Julen 2025 synger på sit allersidste vers. Mange steder er julepynten nok allerede pillet ned, men her hos mig hænger de mange fine ting stadig roligt rundt omkring. Blandt andet denne gamle uro af Karen K., som snart kan fejre sin 60 års fødselsdag.
Hvad skete der i julen 1967? Det kan være svært at huske. Men én ting, jeg ved med sikkerhed, er, at tirsdag den 5. december 1967 udkom Familiejournalens julehæfte. Og i hæftet var der et stort klippeark tegnet af Karen K.
Klippearket havde forskelligt julepynt tegnet en gammeldags almuestil: kræmmerhuse, hjerter, stjerne og runde medaljoner eller “oblater”. Nostalgien omkring det gamle danske bondeliv fyldte en del i de eller moderne og normbrydende 1960’ere.
Således havde Karen Kjærsgaard allerede i 1966 lavede et lignende klippeark til bladet i præcis den samme stil “ inspireret af festlige gamle håndarbejdsmotiver”
Hvis man nænnede at klippe i arket, som var trykt på kraftigt papir, så gav ugebladet beredvilligt flere anvendelsesforslag. Samtidig opfordrer man sine læsere til at sende “et par linier” til bladet hvis man selv fandt på andre anmeldelsesmuligheder.
Noget andet som (formentlig) skete i julen 1967, var at en læser fandt saks, tændstikker og sytråd frem for at lave en juleuro ud af arket, sådan som det var beskrevet på side 98 i Familiejournalen.
Karen Kjærsgaard har lavet en medfølgende arbejdstegning til at illustrere, hvordan uroen skal samles. Men den endelige juleuro fik man kun at se, hvis man selv samlede den.
Hvem end den ukendte læser, som samlede uroen, var, så har vedkommende fulgt Karen K. vejledning til punkt og prikke. De små stjerner er monteret med tændstikker. “Oblaterne” hænger ned fra spidsen af den store stjerne, mens de små hjerter hænger fra hjørnerne.
Forslaget om at placere et større hjerte i midten er også blevet fulgt.
Og på hjertet står “Jul 1967”
Meget er sket i verden siden julen 1967. I dag kan Familiejournalens læsere ikke længere sende “et par linjer” til ugebladet i et brev befordret af det statslige postvæsen. Men hvis læserne skulle have lyst til at kontakte bladet ville de nok også foretrække at sende en e-mail eller en elektronisk besked, som er fremme på 1 sekund.
Juleuroen fra 1967 findes dog stadig. Nu bor den hos mig og drejer rundt, mens jordens snart har taget endnu en rejse rundt om solen.
For flere år siden købte jeg en gammel julelyskæde og skrev om den her på bloggen.
Lyskæden er fra ca. 1980 og var interessant for mig, fordi et par af de julekugler , som hænger på kæden, har nissetegninger af Karen K.
Arkiv foto fra 2016, hvor Misser “hjælper” mig med at hænge lyskæden op.
Tilbage i 2016 tjekkede jeg selvfølgelig, om lyset i kæden virkede – det gjorde det – og jeg lavede også en prøveophængning. Men jeg må indrømme, at kæden ikke har været oppe at hænge siden
Det skyldes nok især, at det faktisk kun er to af de ti kugler, som har illustrationer af Karen K. Af en eller anden grund har det svenske firma bag kæden besluttet at blande motiver af to af deres faste julekunstnere, nemlig Karen K. og Lars Carlson. Karen K.’s nisser ses på to kugler og Lars Carlsons på otte.
Den lidt skæve fordeling er nok et udtryk for, at Lars Carlsons skæggede nissemænd var meget populære spredere af traditionel julestemning i Sverige. Sådan er det nok stadigvæk for mange, og også her i Danmark er Carlsons nisser kendte og populære.
Julekugle af Lars Carlson i baggrunden.
Jeg må dog være ærlig og indrømme, at Lars Carlsons nisser ikke rigtigt sætter mig i julestemning.
Men i år har jeg besluttet mig at opdatere julelyskæden til version 2.0. Jeg har nemlig efterhånden samlet et bunke “løse” plastikkugler med Karen K. nisser. De er egentlig tænkt som juletræspynt, men de har samme udformning som kuglerne på lyskæden, så de kan sagtens sættes ned over de gamle pærer.
Og efter lidt pillearbejde….
…. har jeg nu en lyskæde med en 9/10 Karen K. ratio. Den sidste kugle bliver også skiftet på et tidspunkt.
Opgraderingen af lyskæden betyder også, at den nu består en blanding af “sølv”- og “guldkugler”. Alle er det argeste plastik forstås!
Og nu kan lyskæden hænge rundt om pyntehylderne med dette års lille retro juleudstilling, som jeg har lavet på mit værelse.
Det ser hyggeligt ud, og læseren kan jo gå på jagt på hylderne og gætte på hvilken julepynt Karen K. står bag.
Jeg er ret begejstret for lyskædens nye udseende – undskyld Lars Carlsson.
Hvis du er blevet nysgerrig på Karen K.’s tegninger på disse julekugler, synes jeg du skal læse mit blogindlæg fra sidste år om præcis det. Her bliver det også afsløret, at den ultra skandinaviske lyskæde faktisk er fremstillet i Italien!
Karen K.’s originale tegning til en af nisserne på julekuglerne.
Forleden dag var jeg meget heldig (synes jeg selv), da jeg i en genbrugsbutik fandt en kasse med ruller af gavepapir fra omkring 1980.
I 1980’erne var Karen K. stadig ret stor inden for design af julegavepapir. Og der var også et par stykker fra hendes hånd i kassen, og de kom selvfølgelig med hjem til samlingen.
To gamle ruller med Karen K. gavepapir. Den ene har aldrig været åbnet.
Det er klassiske julemotiver på papiret: engle og nisser.
Motivet med de skæggede nissemænd i uniformslignende jakker har jeg været så heldigvis at sidde med en originaltegning til.
Her er det trykte motiv:
Og her er den originale tegning af Karen K. fra hendes efterladte arkiv:
Den opmærksomme læser ser, at tegningen har en anden baggrundsfarve end det trykte papir – det var helt almindeligt, at det samme motiv blev brugt på mange forskellige baggrundsfarver, så køberne kunne vælge den farve, der nu engang tiltalte dem bedst.
Den opmærksomme læser vil også se, at nisserne er placeret lidt anderledes på tegningen. På papiromslaget omkring tegningen har Karen K. skrevet nogle bemærkninger til det forlag (sikkert svenske Hedlunds), som skulle trykke papiret:
“Hermed vor moderne svenske tomte i en ny variation. Det er jo muligt det var en god idé med enkelte snekrystaller blandt snefnuggene.”
Der er altså åbenbart tale om en variant af en tidligere udgave af de samme nisser. Det er interessant at læse, at Karen K. opfatter disse nisser som “svenske” og “moderne”. Men det er måske i kontrast til klassiske svenske nisser som Jenny Nyströms og Lars Carlsons, som er mere nostalgiske og gammeldags i stilen. Det er også interessant at læse om hendes tanker om de små detaljer med snefnuggene, hvad enten hendes idé nu er blevet fulgt eller ej af forlaget.
Karen K. må have designet i hundredvis af forskelligt gavepapir gennem sine aktive år fra 1950’erne til først i 2010’erne. Jeg tror, at idéen om de gentagne mønster, som er karakterisk for gavepapir har tiltalt hende og hendes arbejdsrutine, samtidig med at hun har opfordret sig selv til at gøre motiverne smukke og utrivielle på trods af gentagelserne. Inden for julepapirgenrens stramme krav har hun haft et væld af ideer og variationer.
Her ses nogle noter fra hendes hånd – vist nok fra sidst i 1970’erne – med ideer til gavepapir og julepapir:
Jeg har aldrig før tænkt over, hvordan originaltegninger til gavepapir uendelighedsmønstre egentlig er udformet. Men i Karen K. arkiv fandtes en masse, alle i A4-størrelse, hvorfra motivet kan adderes og multipliceres i det uendelige:
To originale tegninger til Karen K. gavepapir.
Det er ingen overdrivelse at tale om hundredevis af forskelligt Karen K. gavepapir. Det seneste år har jeg opdaget en masse nye designs – fra både Danmark, Sverige og USA, hvor julepapiret blev distribueret.
Det ældste design blandt de nye fund er vist dette, som er fra omkring 1960. Måske endda fra 1950’erne.
Det er ikke så entydigt i Karen K.’s senere og mere genkendelige stil, men jeg er alligevel ikke i tvivl. Hvis man sammenligner med nogle af Karen K.’s tidligere julekort går flere af motiverne nemlig igen.
Se f.eks: adventskransen og kælken på disse to udklip fra nogen af Karen K’s. tidlige julekort. De er identiske med tegningerne på gavepapiret:
Hvert år i flere årtier designede Karen K. en hel stribe af designs til årets kollektion af gavepapir. Det har hun fortalte i et interview.
Det kunne være figurative mønstre som dem herover fra 1960’erne og 1970’erne, som nok mest tiltalte voksne. Eller motiver med nisser, som nok mest tiltalte børn, som disse to fra sidst i 1970’erne:
Fra et tidligt tidspunkt fik Karen K. den gode idé at inkludere sin signatur i mønstrene. Det er ikke noget, som man ser tit på gavepapir, hvor kunstneren ofte forbliver anonym. Men Karen K. forstod at slå sit navn fast og vidste, at det havde værdi som “brand”. Derfor ses hendes signatur ofte på gavepapiret – langt fra altid men alligevel ofte:
For et stykke tid siden købte jeg en større samling af brugt julepapir, som var blevet samlet og sat kronologisk i ringbind i perioden ca. 1958-2000.
På nogle af arkene har samleren skrevet årstal på, så man kan se præcis hvilket år papiret har været brugt som gavepapir. Procentvis fylder Karen K.’s designs ganske godt i mapperne fra ca. 1978-1990.
Papiret her med de cirkulerende engle på en flot blå baggrund er dateret til 1987. Det kan godt være lidt ældre, men er altså senest fra 1987.
Det samme motiv men med rød baggrund har jeg fundet en en deluxe importeret udgave i USA, hvor det blev udgivet af firmaet Marcel Schurmann Company Inc. Ikke i ruller, som vi kender det herhjemme, men som et lille stykke rektangulært, foldet papir på ca. 49,5×70 cm. Med en salgspris på $1.50 omkring 1987, har det været ret dyrt!
Hvis man sammenligner englepapiret med et andet og mere anonymt stykke gavepapir, virker det sandsynligt, at sidstnævnte også er tegnet af Karen K.:
På det her papir med smukke vinterlandskaber er det bl.a. hestene og de nøgne vintertræer, der afslører Karen K. som kunstneren:
Det er for øvrigt nok traktørstedet “Peder Lieps hus“ i Jægersborg Dyrehave, der har inspireret Karen Kjærsgaard til et af husene på dette motiv. Her ses huset på en tegning fra 1934:
Når man bladrer videre i samlingen af gavepapir, kan man følge Karen K.’s mønstr op gennem 1980’erne:
Og så med ét er det slut!
Fra 1990 forsvinder Karen K.’s designs helt fra mappen. Dette er det sidste motiv af Karen K. i den kronologiske samling :
Signaturen er der stadig, men motivet er allerede blevet lidt mere amerikansk end skandinavisk med en rigtig “Santa”. 1990’erne markerer den periode, hvor Karen K. begynder at fylde mindre i julens designs i Danmark og Sverige. I stedet begynder hun at koncentrere sin karriere mere mod det amerikanske marked. Men det må I høre om en anden gang.
Så er det endelig blevet juleferie. Hurraaa! Da jeg gik i skole, syntes jeg, starten på juleferien var noget helt særligt. Juleferien, som lå forude, virkede i mit hovede lige så lang som sommerferien, selv om juleferien jo kun var lidt over en uge lang.
Dagen inden jul var speciel, fordi man faktisk slet ikke skulle andet end at hygge sig. Ingen undervisning og lektier.
Og så havde man lov til at tage et lille stearinlys med og tænde det på sit skolebord (Vi sad også på bagsædet i bilerne uden sikkerhedssele dengang!) Af en eller anden grund har jeg også en idé om, at vi fik en mandarin.
Jeg havde den Karen K. lysestage med, som er på billedet. Det var min storebors, og jeg syntes, den var fantastsisk. (Karen K. vidste jeg ingenting om).
Så der sad jeg i 1984 og så cirka ud som på billedet herover. Bare 40 år yngre. I 1984 gik jeg i 1. klasse, og for ikke ret længe siden fandt jeg min “Julebog 1984”, som vi skrev i skolen i december måned.
Julebogen var et stilehæfte, hvor vi klæbede juletegninger ind og skrev små historie – med stavelsesdeling i de lange ord. Hele den pædagogiske bagtanke var vel at øve sin skrivefærdighed.
Som litterært værk vil jeg beskrive min Julebog som en lidt uhomogen samling af meget korte noveller med en lidt tyndbenet karakteropbygning og usandsynlig lav spændingskurve. Et gennemgående tema er julegrød.
Der er anvendt mange forskellige ukrediterede illustratorer. En enkelt novelle er imidlertid illustreret af forfatteren selv (dog uden den store sammenhæng mellem tekst og billeder. Til gengæld er nisserne modigt klædt i lilla i modsætning til den traditionelle røde julefarve):
Når spændingsniveauet ikke er så højt, kan jeg til gengæld glæde mig over, at jeg stavede nogenlunde ok der midt i 1. klasse.
Den sidste historie i bogen har særlig interesse for mig i nutiden og for bloggen her. Den viser nemlig, at jeg har haft fat i et Familiejournalen fra 1982 og var faldet for Karen K.’s julepynt.
Fotoet med remserne med nisser og engle er julepynt, som Karen K. tegnede til Familiejournalen i 1982. Og julekortet med fuglene er klippet ud af Karen K.’s julepanorama samme år.
Her ses hele julepanoramaet fra 1982.
Det var pudsigt at se den gamle Julebog efter alle de år. Det er altid lidt særligt at møde fortiden på den måde.
Inde i hæftet lå også to fødselsdagskort med pingvinen Pondus stilet til mig fra “Venner i Danske Bank”. Den blev jeg sikkert begejstet for den gang!
Efter at have læst min Julebog fra 1984, synes jeg godt, julen 2024 kan begynde. I den rette nostalgiske stemning.
Hvor tit kigger man egentlig nøje på forsiden af gavemærkaterne, når gaverne skal pakkes op juleaften? Som regel vender man hurtigt mærkatet om, for at se hvem gaven er til og fra.
Men tit er der små fine motiver på de små til-og-fra kort. Som f.els. disse, som er tegnet af Karen K. og fremstillet hos det svensk kunstforlag Axel Eliasson.
Inde i den lille knitrende plastpose er der seks mærkater med fem forskellige motiver.
Som man kan læse på etiketten er gavemærkaterne trykt på “gummerat papper” eller på dansk “gummieret papir”. Det vil sige, at de lige som frimærker og kuverter før i tiden kan klæbe, når de bliver fugtet. Men man skal ikke mangle mundvand, hvis man skal slikke på bagsiden af alle disse mærkater! De er nemlig ikke så små endda: 12×8 cm.
Præcis hvornår mærkaterne er fra, ved jeg ikke. Men mon ikke de er fra 1960’erne. De blevet udgivet over flere år. Og over tid skiftede de størrelse, og papitypen og skifttypen blev også ændret undervejs. Men de var stadigvæk gummierede.
Her er to forskellige oplag af gavemærkaterne til sammenligning. De ældste til højre og de yngre til venstre.
Andre af Karen K.’s gavemærkater kunne fæstnes til gaverne på anden vis. Her er en lille pakke mærkater fra omkring 1970, som har været eksporteret til USA. Jeg har forsigtigt åbnet den mere end 50 år gamle pose, for at se nærmere på indholdet.
Der er fire forskellige mærkater, som er dobbelte med samme motiv på begge sider.
I posen ligger også en lille guldtråd til at binde mærkaterne fast på gavebåndet med.
Man kan også se, at mærkaterne er trykt i Sverige eksklusivt for det amerikanske papirvarerforlag Marcel Schurnan, som blev grundlagt i 1950 og stadig eksisterer. Mærkaterne er trykt på samme forlag, som dem ovenover, nemlig Axel Eliassons i Stockholm.
Karen K. tegnede (selvfølgelig) også adskillige andre motiver til til-og-fra-kort gennem årene. Nogle af motiverne gik igen på hendes julekort.
Særligt søde er de her:
Hvis du vil læse en lille historie om et Karen K. gavemærkater, kan du læse mit tidligere blogindlæg her, og samtidigt finde ud af, hvad Bo fik til jul af farmor og farfar i 1971.
For et par år siden, da brugen af AI for almindelige mennesker stadig var ny og spændende, fik jeg også lyst til at prøve at lave mine egne til-og-fra-kort med hjælp fra kunstig intelligens. Det var en sjov oplevelse for mig, som er bedre til ord end til at skabe billeder, at se mine tanker blive til små tegninger:
Men selv om nogle af motiverne, som maskinen spyttede ud, faktisk blev fine, så føltes det lidt som snyd. Især efter at have studeret Karen K.’s fine streg på originale akvareller og al den tid, talent og omhyggelighed hun havde lagt i motiverne.
Forhåbentlig er der stadig plads til den slags i fremtiden også.
I foråret 2024 havde jeg den store ære og fornøjelse at få liv til at gennemgå Karen K.’s arkiv af efterladte originale akvareller og skitser m.m. Og jeg har fået lov til at dele noget af det jeg fandt med jer.
I dette blogindlæg skal vi tilbage til den sene vinter/ det tidlige forår 1978. Der var Karen Kjærsgaard netop flyttet ind i et lille hus ved landsbyen Tåning i Østjylland. (Hvis du vil læse mere om, hvordan jeg i sin tid fandt Karen K.’s lille hus kan se læse to blogindlæg her og her)
På akvareller her har Karen K. tegnet sit nye hjem, mens det endnu var helt tomt.
Mens vinteren langsom blev til forår, og sneen smeltede, gik Karen Kjærsgaard rundt i sine nye omgivelser og fandt motiver til sine akvareller.
Her er det gården, som lå lidt længere oppe ad vejen.
Og her er det markerne omkring huset:
Billederne er mennesketomme og rummer måske lidt af underlige tomme fornemmelse, man godt kan have, når man lige er flyttet til et nyt sted. Karen K.’s sønner var på dette tidspunkt flyttet hjemmefra, så hun boede alene i det lille stråtækte hus.
Snart kom der dog liv i huset, som man kan se på det næste billede. Naboens børn kom tit på besøg i huset.
I huset sad Karen K. nu og tegnede sine mange akvareller, som skulle blive til gavepapir, fødselsdagskort, julepynt og meget mere.
Hvad jeg opdagede, da jeg kiggede i arkivet efter Karen K., var, at de originale akvareller blev sendt til forlag og producenter rundt omkring i Danmark, USA og andre steder som Kina og Italien for at blive trykt.
Det har sikkert været almindelig procedure på den tid før scannere og digital post, men det er alligevel tankevækkende, at Karen K.’s tegninger på den måde har været på rejse. Når akvarellerne var blevet trykt, blev de sendt tilbage til Danmark til Karen Kjærsgaards hus. Nogle gange havde producenterne skriblet noter på de originale tegninger, som om de var notespapir! De kan virke en lille smule respektløs, men i dag er skriblerierne er del af tegningens historie, som er med til at fortælle om tegningens rejse.
Omtrent i 1978-1980 tegnede Karen K. nogle små nissemotiver, som kom til at blive brugt på julekugler, juleklokker og lysestager. Her er den originale tegning.
Den blev sendt til Italien for at blive trykt over på tyndt gennemsigtigt plastik.
Tegningen kom retur til Karen K. med noter skrevet både på omslaget og selve tegningen.
På omslaget står der på italiensk : “Consegnato giro al cliente, aspettare risposta fra mi…”, som betyder noget i retning af: “ Send pengene til kunden (bank overførsel). Afvent svar fra….”
og
“Misura vaeida” = størrelsen passer.
Det er altså noter i forbindelse med betaling og trykning.
Nederst på den originale tegninger har en italiener skrevet, hvad tegninger forestiller: “Palle con bambini“ = “(Jule)kugler med børn”.
En dansker ser jo tydelig, at det er nisser, som er på tegningerne, men nisser er ikke et kendt koncept i Sydeuropa, så her er de blevet omdøbt til børn.
Tegningerne blev trykt på tyndt plastik, som derefter blevet monteret på julekugler og klokker af plastik.
De samme plastiktryk blev også monteret på små stager af glas til fyrfadslys.
Selv om julepynten blev fremstillet i Italien, var det formentlig ikke meningen, at de skulle sælges på det italienske marked. Forklaringen er nok snarere, at lønninger og produktionsomkostninger var billigere i Sydeuropa end i Danmark her omkring 1978-1980.
Så den færdige julepynt blev sendt tilbage til Skandinavien, hvor nisser var velkendte.
Julekuglerne af plastik blev også lavet til en lyskæde (og blev her sat sammen med julekugler med Lars Carlson motiver), som i hvertfald blev solgt i Sverige – måske også Danmark.
På æsken står der “Import”, og nu ved vi, at det er fra Italien.
Det var ekstra interssant at se denne originale akvarel i Karen K.’s arkiv. Der viser sig nemlig, at kun tre af de fire originale tegninger blev brugt. På både klokker, kugler og lysestager ser man disse tre motiver. Nissepigen med julelys og nissedrengene med en bog og et juletræ;
Motivet med nissepigen med julegrød blev aldrig trykt:
Er det mon italienerne, der ikke har forstået dette motiv med en bambina med et fad julegrød og har valgt det fra? Det er nok kun i Skandinavien, at risengrød signalerer julestemning. Eller blev billedet bare valgt fra ved en tilfældighed, fordi der kun var plads til tre motiver rundt om på siderne af klokker, kugler og lysestager.
Hvem ved, men heldigvis findes den originale akvarel stadig. Den blev malet i og sendt “from Denmark with love”.
Og PS. Det var ikke den eneste gang italienerne skrev på de originale tegninger.
På akvarellen her, som blev til julegavepapir er der også skrevet masser af noter på italiensk i forbindelse med redigering og trykning.
Dronning Mary har netop afsløret årets julemærker 2024, som er tegnet af Niels Ditlev.
Året julemærker 2024
Årets ark med julemærker føjer sig til en tradition inden for julemærker. Nemlig at et tronskifte markeres på julemærkerne det år. Det er sket fem gange siden 1907. Sidste gang var altså helt tilbage i 1972, da dronning Margrethe blev regent. Præcis denne begivenhed i 1972 fik betydning for Karen K. og julemærkerne. Men der vender jeg tilbage til om lidt.
Der er i Danmark udkommet julemærker siden 1904 til støtte for børn, som har det svært. Mange forskellige kunstnere har gennem tiden leveret motiver til de små julefrimærker. Bl.a. de mere kendte kunstnere er Arne Ungermann, Jais Nielsen, Arne Bang, Bjørn Wiinblad, Dronning Margrethe, Ib Spang Olsen og Svend Otto S.
I 1966 skrev Familiejournalen i et interview med Karen Kjærsgaard, at det kun ville være et spørgsmål om tid, inden Karen K. kom til at tegne et julemærke. Det kom imidlertid aldrig til at ske.
Men nu viser det sig, at Karen K. faktisk har lavet flere udkast til julemærker, som desværre aldrig er blevet til noget. Da jeg op til julen i 2023 forberedte en udstilling om Karen K.’s jul på Museum Odense, fortalte Karen Kjærsgaards søn mig, at hans mor også havde tegnet forslag til et ark med julemærker, men at det blev Dronning Margrethe, der vandt det år. Det gjorde mig meget nysgerrig på at se Karen K.’s forslag til julemærker. Det lykkedes imidlertid først at finde Karen K.’s julemærkeakvareller i foråret 2024 i hendes efterladte arkiv. Så de kom ikke med på udstilling, men nu kan I se dem her på bloggen.
Karen K.’s udkast til julemærker
I Karen K.’s arkiv fandtes denne fantastiske tegning af et ark julemærker i størrelse 1:1. På omslaget har Karen Kjærsgaard selv skrevet:
Udkast til julefrimærke. Ikke godkendt. Men senere trykt som kort til Øberg (Ryesgade, København). Desuden folkedragter gennem fire år til Familiejournalens panoramaer.
Karen K.’s forslag til julemærker blev altså ikke godkendt af den kommission, som hver år udvælger “vindermærket”. Men hvilket år, mon Karen K. har indsendt til forlag til kommissionen? Der er ikke årstal for Karen K.’s tegning. Men hendes søns forklaring, om at det var Dronning Margrethe, der vandt, fik mig til at tænke på 1970. Det år tegnede prinsesse (hun var ikke blevet dronning endnu) nemlig året julemærke med titlen Juleforberedelser i Himmelborgen.
Prinsesse Margrethes julemærker fra 1970 i Karen K.’s arkiv
Pudsigt nok fandtes lige præcis dette ark med julemærket gemt i Karen K.’s arkiv.
Imidlertid fandt vi også denne tegning af et udkast til julemærke i stort format:
Her står der jo helt tydeligt Julen 1968, så mon det var det år Karen K. sendte sit forslag ind? I så faldt var det ikke prinsesse/dronning Margrethe der havde vundet over Karen K. i udvælgelsen. I 1968 var det nemlig Bjørn Wiinblad der blev kunstneren bag året julemærke:
Bjørn Wiinblads julemærke 1968. Julemand på rensdyr. Julemærkekomiteens forretningsudvalg 1966. Måske var det disse mennesker der forkastede Karen K.’s forslag til julemærker i 1968.
Men stemte historien om, at Karen K. blev slået af Dronning Margrethe i julemærkekonkurrencen så slet ikke? Jo, det gjorde den. Bare på en anden måde, end jeg lige havde forestillet mig.
Det viste sig nemlig at Karen K. nogle år senere havde lavet endnu et bud på et julemærke. Nemlig i 1972.
Karen K.’s forlag til julemærket i 1972.
Her er et nærbillede af arket:
Jeg synes arket er virkelig smukt, og at det burde været blevet valgt og sat i produktion. Desværre ville skæbnen det anderledes. D. 14. januar 1972 døde nemlig Kong Fredrik d. 9. Derved blev hans ældste datter Margrethe dronning af Danmark. Og traditionen tro fik dette indflydelse på julemærket det år. Det kom nemlig til at være prydet af et motiv af det nye regentpar:
Julemærket 1972.
Personligt havde da langt hellere foretrukket Karen K.’s julemærker med engle, konger og jomfru Maria frem for det kedelige motiv af Margrethe og Henrik. Men traditioner indenfor kongehus og postetat var ikke sådan at hamle op med i 1972. Og hvis man skal “tabe” en julemærkekonkurrence, er Dronning Margrethe da en hæderlig modstander at tabe til!
Heldigvis var Karen K.’s arbejde med julemærkerne jo ikke spildt. Motiverne blev sidenhen brugt andre steder. Allerede i 1968 blev lignende motiver med fokkedragter nemlig bragt som julekort i Familiejournalen. Og dette blev gentaget i 1973-75, så det i alt blev til fire store flotte ark med folkedragter:
Julekort fra Familiejournalen med folkedragter tegnet af Karen K.
Karen K. gentegnede fuldstændigt folkedragtsmotiverne til julekortene i Familiejournalen. Mange af motiverne gik igen, men der er også nogle folkedragter fra julemærkerne, som aldrig blev til postkort. Bl.a. disse fra Århus, Aalborg, Skovshoved: og Anholt:
Som Karen K. selv skrev, blev julemærkearket også genbrugt som kort for “Øberg”.
Her ses kortene:
Julemærkerne blev til postkort
Øberg dækker over firmaet Alfred Th. Øberg A/S, som drev en gros handel med fyldepenne, papirvarer og kontorartikler. Firmaet eksisterede fra 1936-1991 og havde fra 1978 adresse på Ryesgade 3 i København, som Karen K. skriver. Det må altså være engang efter 1978, at Karen K.’s forslag til julemærker blev lavet til to postkort for firmaet Øberg.
Også forslaget til julemærker fra 1972 fandt anvendelse et andet sted. Reproduktionsrettighederne til gavepapir blev nemlig købt af det svenske firma Hedlunds Pappersindustri AB og trykt som gavepapir. Her ses det i firmaets katalog fra 1980:
Rettigheden til at trykke motiverne på kort blev købt af det amerikanske firma Caspari. Men desværre har jeg aldrig set eksempler på disse kort.
Jeg håber, du har fundet det interessant at læse om Karen K. og julemærkerne. Og at du ligesom jeg blev glad for at se disse tegninger, der aldrig har været offentliggjort før.
Du kan læse meget mere om 2024 julemærket og støtte sagen her: julemaerket.dk
Måske meget symptomatisk for PostNords ry for at være langsom til at levere pakker og breve, så ankom de sidste af årets julekort 2023 først her på den tredje hverdag i januar 2024.
Et af kortene er poststemplet 22. december, så det har været 8 hverdage og og 5 helligdage undervejs fra Esbjerg til Tommerup. Det tempo ville næppe have imponeret de postvognskuske, som kørte for Christian d. 4.’s nyoprettede postvæsen i 1624. Nå, PostNord skal nu ikke høre mere negativt fra mig omkring den sene levering, for der var kun tale om “sekundære” julehilsner. Dvs. det var antikvariske julekort, som jeg har købt online.
Mere alvorligt for den døende julekortstradition er det nok, at PostNord d. 1. januar 2024 har øger portoen for at sende et postkort med mere end 100 % til hele 25 kr. Der er næppe nogen, der vil give så meget for at sende en julehilsen i kuvert, når der er så mange alternative elektroniske muligheder.
For få år siden kunne man sende et brev til omdeling næste dage. Det kan man ikke forvente længere. Til gengæld kan man sende en e-mail til den anden side af jorden på et sekund “gratis”
De forandringer, der sker over tid, fik mig til at tænke på en lille satirisk kommentar til fremtidens jul, som jeg læste i et ugeblad fra 1968. Afsenderen er Danmarks Radios generaldirektør, Niels-Jørgen Kaiser (som jeg holder personlig ansvarlig for, at Danmark ikke deltog i det europæiske melodi grandprix i 1967-1977 😞). Han syntes, at julen anno 1968 allerede var lidt “for meget”, og han forestillede sig, hvordan det bare blive værre i fremtiden – også med postvæsnet. Han skriver:
“ Julen er blevet et helårsarrangement. Afstanden mellem juleudsmykningens nedtagning og ophængning bliver kortere og kortere, og når granguirlanderne en dag bliver fremstillet af plastic, ender det nok med, man lader lader dem blive hængende.
Postvæsenet meddeler, at juleposten skal afsendes senest den 25. november, hvis man vil have den bragt ud, og meget tyder i øvrigt på, at breve for fremtiden skal afhentes på posthuset…” (Hjemmet 1968, nr. 52, s. 25)
Plasticgran er i vore dage blevet en kendsgerning, ikke kun i USA. Forsendelsestiderne er, som beskrevet ovenfor, blevet meget lange. Ja, og næsten hver gang jeg får en pakke skal jeg selv hente den i en pakkeshop. Så hr. Kaiser har fået mere ret i sine spådomme end han måske forestillede sig. Dog tager han fejl i at posthuset stadig eksisterer i fremtiden, det gør de ikke mere.
Ak ja, måske var verden lidt simplere og uskyldigere dengang for ca. 60-70 år siden. Eller hvad? Lad os få en kort stund vende tilbage til de gode gamle dage, “der var engang“ og se på et par af de gamle julehilsner på de antikvariske julekort.
Julekortet her er ikke unikt i min samling – jeg har flere med samme motiv. Men det er interessant på grund af sit poststempel med årstallet 1955. Det er nemlig endnu det første år, hvorfra jeg med sikkerhed har kendskab til julekort, som er signeret med den senere så velkendte Karen K.-signatur.
Udover selve poststemplet er kortet også blevet forsynet med et andet stempel, der bønfalder kunden om at skrive tydelig og fuld adresse på sine forsendelser. Og når man ser håndskriften på dette julekort, forstår man egentlig godt postvæsenet. Det er tydeligt nok, at kortet skal til Kongensgade 39, men i hvilken by? Aarhus, Aars, Herning…? I virkeligheden står der nok “Her” – altså i samme by som afsenderen, Esbjerg. Men det hele er en kende indforstået. Et tjek i folletællingen anno 1940 for Kongensgade 39 i Esbjerg bekræfter, at den er god nok, og at modtagerne af kortet er malermester Niels Olesen (lærer på teknisk skole) og frue, Marie Jensine.
Et par år før de modtog dette julekort, nemlig i 1952. Havde familien Nielsen holdt en juleaften, som var speciel nok til, at den kom i avisen. De havde nogle haft to sorte amerikanere som julegæster – nemlig farmeren John Jefferson fra Washington og hans søn John Jr. , som begge var på højskoleophold i Danmark, men manglede et sted at holde jul. Det blev så hos malermesterfamilien i Kongensgade.
(Julen 1955, hvor familen Nielsen modtog Karen K. julekortet, blev ulykkeligt nok Niels Olesens sidste. Han døde pludseligt året efter i Wien under en biltur til Jugoslavien).
Det næste daterede julekort i bunken er sendt i 1961. Hanne ønsker familien Kiilerich et glædelig jul og fortæller, at hun selv skal holde jul hos en venindes forældre, fordi hun ikke har fået fri hverken i julen eller nytåret, hvor der er ekstra travlt.
Karen K.’s motiv med engle der spreder stjernedrys er også anvendt på et kræmmerhus fra samme tid.
På kræmmerhuset har englene dog fået tilføjet glorier.
Det næste julekort er også sendt i 1961 og har fashionabelt guldtryk. Afsenderen, hvis navn jeg ikke kan læse, skriver til Kirsten, som er børnebibliotekar i Slagelse, at hans kone Minna har født en datter i november, og at “den lille satan” har skreget lige siden. Nederst på kortet har Minna dog tilføjet, at alt er Ok!
Kortet var adresseret direkte til Kirstens arbejdsplads, Børnebiblioteket i Slagelse, og det fremgår også at hun næsten lige er flyttet til byen, for afsenderen af julekortet spørger, om hun er faldet godt til der. Så måske kendte han ikke hendes nye adresse.
Her er et billede fra Børnebiblioteket i Slagelse fra ca. 1961, og faktisk er Kirsten en af de to kvinder bag skranken!
Billede fra arkiv.dk.
Men for at vende tilbage til motivet på Kirstens julekort. Guldet og engle står lidt i kontrast til den meget jordnære trillebør, som er på billedet! Men det med at give hinanden en køretur i trillebør fik mig til at tænke på en spøjs historie fra min egen slægtskrønike. Historien omhandler min oldefar, malermester H. Hansen, som jeg aldrig har mødt. Han var en meget religiøs mand, men vist hverken engleagtig eller specielt humoristisk anlagt. Det sidste kunne man ellers måske få indtryk af udfra denne lille historie om ham, som først kunne læses i en lokal avis i Grenå, men som siden blev trykt i Jyllandsposten d. 30. september 1921.
Med moderne reststavning står der:
“Forleden vædede malermester H. Hansen i Ørum med Cykelhandler Jens Nielsen i Ramten 20 kr. og aftensmad på, at han pr. trillebør og uden hvil kunne køre Nielsen fra Ørum til Ramten. Væddemålet blev udført samme aften, og malermester Hansen vandt med glans, idet han på en lille halv time trillede Larsen fra Ørum til Ramten.”
Ørum og Ramten er to små landsbyer på Djursland, og der er ca. fire kilometer imellem dem, så min oldefar har haft fart på. Måske har både pengepræmien og aftensmaden lokket. Måske hjalp en engel med at lette vægten af cykelhandler Larsen i trillebøren?
De næste to julekort er ens og i miniformat, kun 7×10,5 cm. Jeg har en del svenske julekort i miniudgave, men jeg har aldrig set præcis dette motiv i denne størrelse før.
To svenske julekort i miniformat
Det ene kort er formentlig sendt i 1969. Det år blev 35-øres frimærket med “Pelles nya kläder” i hvert fald udgivet af det svenske postvæsen. Det andet kort til gossen Hans-Christian fra farmor er nok sendt nogle år tidligere, for det har kun fået 25 øre i porto.
Kæmpe julekort
Efter de svenske julekort følger et julekort i “kæmpe” format. Nemlig 9,5×21,5 cm. Det store kort har aldrig været anvendt, men ud fra stilen tror jeg, det er et af Karen K.’s tidlige fra 1950’erne.
De sidste to kort, som er fra en serie med farvestrålende nissemotiver, er heller ikke brugte eller daterede, men de er nok fra ca. 1960.
Til sidst en lille krølle på historien. Samme dag som de forsinkede julekort kom helt fra USA et brev med et påskekort tegnet af Karen K. Kortet er fra den helt anden ende af Karen K.’s professionelle karriere. Sikkert fra efter år 2000. Motivet minder os om, at foråret ikke er så forfærdeligt langt væk.
Her i oktober 2023 har jeg den store fornøjelse at arbejde med en udstilling med titlen Karen K.’s jul. Udstillingen åbner på Møntergården i Odense og har åbent fra 3. november til 14. januar.
I sådan en udstilling er det svært at komme uden om Karen K.’s engagement med Familiejournalen. Selv om hun udførte opgaver for mange andre forlag og producenter, må man nok sige, at Familiejournalen eksponerede Karen K. julepynt til en meget bred skare af mennesker. I 1970’erne udkom bladet i hver uge i mere end 300.000 eksemplarer.
En af de sjoveste oplevelser i forbindelse med arbejdet med udstillingen har uden tvivl været at få lov til at besøge Karen Kjærsgaards søn, Jakob og se en masse af hendes originale akvareller. Museet har også fået lov til at låne nogle af akvarellerne til udstillingen.
Akvarel af Karen K.
En af akvarellerne var denne lidt usædvanlige af en lille kirke i sne. Det er en jysk landsbykirke, nærmere bestemt Torsted Kirke mellem Ringkøbing og Holstebro.
På arkiv.dk fandt jeg et foto fra 1982 af Torsted Kirke i sne. Billedet findes på Torsted Lokalhistoriske Arkiv. Det er næsten præcis samme motiv, som på Karen K.’s tegning. Hun kunne godt have brugt dette foto som forlæg for sin tegning.
Jeg vidste ikke helt, hvad tegningen af Torsted Kirke var tænkt til. Motiv på et julekort måske? Svaret lå dog skjult i samme lille mappe, som Karen K. havde lagt akvarellen i – Nemlig denne sammentegning:
Tegningen af Torsted Kirke var simpelthen Karen K.’s forslag til forside på Familiejournalens Julehæfte i 1982.
Men hvad var det nu lige med de der forsider på Familiejournalens julehæfter? Før 1982 var forsider næsten altid malet af den samme mand. Nemlig illustrator Henrik Hansen (1902-1980).
Hans første juleforsider var i 1940 og forestillede Brabrand Kirke ved Århus i sne. Derefter fulgte år efter år flotte vintermotiv. Ofte med kirker og næsten altid af steder som fandtes i virkeligheden. Enten omkring Århus eller Faaborg.
Forside 1953
I 1942 og igen i 1953 var motiv f.eks. hentet fra Den Gamle By. På bladet fra 1953 ses den skrifttype, som blev brugt på julehæftet i årtier fremover. Blot blev stavemåden “julehefte” med tiden erstattet med “julehæfte”.
På julehæftet fra 1969 er Henrik Hansens motiv Kaleko Mølle ved Faaborg.
I 1970 er der et motiv fra en gade i Faaborg:
Og i 1971 igen et motiv fra Den Gamle By.
I en årrække blev Henrik Hansens forsider forøvrigt også brugt på Familiejournalens svenske søsterblad Allers. Så svenskerne fik altså julemotiver af danske lokaliteter.
F.eks. Horne Rundkirke i 1968:
Illustratoren Henrik Hansen flyttede i 1920’erne ind i en villa i Åbyhøj ved Århus. Dengang var det en landsby, men i løbet af de ca. 50 år han boede der med sin familie, blev landsbyen opslugt af storbyen og er nu er forstad til Århus.
To kirker fra Århusegnen (Årslev og Hasle) prydede forsiden i 1977 og 1979.
Motivet fra 1979 blev det sidste, som Henrik Hansen leverede til Familiejournalen. Han døde nemlig i 1980.
I både 1980 og 1981 gik ugebladet ind for genbrug og greb simpelthen tilbage til to gamle forsider af Henrik Hansen, som man så genbrugte:
Forsiderne fra henholdsvis 1968 og 1971 blev brugt påny i 1980 og 81.
I 1982 tænkte man måske alligevel, at man måtte se sig om efter nye tegnere til julehæftets forside. Om bladet henvendte sig til Karen Kjærsgaard for at få hende til at udarbejde et forslag, eller om hun gjorde det på eget initiativ, ved jeg ikke. Faktum er, at der i hendes efterladte arkiv ligger et smukt forslag til julehæftets forside fra 1982. Og faktum er også, at motivet desværre ikke blev brugt.
Forsiden endte med at se sådan her ud:
Kunstneren er ikke angivet i bladet, men jeg ville nu have foretrukket Karen K. nøgterne og alligevel stemningsfulde billede af Torsted Kirke, som den faktisk så ud med sne på tilbage i 1982, i stedet for det lidt sødladne kanemotiv.
Karen K. kom aldrig til at tegne en forside til Familiejournalens julehæfte. Opgaven gik videre til andre kunstnere, f.eks. Mads Stage.
Hvis du gerne vil se Karen K. aldrig brugte og offentliggjorte forsidetegning, så besøg udstillingen på Møntergården. Der er åbent tirsdag-søndag fra 10-16 fra 4. november og til 14. januar.
Kender I den tid sidst på juleaften, når hele stuen flyder med gavepapir? Gaverne er pakket op, og nu ligner gulvet rundt om juletræet lidt en slagmark med gavebånd og halvtsammenkrøllet papir alle vegne. Det hele bliver samlet samme i en sæk og smidt i containeren til småt brændbart, næste gang man besøger genbrugsstationen.
Men hvad nu hvis man gemte lidt af dette gavepapir fra år til år? Ville man opdage, at det over tid ændrede sig lidt i designet? Eller har julegavernes indpakning overhovedet ikke forandret sig de sidste 50 år? Og hvem er egentlig de ofte anonyme designere bag motiverne på det glitrende gavepapir?
Karen K. har selvfølgelig også tegnet gavepapir. Jeg har tidligere skrevet om det her på bloggen ved et par lejligheder. Nemlig tilbage i 2019 (klik) og 2016 (klik).
I løbet af 2022 har jeg været heldig at finde lidt flere eksempler på julegavepapir tegnet af Karen K., som jeg synes, I skal se her. Vi må efterhånden konkludere, at Karen K. har lavet adskillige forskellige designs af gavepapir gennem årene. Et af de gamle stykker julepapir opklarer desuden et spørgsmål, som har naget samlere af retrojulepynt i flere år. Så læs med.
For et par dage siden var jeg heldig at blive gjort opmærksom på en sjov ting, som var til salg: nemlig en mappe med vareprøver på julegavepapir anno 1980. Man må gå ud fra, at det er et varekatalog, som blev sendt ud til papirhandlere og boghandlere i god tid inden julehandlen, så butiksejerne kunne vælge, hvilke designs at julepapir, de ville satse på til julen i 1980. Ifølge sælgeren stammer mappen muligvis fra Søndergård Papir, som var en butik, der handlede med bøger og papirvarer i Thisted.
Mappen er lidt større end A4-størrelse og har indeholdt prøver på mindst 26 stykker forskelligt gavepapir. På bagsiden af hvert nummer er trykt et varenummer.
Flere af vareprøverne er eksempler på fotograferet julepynt, som var trykt på gavepapiret. Den slags gavepapir var populær fra sidst i 1960’erne og i 1970’erne. Her i 1980 begyndte det måske at virke lidt gammeldags:
Særligt specielt, synes jeg, at dette papir med juleplatter Fra Bing & Grøndahl og Den kongelige porcelænsfabrik er:
Men mest interessant i denne sammehæng er selvfølgelig fem design af Karen K., som er i mappen.
Der første ark tegnet af Karen K. er i flot guldpapir med glade engle klædt i striktrøjer og tophuer. Min søster siger, hun kan huske dette papir fra vores barndom, så min mor må have købt det engang. Personligt kan jeg dog ikke huske det fra dengang, men flot er det.
De vinterklædte engle har Karen K. brugt andre steder i sin produktion. Her ses englene på et julekort fra 1987 og på kræmmerhuse fra Familiejournalen i 1978.
Det næste design er med dansede nisser, som jeg ikke har set før. De er næsten lidt samiske i farverne på tøjet:
Det næste gavepapir har både engle og nisser, og er lidt atypisk for Karen K. ved både at afbilde flyvemaskine og nisser i faldskærm:
Vareprøven i mappen er ikke stor nok til at en eneste nisseflyvemaskine er afbildet i fuld udstrækning, så jeg har photoshoppet lidt for at se, hvordan det oprindeligt har set ud, når man havde et større stykke af papiret. Jeg vinder nok ingen for kvaliteten af min billedmanipulering, men man får da en ide, om hvordan det har set ud:
Dette stykke gavepapir fra 1980 er desuden rigtig interessant fordi, det opklarer en diskussion, som længe har stået på mellem folk, som interesserer, sig for Karen .’s designs – nemlig hvorvidt disse ansigtsløse engle på juletekstiler fra Södahl er tegnet af Karen K.:
Jeg har tidligere skrevet om spørgsmålet her på bloggen (klik) og argumenteret for at englene ER tegnet af Karen K.
Med fundet af det her gavepapir kan der ikke længere være tvivl. Sammenholder man englene på papir og tekstil er de besnærende ens. Selv de små gyldne stjerner er med begge steder:
Man må derfor konkludere, at englene på Sødahls juleduge fra 1980’erne ER tegnet af Karen K. Hvorfor man hos Sødahl i sin tid valgte at afbilde englene uden ansigter, tror jeg aldrig jeg vil forstå….
Det næste stykke gavepapir har religiøst motiv: Jomfru Maria med Jesusbarnet, de hellige tre konger og to engle samt en stjerne trykt på blankt skinnende sort og guldfarvet papir:
Lignende (men ikke identiske) motiver brugte Karen K. i 1988 til en serie kræmmerhuse i Familiejournalen:
Betlehemsstjerne fra det førnævnte gavepapir fik også sit helt eget elegante gavepapir. Det er det sidste Karen K. design i mappen:
Til sidst vil jeg lige vise et stykke gammelt Karen K. gavepapir, som en læser af bloggen var så sød at sælge mig et par meter af. Jeg ved ikke, hvor gammelt det er, men mon ikke det også er fra 1980’erne. På sådan et stort stykke gavepapir kan man bedre se, hvordan mønstret gentager sig i det uendelige. Her med søde musicerende engle:
Om få uger vil julegaverne fra julen 2022 ligger udpakkede rundt om i de danske stuerne, mens gavepapiret bliver samlet sammen. Hvem mon har designet det gavepapir, du pakker dine gaver ind i i år?