Sankt Hans

Uanset vejret er det i aften Sankt Hans aften. I 1972 klippede Karen K. en forsidekollage til Familiejournalens nummer i ugen op til Sankt Hans. Billedet forestiller en (vistnok ret venlig) heks, som sammen med sin kat flyver af sted på en kost.

FullSizeRender-4
Karen K.’s Sankt Hans-heks på Familiejournalens forside 1972. En af hovedhistorierne i bladet i den uge, var at den berømte russisk-tyske sanger Ivan Rebroff skulle give koncert i Tivoli på Sankt Hans aften og bl.a. synge Midsommervisen på dansk.

I følge overtroen var Sankt Hans natten eller midsommernatten årets største festdag for hekse og andet troldtøj. Den korte sommernat var fyldt med flyvende hekse, som var på vej til heksemesse enten i Bloksbjerg i Harzen eller “ad Hekkelfeldt til” – dvs. til bjerget Hekla på Island. I gamle dage var man selvsagt ret bange for at møde troldtøj denne nat, og man kunne også risikere at bliver tryllet om til en ged eller lignende og brugt af en heks som ridedyr. Var man imidlertid modig og ville se heksenes fart gennem sommernatten, skulle man i følge folketroen tage en græstørv på hovedet eller sætte sig ved midnat på en korsvej under en harve, der vendte tænderne nedad! Man kunne også stille sig ved færgestedet i Hadsund ved Mariager Fjord. Her kom de hekse, som skulle til Hekkelfeldt, nemlig flyvende fra Randers på vej mod Skagen for (mærkeligt nok!) at tage færgen over Mariager Fjord! Man skulle dog have et kors af rønnegrene i lommen for ikke at blive udsat for heksekunster. (Siden 1904 har der været bro over fjorden ved Hadsund, så mon ikke heksene tager den nu?).

IMG_7898
Heksen fra Karen K.’s dukketeater “Fyrtøjet”, 1973. 

Det er en århundredegammel tradition i de nordiske lande at tænde bål på midsommernatten eller Sankt Hans aften, som man siger i Danmark. Bålene var et værn mod heksene, troldene og elverpigerne.

I 1885 skrev Holger Drachmann “Midsommervisen”, som de fleste synger omkring Sankt Hans bålet. I teksten nævnes bål og troldtøj:

“Hver by har sin heks og hvert sogn sine trolde, dem vil vi fra livet med glædesblus holde.”

Selv om traditionerne omkring hekse og bål på Sankt Hans aften begge er mange århundreder gamle, er det ikke sikkert, at traditionen med at brænde en “heks” af på Sankt Hans bålet er nær så gammel. Den kendes først fra slutningen af 1800-tallet. Første gang man har efterretninger om kombinationen af Holger Drachmanns Midsommervise, et bål og en heks, som bliver brændt, er ved en Sankt Hans fejring på Jelling Seminarium omkring år 1900.

FullSizeRender-49
Postkort tegnet af Karen K. Fra sidst i 1950’erne eller starten af 1960’erne.

På dette Karen K. postkort, der viser Sankt Hans bål langs kysten “i gamle dage” (ca. 1840-90 bedømt udfra tøjmoden), ses ingen hekse på bålene. Måske skal motivet forestille en Sankt Hans fejring fra midten af 1800-tallet, før skikken med at afbrænde en heks blev almindelig. Eller måske er heksene bare udeladt for at gøre billedet mere hyggeligt.

Fotosession omkring Sankt Hans med heks og kat:

Husk for resten at flytte den stak grene, du har samlet til bålet, inden du sætter ild til den. Så kan pindsvin og andre dyr, som gemmer sig i stakken, nå at flygte.

pindsvin karen k
Pindsvin tegnet af Karen K. Detajle af kravlenisse.

Holger Drachmann får lov til at slutte dagens blogindlæg af med de sidste og vigtige ord fra Midsommervisen:

“Vi vil fred her til lands, Sankte Hans, Sankte Hans. 

Den kan vindes, hvor hjerterne aldrig bli’r tvivlende kolde.”

Karen K postkort midesommervisen2
Omkring bålet synges midsommervisen.

KarenKblogheader

kilder: Troels-Lund: Dagligt Liv i Norden i det sektende Aarhundrede, www.folkekirken.dk

 

 

 

 

 

Flugten til Ægypten

karen-k-julepanorama-1981
Karen K.’s julepanoram til Familiejournalen 1981.

Et usædvanligt julepanorama

I 1981 tegnede Karen K. et julepanorama til Familiejournalen, som skilte sig ud fra de øvrige, hun lavede til bladet gennem årene. Motivet var ikke julenisser eller skandinavisk almueromantik, men et religiøst motiv. I 1978 havde hun tegnet en Bethlehemsscene med Jesusbarn, hyrder og de helligtrekonger på kameler, men nu kom den mere dramatiske fortsættelse af historien, nemlig “Flugten til Ægypten”.

Ifølge Biblen skete der det, da kongerne havde tilbedt Jesusbarnet, at en engel åbenbarede sig for Josef og sagde: ”Stå op, tag barnet og dets moder med dig og flygt til Ægypten og blive der, indtil jeg siger dig til; thi Herodes vil søge efter barnet for at dræbe det.” Da stod han op og tog barnet og dets moder med sig ved nattetid og drog bort til Ægypten. (Matthæus, 2:13-14)

Flugten til Ægypten udsnit
Udsnit af Karen K.’s “Flugten til Ægypten”

Karen K.’s panorama skildrer denne flugt gennem et mellemøstligt bjerglandskab –
formentlig er det morgenstunden efter flugten der skildres. Dramaet bliver dog mildnet noget af den hærskare af små engle, som flyver omkring den hellige familie og lyser dem på vej. Men uanset den naivistiske gengivelse af historien, er det er usædvanligt valg til en juleplakat til et dansk ugeblad.

Biblen fortæller i øvrigt intet om rejsen, eller hvad der sker i Ægypten. Blot at familien boede der, indtil kong Herodes døde.

Legenden om palmetræet

Fra mange andre kilder har vi imidlertid fortællinger og legender knyttet til flugten. Karen K. lod sig inspirere af “Legenden om palmetræet” til at lave yderligere to illustrationer af flugten gennem Sinai-ørknen. Helt konkret har Karen K. ladet sig inspirere af den version af legenden, som den svenske forfatter Selma Lagerlöf gengiver i sin bog Kristus-legender fra 1904. Men legenden om palmetræet er oldgammel og kendes fra mange kilder. Her vil jeg prøve at give et billede af legendens udbredelse fra Syrien over Europa til England og Sverige og fra Koranen til Daimis juleplade fra 1970’erne.

Kort fortalt siger legenden, at Josef og Maria er på vandring og er sultne og tørstige. De kommer forbi en dadelpalme med mange frugter, men dadlerne hænger for højt til, at Maria kan nå dem. Da taler det nyfødte (eller nogen gange endda endnu ufødte) Jesusbarn til palmen og befaler den at bøje sig, så hans moder kan plukke frugterne fra palmens top.

Legenden om palmetræet 2
Karen K.’s illustration til Legenden om palmetræet, 1981.

Det arabiske barndomsevangelium og Det uægte Matthæusevangelium

Legenden nævnes i det apokryfe skrift, som kaldes ”Det arabiske barndomsevangelium”. De apokryfe skrifter er tekster om Jesu liv, som ikke er kommet med i den autoriserede udgave af Biblen. I følge dette evangelium kunne Jesus tale, allerede da han lå i vuggen. Barndomsevangeliet stammer fra Syrien og er sandsynligvis fra 400-tallet. Her fortælles om Jesu’ barndom og tiden i Ægypten. I det kristne Europa kom disse tekster i middelalderen til at danne grundlag for en tekst, som kaldes ”Det uægte Matthæusevangelium”, og som menes at stamme fra 600-tallet. I moderne dansk oversættelse lyder legenden om dadelpalmen sådan:

“På den tredje dag af deres rejse, skete det, medens de drog af sted, at den salige Maria blev træt på grund af solens hede, og da hun så en palme, sagde hun til Josef: “Jeg vil hvile mig en smule i skyggen af denne palme”. Således førte Josef hende hurtigt til palmen og lod hende stige ned fra lastdyret. Da den salige Maria havde lagt sig ned, så hun op til palmens krone og så, at den var fuld af frugter. Da sagde hun til Josef: “Jeg ville ønske, at man kunne hente nogle af disse frugter ned”. Josef sagde til Maria: “Det undrer mig, at du siger det, for du ser dog, hvor høj palmen er, og det undrer mig, at du tænker på at spise af palmens frugt. Jeg for min del tænker mere på, at vi mangler vand til vore vandsække, og vi har intet, hvormed vi kan stille lastdyrenes tørst”. Da talte Jesus-barnet: “Palme, nej dine grene og forfrisk min mor med dine frugter!” Og straks sænkede palmen sin top ned for fødderne af den salige Maria, og de samlede frugten derfra, som mættede dem. Men da de var færdige, forblev den i denne stilling og ventede på befalingen om atter at rejse sig af ham, som havde givet befaling om, at den skulle neje sig. Da sagde Jesus-barnet: “Ret dig op, palme, bliv stærk og gå hjem til mine træer, som er i Paradiset. Og åbn under dine rødder en kilde, som er skjult i jorden, så at vandene må flyde til at stille vor trøst!” Da rettede den sig straks op, og en helt klar, frisk og fuldkommen lys kilde begyndte at sprudle ved dens fod.”

Koranen

Maria
Maria. Fra Karen K.’s julepanorama i Familiejournalen 1997.

Også i muslimernes hellige bog Koranen finder man legenden om dadeltræet, dog i en lidt anden form. Her er det fostret i Marias mave, der taler til træet.

“Veerne drev hende hen til stammen af et palmetræ, og hun råbte forpint: “Oh! Jeg ville ønske, jeg var død før dette – gemt og glemt!” Men en stemme råbte til hende under palmetræet: “Fortvivl ikke, for Herren har forsynet dig med en bæk! Og ryst palmens stamme hen imod dig selv, og friske, modne dadler vil falde ned til dig. Så spis og drik – og fat mod.” (Koranen 19:23-26)

Kort tid efter vender Maria tilbage til byen med det nyfødte og allerede talende Jesusbarn på armen. Ifølge Islam er Maria én af fire perfekte kvinder.

 

The Cherry Tree Carol og Daimi

I vesteuropæisk tradition bliver dadelpalmen til et kirsebærtræ. Fra det engelske sprogområde kendes religiøse sange (carols) bygget over legenden. Disse sange menes at gå helt tilbage til 1400-tallet og blev brugt i religiøse skuespil. I “The Cherry Tree Carol” fremstår Josef ofte temmelig knotten! Da Maria beder ham om at plukke kirsebær for hende, vrisser han, at hun kan jo spørge sit barns fader om hjælp!”

Daimi
Daimis juleplade fra 1972 med en sang inspireret af Legenden om palmetræet.

I 1972 udgav Dimi en juleplade, som indeholdt sangen “Josef og Maria”, der er Thøger Olesens danske gendigtning af “The Cherry Tree Carol”. Sangen har melodi af Johannes Kjær, men lægger sig i toner og ord tæt op ad den engelske carol. Dog har sangens tilblivelsestidspunkt i starten af 1970’erne givet den en snert af rødstrømpe og kvindefrigørelse. Hør sangen her. Thøger Olesen var en sangskriver, der skrev utallige sangtekster i dansktop- og visegenren bl.a. “Gid du var i Skanderborg” og “Storkespringvandet”.

 

 

Selma Lagerlöf

Den smukkeste version af legenden og palmetræet, synes jeg dog, er Selma Lagerlöfs. Det er denne version af legenden, som inspirerede Karen K. til hendes tegninger, og den begynder sådan her:

Legenden om Palmetræet
Karen K.’s illustration til legenden om palmetræet, 1981

“Langt borte, i en ørken ovre i Østerland, voksede der for mange år siden en palme, der både var

uhyre gammel og uhyre høj. Ingen, der drog igennem ørkenen, kunde lade være at standse og betragte den; thi den var meget større end andre palmer, og folk sagde om den, at den sikkert vilde blive højere end obelisker og pyramider.

Som nu denne store palme stod i sin ensomhed og skuede ud over ørkenen, fik den en dag øje på noget, der bragte dens vældige bladkrone til forundret at vugge frem og tilbage på den smalle Stamme. Ude ved ørkengrænsen kom to ensomme mennesker vandrende. De var endnu i den afstand, hvor kameler ikke ser større ud end myrer, men det var ganske sikkert to mennesker. To, der var fremmede i ørkenen — thi palmen kendte ørkenfolket — en mand og en kvinde, der hverken havde vejviser eller lastdyr eller telt eller vandsæk…..”

Hele fortællingen blev trykt i Familiejournalen ved siden af Karen K.’s julepanorama i 1981, og den kan læses på dansk her: Flugten til Ægypten. Mens du læser historien, kan du tænke på den lange vandring over kontinenter og kulturer, som legenden om palmetræet har tilbagelagt, før den nåede til dig.

Flugten til Ægypten 1978
Ørkenlandskab. Udsnit af Karen K.’s julepanorama i Familiejournalen 1978

KarenKblogheader

Nils Holgersson

I 1984 bragte Familiejournalen en juleuro, som bestod af en flyvende vildgås med fem nisser på ryggen. Uroen var selvfølgelig tegnet af Karen K., og i bladet kunne man læse, at hun var inspireret af Selma Lagerlöfs fortælling om ”Nils Holgersson forunderlige rejse gennem Sverige” og gåsen Mor Akka, som er en af bogens hovedpersoner. Selma Lagerlöfs historie er ingen julehistorie, og derfor er det passende at fortælle om den her midt i foråret.

Karen K uro
Kippearkene med Karen K.’s Nils Holgersson-uro. Hvis man udelader stjernerne, bliver den lidt mindre julet.
FullSizeRender-32
Uroen er næsten klar til at komme op at flyve.

De fem nisser på ryggen af gåsen er Karen Kjærsgaards frie fortolkning – i Selma Lagerlöfs bog er der kun en enkelt dreng – Nils Holgersson – som bliver lille og flyver med vildgæssene gennem Sverige fra Skåne til Lapland.

Historien

Nils Holgersson er en egentlig ikke særlig sympatisk bondedreng, som bor med sine forældre på et lille husmandssted i det sydlige Skåne. En dag hvor han er alene hjemme, fanger han en nisse i et net. Nissen bliver vred og hævngerrig – ja nisser var slet ikke så rare før i tiden (læs mere her) – og tryller Nils lillebitte. Faktisk så lille at katten nemt kunne æde ham. I de danske oversættelser står der, at Nils er blevet til en nisse – hvilket er ret misvisende. I originalen står der en ”pusling”, hvilket blot henviser til, at Nils er blevet lille. Han har ikke fået nissernes magiske evner eller sindelag. Nissehuen og træskoene, som Karen K. har tegnet på sin juleuro stemmer dog helt overens med beskrivelsen i Selma Lagerlöfs bog – sådant tøj havde Nils Holgersson på. Ikke fordi han var klædt ud som nisse, men fordi det var traditionel bondedragt i slutningen af 1800-tallet.

FullSizeRender-32 kopi
Nissedreng (eller bondedreng) med tamgæs. Karen K. 1975

Samtidig med at Nils bliver tryllet lille, modtaget han dog én ny evne– nemlig at han nu taler dyrenes sprog. Samme dag trækker en flok vildgæs hen over gården på vej mod deres sommerlogi i Lapland. Gårdens hvide tamgase bliver med ét fristet til at drage med vildgæssene, og det nytter ikke, at Nils i sin nyerhvervede lille skikkelse kaster sig om halsen på Morten Gås, for at holde ham nede. Gåsen tager Nils med på flugten, og sådan begynder Nils Holgerssons forunderlige rejse.

Da både Morten tamgås og Nils er blevet accepteret af vildgæssene begynder en lang rejse gennem Sverige fra syd til nord hen over foråret og tilbage mod syd, da efteråret kommer. Førergåsen for flokken er den meget gamle gås Akka – opkaldt efter et fjeld i Lapland. Akka betyder på samisk ”gammel kvinde”, og det er denne gås, Karen K. har ladet sig inspirere af til juleuroen. Gåseflokken gør undervejs på deres rejse ophold i samtlige svenske landsdele – lige på nær Halland, som Selma Lagerlöf af uransagelige årsager blot lader dem flyve henover.

Karen K uro Nils Holgersson
Mor Akka med fem nisser på ryggen. Karen K. 1984.

På vejen oplever Nils mange spændende og farlige situationer. Dyrenes verden er ikke idyllisk. Man jagter og æder hinanden – og menneskene er potentielt alle dyrs og hele naturens største fjende. Samtidig oplever Nils et Sverige, som han slet ikke kender nede i landbrugslandet Skåne. Han oplever minedrift, skovdrift, storindustri, krigsflåden og de store byer. Og ikke mindste ser han landets storslåede natur.

Karen K. har gennem årene tegnet mange af de skandinaviske dyr, som optræder i bogen om Nils  Holgersson. Et par af bogens skurke er ræven Smirre og måren ved Ronneby Å. Elgen Gråskind og gasen Morten er mere godmodige dyr. (Ræven er fra et dukketeater fra 1973, de øvrige dyr fra et billedlotteri fra ca. 1965)

Karen K postkort efterår
Postkortet her af Karen K. kunne godt illustrere et af de svenske landskaber, som gæssene flyver henover.

Baggrunden

Selma Lagerlöf
Selma Lagerlöf modtog Novbelprisen i litteratur i 1909.

Bogen blev til, da det nationale svenske lærerforbund i 1902 bad forfatterinden Selma Lagerlöf om at skrive en geografisk lærebog til svenske skolebørn. Hun var allerede da en meget berømt forfatter i sit hjemland. I 1906-7 udkom bogen i to bind. Ud over landets geografi, flora og fauna, gjorde Selma Lagerlöf også flittigt brug af gamle sagn fra de forskellige landsdele i Sverige, som bliver vævet ind i fortællingen om Nils Holgersson. Forfatterinden selv træder faktisk også ind i historien, nemlig da hun selv møder Nils Holgersson ved herregården Mårbacka i Värmland, som var hendes fødehjem. I fortællingen ankommer hun efter mange års fravær til Mårbacka en sen aften – der bor nu andre folk på gården. I virkelighedens verden erhvervede Selma Lagerlöf Mårbacka tilbage i 1901. Historien om Nils Holgersson foregår henover et svensk forår, en sommer og et efterår helt præcis fra forårsjævndøgn søndag d. 20. marts og til onsdag d. 9. november samme år. I bogen fremgår det ikke, hvilket årstal der er tale om, men det er formentlig 1898, hvor d. 20. marts faldt på en søndag.

Karen K uro Nils Holgersson 2

 Karen K Nils Holgersson

Populariteten

Selma Lagerlöfs bog blev meget mere end blot en lærebog i geografi. Først og fremmest er den en spændende og medrivende fortælling for børn, som voksne også sagtens kan læse. Og er man som jeg lidt vild med Sverige, vil man også nyde beskrivelserne af et Sverige som på mange måder er forsvundet i dag. Bogen er på trods af det meget svenske tema blevet oversat til mere end 60 sprog og var den mest populære svenske børnebog, indtil Astrid Lindgrens bøger om Pippi Langstrømpe blev udgivet. Der er gennem tiden kommet adskillige oversættelser på dansk i mere eller mindre forkortede udgaver. Til den voksne læser vil jeg dog anbefale Anne Marie Bjergs oversættelse fra 2005, som er både uforkortet og nutidig i sproget.

 

20 kroner Nils Holgersson

Svensk 20 krone seddel. Denne penge seddel udgår i 2016.

Nils Holgerssons har sat sig spor flere steder i svensk brugskunst. Måske bedst kendt fra en svensk 20 krone seddel, hvor Nils Holgerssons og gæssene ses flyve henover et sydsvensk (?) landskab. Ligeledes er forskellige historier blevet afbilledet på juleplatter fra Rörstrand – den svenske pendant til Den Kongelige Porcelænsfabrik – i årene 1970-1999. Selv om det er juleplatter, er der sjældent tale om vintermotiver, da historien, som nævnt slet ikke foregår om vinteren. Derved adskiller de svenske juleplatter sig fra de danske.

Juleplatter Nils Holgersson
Svenske juleplatter med motiver fra Nils Holgersson. Selv om de ser hyggelige ud, gemmer der sig barske historier fra Selma Lagerlöfs bog bag motiverne. På platten fra 1973 sidder Nils Holgersson og læser salmer for en gamle bondekone, som ligger død på gulvet – ensom efter at hendes børn er emigreret til Amerika. På platten fra 1975 bliver Nils truet på livet af en bjørn i Bergslagen, hvis ikke han brænder det jernværk ned, som har ødelagt bjørnens hjem.

Moralen

Hen mod slutningen af romanen taler gåsen Akka til Nils Holgersson og kommer med en slags morale, som stadig er relevant i dag: ”Hvis du har lært noget hos os, Tommeltot (red.: gæssene kaldes Nils for Tommeltot), så synes du måske ikke at menneskene bør være alene på jorden….Tænk på at I har et stort land, og at I nok kunne have råd til at overlade nogle nøgne skær og nogle lavvandede søer og sumpede moser og nogle øde fjelde og fjerne skove til os fattige dyr, hvor vi kunne være i fred! I hele min tid har jeg været jagtet og forfulgt. Det ville være godt at vide at der også var et fristed for sådan en som mig.” (oversættelse Anne Marie Bjerg).

FullSizeRender-31
Vildgås tegnet af Karen K. Fra årskalender udgivet af Familiejournalen. Ukendt årstal – formentlig starten af 1990’erne.

KarenKblogheader

Postkortkunstneren

Hvornår har du sidst sendt et postkort? Selv fra ferien er det nok de færreste, der sender et postkort hjem, nu hvor der er kommet meget hurtigere og billigere måder at sende en hilsen på. Før i tiden var det ikke så usædvanligt at sende et postkort til venner og familie, og havde man mere end et par linier, man ville meddele, kunne man endda bruge et dobbeltkort, hvor der var plads til at skrive mere. Hvis postkortet var rigtig flot, kunne modtageren sætte det til pynt på opslagstavlen eller amagerhylden.

Karen K postkort forår pynt
Postkort til pynt. En forårsskov med anemoner tegnet af Karen K.

I næsten seks årtier fra 1950’erne og frem tegnede Karen K. mange postkort. Langt de fleste af hendes postkort er dog faktisk julekort plus lidt kort til påske. Jeg kender kun til nogle få serier af postkort fra Karen K.’s hånd, som ikke er knyttet til højtiderne. Nemlig en serie på 16 kort, som viser scener fra årets forskellige begivenheder i land og by for ca. 100-150 år siden i et panskandinavisk landskab, der kunne tyde på, at kortene også er blevet udsendt i Sverige. Derudover findes en serie på 12 postkort med illustrationer af H.C. Andersens eventyr. Og endelig producerer det amerikanske firma Caspari stadigvæk postkort ud fra Karen K. akvareller af fugle, blomster og planter.

Karen K postkort H.C. Andersen
Svinedrengen. Karen K.’s postkort med illustration til H.C. Andersens eventyr. Kortet er sendt i 1963 til Anne i Nr. Sundby på hendes fødselsdag. De øvrige 11 kort fra H.C. Andersens serien kan ses på Per Sørensens hjemmeside.

Næsten al min viden om Karen K. som postkortkunstner har jeg fra Per Sørensens imponerende hjemmeside, som du finder her: www.piaper.dk. Per Sørensens har gjort et kæmpe grundforskningsarbejde og har gravet biografiske oplysninger frem om ikke færre end 180 danske postkortkunstnere og deres værker. Disse kunstnere er langt hen ad vejen anonyme og kan derfor ikke bare slås op i f.eks. Weibachs Kunstnerleksikon. Postkorttegning var ikke så velset blandt etablerede kunstnere. Selv kendte kunstner som Gerda Wegener og Storm P. får ikke deres postkort nævnt med ét ord i opslagsværkerne, mens deres plakater, bladillustrationer, bogomslag m.v. omtales. Dette er til trods for, at postkortene måske var de værker, som nåede videst omkring både i geografisk forstand og i det almene kendskab i befolkningen. (Sørensen, Boie & Christensen: Fra billedhilsen til postkort. Postkortets historie i Danmark, 2007).

Per Sørensens side om Karen K. findes et interview med Karen Kjærsgaard, hvor hun fortæller, at hun i 1953 fik job på Levisons tegnestue. Firmaet var grundlagt som en papirhandel i 1850 og stod i 1940-60 bag en stor produktion af tegnede kort. (Sørensen, Boie & Christensen: Fra billedhilsen til postkort. Postkortets historie i Danmark, 2007). Det var dette forlag, der udgav den velkendte børnebog “Spørge Jørgen” i 1944.

Karen K postkort pynt
Karen K postkort til pynt.
Karen K postkort midesommervisen2
Jeg har altid synes, at de her lerfigurer ser ud, som om de er i gang med at afsynge Midsommervisen.

En interessant detalje ved gamle postkort, er, at selv om der oftest ikke er trykt noget årstal på dem, kan man alligevel få en ide om deres alder, hvis de er blevet sendt og poststemplede. De to serier med postkort, der viser henholdsvis årets gang og H.C. Andersens eventyr, er udgivet på trykkeriet Lundgren & Andersen, et firma der blev startet i Glostrup i 1947 af litograf Kjeld Lundgren og bogtrykker Andersen. Årstidsserien har nr. 85, mens H.C. Andersen serien har nr. 89, så de er formentlig omtrent lige gamle. Tegnestilen tyder på at de er fra den tidligste år af Karen Kjærsgaards produktion. Det ældste poststemplede eksempler af H.C. Andersen kortene, som jeg pt. kender til, er sendt i 1963. Jeg gætter på, at de to serier er fra starten af 1960’erne eller måske lidt før.

caspari postcards

postkort sneugle
Eksempler på nyere postkort efter Karen K.’s akvareller. Udgivet af Caspari.

Måske har du fået lyst til at sende et postkort til en ven. Lidt af lysten forsvinder dog måske igen, når man ser priserne på porto anno 2016. H.C. Andersen-postkortet, som du ser højere oppe på dette blogindlæg, blev sendt for blot 25 øre i 1963. Det svarer til ca. 3 kr i dag. Dengang var det også billigere at sende et åbent postkort fremfor et brev i kuvert. I dag er porto til både brev og postkort 19 kr. Postdanmark har set sig nødsaget til at hæve priserne, fordi vi sender “for lidt” post – måske for få postkort…..

KarenKblogheader

Vejen over bjergene

I dag, d. 28. februar, er det et år siden, at en af Tyrkiets store forfattere, Yaşar Kemal døde – ca. 91 år

IMG_6895
Karen Kjærsgaard har tegnet det grafiske omslag til den danske oversættelse af Kemals roman.

gammel. Man ved det ikke helt, for han var ikke selv klar over, om han var født i 1923 eller 1924. Da hans bog ”Vejen over bjergene”, som den første blev udgivet på dansk i 1967 af Skars Forlag, havde Karen Kjærsgaard tegnet bogens omslag. Yaşar Kemal kom fra Çukurova regionen og voksede op i en bjerglandsby, hvor han som det eneste barn lærte at læse og skrive. Det temmelig barske miljø og de fattige bjergbønders skæbne går igen som temaer i hans litterære værker.

Jeg har læst “Vejen over bjergene”, og det er en temmelig fremmedartet fortælling for en vestlig læser. På bogens bagside står bl.a. “Hvert år, når bomuldshøstens tid er inde, forlader alle i landbyen deres huse…. alle drager bort fra den fattige anatoliske bygd, vandrer ad de besværlige veje over Taurusbjergene til Çukurovasletten for at plukke bomuld, hvorved de kan tjene nok til at kunne betale deres afgifter og købe deres fornødenheder til den hårde vinter i bjergene….”

 

FullSizeRender-2
Detalje af panorama tegnet af Karen K. Familie Journalen 1981.

Det meste af bogen handler dog om en enkelt families kvaler og indbyrdes stridigheder undervejs, nemlig Ali, hans kone Elif og Alis mor. Der opstår splid i familien, og følelserne svinger mellem dyb omsorg og grænseløst had. En vestlig læser ville nok tolke hændelserne, som resultat af hovedpersonerne indre dæmoner udsprunget af de barske levevilkår, fortvivlede forsøg på at bryde ud af konventionernes snærende bånd og den råhed, der udspringer af magtesløshed over ikke at kunne forme sig eget liv. Men jeg er langtfra sikker på, at det er Yaşar Kemals sigte med romanen. Romanen er i øvrigt forkortet ved oversættelse, idet de afsnit, der er allermest uforståelige for vestlige læsere, er udeladt.

Timian
Timian. Akavarel af Karen Fjord Kjærsgaard. Fra Anemette Olesen: Mit krydderurtekøkken, 1992
FullSizeRender
Detalje af panorama. Familiejournalen 1981.

Mærkeligt nok fylder Taurusbjergene, som er selve sceneriet omkring hovedpersonerne, meget lidt i bogen. Af og til træder landskabet dog frem i glimt – f.eks. som en vind, der bærer duft af timian og merian med sig. I 1974 interviewede Henrik Norbrandt Yaşar Kemal i Instanbul, hvilket man kan læse i Norbrandts bog “Breve fra en ottoman”. Kemal fotæller om sin baggrund og inspiration. Han beskriver Çukurova som en rig jord, en poetisk jord. Her levede, siger Kemal, en stor botaniker ved navn Dioskorides, som omkring 200 år før år 0 gik rundt i Taurusbjergene og samlede lægeurter. Hele 700 urter skulle det være blevet til. Også den første botaniker i islamisk historie, eventyrskikkelsen Lokman Hekim kom fra denne egn. Man sagde om ham, at han kendte planternes sprog. Og man sagde, at planterne kaldte ham til sig og fortalte ham, hvilke sygdomme de hver især kunne læge. I uendelige tider ledte Lokman Hekim efter én bestemt plante: Udødelighedsurten.

Merian
Merian. Akvarel af Karen Fjord Kjærsgaard. Fra Anemette Olesen: Mit krydderurtekøkken, 1992.

Og en dag skete det, at en urt råbte til ham: Jeg er udødelighedurten! Lokman Hekim plukkede urten, spiste lidt af den og lagde resten i pres i sin notesbog. Men da han var på vej over en bro åbnede han bogen, for at se lidt nærmere på urten. I det samme kom der en vinge ud af luften og slog bogen ud af hans hænder, så den forsvandt I floden. Det var nok en advarsel om, at Lokman Hekim havde trådt for nær det guddommelige. Men Lokman Hekim, der allerede havde spist af udødelighedsurten, havde opnået evigt liv. Derfor går han stadig rundt den dag i dag og leder efter udødelighedsurten.

 

“Vejen over bjergene” kan man måske finde antikvarisk, og ellers kan den lånes på biblioteket.

 

FullSizeRender-3
Detalje af panorama tegnet af Karen K. Familiejournalen 1981.

 

KarenKblogheader

 

Skars Forlag

IMG_6767
Karen Kjærsgaards forsider til bøger fra Skars Forlag 1966-67

Karen Fjord Kjærsgaard boede i en periode i 1960’erne og 70’erne i Kærbølling Huse lidt vest for Vejle. Ca. 10 km herfra ligger den lille landsby Vork. Her havde det lille bogforlag Skars Forlag hjemme i en årrække omkring midten af 1960’erne. Måske var det på grund af den geografiske nærhed mellem Kærbølling og Vork, at Karen Kjærsgaard kom til at lave den grafiske illustration, der prydede de bøger, der udkom på Skars Forlag i 1966-67. Jeg har fundet disse bøger på biblioteket, og selv om indbinding næsten har skjult Karen Kjærsgaards omslag på nogle af den, kan man stadig få indtryk af det oprindelige paperback-udseende.

 

 

FullSizeRender-26 2
Detalje af bogforside af Karen Kjærsgaard, 1966

Karen Kjærsgaards forsider var rent grafiske og blev brugt på syv (måske flere) bøger blot i forskellige farver. De ensartede forsider gav et seriepræg til en række ellers meget forskelligartet litteratur skrevet af forfattere fra alle geografiske hjørner af Europa og også fra fjernere kontinenter. Samtidig signalerede de prisbillig, men seriøs litteratur.

Helt billige var bøgerne fra Skars Forlag dog ikke, men de blev også udgivet uden offentlig støtte. Bøgerne fra 1965 kostede 16,25 kr inklusiv “statsafgift på litteratur”. Det svarer i 2016 priser til ca. 170 kr.

12606771_10208554521970665_694067189_n
Karen Kjærsgaards forsider til to bøger fra 1967

I 1966 kostede bøgerne 18,25 kr i. o., mens den noget tykkere roman “De frelste sjæle i Bomba” kostede 28,50 kr i. o. Bøgerne fra 1967 koster 19,25 i.m., mens den noget ty
kkere roman “Vejen over bjergene” koster 28,50 i.m. En lille økonomihistorisk detalje gemmer sig i forkortelserne “i.o.” og “i.m.” Det står for
henholdvis “inklusiv oms” og “inklusiv moms”, og fortæller at momsen blev indført netop i 1967.

 

 

1960’erne var på mange måder bogens storhedstid. Alle dannede mennesker i Danmark var medlem af en bogklub, og kunne snart få bogreolen fyldt. Der var adskillige små og store forlag rundt om i Danmark. Et af de mindre forlag, som dristigt nok satsede på ret smal litteratur, var Skars Forlag, med forlagsredaktøren Per Skar (1926-2009). Formålet med forlaget var med egne ord “at udgive bøger der siger noget væsentligt om menneskers forhold til hinanden. Forlaget udgiver ikke blot værker fra den vestlige kulturkreds, som vi følger os mest fortrolig med, men også fra egne hvis litteratur og kunst ligger uden for vore traditionelle kontaktområder, men som i lige så høj grad kommer os ved.” (Fra en liste over forlagets udgivne bøger bagest i Leonard Q. Ross: Hyman Kaplan (1966).

12606811_10208554523210696_219863212_n
Forside af Karen Kjærsgaard til en roman af den polskfødte jødisk-amerikanske forfatter Leo Rosten.

 

12606901_10208554520890638_2000317160_n
Karen Kjærsgaards forsider til to bøger af tjekkiske Ivan Olbracht, 1966 og 1967

I årene fra 1965-67 udkom der på Skars Forlag i alt ca. 15 bøger af forfattere fra bl.a. Grækenland, Spanien, Tyskland, Tjekkoslovakiet, Camaroun og Tyrkiet. Skars Forlag var den første der udgav en roman skrevet af en Tyrkiets store forfattere, Yaşar Kemal. Udgivelserne, der hver for sig repræsenterede store forfattere i deres egen kulturkreds, blev dog ikke den store salgssucces i Danmark.

 

 

 

 

 

Per Skar 1949
Per Skar, 1949. Anvendt med tilladelse fra Odsherred lokalarkiv.

Forlagsdirektøren Per Skar havde en alsidig karriere inden for dansk kulturliv fra 1940’erne. Oprindeligt var han uddannet smed, men på grund af en skadet arm opgav han en karriere som håndværker og tog i stedet studentereksamen. Han fungerede som højskolelærer bl.a. på Vallekilde, Vestbirk, Brandbjerg og Havnelev. Senere fungerede han  i forlagsbranchen som forlagsredaktør, oversætter, forfatter m.m. En overgang arbejdede han for forlaget SKALK, der siden 1957 har udgivet et populærarkæologisk tidsskrift. Dette tidsskrift har nærværende blogger i de seneste år leveret flere artikler til. Per Skar var sidenhen bl.a. forlagsredaktør på Forlaget Centrum. Stor glæde hos den sprognørdede blogger vakte det at finde Per Skars artikel “Det besværlige bogstav”. Artiklen gav mig svar på et spørgsmål, som længe har hjemsøgt mig, nemlig hvorfor forfatteren “J.P. Jakobsen” udtales “i. p. jakobsen” og hvorfor delikattesseforretningen “H. J. Hansen” i Odense udtales “h. i. hansen”. Artiklen finder i Mål og Mæle nr. 1, 1989 her.

Et cool foto af Per Skar fra 1965, som Vejle Stadsarkiv ikke vil give tilladelse til, at jeg bruger her på siden, kan du se ved at klikke på dette link.

P.S. Denne blogs “header”, som ses nederst på hvert blogindlæg, er hentet fra bagsiden af Karen Kjærsgaards omslag til “The Education of Hyman Kaplan”.

KarenKblogheader

Morgensne

12583903_10208572718065556_1300493175_n
Kulisse til dukketeatret “Den lille pige med svovlstikkerne” Karen K. Familiejournalen 1972.

Så kom der sne, og den grå januarmåned blev igen lyst lidt op. I dette blogindlæg er der vinterbilleder fra Karen K.’s hånd blandet med vinterdigte og egne fotos.

morgensne

12571109_10208572695104982_423060475_n
Bloggerens baghave i sne

 

IMG_6923
Bloggerens skipperhus i sne

 

 

12596712_10208572696025005_1483687757_o
Udsnit af svensk panorama, Karen K. formentlig starten af 1960’erne
12583721_10208572698265061_470335042_n
Udsnit af svensk panorama, Karen K. formenlig starten af 1960’erne

Sneen dækker

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

FullSizeRender-7

Udsnit af panorama, Karen K. Familiejournalen 1987

FullSizeRender-6
Udsnit af “Snedronningen”, Karen K. Tolv udvalgte eventyr af H.C. Andersen, 1963

Lange vinter

 

 

 

 

 

 

 

FullSizeRender-4
Udsnit af paonarama, Karen K. Familiejournalen 1976

 

FullSizeRender-4
Forside til Familie journalen 10. januar 1972, Karen K.

ynglingen 2

 

P.S. Anconcagua er et bjerg i Argentina

 

 

 

 

KarenKblogheader