Nu har vi endelig fået noget, der ligner sommervejr. Jeg har lige været en tur i Ejby Mose, som ligger tæt på Middelfart. Her han man lavet en fin vandrerute gennem naturen.
På turen hørte vi et væld af fuglesang, og det gav mig lyst til at lave et blogindlæg om nogle af alle Karen K.’s fugle. Jeg har tidligere lavet et indlæg om de fugle, som tilbringer vinteren på danske breddegrader, og som man typisk kan se ved foderbrættet, men her skal det handle lidt om sommerens fugle og mere eksotiske fugle – og også lidt om sommerfugle.
Jeg faldt over denne fine frise med fugle, som er tegnet og signeret af Karen K. Til venstre ser du hele den lange, smalle tegning og til højre et udsnit med blåmejseparret, der har unger i reden.
Blåmejserne er hyppige gæster på mange af Karen K.’s vintertegninger, men på denne sommertegning er der også trækfugle, nemlig svaler og en vipstjert.
Udsnit af sommerfrisen med Karen K. signatur.
Er der nogen blandt bloggens læsere, der kan identificere fuglen, der flyver på tegningen herover, så vil jeg gerne høre fra jer.
Karen K. har også tegnet en svale til sit billedlotteri fra 1960’erne, og den er altså ikke længere enlig i hendes produktion.
En anden sommergæst, som man efterhånden skal være heldig for at se her i Danmark er storken. I Ejby Mose var der for 100 år siden en stor bestand – faktisk kunne de næsten være en plage, f.eks. når de tog kyllinger i hønsegårdene. I dag har vi et mere nostalgisk forhold til storken, sådan som det tit er med det, som er forsvundet. I højskolesangbogen kalder Ingemann storken for “sommerens gæst” og Jeppe Aakjær skriver, at storken kommer med sommer og sol. På Ingemanns tid var storkene almindelige i Danmark, men allerede i Jeppe Aakjærs tid fra slutningen af 1800-tallet begyndte bestanden at falde, pga. effektiv udnyttelse af vådområderne til landbrugsjord. I 1952 var der kun ca. 200 ynglende par i landet. I de seneste år kun et eller to par. Derfor virker det næsten profetisk, når Karen K. i midten af 1960’erne placerede storken sammen med eksotiske fugle fra fjerne egne på en af de tematisk inddelte spilleplader i sit billedlotteri.
Hvem ved hvilke fugle, der engang i fremtiden vil leve på danske breddegrader som følge af klimaforandringerne?
Lagde du forresten mærke til tegningen af strudsen på spillepladen ovenfor? Mon Karen K. var inspireret af Jørgen Clevins bog om strudsen Rasmus fra 1945, da hun tegnede sit billedlotteri i 1960’erne?
I min evige søgen på nye ting tegnet af Karen K. fandt jeg for nyligt denne svensk producerede papirfrise med sommerfugle. Der er ikke nogen signatur på den, så man kan ikke være sikker, men jeg tror, at det er en Karen K. tegning.
I hvert fald ligner blomsterne (fra et frugttræ eller en bærbusk) til forveksling dem fra fuglefrisen øverst i dette blogindlæg.
Her er et udsnit fra hver af de to friser sat side om side til sammenligning.
Hvis du selv har fået lyst til at tage en tur i Ejby Mose, kan du læse mere om vandreruten her: Sporet ved Ejby Mose Stedet er virkelig et besøg værd. Eller hvis du bor et andet sted i landet, tag ud i sommeren og nyd naturens vidunder – måske genopdager du noget, du havde glemt eller ser en blomst, du ikke anede fandtes. Og vær med til at passe godt på naturen, det har den fortjent.
Med denne hilsen er der sagt “God påske” på sprogene fra de lande, hvorfra der har været gæster på Karen K. bloggen i 2017 indtil videre. Vi på Karen K. bloggen ønsker at alle får en god og glad påske, og at vi alle må blive lidt sødere ved hinanden.
Og hvilken bedre måde er der at komme i påskestemning og forårsstemning på end med et par af Karen K.’s glade påskebilleder?
Her ser du en stor svensk påskbonad. I mangel af et dansk ord må jeg bare oversætte det med påskebillede. Bonaden som formentlig er fra 60’erne har aldrig været brugt eller pakket ud. Det kan godt undre lidt, hvordan sådan en har overlevet helt uden slid til i dag. Men når jeg finder sådanne ubrugte ting, som en 40-50 år gamle påskbonader, får jeg tit fortalt, at de stammer fra overskudslagre fra gamle svenske landhandler, som ejeren ikke har nænnet at smide ud, selv om butikken har været lukket i mange år.
På dansk kender man især ordet landhandel fra udtrykket “en blandet landhandel”, som ikke nødvendigvis har noget med en købmandsbutik af gøre. En svensk lanthandel som den, hvor min påskebonad stammer fra, var en købmandsbutik, som lå uden for byerne. Siden middelalderen havde købstæderne monopol på at drive handel. Hvis bønderne ville handle, måtte de tage ind til byen. Først i løbet af 1800-tallet giver man langsomt tilladelse til at oprette butikker på landet. I førte omgang dog kun, hvis butikken lå 30 km eller mere fra nærmeste købstad.
Svensk lanthandel fra 60’erne.
I en rigtig gammel lanthandel var der en disk, og ekspedienten fandt de varer frem, som kunderne ønskede. Til jul og til påske i 60’erne og 70’erne kunne man købe billige papirvarer bl.a. tegnet af Karen K. De kostede fra få ører og op til et par kroner.
Denne her svenske påskebordløber er måske blevet solgt i en lanthandel. I hvert fald er den brugt og plettet og har sikkert ligget på et svensk påskebord engang.
Jeg er specielt vild med kyllingerne, som kommer ud af æggene til hornmusik!
Og er det lakridsæg, der indgår i Karen K.’s påskedekor?
Danskerne blev heller ikke snydt for påskebilleder af Karen K. Forsiden med pigen og påskelammet prydede Familiejournalen tirsdag op til påske i 1971. Tænk at det er 46 år siden!
I 2017 er der – i hvert fald næsten – påskeliljer i haven lige til påske.Skønt med forårssol på snuden.
Nogle år senere – i 1978 – kunne man lave sit eget Karen K. påskeklip. I hvert fald, hvis man var hurtig! Bladet med mønstret kom nemlig mandag op til påske!
Det er for resten lidt sjovt at se, at i påskebladet fra både 1971 og 1978 er der en artikel, hvor Familiejournalens udsendte medarbejder, forfatteren og rejselederen og medlem af Eventyrernes Klub Arne Falk-Rønne besøger Jerusalem og fortæller om påskefejringerne der.
Nyd påskedagene. Karen K. bloggen vender snart tilbage med mere gammelt nyt.
I dag vil Karen K.-bloggens forskerteam se nærmere på et rygte, som er begyndt at florere i kølvandet på, at Karen K.’s julenisser af plast er blevet meget populære (og dyre).
Flere steder har jeg set denne lille søde plastdame sat til salg som en Karen K. figur. Men kan det nu passe? Hvis du har beviser for dette, vil jeg gerne høre fra dig. Men nu har jeg selv undersøgt sagen nærmere, og må konkludere, at jeg ikke tror det mindste på, at der er tale om en Karen K. figur!
Figuren forestiller en såkaldt påskkärring. Hvis du ikke ved, hvad en påskkärring er, kan du læse mit blogindlæg fra sidste år om svensk påske. Disse påskehekse er fuldstændigt ukendt i dansk påsketradition, og allerede derfor synes jeg, det er lidt mærkeligt, at Karen K. skulle have designet sådan en. I de efterhånden mange tegninger, som jeg har set af Karen K. på postkort, filtklip, friser og bonader, har jeg heller ikke set en eneste påskeheks endnu. Men ok, det er selvfølgelig muligt, at Karen K. har tilpasset sig svenske ønsker og har designet en påskkärring. Påskeheksen i plast findes både som løststående figur og som lysestage. Lysestagen er udformet som en plastplade, der i formen svarer til Karen K.’s julelysestager med plastnisser. Men som jeg viser i mit blogindlæg om plastnisser, findes der flere nissestager med denne plade, som ikke har noget med Karen K. at gøre.
Den lille påskeplastheks er bestemt nuttet, men jeg synes ikke, hendes træk er specielt Karen K.’ske. Og så har jeg netop fået denne svenske påskefrise i hænderne. Den er tegnet af Lars Carlsson, som har signeret den L.C.
Påskefrise af Lars Carlsson.Nærbillede af påskefrisen. Jeg har sat en rød cirkel om de vigtige ting.
På frisen ser man flere påskehekse, bl.a. en som er fuldstændig identisk med den lille plastfigur: Organgeprikket hvidt tørklæde, lilla vest, orange bluse, grøn trøje, hvidt/orange/lyserødt forklæde og grønt skørt med gult kantning. Også de buttede kinder, den tykke maven, munden og øjenbrynene er identisk på tegningen og figuren. Yderst til højre på frisen ses den kedel, som den lille plastfigur står med.
Så mon ikke vi roligt kan slå fast, at den lille plastheks faktisk er desginet af svenskeren Lars Carlsson. Forbindelsen til Karen K. er i bedste fald er løst rygte…. Så tro ikke på alt, hvad du læser på nettet, hverken 1. april eller alle andre dage hele året rundt.
Sidste år til påske skrev jeg her på bloggen om nogle søde svenske påskekort i lille format – ca. halv størrelse af et normalt postkort. Du kan læse om det ved at klikke her.
I dag er der næppe nogen, der sender et postkort for at ønske god påske. Men så kan man jo bruge de gamle kort fra 60’erne eller 70’erne til andre ting, f.eks. til at bygge korthuse med:
Siden sidste år har jeg fundet ud af, at kortene med de små påskevæsner også blev udgivet i almindelig postkortstørrelse. Så kan man endnu bedre se Karen K.’s fine tegninger.
Teksten bag på kortene – både på de store og de små – er på svensk, og jeg tror slet ikke, de her påskekort blev solgt i Danmark. Formentlig fordi danskerne ikke havde samme tradition som svenskerne med at sende korthilsner til påske.
Jeg har ikke indtil videre fundet et eneste dansk påskekort af Karen K., men til gengæld har jeg fundet disse to, som er blevet udgivet i Finland.
Kortene er som så ofte hos Karen K. del af en serie, hvor tegnestil, motivtemaer, farver og mønstre går igen. F.eks. ser man samme mønster på pigens kjole og drengens påskeæg. Der har givetvis været flere kort i samme serie.
Påskekortet til venstre tilhører Leena, som har givet mig lov til at bruge billedet her på bloggen. Du kan besøge Leenas hyggelige blog om gamle postkort her. Bloggen hedder Kirjeitä myllyltäni (Brev fra min mølle (!)) og er på finsk, men selv hvis du ikke kan læse finsk, er der er masser af flotte postkort at kigge på, bl.a. flere af Karen K. Og sørme om der ikke også er en lille historie om et postkort på dansk, som blev sendt i 1920 fra New York til Nagasaki. Det er sådan nogle kort, der kan sætte fantasien i gang.
Fra Per Sørensens hjemmeside om danske postkortkunstnere har jeg lånt to andre Karen K. påskekort, som formentlig er ca. 30 år yngre end de to finske og lavet til det amerikanske marked.
Jeg synes, det er meget sympatisk af Karen K., at der på påskekortet til højre er andre fugleunger end kyllinger. Hvornår ser man ellers et postkort med en tegning af en topmejseunge? Er der nogen af bloggens læsere, der ved, hvad de to fugleunger øverst er for nogen, så vil jeg meget gerne høre fra jer.
Og jeg vil også gerne høre fra dig, hvis du kender nogen danske påskekort af Karen K.
På dette foto, som stammer fra en “hjemme-hos” juleartikel i Familiejournalen fra 1966, ser man Karen K. omkring spisebordet med sine børn. I forgrunden på bordet står to farvestrålende haner. I baggruden ses julehjerter og nogle af Karen K.’s egne nisser, og børnene laver marcipankonfekt, men mon ikke det hele er en snydejulepyntning til ære for fotografen, som besøgte Karen Kjærsgaards hjem i god tid inden artiklen blev trykt i Familiejournalens julenummer, og inden der var blevet pyntet op til jul i det Kjærsgaardske hjem?
Så er hanerne egentlig julepynt? Jeg synes i hvert fald, at de passer mindst lige så godt til påske.
Og hvad er det egentlig for nogle haner? Du kender sikkert de røde, svenske træheste, som kaldes Dalaheste. Hestene, som er blevet lavet i Sverige i flere hundrede år, er blevet verdenskendte som symbol på Sverige og svensk folkekultur og er blevet en turistattraktion i sig selv.
Stor rød dalahest. Hesten tilhører Peter, som også har taget billedet til mig.
Men der er flere dyr i Dalafamilien, bl.a. grise og haner. Eller tuppar, som svensker kalder de sidstnævnte. Så hanerne på Karen K.’s bord er ægte Dalatuppar.
Bloggerens egne haner på friland.
For ca. 100 år siden fandtes Dalaheste kun i to grundfarver – en rød blymaling, der skulle minde om de brune heste og en hvid med lidt blåt, der skulle ligne gråskimler. (Siden hen er der kommet heste i alle mulige farver). Hanerne findes i flere forskellige grundfarver: sort, hvid, orange, blå og gul.
Måske har de svenske dalatuppar på spisebordet inspireret Karen K. til nogle af de farvestrålende haner i folkelig stil, som hun tegnede i den periode sidst og midt i 60’erne.
To haner fra 1967.Hane fra 1968.Hane fra 1966.Hane fra ca. 1965.
Den 2. april 2017 ville den måske allermest kendte dansker, H.C. Andersen være fyldt 212 år. (Nå ja, og Fernando Møghe og fru Fernando Møghe ville have haft ??-års bryllupsdag). Men pga. det førstnævnte er det i dag værd at se lidt på de illustrationer, som Karen K. har lavet til H.C. Andersens eventyr. Hun har nemlig i flere sammenhænge illustreret hans historier på forskellig vis.
Faktisk er Karen K.’s tegninger til Andersens eventyr stort set de eneste illustrationer til llitteratur, som jeg har fundet fra Karen K.’s hånd. Hun kunne ellers have været en fantastisk børnebogsillustrator.
I 1963 udgav medicinalfirmaet A/S Meco-Dumex en bog: Tolv udvalgte eventyr af H.C. Andersen,
illustreret af Karen Kjærsgaard. Året forinden havde tegningerne i bogen udgjort en kalender, som firmaet udsendte “i en del oversøsiske lande” – velsagtens som gave til udenlandske kunder og forretningsforbindelser. Men som der står i bogens forord, var Meco-Dumex så glade for Karen Kjærsgaards illustrationer, at man syntes, at materialet også burde anvendes i hjemlandet. I bogen findes Karen K.’s tegninger side om side med Andersens oprindelige tekster.
Prinsessen på ærtenNattergalenBlandt bogens illustrationer er også denne til det lidt mindre kendte, og ret drabelige eventyr “De røde sko”.Snedronningen
Det var ikke første gang, Karen K. havde tegnet til H.C. Andersen. Sidst i 1950’erne tegnede hun en serie postkort baseret på Andersens historier. Kortene kom i tre forskellige farver: rød, grøn og blå, og i forskellige oplæg. Nogle af kortene havde et lille citat fra eventyret under billedet. Andre havde titlen på eventyret på dansk, engelsk, tysk og fransk. Det kunne tyde på, at kortene var tiltænkt eksport eller salg til udenlandske turister i Danmark, hvor H.C. Andersen allerede dengang var en stor turistmagnet – ikke mindst efter den amerikanske musicalfilm om Hans Christian Andersen fra 1952 med Danny Kaye i hovedrollen.
Her ses et par postkort fra serien, til venstre med citat, til højre med evntyrerts titel på flere sprog. Kortet med Svinedrengen er sendt som fødselsdagshilsen i 1963. Kortet med Kejserens nye klæder må have ligget længe i en skuffe, inden det i 1992 blev sendt med posten, for at afsenderen kunne deltage i en konkurrence i Ude og Hjemme om en nederdel i størrelse large og en trøje i størrelse medium.
Mange af de eventyr, som findes på postkortene går igen i bogen fra Meco-Dumex, der udkom nogle år senere. Det er interessant at sammenligne Karen K.’s illustrationer til samme eventyr. Stilen på postkortene og i bogen er ret forskellig.
I 1970’erne vendte Karen K. tilbage til H.C. Andersens eventyr. Til Familiejournalen tegnede hun i 1970 et dukketeater over eventyret om Den lille pige med svovlstikkerne, som læserne kunne samle i løbet af julemåneden. Sammen med samlearkene fulgte et manuskript med replikker, så man kunne opføre et teaterstykke. Det var ikke H.C. Andersens originale tekst – hvor den lille pige med svovlstikkerne kun taler med sig selv – men en omskrevet udgave af eventyret, hvor der optrådte flere personer. Den tragiske slutning var der dog ikke ændret på.
I 1973 tegnede Karen K. et dukketeater – eller det er måske mere korrekt at kalde det et tableau – over eventyret Fyrtøjet til ugebladet. Dermed blev Fyrtøjet det eventyr, som Karen K. har illustreret flest gange – nemlig som postkort, bog/kalenderillustration og som saml-selv tableau. Bloggeren blev kreativ og har samlet hele tableauet, som faktisk er temmelig stort at have stående. Herunder ser du Karen K.’s forskellige udgaver af Fyrtøjet – bemærk de skiftende årstider.
Måske har Karen K.’s tegninger givet dig lyst til at læse H.C. Andersens eventyr igen. Det kan de sagtens tåle, og der er garanteret et, du ikke har læst før.
Der kommer snart mere H.C. Andersen her på bloggen.
P.S. Et par af postkortene i dette blogindlæg har jeg lånt fra Per Sørensens side om danske postkortkunstnere.
Jeg er lige kommet hjem fra en lille ferie ved det tyske vadehav. Lige uden for hotelvinduet var to skovspurve ved at bygge rede på taget. Den ene af fuglene har lige lagt en pind fra sig hen over tagrenden, mens de tager en pause fra redebyggeriet og giver sig tid til at pudse fjerene. Inden længe har de årets første kuld unger i reden.
Derfor skal I på bloggen i dag have en lille, hyggelig historie, som Karen Kjærsgaard fortalte i Familiejournalen i 1982, om hvordan hun blev “mor” til en lille skovspurveunge, der var faldet ud af reden. Til historien havde Karen K. tegnet et par billeder. Jeg har suppleret med lidt flere af Karen K.’s egne tegninger.
Tegning, som Karen K. brugte til en kalender i 1999, men som faktisk stammer fra Historien om en lille fugl, fra 1982.
Her begynder historien:
HISTORIEN OM EN LILLE FUGL
En dejlig sommermorgen kom naboens lille dreng, Frederik, pilende ned igennem alleen så hurtigt, hans ben kunne bære ham – så hurtigt, at man faktisk ikke kunne se hans ben – og et øjeblik efter stod han her i min dør – med røde kinder, tindrende øjne og sin små varme hænder forsigtigt lukket om et eller andet.
Alléen fra gården og ned til Karen K.’s hus, som ligger lige bag hækken til højre i billedet, 2016
– Se, hvad jeg fandt oppe på gårdpladsen – den er bestemt faldet ned fra taget! Han åbnede sine hænder, og der lå en stakkels lille fugleunge med store øjne og lange ben – og uden fjer på kroppen – kun få steder, kunne man se, var fjerene ved at gro frem.
Så fik vi travlt, kan I nok forstå. Vi hev brødet ud af min lille brødkurv – forede kurven med mange lag køkkenrullepapir ( – det var bedre end stof og vat, som fugleungens kløer ville hænge fast i), vi lagde fugleungen ned i den nye fine rede og stillede kruven, så den varme luft fra varmeapparatet hvirvlede op om reden. På den måde sørgede vi for, at fugleungen ikke kom til at fryse. Vi lagde et par lag køkkenrullepapir løst hen over kurven – og satte os ned og spekulerede over madproblemerne. Jeg måtte af sted til dyreforretningen efter specialfoder, som jeg kunne bløde op med vand og blande med franskbrød, men så var det også simpelthen sagen for en lille sulten fugleunge.
En af Karen K.’s egne illustrationer til historien.
Nu boede så den lille unge her i det lille hus hos Bell (min glade, kloge, dygtige hyrdehund) – og mig. Den skulle have mad hver halvanden time, fortalte den selv – og gik der mere end 5 minutter over tiden, måske fordi jeg sad midt i en vanskelig tegning, kom Bell med snuden mod min albue og sagde,at nu måtte jeg altså lægge penslerne, for ungen skulle fodres.
Bell var vist også gode vennerne med nisserne, der boede ved Karen K.’s hus. Udsnit af julepanorama 1987.
Og fugleungen blev større og større – dun og fjer piblede ud over hele dens krop. Frederik og hans storebror, Lars, kom og så til den hver dag – inden længe begyndte fugleungen at flagre med vingerne – og en søndag morgen stillede Lars hernede, iført arbejdstøj – og så lavede vi en papkasse fint til med græstørv, grene og soveplads – og med en glasplade som “tag”. Se, der kunne fugleungen prøve vingerne – uden at komme noget til – og I kan tro, den arbejdede! Når jeg spurgte: “Hvor er du, fugleunge” svarede den med et lille tyndt “Her”.
Lille skovspurv på kvisten. Udsnit af julepanorama 1982.Musvitternes rede. Forårstegning af Karen K.
Efterhånden måtte den have længere flyvestræk – den fik lov til at flyve rundt i stuen – og siden kom den solskinsdag, hvor jeg tænkte, den skulle flyve i hegnet. Jeg satte den forsigtigt på af en kvistene og gik hen i køkkendøren – og næsten hurtigere end lynet sad fugleungen på mig igen og fortalte “Sol eller ikke sol – denne verden er altså alt for gruelig stor”. Mange gange gik jeg hen med den på kvisten, og mange gange fløj den tilbage til mig – men så lidt efter lidt lærte den, at i hegnet var der nu ganske sjovt – der var legekammerater – en lille gulbug og en flok musvitbørn – og køkkendøren stod altid åben. Ind imellem kaldte jeg mit: “Hvor er du, fugleunge?” – og hver gang lød det “Her” ude fra hegnet.
Den blev jo træt, den lille unge – ganske som menneskebørn bliver det – og skulle have sin middagssøvn. Så stillede jeg mig i døren med armene bøjede, og fugleungen kom flyvende, ordnede folderne i mit skjorteærme som en rede og lagde sig til at sove – efter, med hovedet på skrå og blikket rettet op mod mig, at have sagt sådan stille og uden ord: “Nu passer du vel på mig, mens jeg sover?” Og jeg passede på. Og fugleungen sov.
En af Karen K.s egne illustrationer til historien.
Sidenhen lærte jeg den at spise hirsefrø – at tage bad i en underkop med vand og at drikke vand selv… Den hele sommer gik – med mange travle , dejlige dage for fugleungen, Frederik, Lars, Bell og mig – og efteråret nærmede sig. Børnene og jeg havde jo talt meget om, at det skulle være en lille fri fugl, som fløj rundt under Vorherres himmel – ikke en burfugl – og vi havde bestemt, at når den var vokset til, ville vi sætte den ud oppe ved gårdens hønsehus og stald. Dér var altid vand og foder, døre og vinduer, den kunne flyve ind og ud ad – sove kunne den under hønsehusets tag. Og der var en dejlig rosenhæk med en gudsvelsignelse af spurve, og det var godt, for fugleungen var selv en lille spurv.
Kassen med græs og grene blev sat væk, og fugleungen begyndte at sove på den øverste køkkenhylde – døren stod altid åben ud til haven, så om morgenen fløj den selv ud, og henunder aften – når mørket faldt på – kom den ind og gik til ro på sin køkkenhylde. Nu – syntes jeg – havde den lært alt, hvad jeg kunne lære den – gulbugen havde lært den at fange insekter i hegnet, og selv vidste den fra fødslen, at den skulle have ryggen dækket mod angreb ovenfra , når den sov – og at den skulle være ganske stille, når krageskrigene fyldte luften.
Udsnit af illustration til “Den grimme ælling”, Karen K.Karen K.’s egen illustration og billedtekst til historien.
Nu var tiden inde til , at fugleungen skulle rigtigt ud i livet, og på endnu en dejlig solskinsdag bar jeg den op til stald og hønsehus – jeg stillede lidt af dens eget foder og underkoppen med vand – og viste den at den kunne flyve ud og ind ad hønsehusets dør, ganske som i det lille hus. Nogle timer efter så jeg til den igen. Da kom den hvirvlende ud af spurveflokken hen til mig – et lille fjedret bundt af dirrende kærlighed: ”Gud ske lov, du kom – min middagssøvn – min mad – jeg er så træt og sulten.” Den sov i mine skjortefolder og spiste, så halsen bulede ud. Jeg satte den siden til ro inde på hønsehusets øverste hylde og gik op til den igen, da mørket var ved at falde på – og næste morgen tidlig. ”Her”, svarede den, når jeg kaldte og hver gang fik den mad og vand. Endnu en gang så jeg den deroppe – ind imellem så børnene den.
Karen Kjærsgaard med sine heste. Foto: Mogens Lange. Familiejournalen 1966, nr. 51
Næste forår, da jeg gik om min pony i stalden, mærkede jeg vingesus tæt ved min kind, og i vinduet sad en lille spurv, som jeg kunne komme ganske nær. Se – det var historien om den lille fugleunge, som nu flyver rundt mellem alle de andre kække spurve under Vorherres blå himmel.
Jeg havde nok aldrig forestillet mig, at jeg i en alder af 40 år ville købe min første påklædningsdukke. Men da en læser af bloggen gjorde mig opmærksom på, at Karen K. også havde tegnet påklædningsdukker, blev jeg selvfølgelig nødt til at undersøge sagen.
Det endte med, at jeg købte denne påklædingsdukke af en dame i Sverige.
I Sverige var påklædningsdrengen blevet leget med under navnet “Åke”, som var skrevet bag på ham og alt hans tøj. Der ser ud til, at han er blevet brugt flittigt, for hovedet har været revet af.
I virkeligheden hedder drengen Rasmus, og han har haft en del mere tøj af vælge imellem. Jeg kom nemlig i kontakt med en samler af påklædningsdukker, som kunne vise mig det originale ark.
Det originale Rasmus-ark. Billedet er brugt med tilladelse fra Maja.
Selv om Karen K. ikke har signeret arket, er der ingen tvivl om, at hun står bag. Ansigtstrækkene, skoene og baggrunden af hessian er noget som kendes fra andre værker af Karen K. Det er pudsigt, at der ikke er tale om tegnede ark, men et fotografi af de udklippede dragtdele lagt på en hessianbaggrund. Både Rasmus, tøjet og de små blomster kaster skygge på baggrunden. Tøjet er klippet ud af rigtigt stof.
Arket med Pernilla pålædningsdukken. Billedet er brugt med tilladelse fra Maja.
Rasmus viste sig også at have en søster. Nemlig Pernilla. Læg mærke til, at børnenes mor har syet en nederdel til Pernilla og en skjorte til Rasmus i det samme stof.
Navnene Rasmus og Pernilla tyder på, at arkene har været til salg i Sverige – men hvem ved, måske også i Danmark? Præcis, hvornår de er fra, er vanskeligt at sige. Børnenes tøj kunne ligne noget fra 1950’erne eller måske snarere 1960’erne, men en påklædningsdukkes tøjstil kan ikke i sig selv datere dukken. Umiddelbart tænker jeg, at teknikken med fotograferede klippeark peger mere mod 1960’erne.
Der er mange ligheder mellem Rasmus og Pernilla og de kollager, Karen K. lavede med titlen “Børns leg”, og som jeg tidligere har bedømt til at være fra anden halvdel af 1960’erne. Læs mere her.
Rasmus vinker til dreng i sæbekassebil fra “Børns leg”.
Her ses påklædnignsdukken Rasmus sammen med et billede fra “Børns leg”. Drengen i sæbekassebilen har et halstørklæde i samme stof som Rasmus’ skjorte og Pernillas nederdel. Det ser også ud til, at han har Rasmus’ blå ruskindsjakke og røde vanter – samt Pernillas hue – på.
På billedet herunder bliver der brugt rigtige blomster ligesom på arkene med Rasmus og Pernilla, og børnenes røde sko er præcis de samme. Pigen til venstre ser ud til at have Pernillas blåblomstrede kjole på.
Billede fra serien “Børns leg”.
Det er rimeligt at antage, at påklædningsdukkerne og kollagerne fra “Børns leg” er blevet til omtrent samtidigt. Karen K. har anvendt sig af samme stil, og det er de samme stofrester, som er blevet brugt i begge tilfælde.
Jeg bliver nok aldrig den store fan af at lege med påklædningsdukker, men Rasmus får lov til at bo her i min skuffe sammen med sin garderobe.
Karen Kjærsgaard var ikke den eneste i familien, som fik en karriere med et kunstnerisk indhold. Karens tre år ældre søster, Kirsten, læste kunsthistorie og fik en lang karriere som museumsdirektør i Firenze. Kirsten Aschengreen har flere gange givet interviews om sit liv og karriere til forskellige blade.
Kirsten Aschengreen Piacenti, fra artikel i Politiken 1977
De to søstre tilbragte deres tidligste barndom med forældrene i Indien, indtil familien flyttede til Danmark, hvor døtrene gik i skole. (Læs mere her). Kirsten Aschengreen ville læse kunsthistorie, men syntes, at uddannelsen på Københavns Univesitet i efterkrigsårene var provinsiel. Derfor tog hun til London, hvor hun tog sin uddanelse, mens hele hendes arbejdsliv kom til at ligge i Italien, hvor hun også blev gift og fik efternavnet Piacenti.
I 1971 blev hun museumsinspektør ved sølvmuseet, Museo degli Argenti, Palazzo Pitti i Firenze. Og i 1974 blev hun direktør for museet. I 1996 blev hun museumsdirektør for Museo Stibbert, som er et museum baseret på én mands private samling af bl.a. renæssance rustninger og våben fra store dele af verden – samt malerier, porcelæn og dragter. Kirsten Aschengreen Piacenti har fået adskillige udmærkelser og har bl.a. arbejdet for det engelske kongehus. Hun fortsatte som museumsdirektør mindst frem til 2010.
Kirsten Piacentis gård uden for Firenze. Foto fra Antik & Auktion 2006.
Måske er det arkitekturen og landskabet omkring søsterens gård, der har inspireret Karen Kjærsgaard til den julekrybbe hun tegnede til Familiejournalen i 1999. Stemning er i hvert fald lidt sydeuropæisk i tegningerne.
Interiør og udsigt fra Betlehemsstalden i Karen Kjærsgaards julekrybbe.Foto fra en af museets sale. Billede fra portrætartikel i Familiejournalen 1987.
Af de mere dramatiske episoder fra sit arbejdsliv, som Kirsten Aschengreen har fortalt om i interviews, er den store oversvømmelse i Firenze i 1966, hvor Arno-floden gik over sine bredder og beskadigede flere uvurderlige kunstskatte med mudret vand. Hun havde en stor rolle i at redde disse genstande. I 1984 overlevede hun en voldsom gaseksplosion på museet, som har til huse i det gamle 1500-tals palads Palazzo Pitti, der oprindeligt var residens for fyrsteslægten Medici. Loftet i museumsdirektørens kontor, der engang var en storhertugindes sovegemak, faldt ned ved eksplosionen – tre tons i alt – men lykkeligvis overlevede alle de tilstedeværende.
Hvis du vil læse mere om Kirsten Aschengreens karriere, kan du klikke her og her. Du kan også læse de artikler, som jeg har brugt til denne artikel.
Kilder: Jonna Dwinger: Dansk studine uden håb blev berømt museumsdirektør i Italien. Politiken 19. maj 1977, 2. sektion, s. 6). Karen Døssing: Et liv fyldt med Firenzes skatte, Antik & Auktion 2006, nr. 3, s. 58-62., Johs. Christiansen: Miraklet i Firenze. Familiejournalen nr. 33 1987, s. 22-23 og 29.)
Selv om vintrene måske ikke er, hvad de var engang med sne og frost, så er det alligevel hyggeligt at fodre fugle i haven og holde øje med, hvilke fugle, der kigger forbi. Det er jeg sikker på Karen Kjærsgaard også har gjort. I hvert fald er hendes tegninger fyldt med småfugle, og jo mere man kigger efter, jo flere dukker de frem i alle hjørner af de landskaber, Karen K. har tegnet.
Udsnit af Karen K. julepanorama 1994.
Da Karen K. har tegnet langt flest vinterbilleder, er det overvejende standfuglene – dem som ikke flyver sydpå om vinteren – som hun har afbildet. Og det er især de fugle som kommer til foderbrættet hun har tegnet. Det er de små fugle – spurve og mejser. Krager, skader og andre store krabater har jeg endnu ikke set i Karen K.’s produktion.
Noget af det interessante ved Karen K.’s fugletegninger er at selv ved de mest naivitiske og hyggelige af slagsen er der næsten altid tale om rigtige fugle, og hun har gengivet fuglene med deres karakteristiske træk, så de kan genkendes. På denne tegning fra 1977 har jeg forsøgt at sætte navne på de mange fugle i træet.
Udsnit af Karen K. julepanorama 1977
De fleste af fuglene på tegningen er meget genkendelige – men jeg er lidt i tvivl om grønirisken og gråmejsen. Og blåmejsen ser også lidt mærkværdig ud. Men alle tre fugle er med i den gruppe af fugle, som bliver “det sædvanlige slæng” på Karen K.’s tegninger gennem årene.
Her ses det mest af slænget: Musvit, skovspurv, stillids, rødhals, gråmejse, blåmejse, bogfinke og gulspurv.
Udsnit af Karen K. julepanorama fra 1993
Blåmejsen
Reklame for Mejse-yoghurt, Samvirke 1982
Hvem husker ikke den lille muntre blåmejse fra sin barndoms yoghurt?
Den lille vimse fugl med de klare farver er nok også en af de mest genkendelige i den danske natur og ved foderbrættet.
Karen K. har tegnet den tit, og her nedenfor ser du en samling af hendes blåmejsetegninger fra 60’erne til 90’erne.
Skovspurven og gråspurven
Man kan nemt komme til at forveskle skovspurven og gråspurven. Begge fugle er meget almindelige i Danmark, selv om bestanden af dalende. Om vinteren færdes de gerne i flok – også skovspurve og gråspurve sammen, og de ses tit ved foderbrættet.
Her kan du få hjælp fra Karen K.’s tegninger til at skelne du to spurve fra hinanden. Gråspurvehannen har en grå kalot, mens skovspurvene har en brun kalot og ligesom en lys krave og en sort plet på kinden. Hos skovspurvene er hannen og hunnen ens. Gråspurvehunnen er mere ensartet gråbrun.
Til venstre ser du en skovspurv på et julekort fra 1984. Til højre ser du en et gråspurvepar fra et udsnit af et julepanorama fra 1982.
Gråspurvene fra 1982 er indtil videre den eneste tegning af en gråspurv jeg har set fra Karen Kjærsgaards hånd. Skovspurve er der til gengæld mange af på hendes tegninger. Her er et udvalg fra 70’erne til 90’erne.
DOMPAPPEN
Dompappen med det flotte røde bryst har Karen Kjærsgaard også tegnet flere gange. Her er er en samling af tegninger fra 197o’erne og 80’erne.
Dompappen har fået sit lidt spøjse navn pga. netop sin røde bug. Navnet kommer af det tyske ord “Dompape”, som betyder en præst ved en domkirke. Til kirkelige højtider havde disse præsten nemlig en højrød dragt på. Måske pga. den røde farve er dompappen et yndet motiv på gamle julekort – ikke mindst i de angelsaksiske lande og Tyskland.
Som ved så mange andre fugle, er det hos dompappen hannen, som er den mest farverige og genkendelige, og det er som regel dompaphanner Karen K. har tegnet. Men på desginet “Winter Birds”, som er trykt på servietter, engangstallerkner mm. for det amerikanske firma Caspari har hun tegnet både en dompaphun og -han.
Udsnit af papirserviet
En fugleuro
I 1979 tegnede Karen K. er overdådig julefugleuro til Familiejournalens læsere. Her var der ikke mindre en 16 forskellige småfugle – og en ekstra rødhals i fine små bevingede udgaver.
Med engle, hjerter og grangrene oven i festen stillede uroen visse krav til læserens tålmodighed, når det kom til snoretrækkeri. Jeg indså, at det var en tålmodighed, som jeg ikke kunne mønstre, og desuden kunne jeg godt tænke mig at lave en dekoration som ikke signalerede jul.
Det blev til dette fugletræ i stedet.
På en gåtur fandt jeg et par nedblæste grene fra et poppeltræ, som jeg stak i en vase, og så var det bare at gå i gang med at samle fugle og hænge dem op.
Hvis du selv har lyst til at samle fugle finder du de fleste af fuglene fra uroen på flickr, lige til at printe ud. Klik her.
Pas god på med at følge samleanvisninger alt for slavisk! Der er nemlig gået lidt kludder i nummerering på arkene, og der er blevet byttet om på halerne. Musvitten har byttet hale med blåmejsen, gråmejsen har byttet hale med stillidsen, gulspurven har byttet hale med dompappen og bogfinken har byttet hale med grønirisken. Gad vide, hvor mange mennesker rundt omkring i landet der samlede fuglene uden at opdage fejlen i 1979. Det må der være kommet nogle meget spøjse fugle ud af….
De lidt “sjældne”
Mellem uroens fugle er der nogle stykker, som man ikke ser så tit i Karen K.’s tegninger. Bl.a. jernspurven og halemejsen.
Halemejsen
Halemejsen er er en lille fin fugl med hvidt hoved og en lang hale. Jeg havde aldrig hørt om halemejser, før der pludselig var en flok på fem af slagsen, som begyndte at besøge de mejsekugler, som min kæreste have hængt op i sit piletræ.
Her ses du Karen K.’s udgave af en halemejse til højre og til venstre et foto af den ægte vare. Fotoet har jeg fået lov til at bruge af Lizzie Sørup Pedersen, som har taget det og lagt det i den superhyggelige facebookgruppe Danske fugle. Gruppen kan anbefales, hvis du bliver i godt humør af smukke fuglebilleder.
Det er blevet til et par tegninger af halemejser blandt Karen K.’s mange fugle:
Udsnit af julepanorama 1996Et helt træ fyldt med halemejser. Udsnit af julepanorama 1991.To halemejser nyder foderet, som min kæreste har hængt op.
Solsorten
Udsnit af julepanorama 1994
Du skal lige se nogen af de andre fugle som Karen K. sjældent tegner. Det behøver ikke at betyde af fuglene er sjældne i naturen. Mærkeligt nok er der f.eks. næsten ingen solsorte i Karen K.’s vintertegninger, selv om det er en af de fugle man hyppigst ser i haven og omkring menneskenes boliger. Faktisk har jeg kun finde én eneste tegning med solsorte på. På julepanoramaet fra 1994 er der to solsorte. Den eneste kan du se øverst i dette indlæg, og den anden kommer her. Mon Karen K. ikke brød sig om solsorte, der synger så smukt om sommeren, men om vinteren mest er en hidsig fugl, der ikke byder sig om at deres foderet med den mindre spurve og mejser?
Spætmejsen
Her er der tre spætmejser, som jeg også kun har fundet på én tegning af Karen K, nemlig julepanoramaet fra 1992.
Spætmejsen er den eneste fugl i Danmark, som kan løbe både ned ad træstammer med hovedet nedad.
Selv blev jeg desværre først bekendt med spætmejsers eksistens, da min kat en dag kom hjem med to døde eksemplarer. Heldigvis var der igen spætmejser i træet uden for mit vindue det næste forår.
Den lille spætmejse er forøvrigt måske en sladderhank om hvor motivet på Karens K.øs vinterbilledet er hentet fra. Det er nemlig sådan at spætmejse med rød bug lever i Jylland og på Fyn, mens de på Sjælland har lys bug. Så måske er det en vestdansk granplantage, man ser i baggrunden.
og lige lidt flere:
Flagspætte fra billedelotteri, 1960’erne.Skovduer. Udsnit af julepanorama 1994.Gråsiskener på engangstallerken fra serien Woodland Birds – nederst en rødhals. Fra den sene del af Karen Kjærsgaards karriere, hvor nisser var blevet afløst af fugle, som de mest gennemgående væsener i hendes tegninger.
Men lad os vende tilbage til der, hvor vi startede, nemlig med at fordre småfuglene her ved vintertid. Det er hyggeligt at følge med i, hvilke fugle, man får besøg af.
Det kan godt gå lidt tid, inden fuglene opdager maden. Måske skal man overveje lokkemejser….
Og husk at placere maden et sted, hvor katten ikke kan komme til, så det ikke ender med fuglebuffet!
En anden sommergæst, som man efterhånden skal være heldig for at se her i Danmark er storken. I Ejby Mose var der for 100 år siden en stor bestand – faktisk kunne de næsten være en plage, f.eks. når de tog kyllinger i hønsegårdene. I dag har vi et mere nostalgisk forhold til storken, sådan som det tit er med det, som er forsvundet. I højskolesangbogen kalder Ingemann storken for “sommerens gæst” og Jeppe Aakjær skriver, at storken kommer med sommer og sol. På Ingemanns tid var storkene almindelige i Danmark, men allerede i Jeppe Aakjærs tid fra slutningen af 1800-tallet begyndte bestanden at falde, pga. effektiv udnyttelse af vådområderne til landbrugsjord. I 1952 var der kun ca. 200 ynglende par i landet. I de seneste år kun et eller to par. Derfor virker det næsten profetisk, når Karen K. i midten af 1960’erne placerede storken sammen med eksotiske fugle fra fjerne egne på en af de tematisk inddelte spilleplader i sit billedlotteri.
I 1963 udgav medicinalfirmaet A/S Meco-Dumex en bog: Tolv udvalgte eventyr af H.C. Andersen,
Her er der tre spætmejser, som jeg også kun har fundet på én tegning af Karen K, nemlig julepanoramaet fra 1992.
Mikaels Karen K. blog 