle ud af….

De lidt “sjældne”

Mellem uroens fugle er der nogle stykker, som man ikke ser så tit i Karen K.’s tegninger. Bl.a. jernspurven og halemejsen.

Halemejsen

Halemejsen er er en lille fin fugl med hvidt hoved og en lang hale. Jeg havde aldrig hørt om halemejser, før der pludselig var en flok på fem af slagsen, som begyndte at besøge de mejsekugler, som min kæreste have hængt op i sit piletræ.

Her ses du Karen K.’s udgave af en halemejse til højre og til venstre et foto af den ægte vare. Fotoet har jeg fået lov til at bruge af Lizzie Sørup Pedersen, som har taget det og lagt det i den superhyggelige facebookgruppe Danske fugle. Gruppen kan anbefales, hvis du bliver i godt humør af smukke fuglebilleder.

Det er blevet til et par tegninger af halemejser blandt Karen K.’s mange fugle:

Solsorten

Du skal lige se nogen af de andre fugle som Karen K. sjældent tegner. Det behøver ikke at betyde af fuglene er sjældne i naturen. Mærkeligt nok er der f.eks. næsten ingen solsorte i Karen K.’s vintertegninger, selv om det er en af de fugle man hyppigst ser i haven og omkring menneskenes boliger. Faktisk har jeg kun finde én eneste tegning med solsorte på. På julepanoramaet fra 1994 er der to solsorte. Den eneste kan du se øverst i dette indlæg, og den anden kommer her. Mon Karen K. ikke brød sig om solsorte, der synger så smukt om sommeren, men om vinteren mest er en hidsig fugl, der ikke byder sig om at deres foderet med den mindre spurve og mejser?

 

 

 

Spætmejsen

Her er der tre spætmejser, som jeg også kun har fundet på én tegning af Karen K, nemlig julepanoramaet fra 1992.

Spætmejsen er den eneste fugl i Danmark, som kan løbe både ned ad træstammer med hovedet nedad.

Selv blev jeg desværre først bekendt med spætmejsers eksistens, da min kat en dag kom hjem med to døde eksemplarer. Heldigvis var der igen spætmejser i træet uden for mit vindue det næste forår.

Den lille spætmejse er forøvrigt måske en sladderhank om hvor motivet på Karens K.øs vinterbilledet er hentet fra. Det er nemlig sådan at spætmejse med rød bug lever i Jylland og på Fyn, mens de på Sjælland har lys bug. Så måske er det en vestdansk granplantage, man ser i baggrunden.

og lige lidt flere:

Men lad os vende tilbage til der, hvor vi startede, nemlig med at fordre småfuglene her ved vintertid. Det er hyggeligt at følge med i, hvilke fugle, man får besøg af.

Det kan godt gå lidt tid, inden fuglene opdager maden. Måske skal man overveje lokkemejser….

Og husk at placere maden et sted, hvor katten ikke kan komme til, så det ikke ender med fuglebuffet!

Forsat god vinter!