Her sidst i december er mange nisser ved at gøre sig klar til at rejse derhen, hvor de bor, når det ikke er jul: Skabe, skuffer og kasser på loftet. Inden de sidste rejser væk, vil jeg dog lige fortælle lidt nyt om de populære gamle Karen K. nisser i plast fra 60’er-70’erne. Jeg har tidligere skrevet om dem her på bloggen, og lige præcis den side er blevet den allermest populære at besøge. Du kan besøge siden her, hvis du ikke allerede kender den: https://mikaelskarenkblog.com/2016/10/27/karen-k-nisser-af-plast-og-engle/amp/
På siden skrev jeg dengang, at jeg ikke havde fundet bevis for, at nisserne var blevet solgt i Daells Varehus, fordi de ikke optrådte i postordrekatalogerne fra dette varehus. Men siden har jeg set mindst én Karen K. nisse med prismærke fra Daells Varehus, nemlig ham her:
Så Karen K. nisserne må have været til salg i den fysiske butik i Nørregade i det indre København.
I det hele taget har nisserne været til salg mange stede: i Brugser, i Føtex’er og kiosker – ikke bare i Danmark men i hele Skandinavien.
Karen Kjærsgaards søn, Jakob har fortalt mig, at nisserne vistnok blev produceret af Hedlunds Papirindustria i Sverige. Og det er sikkert rigtigt. Firmaet var storleverandør af juleartikler (f.eks. gavepapir og julepynt) til hele Skandinavien i 60’er-70’erne). Men for nylig er jeg også blevet opmærksom på, at i hvert fald nogle af nisser blev Made in Hong Kong som så meget andet af datidens plastjulepynt.
Jeg fik nemlig en e-mail fra Linda i USA, som havde fundet de fire nisser på billedet her i sin svigerfars julepyntskasse. Linda havde fundet vej til Karen K. bloggen og skrevet til mig.
Og både begge nissepiger og nissebedstefaren havde klistermærker der afslørede, at de var Hong Kong produkter:
Der har siddet et lignende klistermærke under nissedrengens fod:
Endnu mere overraskende var det for mig, at nisserne var blevet solgt i USA. Hos en blomsterhandler. Det fremgik af prismærkerne:
Så Karen K.’s nisser – som jeg troede var rent skandinaviske – er altså rejst helt til USA. Nærmest immigreret. I USA hvor man ikke kender til nisser i skandinavisk forstand har de nok taget navneforandring til Christmas Elfs – julemandens små hjælpere. Tak til Linda for at åbne et helt nyt kapitel i historien om Karen K. nisserne!
Men hvad med den gamle nisse med skægget? Er han også designet af Karen Kjærsgaard. Umiddelbart vil jeg sige nej, fordi Karen K. stort set kun tegnede unge nisser og nissebørn i den periode, hvor hendes tegninger dannede grundlag for plastiknisserne i 3D. På den anden side ligner hans hue jo ret meget de andre nissers. Det er et åbent mysterie, som vi måske vil finde svar på en kommende jul.
Da Karen K. begyndte at tegne julepynt til Familiejournalen i 1966, blev det i bladet omtalt som “julestads”. Om det er et gammelt eller et jysk ord, ved jeg ikke, men hyggeligt er det. Karen K.’s juletræspynt fra Familiejournalen er noget, som mange danskere på min alder og ældre kender: kræmmerhusene med engle og hjertekurvene med nissepiger og nissedrenge var fast indslag i Familiejournalens decembernumre i en årrække.
Men før julestadsen til ugebladet havde Karen K. i løbet af 1960’erne også tegnet andet juletræspynt, som kunne købes i fri handel. Enten som store ark, der skulle klippes ud og limes sammen eller – for den dovne husmoder 😉 – som allerede udklippede kræmmerhuse, julekurve og hanke, som blot skulle limes sammen. Dem købte man i en lille klar plastikpose. Hvad enten man købte klippeark eller en pose var der som regel seks-syv stykker julestads i hvert køb.
Jeg har været lidt på jagt efter den her gamle Karen K. julestads de seneste år. Tidligere i år fandt jeg dette ark. Jeg er lidt i tvivl, om det er originalt eller en kopi. Det er nemlig trykt på en lidt mat type papir – og der er kun fem stykker pynt på arket. Arket virker til at have være del af en blok med flere ark, så det er muligt, at man har kunnet købe ark med julepynt på den måde i en boghandel eller lignende engang. Eller også er det en nyere kopi, det virker som om, der er blandet julepynt fra to forskellige “serier” sammen – nemlig dels de stribede kræmmerhuse, som, jeg med sikkerhed ved, blev solgt på selvstændige ark, og så de mere detaljerede kræmmerhuse med nisser og engle. Kopi eller ej får man et indtryk af Karen K.’s julepynt fra 1960’erne.
Allerede sidste år var jeg heldig at finde lidt af det gamle julepynt og hænge det på juletræet. Det kan du læse om her:
Men her i 2021 har jeg været heldig af finde lidt mere. I dag den 23. december skulle der pyntes juletræ, og den nye gamle Karen K. pynt skulle selvfølgelig også på. I år blev der pyntet juletræ med sne dalende uden for vinduerne. Så bliver det ikke hyggeligere!
Her er noget af det pynt, der skulle på træet:
Og her er den senest tilkomne Karen K. pynt.
Der skulle en nænsom restaurering til: stearinlys fra gamle jules juletræslys skulle skrabes af, hanke skulle remonteres og fladtrykte kræmmerhuse skulle bringes i form igen. Men så var de også klar til at komme på træet.
Alle nisse-/englemotiverne fra julstadsen er også blevet brugt til julekort i samtiden. Se bare her:
Motiverne herunder har jeg endnu ikke set som julekort, men jeg er sikker på, de findes:
Den her lille julekurv er også sjov:
Motivet findes som julekort:
Men Karen Kjærsgaard har også genbrugt et af delmotiverne til et andet stykke julestads. Hun har bare skiftes engelen ud med en nisse og lavet en dekorationsnisse med pindsvin:
Til sidst et lille fif. Hvis dit juletræ ligesom vores i år har lige bare og åbne områder, hvor der ligesom mangler en gren, så fylder en nisseremse eller to tomrummet godt ud.
Rigtig glædelig lillejuleaften!
P.S. Lige et fif mere: Har du rigtig meget julepynt? Køb to juletræer 😀
Her i 2021 har jeg for første gang i årevis modtaget et personligt julekort med hilsen og det hele. Oven i købet både håndskrevet og håndtegnet med flotte juleskovsnegle. Det kort er jeg glad for.
Hvad angår tilgangen af nye, gamle Karen K. julekort til samlingen er der ikke sket så meget. Faktisk er det ved årsopgørelsen kun blevet til fire nye kort:
De tre kort i samme stil er fra omkring 1957. De har aldrig været sendt, men er blot blevet gemt i alle de år. Som man kan se, har de to øverste kort helt samme motiv – bare i to forskellige farver.
Kortene er nogle af de tidligste, Karen K. har lagt navn til. Hun hae været omkring 25 år da disse kort udkom på forlaget L. Levison junr. Kortene er fra to forskellige serier (varenumre 5337 og 5338) med stregtegninger af motiver fra julenat i Betlehem og mere moderne og hjemlige motiver med julepynt.
Så vidt jeg ved kom alle motiverne i tre farver: rød, grøn og blå. De røde har dog nok solgt bedst, i hvert fald er det dem, man oftest finder i dag.
Det sidste nye gamle kort for i år er kommet helt fra USA, hvor det er udgivet i 1977 – efter en original af Karen Kjærsgaard, som der står trykt på bagsiden. Den omtalte original må være det ark med julepynt i almuestil, som Karen K. tegnede til Familiejournalen i 1967. Her ses stjernen med det glade par i folkedragt som centre-piece.
I det julehæfte, hvor arket med julepynt blev bragt, kommer Karen K. selv med forslag til, hvordan julepynten kan bruges: bl.a. til en juleuro. Og at bladets læsere har taget ideen til sig, ved jeg, fordi jeg har fundet en gammel uro netop med stjernen fra det amerikanske julekort som bærende element. Alle delene er blevet forstærket med karton og har overlevet fint til i dag.
Det var et kort overblik over julekortene fra 2021. Det bliver spændende, hvad gammelt 2022 bringer.
Her på Karen K. bloggen kan vi godt lide – i al kærlighed – at omtale os selv som Karen K. forskningscentret. Vi er en forskningscenterleder og en forskningsassistent, der altid søger nye og glemte værker af Karen K. Vi indsamler, kategoriserer, katalogiserer, daterer dem og sætter dem ind i en kulturhistorisk ramme og formidler dem til her på bloggen.
Det gør det endnu sjovere, når læserne leger med på idéen om Karen K. forskningscentret. Derfor var jublen stor, da vi forleden modtog en donation til videnskaben fra en læser: et hidtil ukendt juleværk af Karen K. Stor tak til Lis, som driver retrosiden jakmussen.dk for gaven!
Tid, sted og anvendelse?
Lad os gå til værks som Piet van Deurs ville have gjort det og fastslå tid, sted og anvendelse. Der er tale om en aflang papirgenstand med målene 57×20 cm. Der er tryk på den ene side med flyvende engle på en mørkeblå baggrund omgivet af stjerner. Genstanden afslutter i en halvbue i den ene ende og det ses af kantudsmykningen, at denne afslutning er original. Derimod slutter den med en ret kant i den anden ende, som ikke er original, her ses værktøjsspor i form af lidt skæve klip med en saks. Det er derfor ret sikkert, at genstanden oprindeligt har været længere – formentlig præcis dobbelt så lang. Nogle svage brune pletter på papirets bagside (kaffe) antyder, at den har været i anvendelse på et bord, og der må være tale om en såkaldt juleløber. Måske skal man forestille sig, at dugen har været brugt til et juleselskab, hvor den er blevet beundret af gæsterne, for så at blive delt i to og givet hjem med to af gæsterne, som en form for gavegivning eller afdeling, en praksis der kendes i de fleste kulturer.
Selv om der ikke er Karen K. signatur på dugen, kan der ikke være tvivl om, at hun står bag. Alle træk ved englene fra de bare tæer og de spraglede kjoler til de syngende munde med det lidt forbavsede udtryk og de mørke prikøjne er sikre Karen K. indikatorer. Værket har formentlig været signerer på den halvdel, der nu mangler. Og den anden halvdel har formentlig været spejlvendt identisk med den bevarede del. Sådan ses det på andre juleløber fra samtiden. Bl.a. på den nissejuleløber, som jeg skrev om på bloggen sidste år. Her ses de to løbere side om side:
Det ses at der på trods af variationer næsten er tale om søsterværker: Figurernes slyngede forløb og udfyldelsen af de tomme mellemrum med små stjerner – og nissepigers og engles mønstrede kjoler er lighedstræk.
Begge juleløbere skal formentlig dateres til 1960’erne. Nissedugen er fremstillet hos det svenske firma Axel Eliasson og har et tidligt produktionsnummer, der netop daterer den til 60’erne. Muligvis er engleløberen også fremstillet i Sverige – som de fleste andre af Karen K. juleduge og julebilleder i papir – selv om den senest kendte proveniens er Danmark – hos Lis.
Den halverede juleløber komplementeres for øvrigt smukt af dette Marianne Starck fad fra Michael Andersen på Bornholm. Englene synger om barnet og dets mor. Ligesom i den gamle historie.
Engledug…. prøv at sige ordet. Hvordan skal det udtales? Med blødt eller hårdt g? Er det nattedug, som englene lader falde ned på græsset en lys sommeraften, er det engletårer der falder som dug på havens blomster, eller er det en dug til julebordet med smukke engle på. Jeg elsker sådan nogle dobbelttydige ord….
I den følgende skal det dog dreje sig om en borddug med engle på. For få dagen siden skrev jeg her på bloggen og en juledug med applikerede Karen K. nisser på:
Få dage efter fundet af nissedugen, var jeg igen i en genbrugsbutik og fik øje på en sammenfoldet blå dug på en hylde. Normalt var det ikke noget, jeg ville have kigget nærmere på, men den blå farve virkede bekendt, og den løjerlige kantning af dugen også. Begge dele mindede mistænkeligt om den nyerhvervede blå nissedug. Jeg foldede derfor dugen ud og længst inde i folderne gemte sig de fineste engle.
Det var den blå farve og kantsyningen, der ledte mig på sporet. Jeg har fået hjælp af en professionel skrædder til at kunne sige, at det kaldes en tittekant, og at hjørnet er syet i smig.
Og her har vi englene, som gemte sig inderste i dugen – flyvende mellem dalende snefnug.
Dugen må også have været et hjemmegjort arbejde købt som et sæt gennem broderifirmaet Eva Rosenstand, som Karen K. leverede mønstre til. De små spidse sko er typiske for hendes tegnestil, og englenes kyser ser man også i lignende stil bl.a. på dette julekort:
Jeg har lånt billedet fra piaper.dk
På et kræmmerhusene fra Familiejournalen i 1976 er der både englehuer og snefnug som på dugen.
Vel hjemme med dugen var det tid til at dække op til frokost med et stel, der marchede dugen både i farve og alder.
Stellet med de blå blade hedder Blå Linnea og er designet af Nils Thorsson for Aluminia sidst i 1950’erne. Det var udelukkende et frokoststel, så der finder ikke kaffekopper, middagstallerkner og sovseskåle. Men jeg synes, de blå og hvide farver passer godt med englene – som i det her tilfælde altså ikke flyver med paradisgrønt men med paradisblåt.
De små lysestager på bordet er fremstillet af Asp Holmblad ca. samtidig med Blå Linnea stellet og passer til deres egne julelys.
Jeg håber, I også får lyst til at dække fint julebord, og at engledug og engleduge falder på jeres vej .
Det er de mest overraskende steder, man kan finde det, man leder efter – nogle gange endda uden at vide at man leder!
I dag købte jeg dette gamle brætspil i en lidt rodet genbrugsbutik, bare fordi jeg syntes, det så lidt sjovt ud, og fordi jeg godt kan lide de gamle spil. Det her så ud til at være fra 1960’erne, men var i pæn stand.
Da jeg kom hjem, måtte jeg tjekke, om spillet var intakt. Og det var det heldigvis: alle de små flyvemaskiner, spillebrikker, lykkekort og pengesedler i møntfoden Inters var der. Og så var der en anden lille overraskelse i spillet. Nemlig et til og fra-kort, der afslørede, at spillet var en julegave til Bo fra Farmor og Farfar.
Men da jeg vendte til og fra-kortet, blev jeg overrasket. Det var nemlig tegnet af Karen K. Jeg har aldrig set til og fra-kort af den her type før, så det var en sjov opdagelse.
Da jeg kiggede nærmere på spilleæsken, fik jeg lidt mere hints om spillets historie. På låget var der med kuglepen skrevet 24/12-1971. Det må betyde, at det var juleaften for præcis 50 år siden, at Bo fik dette spil af sine bedsteforældre.
Spillet er udgivet af det danske spilfirma Drechsler, som jeg tidligere har skrevet om her på bloggen, fordi Karen K. også har tegnet et billedlotteri til Drechsler. Tegningerne til billedlotteriet blev senere også brugt til at stavelotteri. Jeg er ad forskellige omveje nået frem til, at Karen K.’s billedlotteri er fra starten af 1960’erne og i hvert fald ikke efter 1967. Det år skiftede Drechsler nemlig logo, og billedlotteriet har det gamle logo på æsken. Drecshler nummererede deres spil løbende: Karen K. billedlotteri fik nr. 235 og stavelotteriet blev nr. 241.
Det spil, som Bo fik i 1971, har nummer 252, så det må være lidt yngre end Karen K.-spillene. Det har dog stadigvæk firmaets gamle logo med de slyngede bogstaver, så det kan ikke være yngre end 1967. Spillet havde altså været i produktion i nogle år, da Bo fik det.
Karen K.’s tegning fra det lille til og fra-kort har jeg set før. Den er nemlig også at se på et lille julehjerte eller julekurv i papir, som jeg var heldig at finde her tidligere i november måned. Ja og også på et gammel julekort fra 1960’erne er det samme motiv blevet brugt. Det er en god måde at “genbruge” tegningerne på:
Det er lidt pudsigt, at det lille til og fra-kort har overlevet inde i spilæsken i et halvt århundrede, men jeg er glad for, at det gjorde.
PS. Her kan du vil læse mere om Karen K.’s Billedlotteri for Drechsler.
Nu hvor novembermørket sænker sig, har vi ekstra brug for hygge. Her på Karen K. “forskningscentret” har aktiviteterne stået lidt stille i 2021 – til dels pga. manglende økonomiske bevillinger.
Imidlertid var et genbrugsfund i den forgangne uge i form af en blå juledug med dansende nisser en oplagt lejlighed for forskningslederen og forskningsassistenten til at mødes til hygge og planlægning af eventuelle fremtidige forskningsemner. Det blev dog mest til hygge med juleboller og te.
Den fine blå juledug er et hjemmelavet håndarbejde ud fra et mønster tegnet af Karen Kjærsgaard. Nisserne er applikeret på, og se er granrankerne broderet på. Hele sysættet er i sin tid køb gennem broderi-giganten Eva Rosenstand for 39 kr. engang i 60’er-70’erne. Det ved vi her på forskningscentret fra ekspedition til Den Gamle Bys brodeributik for seks år siden. Den begivenhedsrige udflugt kan du læse om ved at klikke på linket nederst på siden her.
Her så vi nemlig et billede af selvsamme blå nissedug i et bestillingdkatalog fra Eva Rosenstand. Som man kan se følger farvevalget i den nyindkøbte genbrugsdug ret nøje farverne fra kataloget. Det mønstrede stof på nogle nissekjoler er dog skiftet ud med lyserødt.
Det må have været en stor opgave at lave duggen, så det er fint at den nu kommer til ære og værdighed igen.
Forskningsassisten stod for bordopdækningen med tidstypisk service – nemlig stentøjsstellet Relief. Det er fra samme tid som juledugen og passer perfekt til.
Jeg håber, I også er ved at finde julepynten og julehyggen frem, her hvor november er allermest mørk. Så er der alligevel lys i mørket.
Sommeren er højsæson for mange ting, men ikke for Karen K. bloggen. Det hænger sammen med, at en stor del af Karen Kjærsgaards kunstneriske produktion var knyttet til jul og påske. Og selv om Karen K. tegnede nisser hele året for at følge med efterspørgslen, så er det måske de færreste bloglæsere, der er klar til nissehuer og risengrød her i 25 graders varme. Man skal derfor lede længere efter sommermotiver hos Karen K. – i hvert fald i blandt de ting, som er kommet ud til offentligheden. Der var uden tvivl mere salg i påske- og julepynt end i sommermotiver.
Men her skal I se et par sommermotiver fra landet. Børn og dyr midt i alt det grønne. Alle tre motiver er såkaldte “bonader”, som har været til salg i Sverige. Herhjemme ville vi nok kalde dem plakater.
Skal man være helt ærligt, er billedet her måske tænkt som et påskebillede med alle de små gule kyllinger, men træerne er alligevel så grønne, at det leder tankerne hen på maj og juni mere end på en kold påskedag i marts eller april.
Billedet er en kollage, som er udført i stof, filt og karton på en blå hessian baggrund. Børnene med det bogstaverligt filtede hår sidder på gærdet og kigger på hønsefamilien. Der er så mange karakteristiske Karen K. elementer i billedet: børnenes ansigter med de runde sorte øjne og røde kinder, græstuerne, gran(?)grenene langs kanten og de små fugle, der flyver i luften – læg for øvrigt mærke til, at en af de små fugle har tabt sit øje inden, der er blevet taget foto af den originale kollage til videre tryk, der er kun en lille limklat synlig, der hvor øjet har siddet.
På trods af alle de “karenteristiske” elementer, vil den opmærksomme læser dog opdage, at billedet er signeret “Bolette”. Men Bolette er faktisk Karen, og Karen er Bolette. I en kort periode anvendte Karen K. signaturen Bolette på opfordring fra sit svenske forlag. Det kan du læse mere om her.
Plakaten er stadig i sin oprindelige indpakning, og man kan se, at den er solgt som en bonad. Prisen mangler, men har i starten af 1970’erne har den formentlig kostet omkring 1,5 svenske kroner.
Det næste billede er mere sommerligt. Svanerne har fået unger, og børnene er gået ned til søen under birketræerne for at fodre dem. Birketræerne omkring en stor sø og de blå silhuetter af bakker og skov i baggrunden giver billedet er meget skandinavisk præg.
Stilen er en helt andet her. Billedet er ingen kollage men en tegning/maleri – og det er ikke signeret. Alligevel er der ingen tvivl om, at kunstneren er Karen K. De røde sko med spænder er næsten en signatur for Karen K. på denne tid.
På det sidste sommerbillede er vi kommet længere hen på sommeren. Æblerne er røde på træerne, og der er modne bær på buskene. Børnene har fået fornuftige træsko og gummistøvler på i stedet for de sarte røde sko.
Plakaten er godt slidt, selv om det ikke ser ud til, at den har været oppe at hænge, men den må være blevet rullet ud mange gange for at blive kigget på.
Karen Kjærsgaard blander flere materialer ind i denne kollage. Huset er bogstavelig talt stråtækt, og brændestakken er lavet af savssmuld. Selve den fotografiske gengivelse af den oprindelige kollage, som ligger til grund for de videre eftertryk, som blev solgt i Sverige i 1970’erne, er faktisk lidt uskarpt. Måske gik det nogen gange lige lovligt hurtigt i udgivelsen, af disse meget prisbillige produkter. Men den gode sommerstemning har billedet nu alligevel beholdt.
En god sommer til jer alle, jeg håber, I kommer ud og ser den smukke grønne natur.
Her i huset elsker jeg at få cylindriske pakker med posten. Op til jul i år kom der flere sådanne pakker. Mit postbud tager Covid-19-faren alvorligt og har derfor udviklet en teknik med at kaste pakkerne hen til mig fra 5-6 m afstand! Heldig kan indholdet ikke knuses. De cylindriske pakker kommer fra Sverige og indeholder fine “julbonader” i papir.
Jeg har tidligere skrevet om fænomenet “julbonader” her på bloggen: her, her og her. Kort fortalt er en bonad egentlig et billede, som er trykt på papir – en plakat. Har de julemotiver, kalder man dem “julbonader”. Oprindeligt var der tale om billeder, som var vævet eller broderet på stof og som i sagens natur var både tidskrævende og dyre at anskaffe . De blev hængt op i svenske hjem ved højtiderne. I løbet af 1900-tallet udviklede man så de trykte “bonader”, som folk med jævn eller lav indkomst også havde råd til. Stefan og Siv fra Sverige, som jeg har købt mange af bonaderne i min samling af, fortæller, at disse bonader af papir var kunst for folk, som ikke havde råd til at købe malerier før i tiden. Der var bonader med sommermotiver, påskemotiver, julemotiver, efterårsmotiver osv., så man kunne skifte dekorationen på væggen ud i løbet af året. Bonaderne kunne man købe for få kroner bl.a. i købmandsbutikkerner på landet, på svensk kaldet “lanthandel”. Og sådan en landhandel drev Stefan og Siv fra 1994 til 2014. Butikken som kaldes Flinks Handelsbod ligger på øen Flatö ud for Sverige vestkyst et stykke nord for Göteborg. Butikkens historie går helt tilbage fra 1912, og selveste den svenske vises grand old man “Evert Taube” besøgte stedet flere gang om sommeren i 1940’erne, og han skrev flere af sine viser her. Det var Taube, der gav landhandelens ejer, Gustav Johansson, tilnavnet Flink.
Handelsmand Flink i sin landhandel. Billedet må næsten være fra den tid, hvor Karen K.’s billeder solgtes i butikken. Tak til Stefan og Siv for postkortet med motivet.
Handelsboden eksisterer stadig i dag – nu som restaurant. Fra handelsbodens gamle lager har jeg fået lov at købe flere bonader med motiver skabt af Karen K. Men før vi kigger på dem, vil jeg lige fortælle lidt om den svenske tradition med bonader.
Maleri af handelsboden på Flato. Malet af Erkers Marie Persson. Det romantiske motiv kunne i sig selv være hentet fra en svensk papirsbonad. Maleriet tilhører Siv og Stefan, som venligst har sent mig dette foto til bloggen.
Motiverne på de svenske papirsbonader er ofte smukke landskaber og nostalgiske scenerier fra gamle dage. Jeg er fascineret af denne svenske tradition, for jeg tror ikke vi har en tilsvarende i Danmark. Ja, faktisk findes der slet ikke et ord for fænomenet på dansk. Selvfølgelig ville ordet “juleplakat” give mening, men nogen udbredt tradition for at hænge juleplaketer op, kan vi ikke påstå at vi har i Danmark. Et godt eksempel på danskerne manglende tradition for bonader blev jeg opmærksom på, da jeg op til jul i år genlæste den danske oversættelse af Sven Nordquists fantastisk julehistorie om Pettersen og Findus, nemlig “Nissemaskinen”. Historien foregår vistnok i 1950’erne – i hvert fald dengang hvor plastik var et nyt og lidt mystisk materiale! En dag op til jul kommer en omrejsende handelsmand med kufferten fuld af julestads på besøg på Pettersens husmandssted.
Tegning: Sven Nordquist. I den rejsendes salgskuffert ses julehæfter, bliknisser, en snekugler og julbonader.
Sælgeren præsenterer alle de fristende julesager for Pettersen, og i den danske oversættelse står der, at han bl.a. finder nogle stofruller med “julebroderier” frem, som Pettersen er interesseret i. Men ordet “julebroderier” må være oversætterens forsøg på at få fortællingen til at give mening for danske børn. Når man ser på tegningerne i bogen, er der ingen tvivl om, at der er tale om papirruller med trykte motiver på. Hvem solgte også færdiglavede julebroderier i 1950’erne? Dem kunne husmoderen da uden tvivl selv lave!
Billede og tekst fra Nissemaskinen, som viser en julbonad – i den danske tekst dog beskrevet som et julebroderi. Tegning: Sven Nordquist.
Gamle Pettersen er imidlertid ingen husmoder – og han køber bl.a. en fin bonad med glade julekøer.
Tegning: Sven Nordquist. Pettersen med sine juleindkøb.
Og til slut i bogen – hvor Pettersen og Findus står og stirrer efter julenissen – kan vi se, at julbonaden er blevet hængt til pynt på væggen. Lidt fiks er den blevet hængt op i et hjørne af stuen, så den løber hen over to vægge. Der var vist ikke rigtig plads på væggen ved siden af vinduet.
På dette moderne billede fra Flinks Handelsbod ser man at disken er pyntet med gamle bonader med idyliske sommerscenerier.
Herunder ses en typisk svensk bonad med almueidylisk motiv. Den stammer fra 1940’erne, og kunstneren bag er Maja Synnergren (1891-1950).
Det er lidt sjovt, at der på væggen på billedet faktisk hænger gammel bonad, som synes at afbilde bønder i søndagstøjet på vej til kirke. Stilen er kendt fra svensk folkekunst og blev eftergjort på papirsbonader efter Erik Forsman (1916-1976), som det ses herunder:
Karen Kjærsgaard, hvis tegninger også var populære i Sverige, bidrog til den svenske bonadstradition både med motiver til påske, jul og resten af året. Langt flest julemotiver dog. Jeg har fundet enkelte af disse gamle plakater her i Danmark, men hovedparten har jeg fra Sverige.
Karen K.’s julbonader stammer fra 1960’erne og 1970’erne, og stilen er knap så myldrende, som de svenske bonader fra 1940’erne og 1950’erne. Jeg tror, Karen K. har været mere inspireret af 60’erne og 70’erne tekstiltryk med et mere skarpskåret og plakat-egnet billedsprog, som f.eks. denne engel trykt på bomuld:
Her vil jeg vise de nye julebonader, som jeg i år har købt fra Stefan og Sivs gamle lager og enkelte andre steder. De er næsten alle trykt af kunstforlaget Axel Elisasson, som også udgav postkort og julekort og andre papirvarer. Alle bonader har et serienummer, og jeg gætter på, at man måske kan aflæse produktionsåret heraf. I så fald stammer de fra 1970 og 1971.
Den her fine julebonad (nr. 7193) med en nisse, som har været ude at hente juletræ, har jeg tidligere kun set billeder af, så jeg er glad for nu at have et eksemplar i min samling. Og så ovenikøbet i to forskellige versioner. Flere af disse bonader blev nemlig ikke bare trykt på papir, men også på tyndt, tyndt plastik til at klæbe op på ruder, køleskabe, skabslåger eller andre glatte overflader. Her er platikudgaven på en af mine køkkenlåger:
Man kunne købe sådanne plastfolie pynt enkeltvis eller i hele pakker, som det ses her:
Det må regnes som den professionelle udgave af en form for julepynt, som vi praktiserede i min barndom, nemlig at klippe flotte billeder ud af indkøbsposer fra Brugsen eller andre dagligvarerbutikker og klæbe dem op på køleskabet.
Min egen lille samling af juleplastikposer fra 1980’erne. Vi brugte dem, som en slags julbonader på køleskabet.
Den næste bonad, som er kommet til min samling i år, har jeg faktisk købt i Danmark. Tidligere her jeg kun haft denne i plastudgave. Men her er den trykt på kraftigt papir i limet på karton. Nu hænger den i min entré og hilser på alle, der kommer på julebesøg.
Den er formentlig trykt i Danmark. I hvert fald har den ikke det typiske AE (Axel Eliasson) logo, nummerering og teskten “Svensk tillverkning”, som alle de andre bonader. Oprindeligt lavede Karen K. faktisk dette billede, som en pakkekalender til sin søn, Lars omkring 1967. Det kan du læse om her.
Den næste svenskfremstillede bonad (nr. 7023) viser nisser, som går tur med deres katte i en sneklædt by, mens børn ser måbende til fra vinduerne. Det er heller ikke så tit, man ser nogen gå tur med en kat i snor.
På den næste bonad (nr. 7062) kommer julenissen med gaver til et nissehus. Her benytter Karen K. også teknikken med af blandet forskellige materier: buskene foran huset er tuja- og rønnebærkviste. Stråtaget er måske en kokosmåtte (?). Desuden skabes der en 3D-effekt ved at lægge flere lag oven på hinanden omkring husets døre og vinduer.
Den sidste egentlige julbonad, som er tilføjet til samlingen i år (nr. 7022) har et klassisk Karen K. motiv, nemlig en nissepige, som er god ved skovens dyr. De lange øjevipper er lidt ukarakteristisk for Karen K.’s stil, men bonaden er signeret “Karen K.” så der er ingen tvivl. Fuglene i træet er da også klassiske Karen K. fugle.
Jeg er ret vild med den funky ramme omkring billedet, som i sin farvestålehed giver gode associationer til tiden omkring 1970, hvor jeg tror, bonaden er produceret. Desuden minder det også lidt om et broget svensk kludetæppe.
De sidste nykøb til Karen K. samlingen er ikke egentlige bonader, men er ligesom bonaderne trykt på kraftigt papir. Den første er en bordløber eller juledug. Den ligeledes fra firmaet Axel Eliasson, men er nummereret med kun to cifre (76), hvilket jeg tror er en ældre nummerserie end de fircifrede. Den er formentlig fra 1960’erne.
Den lange, smalle papirstrimmel herunder ville svenkerne nok kalde en julefrise:
Julefrisen er så slidt i begge ender, at der ikke er bevaret firmalogo eller evt. signatur. Men jeg skulle hilse fra Karen K.-forskningscentrets assistent, som for 4 år siden klippede omkring 50 Karen K. grangrene ud i filt til et juletræstæppe, og sige at der ikke er nogen tvivl om, at dette er Karen K. design!
De flettede hjerter med de karakteriske prikker på hjerternes buer og i nogle af de flettede felter ses også andre steder hos Karen K., som f.eks. herunder:
Til slut en lille bordløber, som måske/måske ikke er af Karen K.
Der er selvfølgelig ingen signatur på denne, men forlagets logo “Axel Elissason” og løbenummer 7070 peger mod en tid, hvor Karen K. lavede designs til dette svensk firma. Fototeknikken og brug af blandede materieler genkendes også hos Karen K.
I det hele taget minder stilen meget om dekorationen på denne dækkerserviet af Karen K., også selv om fuglene ikke er helt ens.
Så indtil videre vil vi lade tvivlen kommer denne bordløber til gode og tilskrive den Karen Kjærsgaards produktion fra ca. 1970.
Måske er du blevet inspireret til at anvende den svenske julbonadstradition i din julepynt næste år? Jeg er i hvert fald. Fortsat god jul – eller som de siger i Sverige: “God fortsättning”
Så er det blevet aftenen på d. 22. december, og juletræet et sat op i stuen og pyntet. I år har jeg fundet noget “nyt” gammelt Karen K. julepynt, som er kommet på træet. Det er den lille serie af julekurve, som ses på billedet herover.
Jeg tror, at julekurvene er fra starten af 1960’erne, og de er blevet solgt som udstansede stykker lige til at folde og samle og hænge på juletræet. Man slap altså for selv at klippe julepynten ud af et stort ark. Jeg nænnede dog ikke at samle disse originale gamle stykker pynt – ved hvem hvor mange, der findes af dem tilbage? I stedet tog jeg en kopi og måtte så i gang med saksen. Men det er jo også en hyggelig måde at bruge en eftermiddag op til jul på.
Kurvene kom hurtigt på træet:
En enkelt af julekurvene havde jeg allerede i en original gammel og lidt krøllet variant, så nu er der en dublet på træet. Det var dog lidt pudsigt, at de to ens kurve faktisk ikke har samme farve, når man sammenligner. Jeg ved ikke, om I kan se det på fotoet, som er taget i decembermørket, men den ene kurv er rød og den anden orange.
Der var heller ikke nogen blå hank i det sæt, jeg fandt i år, men måske har der oprindeligt været seks stykker julepynt i sættet?
I hvert fald er de netop seks stykker julepynt i en pakke med kræmmerhuse, som jeg har i samlingen. Og det samme gælder den fine samling af julekurve, som ses herunder. Billederne har jeg fået lov til at låne af Ragnhild med instagram profilen the_way_it_never_was. Tak Ragnhild 🙂
Og ja, der er også lidt andet Karen K. pynt på mit juletræ i år. Bl.a. de her to nisser, som sidder på grene. Nissedrengen er i gang med at feje visne nåle ned fra træet 😉 :
Nisserne stammer fra en juleuro ved navn “Nissernes julestue“, som jeg samlede for nogle år siden, men som siden er gået lidt op i limningen. Så nu er nisserne ude på egne ben. Nisseuroen blev oprindeligt bragt som julepynt i Familiejournalen over fire uger i 1969. Men selve arket med nisserne blev genoptrykt og bragt i bladet igen op til jul i 2018.
De to sekskantede julekurve med henholdsvis engle og dyr i sneen og nisser og grønlandske børn, der danser med en snemand kunne faktisk også være fine fyrfadsstager.
Jeg tror, Karen Kjærsgaard ville synes godt om at se sin julepynt anvendt på den måde.
Mikaels Karen K. blog 